Lene Christjernsdatter

Familie/Ægtefælle/Partner: Mads Nielsen. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Beskæftigelse:
Biskop i Aarhus

Familie/Ægtefælle/Partner: Karen Baggesdatter. Karen blev født i 1549; døde i 1615. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Inger Johanne Ægidia. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Beskæftigelse:
Biskop i Aarhus

Familie/Ægtefælle/Partner: Ukendt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Rasmus Vinding. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Etatsråd, højesteretsassessor og professor ved Københavns universitet

Beskæftigelse:
Professor, Etatsraad

Paul blev gift med Margrethe Sofie Bøgvad den 10 aug. 1682 i St. Olai kirke, Helsingør, Danmark. Margrethe (datter af Anders Nielsen Bøgvad og Dorithe Christensdatter) blev født den 24 maj 1660; døde den 1 apr. 1721. [Gruppeskema] [Familietavle]

Ingeborg blev gift med Poul Windelboe de Løvenørn i 1714. Poul (søn af Thomas Poulsen og Anne Nielsdatter) blev født den 5 apr. 1686 i Horsens, Nim Herred, Skanderborg Amt, Danmark; døde den 27 feb. 1740. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Frederik Poulsen de Løvenørn (6. maj 1715 i København – 15. oktober 1779) var en dansk adelsmand, søofficer og amtmand over Korsør og Antvorskov Amter.
Han blev født i København og var søn af Poul Vendelbo Løvenørn. Han udsendte i 1776 sin anonyme oversættelse en komedie af den franske forfatter Philippe Néricault Destouches til dansk.
Han fik en karriere i marinen, og blev i 1739 kaptajn, 4. marts 1740 kommandørkaptajn, 26. november 1746 deputeret i Søetatens General-Kommisariat og etatsråd, og konferensråd 15. september 1747.
Løvenørn var gift med Frederikke Sophie von Holsten (1718-1774), med hvem han havde tre børn:
• Sophie Magdalene de Løvenørn (født 25 august 1741, død 2. september 1786)
• Ingeborg Dorothea de Løvenørn (født 31 juli 1744, død 30. september 1814)
• Poul de Løvenørn (født 11. august 1751, død 16. marts 1826)

Beskæftigelse:
Amtmand, Konferensråd

Titel:
Storkors af den brandenborgske røde ørns orden

Frederik blev gift med Frederikke Sophie von Holsten den 4 nov. 1740. Frederikke (datter af Godske Ditlev von Holsten og Elisabeth Sophie Knuth) blev født den 4 jan. 1719; døde den 31 jul. 1774 i Antvorskov, Slagelse Herred, Sorø Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Sophie blev gift med Johan Frederik Bardenfleth den 6 sep. 1771. Johan (søn af Johan Frederik von Bardenfleth og Anne Elisabeth Lassen) blev født den 7 okt. 1740 i Holbæk, Danmark,; blev døbt i Holbæk Kirke, Holbæk, Merløse Herred, Danmark; døde den 27 jan. 1811 i Harritslevgård, Skovby Sogn, Skovby Herred, Odense Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Ingeborg blev gift med Johan Frederik Bardenfleth den 11 aug. 1787. Johan (søn af Johan Frederik von Bardenfleth og Anne Elisabeth Lassen) blev født den 7 okt. 1740 i Holbæk, Danmark,; blev døbt i Holbæk Kirke, Holbæk, Merløse Herred, Danmark; døde den 27 jan. 1811 i Harritslevgård, Skovby Sogn, Skovby Herred, Odense Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Beskæftigelse:
1822-24 Generalguvernør for de vestindiske øer, 1828 Ordensceremonimester, 1831 Ordensskatmester

Titel:
1806 Kammerjunker og guvernør hos Prins Ferdinand, 1810 Hofchef og Kammerherre

Johan blev gift med Augusta Wilhelmine von Hellfried den 16 apr. 1799. Augusta (datter af Johan Carl Frederik von Hellfried og Frederikke Vilhelmine von Jessen) blev født den 15 nov. 1775 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 23 dec. 1861 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
1801 Kammerjunker

Poul blev gift med Christiane Albertine von Benzon den 21 sep. 1808. Christiane (datter af Peter Ulrik Frederik von Benzon og Juliane Wilhelmine Wedel Jarlsberg) blev født den 21 sep. 1782 i Christiansdal, Dalum Sogn, Odense Herred, Odense Amt, Danmark; døde den 14 apr. 1853 i Taarupland, Odense, Danmark,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Militærtjeneste: General
• Link: https://da.wikipedia.org/wiki/Carl_Bardenfleth

Notater:

