Ursule Hertuginde af Mecklenburg-Schwerin

Notater:

Titel:
Margravine

Ursule blev gift med Heinrich III, , Hertug af Mecklenburg-Schwerin den 18 mar. 1507. Heinrich (søn af Magnus II von Mecklenburg-Schwerin og Sophie von Pommern) blev født den 8 jun. 1479 i Schwerin, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland; døde den 17 mar. 1552 i Schwerin, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Sofie, blev gift med Ernst, Hertug af Braunschweig-Lüneburg den 2 jul. 1528 i Schwerin, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland. Ernst, (søn af Heinrich Hertug af Braunschweig-Lüneburg og Margarethe, Prinsesse af Sachsen) blev født den 1 aug. 1497 i Uelzen, Niedersachsen, Tyskland; døde den 20 feb. 1546 i Celle, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Heinrich, blev gift med Ursule, Prinsesse af Sachsen-Lauenburg den 29 apr. 1569 i Artlenburg, Lüneburg, Niedersachsen, Tyskland. Ursule, (datter af Franz I Hertug af Sachsen-Lauenburg-Ratzeburg og Sibylle, Prinsesse af Sachsen) blev født i 1545 i Lauenburg, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 12 okt. 1620 i Scharnebeck, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Dorothea, Prinsesse af Danmark. Dorothea, (datter af Christian 3, Konge af Danmark og Dorothea, Prinsesse af Sachsen-Lauenburg) blev født den 8 aug. 1546 i Koldinghus, Kolding, Brusk Herred, Vejle Amt, Danmark; døde den 6 jan. 1617 i Winsen, Niedersachsen, Tyskland; blev begravet den 19 feb. 1617 i Pfarrkirche, Celle, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

August, blev gift med Dorothea, Prinsesse af Anhalt-ZerbstZerbst, Sachsen-Anhalt, Tyskland. Dorothea, (datter af Rudolf, Prins af Anhalt-Zerbst og Dorothea Hedwig, Prinsesse af Braunschweig-Wolfenbüttel) blev født den 5 okt. 1607 i Zerbst, Sachsen-Anhalt, Tyskland; døde den 26 sep. 1634 i Hitzacker, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

TITEL: Hertug

Familie/Ægtefælle/Partner: Ukendt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Anton blev gift med Elisabeth Juliane, Prinsesse af Holstein-Nordborg den 27 aug. 1656 i Wolfenbüttel, Braunschweig, Niedersachsen, Tyskland. Elisabeth (datter af Friedrich Hertug af Slesvig-Holsten-Nordborg og Eleonore, Prinsesse af Anhalt-Zerbst) blev født i 1634 i Nordborg, Als, Danmark; døde den 4 feb. 1704 i Wolfenbüttel, Braunschweig, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Sophie Amalie blev dronning af Danmark i 1648. Hun var datter af hertug Georg af Braunschweig-Lüneburg og blev i 1643 gift med den senere Frederik 3. Sammen fik de bl.a. Christian 5.

Der vides intet nærmere om hendes opvækst og ungdom. Da hun i 1640 blev trolovet med den senere Frederik 3., var der antagelig tale om en politisk forbindelse.

Sophie Amalie elskede jagt, og hun var trods rigets dårlige økonomi midtpunkt for et overdådigt hofliv med eksklusive luksusgenstande og store fester, som kastede glans over kongemagten. I 1669-73 opførtes slottet Sophie Amalienborg, hvor Amalienborg nu ligger; her opholdt hun sig oftest, da hun var blevet enke.

De første skildringer af Sophie Amalie stammer fra tiden efter kroningen. Hun beskrives som køn, frodig, udadvendt og med behov for fysisk aktivitet. Samtidig ønskede hun del i magten, var hurtig i sine afgørelser og forstod at knytte folk til sig med gunstbevisninger. Desuden var hun modebevidst, gerne fransk orienteret, når økonomien tillod det.

Sophie Amalie blev det ydre midtpunkt i det nye hofliv, der foldede sig ud i Kbh. efter franske og tyske forbilleder. Allerede i 1649 ankom hendes karet fra Frankrig fulgt af kostbare dragter, toiletgenstande og andet. En tysk kapelmester Kaspar Förster, en “Violon-Bande” under ledelse af franskmanden P. Bence, en fransk dansemester D. de Pilloy og en fransk sanger- og danserinde Anette de la Barre knyttedes til hoffet. Nu opførtes balletter, maskeballer og hyrdeidyller, hvori hoffets damer og herrer og de kgl. børn agerede med dronningen selv som det yndefulde centrum. Ved en ballet i anledning af sønnen, den senere Christian 5.s hyldning i 1655 dansede hun således ikke færre end fem forskellige partier: berømmelsens gudinde, en bondepige med en kurv æg på hovedet, krigens muse, en spansk dame og en amazone. Hun var tillige en lidenskabelig ynder af jagt, frem for alt på svaner, og hun lod sig ofte afbilde som jagtens gudinde Diana. De hermed forbundne udgifter vakte samtidens forargelse, men det danske hof fulgte blot den almene tendens i 1650’ernes Europa, hvor fyrster og aristokrati, på skillelinien mellem stænderstyre og enevælde, overalt kappedes om magt og pragt.

I den første del af Frederiks regeringsperiode og igen under sønnen Christian 5. fra 1670 havde Sophie Amalie en vis indflydelse på de politiske beslutninger. Hun tog aktivt del i opgøret i begyndelsen af 1650'erne med Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina, som var en ydmygende trussel mod kongeparrets position. Sophie Amalie var formodentlig medvirkende til beslutningen om enevældens indførelse.Det skete, mens kongeparrets popularitet var på sit højeste efter den svenske belejring af København 1658-60.
Blandt danske dronninger er SA usædvanlig i sin åbenlyse higen efter magt. Ifølge Ludvig Holberg havde hun “Capacitet som en Statsmand” og “Hjerte som en Soldat”, var mere “beundret end elsket” og drev sin hævn over for Leonora Christina “noget for vidt”. Holbergs dom er væsentlig, fordi han skrev før fundet af Leonora Christinas Jammersminde, hvis offentliggørelse 1869 passede som hånd i handske til dansk nationalisme efter nederlaget til Preussen 1864. Derved blev Leonora Christina godheden og Sophie Amalie ondskaben. Først de seneste årtiers historiske forskning har set dem som ligeværdige og normbrydende modstandere i spillet om magten.



Fødsel:
antagelig

Sofie blev gift med Frederik 3, Konge af Danmark den 1 okt. 1643 i Glücksborg, Flensborg, Slesvig-Holsten, Tyskland. Frederik (søn af Christian 4, Konge af Danmark og Anne Cathrine af Brandenburg) blev født den 18 mar. 1609 i Haderslevhus, Haderslev, Danmark,; døde den 9 feb. 1670 i Københavns Slot, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Elisabeth blev gift med Bernhard I, Hertug af Sachsen-Meiningen den 25 jan. 1681 i Braunschweig, Tyskland Schoningen. Bernhard (søn af Ernst I, Hertug af Sachsen-Gotha og Elisabeth Sofie, Prinsesse af Sachsen-Altenburg) blev født den 10 sep. 1649 i Gotha, Thüringen, Tyskland; døde den 27 apr. 1706 i Meiningen, , Sachsen-Meiningen,Thüringen; blev begravet i 1706 i Meiningen, , Schlosskirche,Sachsen-Meiningen,Thüringen. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Christian 5. blev født i 1646 og døde i 1699. Han var ældste søn af Frederik 3. og dronning Sophie Amalie.
Da Frederik 3. døde i 1670 trådte Kongeloven fra 1665 for første gang i kraft, og den 24 årige arvekonge Christian 5. kunne bestige tronen som Danmarks anden enevældige konge og sætte kronen på eget hoved.
I 1667 giftede Christian sig med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel og fire år senere installerede han sin 16 årige elskerinde, den officielle maitresse Sophie Amalie Moth, kun et stenkast fra Københavns Slot. Dronning Charlotte Amalie fødte kong Christian syv børn og med maitressen fik han fem børn, som han offentligt vedkendte sig. Som tak blev Sophie Amalie senere udnævnt til grevinde af Samsø,som rigskansler Griffenfeld mistede efter at være blevet styrtet.

For at styrke enevælden indførtes i 1671 en ny adelsklasse, greve- og friherrestanden. Uanset tidligere stand kunne enhver der besad jord nok, erhverve sig grevetitlen, eller, hvis man var i besiddelse af knap så meget jord, nøjes med at kalde sig friherre. Friherretitlen fortrængtes med tiden af den samtidigt indførte titel, baron. To år senere udsentes Danske Lov.

Blandt den gruppe mænd der stod bag kongen, samledes mere og mere magt hos Peder Griffenfeld, der i 1673 udnævnes til rigskansler. Griffenfelds voksende magt og store statsmandsevner skaffede ham ogsåmange fjender.

Det blev Griffenfelds fredspolitik der førte til hans fald i 1676. Året forinden lod kongen sig overtale til at erklære Sverige den krig, der senere er kaldt Den Skånske Krig. Målet med krigen var atgenerobre de gamle danske landområder, som Frederik 3. havde mistet ved Roskildefreden i 1658.

Svenskerne var på dette tidspunkt desværre allieret med stormagten Frankrig, og Griffenfelds politiske hensigter var at undgå enhver konfrontation med Frankrig. Da Griffenfelds forbindelser med franskmændende blev afsløret under krigen, lod kongen ham arrestere og anklage for højforræderi. Griffenfeld blev dødsdømt og ført til skafottet – men i sidste øjeblik benådede kongen sin gamle ven og rigskansler til livsvarigt fængsel – en straf som han til sin død i 1698 afsonede på en ø ud for Trondhjem i Norge.

I juni 1676 gik hæren og Christian 5. i land i Skåne. Begivenheden er skildret på denne måde:
Ret som kongen stigede i land, løb skibsfolkene op udi taklerne og råbte udi hverandres mund: »Kongen til lykke! Kongen til lykke!« Hans majestæt vendte sig udi største hast og blev underlig ved dennestore råben. Omsider, dér kongen hørte, hvad det var, tog han også sin hat af og sprang nogle gange meget glad omkring.

Det kom til voldsomme kampe i Skåne, og kongen deltog personligt i slagene ved Lund og Landskrona – men nogen afgørelse på krigen kom der aldrig, trods sejre som Niels Juels i Køge Bugt og en vis dansk militær overlegenhed hen imod afslutningen af krigen.

Krigen endte med at Frankrig dikterede en fred i 1679, hvorefter situationen stort set var som før krigens udbrud.
Ved Roskildefreden var den gottorpske del af Slesvig blevet frigjort fra dansk overherredømme og den gottorpske hertug havde under svenskekrigene allieret sig med Sverige.

I 1675 angreb Christian 5. Gottorp og tog svogeren, hertug Christian Albrecht, til fange – men ved afslutningen af Den skånske Krig blev Gottorp, igen på fransk diktat, frigjort fra den danske krone

I 1684 forsøgte kongen endnu engang at indlemme Gottorp i riget – men allerede i 1689 måtte han ved Altonaforliget, hårdt presset af de europæiske stormagter, opgive indlemmelsen.

Maskerader og ringridning hørte til nogen af kong Christians yndlingsbeskæftigelser. Han var et udpræget friluftsmenneske der rejste meget rundt i landet, og med årene blev han også optaget af parforcejagten, som han havde lært at kende i Frankrig. En efterårsdag i Dyrehaven blev kongen såret af en anskudt hjort. Den i forvejen noget sygdomsplagede konge, holdt sig gående et årstid endnu – indtil hans liv rindede ud i august 1699.
Christian 5. blev begravet i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sin søn, Frederik 4.

___________________

Christian 5. var konge af Danmark-Norge fra 1670; søn af Frederik 3. og Sophie Amalie. Han blev gift med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel i 1667; i tfulde Griffenfeld. Det lykkedes alligevel at sikreden endnu ret unge danske enevælde i hans regeringstid, og der fandt et omfattende lovgivningsarbejde sted, f. eks. Danske Lov fra 1683. Christian 5. indledte Skånske Krig (1675-1679) mod Sverige forat genvinde Skånelandene, men pga. de europæiske stormagters interesser lykkedes det ikke. Christian 5. var interesseret i jagt og ridning og besad en folkelighed, der gjorde ham særdeles vellidt blandt undersåtterne. Han var ikke nogen stor begavelse som statsmand, men han var flittig og samvittighedsfuld, og under krigen mod Sverige udviste han personligt mod.

