Bernhard II (IV) Hertug af Sachsen-Lauenburg-Ratzeburg

Notater:

Titel:
Herzog von Sachsen-Lauenburg

Bernhard blev gift med Adelheid, Prinsesse af Pommern cirka 1 mar. 1429. Adelheid, (datter af Bogislaw VIII Hertug af Pommern-Stolp og Sofie, Grevinde af Holstein) blev født i 1410 i Szczecin, Polen, Stargard,Szczecinski; døde efter 1445. [Gruppeskema] [Familietavle]

Johann blev gift med Dorothea Hertuginde af Sachsen-Lauenburg-Ratzburg den 10 mar. 1464. Dorothea (datter af Friedrich II Elector af Brandenburg og Katharine, Prinsesse af Sachsen) blev født i 1446 i Berlin, Brandenburg, Tyskland; døde i mar. 1519. [Gruppeskema] [Familietavle]

Magnus blev gift med Katharine, Prinsesse af Braunschweig-Wolfenbüttel den 20 dec. 1509 i Wolfenbüttel, Braunschweig, Niedersachsen, Tyskland. Katharine, (datter af Heinrich I, Hertug af Braunschweig-Wolfenbüttel og Katharine, Prinsesse af Pommern) blev født i 1488 i Wolfenbüttel, Braunschweig, Niedersachsen, Tyskland; døde den 29 jul. 1563; blev begravet i Ratzeburg, Lauenburg, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Franz blev gift med Sibylle, Prinsesse af Sachsen den 9 mar. 1540 i Dresden, Sachsen, Tyskland. Sibylle, (datter af Heinrich , Hertug af Sachsen og Katharine, Prinsesse af Mecklenburg-Schwerin) blev født den 11 jun. 1515 i Freiberg, Dresden, Sachsen, Tyskland; døde i Lauenburg, Slesvig-Holsten, Tyskland; blev begravet i Ratzeburg, Lauenburg, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Efter Chr III's død, boede Dorothea på Koldinghus. Hun forsøgte at blive gift med Chr. III ' s halvbror, Herug Hans den Ældre, med det blev forpurret af kirken og dele af familien . Bis at i Sønderborg Slotskapel (opkaldt efterhende). I 1581.

Dorothea var kun 14 år gammel, da hun i 1525 blev gift med den 22-årige hertug Christian af Holsten-Gottorp. Dorothea var datter af hertug Magnus 1. af Sachsen-Lauenburg og Katharina af Braunschweig-Wolfenbüttel.

Det var ikke panuar 1559 på Koldinghus.

1536 fik Dorothea udlagt en række fynske og langelandske godser til sit underhold, det såkaldte livgeding, men da hun ikke brød sig om at skulle sejle til sine besiddelser og tillige savnede et passende slot til sit faste ophold, fik hun 1548 tillagt Koldinghus, Dronningborg (Randers) og Sønderborg slotte og len som livgeding. Herved var rejsen til de nordtyske slægtninge - og senere døtrene, derblev gift i Tyskland - gjort lettere. I Christians leveår blev Koldinghus det faste tilholdssted for hoffet. Her døde Christian 3. i 1559, og her tilbragte Dorothea sine 12 år som enkedronning.

Efter Christians død omgikkes hun i sommeren 1559 med planer om at indgå ægteskab med svogeren Hans den Ældre i Haderslev, men planen mødte modstand hos de tyske teologer, og blev foreløbigt opgivet,og da Dorothea tog den frem igen i 1568 var kongens holdning helt afvisende.

Dorothea fremstår som en sjælden, rank personlighed, en af de stærkeste blandt danske dronninger. Fra hendes enketid er bevaret en lang række private breve, som giver et godt indblik i hendes personlighed: lidenskabelig, herskesyg, intrigant, hård og overdrevent nøjeregnende, men på den anden side fuld af retsfølelse, pligtfølelse, mod til at sige sandheden og med den en sjælden evne til at elske,lide, ængstes og harmes for andres skyld, ikke blot børnene, men også samfundets fattige og forurettede. Alle disse egenskaber holdtes sammen og i balance af en dyb religiøsitet. Dorothea var en dybtoverbevist lutheraner.

I sine mange år som rigets førstedame - ikke blot til gemalens død, men i realiteten til sin egen død 1571, da hendes søn Frederik 2. ikke giftede sig i moderens levetid - satte hun sit religiøse og menneskelige præg på sine omgivelser. Dorotheas hof på Koldinghus blev et sted, hvor adelens unge døtre modtog uddannelse (det såkaldte ‘jomfrukammer’) i at vnnem at være en omsorgsfuld moder. Meddøtrene Anna og Dorothea stod hun i tæt forbindelse. Ofte måtte hun hævde de to yngre sønner Magnus’ og Hans (den Yngre)’s interesser overfor den ældste søn Frederik 2. Frederik var af karakter sin moder meget lig, derfor bestod der ikke noget kærligt forhold mellem dem. Som tronfølger og konge gjorde han hele tiden oprør mod hendes omsorg, der dog forblev usvækket.

Dorothea kom til at opleve den første af en række blodige krige mellem Danmark og Sverige, nemlig Den nordiske Syvårskrig 1563-70. Det blev en smertelig oplevelse, beslægtet som hun var med krigens tohovedpersoner: Frederik 2. af Danmark, hendes søn, og Erik 14. af Sverige, hendes søstersøn. Forgæves søgte hun en tid at bevæge sønnen til at slutte fred, men da hun mærkede, at han ikke lyttede tilhendes bønner, påtog hun sig bag hans ryg at mægle fred. Hun korresponderede med søstersønnen i Sverige, hvilket kun indbragte hende spydigheder, og da Frederik 2. fik nys om det mislykkede mæglingsforsøg, lod han en tid moderens breve og budbringere opsnappe. Krigens gang kunne Dorothea ikke ændre, hun opnåede kun yderligere at belaste sit forhold til sfolket, men også her mærkede hun ofte, at sønnen ikke lyttede til hendes forbøn.

Det var naturligvis befolkningen i Kolding by og omegn, der stod Dorotheas hjerte nærmest, her kunne hun umiddelbart aflæse krigens følger. Hofholdningen og byggerierne på Koldinghus bragte i sig selvøkonomisk fremgang til byen med omsætning til byens handlende og arbejde til håndværkerne. Men også på anden måde søgte Dorothea at ophjælpe næringslivet omkring Kolding. Et saltværk i Harte fik kun få års levetid og levede ikke op til forventningerne om en stor saltproduktion. 1569-70 fik dronningen anlagt en ny mølle nær slottet og byen, idet slotssøens vand kunne udnyttes til mølledrift. Slotsmøllen drev møllerivirksomhed fra 1570 til 1889, da den omdannedes til bryggeri. Dorothea sørgede for rigeligt arbejde til møllen; foruden slottets eget korn befaledes byens indbyggere og oplandets bønder at lade deres korn male her.

Kort før sin død oprettede Christian 3. et hospital i Kolding. Middelalderens spedalskhedshospital, Sankt Jørgensgård, var nedlagt ti år tidligere. Nu oprettedes et almindeligt hospital, "fattige, såre og syge mennesker" til hjælp og trøst. Det er sikkert ikke urimeligt også her at se en indflydelse fra Dorothea, selvom Christian 3.s kristelige sindelag måtte tilskynde ham til hospitalsgrundlæggelser.

Latinskolen i Kolding var ældre end Dorothea. Men på hendes tid var skolen i forfald. En drikfældige rektor fik hun udskiftet med en mere ædruelig, lærd person, og skolebygningen fornyede hun. For egne midler lod hun i 1566 bygge et nyt skolehus tæt ved byens sognekirke, Skt. Nikolaj kirke. Dorotheas skolehus stod til 1729, men skolen lever fortsat i Kolding Amtsgymnasium.

Dorothea døde 7. oktober 1571 på Sønderborg slot, hvor hun i sine sidste levemåneder havde taget ophold hos yndlingssønnen Hans den Yngre. Hun ligger begravet i Roskilde domkirke sammen med gemalen.

Dorothea, blev gift med Christian 3, Konge af Danmark den 28 nov. 1525 i Lauenburg, Slesvig-Holsten, Tyskland. Christian (søn af Frederik 1, Konge af Danmark og Anna af Brandenburg) blev født den 21 sep. 1503 i Gottorp Slot, Slesvig, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 10 feb. 1559 i Koldinghus, Kolding, Brusk Herred, Vejle Amt, Danmark; blev begravet i 1578 i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Sofie, blev gift med Anton I, Greve af Oldenburg den 31 jan. 1537 i Otterndorf, Cuxhaven, Niedersachsen, Tyskland. Anton (søn af Johann XIV, Greve af Oldenburg og Anna, Prinsesse af Anhalt-Zerbst-Dessau) blev født i 1505 i Oldenburg, Niedersachsen, Tyskland; døde den 3 mar. 1573 i Oldenburg, Niedersachsen, Tyskland; blev begravet i St. Lamberti-Kirche, Oldenburg, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Ursule, blev gift med Heinrich, Hertug af Braunschweig-Wolfenbüttel-Dannenburg den 29 apr. 1569 i Artlenburg, Lüneburg, Niedersachsen, Tyskland. Heinrich, (søn af Ernst, Hertug af Braunschweig-Lüneburg og Sofie, Prinsesse af Mecklenburg-Schwerin) blev født den 14 jul. 1533 i Celle, Niedersachsen, Tyskland; døde den 19 jan. 1597 i Dannenberg, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Anna, blev gift med August, Elector af Sachsen den 6 nov. 1548 i Torgau, Sachsen, Tyskland. August, (søn af Heinrich , Hertug af Sachsen og Katharine, Prinsesse af Mecklenburg-Schwerin) blev født den 9 sep. 1526 i Freiberg, Dresden, Sachsen, Tyskland; døde den 11 feb. 1586 i Dresden, Sachsen, Tyskland; blev begravet i Freiberg, Dresden, Sachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Frederik 2. blev født på Haderslevhus i 1534 og døde i 1588. Han var søn af den senere Kong Christian 3. og hans hustru Dorothea af Sachsen-Lauenburg. Efter Christian 3.s sejr i Grevens Fejde blev hani 1536 valgt som tronfølger med titlen Prins af Danmark, og da faderen døde i 1559 kunne Frederik underskrive håndfæstningen og sætte sig på tronen.

Frederik voksede op på Haderslevhus og fik fra 1554 lov til at holde hof på Malmøhus. Det var i disse år at prinsen forelskede sig i sin hofmesters niece, Anne Hardenberg, og først i 1572 giftede hansig med sin 15-årige kusine Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg. Trods en aldersforskel på 23 år, blev Frederik 2.s ægteskab tilsyneladende meget lykkeligt.

Frederik 2. erobrede i 1559 Ditmarsken sammen med farbroderen Hertug Adolf af Gottorp.

Til gengæld magtede han ikke at realisere sine militære planer under den Nordiske Syvårskrig 1563-70. Baggrunden for krigen var kampen om magten i Østersøen.

Frederik 2. havde regnet med, at han med hjælp fra tyske lejetropper hurtigt kunne vinde den forestående krig mod svenskerne. Med kongen i spidsen, satte hæren i 1563 op gennem Halland, mod fæstningenÄlvsborg, der faldt efter kun seks timers beskydning. Derefter var planen at støde frem mod Stockholm; men på grund af et dårligt organiseret forsyningsvæsen måtte hæren gå i vinterkvarter i Skåne. Dermed faldt kongens planer, da en lejehær var alt for dyr til en langvarig krig.

I begyndelsen af 1564 var det svenskerne der havde initiativet. De trængte ind i Norge flere steder og hærgede i både Halland og Blekinge. Først hen på sommeren rejste Frederik 2. et lån, der gik tilat finansiere den danske hærs plan om et stort anlagt angreb på Sverige med Stockholm som mål. Angrebet blev en fuldstændig fiasko. Efter nogle uger måtte hæren, som følge af vanskeligheder med provianteringen, vende tilbage til Halland. Da et nyt forsøg i oktober led samme skæbne, var Rigsrådet ved at miste tålmodigheden.

Året efter overtog Daniel Ranzau hærledelsen – men også han måtte kæmpe mod mangel på penge og forsyninger, og ydermere udbrød der pest i hæren. Det lykkedes endelig at få en dansk sejr ved Axtorna– men vinteren forhindrede yderligere fremrygning. Flåden klarede sig heller ikke for godt. I 1566 blev en ny spærring af Øresund en fiasko, og sidst i juli gik det meste af flåden ned under en storm ved Gotland.

For at råde bod på den militære og økonomiske elendighed så Frederik 2. sig nødsaget til at hjemkalde sin gamle uven, Peder Oxe. Det lykkedes rigshofmester Peder Oxe at få styr på landets dindtægternetredobledes. Derved lykkedes det at bringe Danmark nogenlunde frelst ud af krigen, og landet stod stadig som den mest magtfulde stat i Norden efter fredsslutningen i Stettin i 1570. Peder Oxe må dog dele æren med de militære ledere Daniel Ranzau og Frants Brockenhuus, og det hører også med, at Sverige i krigens sidste år var svækket af indre strid omkring Erik 14.s afsættelse i 1568.