Beskæftigelse:
Kommandant i Rendsburg

Jens blev gift med Elisabeth Charlotte von Schmidten den 11 apr. 1811. Elisabeth blev født den 7 jan. 1786 i Williamsborg, Daugård Sogn, Hatting Herred, Vejle Amt, Danmark; døde den 11 feb. 1865 i Hillerød, Lynge-Kronborg Herred, Frederiksborg Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Uddannelse
Han var søn af generalløjtnant Johan Frederik Bardenfleth (1740-1811, gift 2. gang 1787 med Ingeborg Dorothea de Løvenørn, 1744-1814) og Sophie Magdalene de Løvenørn (1741-1786). Han indtrådte som 10års dreng som vice-frikorporal i faderens regiment, hvor han 1798 blev virkelig kornet og 1801 sekondløjtnant. Fra ung af følte han en levende higen efter at uddanne sin ånd og udvide sine kundskaber,og han tilfredsstillede med stort udbytte denne trang under et treårigt ophold i Kiel, hvor han fra august 1802 til november 1805 studerede ved universitetet, samtidig med at han udviklede sine fortrinlige evner og anlæg for den militære tjeneste ved tillige at deltage i undervisningen i den af Ludvig Jacob Binzer ledede såkaldte Generalstabsskole. Efter tilendebringelsen af disse studier stod Bardenfleth, en smuk og kraftfuld yngling, som en af de første blandt sine jævnlige, selvskrevet til at gøre karriere, og lykken svigtede ham heller ikke.
Karriere
Straks ved næste års begyndelse blev han aide-generalkvartermester under Binzer, 1808 udnævntes han til ritmester og blev ansat ved generalkommandoen i Holsten som divisionskvartermester, i hvilken Egenskab han med Ewalds korps, hvis stabschef var prins Vilhelm af Holsten-Beck, året efter deltog i ekspeditionen i Nordtyskland. Han udmærkede sig her ved mod og konduite, frelste efter indtagelsen afStralsund denne by for plyndring og hædredes for sit forhold såvel med den hollandsk-franske Réunionsorden som med det danske Ridderkors. Begivenhederne ved Stralsund 1809 har Bardenfelth selv fortaltom i et smukt udstyret værk (1846), der tillige indeholder en temmelig udførlig beretning om den under stormen faldne friskarehøvding Schills levned og bedrifter. 1812 blev Bardenfleth major, deltog 1813 som souschef hos Frederik af Hessen med udmærket dygtighed i felttoget i Mecklenburg og Holsten og belønnedes herfor med Sølvkorset. I 1814 fungerede han som kommandør for generalkommandostaben iNørrejylland, men blev derpå på ny ansat som souschef hos Frederik af Hessen, da denne 1815 med Auxiliærkorpset drog til Frankrig. Under opholdet her fungerede Bardenfleth 1817 og 1818 som kommandanti den lille fæstning Bouchain.
Ved tilbagekomsten 1818 fra Frankrig, hvilket land hædrede ham med Ordre du mérite militaire, ventede nye tillidshverv ham, idet Frederik VI, der med interesse havde fulgt hans færd, det følgende år ansatte ham som guvernør for prins Frederik (senere Frederik VII), en post Bardenfleth beklædte, indtil prinsen 1826 nåede myndighedsalderen, hvorefter Kongen tog ham til adjudant hos sig. Bardenflethvar imidlertid 1823 blevet oberstløjtnant, havde i 1824 fået titel af kammerherre og blev 1826 udnævnt til overadjudant i Generalstaben og dekoreret med Kommandørkorset af Dannebrogordenen. Som adjudant hos kongen anvendtes han i flere missioner, således 1831 i sendelse til Frankfurt for at varetage statens interesser i den tyske forbundshær. 1832 blev han oberst, året efter generalkvartermester-løjtnant i staben og i 1834 kommandør for Livgarden til Hest og tillige chef for Landkadetkorpset. Sammen med disse embeder overdroges der ham 1839, umiddelbart efter Frederik VI's død, chefsposten forDen kongelige militære Højskole, for hvilken institution han ligesom for Kadetkorpset vedblev at stå i spidsen til sin død, medens han 1842 fratrådte kommandoen over Hestgarden. 10. juni 1841 benådedes han med Storkorset af Dannebrog, samtidig med at han udnævntes til karakteriseret generalmajor, og 1846 blev han de kongelige ordeners skatmester.
Sidste år
I Treårskrigen 1848-50 kom han, som rimeligt var, på grund af sin alder og de stillinger, han beklædte, ikke til at tage aktiv del, men da man efter krigens ophør skulle have en mand, der egnede sig til at overtage den under de stedfindende politiske rorhold ikke lette kommando over det af den forrige insurgentarmé dannede forbundskontingent, sendtes Bardenfleth, der juli 1849 var udnævnt til generalløjtnant, over til Holsten som kommanderende general. December samme år var han medlem af den kommission, der blev nedsat for at pådømme den hjemkaldte generalguvernør over Dansk Vestindien Peter von Scholtens ageren.
I sit embede døde Bardenfleth det påfølgende år efter et virksomt og dådrigt liv og efter trofast at have tjent staten under fire konger 19. august 1852. Bardenfleth var en meget smuk og anselig soldat. General Christian de Meza bemærker noget spydigt om ham 1849: "[Bardenfleth] besøgte mig [på Als] i Legemsstørrelse, debiterende om sine Bro- og Landgangsforsøg i Assens".
Bardenfleth blev gift 1816 (ægteskabstilladelse 1. juni) med Sophie Ewald (17. november 1792 i Egernførde - 27. februar 1829 i København), datter af generalløjtnant Johann von Ewald (1744-1813) og Susanne C. Ungewitter (1764-1810).
Han er begravet på Skovby Kirkegård ved Bogense.


Beskæftigelse:
Ordensskatmester, Chef for den kongelige militaire Höiskole og for Landkadetkorpset

Titel:
Kammerherre

Frederik blev gift med Sophie von Ewald den 1 jun. 1816. Sophie blev født den 17 nov. 1792 i Eckernförde, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 27 feb. 1829 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Reinholdine blev gift med Christian Ehrenreich Ludvig Moltke den 23 apr. 1819. Christian blev født den 18 jun. 1790 i Roskilde, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark; døde den 10 aug. 1865 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Sophie blev gift med Andreas Charles de Teilmann den 4 okt. 1825 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Andreas blev født den 24 jun. 1786 i Endrupholm, Bramming, Esbjerg, Danmark; døde den 10 dec. 1852. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Beskæftigelse:
Overstutmester og Staldmester

Titel:
Kammerherre

Notater:

Bardenfleth er oprindelig en patricisk familie som havde hjemme i Oldenburg og Bremen og er herfra indvandret til Danmark.

C. E. Bardenfleths aner er:

Generallieutnant Johan Frederik B. til Harritslevgård på Fyn, g. m. en søster til Admiral Løvenørn. Med hende havde han tre sønner:


1. Johan Frederik B. født i Holbæk 19. august 1772. død 3. febr. 1833.
2. Jens Carl B. født i Slagelse d. 26. febr. 1780 død i Hillerød d. 24. sept 1855.
3. Frederik Lns Frederik Carl Christian,


Fra 1822 var han byfoged i Frederikssund, og fra 1837 til 1841 stiftamtmand på Island, samt Amtmand i Islands sønderamt hvor han vandt folkets store tillid og agtelse. Herefter hoffchef hos kronprinsen, men efter 20 måneder - i de sidste dage af 1842 - stiftamtmand på Fyn hvad han forblev til Frederik d. VII's tronbestigelse.

Den 22. januar 1848 kaldtes han til Geheimestatsminister uden portefeuille.