Familie/Ægtefælle/Partner: Sophie Amalie Moth. Sophie (datter af Poul Moth og Ida Dorothea Bureneus) blev født den 28 mar. 1654 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 17 jan. 1719 i Jomfruens Egede, Faxe, Danmark,; blev begravet den 14 feb. 1719 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Christian blev gift med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel den 25 jun. 1667 i Nykøbing, Falsters Sønder Herred, Maribo Amt, Danmark. Charlotte (datter af Wilhelm VI, Landgreve af Hessen-Kassel og Hedwig, Prinsesse af Brandenburg) blev født den 27 apr. 1650 i Kassel, Hessen, Tyskland; døde den 27 mar. 1714 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Anton blev gift med Charlotte Amalie, Prinsesse af Hessen-Philippsthal den 26 sep. 1750 i Homburg vor der Höhe, Hessen, Tyskland. Charlotte (datter af Karl I Landgrave af Hessen-Philippsthal og Karoline Christine, Prinsesse af Sachsen-Eisenach) blev født den 11 aug. 1730 i Philippsthal, Hessen, Tyskland; blev døbt den 12 aug. 1730 i Philippsthal, Hessen, Tyskland; døde den 7 sep. 1801 i Meiningen, , Sachsen-Meiningen,Thüringen; blev begravet i Meiningen, , Englischen Gartens,Sachsen-Meiningen,Thüringen. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Begravelse:
I den Gyldenløveske familiebegravelse

Christiane blev gift med Frederik von Ahlefeldt den 8 nov. 1686 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Frederik (søn af Frederik von Ahlefeldt og Margrethe Dorothea Rantzau) blev født den 21 feb. 1662 i Flensborg, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 10 jun. 1708 i Regensburg, Bayern, Tyskland; blev begravet i Radsted Kirke, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: Ridder af Elefanten

Notater:

død af kopper Stamfar til greverne Danneskiold-Samsøe.
Officer.

Ejede Skjoldenæsholm

Megen tid har Gyldenløve ikke kunnet afse til godset, han kan kun have været der på korte bes øg, omend det ses af vurderingsforretningen efter hans død, at en stor del af inventaret va r mærket med C. G. Det hedder i synsforretningen, at indboet var meget forfaldent »undtage n i Herrens Soveværelse, hvor hans hvide Silkeslobrok laa parat, og i hendes høje Naades Sove kammer«. Der nævnes nogle forskellige værelser, sommerstue, vinterstue o. s. v. Grevens sovev ærelse og salen var betrukket med tapeter med landskaber, malede på lærred, måske de samme, d er nu findes i den nuværende hovedbygnings havestue. Mange af værelserne havde høje træpanele r med billeder på ; også disse er for en del bevarede, ligesom en del døre er udsmykket på sa mme måde. Vi hører ligeledes, at Christian Gyldenløve, som for resten allerede Ulrik Frederik , havde et stort stutteri på gården. Haven var prægtigt udstyret med springvand, vandfald o g klippede buksbomhække - sikkert smukt at skue.

Da postvæsenet med årene blev en god forretning, ønskede Chr. V det knyttet nærmere til kronen, og i 1685 forærede han det til sin 11-årige søn Christian Gyldenløve.

Kilde:
DAA 1982-84 II - 33c*

Titel:
Greve til Samsø

Familie/Ægtefælle/Partner: Charlotte Amalie Danneskiold-Laurvig. Charlotte (datter af Ulrik Frederik Gyldenløve og Antoinette Augusta Aldenburg) blev født i 1682; døde den 1 dec. 1699 i Barselseng, ,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Christian blev gift med Dorothea Krag den 25 maj 1701 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Dorothea (datter af Mogens Krag og Helvig Arendsdatter Von Der Kuhla) blev født den 26 sep. 1675; døde den 10 okt. 1754 i Gisselfeld, Braaby Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt, Danmark; blev begravet i Eckernförde, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Forlovet med Christian Ditlev Reventlow (21. jun 1671 - 1. oct 1738)

Notater:

Titel:
Greve af Samsø

Notater:

Frederik 4. blev født i 1671 og døde i 1730. Han var søn af Christian 5. og dronning Charlotte Amalie af Hessen-Kassel.
Efter Christian 5.s død i 1699 arvede Frederik 4. tronen, som rigets tredje enevældige konge.

Frederik indgik i 1695 det sædvanlige royale pligtægteskab med Louise af Mecklenburg, og lod sig yderligere vie til venstre hånd med Elisabeth Helene von Vieregg i 1703. Elisabeth døde i barselsseng året efter.

På flugt fra pesten i København, opholdt kongen og hele hoffet sig i 1711 på Koldinghus. Her mødte han den 18-årige Anna Sofie Reventlow, som han forelskede sig i. Moderen anede uråd, og spærrede AnnaSofie inde på slægtsgården Clausholm – men året efter bortførte kongen Anna Sofie, som han ægtede samme dag til sin ledige venste hånd. Den højre var stadig optaget af dronning Louise, og først dagen efter hendes begravelse i 1721, kunne han ved en offentlig vielse gøre Anna Sofie til dronning.

Ikke alene arvede Frederik 4. tronen – men også faderens udenrigspolitik. Allerede året efter at Frederik havde besteget tronen, indledtes et dansk angreb på Sveriges forbundsfælle, hertugen af Gottorp.
Den svenske konge, Karl 12., benyttede helt uventet lejligheden til at landsætte en hær ved Humlebæk på Sjælland.
Endnu engang greb de europæiske stormagter ind, og efter en meget hurtig fredsafslutning i Travendal, blev svenskerne tvunget væk fra Sjælland og danskerne ud af den gottorpske del af Sønderjylland.

Modsætningsforholdet til Sverige bestod dog, og da svenskerne i 1709 led et stort nederlag til den russiske hær ved Poltava, hvorefter Karl 12. flygtede til Tyrkiet, blev fristelsen, til et forsøg påat genvinde de skånske provinser, for stor. Danmark erklærede Sverige krig, og en dansk hær gik i land i Skåne.

Den Store Nordiske Krig varede i 11 år og blev en af de hårdeste krige Danmark har gennemgået. Skåne og Blekinge blev hurtigt generobret under mottoet: Nu eller aldrig – men snart led de danske tropper nederlag ved Helsingborg i 1710 og ved Gadebusch i 1712.

Imellem nederlagene blev København endda ramt af pest-epidemien, der kostede omkring en tredjedel af befolkningen livet.

Først fra 1713 begyndte det langsomt at gå fremad med krigen. I 1715 vendte Karl 12. tilbage til Sverige, og året efter angreb han Sydnorge med en ny hær. Svenskerne måtte dog trække sig tilbage, da deres forsyningsflåde ødelagdes ved Dynekilen af Tordenskiold.

Ved fredsafslutningen i 1721 på Frederiksborg blev det afgjort, at den gottorpske del af Sønderjylland skulle genforenes med kronen – men ellers endte alt, som det var inden krigens start. For første gang i århundreder var Danmark dog vokset.

Frederik 4. der, trods sin store interesse for kvinder, var pietist, arbejdede ivrigt for mission og folkeoplysning.
Han fik gennemført en del reformer â ligeledes for opførelsen af 240 almueskoler, Det Kongelige Vajsenhus i København, Fredensborg Slot og støttede den hedningemission, der under Hans Egedes ledelse førte til Grønlands kolonisering.

Den 22 år yngre dronning Anna Sofie blev efter kongens død forvist til Clausholm i Jylland, hvorfra gemalen i sin tid havde ladet hende bortføre. Frederik 4.s søn, Christian 6., fik yderligere omstødttestamentet efter faderen, og fratog enkedronningen en stor del af den formue hun skulle have arvet.

Frederik 4. døde den 12. oktober 1730 på Odense Slot og ligger begravet i Roskilde Domkirke.

Familie/Ægtefælle/Partner: Charlotte Helene von Schindel. Charlotte døde i 1752 i Flensborg, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Frederik blev gift med Louise af Mecklenburg-Gustrow den 15 dec. 1695 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Louise (datter af Gustav Adolph af Mecklenburg-Gustrow) blev født den 28 aug. 1667; døde den 15 mar. 1721; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Frederik blev gift med Elizabeth Helene Vieregg i 1703. Elizabeth blev født den 4 maj 1679; døde den 27 jun. 1704. [Gruppeskema] [Familietavle]

Frederik blev gift med Dronning Anna Sophia Reventlow den 26 jun. 1712 i Skanderborg Slot, Skanderborg, Danmark. Anna (datter af Greve Conrad Reventlow og Sophie Amalie von Hahn) blev født den 16 apr. 1693 i Clausholm, Voldum, Galten Herred, Randers Amt, Danmark; døde den 7 jan. 1743 i Clausholm, Voldum, Galten Herred, Randers Amt, Danmark; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Citat fra: http://www.thorshoj.dk/carl_og_sophie_hedvig.htm

Allerede som barn blev Sophie Hedevig forlovet med sin fætter, den senere kurprins Johan Georg IV af Sachsen. Forlovelsen blev imidlertid ophævet 1691 af Christian V, da kurprinsen fik interesser tilanden side og lod hoffet i København meddele, at "han ikke kunne elske prinsessen".

Nye forhandlinger om andre partier kom snart på bane bl.a. til endnu en fætter, nemlig den kommende Karl XII af Sverige, som imidlertid absolut ikke havde lyst til at gifte sig med nogen som helst, ogmed den senere tysk-romerske kejser Josef I. Ingen af disse forhandlinger førte dog til ægteskab, - den sidstnævnte mulighed, fordi prinsessen ikke ville gå med til et tysk krav om, at hun skulle konvertere til katolicismen, som det blev krævet af hende fra tysk side som betingelse for, at ægteskabet kunne indgås. For den religiøst optagede prinsesse, som delte sin bror, Prins Carls betydelige interesse for tidens pietistiske strømning, var et sådant krav om at svigte sin lutherske tro imidlertid ganske utænkeligt. Prinsesse Sophie Hedevig forblev ugift til sin død.

Så længe moderen, dronning Sophie Amalie, levede, boede prinsesse Sophie Hedevig hos hende og efter hendes død i 1714 ved selve hoffet. Da broderen, Frederik IV, indgik ægteskab med Anna Sophie Reventlow, som kort efter blev kronet som dronning efter at have været "gift til venstre hånd" med kongen i en årrække, kom det til et brud mellem kongen og hans yngre bror, Prins Carl.

Prinsesse Sophie Hedevig valgte at følge prins Carl, da han vendte hoffet i København ryggen, og fulgte med ham til godset Vemmetofte, hvor de begge tog ophold. På Vemmetofte holdt søskendeparret et ret anseligt hof på 70 personer. Prinsessen blev stort set boende på Vemmetofte resten af sit liv. Her knyttede hun sig efterhånden også stærkt til prinsens gode ven siden ungdommen, overkammerherre Carl Adolf von Plessen, så denne, der ligesom prinsesse Sophie Hedevig forblev ugift hele sit liv, efterhånden ligefrem blev opfattet som prinsessens uofficielle mand. Et senere rygte om, at de to enddaskulle have indgået hemmeligt "samvittighedsægteskab", kan ikke verificeres. "Samvittighedsægteskaber" var ellers ret almindelige i de europæiske fyrstehuse på den tid, når rangforskellen var for stormellem parterne. Et sådant ægteskab var ikke retsgyldigt, men satte parret i "en Gud velbehagelig stand". Det kan have været vigtigt for både prinsesse Sophie Hedevig og for Carl Adolf von Plessen, som begge var dybt religiøse og tog tidens pietistiske livssyn meget alvorligt.

Som prins Carl var også prinsesse Sophie Hedevig tilsyneladende et både venligt og godgørende menneske, og også hun kom til at interessere sig levende for skolebyggeri på sine godser. Utvivlsomt underpåvirkning af Carl Adolf von Plessen, som selv havde opført skoler på sine godser nord for Næstved, de såkaldte greveskoler, og som i høj grad også havde været drivkraften bag de skoler, - prinseskolerne, som prins Carl lod bygge på sine godser, Vemmetofte, Højstrup og Jægerspris, lod også prinsesse Sophie Hedevig 5 skoler, - prinsesseskolerne, opføre på sine godser Dronninglund med den nu forsvundne Dronninggård og Frederiksdal, som Christian VI sammen med Sorgenfri Slot skænkede hende ved sin tronbestigelse i 1730.

Efter sin moder havde prinsessen arvet Gjorslev og Erikstrup på Stevns, men i 1716 måtte hun dog mageskifte disse godser med kongen for Dronninggård og Børglum kloster i Jylland. Frederik IV havde brug for Gjorslev gods i forbindelse med oprettelsen af Tryggevælde rytterdistrikt, så prinsesse Sophie Hedevig måtte opgive sin plan om at bosætte sig på Gjorslev, som hun ellers var godt i gang med atlade indrette som bolig og valgte i stedet at flytte ind hos prins Carl på Vemmetofte. Ved prins Carls død i 1729 arvede prinsesse Sophie Hedevig også dennes godser Vemmetofte og Højstrup samt Charlottenborg i København og "Prins Carls Hauge" med Blågården nord for byen.