Efter krigen var en af de lidenskaber kongen dyrkede slotsbyggeri. Blandt nybyggerierne må især fremhæves renæssanceslottet Kronborg, der blev bygget i årene 1574-84 for indtægterne fra den forhøjedeØresundstold.
Frederik 2. havde tilsyneladende en selvtillid, der rakte ud over egne evner og var ofte i tider med modgang uretfærdig og urimelig overfor omgivelserne, men en anden side af ham var hans livsglæde – han holdt af at gå på jagt, feste og se glade mennesker omkring sig.

Frederik 2. døde kun 54 år gammel på Antvorskov Slot den 4. april 1588, og blev begravet i Roskilde Domkirke. Han efterfulgtes af sin søn Christian 4.

_________________

Frederik 2. var konge af Danmark og Norge fra 1559. Søn af kong Christian 3. og dronning Dorothea af Sachsen-Lauenburg. Han blev i 1572 gift med Sophie af Mecklenburg, med hvem han fik bl.a. Christian4. Frederik 2. var især optaget af udenrigspolitikken. Den Nordiske Syvårskrig mod Sverige 1563-70 endte egentlig uafgjort, men efter krigen fremstod Danmark-Norge alligevel som den stærkeste magt i Østersøområdet. Herefter bestræbte Frederik sig på, at riget skulle bevare denne stærke position. Han blev desuden en af de ledende protestantiske fyrster i Nordeuropa, og han forsøgte at skabe en slagkraftig protestantisk alliance mod katolikkerne. Det lykkedes dog ikke. I 1570’erne anlagde han den stærke fæstning Kronborg ved Helsingør, og i samme periode blev den danske flåde udviklet til en af Europas største og mest moderne. Som ledi sin indsats for at styrke riget ydede han megen støtte til videnskab og kultur; f.eks. fik Tycho Brahe opbakning af Frederik 2.

Frederik blev gift med Sofie af Mecklenburg-Schwerin den 19 aug. 1572 i Københavns Slot, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Sofie (datter af Ulrich , Hertug af Mecklenburg-Schwerin og Elisabeth af Danmark) blev født den 14 okt. 1557 i Wismar, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland; døde den 4 okt. 1631 i Nykøbing Slot, Falsters Sønder Herred, Maribo Amt, Danmark; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Hans den Yngre (1545 – 1622) var søn af Christian 3. af Danmark og dronning Dorothea. Han var stamfader til flere hertuglinjer, herunder Sønderborg, Glücksborg, Plön og Augustenborg, og dermed til den danske kongeslægt siden 1863, glücksborgerne.

Hans (Johan) den Yngre var lillebror til Frederik 2., der i 1564 gjorde ham til hertug af Sønderborg - hvor han slog mønt - med tilhørende landområder i Slesvig og Holsten (Als, Ærø, Sundeved og Plön,svarende til en tredjedel af de kongelige dele af hertugdømmerne - hertil kom 1582 yderligere Reinfeld og Ruhe klostre - sidstnævnte blev nedrevet for at give plads for Glücksborg slot).

Historien bag

Kong Christian 3. og dronning Dorothea havde to døtre og tre sønner, Frederik, Magnus og Hans. Da Christian 3. døde efterlod han sig hustruen Dorothea samt 5 børn, der alle skulle forsørges. De to døtre blev gift væk med rige hertuger. Den ældste søn, Frederik 2., blev konge og sønnen Magnus overtog stiftet Øsel ved Livland. Tilbage var lillebror Hans. Hvordan skulle han forsørges?

Dronning Dorothea ville gerne have, at der skulle findes et indbringende embede til den yngste søn. Til dette var der reelt kun to muligheder: Enten at finde en løsning udenlands som med broderen Magnus, eller at afgive en del af den kongelige part i hertugdømmerne. Da den første mulighed mislykkedes, endte det med den sidste. Hans fik tildelt et hertugdømme bestående af Sønderborg og Nordborg i Slesvig samt Pløn og Ahrensbök i Holsten.

Hans den Yngre blev den første såkaldt "afdelte" hertug. Han fik – som Gottorperne og Hans den Ældre – overladt nogle amter, hvor han fik indtægterne og havde en betydelig myndighed. Men han fik ingen andel i fællesregeringen og dermed kunne han hverken opkræve skat eller føre egen udenrigspolitik. Det var derfor en markant reduceret fyrstestatus, der blev givet Hans den Yngre.

Hans den Yngres liv

Hans den Yngres liv og virke blev dybt præget af den reducerede status. På den ene side kæmpede han med stor energi, for at opnå den status, han ikke fik fra begyndelsen. På den anden side lagde han så meget mere energi på de felter, hvor han faktisk kunne bestemme.

Hans den Yngre blev gift to gange. Først med Elisabeth, datter af hertug Ernst af Brauschweig-Grubenhagen. Efter brylluppet i 1568 flyttede parret ind på Sønderborg Slot. Elisabeth skænkede ham 14 børn i løbet af 16 år. Hun døde i 1586 og blev gravsat i det nyindrette kapel på slottet.

Pludselig var Hans den Yngre enlig forsørger til 14 børn og havde hårdt brug for penge. Han ledte efter en ny hustru og hørte, at den 12-årige prinsesse Agnes Hedwig af Anhalt var blevet enke. De giftede sig den 14. februar 1588 i Sønderborg, og med hende fik han 9 børn.

Tilsammen blev Hans den Yngre altså far til 23 børn. 11 sønner og 12 døtre.

Hans' efterkommere

Da Hans døde 77 år gammel, blev hans besiddelser (Sønderborg , Nordborg, Glücksborg, Ærø og Pløn) i 1622 delt mellem fem af de overlevende seks sønner.

Christian (1570-1633) blev hertug af Slesvig-Holsten-Ærø. Ved Christians død blev Ærø delt mellem Sønderborg, Nordborg, Glücksborg og Plön.

Alexander (1573-1627), hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg.

Hans Adolf (1576-1624), hertug af Slesvig-Holsten-Nordborg.

Philip (1584-1663), hertug af Slesvig-Holsten-Glücksborg.

Joachim Ernst (1595-1671), hertug af Slesvig-Holsten-Pløn.

Frederik (1581-1658), efterfulgte i 1624 storebroderen, Hans Adolf, som hertug af Nordborg.

Hver af sønnerne fik samme status og rettigheder som Hans den Yngre. Men da Hans den Yngres næstældste søn, hertug Alexander af Sønderborg, døde i 1627 og efterlod sig hele seks sønner, kunne området ikke tåle at blive delt yderligere. Hans den Yngres børnebørn fik dermed ingen områder, selvom de alle fik titlen "hertug".

Hertugdømmet Sønderborg blev erklæret fallit i 1667 og i 1669 inddraget under kronen.

Hans blev gift med Elisabeth, Prinsesse af Braunschweig den 19 okt. 1568 i Koldinghus, Kolding, Brusk Herred, Vejle Amt, Danmark. Elisabeth, (datter af Ernst II, Hertug af Braunschweig-Grubenhagen-Osterode og Margarethe, Prinsesse af Pomerania) blev født den 29 apr. 1550 i Salzderhelden, Niedersachsen, Tyskland; blev døbt den 24 maj 1550 i Salzderhelden, Niedersachsen, Tyskland; døde den 11 feb. 1586 i Østerholm, Sønderborg, Danmark,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Wilhelm, Hertug af Braunschweig-Lüneburg. Wilhelm, (søn af Ernst, Hertug af Braunschweig-Lüneburg og Sofie, Prinsesse af Mecklenburg-Schwerin) blev født den 13 aug. 1535 i Celle, Niedersachsen, Tyskland; døde den 20 aug. 1592 i Celle, Niedersachsen, Tyskland; blev begravet i Celle, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Johann blev gift med Elisabeth, Grevinde af Schwarzburg-Blankenburg den 28 aug. 1576 i Sondershausen, Schwarzburg-Sondershausen, Thüringen, Tyskland. Elisabeth, (datter af Günther Xl, Greve af Schwarzburg-Blankenburg og Elisabeth, Grevinde af Isenburg Kelsterbach) blev født den 23 maj 1541 i Sondershausen, Schwarzburg-Sondershausen, Thüringen, Tyskland; døde den 26 dec. 1612. [Gruppeskema] [Familietavle]

August, blev gift med Dorothea, Prinsesse af Anhalt-ZerbstZerbst, Sachsen-Anhalt, Tyskland. Dorothea, (datter af Rudolf, Prins af Anhalt-Zerbst og Dorothea Hedwig, Prinsesse af Braunschweig-Wolfenbüttel) blev født den 5 okt. 1607 i Zerbst, Sachsen-Anhalt, Tyskland; døde den 26 sep. 1634 i Hitzacker, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Dorothea, blev gift med Hertug Heinrich Julius, Hertug af Braunschweig-Wolfenbüttel den 26 sep. 1585 i Wolfenbüttel, Braunschweig, Niedersachsen, Tyskland. Heinrich (søn af Julius, Hertug af Braunschweig-Wolfenbüttel og Hedwig Hertuginde af Braunschweig-Wolfenbüttel) blev født den 24 nov. 1564 i Schloss Hessen, Hessen, Sachsen-Anhalt, Tyskland; døde den 20 jul. 1613 i Prag, Tjekkiet; blev begravet i Wolfenbüttel, Braunschweig, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Elizabeth blev gift med Hertug Heinrich Julius, Hertug af Braunschweig-Wolfenbüttel den 19 apr. 1590 i Kronborg Slot, Helsingør, Danmark. Heinrich (søn af Julius, Hertug af Braunschweig-Wolfenbüttel og Hedwig Hertuginde af Braunschweig-Wolfenbüttel) blev født den 24 nov. 1564 i Schloss Hessen, Hessen, Sachsen-Anhalt, Tyskland; døde den 20 jul. 1613 i Prag, Tjekkiet; blev begravet i Wolfenbüttel, Braunschweig, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

born Dec. 12, 1574 died March 2, 1619

Queen consort of James I (1566-1625) of Great Britain (James VI of Scotland); although she had little direct political influence, her extravagant expenditures contributed to the financial difficultiesthat plagued James's regime.

The daughter of King Frederick II of Danmark and Norway, Anne was married to James in 1589. Her Lutheran upbringing and frivolous nature cost her the affection of James's Scottish Presbyterian subjects, and James alienated Anne by entrusting the upbringing of their first son, Prince Henry (1594–1612), to John Erskine, 2nd earl of Mar. Nevertheless, after James ascended the British throne in 1603, he and Anne lived in harmony, although they had separate quarters during the last few years of her life. Most of the Queen's time and energy were devoted to lavish court entertainments, and her patronage contributed to the development of the arts, particularly of the masque. She embarrassed James, however, by displaying sympathy for Roman Catholicism. Their second son succeeded James as King Charles I (ruled 1625–49).

__________________________
Anna var datter av Christian III og Dorothea av Sachsen-Lauenburg, datter av hertug Magnus I av Sachsen-Lauenburg og Katarina av Braunschweig-Wolfenbüttel (søster til svenskekongen Gustav Vasas førsteektefelle).

Anna, som var storesøster til Frederik II ( konge av Danmark-Norge 1559-1588), Magnus av Øsel og Hans den Yngre, ble på slottet Hartenfels i Torgau 1548 gift med August I av Sachsen (1526–1586) som ble kurfyrste i 1553. Med ham oppdro hun med stor nidkjærhet og religiøs overbevisning, Augusts foreldreløse niese Anne. Selv fikk hun mange barn men kun få av dem nådde voksen alder.

I Hauptstaatsarchiv i Dresden er det en stor brev- og dokumentsamling etter kurfyrstinne Anna av Sachsen. På slutten av 1500-tallet perfeksjonerte hun kunsten å lage akevitter. Hun etterlot seg 181 typer brennevin smaksatt med krydder og urter, men ingen av oppskriftene er bevart.

Anna døde i Dresden av pest og ble begravet i Freiberger Dom. Hun har fått oppkalt byen Annaburg etter seg, samtAnnenkirche og Alter Annenfriedhof i Dresden.

Notater:

Christian 4. · Konge af Danmark · Norge fra 1588-1648

Christian 4. blev født i 1577 og døde i 1648. Han var søn af Frederik 2. og dronning Sophie af Mecklenburg.

Efter Frederik 2. døde i 1588 blev Danmark ledet af en formynder regering, og i 1596 blev den kun nittenårige Christian kronet til konge.

Nogen lærd mand blev Christian 4. aldrig. Han var mere optaget af tilværelsens praktiske sider. Han kunne sagtens deltage i teologiske diskussioner og holde foredrag – men hans viden havde han merefået gennem samtaler end ved studier.

Christian var mere praktisk orienteret. Han elskede fra barndommen de tekniske fag: mekanik, skibsbygning, navigation og arkitektur, og det må have været en stor oplevelse for ham som femtenårig at besøge den danske astronom Tycho Brahe på øen Hven og se alle hans besynderlige opfindelser.

