| |
 
Generation: 1
Generation: 2
| 3. |  Henrik Wiehe  (1.Else1) blev født den 9 feb. 1927 i Frederiksberg, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 1 jul. 1987; blev begravet i Vestre Kirkegård, København, Danmark. Notater:
skuespiller bl.a Det ny Teater, Allescenen og Fiolteatretsamt en række filmkomedier.
Henrik Rosing Wiehe læste hos Holger Gabrielsen og Hans Egede Budtz og var elev ved Århus Teater 1946-1949, hvor han bl.a. spillede den unge sabotør Jørgen i "Silkeborg". Derefter havde han engagementi København ved Det ny Teater og Folketeatret 1949-50, Det ny Teater 1950-55, ABC-Teatret og Det ny Scala 1955-56 og Allé-Scenen 1956-57. Desuden havde han engagementer på Aveny Teatret og på Fiol Teatret. Han havde succes i forestillingen "En duft af honning" og havde i 1960erne mange teaterroller primært i lystspil og revyer, bl.a. medvirkede han i farcen "Ælskov" og i "Det lille thehus". Han medvirkede bl.a. i filmene "Blændværk", "Vi, der går køkkenvejen", "Færgekroen" og "Mig og min lillebror". Han havde talrige TV- og radioroller. Han dannede i begyndelsen af 1960erne par med skuespillerinden Ghita Nørby og var senere gift med skuespillerinden Lene Vasegaard.
________
Uddannet på Aarhus Teaters elevskole 1946-49. Kom herefter til København og var engageret ved skiftende teatre i hovestaden, overvejende i lystspil- og revyroller.
Uddrag fra Morten Piils "Danske filmskuespillere" (Gyldendal, 2003):
Med et ansigt som på samme tid var filmstjernesmukt og mærkeligt skævt - når han åbnede munden og afslørede et voluminøst overbid - fik Henrik Wiehe pæn succes i 1950'erne og 1960'erne som både renskuret romantisk helt og, oftere, anløben charmør eller direkte skurk. Der kan klæbe et præg af forkælet overklasse til ham, og allerbedst illuderer han som døgenigt i blå blazer og med silketørklæde inden for skjortekraven.
Han har småroller som fræk ung mand i "Det gælder livet" og Erik Ballings "Vi som går køkkenvejen" (begge 1953), men fik en heltehovedrolle i Johan Jacobsens politiske drama "Blændværk" (1955) som den unge forbitrede arbejder, der forelsker sig hvalpet i Mimi Heinrich - en rolle, der ligger lige fjernt fra hans type og hans udtryksformåen.
Biroller blev derpå Henrik Wiehes felt: sleben håndlanger i "Færgekroen" (1956); filmfrikadellen, der charmerer Søs i "Far til fire på Bornholm" (1959); skurkindens vege søn, der forelsker sig i Ghita Nørby i "Baronessen fra benzintanken" (1960); Ghitas udkårne i "Min kone fra Paris" (1961); og Junker Rud i "Dronningens vagtmester" (1963).
Han er sjov og velspillende som en pomadiseret parodi på en rutineret skørtejæger i "Det støver stadig" (1962), og i 1970 får han sin karrieres bedste rolle som den afdankede turnéskuespiller med knas i både karriere og ægteskab i Edward Flemings "- og så er der bal bagefter". Denne næsten selvbiografiske rolle skulle også blive hans sidste større indsats.
Han tillægges udsagnet: "Først går man så grueligt meget igennem, og så bliver man glemt." [Uddrag fra "Danske filmskuespillere" slut]
|
Generation: 3
|