Den 2. marts samme år, blev han udset til justitsminister. I mellemtiden udbrød det holsteenske oprør. Da man den 21. marts anråbte kongen om at vælge sig nye og pålidelige ministre var Bardenfleth den ene af de to. Wilhelm Moltke var den anden.

Den 24. Marts indtrådte han som justitsminister i Martsministeriet. Med dette forelagde han udkastene til Danmarks Riges Grundlov og Valgloven.

Da Martsministeriet aftrådte d. 16. nov. 1848, forblev han i Novemberministeriet som det blev forundt at gennemføre og stadfæste både Grundlov og Valglov.

Efter Novemberministeriets fald fik han sin afsked ved Januarministeriets dannelse 27. jan. 1852. Han sad som folketingsmand for Odense, men da den første valgperiode var forbi i 1852, trak han sig.

Det var en turbulent tid for Bardenfleth, der også sled på hans helbred. I 1857 tiltrådte han en rejse for at genvinde sit helbred men undervejs døde han iInterlaken den 3. sept. 1857.

Beskæftigelse:
Geheimestatsminister

Carl blev gift med Sophie Amalie Schmettau den 3 okt. 1832 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Sophie (datter af Gottfried Wilhelm Christian Schmettau og Margrethe Wilhelmine Stemann) blev født den 4 nov. 1810 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 26 apr. 1893 i Stubberupgård, Borup Sogn, Ramsø Herred, Roskilde Amt, Danmark; blev begravet i Vallø Stifts Kirkegård, Vallø, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Marie blev gift med Christian Frederik Güldencrone den 10 apr. 1829. Christian blev født den 30 maj 1803 i Aarhus, Hasle Herred, Aarhus Amt, Danmark; døde den 18 mar. 1875 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Johan blev gift med Frederikke Christiane Juel den 16 aug. 1853 i Juelsberg, (før: Raschenberg), Aunslev Sogn, Vindinge Herred, Svendborg Amt, Danmark. Frederikke (datter af Hans Iuel og Amalie Christiane von Krogh) blev født den 24 aug. 1832 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 24 nov. 1884 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; blev begravet i Skovby Kirke, Skovby Herred, Odense Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Beskæftigelse:
stiftsdame i Vallø

Pauline blev gift med Conrad Martin Looft den 9 dec. 1852. Conrad blev født den 16 aug. 1814; døde den 1 jan. 1871 i Aarhus, Hasle Herred, Aarhus Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Kammerherre

Familie/Ægtefælle/Partner: Annette Dorothea Vilhelmine Theodora de Klauman. Annette (datter af Gregorius Nicolau de Klauman og Jacobine Margrehe Caroline Tværmoes) blev født den 6 jan. 1828 i Næstved, Danmark; døde den 1 sep. 1902 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Johan Frederik "Fritz" Bardenfleth (10. juni 1835 i Frederikssund – 9. januar 1890 i Nykøbing Falster) var en dansk stiftamtmand.

Han var søn af C.E. Bardenfleth, blev 1852 student fra Borgerdydskolen på Christianshavn, 1860 cand. jur. og samme år assistent i Indenrigsministeriet, 1861 kammerjunker, 1868 konstitueret chef for Indenrigsministeriets sekretariat, 1869 fuldmægtig, 20. marts 1873 (fra 1. april) konstitueret amtmand over Ringkøbing Amt, 20. maj samme år (fra 1. juni) kgl. udnævnt og 19. juli 1875 Ridder af Dannebrog. 19. marts 1886 (fra 1. juli) blev Bardenfleth stiftamtmand over Lolland-Falsters Stift og amtmand over Maribo Amt og 1888 kammerherre. Han døde 1890.

Han var desuden sekretær hos indenrigsministeren, fra 1874 formand for Overlandvæsenskommissionen i Ringkøbing Amtsrådskreds, fra 1886 i Maribo Amtsrådskreds, 1878 formand for valgbestyrelsen for 11. Landstingskreds, 1886 for 5. Landstingskreds og 1888 medlem af administrationskommissionen for Grevskabet Knuthenborg.

Han var ugift.

Beskæftigelse:
Stiftamtmand

Notater:

Beskæftigelse:
Lodsinspektør

Titel:
Kommandør

Familie/Ægtefælle/Partner: Oline Sandholt. Oline (datter af Arna Sandholdt og Meta Gudmundsdottir) blev født den 30 maj 1842; døde den 13 apr. 1883. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Laura Winning. Laura (datter af Emil Winning og Cornelia Ohlsen) blev født den 1 sep. 1850; døde den 11 mar. 1930. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Caroline Stampe-Charisius

Forældre: stiftsamtmand Carl Emil von Bardenfleth (1808-57) og rigsgrevinde Sophie Amalie Schmettau (1810-93).

~21.8.1868 med baron Holger Frederik Christian Stampe-Carisius, *27.8.1822 på Nysø, Præstø landdistrikt, †10.3.1904 i Kbh., s. af baron Henrik Stampe og Christine Marguèrite Salome Dalgas (forfatter Christine Stampe).

CSC var i 1878 medstifter af Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædelighed (FLU). 1874 havde Rigsdagen vedtaget en lov, der ligesom i mange andre af Europas lande afkriminaliserede prostitution som erhverv. Det forudsatte blot, at de prostituerede lod sig indskrive i sædelighedspolitiets protokoller som offentlige fruentimmere, et par gange om ugen stillede til kontrol for kønssygdom hos politilægen og indlogerede sig i særlige offentlige huse. Det fandt en del borgere anstødeligt, og FLU blev stiftet for at påvise det umoralske og kvindeundertrykkende i denne lov, som først blev ophævet i 1906. Som noget ganske enestående besluttedes det, at bestyrelsen altid skulle bestå af et lige antal kvinder og mænd. Blandt de andre kvindelige bestyrelsesmedlemmer var skolebestyrerinderne Th. Moltke, Elise Bay og Marie Kruse. CSC var et meget aktivt medlem af foreningen, hun skrev flere artikler i medlemsbladet og holdt offentlige taler i kvindeforsamlinger. I modsætning til mange andre fra borgerskabet, der anskuede offentlige fruentimmere som lastefulde og amoralske, lagde CSC altid vægt på, at det var arbejderkvindernes elendige lønninger, der tvang dem ud i prostitution. 1881 stiftede hun sammen med de øvrige kvinder i bestyrelsen for FLU en hjælpekasse, der skulle yde hjælp til faldne kvinder, som ville rejse sig. Der blev oprettet et arbejdshjem, hvor de kunne leve under en ældre kristen kvindes moderlige omhu og ledelse. Her blev kvinderne beskæftiget med håndarbejde og husgerning, og efter nogle måneders forløb kunne de sendes ud som vaskepiger eller syersker. Hjemmet fungerede i et år, herefter blev kvinderne oplært i private hjem. CSC fik kontrollen med hjælpekassens regnskaber og havde den øverste ledelse af den.