Christian 4. var en stor mand, og med årene voksede han også en del i bredden, men han bevarede sin rørlighed til langt op i årene.

Man sagde om kongen, at ingen kunne bestige og tilride en utæmmet hest som han, og at heller ingen ville gå ombord på et skib midt i en storm og betro sig til vinden og bølgerne.

Både i ridning, jagt og ringridning var han en stor mester, og hans ilrejser gennem landet var berømte. I juli 1619 red han således fra Bredsted til København på 36 timer.

Det var også utroligt hvad han kunne klare af våde varer. Allerede som ung kunne kun få følge med han i denne retning – og som ældre slog hans konsumeringsevne fremmede iagttagere med forfærdelse. I1632 beværtede han den engelske gesandt Lord Leicester ved et gilde i Glückstadt, hvor han tømte 35 skåle. Selvom han til sidst måtte bæres bort i sin stol, red han imidlertid ved første daggry ud påjagt. Leicester måtte indrømme, at skønt han ofte ses drukken »med Omhu varetager sine ForretningerTrefoldigheden«. Slaget varede i ti timer og endte med en kneben dansk sejr.

Men Torstenssonkrigen tabte han, og ved Brömsebrofreden i 1645 måtte Danmark-Norge afstå landområder til Sverige og blev tvungent til at nedsætte Øresundstolden og den norske told. Hermed ophørte denmangeårige danske dominans og førerstilling i Norden, og Christian 4. måtte herefter i større udstrækning rette sig efter Rigsrådet.

I 1647 kunne det mærkes på Christian 4., at han havde levet sine snart 72 år uden at spare sit helbred hverken i felten eller ved bordet. Han overvandt aldrig helt sårene fra Kolberger Heide og pådrogsig nu også en mavelidelse. Den 28. februar 1648 døde han, på sit elskede Rosenborg, og efterfulgtes af sin søn Frederik 3. Christian 4. ligger begravet i Roskilde Domkirke.

Familie/Ægtefælle/Partner: Vibeke Kruse. Vibeke døde i 1648. [Gruppeskema] [Familietavle]

Christian blev gift med Anne Cathrine af Brandenburg den 27 nov. 1597 i Haderslevhus, Haderslev, Danmark,. Anne (datter af Joachim Friedrich af Brandenburg og Katharina von Brandenburg-Küstrin) blev født den 4 sep. 1575 i Wolmarstädt (nu: Wolmirstedt), Sachsen-Anhalt, Tyskland; døde den 29 mar. 1612 i Københavns Slot, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Christian blev gift med Kirsten Munk i 1615. Kirsten (datter af Ludvig Munk og Ellen Marsvin) blev født den 6 jul. 1598 i Nørlund Slot, Aalborg, Danmark; døde den 19 apr. 1658 i Boller Slot, Bjerre Herred, Vejle Amt, Danmark; blev begravet den 23 jul. 1658 i Sct. Knuds Kirke, Odense, Odense Herred, Odense Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Friedrich blev gift med Eleonore, Prinsesse af Anhalt-Zerbst den 15 feb. 1632 i Nordborg, Als, Danmark. Eleonore, (datter af Rudolf, Prins af Anhalt-Zerbst og Dorothea Hedwig, Prinsesse af Braunschweig-Wolfenbüttel) blev født den 1 nov. 1608 i Zerbst, Sachsen-Anhalt, Tyskland; døde den 2 nov. 1681 i Østerholm, Sønderborg, Danmark,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Sofie Hedwig, Prinsesse af Sachsen Lauenburg. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

TITEL: Hertug

Familie/Ægtefælle/Partner: Ukendt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Elisabeth Ungnad. Elisabeth (datter af Andreas Ungnad, Baron af Sonnegg og Margarethe, Baroness af Prag) blev født cirka 1605 i Ennsegg Oberoesterreich Østrig, ,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Anton blev gift med Elisabeth Juliane, Prinsesse af Holstein-Nordborg den 27 aug. 1656 i Wolfenbüttel, Braunschweig, Niedersachsen, Tyskland. Elisabeth (datter af Friedrich Hertug af Slesvig-Holsten-Nordborg og Eleonore, Prinsesse af Anhalt-Zerbst) blev født i 1634 i Nordborg, Als, Danmark; døde den 4 feb. 1704 i Wolfenbüttel, Braunschweig, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Dorothea blev gift med Rudolf, Prins af Anhalt-Zerbst den 29 dec. 1605 i Wolfenbüttel, Braunschweig, Niedersachsen, Tyskland. Rudolf, (søn af Joachim II Ernst, Prins af Anhalt-Zerbst og Eleonore, Prinsesse af Württemberg-Anhalt-Zerbst) blev født den 7 dec. 1576 i Zerbst, Sachsen-Anhalt, Tyskland; døde den 20 aug. 1621. [Gruppeskema] [Familietavle]

Elisabeth, blev gift med Johann Philipp, Hertug af Sachsen-Altenburg den 25 okt. 1618 i Altenburg, Thüringen, Tyskland. Johann (søn af Friedrich Wilhelm I, Hertug af Sachsen-Altenburg og Anna Marie, Countess af Pfalz) blev født den 25 jan. 1597 i Torgau, Sachsen, Tyskland; døde den 1 apr. 1639 i Altenburg, Thüringen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Elisabeth blev gift med Claus von Ahlefeldt den 18 jun. 1648. Claus (søn af Carl von Ahlefeldt og Beate Rantzau) blev født den 2 sep. 1614 i Gjelting, Flensborg, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde i jan. 1674; blev begravet i St. Nikolai, Kiel, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Frederik 3. · Konge af Danmark · Norge 1648-70

Frederik 3. blev født i 1609 og døde i 1670. Han var næstældste søn af Christian 4. og dronning Anna Kathrine.
Da Christian 4.s ældste søn, prins Christian, døde i 1647, blev det Frederik 3. der fik til opgave at løfte arvefølgen efter faderen. Ved kroningen i 1648 måtte han skrive under på en streng håndfæstning, som øgede Rigsrådets magt betydeligt. En håndfæstning han i øvrigt samvittighedsfuldt overholdt.

I 1643 giftede den nu 35-årige Frederik sig med den 15 -årige Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg. De nåede i løbet af deres ægteskab at få 8 børn, heraf fem piger.

I de første år efter tronbestigelsen førte Frederik 3. en tilbagetrukket tilværelse og overlod ledelsen af både Danmark og Norge til Rigsrådet og embedsmændene.

I modsætning til Christian 4., var Frederik 3. et tilbageholdende og tænksomt menneske der interesserede sig meget for teologien og datidens videnskaber, lige fra statsret til naturvidenskab.

Da modsætningsforholdet mellem rigshofmester Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested, og det øvrige Rigsråd bryder ud, stillede Frederik 3. sig på Rigsrådets side og bidrog dermed til at styrte to af højadelens dygtigste mænd. Kongen har sikkert også haft sine personlige grunde. Han brød sig ikke særlig meget om svogeren Ulfeldt, desuden var Sophie Amalie og Ulfeldts hustru Leonora Christine ikke debedste venner.

Corfitz Ulfeldt blev senere dømt til døden in absentia for landsforræderi, og hustruen Leonora Christine – Christian 4.s yndlingsdatter – sad fængslet i Blåtårn i 22 år, som medskyldig i Ulfeldtsplaner om et statskup.

Frederik 3. havde en stor del af ansvaret for den krig Danmark i 1657 indledte mod Sverige. Krigen indledtes på et dårligt valgt tidspunkt, da Danmark hverken havde den fornødne indre styrke, nogen særlig slagkraftig hær eller alliancer med andre statsmagter.

Kongen gik ombord på flåden og krydsede Østersøen for at hindre den svenske konge, Karl 10. Gustav, i at vende tilbage til Sverige ad søvejen fra et krigstogt i Polen. Frederik 3. vandt også en mindresejr i Halland i efteråret - men i sommeren 1657 begyndte det at gå galt. Karl Gustav førte en svensk hær på 6000 ryttere og 2500 fodfolk op gennem hertugdømmerne og Jylland. Efter to måneders belejring indtog svenskerne den nyanlagte fæstning Frederiksodde og tog bl.a. den hårdt sårede øvestbefalende for den danske hær, rigsmarsk Anders Bille, til fange. Den danske flåde forhindrede foreløbig densvenske hær i at krydse Lillebælt, men dette år var vinteren så kold, at det tre måneder senere lykkedes svenskerne at gå over isen til Fyn, for blot få dage senere at fortsætte over isen på Storebæltmellem Langeland og Lolland.

Krigen endte med det danske forsvars totale sammenbrud og den ulykkelige Roskilde-fred i februar 1659. Betingelserne var både hårde og ydmygende. Danmark måtte afstå Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm – landområder der traditionelt tilhørte Danmark. Desuden mistede vi Trondheim og Bohus Len i Norge.

De danske forhandlere måtte oven i købet lide den tort at Corfitz Ulfeldt, der var flygtet til Sverige, sad med som svensk repræsentant ved forhandlingerne.

Roskilde-freden skulle hurtigt vise sig kun at være en våbenstilstand. Allerede i august gik den svenske konge, Karl 10. Gustav, i land på Sjælland og rykkede frem mod København. Dette blev en betydningsfuld begivenhed for Frederik 3. Da folkene omkring kongen, opfordrede ham at forlade byen og bringe sig i sikkerhed, svarede han med de berømte ord: Jeg vil dø i min rede. Under den svenske belejring deltog han aktivt i forsvaret af København, hvilket gav ham den folkelige popularitet der senere fik så store politiske følger.

København red svenskernes storm pDa krigen sluttede i maj 1660 var uenigheden mellem samfundsklasserne så stor, at et stændermøde om efteråret vedtog arvekongedømmet. Allerede dagen efter fik Frederik3. sin håndfæstning tilbage og opnåede den absolutte magt med enevdele riget og skulle tilhøre den lutherske kirke. Vedtagelsen af Kongeloven i 1665 befæstede yderligere kongens enevældige magt, og med enevældens indførelse brydes adelens magt totalt og gamle privilegier afskaffedes. Adelen måtte til at betale skat og mistede, med arvekongedømmets indførelse, deres ret til at vælge landets konge.Borgerne fik ingen direkte magt ved enevældens indførelse; men alene det, at adelen mistede sine privilegier, betragtedes som en stor sejr.

Frederik 3. var 60 år, da han døde af lungebetændelse i februar 1670. Kort forinden skrev han om sit eget liv: Jeg var at ligne med en raket, som i det øjeblik, den bliver tændt,stiger op i luften meden skønt og klart skin; men da jeg var på det højeste og glimtede som tusinde stjerner, hørtes et brag, og straks forsvandt jeg for tilskuernes øjne, faldt til jorden og blev til støv og aske. Frederik 3. blev begravet i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sin søn, Christian 5.

_______________

Frederik 3. var konge af Danmark-Norge fra 1648, gift med Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg i 1643; far til bl.a. Christian 5. Frederik var søn af Christian 4. og Anna Cathrine, men blev først tronfølger efter sin brors, den udvalgte prins Christians død i 1647. Ved tronbestigelsen måtte Frederik underskrive en streng håndfæstning, som skulle begrænse hans magt. Hans stilling blev dog snart stærkere, bl.a. fordi de magtfulde adelsmænd Hannibal Sehested og Corfitz Ulfeldt blev fjernet fra Rigsrådet. De katastrofale krige mod Sverige 1657-60 førte til tabet af Skåne, Halland og Blekinge. Alligevel voksede Frederiks popularitet under belejringen af København; mens adel og rigsråd flygtede, forblev han i byen med de legendariske ord: ”Jeg vil dø i min rede”. Han kunne således styrke sin magtstilling yderligere, og i 1660-1661 blev arvekongedømmet og enevælden indført. Frederik 3. var stærkt teologisk og naturvidenskabeligt interesseret; hans omfangsrige bogsamling blev grundstammen i Det Kongelige Bibliotek. Både han selv og dronningen var interesserede i fransk kultur, og Rosenborg, som var kongefamiliens foretrukne residens i København, blev moderniseret i fransk stil.

Familie/Ægtefælle/Partner: Margrete Pape. Margrete blev født cirka 1620 i Itzehoe, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde i 1684. [Gruppeskema] [Familietavle]

Frederik blev gift med Sofie Amalie af Braunschweig-Lüneburg den 1 okt. 1643 i Glücksborg, Flensborg, Slesvig-Holsten, Tyskland. Sofie (datter af Georg af Braunschweig-Lüneburg) blev født den 24 apr. 1628 i Schloss Herzberg, Osterode, Niedersachsen, Tyskland; døde den 20 feb. 1685 i Amalienborg, København, Danmark; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Leonora blev gift med Corfitz Ulfeldt den 9 okt. 1636 i Københavns Slot, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Corfitz (søn af Jacob Ulfeldt og Birgitte Brockenhuus) blev født den 10 jul. 1606 i Frederiksgave (nu: Hagenskov), Sønderby, Båg Herred, Odense Amt, Danmark; døde den 26 feb. 1664 i På Rhinen I Nærheden Af Basel, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Tybrind Vejlegård Og Lundegård På Fyn

Notater:

Christiane Sehested (15. juli 1626 på Haderslevhus – 1670) var datter af kong Christian 4. af Danmark-Norge og hans hustru til venstre hånd Kirsten Munk. Christiane bar ligesom sin moder og søstre titlen grevinde af Slesvig-Holsten.