Prinsesse Sophie Hedevig overtog imidlertid ikke kun prins Carls ejendomme. Hun overtog også hans betydelige gæld, som hun i øvrigt betalte af på resten af sit liv med så stor pligtopfyldelse - bl.a.ved at sælge godset Dronninglund i Jylland -, at broderens gæld stort set var bragt ud af verden, da hun selv døde 6 år senere på Vemmetofte efter i nogle år at have været meget svagelig. Som sine forældre og sine søskende ligger prinsesse Sophie Hedevig begravet i Roskilde Domkirke.

Udover sin interesse for tidens religiøse strømninger og det nævnte skolebyggeri, som udsprang af denne interesse, havde prinsesse Sophie Hedevig også som allerede nævnt en betydelig sans for musik ogfor malerkunst, som hun også selv dyrkede. Hendes samling af håndskrifter blev efter hendes død skænket til universitetsbiblioteket i København. Sophie Hedevig, som tydeligvis havde arvet sin moders gode begavelse og tiltalende menneskelige egenskaber, efterlod sig et på alle måder smukt eftermæle.

I overensstemmelse med moderen, dronning Charlotte Amalie´s oprindelige ønske oprettede prinsesse Sophie Hedevig ved sit testamente et adeligt jomfrukloster af Vemmetofte og Højstrup med tilliggende gods. Prinsessens gode ven, Carl Adolf vonPlessen, blev den første kurator på Vemmetofte adelige Jomfrukloster og bidrog selv med egne økonomiske midler til, at klosteret klarede sig gennem de første økonomisk meget vanskelige år.

Notater:

Citat fra: http://www.thorshoj.dk/carl_og_sophie_hedvig.htm

Prins Carl var søn af Christian V og dronning Charlotte Amalie og således broder til Frederik IV og prinsesse Sophie Hedevig. Som skik var blev ansvaret for prinsens opdragelse overladt til andre bl.a. gehejmeråd Christian Sigfred von Plessen og ikke overraskende kom tysk til at spille en hovedrolle i undervisningen. Som tilfældet også var med prins Carls bror, Frederik IV, blev tysk livet igennemhans foretrukne sprog.
Allerede som barn var prins Carl sygelig, og i 1696-1699 blev han derfor sendt på et længere udenlandsophold til varmere egne i Frankrig og Italien. På denne rejse blev han ledsaget af gehejmerådens søn, Carl Adolf von Plessen , som kun var et par år ældre end den unge prins. Der udviklede sig et varmt venskab mellem prins Carl og Carl Adolf von Plessen, - et venskab, som holdt sig resten af livet, også da Carl Adolf von Plessen blev hofmester og senere (1708) overkammerherre hos Prinsen.

1703 skænkede storebror, Frederik IV, godset Jægerspris på livstid til prins Carl. Herfra havde prinsen mulighed for at deltage i jagt og ridning, som han var en stor ynder af, og få opstaldet sin kostbare samling af rideheste. Prins Carl havde tydeligvis arvet sin far, Christian V´s store begejstring for jagt, fest og farver, og så længe hans svagelige helbred tillod det, deltog Prins Carl med stor begejstring i den mere festlige del af hoflivet. Statssager interesserede ham til gengæld ikke det mindste.

På Jægerspris gods lod prins Carl opføre 3 skolehuse; ved Landerslev, ved Krabbedammen og i Gerlev. Ingen af disse skolebygninger er bevaret i dag, men fra fundatsen, som minder meget om fundatsen tilprinseskolerne på Vemmetofte, ved vi alligevel ganske nøje, hvordan de så ud.

Oprindelig blev Blågårdsarealerne i København, som ligger dér, hvor vore dages Slotsgade løber ud i Nørrebrogade, kaldt for Teglgårdsvangen efter de mange lergrave og den deraf opståede teglindustri.Den første gård på stedet blev opført i 1661 af Frederik d. 3´s statholder, Christoffer Gabel, men storhedstiden for området kom, da den livsglade prins Carl købte gården i 1707 og omdannede det til et lyststed. Som allerede nævnt var prinsen en stor ynder af ofte kostbare fester ved hoffet og ønskede sig et sted dels med en stor have, som kunne være velegnet til at holde fester i, og dels med etkomplet guldmagerværksted, så han kunne dyrke sin store interesse for alkymi. (Ikke helt overraskende efterlod prins Carl sig da også en betydelig gæld ved sin død.)

Området blev snart kendt som "Prins Carls Hauge" efter den pragtfuldt anlagte barokhave i fransk stil med fornemme springvandsanlæg, snorlige alléer af symmetrisk klippede træer, fiskedamme og små listige, intime pavilloner. Gabels oprindelige bygning blev naturligvis hurtigt alt for lille og for gammeldags til prinsen, som derfor nogen tid efter lod opførte en helt ny hovedbygning, Blågården, derfik navn efter de kostbare blå tegltage.
Den nye bygning havde blandt andet en stor havestue, som var udsmykket med pragtfulde kunstgenstande, og fra stuen var der en rigtig fin udsigt ind over søerne mod København gennem de store glasdøre.
Ved prinsens død i 1729 overgik ejendommen til hans søster, prinsesse Sophie Hedevig, og efter hendes død 1735 arvede Carl Adolf von Plessen "Haven".

Prins Carl tog aldrig del i rigets statsforretninger, men var til gengæld meget opmærksom på forholdene på sine godser. Bøndernes vilkår lå ham meget på sinde, og prins Carl hjalp gerne sine bønder ogvar med sit pietistiske livssyn også meget interesseret i at fremme undervisningen bland dem. Under påvirkning af sin gode ven og medarbejder, overkammerherre Carl Adolf von Plessen, lod han således en række skoler, de såkaldte Prinseskoler, opføre på sine godser Vemmetofte, Højstrup og Jægerspris. Af disse tidlige skoler er i dag kun Prins Carls Skole i Store Torøje ved Vemmetofte bevaret.

Da broderen, Frederik IV, lod sin ´hustru til venstre hånd´, Anna Sophie Reventlow, krone til dronning i 1721 få uger efter dronning Louises begravelse, kom det til et brud både med kronprinsen, den senere Christian VI, som da heller ikke forsømte lejligheden til at hævne sig på stedmoderen, da han selv blev konge, og til prins Carl, som sammen med den ugifte søster, prinsesse Sophie Hedevig, valgte at vende hoffet i København ryggen og i stedet tage fast ophold på Vemmetofte.

Så længe hans svagelige natur tillod det, tog prinsen ivrig del i jagt og ridning på hestene fra hans kostbare stald. Prins Carl, som foruden sit svagelige helbred efterhånden også blev meget tunghør,var uden tvivl et både venligt og godgørende menneske, som har glædet mange, men nogen stor personlighed synes han dog ikke at have været.

Forholdet mellem prins Carl og Frederik IV blev bedre med tiden, og prins Carl gik endog ind på at stå fadder til et af kongens børn med dronning Anna Sophie. Med Anne Sophie fik kongen syv børn, somdog alle døde som spæde eller små.

Prins Carl døde i 1729 på Vemmetofte og ligger begravet i Roskilde Domkirke. Han efterlod sine besiddelser, herunder bl.a. Vemmetofte, og sin betydelige gæld til prinsesse Sophie Hedevig, som hun i øvrigt betalte af på resten af sit liv med så stor pligtopfyldelse, at broderens gæld stort set var bragt ud af verden, da hun selv døde 6 år senere.

Amalie, blev gift med Heinrich Karl Erdmann, Prins af Carolath-Beuthen den 10 feb. 1783. Heinrich blev født cirka 1758 i Frankfurt am Main, Hessen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Frederikke blev gift med Christian August, Hertug Holstein-Sønderborg den 21 jul. 1720 i Egholm Slot, Sæby Sogn, Voldborg Herred, Roskilde Amt, Danmark. Christian (søn af Friedrich Wilhelm, Hertug af Augustenborg og Sophie Amalie, Grevinde Ahlefeldt) blev født den 4 aug. 1696 i Augustenborg, Als Sønder Herred, Sønderborg Amt, Danmark; døde den 28 jan. 1754 i Sønderborg, Danmark,; blev begravet i Sønderborg Slotskirke, Sønderborg, Danmark,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Christian lensgreve Danneskiold-Samsøe (1. august 1702 i Verona – 17. februar 1728 i København) var en dansk adelsmand, kammerherre og bogsamler.

Han var ældste søn af Christian Gyldenløve og Dorothea Krag. I 1721 udnævntes han til Ridder af Dannebrog og 4 år senere til deputeret i Søetatens Generalkommissariat; desuden var han kammerherre. Han var ikke blot greve af Samsø, men tillige friherre til Baroniet Lindenborg og Høgholm. I en meget ung alder viste han stor interesse for lærde studier, og han samlede sig i kort tid et betydeligt bibliotek, dels ved køb i udlandet, dels ved anskaffelser på danske auktioner, f.eks. den Rostgaardske; Hans Gram var ham en stadig rådgiver ved studeringer og bogindkøb. "Hvad gjorde han med alt det?" sagde Frederik IV efter grevens død karakteristisk nok, "han vilde dog ikke være Præst."

1725 stadfæstedes faderens testamente, hvorved Gisselfeld Adelige Jomfrukloster i Sjælland oprettedes, ved en overenskomst mellem de 3 søskende Danneskiold-Samsøe, i det grev Christian blev overdirektør. Stiftelsen trådte dog egentlig først 1754 i virksomhed. Allerede 17. februar 1728 døde den fornemme unge bogven af kopper i København; hans lig brændte i byens ildebrand samme år.

En auktionsfortegnelse over hans bogsamling og andre samlinger, navnlig af mønter, udkom 1732 i 4to med en fortale af Gram, hvori hans karakter og lærdom roses; alene af trykte bøger indeholder den mellem 7 og 8000 bind. Det Kgl. Bibliotek købte bl.a. meget på auktionen. Men trods samlingernes anselige værdi formaaede Salget af dem langtfra at dække den store gæld, som Danneskiold-Samsøe havde pådraget sig, væsentlig vistnok ved at gå i kaution for en slægtning; det forslog heller ikke, at nogle af hans efterladte ejendomme solgtes.

Danneskiold-Samsøe var 2 gange gift: 1. gang (1721) med Conradine Christiane f. komtesse Friis (d. 1723), datter af Niels greve Friis; 2. gang (1724) med Cathrine Christine f. von Holstein, datter af stiftamtmand Christian Frederik von Holstein; hun døde først 1795. Han havde 3 sønner og 3 døtre, bl.a. Frederik Christian Danneskiold-Samsøe, der efterfulgte faderen som lensgreve.

Christian blev gift med Conradine Christine Friis den 24 apr. 1721 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Conradine (datter af Niels Friis og Komtesse Christine Sophie Reventlow) blev født den 31 mar. 1699 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 23 jun. 1723 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Christian blev gift med Christina Catharine von Holstein den 4 okt. 1724 i Christiansborg Slotskirke, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Christina (datter af Christian Frederik Holstein og Berta Scheel von Schack) blev født den 24 mar. 1709 i Cathrineberg, Sengeløse Sogn, Smørum Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 1 feb. 1795; blev begravet den 13 feb. 1795. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: Ordenen “de l’union parfaite”
• Ordner: 1747; Ridder af Elefanten

Notater:

Frederik greve Danneskiold-Samsøe (1. november 1703 på Assendrup – 18. juli 1770 på Marselisborg) var en dansk greve, statsmand, gehejmeråd, marineminister, generaladmiral-løjtnant og chef for den danske marine. Han var lensbaron til Baroniet Marselisborg, hvis centrum var herregården Marselisborg.

Ungdom

Han var yngre søn af Christian Gyldenløve og Dorothea Krag. Han var født 1. november 1703. Det blev bestemmende for hans liv, at han allerede i sit niende år tillige med sin ældre broder Christian Danneskiold-Samsøe kom til England, hvor han forblev, indtil han havde fyldt seksten år. Han lagde sig der efter det, der senere blev hans livsgerning, nemlig efter alt, hvad der vedrørte søvæsen, skibsbyggeri og mekanik. Efter at have forladt England opholdt han sig en kort tid i Paris, men genoptog derpå i Holland sine maritime studier.

Da han kom tilbage til Danmark 1721, atten år gammel, havde han ondt ved at vinde sin kongelige onkel Frederik IV's velvilje. I Søetaten fik han ingen ansættelse; men han måtte tage til takke, først med kommando over et kompagni ryttere, siden med at få et kompagni i Fodgarden at føre, og det endda kun for en kort tid; han fik snart sin afsked. Dog blev han 1729 hædret med gehejmerådstitel. Da Christian VI kom på tronen, søgte han atter ansættelse, og så blev den til søvæsenet opdragne mand ansat som assessor i Højesteret og i Hofretten. Men heldigvis kom kongen dog under vejr med, hvad han egentlig duede til, og gjorde ham til deputeret i Søkommissariatet (1731). Han forstod snart at gøre sig gældende her; men hans kritik over adskilligt i marinens styrelse bragte ham i strid med general Poul Vendelbo Løvenørn, der i Christian VI's første år havde den øverste ledelse af Søetaten ligesom også af Landetaten. Da Danneskiold-Samsøe forelagde sine udsættelser for kongen, fandt de i det mindste efterhånden dennes tilslutning, og resultatet blev, at Christian VI, trods sit varme venskab for Løvenørn, besluttede at skille Søetatens styrelse fra Landetatens, og efter at Løvenørn havde fratrådt marinen 26. marts 1735, overdroges dennes ledelse til Danneskiold-Samsøe, dog således at han først 23. november blev udnævnt til oversekretær. Det følgende år blev den øverste styrelse endnu fuldstændigere lagt i hans hånd, i det han samtidig fik titel af intendant. Som sådan vedblev han at virke under hele Christian VI's regering. 1738 blev han gehejmekonferensråd, 1739 fik han l'union parfaite og 1743 blev han generaladmiral-løjtnant.