Et af de andre hverv, CSC havde i FLU, var at afgive den danske indberetning ved årsmøderne for sammenslutningen af nationale foreninger, der kæmpede for at ophæve den offentlige prostitution. Da hun i 1882 skulle til møde i Schweiz, gjorde hun ophold i Frankfurt, hvor hun tilfældigt traf en katolsk præst. Skønt CSC var en ivrig grundtvigianer, blev hun gennem samtaler med præsten overbevist om den katolske kirkes sandhed. Hun meldte afbud til mødet, rejste tilbage til Kbh., hvor hun opsøgte en katolsk præst og modtog undervisning i katolicisme. To måneder senere konverterede hun. På daværende tidspunkt havde der i 33 år været en grundlovssikret religionsfrihed i Danmark, men katolikkerne var kulturelt adskilt fra lutheranerne, de var som regel udlændinge og blev betragtet som en mærkværdighed. En del adelige og velstående danskere konverterede dog i disse år, deriblandt kammerherreinde Polly Berling og kunstnere som Johannes Jørgensen og Sophie Holten. Velset blandt lutheranerne var det dog ikke, og de konverterede katolikker dannede en særlig sofistikeret afvigergruppe.

Efter sin konversion trak CSC sig fra sit bestyrelsesarbejde i FLU, men inden for den katolske kirke fortsatte hun sit arbejde for kvinder. 1889 var hun medstifter af Skt. Elisabeths Understøttelsesforening, der i lighed med de samtidige understøttelsesforeninger stiftet i Kbh.s folkekirkelige sogne, støttede fattige trængende. Ved besøg i ansøgernes hjem undersøgte besøgsdamerne trangens omfang og tilstræbte at lære de fattige kvinder arbejdsomhed og nøjsomhed. CSC samlede desuden hovedstadens dårligt stillede katolske kvinder til møder. Sammen med en stab af damer fra de mere velhavende kredse serverede hun te og wienerbrød for de indbudte og søgte at “sammenslynge dem i Troens Enhed”. 1896 var hun medstifter af Den eukaristiske Forening, en dansk afdeling af Den evige Tilbedelses Udbredelse over hele Verden, hvis formål var at fremme andagten til Jesu hjerte til gavn for kirke, fædreland og hjem og til bekæmpelse af tidens ugudelighed. Kun kvinder kunne blive medlemmer, og de påtog sig en gang om måneden at holde tilbedelse i Skt. Ansgars Kirke foran det udstillede sakramente. Desuden oversatte hun bøger om den katolske tro: Lyksaligheden i Himlen, 1887, og Den guddommelige Eukaristi, 1898.

CSCs mand, baron Holger Stampe til baroniet Stampenborg og Viufgård, arvede i 1892 baroniet Nysø ved Præstø og blev dermed både lensbaron og meget velhavende. To år senere tiltrådte han det Charisiske fideikommis og fik tilladelse til at kalde sig Stampe-Charisius. Han havde stillet sig velvillig over for sin hustrus konversion, og 1896 konverterede han selv. Det nu meget velhavende katolske ægtepar oprettede 1897 Skt. Knuds Legat, og året efter købte de Skt. Knuds Kapel på hjørnet af Ny Kongensgade og Vester Voldgade, nedrev kapellet og opførte et nyt kapel samt husholdningsskolen Mariahjemmet. Det blev indviet i 1902, ægteparret flyttede selv ind i hjemmet, og da baronen døde i 1904, blev CSC overbestyrerinde for institutionen. I 1903 stiftede hun den danske afdeling af Mariabørnenes Forening af den ubesmittede Undfangelse for hjemmets elever. Formålet var at indvie medlemmerne til den hellige jomfru, således at de ved deres blufærdighed kunne modvirke alt, som krænkede dyden, ved deres jævnhed og tarvelighed modarbejde verdens pragtsyge, og ved deres iver og varme i troen modarbejde andres ligegyldighed og vantro. Da det var vanskeligt for CSC at finde katolske kvinder, der ville hjælpe hende med at bestyre Mariahjemmet, overdrog hun 1911 ledelsen til Skt. Elisabeth Søstrenes Ordenssamfund. Hjemmet kunne imidlertid ikke klare sig i de forandrede forhold for kvinder i årene op til verdenskrigen. Færre unge brød sig om at tilbringe to år på en husholdningsskole, når de nemt kunne få arbejde i butikker og på fabrikker, og i 1919 blev Mariahjemmet lukket. Det var CSC en stor sorg, at hendes livsværk ikke kunne fortsætte, men hun overdrog Vesterhus, som bygningen nu hed, til ungdomsforeningen Katolsk Ungdoms Værn.

Allerede i 1879 havde CSC uden held opfordret Regitze Barner til at oprette en dansk afdeling af den internationale værneforening Les Amies de la jeune fille. I 1910 realiserede hun selv projektet med Dansk Afdeling af den internationale katolske Forening til unge Kvinders Beskyttelse. Foreningen modtog unge udenlandske katolske kvinder, der ankom til Kbh. for at tiltræde en stilling. En dame var til stede på banegården og hjalp den unge pige, indtil hun havde fundet sig til rette. På samme måde støttede foreningen katolske piger fra provinsen samt danske katolske kvinder, der arbejdede i udlandet. Da kun meget få katolske piger fra udlandet kom til Danmark, lod foreningen i stedet sit værn omfatte de mange polske kvinder, der i disse år kom til Danmark som sæsonarbejdere i landbruget.