Allerede som tiårig i 1636 blev hun trolovet med Hannibal Sehested. Brylluppet fejredes først 6. november 1642 i København under stor pragtudfoldelse. Hendes ægtefælle var i foråret 1642 udnævnt til statholder i Norge, og parret tog derfor ophold på Akershus.

Frederik 3. fældede 1651 sin svoger på grund af underslæb, og parret var nu berøvet deres magt og rigdom. Christiane måtte 6. oktober 1651 efter at være kommet fra Norge til København for sit eget vedkommende underskrive en erklæring, der stadfæstede hendes mands afståelse af hans norske godser til kronen.

I de følgende år opholdt hun sig for det meste i Hamborg, men besøgte dog ofte sin moder på Boller ved Horsens. Hendes stilling var alt andet end glædelig. Efter eget udsagn havde hun aldrig været afholdt af sine søstre. Ulykken forsonede dem ikke, og bitterhed og had synes at have præget hendes stemning. Men heller ikke forholdet til hendes mand var godt. Medens han var på rejser, havde han efterladt hende i yderst dårlige økonomiske omstændigheder i Hamborg. Hun hævnede sig ved at sælge hans gård og møbler og tænkte på at forlade ham, hvad hun dog opgav efter henstilling fra moderen.

I 1658 vendte hun tilbage til Danmark i anledning af sin moders død, og ligesom sin mand tog hun fra august samme år ophold i svenskekongen Carl Gustavs lejr uden for København. Hendes tanker var her stærkt optagne af ønsket om at få udslettet den krænkelse, der var tilføjet hende ved, at det var forbudt hende og hendes søstre at føre titel af Grevinde af Slesvig og Holsten. Da hendes mand i sommeren 1660 blev taget til nåde af Frederik 3. og hurtig steg til fornyet magt, opnåede hun ganske vist ikke anerkendelse af sin grevindetitel, men i maj 1662 fik hun dog et nyt våben, hvorefter hun skrev sig grevinde.

Ved skiftet efter sin moder havde hun fået gårdene Tybrind, Vejlegård og Lundegaard. Hun opholdt sig på den sidstnævnte gård på Fyn, da hendes ægtefælle 13. september 1666 døde i Paris. Uden at tage sig synderligt af hans sager førte hun en temmelig ubemærket tilværelse. Hun døde i foråret 1670. Der findes et håndskrevet bind med folkeviser, som skal være samlet af hende.

Titel:
Grevinde

Christiane blev gift med Hannibal Sehested den 6 nov. 1642 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Hannibal (søn af Claus Maltesen Sehested og Anne Nielsdatter Lykke) blev født i 1609 i Arensborg, Øsel (nu: Kuressaare, Saaremaa), Estland; døde den 13 sep. 1666 i Paris, Frankrig. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Titel: Grevinde af Slesvig-Holsten

Notater:

Hedevig Ulfeldt (Hedevig Christiansdatter, 15. juli 1626 på Haderslevhus – 5. oktober 1678 i Christianstad, på svensk Kristianstad) var datter af Christian 4. og hans hustru til venstre hånd Kirsten Munk. Hedevig opfostredes i en del af sin barndom hos mormoderen, Ellen Marsvin.

6. november 1642 ægtede hun på Københavns Slot lensmanden på Christianstad, Ebbe Christoffersen Ulfeldt til Ovesholm slot. Hun og Leonora Christina var de eneste af børnene, der var tilstede ved Christian 4.s død på Rosenborg 28. februar 1648. Få år efter greb Svigersønnernes fald og den inden for deres kreds voksende opløsningstilstand ind i hendes skæbne. Hendes mand, der på grund af mislig embedsførelse havde mistet sit len Bornholm, forlod i januar 1652 Danmark og søgte tilflugt i Stockholm. Hedevig fulgte ham to måneder senere. Hun deltog her i det underlige liv ved Dronning Christinas hof. Senere levede hun med sin mand på Braheberg i Uppland. Men forholdet mellem ægtefællerne var i høj grad ulykkeligt. Allerede under deres forlovelse i oktober 1641 vides der at have været uenighed imellem dem, og i Sverige kom de på fuldstændig krigsfod. Ebbe Ulfeldt var uden tvivl en brutal natur, der efter sin hustrus sigende svirede sine og hendes penge op, tyranniserede hende på enhver måde og endog truede hende med prygl. Hendes stemning over for ham var til gengæld det mest levende had; i et brev kalder hun ham "det forbandede kreatur"; sandsynligt er det også, at hun stod i kærlighedsforhold til en af hans undergivne. Til sidst kunne hun ikke udholde det længere og flygtede i oktober 1655 med sin formodede elsker til søsteren Leonora Christina, der boede på slottet Barth i Pommern. Herfra rejste hun til moderen, Kirstine Munk, på Boller; hun var også tilstede ved dennes begravelse i Odense i juli 1658. Ved skiftet efter moderen tilfaldt der hende Tåsinge; men besiddelsen af dette gods tiltrådte hun først et par år efter, og den blev kun lidet glædelig for hende. Hun måtte afstå eller pantsætte stykke for stykke til sine og sin mands kreditorer og levede 1661-64 i den yderste fattigdom på Valdemars Slot. I april 1664 rejste hun til Skåne, hvor hun opholdt sig den meste tid på Ebbe Ulfeldts gård Råbelev, måske af og til på Ovesholm. Det tjener til hendes ære, at hun viste sin ulykkelige søster Leonora Christina en varm sympati under hendes fangenskab; hun korresponderede hemmelig med hende, tog en tid hendes to yngste sønner til sig og rejste endog lige efter Frederik 3.'s død 1670 til København for at arbejde på hendes frigivelse. Hun døde 5. oktober 1678 og blev begravet i Trefoldighedskirken i Christianstad.

Hedevig blev gift med Ebbe Ulfeldt den 6 nov. 1642 i Københavns Slot, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Ebbe (søn af Christopher Knudsen Ulfeld og Maren Ovesdatter Urup) blev født den 23 dec. 1616 i Raabelöv, Kristianstad, Sverige; døde den 30 jan. 1682 i Stockholm, Stockholms len, Sverige; blev begravet i Kristianstad, Sverige,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Elisabeth blev gift med Anton Ulrich, Hertug af Braunschweig-Wolfenbüttel den 27 aug. 1656 i Wolfenbüttel, Braunschweig, Niedersachsen, Tyskland. Anton (søn af August, Hertug af Braunschweig-Wolfenbüttel og Dorothea, Prinsesse af Anhalt-Zerbst) blev født den 14 okt. 1633 i Hitzacker, Niedersachsen, Tyskland; døde den 27 mar. 1714 i Salzderhelden, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
princesse

Dorothea blev gift med Christopher Rantzau den 7 jun. 1678. Christopher (søn af Henrik Rantzau og Ida Pogwisch) blev født i 1623 i Schmoel, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde i aug. 1696 i Köln, Nordrhein-Westfalen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Christian, blev gift med Agnes Hedwig, Prinsesse af Schleswig-Holstein-Sønderborg-Glücksburg den 10 maj 1672. Agnes (datter af Joachim Ernst I Hertug af Schleswig-Holstein-Sonderborg-Plön og Dorothea Auguste, Prinsesse af Schleswig-Holstein-Sonderborg-Plon) blev født den 29 sep. 1640 i Sønderborg, Danmark,; døde den 20 nov. 1698; blev begravet i Glücksborg, Flensborg, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Sophie Amalie blev dronning af Danmark i 1648. Hun var datter af hertug Georg af Braunschweig-Lüneburg og blev i 1643 gift med den senere Frederik 3. Sammen fik de bl.a. Christian 5.

Der vides intet nærmere om hendes opvækst og ungdom. Da hun i 1640 blev trolovet med den senere Frederik 3., var der antagelig tale om en politisk forbindelse.

Sophie Amalie elskede jagt, og hun var trods rigets dårlige økonomi midtpunkt for et overdådigt hofliv med eksklusive luksusgenstande og store fester, som kastede glans over kongemagten. I 1669-73 opførtes slottet Sophie Amalienborg, hvor Amalienborg nu ligger; her opholdt hun sig oftest, da hun var blevet enke.

De første skildringer af Sophie Amalie stammer fra tiden efter kroningen. Hun beskrives som køn, frodig, udadvendt og med behov for fysisk aktivitet. Samtidig ønskede hun del i magten, var hurtig i sine afgørelser og forstod at knytte folk til sig med gunstbevisninger. Desuden var hun modebevidst, gerne fransk orienteret, når økonomien tillod det.

Sophie Amalie blev det ydre midtpunkt i det nye hofliv, der foldede sig ud i Kbh. efter franske og tyske forbilleder. Allerede i 1649 ankom hendes karet fra Frankrig fulgt af kostbare dragter, toiletgenstande og andet. En tysk kapelmester Kaspar Förster, en “Violon-Bande” under ledelse af franskmanden P. Bence, en fransk dansemester D. de Pilloy og en fransk sanger- og danserinde Anette de la Barre knyttedes til hoffet. Nu opførtes balletter, maskeballer og hyrdeidyller, hvori hoffets damer og herrer og de kgl. børn agerede med dronningen selv som det yndefulde centrum. Ved en ballet i anledning af sønnen, den senere Christian 5.s hyldning i 1655 dansede hun således ikke færre end fem forskellige partier: berømmelsens gudinde, en bondepige med en kurv æg på hovedet, krigens muse, en spansk dame og en amazone. Hun var tillige en lidenskabelig ynder af jagt, frem for alt på svaner, og hun lod sig ofte afbilde som jagtens gudinde Diana. De hermed forbundne udgifter vakte samtidens forargelse, men det danske hof fulgte blot den almene tendens i 1650’ernes Europa, hvor fyrster og aristokrati, på skillelinien mellem stænderstyre og enevælde, overalt kappedes om magt og pragt.

I den første del af Frederiks regeringsperiode og igen under sønnen Christian 5. fra 1670 havde Sophie Amalie en vis indflydelse på de politiske beslutninger. Hun tog aktivt del i opgøret i begyndelsen af 1650'erne med Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina, som var en ydmygende trussel mod kongeparrets position. Sophie Amalie var formodentlig medvirkende til beslutningen om enevældens indførelse.Det skete, mens kongeparrets popularitet var på sit højeste efter den svenske belejring af København 1658-60.
Blandt danske dronninger er SA usædvanlig i sin åbenlyse higen efter magt. Ifølge Ludvig Holberg havde hun “Capacitet som en Statsmand” og “Hjerte som en Soldat”, var mere “beundret end elsket” og drev sin hævn over for Leonora Christina “noget for vidt”. Holbergs dom er væsentlig, fordi han skrev før fundet af Leonora Christinas Jammersminde, hvis offentliggørelse 1869 passede som hånd i handske til dansk nationalisme efter nederlaget til Preussen 1864. Derved blev Leonora Christina godheden og Sophie Amalie ondskaben. Først de seneste årtiers historiske forskning har set dem som ligeværdige og normbrydende modstandere i spillet om magten.