Chef for Søetaten

Mange af Holmens bygninger blev til i Danneskiold-Samsøes tid.

Ingenlunde alt i Danneskiold-Samsøes kritik af forholdene under hans forgænger var berettiget. Det er et yderst skævt billede, han selv senere har givet af flådens tilstand, som den var, da han overtog styrelsen. Intet kunne være uretfærdigere end at påstå, at den var blevet forsømt af Løvenørn, thi der var blevet bygget betydeligt i hans tid, og en sagkyndig fransk admiral har dengang i en indberetning derom til sin regering udtalt en meget anerkendende dom over det arbejde, der blev udført på Holmen. Danneskiold-Samsøe kunne med rette have kritiseret, at man byggede linjeskibene for små; men i det sted angreb han selve den talentfulde konstruktør Knud Nielsen Benstrup og voldte hans og hans forsvarer Frederik Christopher Lütkens fald. Dog må det nævnes, at han nogle år senere udvirkede, at kongen tildelte Benstrup en årlig pension på 800 rdl. Hvor ensidig han var optrådt imod Benstrup, viste sig, da han kom i spidsen for Søetaten, thi han havde ondt ved at komme til klarhed om, hvorledes linjeskibene skulle bygges, og han måtte efter få års forløb tage sin tilflugt til en fransk konstruktør, Laurent Barbé, hvis princip for skibsbygningen var det samme som Benstrups, kun anvendt på skibe af større dimensioner, hvorved det først kom til sin rette anvendelse.

Men trods dette betegner Danneskiold-Samsøes styrelse et tydeligt og stort fremskridt. Han var et afgjort administrativt talent, der havde øjnene med sig i forskellige retninger, og samtidig med at han gavnede marinen på mange områder, forstod han at vise forstandig økonomi. Den flåde, der kunde rådes over på den tid, da Christian VI døde, talte 29 linjeskibe og en mængde mindre skibe; han havde straks fra sin første tid taget fat på at skaffe flåden en dok, hvortil der selvfølgelig var den største Trang, og ved hjælp af en indkaldt hollandsk vandbygmester, Dumreicher, gennemføre han i løbet af 4 år med stor energi dette foretagende, som de stedlige forhold gjorde vanskeligt; han uddybede Flådens Leje og Københavns Havn saaledes, at orlogsskibene nu først fuldt kunne ekviperes der, og det var under ham, at flåden fik flere af sine vigtigste arsenalbygninger, som den har brugt helt indtil 1900-tallet. Ikke mindre tænkte han på at sikre havnen ved faste søbatterier, en plan, der dog først senere blev udført. Alt, hvad der vedrørte skibenes ekvipering, kom i en tidligere ukendt orden, og det var ham, der genoptog og fuldt udviklede, hvad der tidligere var forsøgt for at skaffe flåden dens nødvendige mandskab ved indrullering, men var kommet i forfald. Nu grundlagdes 1739-41 det indrulleringsværk både i Danmark, Norge og Slesvig, som har holdt sig indtil de nyeste tider.

Samtidig arbejdede han med iver på at skaffe marinen en god søofficersstand ved at lade officererne få en meget bedre uddannelse, end de tidligere havde haft. Den skarpe opmærksomhed, han havde henvendt på havneforholdene ved København, bragte ham ind paa den storartede tanke at uddybe Kalvebod Strand således, at skibsfarten syd fra til København kunde gå den vej. Men han gav rigtignok sin plan et aldeles overdrevent omfang. Samtidig med at Kalvebod Strand skulde uddybes, var det nemlig hans mening, at man skulle forsænke Drogden, så al skibsfart til og fra Østersøen nødvendigvis kom til at gå igennem Københavns Havn. Dette ville åbenbart både have vakt andre Østersøstaters forbitrelse og ville desuden kun have ført til en udstrakt brug af Flinterenden og Store Bælt, hvilke løb han dog ikke kunne spærre. Men som et middel til at forbedre indsejlingen til København havde hans tanke sin store berettigelse.

Temperamentsfuld og besværlig

Uheldigvis forenede Danneskiold-Samsøe et vanskeligt temperament med sin ualmindelige dygtighed. Han var åbenbart ikke let at arbejde sammen med, og det blev ikke bedre ved hans oplagthed til at finde det galt, andre gjorde. Selv Christian VI skrev betegnende nok om ham til Johan Sigismund Schulin: "Grev D. er meget sensibel; men efterdi han er os nyttig, ville vi gjærne menagere ham saa meget som muligt". Det var godt for Danneskiold-Samsøe, at Christian VI, der interesserede sig meget for flåden, havde denne opfattelse af hans dygtighed, thi der skete gentagne gange forsøg på at styrte ham. Snart hed det, at dokken var et forfejlet arbejde, der aldrig ville blive til noget, snart fik kongen meddelelser så ad den ene, så ad den anden vej om, at Danneskiold-Samsøes beretninger om flådens tilstand gav en aldeles falsk forestilling derom, eller det hed sig, at arbejdet gik rent i stå på Holmen, og at der intet blev udført der ude. Farligst var det måske, da selve Holmens chef, admiral Ulrik Frederik Suhm – historikerens fader -, som tidligere havde stået ham meget nær, optrådte imod ham med den klage til kongen, at havnen ikke var i den tilstand, som Danneskiold-Samsøe havde indberettet. Men hvor tilbøjelig Christian VI end var til mistænksomhed, så tog han med besindighed på al denne onde snak, han lod forholdene omhyggelig undersøge, og det uretfærdige i sigtelserne imod Danneskiold-Samsøe trådte da tydelig frem.

Imidlertid havde kongen også ladet denne få stor indflydelse på et andet område, det var, da han 5. december 1735 oprettede General-, Landøkonomi- og Kommercekollegiet. Danneskiold-Samsøe har åbenbart været sjælen i dette, hvis præses han var fra dets oprettelse til marts 1739. For så vidt det var Kollegiet, der fremkaldte stiftelsen af banken i København, hvis virksomhed begyndte 1737, har Danneskiold-Samsøe her arbejdet i en heldig retning. Man kan heller ikke miskende, at der var noget fædrelandssindet i den iver, som blev udfoldet for at udvikle handel og industri; men det hele forsøg på at skabe vindskibelighed ved et til stor yderlighed drevet beskyttelsessystem med forbud på indførsel af en masse varer var dog i sin grund en stor misforståelse.

Æresbevisninger

Allerede under Frederik IV var Danneskiold-Samsøe på en tid, da han ellers havde ondt ved at arbejde sig frem, blevet Dannebrogsridder (1722), hvad der vel altså er blevet opfattet som en æresbevisning, der ikke kunne nægtes ham, en konges sønnesøn. Christian VI synes at have haft en egen smag med hensyn til sine hædersbevisninger. I det mindste lod han ved dokkens indvielse Danneskiold-Samsøe kun få en sølvmedalje, medens hver af Konseillets medlemmer fik en guldmedaille. Senere skænkede han ham efter en af anklagerne imod ham som et oprejsningstegn sit portræt, indfattet i brillanter, til at bære på brystet. Derimod blev Danneskiold-Samsøe besynderligt nok ikke under ham Ridder af Elefanten. Denne orden skænkedes ham først ved Frederik V's kroning 1747. Den blev den gang sendt ham med den tilføjelse, at dette eksemplar af ordenen var det, Christian VI selv havde båret, og at kongen derfor troede, den ville være ham dobbelt kær.

Afskedigelse

Men dog kom denne udsøgte hædersbevisning nærmest som et plaster på et sår. Danneskiold-Samsøe var meget snart efter Christian VI's død blevet afskediget fra sin stilling i Søetaten. Han var nu i adskillige år pensioneret embedsmand, blev fristet af Frederik II af Preussen til at træde i hans tjeneste for at organisere ham en marine, men modstod det og levede i ro, først på Søllerødgård, som han havde ejet en række år, så i Århus, hvor han kunde være i nærheden af Marselisborg, som han havde fået efter sin farbroder Ulrik Christian Gyldenløves død (1719). Men da kaldte kongen ham tilbage til virksomhed i statens tjeneste, dog ikke inden for marinens område, men som overhofmester ved Sorø Akademi (1760) og amtmand over Ringsted og Sorø Amter. Embedskarrieren under enevælden slog tit besynderlige bugter, således også her. Men den virksomme mand tog sig med iver af de ham hidtil ganske fremmede forretninger. Der var altid noget af en stærk personlighed i, hvad han tog sig for, og han skal have arbejdet Akademiet hæderlig op i de 4 år, han tilbragte der, indtil hans mange klager over den pekuniære slette stilling, hvorunder regeringen lod Akademiet lide, bevirkede, at han fik sin afsked (1764).

Genoptagelse af karrieren

Man har et par taler af ham fra denne tid, den ene holdt kort efter, at han havde mistet sin hustru, som han havde levet meget lykkelig med. De vise en dyb religiøs følelse og et for ungdommen varmt sind, der særlig tiltaler, fordi det sprog, hvori han udtrykte disse stemninger, har et påfaldende naturligt og simpelt præg. Efter hans død udgaves hans Samling af Morgen- og Aftenbønner (2 dele, 1775), dels originale, dels frie oversættelser. Hans stærkt religiøse stade bragte ham til at se med lidet venlige øjne på den som pædagog bekendte Johann Bernhard Basedow, hvem han på grund af hans fritænkerske meninger holdt for en farlig ungdomslærer, og han fik ham fjernet fra Sorø Akademi, hvor han var professor. Da senere Basedow havde fået et professorat i Altona, søgte Danneskiold-Samsøe, hårdnakket som han var, også at få regeringen til at fjerne ham der fra og derimod at lade ham få en stilling af en helt anden slags, i hvilken han ingen skade kunne gøre.

To år efter, at Danneskiold-Samsøe havde forladt Sorø, indtraf en ny svingning i hans liv. Da Christian VII havde tiltrådt regeringen, henvendte Danneskiold-Samsøe sig straks til ham med en Fremstilling af, hvor uheldig Søetatens styrelse var ordnet, og da den daværende overkrigssekretær, Frederik Christian Rosenkrantz, forgjæves havde stræbt at tilbagevise hans angreb, udnævnte Christian VII ham – ikke uden stærk tilskyndelse af sin svoger Carl af Hessen – 1. august 1766 til medlem af Konseillet. 25. samme måned blev han atter stillet i spidsen for marinen som overkrigssekretær for Søetaten og "Surintendant de marine". Årene havde imidlertid lige så lidt svækket den lidenskabelige mands stridslyst som hans virkelyst.

Afskediget igen

Det var ham ikke nok at styre Søetaten, og i en memoire, han overleverede kongen, angreb han J.H.E. Bernstorff skarpt som en skadelig minister. Men Bernstorff forsvarede sig så kraftigt, at angrebet prellede af, og det varede ikke længe, inden Danneskiold-Samsøe selv måtte vige sine stillinger i Konseillet og i Søetaten (27. oktober 1767). Man har i tidligere tid givet den temmelig uværdige mand, der blev hans efterfølger i Søetaten, grev Christian Conrad Danneskiold-Laurvig, skylden for at have fået ham styrtet; men højst sandsynlig har han også haft en særlig fjende i den hos kongen meget formående russisk-holstenske diplomat Caspar von Saldern, der var forbitret på ham, fordi han var en modstander af det holstenske mageskifte og af den stærke tilnærmelse til Rusland, der den gang var betegnende for Johann Hartwig Ernst von Bernstorffs udenrigske politik. Danneskiold-Samsøe overlevede kun kort sin sidste afskedigelse, han døde allerede 18. juli 1770 på Marselisborg.

I sit ægteskab med Dorothea komtesse Wedell-Wedellsborg (død 1763) som han var blevet gift med i en alder af 21 år 31. juli 1724, havde han haft tre sønner og seks døtre. Kun en søn og to døtre blev voksne. Dels som formynder en tid lang for en brodersøn, dels som styrer af sine egne sager viste han påfaldende ringe økonomisk sans; men han har åbenbart som embedsmand haft administrative evner som få her hjemme, og hvad der end var af lidenskabeligt og trættekært ved hans natur, er hans fortjenester ubestridelige. De har været lige så store, som hans fædrelandsfølelse var varm.