Mange af de velhavende kvinder, der konverterede til den katolske kirke, tog del i det velgørende arbejde for fattigere katolikker, men CSC var ubestridt den, der igangsatte den mest omfattende filantropi for katolske kvinder. Som mange andre anså hun usædelighed for at være tidens største onde, og hendes værnearbejde for unge katolske kvinder fortsatte i det spor, hun allerede var inde på i kampen mod prostitution. På sin 70-års fødselsdag i 1911 blev hun udmærket med ordenen Pro ecclesia et pontifice, indstiftet 1888 af Leo 13. som en af de få pavelige ordner, der kunne bæres af kvinder.

Foto i KB.

Nordisk Ugeblad for katholske Kristne 53/1911, 52/1921, 12/1922, 30/1922, 22-26/1931, 38/1937.

Karin Lützen

Kilde: Kvindebiografisk Leksikon
https://www.kvinfo.dk/side/597/bio/1612/origin/170/

Familie/Ægtefælle/Partner: Holger Frederik Christian Stampe-Charisius. Holger (søn af Lensbaron Henrik Stampe og Christine Marguerite Salome Dalgas) blev født den 27 aug. 1822 i Christinelund, Skibinge Sogn, Bårse Herred, Præstø Amt, Danmark; døde den 10 mar. 1904 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Militærtjeneste: Premierløjtnant i infanteriet - senere Kaptajn ved Fodfolket
• Titel: Kammerjunker

Notater:

Beskæftigelse:
kaptajn

Død:
Opholdt sig hos sin svoger, Baron Stampe, Viufgård.

se
https://www.danishfamilysearch.dk/sogn1849/churchbook/source28462/opslag5720578

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Folketælling: 1911, Palægade, København, Danmark

Notater:

Frederik Bardenfleth, Frederik Carl Christian Bardenfleth,  21.6.1846-29.12.1935, søofficer.

Født i Odense, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). B. blev kadet 1860 og var 1864 med fregatten Sjælland i Østersøeskadren, blev løjtnant 1866, kaptajn 1881 og kommandør 1894. Han var 1871–73 skoleofficer ved søofficersskolen og derefter halvandet år i koffardifart. Af hans forskellige hverv uden for marinen skal nævnes at han var kommissarius ved ordningen af søgrænsen mellem Danmark og Tysklandmellem Manø og Rømø og i Lillebælt samt 1881–84 fører af postdampskib mellem Korsør og Kiel og 1886–92 chef for Statsbanernes søfartsforvalt-'ning. 1892–1901 var han en myndig og repræsentativ chef for søofficersskolen og fik den ordinære funktionstid, otte år, forlænget for at kunne beklæde stillingen ved Søkadetakademiets 200 års jubilæum 1901 i hvilken anledning han blev kammerherre.

S.å. udnævntes B. til jagtkaptajn hos kongen, var i denne egenskab chef for den eskadre der 1906 eskorterede kongeskibet Dannebrog med kronprinsen og kronprinsessen til Trondheim i anledning af det norske kongepars kroning. S.å. afskedigedes han ved opnået aldersgrænse med kontreadmirals karakter og varetog stillingen som hofchef hos dronning (fra 1912 enkedronning) Louise indtil 1925. Han var 1896–1908 kongevalgt medlem af Kbh.s havneråd og sad 1901–28 i bestyrelsen for Store nordiske telegrafselskab. –

Beskæftigelse:
Kontreadmiral, Hofchef hos Dronnine Louise indtil 1925

Titel:
Kammerherre 1901

Frederik blev gift med Ida Elise Cathrine Meldal den 11 jun. 1881 i Holmens Kirke, København, Danmark. Ida (datter af Julius Sophus Meldal og Alvida Nathalie von Ellbrecht) blev født den 30 okt. 1856 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; blev døbt den 23 jan. 1857 i Holmens Kirke, København, Danmark; døde den 2 sep. 1946 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Folketælling: 1911, Vejle, Nørvang Herred, Vejle Amt, Danmark

Notater:

Vilhelm Bardenfleth (1850-1933) var indenrigsminister i H.E. Hørrings regering fra maj 1897, men forlod ministeriet i august 1899 før regeringsskiftet. Efter juridisk embedsseksamen 1874 havde Bardenfleth nogle volontørår, indtil han blev ansat i Indenrigsministeriet 1878, hvor han avancerede til ekspeditionssekretær 1889. I 1894 udnævntes han til amtmand over Århus amt men tiltrådte ikke stillingen, da han kort efter blev kultusminister. Bardenfleth var medlem af Folketinget for Højre 1895-98. Efter ministertiden var han amtmand over Vejle amt 1899-1921.

Kultusminister siden 1894 Vilh. Bardenfleth flyttede over til Indenrigsministeriet, da Hørring dannede regering i 1897. Bardenfleth var ligesom denne gået embedsbanen gennem Indenrigsministeriet, hvorfra han i 1894 avancerede til amtmand over Århus amt. Han kom ikke til at tiltræde stillingen, for han blev minister få dage efter udnævnelsen. Som folketingsmand af Højre sad han i Rigsdagen 1895-98.Bardenfleth tilhørte partiets reformvenlige fløj; hans grundtvigske sindelag begrundede hans udnævnelse til kultusminister, hvor han udførte et stort arbejde med forberedelse af Folkeskoleloven af 1899.