Fødsel:
antagelig

Sofie blev gift med Frederik 3, Konge af Danmark den 1 okt. 1643 i Glücksborg, Flensborg, Slesvig-Holsten, Tyskland. Frederik (søn af Christian 4, Konge af Danmark og Anne Cathrine af Brandenburg) blev født den 18 mar. 1609 i Haderslevhus, Haderslev, Danmark,; døde den 9 feb. 1670 i Københavns Slot, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: 24 jun. 1670, Frederiksborg Slot, Hillerød, Lynge-Frederiksborg Herred, Frederiksborg Amt, Danmark; Ridder af Elefanten

Notater:

Naturlig søn af den sidste oldenburgske greve, Anton Günther af Oldenburg

Familie/Ægtefælle/Partner: Charlotte Amelie de la Tremouille. Charlotte (datter af Henry Charles de La Tremouille og Amelie von Hessen-Kassel) blev født den 3 jan. 1652 i Thouars, Deux-Sevres, Frankrig,; døde den 24 jan. 1732. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Augusta Zu Sayn-Wittgenstein. [Gruppeskema] [Familietavle]

Elisabeth blev gift med Bernhard I, Hertug af Sachsen-Meiningen den 25 jan. 1681 i Braunschweig, Tyskland Schoningen. Bernhard (søn af Ernst I, Hertug af Sachsen-Gotha og Elisabeth Sofie, Prinsesse af Sachsen-Altenburg) blev født den 10 sep. 1649 i Gotha, Thüringen, Tyskland; døde den 27 apr. 1706 i Meiningen, , Sachsen-Meiningen,Thüringen; blev begravet i 1706 i Meiningen, , Schlosskirche,Sachsen-Meiningen,Thüringen. [Gruppeskema] [Familietavle]

Dorothea, blev gift med August, Hertug af Braunschweig-WolfenbüttelZerbst, Sachsen-Anhalt, Tyskland. August, (søn af Heinrich, Hertug af Braunschweig-Wolfenbüttel-Dannenburg og Ursule, Prinsesse af Sachsen-Lauenburg) blev født den 20 maj 1579 i Dannenberg, Niedersachsen, Tyskland; døde den 17 sep. 1666 i Wolfenbüttel, Braunschweig, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Eleonore, blev gift med Friedrich Hertug af Slesvig-Holsten-Nordborg den 15 feb. 1632 i Nordborg, Als, Danmark. Friedrich (søn af Hans , Prins af Danmark og Elisabeth, Prinsesse af Braunschweig) blev født den 5 jan. 1582 i Sønderborg Slot, Sønderborg, Danmark,; døde den 22 jul. 1658 i Nordborg, Als, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Elisabeth blev gift med Ernst I, Hertug af Sachsen-Gotha den 24 okt. 1636 i Altenburg, Thüringen, Tyskland. Ernst (søn af Johann Hertug af Sachsen-Weimar og Dorothea Marie, Prinsesse af Anhalt-Zerbst) blev født den 25 dec. 1601 i Weimar, Thüringen, Tyskland; døde den 26 mar. 1675 i Gotha, Thüringen, Tyskland; blev begravet i mar. 1675 i Margarethenkirche, Gotha, Thüringen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Christine blev gift med Claus von Oertzen i 1669. Claus (søn af Claus von Oertzen og Dorothea Reventlow) blev født den 25 okt. 1638; døde den 3 jan. 1694. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

BIOGRAFI: Statholder i Norge, en mann som med god grunn fremdeles erindres av nordmenn for s i n betydelige virksomhet for landets oppkomst på alle måter gjennom en periode av over 25 år . ( NSHT XXV- 4 s 317)

Ulrik Frederik Gyldenløve var en søn af Frederik III og Margrethe Pape. Både fra vort lands historie og litteratur er hans navn bevaret: enhver kender "Marie Grubbe" og "En Landsbyde gns Dagbog". Gyldenløve var uddannet som militær og del tog i svenskekrigene. Fra 1664 til 1699 var han statholder i Norge. Efter Frederik III's død 1670 kom den politiske magt i Danmark i nogle år i hænderne på triumviratet Gyldenløve, Frederik Ahlefeldt og Peder Schumacher; 1670 - 80 var Gyldenløve præsident for kommercekollegiet og ledede derved hele den dansk-norske stats handelsforhold.

Megen tid til at tage sig af Skjoldenæsholm har han næppe haft , og han har sikkert heller ikke opholdt sig der ret meget. I sit tredie ægteskab med Antonia Augusta, der var en datter af rigsgreve Anton af Aldenburg, havde han bl. a. en datter Charlotte Amalie Danneskiold-Laurvig , der 1696 blev gift med greven af Samsøe, Christian Gyldenløve, der var en søn af Christian V og Sophie Amalie Moth .

Gyldenløves og Reventlows Fester har Baron Lahontan, der i 1600-tallet gjæstede Danmark, skildret i sine Memoires de l'Amerique septentrionale, Amsterdam III, 1728, 188 ff.:

Gyldenløve, skriver han, er en af de prægtigste Stormænd i Europa; han sætter sin Fornøjelse i hver Dag at give et stort Taffel med 18 Kuverter, hvortil fornemme Damer saavelsom Herrer indfinde sig og efter Maaltidet spille og spadsere.

Man træffer det samme og ligesaa kostbare Selskabsliv hos Grev Reventlow, der her anses for at være en af Kongens ivrigste og dygtigste Ministre. Maaltidene varer mig, der er vant til at spise paa Feltfod d. v. s. i 5 á 6 Minutter, for længe, thi de strække sig almindeligvis over tre Timer. De ypperlige Retter, som man her serverer med Ødselhed, tilfredsstille Smagen, Synet og Lugten. Disse Tafler afvige ikke i anden Henseende fra de bedste ved vort Hof, end ved at man her serverer store Stykker saltet Oxekjød.

Jeg tror, at Danskerne ikke vilde spise det med saa megen Nydelse, hvis de ikke skyllede Ganen med Fader Noahs rare Drik. Blandt de forskjellige Sorter Vin, man drikker her, ere Cahors og Pontae de eneste, en Franskmand kan vænne sig til.

Det synes, som om det er Skik i Norden at drikke én eller to Pokaler Øl, for man gaar over til Vinen, som man sætter altfor højt til, at man skulde blande den med Vand. Fordums skal disse Tafler have varet 4-5 Timer, i hvilke man drak tappert til Trods for Faren for Gigt, men denne Skik er nu afskaffet; desuden ere Glassene saa smaa, at man staar op fra Bordet i al Sind sro.

Kun ved visse overordentlige Fester ere Gjæsterne uundgaaeligt nødte til at tømme nogle frygt elig store, til Randen fyldte Pokaler ved de saakaldte "Welcoms".

Mindet om disse Bægre bringer mig til at skjælve, efter hvad der ulykkeligvis hændte mig ho s Gyldenløve. Vicekongen trakterede 18-20 Personer af begge Kjøn i Anledning af et Barns Føds el. Tilfældetvilde, at jeg var blandt Gjæsterne, der alle maatte tømme to Dusin fyldte Bægre paa de tilstedeværendes og fraværendes Vegne. Jeg tilstaar, at jeg var meget forbavset over min Fatning, thi jeg havde før troet at kunne tømme St. Lorentsfloden end disse Kilder af Vin, men der var ingen Udsigt til at sno sig fra det eller vægre sig derimod, jeg maatte giøre som de andre. Tilsidst bragte man ved Taflets Slutning en stor Velkomst af Guld, der rummede to Flasker, som enhver Kavalér maatte tomme til Bunden paa den kongelige Families Sundhed. Gud ved, om den ulykkelige Skipper, der staar Ansigt til Ansigt med Skibbrudet, har skjælvet mere end jeg ved Synet af denne mægtige Pokal. Jeg bekjender, at jeg tømte den, men jeg vil ikke slutte Beretningen,
thi jeg agter ikke at beramme mig af den Heltegjerning, jeg derpaa udførte efter tre eller fire andres Exempel, der lettede deres Samvittighed ved Foden af Bordet. Efter denne Skandale var jeg saa elendig, at jeg ikke vovede at vise mig, ja vilde strax have forladt Landet, hvis mine Drikkebrødre ikke havde fraraadet mig det..

________________________

Ulrik Frederik Gyldenløves Efterslægt. †

Friherrene af Løvendal – Greverne af Danneskiold-Løvendal – Greverne af Løvendal – Greverne Bangemann-Huygens-Løvendal – Løvensøn – Greverne af Danneskiold-Laurvig – de Ulrichsdal – Vagel de Ulrichsdal.

Ulrik Frederik Gyldenløve (1638-1704) er Søn af Kong Frederik III i hans Forbindelse med Margrethe Pape, der 15. September 1683 fik patent som Friherreinde af Løvendal. Gyldenløve og hans Efterslægt –ægte og uægte – har under forskellige Navne af Kongerne faaet tildelt følgende Standsophøjelser:

U. F. Gyldenløve fik 21. August 1655 Naturalisationsbrev, ifølge hvilket han ”og rette ægte Børn maa for danske Herremænd af Adelsfolk kiendes, agtes og anses saa og at nyde alle de Friheder, Privilegier og Immuniteter, som danske indfødte Ædelinge ere medforlente og benaadede”.
Ved Rangforordningen af 25. Maj 1671 tillagdes der ”Kongens naturlige Sønner, som derfor af Kongerne erkendte ere, saasom Hr. Ulrich Frederik Güldenlöwe er”, Rang som Nr. 1, umiddelbart efter Kongehusets Medlemmer, og 14. September samme Aar tillagdes ham Prædikat af ”høje Excellence”; han fik endvidere 29. September af sine Godser i Brunla Amt erigeret Grevskabet Laurvig, som herefter skulde holdes og agtes for det første Grevskab i Rigerne, og som fik tillagt et særligt Vaaben, der viste ”en kronet Leopard med krum, gylden Hellebard eller Stridsøkse i blaat Felt med en grevelig Krone over Skjoldet”. Selv synes han ikke at have erholdt særligt Grevepatent og kaldes i det fornyede Eriktionspatent af 27. Februar 1692 Herr Ulrich Friderich Güldenlew, Herre til Grevskabet Laurwigen, medens der nævnes ”hans Arvinger Grever og Grevinder”.

U. F Gyldenløves Tvillingesønner med Sophie Urne – Carl (1660-89) og Woldemar (I), senere kursachsisk og kgl. Polsk Overhofmaskal, Kammerpræsident og Kabinetsminister, hvilken sidste ifølge kgl. Res.af 8. Februar 1687 ”skulde for et ægte og Adel Kone Barne af alle og enhver agtes og holdes” – blev ved kgl. Patent af 1. Maj for sig og Ægtefødte Børn optaget i Friherrestanden med Navnet Løvendal. Sidstnævnte Woldemar Friherre af Løvendals Søn Marskal af Frankrig Ulrich Friederich Woldemar (Woldemar II) skal 1738 være bleven russisk Greve og ved kejserligt Diplom af 28. Februar 1741 sammen med Døtrene Benedicte Eugina Antoinette og Dorothea Friederike, optaget i Rigsgrevestanden samt 1743 arveligt Medlem af det esthniske Ridderskab. Hans Søn Generalmajor og Gesandt i St. Petersborg fik 4. August 1786 Patent som dansk Greve med Navnet Danneskiold-Løvendal. Med hans Søn Oberstlieutenant Carl Woldemar († 1829) uddøde Slægten Danneskiold-Løvendal. Hans Søstersøn Rutger von Bangemann Huygens(† 1885) optoges med Patent af 1. Maj 1828 i den danske Grevestand, med Navnet Bangemann-Huygens-Løvendal, men Navnet uddøde med hans som fransk Grevinde af Løvendal naturaliserede Datter Olga Elisabeth Hortense Yolanthe († 1903).

Den ovenfor nævnte Carl Woldemar Greve af Danneskiold-Løvendal havde 4 uægte Børn: Kaptain Carl Frederik († 1850) og Søsteren Ane Caroline (gift med Biskop S. C. W. Bindesbøll) blev ved kgl. Res. af 28. Marts 1815 anerkendt for at maatte anses som Faderens ægte Børn og føre Navnet Løvensøn samt yderlig ved kgl. Res. af 11. Februar 1823 at maatte nyde adelige Rettigheder.
Med Frode Waldemar Løvensøns Søn Cand. Polyt. Wilhelm Woldemar Løvensøn († 1915) uddøde denne Linje i Mandsstammen.

I sit Ægteskab med Antonie Augusta Grevinde af Aldenburg havde Gyldenløve 10 Børn (af hvilke kun Sønnen Gehejmeraad, Overstaldmester Ferdinand Anton Greve af Laurvig († 1754) fortsatte Slægten), som ved kgl. Aabent Brev af 20. Juli 1695 skulde antage navnet Danneskiold-Laurvig. Med dennes Søn Admiral Christian Conrad Greve af Danneskiold-Laurvig († 1783) uddøde denne Linje af U. F. Gyldenløves Slægt i Mandsstammen.

Udenfor Ægteskab havde U. F. Gyldenløve i en forbindelse med Maria Meng, en Datter af Købmand paa Frederiksberg Ole Christenssøn og Maren Meng (Datter af Præsident Nils Hanssøn) Sønnen Wilhelm († 1765som kommanderende General i Norge), der 1726 optoges i den danske Adelsstand under Navnet de Ulrichsdal med følgende Vaaben: Skjoldet firdelt af Guld og Rødt, i 1. og 4. Felt en med 3 seksoddede GuldStjerner belagt blaa Bjelke, i 2. og 3. Felt to krydsvis satte Guld Standarter med hvide Faner, Hjelmprydelse en gul Strudsfjer mellem 2 røde og hvide. Han havde ikke mindre end 12 Børn og overlevedesaf tre Døtre, af hvilke den ældste Maria Elisabeth i Ægteskab med Kaptain Joachim Vagel havde Sønnen Premltnt. og virk. Krigsraad Christian Vilhelm Vagel († 1790) ved kgl. Brev af 25. Oktober 1782 optoges i den danske Adelsstand med Morfaderens Navn Ulrichsdal, dog har hverken han eller nogen af hans Efterslægt ført dette Navn. Familien, der kun har levet i Norge, uddøde paa Mandssiden med Christian Wilhelm Vagel de Ulrichsdals Sønnesøn Fuldmægtig Jacob Vilhelm Vagel († 1883)

De her meddelte Oversigter over U. F. Gyldenløves anerkendte Efterkommere, som hidtil har været savnet blandt Adelsaarbogens Stamtavler, fremkommer nu, saagodtsom udelukkende udarbejdet efter den af Hr. Expeditionssekretær i Danmarks Hypotekbank, Kammerjunker O. Munthe af Morgenstiernes offentliggjorte langt fyldigere genealogis-personhistoriske Afhandling om U. F. Gyldenløve og hans Efterslægt (Persh. Tidsskr. 8 R. II), hvilende paa minutiøst grundige Undersøgelser i hjemlige, offentlige og private Arkiver (det Danneskiold-Laurvigske Arkiv paa Tranekær og det Løvensønske Privatarkiv), Studieri Statsarkivet i Dresden og Efterforskninger paa de tidligere Løvendalske Godser i Sachsen. Afhandlingen er ledsaget af Portrætter af Friherre Woldemar Løvendal (I.) og hans Hustru Benedicte Margrethe, født Rantzau og Marskal Woldemar Løvendal (II.) efter Originalerne paa Slottet Dahlen.