Han er begravet i Vor Frue Kirke i Aarhus.

Danneskiold-Samsøes Allé på Holmen i København er opkaldt efter ham. En mindestøtte ved Jægerspris Slot er rejst 1778 og udført af Johannes Wiedewelt. Der findes en pastel af Carl Gustaf Pilo 1745 på Gisselfeld (moderne kopi på Frederiksborgmuseet), litograferet 1868. Nogle ungdomsportrætter og malerier af Johan Friedrich Arends 1770 og 1771 på Gisselfeld. Endvidere malerier på Sorø Akademi (formentlig af Peder Als), i slægteje, på Orebygård og Ledreborg. Stik af G.L. Lahde 1795 efter maleri af Peder Als.


Beskæftigelse:
Overkrigssekretær i Søetaten

Familie/Ægtefælle/Partner: Dorothea Wedell-Wedellsborg. Dorothea døde i 1763. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Christian 6. · Konge af Danmark · Norge fra 1730-1746

Christian 6. blev født i 1699 og døde i 1746. Han var søn af Frederik 4. og Louise af Mecklenburg-Güstrow. I 1721 giftede han sig med Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach.

I modsætning til sin rejselystne fader holdt den tungsindige og religiøse Christian 6. sig stort set hjemme. Bortset fra et enkelt besøg i Norge og hertugdømmerne holdt han sig for det meste til sit arbejdsbord. Han var en sky og indesluttet natur, der holdt sig på afstand af offentligheden, og med tiden stivnede hoflivet da også i kedsommelig ensformighed. Musikken ved hoffet var religiøs, man dansede ikke, og Christian 6. deltog, af både helbredsmæssige og religiøse grunde, kun sjældent i de traditionelle kongelige jagter.

Christian 6.s forargelse over over Frederik 4.s kvindeglade og bigamistiske levned førte til, at han, som en af sine første regeringshandlinger, omstødte faderens testamente. Kongen fratog enkedronning Anna Sofie, Frederik 4.s anden hustru, en stor del af den formue hun arvede og forviste hende til Clausholm, hvorfra Frederik 4. i sin tid lod hende bortføre.

Kongen blev aldrig særlig populær, på grund af den pietistiske fromhed han havde fået gennem sin stærkt religiøse opdragelse. En fromhed der bl.a. gav sig udslag i forbud mod enhver form for forlystelse om søndagen.
I 1735 udstedte Christian 6. den berygtede helligdagsforordning om tvungen kirkegang, og i 1736 indførte han obligatorisk konfirmation.

For at hævde enevældens værdighed holdt Christian 6. et dyrt hof og gennemførte kostbare slotsbyggerier, som det første Christiansborg, Hirchholm Slot og Eremitagen.

Disse kostbare slotsbyggerier financieredes af partikulærkassen, hvis midler hovedsageligt stammede fra Øresundstolden. De store prestigebyggerier, der fandt sted i en tid med økonomisk krise, vakte en del forargelse i befolkningen, og bragte kongehuset ud i økonomiske vanskeligheder.

Christian 6.s regeringstid var præget af økonomisk tilbagegang. Landbruget led under misvækst og kvægpest, og de dårlige økonomiske tider medvirkede i 1730 til landmilitsens ophævelse. Så længe bønderne stod opført i lægdsrullen til militsen, måtte de ikke forlade deres gods, så nu benyttede masser af bønder den ny frihed til at flygte til byerne eller andre landsdele for, at slippe for det umenneskelige hoveriarbejde under tyranniske herremænd.

Under hårdt pres fra godsejerne, der mistede arbejdskraft, blev stavnsbåndet indført i 1733. Stavnsbåndet forhindrede bøndernes flugt fra det kriseramte landbrug ved at forbyde bønder mellem 14 og 36år at forlade det gods, de var født på. Det forhadte og undertrykkende stavsbånd slap bønderne først af med 55 år senere.

Den juridiske embedseksamen blev indført i 1736, da Christian 6. ønskede at oprette en dansk embedsmandsstand. Samme år oprettedes Kurantbanken - en seddeludstedende bank, der var forløber for den nuværende Nationalbank.

Christian 6. var kun 46 år gammel, da han døde den 6. august 1746. Han blev begravet i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sin søn,Frederik 5.

Christian blev gift med Dronning Sofie Magdalene af Brandenburg-Kulmback den 7 aug. 1721 i Slottet Pretzsch I Sachsen, ,. Sofie (datter af Christian Henrik, Markgraf von Brandenburg-Kulmbach) blev født den 28 nov. 1700; døde den 27 maj 1770. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Prinsesse

Notater:

Titel:
prins

Notater:

Titel:
Prins

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Titel: Rigsgreve til Schönaich

Heinrich blev gift med Adelheid Pappenheim den 1 feb. 1817. Adelheid (datter af Karl Theodor Friedrich Pappenheim og Lucie Anna Christine Wilhelmine Hardenberg-Reventlow) blev født den 3 mar. 1797; døde den 29 apr. 1849. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

TITEL: Hertug

Frederik Christian 1. af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg (6. april 1721 – 14. november 1794 på Augustenborg), var en sønderjysk hertug af den oldenborgske slægt.

Frederik Christian var søn af hertug Christian August og hertuginde Frederikke Louise (født komtesse Danneskiold-Samsøe). Han indtrådte i den danske hær, blev 1721 kaptajn og 1742 oberstløjtnant, købte to år senere et regiment, blev 1754 generalmajor, 1758 generalløjtnant og 1761 general.

Ved faderens død 1754 arvede han godserne på Als og i Sundeved, som blandt andet omfattede Augustenborg, Rumohrsgaard, Gråsten, mens Gammelgaard, Sønderborg Ladegård og Rønhave hjemfaldt til kronen. Han måtte tillige overtage en meget betydelig gæld, og hans stærke klager herover bragte kongen til først at bevilge ham en livsvarig pension på 6000 rigsdaler, dernæst til atter at afstå Gammelgaard og at overtage en betydelig del af hans gæld. Det kom dernæst til aftaler om en overdragelse af arveretten til Pløen og Glyksborg til kongen, mod at Frederik Christian 1764 fik Sønderborg Slot med ladegården, Rønhave, Kegenæsgaard og Majbølgaard, samt at pensionen bortfaldt. Ligeledes fik han visse skattelettelser, mens derimod forsøget på at fastholde embedet som guvernør på Als i slægten mislykkedes. Man frygtede at skabe en stilling, som kunne ligne en regerende hertugs. Frederik Christian blev 1749 Hvid Ridder og senere Elefantridder.

Han havde 1762 ægtet Charlotte Amalie Vilhelmine, datter af den sidste hertug af Pløn, Frederik Carl. Hun døde allerede 1770.

Frederik blev gift med Prinsesse Charlotte Amalie Vilhelmine Slesvig-Holsten-Sønderborg-Plön den 26 maj 1762 i Lehmkuhlen, Preetz, Slesvig-Holsten, Tyskland. Charlotte (datter af Hertug Frederik Carl Slesvig-Holsten-Sønderborg-Plön og Comtesse Christine Ermegaard Reventlow) blev født den 23 apr. 1744 i Lehmkuhlen, Preetz, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 11 okt. 1770 i Augustenborg, Als Sønder Herred, Sønderborg Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

(Twin)

Notater:

Twin

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: Ordenen “de l’union parfaite”
• Ordner: 1777; Ridder af Elefanten

Notater:

Frederik Christian lensgreve Danneskjold-Samsøe (5. juli 1722 i København – 26. marts 1778 sammesteds) var en dansk godsejer, gehejmeråd, kammerherre, officer og generalpostdirektør.

Han var søn af grev Christian Danneskiold-Samsøes første ægteskab og er født den 5. juli (efter andre beretninger 5. juni) 1722, blev 1740 ritmester ved det 3. jyske kavaleriregiment og samme år kammerherre, 1746 virkelig ritmester ved det 2. jyske kavaleriregiment, 1748 oberstløjtnant, 1749 ridder af Dannebrog, 1752 første generalpostdirektør med en årlig indtægt af 1500 rigsdaler, 1758 gehejmeråd, 1763 ridder af ordenen l'union parfaite, 1766 gehejmekonferensråd, afskediget af Johann Friedrich Struensee den 5. januar 1771, kort før sin død 1777 ridder af Elefanten.

Fra 1754 af, da Gisselfeld Kloster efter Christian Gyldenløves enkes, Dorothea Krags, død trådte i virksomhed, blev han klosterets første overdirektør, i hvilken egenskab han havde adskillige vanskeligheder at bekæmpe, navnlig hidrørende fra ejendommens mådelige forfatning. Som generalpostdirektør fik han af kongen lov af opholde sig på Gisselfeld 7-8 måneder om året, så nogen stor rolle spillede han ikke i dette embede.

I året 1749 blev han gift med Nicoline Rosenkrantz (f. 1721, fik 1756 ordenen l'union parfaite, d. 7. februar 1771), datter af gehejmeråd, amtmand i Nyborg Christian Rosenkrantz til Skovsbo og Frederikke Louise f. Krag. Hans anden hustru, Frederikke Louise f. von Kleist (f. 1747, gift 1. juli 1771, d. 1814), datter af gehejmeråd, kammerherre, amtmand i Bredsted Christian Adam von Kleist og Sophie f. Rosenkrantz, var den førstes søsterdatter.

Danneskiold-Samsøe er begravet i Vor Frue Kirke. Han er portrætteret på familiebillede. Maleri af Peder Als 1750 på Gisselfeld. Barneportræt.

Familie/Ægtefælle/Partner: Nicoline Rosenkrantz. Nicoline (datter af Frederik Christian Rosenkrantz og Frederikke Louise Krag) blev født den 6 jan. 1721 i Skovsbo, Rynkeby Sogn, Bjerge Herred, Odense Amt, Danmark; døde den 7 feb. 1771 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Frederik blev gift med Frederikke Louise von Kleist i 1773. Frederikke (datter af Christian Adrian von Kleist og Sophie Rosenkrantz) blev født den 27 mar. 1747; døde den 29 maj 1814. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Sophie Dorothea Danneskiold-Samsøe. Sophie (datter af Frederik Danneskiold-Samsøe og Dorothea Wedell-Wedellsborg) blev født i 1726; døde i 1766. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Begravelse:
jordefæstet 12 Jun 1786, Husby kirke

Conradine blev gift med Christian Gustav Wedell den 17 jun. 1755 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Christian (søn af Lensgreve Hannibal Wedell og Anne Cathrine Christiansdatter Banner) blev født den 22 jul. 1701 i Søndergaarde, Aarup, Danmark; døde den 29 jan. 1759 i Wedellsborg (Iversnæs), Båg Herred, Odense Amt, Danmark; blev begravet i Husby Kirke, Husby, Båg Herred, Odense Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Ulrik Adolf Danneskiold-Samsøe. Ulrik (søn af Christian Greve Danneskiold-Samsøe og Conradine Christine Friis) blev født i 1723; døde i 1751. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Frederik 5. · Konge af Danmark · Norge fra 1746-1766

Frederik 5. blev født i 1723 og døde i 1766. Han var søn af Christian 6. og Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach. I 1743 giftede han sig med Louise af Storbritannien.

Med dronningen fik han fem børn, hvoraf den ældste døde som toårig. De øvrige, herimellem den senere konge, Christian 7., blev alle voksne. Det samme antal børn fik kongen også med sin yndlingselskerinde, Madam Hansen, og ind imellem blev der også tid til besøg på byens værtshuse og bordeller.

Frederik 5.s letsindige omgang med kvinder og alkohol førte tidligt til, at hans far, den religiøse og afholdende Christian 6., overvejede at umyndiggøre ham.

Med årene tiltog kongens alkoholproblem i en sådan grad, at han næppe var i stand til at styre kongeriget uden hjælp fra loyale og dygtige embedsmænd. På overfladen havde man stadig det enevældige statsapparat – men den reelle magt lå i hænderne på den 11 år ældre gehejmeråd, Adam Gottlob Moltke, der allerede ved Frederik 5.s tronbestigelse var blevet udnævnt til overhofmarskal.

Molkte havde til tider travlt med at styre både riget og monarken. Gang på gang faldt kongen i. Han kunne i fuldskab og hidsighed finde på både at slå og sparke den formanende Molkte – bagefter badden angrende Frederik 5. altid Moltke om forladelse og lovede bod og bedring.

Kongen skriver således i et brev til Moltke:

Min hjertenskære Moltke! Jeg beder ham af sjælens grund om tilgivelse - mit hidsige hovede har igen været på spil. Gud velsigne og bevare ham... Dette ønsker i oprigtighed hans altid trofaste ven og søn.

Frederik R
Gud velsigne og bevare dig, min hjertenskære ven. – Aldrig gøre det mere.
Jeg har fejlet, det erkender jeg. Vær ikke bedrøvet og tilgiv mig det.

Frederik 5.s regeringsperiode var præget af fremgang for handelen og en spirende industri. Det var priks Hospital og kunstakademiet i København opførtes.