Bardenfleth var 47 år, da han blev indenrigsminister. Som Hørring før ham mærkede Bardenfleth den kulde, der omgav regeringen, efter at Højre og Det forhandlende Venstre havde tabt flertallet i Folketinget. Han måtte se de fleste af sine jernbanelovforslag strande; af nyanlæg lykkedes det ham kun at få tilslutning til privatbanen Trustrup-Ebeltoft, ombygning af nogle stationer og en havnebane i Hobro. Et lovforslag om erstatning for skade ved jernbanedrift havde en dyster baggrund i Gentofteulykken sommeren 1897. Bardenfleths forslag var imidlertid påholdende på statskassens vegne. Det blev stærkt kritiseret, og ved rigsdagsbehandlingen indsatte man et objektivt erstatningsansvar i loven.
En Ulykkesforsikringslov af 1898 var det længe ventede resultat af et lovforslag, som Ingerslev havde fremsat en halv snes år tidligere. Loven var indledningen til de kommende års udbygning af denne lovgivning. Loven blev til i samarbejde med forsikringseksperten folketingsmand Ludvig Bramsen, Bardenfleths efterfølger. Loven pålagde arbejdsgiverne en erstatningspligt men overlod til dem selv, om de ville tegne forsikring til dækning af denne.
Af betydning for kommunerne var loven af 1898 om Kommunekreditforeningen. I øvrigt lå kommunallovgivningen stille bortset fra, at en række sognekommuner – Esbjerg, Løgstør, Nørresundby og Silkeborg– blev ophøjet til købstæder. Frederiksberg blev i 1899 udskilt fra Københavns amtskommune og fik dermed sin nuværende status. Forhandlingerne om lovforslaget, som var stillet af ministeren, giver et billede af dennes elskværdige, men politisk ikke meget målbevidste optræden:

"Det har glædet mig ved den stedfundne Diskussion at erfare, at Lovforslaget har mødt Sympathi fra alle Sider, og ikke mindst har det glædet mig, at de ærede Talere, som nærmest have kunnet tale paa Frederiksberg Kommunes Vegne, saa ubegrænset have kunnet slutte sig til den Tanke, som ligger til Grund for Lovforslaget. Man kan vel forstaa, at det er med et Suk, at Frederiksberg Kommune opgiver deøkonomiske Fordele, som den har haft ved at være sammen med Amtsraadskredsen, men Forholdet er jo tillige dette, at Frederiksberg Kommune indtager en saa selvstændig Plads og føler sig saa selvstændig, at det vilde være unaturligt, om ikke der i denne Kommune maatte være en levende Følelse af, at denne Udskillelse fra Amtsraadskredsen er konsekvent, selvom den maa ske paa Bekostning af de Fordele,der have været forbundne med Forbindelsen. Hvorledes Opgørelsen mellem Frederiksberg Kommune og Amtsraadskredsen vil komme til at stille sig, er det ikke godt muligt at sige noget bestemt om (...) Detærede Medlem for Kjøbenhavns Amts 4de Valgkreds (Piper) var vistnok noget for højt oppe i sine Beregninger over, hvad Frederiksberg Kommune kostede Amtsraadskredsen, men paa den anden Side tror jeg ogsaa, at det ærede Medlem for Kjøbenhavns Amts 1ste Valgkreds (Ellinger) var noget for langt nede (...)", FT 1898-99 sp 4702f.

Bardenfleths argumentation på Rigsdagen var i øvrigt præget af juridisk formalisme mere end politisk sans, men han tilhørte ganske vist også en regering uden magt. Da der i 1899 var ønske om ved tillægsbevilling på 0,5 mio kr. at forhøje statstilskuddet til kommunernes udgifter efter Alderdomsunderstøttelsesloven, fandt Bardenfleth det afgørende, at forhøjelsen skete ved en lovændring, skønt hansforgænger i 1894 var gået med til en tillægsbevilling. Også de knirkende bemærkninger til lovforslaget om erstatning for jernbaneskader syntes upåvirkede af den stemning, som rystelsen over de 40 dræbte og lige så mange hårdt kvæstede ved Gentofteulykken havde vakt.
I 1898 gennemførte Bardenfleth en lov om erhvervelse og fortabelse af indfødsret, der afløste Guldbergs berømte Indfødsretsforordning af 1776. Den nye lov indførte det statsborgerretlige afstamningsprincip i lighed med det, der kort forinden var indført i Sverige og Norge. Loven hvilede på et samarbejde med sagkyndige fra disse lande. Lovens indviklede juridiske problemer lod Bardenfleths evner komme til deres ret.
I august 1899 trak Bardenfleth sig ud af regeringen og blev kort efter amtmand i Vejle. Han deltog ikke mere i politik, men benyttedes et par gange som formand for betænkningsafgivende udvalg på kirke- og skoleområdet.

Beskæftigelse:
Generalløjtnant, Hæren, Kommanderende General i Nørrejylland, Godsejer

Vilhelm blev gift med Christine Baronesse Stampe den 24 maj 1882. Christine blev født den 30 okt. 1856 i Christinelund, Skibinge Sogn, Bårse Herred, Præstø Amt, Danmark; døde den 9 mar. 1884 i Frederiksberg, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Vilhelm blev gift med Agnete Brandt den 26 jan. 1888 i Vartov Kirke, København, Danmark. Agnete blev født den 22 apr. 1862 i Rønnebæk, Næstved, Danmark; døde den 4 maj 1946 i Frederiksberg, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Sophie blev gift med Vilhelm Peter Christian Bruun de Neergaard den 21 maj 1875. Vilhelm (søn af Peter Christian Joachim Bruun de Neergaard og Christiane Johanne Zeuthen) blev født den 11 jun. 1846 i Svenstrup Herregaard, Borup Sogn, Ramsø Herred, Roskilde Amt, Danmark; døde den 16 aug. 1912 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Stiftsdame på Vallø

Notater:

Fra en artikel på nettet om Batteri Bardenfleth haves først en nekrolog i Dansk Artelleritidsskrift over ALvB:
" ... 1881-1883 elev i Officersskolens næstældste klasse på Frederiksberg Slot. 1886-1887 adjudant ved 3. Artilleriafdeling med garnison i Århus. 1887-1890 elev i Officersskolen ældste klasse. 1890-1892 elev ved Ride- og Beslagskolen. 1895 - 1900 chef for 10. Batteri. 1900 - 1905 chef for 3. Batteri. 1906 - 1909 chef for 5. Batteri. 1910 chef for 2. Artilleriafdelings 3. Batteri, alt med garnisoni København. 1910 - 1912 chef for 5. Artilleriafdelings 4. Batteri med garnison i Holbæk. 1914 - 1918 chef for 9cm batteriet på Knudshoved (Batteri Bardenfleth), der i f.m. marinen skulle bevogte minespærringen i Storebælt.