Yderligere har samme Forfatter offentliggjort Carl Woldemar Greve Danneskiold-Løvendals Selvbiografi i Persh. Tidsskr. 7 R. III. 168 ff. Og meddelt dennes Rapport fra Hamborg 1814 i Gads Magasin 1914Maj-Juniheftet.

Forud for ovennævnte Medd. Om Slægten Løvendal har General A. Tuxen offentliggjort: Oplysninger om Slægten Løvendal: Persh. Tidsskr. 3 VI 77-81 og Mil. Tidsskr. 1891,73 – Andre Kilder: Om Carl Løvendal: Louis Bobé, Mouritz Hartmann og de Danske i Venedig, Kbhvn. 1933 S. 114, Efterladte Papirer fra den Reventlowske Kreds VIII, Till. 23, Charlotte Dorothea Biehls Breve og Selvbiografi, 1909 86 ff.,11 ff., 190 ff. Om Processen ang. Laurvig, Slægten Ahlefeldt VI, (1890), 76, 90. Svenstrup, Et Gods Historie, 1921 258 ff. A. Fjelstrup, Damerne ved Karoline Mathildes Hof, 1909 113 ff. – Stamtavlen over den legitimerede Gren af U. F. Gyldenløves Efterslægt: Familien Ulrichsdal – Vagel de Ulrichsdal er udarbejdet paa Grundlag af E. A. Thomsens Afhandling i Persh. Tidsskr. 6 R. IV, 256.

Danmarks Adels Aarbog 1937:43 ff. Redigeret af J. V. Teisen og Louis Bobé

Familie/Ægtefælle/Partner: Maria Meng. [Gruppeskema] [Familietavle]

Ulrik blev gift med Sophie Urne i 1659 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Sophie (datter af Jørgen Urne og Margrethe Marsvin) blev født i 1632; døde i 1714 i Itzehoe, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Ulrik blev gift med Marie Grubbe den 16 dec. 1660. Marie blev født cirka 1638. [Gruppeskema] [Familietavle]

Ulrik blev gift med Antoinette Augusta Aldenburg den 16 aug. 1677. Antoinette (datter af Anton I, Greve af Aldenburg og Augusta Zu Sayn-Wittgenstein) blev født i 1660; døde i 1701. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Christian 5. blev født i 1646 og døde i 1699. Han var ældste søn af Frederik 3. og dronning Sophie Amalie.
Da Frederik 3. døde i 1670 trådte Kongeloven fra 1665 for første gang i kraft, og den 24 årige arvekonge Christian 5. kunne bestige tronen som Danmarks anden enevældige konge og sætte kronen på eget hoved.
I 1667 giftede Christian sig med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel og fire år senere installerede han sin 16 årige elskerinde, den officielle maitresse Sophie Amalie Moth, kun et stenkast fra Københavns Slot. Dronning Charlotte Amalie fødte kong Christian syv børn og med maitressen fik han fem børn, som han offentligt vedkendte sig. Som tak blev Sophie Amalie senere udnævnt til grevinde af Samsø,som rigskansler Griffenfeld mistede efter at være blevet styrtet.

For at styrke enevælden indførtes i 1671 en ny adelsklasse, greve- og friherrestanden. Uanset tidligere stand kunne enhver der besad jord nok, erhverve sig grevetitlen, eller, hvis man var i besiddelse af knap så meget jord, nøjes med at kalde sig friherre. Friherretitlen fortrængtes med tiden af den samtidigt indførte titel, baron. To år senere udsentes Danske Lov.

Blandt den gruppe mænd der stod bag kongen, samledes mere og mere magt hos Peder Griffenfeld, der i 1673 udnævnes til rigskansler. Griffenfelds voksende magt og store statsmandsevner skaffede ham ogsåmange fjender.

Det blev Griffenfelds fredspolitik der førte til hans fald i 1676. Året forinden lod kongen sig overtale til at erklære Sverige den krig, der senere er kaldt Den Skånske Krig. Målet med krigen var atgenerobre de gamle danske landområder, som Frederik 3. havde mistet ved Roskildefreden i 1658.

Svenskerne var på dette tidspunkt desværre allieret med stormagten Frankrig, og Griffenfelds politiske hensigter var at undgå enhver konfrontation med Frankrig. Da Griffenfelds forbindelser med franskmændende blev afsløret under krigen, lod kongen ham arrestere og anklage for højforræderi. Griffenfeld blev dødsdømt og ført til skafottet – men i sidste øjeblik benådede kongen sin gamle ven og rigskansler til livsvarigt fængsel – en straf som han til sin død i 1698 afsonede på en ø ud for Trondhjem i Norge.

I juni 1676 gik hæren og Christian 5. i land i Skåne. Begivenheden er skildret på denne måde:
Ret som kongen stigede i land, løb skibsfolkene op udi taklerne og råbte udi hverandres mund: »Kongen til lykke! Kongen til lykke!« Hans majestæt vendte sig udi største hast og blev underlig ved dennestore råben. Omsider, dér kongen hørte, hvad det var, tog han også sin hat af og sprang nogle gange meget glad omkring.

Det kom til voldsomme kampe i Skåne, og kongen deltog personligt i slagene ved Lund og Landskrona – men nogen afgørelse på krigen kom der aldrig, trods sejre som Niels Juels i Køge Bugt og en vis dansk militær overlegenhed hen imod afslutningen af krigen.

Krigen endte med at Frankrig dikterede en fred i 1679, hvorefter situationen stort set var som før krigens udbrud.
Ved Roskildefreden var den gottorpske del af Slesvig blevet frigjort fra dansk overherredømme og den gottorpske hertug havde under svenskekrigene allieret sig med Sverige.

I 1675 angreb Christian 5. Gottorp og tog svogeren, hertug Christian Albrecht, til fange – men ved afslutningen af Den skånske Krig blev Gottorp, igen på fransk diktat, frigjort fra den danske krone

I 1684 forsøgte kongen endnu engang at indlemme Gottorp i riget – men allerede i 1689 måtte han ved Altonaforliget, hårdt presset af de europæiske stormagter, opgive indlemmelsen.

Maskerader og ringridning hørte til nogen af kong Christians yndlingsbeskæftigelser. Han var et udpræget friluftsmenneske der rejste meget rundt i landet, og med årene blev han også optaget af parforcejagten, som han havde lært at kende i Frankrig. En efterårsdag i Dyrehaven blev kongen såret af en anskudt hjort. Den i forvejen noget sygdomsplagede konge, holdt sig gående et årstid endnu – indtil hans liv rindede ud i august 1699.
Christian 5. blev begravet i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sin søn, Frederik 4.

___________________

Christian 5. var konge af Danmark-Norge fra 1670; søn af Frederik 3. og Sophie Amalie. Han blev gift med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel i 1667; i tfulde Griffenfeld. Det lykkedes alligevel at sikreden endnu ret unge danske enevælde i hans regeringstid, og der fandt et omfattende lovgivningsarbejde sted, f. eks. Danske Lov fra 1683. Christian 5. indledte Skånske Krig (1675-1679) mod Sverige forat genvinde Skånelandene, men pga. de europæiske stormagters interesser lykkedes det ikke. Christian 5. var interesseret i jagt og ridning og besad en folkelighed, der gjorde ham særdeles vellidt blandt undersåtterne. Han var ikke nogen stor begavelse som statsmand, men han var flittig og samvittighedsfuld, og under krigen mod Sverige udviste han personligt mod.

Familie/Ægtefælle/Partner: Sophie Amalie Moth. Sophie (datter af Poul Moth og Ida Dorothea Bureneus) blev født den 28 mar. 1654 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 17 jan. 1719 i Jomfruens Egede, Faxe, Danmark,; blev begravet den 14 feb. 1719 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Christian blev gift med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel den 25 jun. 1667 i Nykøbing, Falsters Sønder Herred, Maribo Amt, Danmark. Charlotte (datter af Wilhelm VI, Landgreve af Hessen-Kassel og Hedwig, Prinsesse af Brandenburg) blev født den 27 apr. 1650 i Kassel, Hessen, Tyskland; døde den 27 mar. 1714 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Christiane blev gift med Wilhelm Friderich Wedell i 1659. Wilhelm (søn af Georg Ernst von Wedel og Anna von Ahlefeldt) blev født den 4 dec. 1640; blev døbt den 4 dec. 1640; døde den 7 feb. 1706 i Rugaard, Paddesø Sogn, Skovby Herred, Odense Amt, Danmark; blev begravet i Husby, Båg Herred, Odense Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: XXIV. Den ældre rigsgrevelige linie af Schmoel

Notater:

Kilde:
DAA 1930 p148

Alexander blev gift med Katharine Sofie Hoym i 1702 i Esebeck, Göttingen, Tyskland. Katharine blev født i 1684 i Esebeck, Göttingen, Tyskland; døde i 1748. [Gruppeskema] [Familietavle]

Philipp blev gift med Catharine Christine von Ahlefeldt den 2 sep. 1722 i Glücksborg, Flensborg, Slesvig-Holsten, Tyskland. Catharine (datter af Ditlev Sivert von Ahlefeldt og Barbara Elisabeth von Holstein) blev født den 8 nov. 1687 i Torrild, Hads Herred, Aarhus Amt, Danmark; døde den 8 maj 1726 i Glücksborg, Flensborg, Slesvig-Holsten, Tyskland; blev begravet i Tyskland, Schlosskapelle,Slesvig-Holsten. [Gruppeskema] [Familietavle]

Anton, blev gift med Wilhelmine Marie, Prinsesse af Hessen-Homburg den 26 apr. 1711. Wilhelmine (datter af Frederick von Hessen-Homburg og Louise Elizabeth af Courland) blev født den 8 jan. 1678 i Sachsen, Tyskland Weferlingen; blev døbt den 17 jan. 1678 i Sachsen, Tyskland Weferlingen; døde den 25 nov. 1770. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Grevinde af Oldenburg.

Antoinette blev gift med Ulrik Frederik Gyldenløve den 16 aug. 1677. Ulrik (søn af Frederik 3, Konge af Danmark og Margrete Pape) blev født den 20 jul. 1638; døde i 1704. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

grevinde af Aldenburg

1665 Overhofmesterinde hos dronning Charlotte Amalie, 1705afsked pga svagelighed

Familie/Ægtefælle/Partner: Anton Wolff Haxthausen. Anton (søn af Wolf Haxthausen og Mechtilde Sophie von Hanxleden) blev født den 1 jun. 1647 i Tienhausen, Steinheim, Nordrhein-Westfalen, Tyskland; døde den 19 nov. 1694 i Berlin, Brandenburg, Tyskland; blev begravet i Steinheim Kirche Tienhausen, ,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Grevinde

Louise blev gift med Gerhard Von Der Nath i 1722. Gerhard (søn af Gerhard Von Der Nath og Christine von Ahlefeldt) blev født i 1668; døde den 12 jul. 1740. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Georg Ernst Wedel Jarlsberg. Georg (søn af Gustav Wilhelm Wedel og Marie von Ehrentreiter) blev født den 23 maj 1666; døde den 30 jan. 1717. [Gruppeskema] [Familietavle]

Anton blev gift med Charlotte Amalie, Prinsesse af Hessen-Philippsthal den 26 sep. 1750 i Homburg vor der Höhe, Hessen, Tyskland. Charlotte (datter af Karl I Landgrave af Hessen-Philippsthal og Karoline Christine, Prinsesse af Sachsen-Eisenach) blev født den 11 aug. 1730 i Philippsthal, Hessen, Tyskland; blev døbt den 12 aug. 1730 i Philippsthal, Hessen, Tyskland; døde den 7 sep. 1801 i Meiningen, , Sachsen-Meiningen,Thüringen; blev begravet i Meiningen, , Englischen Gartens,Sachsen-Meiningen,Thüringen. [Gruppeskema] [Familietavle]