Begyndende krav om landbrugsreformer sørgede den konservative Moltke for ikke blev til noget. Bønderne mærkede derfor ikke særlig meget til den økonomiske fremgang.

Drikkeriet og udskejelserne til trods, gav Frederik 5.s venlige og godmodige optræden ham en stor folkelig popularitet. I modsætning til den sky og indesluttede Christian 6., var sønnen både folkelig,livlig og talte desuden dansk.

Efterhånden kunne kongens levned dog mærkes på hans helbred. Kun 42 år gammel døde Frederik 5. i 1766. Han blev begravet i Roskilde Domkirke. Han efterfulgtes af sin søn Christian 7.

Frederik blev gift med Louise af England den 10 nov. 1743 i Altona, Hamburg, Tyskland. Louise (datter af Georg II August Konge af England og Caroline Vilhelmine af Brandenburg-Ansbach) blev født den 18 dec. 1724 i Leister House, London, England; døde den 19 dec. 1751 i Christiansborg Slot, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Frederik blev gift med Juliane Marie af Braunschweig-Wolfenbüttel i jul. 1752 i Frederiksborg Slot, Hillerød, Lynge-Frederiksborg Herred, Frederiksborg Amt, Danmark. Juliane (datter af Ferdinand Albert II af Braunschweig-Wolfenbüttel) blev født i sep. 1729; døde den 10 okt. 1796 i Fredensborg, Asminderød Sogn, Lynge-Kronborg Herred, Danmark,; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ejendom: 1885-1903, Krenkerup, Radsted Sogn, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark

Notater:

Kaldet "den gamle Durchlaut"

In 1885 Christian IX granted the last Danish non-royal count's patent, to Curt Ulrich Heinrich von Haugwitz, who became Count Haugwitz-Hardenberg-Reventlow and whose wife, Princess Lucie Caroline Schönaich-Carolath, had inherited the Danish country of Hardenberg. This Danish estate had passed into these German families through her great grandmother Countess Juliane Frederikke Christiane Reventlow,who was the richest heiress in the Nordic countries in her day. In contradiction of public opinion she married a foreigner, the later famous Prussian reformer Count Karl August Hardenberg. But he wasoriginally a Hanoverian and at the time George III's Hanoverian minister in London. His marriage to the rich Countess Reventlow was dissolved amidst great scandal because she was having an affair withthe Prince Regent George (IV)! Equally noteworthy is probably Christian IX's comital grantee's grandchild Count Curt Heinrich Haugwitz-Hardenberg-Reventlow, the abusive husband of "the poor little rich girl" Barbara Woolworth Hutton, the Woolworth heiress.

Lucie blev gift med Curt Ulrich Heinrich Greve Haugwitz i 1843. Curt blev født den 24 feb. 1816; døde den 12 sep. 1888. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Frederik Christian af Augustenborg

Frederik Christian af Augustenborg (1765-1814): dansk hertug. Kulturpersonlighed , der virkede ivrigt for den højere uddannelse, indtil han 1810 kom i konflikt med det danske kongehus.

Friedrich blev gift med Louise Augusta af Danmark den 26 maj 1786 i Christiansborg Slotskirke, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Louise (datter af Christian 7, Konge af Danmark og Caroline Mathilde af England) blev født den 7 jul. 1771 i Hørsholm, Lynge-Kronborg Herred, Danmark; blev døbt i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 13 jan. 1843 i Augustenborg, Als Sønder Herred, Sønderborg Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Emil, blev gift med Sophie Scheel den 29 sep. 1801. Sophie blev født i 1776; døde i 1836. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Christian August, Prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg, 1768-1810, General og norsk Statholder, var den 3. Søn af Hertug Frederik Christian af Augustenborg og dennes Gemalinde, Charlotte Amalie Vilhelmine f. Prinsesse af Pløen, og født 9. Juli 1768.

Allerede i 1770 mistede han sin Moder og sattes derefter under Opsyn af sin Faders Søster, Prinsesse Ulrikke; senere opdroges han tillige med sine 2 ældre Brødre af en fælles Hovmester, Schiffmann, der siden blev Etatsraad. Efter Skildring af Folk, der have staaet ham nær i denne Tid, var han som Barn paa Grund af sin store Livlighed ikke ganske let at opdrage, medens han dog tillige allerede tidlig skal have vist sig i Besiddelse af forskjellige Egenskaber, der gjorde ham megen Ære. Det fortælles, at han skal have været udholdende og fast, hvorhos han roses for sin Retsindighed og Menneskekjærlighed.

Efter at være konfirmeret 1782 paa Augustenborg blev han med sine Brødre sendt til Leipzig. Her studerede de 3 unge Prinser Humaniora indtil Høsten 1784, hvorpaa de efter at have aflagt Besøg ved Hofterne i Dresden og Berlin vendte tilbage til Augustenborg. 1785 aflagde de et kort Besøg i Kjøbenhavn, men tilbragte igjen den følgende Vinter paa Augustenborg. 1786 traadte Prins C. A. og hans BroderEmil i dansk Krigstjeneste. C. A. blev Oberstlieutenant i danske Livregiment og gjennemgik den højere militære Uddannelse under Vejledning af General Huth, der tidlig hos ham opdagede øudmærkede militære Talenter. 1787 traadte han ind ved Kronprinsens Regiment og forsattes 1788 til Fredericia som Kommandør for fynske Infanteriregiment, hvis Chef han nogle Aar senere blev. 31. Juli 1790 blev han Generalmajor af Infanteriet. Han var meget afholdt ved sit Regiment og arbejdede meget for dets Udvikling. Under dette sit Ophold i Fredericia havde han oftere Anledning til at aflægge Besøg paa Augustenborg, hvor han om Høsten og Vinteren gik meget paa Jagt, for hvilken han nærede en stærk Interesse.

Paa en saadan Jagttur paadrog han sig ved Uforsigtighed et Onde, for hvilket han aldrig senere blev fuldstændig helbredet; varm og tørstig havde han drukket af en kold Kilde og faldt umiddelbart derefter i Afmagt. Han beholdt imidlertid en Brystbeklemmelse, der ofte voldte ham meget Besvær. I 1792 havde han tilbudt Hertugen af Brunsvig sin Tjeneste for saaledes at komme til at deltage i Revolutionskrigen, men havde kun opnaaet at faa et Afslag. I 1797 fik han imidlertid Ansættelse i det østerrigske Kavalleri og deltog derpaa under den anden Koalitionskrig i en Række af Slag i Rhinegnene og senere om Høsten 1800 i Felttoget i Tyrol under Chasteler, hvor han til sidst selv fik Overkommandoen og efter Chastelers Bortrejse, truet af de franske Hære, førte hans Korps uskadt til Østerrig.

Fraregnet to korte Besøg paa Augustenborg og i Kjøbenhavn, deraf det sidste om Sommeren 1800, forblev han i Østerrigsk Tjeneste lige til 1801, da han kaldtes tilbage; han naaede imidlertid først hjem,efter at Krigsfaren allerede var ovre, og kom saaledes ikke til at tiltræde den ham tiltænkte Post som Gouvernør paa Fyn, hvorimod han forblev hjemme. Da han nu havde taget Afsked af den østerrigske Tjeneste, opholdt han sig atter en Tid ved sit Regiment i Fredericia. I 1803 blev han udnævnt til kommanderende General i det søndenfjældske Norge samt Kommandant paa Frederikssten og Chef for søndenfjældske Infanteriregiment. I samme Aar blev han ligeledes Elefantridder. Med Ankomsten til Norge i Marts 1804 begyndte et nyt Afsnit af Prinsens Liv. Fra første Færd af viste han sig her som den strænge, pligtopfyldende Mand, der i alle Tjenesteforhold stod for sine underordnede som det vækkende Exempel. Allerede paa sin første Inspektionsrejse, der gik gjennem Distrikterne paa Skageraks Vestside,vidste han ved sine militære Indsigter og det Alvor, hvormed han tog Tjenesten, at skaffe sig den største Agtelse; men han vandt tillige ved sin venlige Fremtræden alle Hjærter.

Ligefrem i sit Væsen, tarvelig i sine Vaner havde han aldrig store Fordringer, og han søgte bestandig at undgaa alt, der kunde minde om hans fyrstelige Stilling. I Tjenesten var han til det yderste Stræng, uden for denne godmodig og omgængelig. I de talrige, dels officielle, dels private, Festligheder, der anstilledes for ham efter hans Ankomst til Norge, optraadte han med en høj Grad af Takt, oguagtet hans Sprog altid mindede om, at hans Dannelse og Opdragelse var tysk, fandt man i Norge, at han vidste at udtrykke sig med Held, og at navnlig hans Skaaltaler ved de muntre Selskabsborde vare træffende og passende.

Dette var en Evne, hvorpaa der paa den Tid i Norge sattes stor Pris, og som man derfor ogsaa gjærne saa hos en Mand i Prinsens fremtrædende Stilling. Overalt var han afholdt, og navnlig traadte han iet nært Forhold til mange af sine underordnede Officerer. Hans Stilling var en saadan, som han kunde fylde helt ud, og hvortil hans Personlighed og hans Evner passede. Men han kaldtes snart til andreHverv, i det han under 24. Avg. 1807 udnævntes til Præsident i den samme Dag oprettede interimistiske Regeringskommission for Norge. Kommissionens Oprettelse var den umiddelbare og nødvendige Følge afEnglændernes Overfald paa Kjøbenhavn; med Flaadens Bortførelse og Krigens Udbrud blev ligeledes dens fortsatte Bestaaen en Nødvendighed. Som kommanderende General og denne Kommissions Præsident fik Prinsen en dobbelt Opgave, i det han paa samme Tid skulde lede Krigsførelsen og Norges civile Administration. Tillige stilledes der nu ofte Krav til hans Statsmandsdygtighed, hvor det gjaldt om at handle paa egen Haand, naar han uden at kunne indhente Ordrer om sine Forholdsregler fra Regeringen i Kjøbenhavn alligevel maatte fatte Beslutninger, hvorved baade Norges særegne Tarv skulde rammes og Monarkiets fælles Interesser lige fuldt varetages. Prinsens Interesser havde indtil dette Øjeblik hovedsagelig været militære, og der vides intet om, at de i større Udstrækning havde gaaet ind paa den civile Administrations og Politikkens Omraader.

Til Statsmand var han ikke opdragen, og der foreligger heller ikke noget, som tyder paa, at han har været i Besiddelse af et skarpt politisk Blik. Men han var den samvittighedsfulde Arbejder, der ikkeforsømte noget, saa længe han kunde holde sit Hoved oppe, og med den største Omhyggelighed satte han sig ind i alt, hvad der vedkom hans Stilling. Dette var imidlertid, hvor meget det end gjorde ham Ære, dog ikke tilstrækkeligt af de Egenskaber, øfor hvilke han nu skulde have Behov; navnlig manglede han Bestemthed og Evne til at hævde sin personlige Uafhængighed, ligesom han ved sin Tilbøjelighedtil at imødekomme alle lettelig forlededes til at give for tidlige Løfter og derved binde sin egen Handlemaade. Men over den store Mængde øvede han en betydelig personlig Indflydelse, og navnlig var det mærkværdigt, hvor hurtig han vandt de norske Soldater.

Han vandt en Magt over Hæren, der kan betegnes som noget aldeles enestaaende, og deri ligger Forklaringen af den Vægt, der under de paafølgende Begivenheder lagdes paa hans Person. C. A. og den nationale norske Hær, hvis tilbedte Fører og Ideal han var, voxede næsten sammen i den almindelige Bevidsthed, og derigjennem blev han paa et vigtigt Tidspunkt den, om hvem alle Beregninger maatte dreje sig. Som Hærfører vandt C. A. et stort Navn under det korte Felttog i 1808. Med en Styrke af 16500 Mand skulde han forsvare den søndenfjældske Grænse og besætte de derværende Fæstninger. Den imod ham opstillede svenske Vestarmé talte over 17000 Mand, og denne rykkede i April 1808 over Grænsen ind paa norsk Grund, hvor C. A. strax organiserede Forsvaret. Først blev den 2. svenske Brigade, der var falden ind i Høland, dreven tilbage, hvorunder der bl. a. forefaldt en heftig Kamp 20. April ved Toverud; i denne blev Grev Axel Mørner fangen med en stor Del af sit Detachement. 1. svenske Brigade, der rykkede ind over Magnor, erobrede med sin venstre Fløj 18. April de norske Stillinger ved Lier, medens dens højre Fløj under Oberst Gahn forsøgte at trænge frem langs Flisen Elv i Solør. Her blev den iPasset ved Trangen dels sprængt, dels tagen til Fange. C. A. modtog Kongens Anerkjendelse ved 15. Maj 1808 at udnævnes til Generallieutenant.