Ivrig deltager i stiftelsen og administrationen af Samfundshjælpen.

"Den højere artillerividenskab lå absolut ikke for Bardenfleth; det artilleristiske felt som han beherskede var begrænset, men til gengæld beherskede han det til fuldkommenhed. Som praktiker og troppeofficer fandt han i Feltartilleriet et virkeområde, der i sjælden grad svarede til hans evner, anlæg og interesse. I sin omsorg for sit mandskab, sine heste og sine kanoner var han lige så utrætteligsom i sin umage for at uddanne og samarbejde disse bestanddele til et kampdygtigt batteri, som han havde i sin hånd. Når Bardenfleth i så henseende som chef nåede resultater, der vandt hans overordnedes anerkendelse, skyldes det dels, at han ved personlig pligtopfyldelse stod som eksempel for sine undergivne, og dels at han ved sin omsorg for disse og ved under vanskellige forhold at dele deres kår vandt både deres tillid og hengivenhed, hvad der foreligger talrige vidnesbyrd om, også nu ved hans død, fra mandskab der har stået under hans kommando...

Billedet af vor afdøde kammerat ville imidlertid savne relief, om skyggerne glemtes. Bardenfleth havde af og til, navnlig i sine yngre dage, nogen vanskelighed ved at kommandere sig selv; når hans blod kom i kog, kunne det hænde, at det, hans stærke vilje til trods, kogte over til skade for ham selv. Han var en stejl natur, men en ærlig mand og retlinet præget personlighed, der ikke bøjede sin overbevisning for at behage hoben.

På Bardenfleth passer ordet om styrken i begrænsningen; også for venskabets område gælder dette. De var ikke mange, som han kaldte ved vennenavn, men til gengæld var han sine få venners fuldtro ven..." "

Og fra samme net-side en beskrivelse af Batteri Bardenfleth:

" 3. Batteri / 1. Artilleriafdeling

3. Batteri er oprindelig oprettet i 1675, men blev i 1910 overført til Sjællandske Artilleriregiment for at danne stammen i den nyoprettede 5. Artilleriafdeling. Det nuværende 1. Artilleriafdelings 3.Batteri er oprettet den 1. juni 1910 ved en parade på Bådmandsstrædes kaserne i København.

Under hele første verdenskrig bevogtede batteriet indsejlingen til Nyborg fra en stilling på Knudshoved. Batteriets chef under hele krigen var den navnkundige kaptajn A.L. von Bardenfleth, der har givet batteriet dets navn: Batteri Bardenfleth.

Kvartermærke og valgsprog

Batteri Bardenfleths mærke, i sin nuværende form, blev anlagt og autoriseret i 1992. Motivet er en borg og en brændende kanonkugle. Borgmotivet stammer fra Nyborg byvåben og referer til batteriets forlægning til Knudshoved under første verdenskrig. Batteriet fik i 1961 tilladelse fra Nyborg byråd til at lade byvåbnet indgå i batteriets kvartermærke. Den brændende kanonkugle referer til våbenarten,og det kronede navnetræk til kong Christian den 5. i hvis regeringstid artilleriet blev omstruktureret.

Batteriets latinske valgsprog "Cannae nostra faece non agunt" referer til en episode under første verdenskrig, hvor batterichefen svarede en forespørgsel om at stille hestekøretøjer til rådighed for bortkørsel af gødning. Hertil svarede kaptajn Bardenfleth efter sigende: "Vores kanoner kører ikke med lort!"

Batteri Bardenfleth under Den første Verdenskrig.

Korte uddrag af "Erindringer fra svundne tider" af løjtnant G. Orlow-Andersen, stabssergent i batteriet under krigen. Artiklerne har været trykt i "Underofficeren" i årene 1950-54.

Minespærring af Østersøen.

I slutningen af juli 1914 forespurgte den tyske gesandt i København vor regering, om Danmark ville minespærre farvandene til og fra østersøen eller overlade det til Tyskland. I hast afholdtes et lukket rigsdagsmøde. Efter dette telegraferede kong Christian resolut til den engelske konge Georg V, der straks, sammen med det engelske admiralitet, gik med til, at opgaven skulle tilfalde Danmark. Umiddelbart derefter udlagdes minerne med bevogtning af 2. eskadre i Storebælt og to detachementer som landfæster, et på Sjælland på Halvskov rev og et på Fyn på isbådsstationen på Knudshoved, sidstnævnteunder kommando af kaptajn Bardenfleth. Efter at jeg havde modtaget detaillerede ordre af kaptajnen, samlede jeg den til ham ankomne artilleristyrke, der bestod af mandskab fra 30 forskellige underafdelinger af felt- og fæstningsartilleriet. Kaptajnens påfølgende ordre lød således: "De vil kl. 7 i aften på godsbanegården modtage kanoner, ammunitionsvogne, ammunition, tæpper, lagner, håndklæder, sadel- og seletøj m.v. samt heste til fire befalingsmænd og indlade alt dette i et af DSB anvist godstog, der skal være parat til afgang inden kl. 4 morgen." Hvorhen vi skulle, vidste kun kaptajnen. Ved15-tiden nåede vi til Nyborg. Her fik vi at vide, at vi, sammen med et halvkompagni fra 6. regiment, skulle besætte isbådsstationen på Knudshoved.

Mens skytsværnet blev anlagt, havde vi også travlt med at vænne de lejede heste til brug i batteriet, hvilket jo var noget helt nyt for dem. – Øvelser i brug af håndvåben og skytsbetjening m.v. blev heller ikke forsømt. Der var umådelig meget at udrette, inden vi kom ind i en fast gænge.

Sydfra med søndenvinden hørte vi kanonskud, når de tyske krigsskibe løb ud i Kielerbugten og afholdt skydeøvelser, ligesom vi af og til så tyske luftskibe over den os nærmeste del af Langeland, det fik os bl.a. til at tænke over, hvor hurtigt tyske stridskræfter ville kunne nå os.