Anton blev gift med Elisabeth Juliane, Prinsesse af Holstein-Nordborg den 27 aug. 1656 i Wolfenbüttel, Braunschweig, Niedersachsen, Tyskland. Elisabeth (datter af Friedrich Hertug af Slesvig-Holsten-Nordborg og Eleonore, Prinsesse af Anhalt-Zerbst) blev født i 1634 i Nordborg, Als, Danmark; døde den 4 feb. 1704 i Wolfenbüttel, Braunschweig, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Elisabeth blev gift med Anton Ulrich, Hertug af Braunschweig-Wolfenbüttel den 27 aug. 1656 i Wolfenbüttel, Braunschweig, Niedersachsen, Tyskland. Anton (søn af August, Hertug af Braunschweig-Wolfenbüttel og Dorothea, Prinsesse af Anhalt-Zerbst) blev født den 14 okt. 1633 i Hitzacker, Niedersachsen, Tyskland; døde den 27 mar. 1714 i Salzderhelden, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
princesse

Dorothea blev gift med Christopher Rantzau den 7 jun. 1678. Christopher (søn af Henrik Rantzau og Ida Pogwisch) blev født i 1623 i Schmoel, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde i aug. 1696 i Köln, Nordrhein-Westfalen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Bernhard blev gift med Elisabeth Eleonore Sofie, Prinsesse af Braunschweig-Wolfenbüttel den 25 jan. 1681 i Braunschweig, Tyskland Schoningen. Elisabeth (datter af Anton Ulrich, Hertug af Braunschweig-Wolfenbüttel og Elisabeth Juliane, Prinsesse af Holstein-Nordborg) blev født den 30 sep. 1658 i Wolfenbüttel, Braunschweig, Niedersachsen, Tyskland; døde den 15 mar. 1729 i Meiningen, , Sachsen-Meiningen,Thüringen; blev begravet i Meiningen, , Schlosskirche,Sachsen-Meiningen,Thüringen. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Susanna Catharina Erlund. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

for sig og ægtefødte Børn optaget 1 Maj 1682 i friherrelig Stand med Navnet Løvendal, opdraget i Nederlandene (1674), var 1677 i Heidelberg, 1678 Adelborst paa den nederlandske Flaade, var 1686 af Faderen udset til at tjene Venetianerne paa Morea, men traadte 1689 i Ostindisk Kompagnis Tjeneste, og fulgte med det til Trankebar bestemte Skib »Den flyvende Ulv«, begik paa Henvejen 25 Sept. paa sin 29. Fødselsdag Selvmord paa Øen Sao Thomé og jordet her 27 s. M. med al militær Honnør.

Notater:

Ble i 1710 Kommanderende general og statholder i Norge intill 1712, Han ledet her under et kortvarig felttog inn i Bohuslen. Han utstedte da til befolkningen i dette gamle norske landskap en proklamasjon, hvor han minnet om forholdet ti
l dens g

Ulrich blev gift med Dorothea Margrethe Brockdorff den 16 feb. 1687 i Dockenhuden Ved Blankenese, ,. Dorothea (datter af Cai Bertram Brockdorff og Hedvig Rantzau) blev født i 1672 i Kletkamp, Lütjenburg, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 20 aug. 1706. [Gruppeskema] [Familietavle]

Ulrich blev gift med Benedicte Margrethe Rantzau den 29 jan. 1709. Benedicte (datter af Cai von Rantzau og Catharine Margrethe Blome) blev født i 1683; døde den 26 jul. 1776 i Mückenberg, ,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Georg Carl Ludvig von Leiningen-Westerburg. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Grevinde.

Familie/Ægtefælle/Partner: Christian Gyldenløve. Christian (søn af Christian 5, Konge af Danmark og Sophie Amalie Moth) blev født den 28 feb. 1674; døde den 16 jul. 1703 i Odense, Odense Herred, Odense Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Ulrikke blev gift med Carl von Ahlefeldt den 2 mar. 1702 i Hamburg, Tyskland. Carl (søn af Frederik von Ahlefeldt og Marie Elisabeth Grevinde Leiningen-Dagsburg-Hartenburg) blev født den 25 apr. 1670 i Hardenburg (Bad Dürkheim), Rheinland-Pfalz, Tyskland; døde den 7 sep. 1722 i Graasten, Sønderborg, Danmark; blev begravet i Tranekær Slot, Langelands Nørre Herred, Svendborg Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: Ridder af Elefanten
• Bopæl: Grevskabet Laurvigen Skjoldnæsholm Og Merløsegård
• Kilde: DAA 1982-84 II - 38h* DAA 2018-20 p655: V,16*

Notater:

Ferdinand Anton lensgreve Danneskiold-Laurvig (eller -Laurwigen) (1. juli 1688 – 18. september 1754) var gehejmekonferensråd.

Han var søn af Ulrik Frederik Gyldenløve og Antonette Augusta af Aldenburg og født 1. juli 1688. Han ejede Grevskabet Laurvig, Herskabet Herzhorn og flere andre store jordegodser og blev i en ung alder kammerherre. I 1713 udnævntes han til gehejmeråd, og 14 dage efter fik han Elefantordenen. I 1714 blev han overstaldmester. I 1711 ægtede han Mette Cathrine Ahlefeldt, datter af Hans Joachim Ahlefeldt til Bukhavn; hun døde barnløs 5. marts 1712, hvorpå Danneskiold-Laurvig 20. december 1713 giftede sig med Ulrike Eleonore Reventlow, f. 1. januar 1690, søster til Frederik IV's dronning Anna Sophie Reventlow. Forholdet mellem nævnte konge og Danneskiold-Laurvig var ikke altid det bedste, da monarken ikke uden grund betragtede sin dronnings talrige, magtsyge og mægtige, skønt indbyrdes splidagtige slægtninger med mistroiske blikke. Heller ikke Christian VI synes at have yndet Danneskiold-Laurvig særligt, og i denne konges tid blev der ham ingen større nådesbevisninger til del; vel fik han 1739 dronningens orden de la fidélité – med hvilken hans hustru først benådedes i begyndelsen af Frederik V's regering, 1747 -, men rang med gehejmeråderne i Konseillet opnaaede han først efter Christian VI's død (2. december 1746).

En tid lang (fra 11. januar 1723) var Danneskiold-Laurvig direktør for Vestindisk-guineisk Kompagni. Han var den første stifter af hospitalet i Larvik og lod ved bygmesteren Johan Cornelius Krieger udvide det Danneskjold-Laurwigenske (nu Moltkeske) Palais i Bredgade i København. Danneskiold-Laurvig døde 18. september 1754; hans anden hustru var afgået ved døden 6 dage forinden. De efterlod 2 sønner: Frederik Ludvig og Christian Conrad.

Ferdinand blev gift med Mette Catharina Ahlefeldt den 15 mar. 1711. Mette (datter af Joakim von Ahlefeldt og Anna Margrethe Buchwald) blev født den 25 aug. 1686 i Reinbeck, Stormarn, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 5 mar. 1712 i Hamburg, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Ferdinand blev gift med Grevinde Ulrica Eleonora Reventlow den 20 dec. 1713 i Christiansborg Slotskirke, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Ulrica (datter af Greve Conrad Reventlow og Sophie Amalie von Hahn) blev født den 1 nov. 1690; døde den 12 sep. 1754 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; blev begravet den 28 sep. 1754 i Københavns Domkirke (Vor Frue Kirke), København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Begravelse:
I den Gyldenløveske familiebegravelse

Christiane blev gift med Frederik von Ahlefeldt den 8 nov. 1686 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Frederik (søn af Frederik von Ahlefeldt og Margrethe Dorothea Rantzau) blev født den 21 feb. 1662 i Flensborg, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 10 jun. 1708 i Regensburg, Bayern, Tyskland; blev begravet i Radsted Kirke, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: Ridder af Elefanten

Notater:

død af kopper Stamfar til greverne Danneskiold-Samsøe.
Officer.

Ejede Skjoldenæsholm

Megen tid har Gyldenløve ikke kunnet afse til godset, han kan kun have været der på korte bes øg, omend det ses af vurderingsforretningen efter hans død, at en stor del af inventaret va r mærket med C. G. Det hedder i synsforretningen, at indboet var meget forfaldent »undtage n i Herrens Soveværelse, hvor hans hvide Silkeslobrok laa parat, og i hendes høje Naades Sove kammer«. Der nævnes nogle forskellige værelser, sommerstue, vinterstue o. s. v. Grevens sovev ærelse og salen var betrukket med tapeter med landskaber, malede på lærred, måske de samme, d er nu findes i den nuværende hovedbygnings havestue. Mange af værelserne havde høje træpanele r med billeder på ; også disse er for en del bevarede, ligesom en del døre er udsmykket på sa mme måde. Vi hører ligeledes, at Christian Gyldenløve, som for resten allerede Ulrik Frederik , havde et stort stutteri på gården. Haven var prægtigt udstyret med springvand, vandfald o g klippede buksbomhække - sikkert smukt at skue.

Da postvæsenet med årene blev en god forretning, ønskede Chr. V det knyttet nærmere til kronen, og i 1685 forærede han det til sin 11-årige søn Christian Gyldenløve.

Kilde:
DAA 1982-84 II - 33c*

Titel:
Greve til Samsø

Familie/Ægtefælle/Partner: Charlotte Amalie Danneskiold-Laurvig. Charlotte (datter af Ulrik Frederik Gyldenløve og Antoinette Augusta Aldenburg) blev født i 1682; døde den 1 dec. 1699 i Barselseng, ,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Christian blev gift med Dorothea Krag den 25 maj 1701 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Dorothea (datter af Mogens Krag og Helvig Arendsdatter Von Der Kuhla) blev født den 26 sep. 1675; døde den 10 okt. 1754 i Gisselfeld, Braaby Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt, Danmark; blev begravet i Eckernförde, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Forlovet med Christian Ditlev Reventlow (21. jun 1671 - 1. oct 1738)

Notater:

Titel:
Greve af Samsø

Notater:

Frederik 4. blev født i 1671 og døde i 1730. Han var søn af Christian 5. og dronning Charlotte Amalie af Hessen-Kassel.
Efter Christian 5.s død i 1699 arvede Frederik 4. tronen, som rigets tredje enevældige konge.

Frederik indgik i 1695 det sædvanlige royale pligtægteskab med Louise af Mecklenburg, og lod sig yderligere vie til venstre hånd med Elisabeth Helene von Vieregg i 1703. Elisabeth døde i barselsseng året efter.

På flugt fra pesten i København, opholdt kongen og hele hoffet sig i 1711 på Koldinghus. Her mødte han den 18-årige Anna Sofie Reventlow, som han forelskede sig i. Moderen anede uråd, og spærrede AnnaSofie inde på slægtsgården Clausholm – men året efter bortførte kongen Anna Sofie, som han ægtede samme dag til sin ledige venste hånd. Den højre var stadig optaget af dronning Louise, og først dagen efter hendes begravelse i 1721, kunne han ved en offentlig vielse gøre Anna Sofie til dronning.

Ikke alene arvede Frederik 4. tronen – men også faderens udenrigspolitik. Allerede året efter at Frederik havde besteget tronen, indledtes et dansk angreb på Sveriges forbundsfælle, hertugen af Gottorp.
Den svenske konge, Karl 12., benyttede helt uventet lejligheden til at landsætte en hær ved Humlebæk på Sjælland.
Endnu engang greb de europæiske stormagter ind, og efter en meget hurtig fredsafslutning i Travendal, blev svenskerne tvunget væk fra Sjælland og danskerne ud af den gottorpske del af Sønderjylland.

Modsætningsforholdet til Sverige bestod dog, og da svenskerne i 1709 led et stort nederlag til den russiske hær ved Poltava, hvorefter Karl 12. flygtede til Tyrkiet, blev fristelsen, til et forsøg påat genvinde de skånske provinser, for stor. Danmark erklærede Sverige krig, og en dansk hær gik i land i Skåne.

Den Store Nordiske Krig varede i 11 år og blev en af de hårdeste krige Danmark har gennemgået. Skåne og Blekinge blev hurtigt generobret under mottoet: Nu eller aldrig – men snart led de danske tropper nederlag ved Helsingborg i 1710 og ved Gadebusch i 1712.

Imellem nederlagene blev København endda ramt af pest-epidemien, der kostede omkring en tredjedel af befolkningen livet.

Først fra 1713 begyndte det langsomt at gå fremad med krigen. I 1715 vendte Karl 12. tilbage til Sverige, og året efter angreb han Sydnorge med en ny hær. Svenskerne måtte dog trække sig tilbage, da deres forsyningsflåde ødelagdes ved Dynekilen af Tordenskiold.

Ved fredsafslutningen i 1721 på Frederiksborg blev det afgjort, at den gottorpske del af Sønderjylland skulle genforenes med kronen – men ellers endte alt, som det var inden krigens start. For første gang i århundreder var Danmark dog vokset.

Frederik 4. der, trods sin store interesse for kvinder, var pietist, arbejdede ivrigt for mission og folkeoplysning.
Han fik gennemført en del reformer â ligeledes for opførelsen af 240 almueskoler, Det Kongelige Vajsenhus i København, Fredensborg Slot og støttede den hedningemission, der under Hans Egedes ledelse førte til Grønlands kolonisering.

Den 22 år yngre dronning Anna Sofie blev efter kongens død forvist til Clausholm i Jylland, hvorfra gemalen i sin tid havde ladet hende bortføre. Frederik 4.s søn, Christian 6., fik yderligere omstødttestamentet efter faderen, og fratog enkedronningen en stor del af den formue hun skulle have arvet.

Frederik 4. døde den 12. oktober 1730 på Odense Slot og ligger begravet i Roskilde Domkirke.

Familie/Ægtefælle/Partner: Charlotte Helene von Schindel. Charlotte døde i 1752 i Flensborg, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Frederik blev gift med Louise af Mecklenburg-Gustrow den 15 dec. 1695 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Louise (datter af Gustav Adolph af Mecklenburg-Gustrow) blev født den 28 aug. 1667; døde den 15 mar. 1721; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Frederik blev gift med Elizabeth Helene Vieregg i 1703. Elizabeth blev født den 4 maj 1679; døde den 27 jun. 1704. [Gruppeskema] [Familietavle]

Frederik blev gift med Dronning Anna Sophia Reventlow den 26 jun. 1712 i Skanderborg Slot, Skanderborg, Danmark. Anna (datter af Greve Conrad Reventlow og Sophie Amalie von Hahn) blev født den 16 apr. 1693 i Clausholm, Voldum, Galten Herred, Randers Amt, Danmark; døde den 7 jan. 1743 i Clausholm, Voldum, Galten Herred, Randers Amt, Danmark; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Citat fra: http://www.thorshoj.dk/carl_og_sophie_hedvig.htm

Allerede som barn blev Sophie Hedevig forlovet med sin fætter, den senere kurprins Johan Georg IV af Sachsen. Forlovelsen blev imidlertid ophævet 1691 af Christian V, da kurprinsen fik interesser tilanden side og lod hoffet i København meddele, at "han ikke kunne elske prinsessen".

Nye forhandlinger om andre partier kom snart på bane bl.a. til endnu en fætter, nemlig den kommende Karl XII af Sverige, som imidlertid absolut ikke havde lyst til at gifte sig med nogen som helst, ogmed den senere tysk-romerske kejser Josef I. Ingen af disse forhandlinger førte dog til ægteskab, - den sidstnævnte mulighed, fordi prinsessen ikke ville gå med til et tysk krav om, at hun skulle konvertere til katolicismen, som det blev krævet af hende fra tysk side som betingelse for, at ægteskabet kunne indgås. For den religiøst optagede prinsesse, som delte sin bror, Prins Carls betydelige interesse for tidens pietistiske strømning, var et sådant krav om at svigte sin lutherske tro imidlertid ganske utænkeligt. Prinsesse Sophie Hedevig forblev ugift til sin død.

Så længe moderen, dronning Sophie Amalie, levede, boede prinsesse Sophie Hedevig hos hende og efter hendes død i 1714 ved selve hoffet. Da broderen, Frederik IV, indgik ægteskab med Anna Sophie Reventlow, som kort efter blev kronet som dronning efter at have været "gift til venstre hånd" med kongen i en årrække, kom det til et brud mellem kongen og hans yngre bror, Prins Carl.

Prinsesse Sophie Hedevig valgte at følge prins Carl, da han vendte hoffet i København ryggen, og fulgte med ham til godset Vemmetofte, hvor de begge tog ophold. På Vemmetofte holdt søskendeparret et ret anseligt hof på 70 personer. Prinsessen blev stort set boende på Vemmetofte resten af sit liv. Her knyttede hun sig efterhånden også stærkt til prinsens gode ven siden ungdommen, overkammerherre Carl Adolf von Plessen, så denne, der ligesom prinsesse Sophie Hedevig forblev ugift hele sit liv, efterhånden ligefrem blev opfattet som prinsessens uofficielle mand. Et senere rygte om, at de to enddaskulle have indgået hemmeligt "samvittighedsægteskab", kan ikke verificeres. "Samvittighedsægteskaber" var ellers ret almindelige i de europæiske fyrstehuse på den tid, når rangforskellen var for stormellem parterne. Et sådant ægteskab var ikke retsgyldigt, men satte parret i "en Gud velbehagelig stand". Det kan have været vigtigt for både prinsesse Sophie Hedevig og for Carl Adolf von Plessen, som begge var dybt religiøse og tog tidens pietistiske livssyn meget alvorligt.

Som prins Carl var også prinsesse Sophie Hedevig tilsyneladende et både venligt og godgørende menneske, og også hun kom til at interessere sig levende for skolebyggeri på sine godser. Utvivlsomt underpåvirkning af Carl Adolf von Plessen, som selv havde opført skoler på sine godser nord for Næstved, de såkaldte greveskoler, og som i høj grad også havde været drivkraften bag de skoler, - prinseskolerne, som prins Carl lod bygge på sine godser, Vemmetofte, Højstrup og Jægerspris, lod også prinsesse Sophie Hedevig 5 skoler, - prinsesseskolerne, opføre på sine godser Dronninglund med den nu forsvundne Dronninggård og Frederiksdal, som Christian VI sammen med Sorgenfri Slot skænkede hende ved sin tronbestigelse i 1730.

Efter sin moder havde prinsessen arvet Gjorslev og Erikstrup på Stevns, men i 1716 måtte hun dog mageskifte disse godser med kongen for Dronninggård og Børglum kloster i Jylland. Frederik IV havde brug for Gjorslev gods i forbindelse med oprettelsen af Tryggevælde rytterdistrikt, så prinsesse Sophie Hedevig måtte opgive sin plan om at bosætte sig på Gjorslev, som hun ellers var godt i gang med atlade indrette som bolig og valgte i stedet at flytte ind hos prins Carl på Vemmetofte. Ved prins Carls død i 1729 arvede prinsesse Sophie Hedevig også dennes godser Vemmetofte og Højstrup samt Charlottenborg i København og "Prins Carls Hauge" med Blågården nord for byen.

Prinsesse Sophie Hedevig overtog imidlertid ikke kun prins Carls ejendomme. Hun overtog også hans betydelige gæld, som hun i øvrigt betalte af på resten af sit liv med så stor pligtopfyldelse - bl.a.ved at sælge godset Dronninglund i Jylland -, at broderens gæld stort set var bragt ud af verden, da hun selv døde 6 år senere på Vemmetofte efter i nogle år at have været meget svagelig. Som sine forældre og sine søskende ligger prinsesse Sophie Hedevig begravet i Roskilde Domkirke.

Udover sin interesse for tidens religiøse strømninger og det nævnte skolebyggeri, som udsprang af denne interesse, havde prinsesse Sophie Hedevig også som allerede nævnt en betydelig sans for musik ogfor malerkunst, som hun også selv dyrkede. Hendes samling af håndskrifter blev efter hendes død skænket til universitetsbiblioteket i København. Sophie Hedevig, som tydeligvis havde arvet sin moders gode begavelse og tiltalende menneskelige egenskaber, efterlod sig et på alle måder smukt eftermæle.

I overensstemmelse med moderen, dronning Charlotte Amalie´s oprindelige ønske oprettede prinsesse Sophie Hedevig ved sit testamente et adeligt jomfrukloster af Vemmetofte og Højstrup med tilliggende gods. Prinsessens gode ven, Carl Adolf vonPlessen, blev den første kurator på Vemmetofte adelige Jomfrukloster og bidrog selv med egne økonomiske midler til, at klosteret klarede sig gennem de første økonomisk meget vanskelige år.

Notater:

Citat fra: http://www.thorshoj.dk/carl_og_sophie_hedvig.htm

Prins Carl var søn af Christian V og dronning Charlotte Amalie og således broder til Frederik IV og prinsesse Sophie Hedevig. Som skik var blev ansvaret for prinsens opdragelse overladt til andre bl.a. gehejmeråd Christian Sigfred von Plessen og ikke overraskende kom tysk til at spille en hovedrolle i undervisningen. Som tilfældet også var med prins Carls bror, Frederik IV, blev tysk livet igennemhans foretrukne sprog.
Allerede som barn var prins Carl sygelig, og i 1696-1699 blev han derfor sendt på et længere udenlandsophold til varmere egne i Frankrig og Italien. På denne rejse blev han ledsaget af gehejmerådens søn, Carl Adolf von Plessen , som kun var et par år ældre end den unge prins. Der udviklede sig et varmt venskab mellem prins Carl og Carl Adolf von Plessen, - et venskab, som holdt sig resten af livet, også da Carl Adolf von Plessen blev hofmester og senere (1708) overkammerherre hos Prinsen.

1703 skænkede storebror, Frederik IV, godset Jægerspris på livstid til prins Carl. Herfra havde prinsen mulighed for at deltage i jagt og ridning, som han var en stor ynder af, og få opstaldet sin kostbare samling af rideheste. Prins Carl havde tydeligvis arvet sin far, Christian V´s store begejstring for jagt, fest og farver, og så længe hans svagelige helbred tillod det, deltog Prins Carl med stor begejstring i den mere festlige del af hoflivet. Statssager interesserede ham til gengæld ikke det mindste.

På Jægerspris gods lod prins Carl opføre 3 skolehuse; ved Landerslev, ved Krabbedammen og i Gerlev. Ingen af disse skolebygninger er bevaret i dag, men fra fundatsen, som minder meget om fundatsen tilprinseskolerne på Vemmetofte, ved vi alligevel ganske nøje, hvordan de så ud.

Oprindelig blev Blågårdsarealerne i København, som ligger dér, hvor vore dages Slotsgade løber ud i Nørrebrogade, kaldt for Teglgårdsvangen efter de mange lergrave og den deraf opståede teglindustri.Den første gård på stedet blev opført i 1661 af Frederik d. 3´s statholder, Christoffer Gabel, men storhedstiden for området kom, da den livsglade prins Carl købte gården i 1707 og omdannede det til et lyststed. Som allerede nævnt var prinsen en stor ynder af ofte kostbare fester ved hoffet og ønskede sig et sted dels med en stor have, som kunne være velegnet til at holde fester i, og dels med etkomplet guldmagerværksted, så han kunne dyrke sin store interesse for alkymi. (Ikke helt overraskende efterlod prins Carl sig da også en betydelig gæld ved sin død.)

Området blev snart kendt som "Prins Carls Hauge" efter den pragtfuldt anlagte barokhave i fransk stil med fornemme springvandsanlæg, snorlige alléer af symmetrisk klippede træer, fiskedamme og små listige, intime pavilloner. Gabels oprindelige bygning blev naturligvis hurtigt alt for lille og for gammeldags til prinsen, som derfor nogen tid efter lod opførte en helt ny hovedbygning, Blågården, derfik navn efter de kostbare blå tegltage.
Den nye bygning havde blandt andet en stor havestue, som var udsmykket med pragtfulde kunstgenstande, og fra stuen var der en rigtig fin udsigt ind over søerne mod København gennem de store glasdøre.
Ved prinsens død i 1729 overgik ejendommen til hans søster, prinsesse Sophie Hedevig, og efter hendes død 1735 arvede Carl Adolf von Plessen "Haven".

Prins Carl tog aldrig del i rigets statsforretninger, men var til gengæld meget opmærksom på forholdene på sine godser. Bøndernes vilkår lå ham meget på sinde, og prins Carl hjalp gerne sine bønder ogvar med sit pietistiske livssyn også meget interesseret i at fremme undervisningen bland dem. Under påvirkning af sin gode ven og medarbejder, overkammerherre Carl Adolf von Plessen, lod han således en række skoler, de såkaldte Prinseskoler, opføre på sine godser Vemmetofte, Højstrup og Jægerspris. Af disse tidlige skoler er i dag kun Prins Carls Skole i Store Torøje ved Vemmetofte bevaret.

Da broderen, Frederik IV, lod sin ´hustru til venstre hånd´, Anna Sophie Reventlow, krone til dronning i 1721 få uger efter dronning Louises begravelse, kom det til et brud både med kronprinsen, den senere Christian VI, som da heller ikke forsømte lejligheden til at hævne sig på stedmoderen, da han selv blev konge, og til prins Carl, som sammen med den ugifte søster, prinsesse Sophie Hedevig, valgte at vende hoffet i København ryggen og i stedet tage fast ophold på Vemmetofte.

Så længe hans svagelige natur tillod det, tog prinsen ivrig del i jagt og ridning på hestene fra hans kostbare stald. Prins Carl, som foruden sit svagelige helbred efterhånden også blev meget tunghør,var uden tvivl et både venligt og godgørende menneske, som har glædet mange, men nogen stor personlighed synes han dog ikke at have været.

Forholdet mellem prins Carl og Frederik IV blev bedre med tiden, og prins Carl gik endog ind på at stå fadder til et af kongens børn med dronning Anna Sophie. Med Anne Sophie fik kongen syv børn, somdog alle døde som spæde eller små.

Prins Carl døde i 1729 på Vemmetofte og ligger begravet i Roskilde Domkirke. Han efterlod sine besiddelser, herunder bl.a. Vemmetofte, og sin betydelige gæld til prinsesse Sophie Hedevig, som hun i øvrigt betalte af på resten af sit liv med så stor pligtopfyldelse, at broderens gæld stort set var bragt ud af verden, da hun selv døde 6 år senere.