Den første aften på Knudshoved, da infanteristerne skulle til at sove på deres så primitive sovepladser, gav de deres misfornøjelse med disse luft ved at synge så højt de kunne "Det dages nu brødre, det lysner i øst." Kaptajnen, der havde sit værelse oven over bådehallen, gik ned og befalede dem at forholde sig rolige. Kort efter begyndte de igen at skråle. Kaptajnen vækkede derfor halvkompagnietspremierløjtnant, Lind, der havde sit værelse i den modsatte side på loftet, og befalede ham at alarmere halvkompagniet og føre det i ilmarch til Nyborg jernbaneviadukt og tilbage igen, i alt ca. 7 km.Efter at geværerne på ny var sat sammen på pladsen uden for bådehallen, blev infanteristerne strengt tilrådet at gå til ro uden fortsat at lave støj - og det hjalp.

Vores kanoner kører ikke med lort.

En såkaldt fiduskasse fremkom senere ved, at Nyborg ungdomsfængsel ønskede at aftage vor hestegødning fra vore 60 heste. Pengene vi fik for gødningen anvendtes til køb af nye noder (til batteriets musikkorps), reparation af instrumenter og til traktement af kaffe og wienerbrød til hele styrken ved ganske særlige lejligheder, når kassens midler tillod det. En dag blev kaptajn Bardenfleth ringet opaf en af Nyborg fængslets kontorister. Han skulle hilse og spørge fra fængselsinspektøren om batteriet fremtidig med sine vogne ville transportere gødningen til fængslet. Bardenfleths svar faldt omgåede: Vil De hilse Deres inspektør og sige ham, at batteriet Bardenfleth kører med kanoner og D.g.m. ikke med lort! - slut! røret på. -

Batterichefens inspicering af posterne.

Inspicering af posterne på Knudshoved skete hyppigt. Ikke sjældent lød kaptajnens ordre, f.eks. således: "De vil inspicere posterne klokken 2.15 i nat og ikke standse før efter tredje anråb. Når man kom ud af den lange mole for at inspicere dobbeltposten på molehovedet, og man havde en kraftig blæst eller storm imod sig, kunne man jo med lethed høre posten råbe: Holdt, hvem der! Holdt, hvem der, og derefter: Holdt, eller jeg skyder! Af sine fulde lungers kraft råbte man da: Inspektion og kendeord! og som regel gik det godt. En mørk vinteraften, henimod kl. 12, inspicerede Bardenfleth personligposterne, en vagtmand ledsagede ham. Da han nærmede sig molehovedet og posten tredie gang havde råbt sit: Holdt, eller jeg skyder! sagde Bardenfleth til sin ledsager: Vi løber dem over ende. Og de løb- i samme nu peb et projektil lige forbi Bardenfleths hoved, han sprang frem og gav den mand, der havde skudt, et venligt klap på skulderen og råbte: Bravo! De burde gøres til korporal! Dette fandt jeg, at være en meget mærkværdig handlemåde, thi selv om Bardenfleth næppe havde noget imod selv at blive skudt, så havde han jo dog ansvar for den mand, der ledsagede ham.

Alarmeringer.

Af alarmeringer, befalet af 2. eskadre til forhøjet beredskab, havde vi indtil midten af oktober 1917 haft i alt fire.

Den første skete en novembernat 1914. En vagtmand buldrede med sin geværkolbe på min dør og meldte, at jeg straks skulle melde mig i Bardenfleths kvarter iført feltdragt. Kaptajnens ordre lød således:Der er befalet forhøjet beredskab. Ubåden Havmanden er blevet forsøgt torpederet nær Samsø, måske en forløber for en forcering af minefeltet. De vil alarmere hele styrken, udlevere soldaterbog, forbindepakke og giftmaske (gasmasken på det tidspunkt var så primitivt forarbejdet, at den næppe kunne virke beskyttende), og hurtigst muligt lade betjeningsmandskabet ved skytset gøre klar til kamp, ladehestene sadle, sele og pakke og tømme op og endelig lade konservesrationen koge og folkene bespise, de skal ikke gå sultne i kamp.

Jeg skyndte mig op på belægningsloftet, vækkede alle og befalede antrædning i forhallen. Alvor var at spore i alles ansigtsudtryk, mens alt blev gjort klart som befalet.

Bardenfleth postede fire glas bourgogne op og drak med premierløjtnanten, lægen og dyrlægen. Måske mine herrer, sagde han, er dette det sidste glas i denne verden, skål!

Det forhøjede beredskab varede kun i 16 timer. Angrebet på Havmanden oplystes det senere, skyldtes en fejltagelse. En engelsk ubåd havde antaget Havmanden for en tysk ubåd, heldigvis gik to torpedoerforbi Havmanden. Begge torpedoer strandede på Samsøs kystkant, efter hvad der senere blev sagt.

Den næste alarmering skete en nat, hvor engelske krigsskibe i Nordsøen havde været i kamp med tyske flådeenheder, og sænket det store tyske slagskib Blücher. Man kan vente, sagde Bardenfleth til mig,at løsrevne tyske flådeenheder vil søge hjem gennem Storebælt. Det skete ikke, hvorfor beredskabet snart blev hævet.

Den tredje alarmering til forhøjet beredskab, skete som følge af, at der i 1916 var tysk troppesamling ved Haderslev med direktion mod nord. Tyskerne ventede engelsk landgang ved Esbjerg. Beredskabetvarede dog kun i to døgn.

Fjerde gang var i anledning af en engelsk ubåd E13’s stranding på Saltholmens sydspids. E13 blev skudt sønder og sammen af tyske forpostskibe, til trods for, at E13 var strandet på dansk område. Danske torpedobåde kom til undsætning og den overlevende del af besætningen blev interneret."

-

Titel:
Kammerherre

Død:
På sit Kontor I Samfundshjælpen I København.

Begravelse:
Assistens Kirkegård, København, Danmark

Addo blev gift med Ellen Crone den 22 apr. 1890 i Aarhus Domkirke, Aarhus, Hasle Herred, Aarhus Amt, Danmark. Ellen (datter af Gustav Valdemar Emil Crone og Olga Marie Glahn) blev født den 25 apr. 1868 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 4 okt. 1914. [Gruppeskema] [Familietavle]