10. Juni fordreves den svenske 4. Brigade fra Stillingen ved Præstebakke, hvorved der gjordes 429 Fanger. Positionerne bleve imidlertid faa Dage senere paa ny besatte af de svenske. Men i samme Maanedtrak hele deres Hær sig ud af Norge, som derefter saa godt som ikke blev foruroliget ved Angreb fra sin østlige Nabo. Gjennem det Held, hvormed Krigen i det hele var ført til Trods for de svage og utilstrækkelige Hjælpemidler -- alene af Krigsfanger havde den norske Hær taget over 1100, medens der i Sverige kun var o. 150 norske Fanger --, havde Hærens Fører vundet et stort Navn og yderligere befæstet sig i Hærens Hengivenhed. Han havde delt ondt og godt med Soldaterne, der øvidste, at naar de lede, saa vilde deres Feltherre ikke have det bedre, og naar de ved Vaarsolens første Straaler vaagnede paa den endnu snedækte Mark, saa laa han ved deres Side, indhyllet i sin Kappe, og havde søgt den samme Hvile. Men hvad der i mange Tilfælde kunde blive for meget for haardføre Bondesønner, bidrogogsaa til at svække den svagere Fyrstesøn, og Vaarfelttoget i 1808 har derfor i betydelig Grad undergravet hans Helbred, der i Forvejen ingenlunde var den stærkeste.

Medens Felttoget varede, havde C. A. kun haft mindre Tid til at ofre sig for den anden Del af sin Gjerning, som Regeringskornmissionens Formand. Pifter at den svenske Hær havde rømmet Norge, indtraadte der imidlertid heri en Forandring, og fornemmelig fik Prinsen friere Hænder, da han 7. Dec. 1808 efter længere Underhandlinger afsluttede en Vaabenstilstand, der noget senere bekræftedes af FrederikVI, skjønt kun under Forudsætning af, at den var paa kortere Tid. Men den blev for Norges Vedkommende faktisk bestaaende indtil Freden. Hvor meget end Kongen efter denne Dag paalagde Prinsen at rykkemed den norske Hær ind i Sverige, saa fandt denne altid Paaskud til at unddrage sig Befalingernes Udførelse. Regeringskommissionen var selv i Dec. 1808 bleven suppleret med 2 nye Medlemmer, af hvilkedet ene, den 29aarige Grev Herman Wedel-Jarlsberg, snart blev den mest indflydelsesrige, og det var nu hans, ikke Prinsens Meninger, der bestemte Kommissionens Holdning.

Da den svenske Vesthær 7. Marts 1809 begyndte sin Marche mod Stockholm, hvor Gustav IV Adolf blev afsat 13. Marts, lode dens Førere dermed Grænsen mod Norge ligge aaben for Angreb. Men Betænkelighederne herved bortryddedes derigjennem, at Prinsen gav et, om end betinget, Løfte om at opretholde Vaabenstilstanden af 7. Dec. Ved samme Anledning var der imidlertid af den svenske Udsending for de norske Officerer, der underhandlede med ham paa Prinsens Vegne, fremsat Antydninger om, at den ledige Trone kunde tilfalde denne. De Udsigter, som herved vare ham aabnede, gik ham aldrig af Minde, uagtet han foreløbig indordnede sig under Grev Wedels politiske Planer og med ham arbejdede for en skandinavisk Union under Frederik VI`s Styrelse, med fuld administrativ Selvstændighed for ethvert af Rigerne. Men da der fra Norge gjordes Forsøg paa at vinde Kongen for en saadan Politik, mødtes disse med et bestemt Afslag. Hermed forandredes den Retning, hvori de norske Politikere arbejdede, i det Grev Wedel med de bitre Erfaringer for øØje, han havde gjort under en Krig, der samtidig førtes baade med England og Sverige, ansaa det umuligt at opretholde Norges Forbindelse med Danmark alene uden ved ethvert Fredsbrud at blive udsat for Blokade og Hungersnød.

Derfor satte han det som sit Maal for Norges Skyld at skabe en ny Forening af de to Riger paa den skandinaviske Halvø under Styrelse af C. A., der strax kunde blive Norges Konge og i alt Fald efter Carl af Sødermanlands Død Sveriges. Foreningen skulde tillige være Sveriges Redning imod den russiske Vælde. C. A. kan ikke have været uvidende om sin norske Vens store, vidtrækkende Planer, der ogsaa skulde lede til hans egen Ophøjelse; men han har hverken sluttet sig helt til dem eller bestemt gjort Modstand. Grev Wedel vilde, at den norske Hær skulde gjøre fælles Sag med den svenske mod Russerne;Frederik VI befalede gjentagne Gange, at der fra Norge skulde finde et Indfald Sted med det Øjemed at forene sig med de russiske Tropper, der allerede stode paa svensk Grund. Prinsen gjorde ingen af Delene; han blev rolig i Norge. For Frederik VI fremstillede han sig som den, der alene vilde virke for Kongens Interesser, medens han vel vidste, at dennes Kandidatur hurtig var bleven en Umulighed. Han har heller ikke arbejdet derfor, uagtet en svensk Mand, der stod Grev Wedel nær, Gang paa Gang færdedes over Grænsen som Mellemmand. I Slutningen af April gav Prinsen endog Baron v. Platen et betinget Løfte om at modtage Valget som svensk Kronprins.

Men han bandt sig ved Løfter og Tilsagn til alle Sider uden Udsigt til at kunne holde dem, om han ogsaa trøstede sig med den Tanke, at han i sidste Øjeblik kunde gjøre en rask Gjerning og træde tilbage for at lade Frederik VI høste Frugterne af, hvad andre havde arbejdet. Uden at vurdere sin egen Svaghed, uden at forstaa, at han kun var et Redskab i andres Hænder, har han troet, naar Tiden kom, atkunne lede Begivenhederne, som han vilde. Kongen saa Stillingen i et andet Lys og sendte som sin paalidelige Mand Kancellipræsident Fr. J. Kaas til Christiania, hvor denne ankom 29. April og 4. Maj tog Sæde i Regeringskommissionen, uden at dog dette havde nogen Indflydelse paa Prinsen og hans norske Raadgivere eller hindrede, at gamle og nye Agenter uhindret færdedes over Grænsen. Uden at agte Prinsens Vaklen fortolkede de svenske Statsmænd hans Handlinger efter de Vink, som modtoges fra hans norske Omgivelser, og saaledes blev han ø15. og 18. Juli af de svenske Stænder valgt til Sveriges Kronprins. Heller ikke efter denne Begivenhed kunde C. A. indtage en bestemt Holdning, i det han fremdeles ligesom tidligere bøjede sig til begge Sider. Han vidste, at hans norske Omgivelser kun ventede paa hans Samtykke for at erklære sig for en Forening med Sverige; men han vilde ikke yde dem sin Medvirkning. Kongen, der 25. Juli udnævnte ham til Feltmarskal og Statholder over Norge, kunde ikke derfor stole paa ham; et synligt Tegn paa Kongens Mistillid var Sendeisen til Norge af Prins Frederik af Hessen, der ankom til Christiania 16. Avg. Denne fandt C. A. i en nedtrykt Sindsstemning, der var en naturlig Følge af den Sindsbevægelse, hvori hans tvivlsomme Holdning havde sat ham. Medens han den paafølgende Høst forblev i Christiania, forandredes ikke hans Stilling. Han var den samme ubeslutsomme Mand, der, i det han stilledes over for et afgjørende Valg, altid bævede tilbage. En Plan om at rejse til Kjøbenhavn blev atter Opgiven, og først efter Freden i Jønkøping 10. Dec. 1809 kunde Prinsen forberede sig paa sin Rejse til Stockholm.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Gisselfeld, Braaby Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt, Danmark
• Beskæftigelse: Greve
• Bopæl: Grevskabet Samsøe Og Til Holmegaard & Nordfeld

Notater:

Beskæftigelse:
Kammerherre, Gehejmekonferensraad, Amtmand over Præstø, Overdirektør i Gisselfeld, Godsejer

Kristian blev gift med Johanne Henriette Valentine Kaas den 30 nov. 1795 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Johanne (datter af Frederik Christian Kaas og Edele Sofie Kaas) blev født den 12 aug. 1776 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 28 jul. 1843 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Komtesse

Christiane blev gift med Christian Frederik von Holstein den 18 okt. 1782 i Gosmer, Odder, Danmark,. Christian (søn af Niels Rosenkrantz von Holstein og Anna Vilhelmine Beufeld Beenfeldt) blev født den 19 maj 1758 i Cathrineberg, Sengeløse Sogn, Smørum Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 18 jan. 1828 i Jomfruens Egede, Faxe, Danmark,; blev begravet den 28 jan. 1828. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Christian 7. blev født i 1749 og døde i 1808. Han var søn af Frederik 5. og Louise af Storbritannien. Kort tid efter sin kroning i 1766, indgik han i et traditionelt arrangeret pligtægteskab, med denkun 15-årige Caroline Mathilde af Storbritannien. Som sekstenårig fødte hun Christian 7. deres eneste barn, den senere Frederik 6.

Christian 7. var knap nok blevet 17 år, da han efterfulgte Frederik 5. på den dansk-norske trone.

Ret tidligt stod det klart, at den unge konge ikke var helt normal. Han led af den alvorlige sindssygdom, skizofreni – en sygdom der gjorde ham mere og mere utilregnelig, og med årene satte ham heltud af spillet som regent.

Kort tid efter overtagelsen af kronen, kunne man opleve den 17-årige konge på natlige drukture med den 21-årige prostituerede, Støvlet-Cathrine. De to og deres kumpaner yndede at hærge byens bordeller, tæve pigerne og rasere inventaret.

Med den største fornøjelse slog de ruder ind, slog løs på folk de mødte, slog løs på hinanden og pryglede de stakkels vægtere, der skulle sørge for nattero. Det hændte også, at det var kongen der havde fået så mange tæsk, at han måtte ligge brak dagen efter.

Til sidst blev det vægterne for meget. De klagede deres nød til hoffet, og enden på historien blev, at Støvlet-Cathrine blev forvist fra byen.

I 1768 skulle Christian 7. ud på en større udlandsrejse, og under et ophold i Slesvig, antog man den 31-årige Johan Friederich Struensee som rejselæge. Struensee havde tilsyneladende en god indflydelse på kongen og fik efter hjemkomsten ansættelse hos hoffet.

Struensee's hastige karriere ved hoffet gik gennem Caroline Mathildes seng. Han blev den kun 19-årige dronnings elsker og skaffede sig gennem forholdet til hende, og sin store indflydelse på kongen, en stadig større magt.

Struensee fik indsat sin gamle ven Enevold Brandt som kongens forlystelsesråd, og fik efterh med sig selv i rollen som kongens eneste minister.
Sommeren 1771 tilranede Struensee sig diktatoriske magtbeføjelser ved at udnævne sig selv til geheimekabinetsminister. Udnævnelsen betød at han kunne udstede kabinetsordrer på egen hånd, og da kongenssindssygdom forværredes, var Struensees magt reelt uindskrænket.

Struensee gennemførte hastigt en række reformer. Offentlige ansættelser skulle udelukkende ske efter kvalifikationer, statens bureaukrati skulle forenkles og godsejernes indflydelse mindskes. Helt i oplysningstidens ånd, afskaffede Struensee censuren – men liberaliseringen af trykkefriheden førte efterfølgende til en hetz mod regeringen og Struensee selv.

For at få befolkningen til at arbejde noget mere, afskaffede han en række hævdvundne helligdage.
Han skar ned på tildelingen af ordener og forbød anvendelse af tortur inden for retsvæsenet osv.

De mange hastigt gennemførte reformer mødte imidlertid modstand. Tiden var tilsyneladende ikke moden til så omfattende forandringer, og reformiveren skaffede Struensee mange fjender.

Ved et paladskup i midten af januar 1772 blev Struensee og vennen Enevold Brandt arresteret – natten efter et maskebal i hofteatret. I spidsen af kuppet stod enkedronning Juliane Marie, Frederik 5.sanden hustru, og hendes søn, arveprins Frederik.

Hovedanklagen mod Struensee var magtmisbrug, og hans forhold til dronningen. Brandt blev anklaget for bl.a. ved flere lejligheder at have pryglet kongen. Begge blev kendt skyldige i majestætsfornærmelse, og Christian 7. underskrev dødsdommen.

Tusinder af københavnere strømmede til Øster Fælled den 28. april for at overvære den makabre begivenhed, da dommen blev eksekveret. Struensee og Brandt fik begge først hugget højre hånd af, og kort tid efter kunne bødlen holde de afhuggede hoveder op for folkemængden. Kroppene blev herefter parteret og lagt på hjul og stejle, mens hoved og hånd blev sat på en stage.

Dronning Caroline Mathilde tilstod sit forhold til Struensee, ægteskabet med kongen blev ophævet, og dronningen deporteret til Celle i Hannover. Hun så aldrig siden sine børn – hverken kronarvingenFrederik eller datteren, Louisa Augusta, som Struensee var far til. Caroline Mathilde døde under en epidemi af skarlagensfeber i 1775. Kongens kommenterede dødsfaldet på denne måde: Det var synd – hun havde gode lægge.

Enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik fik plads i det indsatte statsråd – men den største indflydelse fik en af hovedmændene bag kuppet, teolog og professor i veltalenhed Ove Høegh-Guldberg. Han udnævntes til kabinetssekretær og blev efterhånden regeringens egentlige leder. Regeringen med Høegh-Guldberg afskaffede stort set de reformer, Struensee havde gennemført, og satte udviklingenmere eller mindre i stå. Høegh-Guldberg blev selv offer for et paladskup i 1784, da kronprins Frederik, den senere Frederik 6., overtog regeringsmagten. Formelt var den stadig mere sindsforvirrede Christian 7. stadig enevældig hersker – men hans rolle var rTiteleret til, at underskrive de beslutninger statsrådet vedtog.

Christian7. døde af et slagtilfælde den 13. marts 1808 og ligger begravet i Roskilde Domkirke. Han efterfulgtes af sin søn Frederik 6.

Familie/Ægtefælle/Partner: Caroline Mathilde af England. Caroline (datter af Friedrich Ludwig af Hannover og Augusta af Sachsen-Gotha-Altenburg) blev født den 22 jul. 1751 i Leicester House, London, England; døde den 10 maj 1775 i Celle, Niedersachsen, Tyskland; blev begravet i Stadtkirche, Celle, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Louise blev gift med Karl af Hessen-Kassel den 30 aug. 1766 i Christiansborg Slotskirke, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Karl (søn af Frederik II af Hessen-Kassel og Marie af England) blev født den 19 dec. 1744 i Kassel, Hessen, Tyskland; døde den 17 aug. 1836 i Louisenlund, Slesvig, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Arveprins Frederik (Friderich) (11. oktober 1753 på Christiansborg – 7. december 1805 på Amalienborg) var en dansk prins, søn af Frederik V af Danmark-Norge og dronning Juliane Marie som deres eneste fælles barn. Arveprinsen var dansk-norsk tronfølger (efter sin halvbror Christian VII) i perioden 1766-68, indtil hans svigerinde, dronning Caroline Mathilde, nedkom med sønnen kronprins Frederik (VI). I 1772-84 var han regent for den sindssyge halvbroder. Som regent stod den unge prins i skyggen af sin mor enkedronning Juliane Marie og sin tidligere lærer stats- og gehejmekabinetssekretær Ove Høegh-Guldberg. Han var gift med Sofie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin. Der var fire børn i ægteskabet: Juliane Sophie, Christian VIII, Louise Charlotte og arveprins Ferdinand.

For at skaffe ham en fystelig stilling, blev han allerede i en alder af 3 år valgt til koadjutor i fyrstbispedømmet Lübeck, hvor han med tiden skulle efterfølge den daværende fyrstbiskop. Imidlertid blev det ved mageskiftetraktaterne af 1767 og 1773 fastslået, at prinsen skulle give afkald på denne værdighed. Den opdragelse, han havde fået, var ikke blevet baseret på, at han skulle være fyrste i en lille tysk stat. Han var tværtimod siden enevældens indførelse den første danske prins, der blev opdraget til at opfatte dansk som sit egentlige modersmål. Derfor var fremtrædende danske videnskabsmænd som Jens Schielderup Sneedorff og senere Ove Høegh-Guldberg hans vigtigste lærere.

Men prinsen viste ikke evner til at anvende den undervisning, han havde fået, i praksis. Det var derfor en overraskelse, at han skulle komme til at stå i spidsen for staten. Men Johann Friedrich Struensee havde under sit regimente forvist prinsen og hans moder, enkedronning Juliane Marie, fra hoffet, hvorefter de i en periode boede på Fredensborg slot som forviste fra hoffet.

Derfor blev prinsen et samlingspunkt for dem, der ville Struensee til livs, og da januarnatten 1772 havde fjernet Struensee og dronning Caroline Mathilde og deres allierede fra magten, blev det arveprinsen, der kom til at stå som samlingspunkt for regeringen. Men i virkeligheden var han kun et navn. Det er velbekendt, at han var under indflydelse af sin moder, og at de begge med hensyn til statens anliggender nøje fulgte Guldbergs råd.

Hvor lidet betydelig han end viste sig på alle de områder, hvor han fik noget at gøre, stod han dog afgjort som den mest fremtrædende mand i staten. Så meget mere kan man forstå, at han blev utilfreds, da den unge kronprins Frederik 14. april 1784 gjorde ende på det guldbergske styre. Han protesterede derfor heftigt den dag, da kronprinsen i det afgørende statsrådsmøde forelagde det forslag for den sindssyge konge, hvorefter statsrådet skulle sammensættes af helt andre personligheder end dem, der var arveprinsens og enkedronningens kårne mænd. Det menes endog, at det kom til håndgribeligheder mellem ham og kronprinsen, da det gjaldt om, hvem der kunne sikre sig kongens person.

Med denne begivenhed var arveprinsens politiske rolle udspillet. Forholdet imellem ham og kronprinsen bevarede en vis ydre høflig karakter, men kunne ikke blive varmt, og arveprinsen sank hen i et ganske betydningsløst privatliv.



Beskæftigelse:
Arveprins

Arveprins blev gift med Sofie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin den 21 okt. 1774. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Majoratet Krappitz-Rogau i det nuværende Polen; https://www.zamkipolskie.com/rogow/rogow.html
• Ejendom: 1903-1921, Krenkerup, Radsted Sogn, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark

Notater:

Beskæftigelse:
Preussisk ritmester

Titel:
Greve, Friherre af Klein Obisch, Hofjægermester

Heinrich blev gift med Fredine von Maubeuge den 22 nov. 1869. Fredine blev født den 23 okt. 1849; døde den 23 aug. 1904. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Beskæftigelse:
Kaptajn i den tyske flåde, Værftschef

Curt blev gift med Hedvig Katharina Antoinette Albertine Pappenheim den 28 sep. 1875. Hedvig (datter af Ludwig Ferdinand Friedrich Carl Alexander Pappenheim og Anastasia Katharina von Schlieffen) blev født den 1 sep. 1855; døde den 3 dec. 1919. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Georg Erdmann Karl Friedrich Graf von Haugwitz, *22.06.1848 +12.09.1897 was the father of Kurt *28.09.1895 (Gotha Gräfl. Taschenbuch 1915-394). Georg entered Kür. R 1 in 1865 and served with that regiment until 1877 when he transferred to KR 6. In 1885 he went to KR 5 and then KR 7 in 1891. Major 22.03.1889 His last assignment was as the commander of Ulan. R. 2 from 1894-1895. The picture at the left is of a company grade officer and show him in the uniform of either KR 1-look at cockardes. (KR 1 Stammliste entry #100)

Listed as an Oberleutnant (Premier-Lieutenant) a.D. in the 1914 Gräfliches Taschenbuch. He was awarded his EK2 as a Sekonde-Lieutenant in the Leib-Kürassier-Regiment (Schles.) Nr. 1. It would appear that he in fact retired as an Oberstleutnant. The 1914 list it seems erroneously listed him as an Oberleutnant a.D. He is shown as an Oberstleutnant in the 1942 list. He is shown in the regimental history of Kürassier-Rgiment Nr. 6 as having served in that regiment from 23 October 1877 until 10 June 1884 when he was transfered to Kürassier-Regiment Nr. 5 as a Rittmeister.

Familie/Ægtefælle/Partner: Gabriele Franziska Therese Schneider. Gabriele blev født den 31 jan. 1865; døde den 25 mar. 1939. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

TITEL: Greve

Beskæftigelse:
Preussisk ritmester

Familie/Ægtefælle/Partner: Catinka Elisabeth Maximiliane Georgine Pappenheim. Catinka (datter af Ludwig Ferdinand Friedrich Carl Alexander Pappenheim og Anastasia Katharina von Schlieffen) blev født den 1 apr. 1859; døde den 4 jan. 1906. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Caroline Amalie (1796-1881):

Dansk dronning; datter af hertug Frederik Christian af Augustenborg og Louise Augusta af Danmark, datter af dronning Caroline Mathilde og Struensee. Ægtede 1815 den senere Christian 8.

Stærk og initiativrig personlighed; oprettede asyler for fattige børn. I øvrigt medlem af Vartovs menighed; stod i nær personlig forbindelse med Grundtvig.

___________________________

Caroline Amalie blev dronning af Danmark i 1839. Hun var datter af hertug Friedrich Christian af Augustenborg og prinsesse Louise Augusta. Hun blev gift med prins Christian Frederik, den senere Christian 8., i 1815. Caroline Amalie var meget optaget af forskellige sociale og humanitære spørgsmål, og hun stod bag oprettelsen af bl.a. flere hjem for forældreløse børn. På grund af sine augustenborgske rødder blev hun af mange danske betragtet med en vis mistro under de nationale konflikter i Slesvig-Holsten, men i løbet af den senere del af sit liv opnåede hun stor folkelig popularitet. CarolineAmalie interesserede sig for religiøse spørgsmål og blev en vigtig støtte for den grundtvigianske bevægelse. Ægteskabet mellem Caroline Amalie og Christian 8. var lykkeligt, men parret fik aldrig nogen børn. Tronfølgeren Frederik var således fra Christians første bryllup med Charlotte Frederikke.

Caroline blev gift med Christian 8, Konge af Danmark den 22 maj 1815. Christian (søn af Arveprins Frederik af Danmark og Sofie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin) blev født den 18 sep. 1786 i Christiansborg Slot, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 20 jan. 1848 i Amalienborg, København, Danmark; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Hertug Christian-August (1798-1869)

Hertug i Slesvig Holsten. Prins af Augustenborg og broder til prins Frederik kaldet prinsen af Nør.

Søn af Frederik VI ´s søster Louise Augusta og hertug Frederik Christian af Augustenborg. Han og broderen, prins Frederik af Nør, blev opdraget som danske prinser, med dansk tale i hjemmet. Samarbejdede med det slesvig-holstenske ridderskab og var medlem af stænderforsamlingen i Slesvig.
Regnedes som overhoved for det slesvig-holstenske parti, der arbejdede på en sammenslutning af hertugdømmerne og en adskillelse fra kongeriget. Da den oldenborgske kongestammes mandslinie så ud til atville uddø med Fr. VII , skulle kvindelinien, ifølge kongeloven, overtage tronen. Kongeloven gjaldt ikke i visse dele af Holsten, hvor den russiske Zar stod først i arvefølgen, og man stredes om densgyldighed i Slesvig. Man påstod i Danmark, at Slesvig i 1721 var blevet knyttet så meget til kongeriget, at kongelovens bestemmelse om kvindelig arvefølge, også gjaldt her, medens hertugen mente, at det var ham, der i kraft af, at han var arvefølger til den oldenborgske mandslinie, havde arveret til både Slesvig og Holsten.

Da stænderne i Itzehoe i 1844 vedtog "Det slesvigholstenske program" om hertugdømmernes uadskillelighed under mandsstammens= Augustenborgernes regimente (up ewig ungedeelt zwosammen som Chr. I havde lovet det, da han besteg tronen), udsendte Chr. VIII og hans ministre 8 juli 1846, det åbne brev, hvoraf det fremgik, at kongelovens arvefølge gjaldt i kongeriget, Slesvig og Lauenburg, mens der var tvivl om dele af Holsten. Forholdet mellem ham og svogeren Chr. VIII, der i 2. ægteskab var gift med hertugens sog chefen for det slesvig-holstenske kancelli Josef Reventlow-Criminil. De slesvig-holstenske stænder klagede til det tyske forbund over at deres forfatning var blevet krænket. Hertugdømmerne var på randen af revolution og i tyskland rasede man over at Danmark undertrykte tyskernes rettigheder. Det hele resulterede i opstanden i 1848 og den efterfølgende treårskrig.
Han skaffede i 1848 preussisk hjælp til det slesvig-holstenske oprør. Efter nederlaget i Treårskrigen købtes han bort. I 1852 fik han 3 mill. rigsdaler for sine godser, mod at give afkald på arveretten og afgive løfte om at bosætte sig uden for riget. Overdrog på trods heraf 1863 sine arvekrav til sønnen Friedrich, der lod sig udråbe til Friedrich VIII, men fejedes væk af Bismarck.

Efter de slesvigske krige produceredes, i Danmark, nogle populære natpotter med portrætter af de to brødre i bunden.

Christian blev gift med Louise Sophie Danneskiold-Samsøe den 18 sep. 1820 i Øster Broby kirke (nu Bråby), Ringsted Herred, Sorø Amt, Danmark. Louise (datter af Kristian Konrad Sofus Danneskiold-Samsøe og Johanne Henriette Valentine Kaas) blev født den 22 sep. 1796 i Gisselfeld, Braaby Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt, Danmark; blev døbt i Braaby kirke, Ringsted Herred, Sorø amt, Danmark; døde den 11 mar. 1867 i Primkenau (nu: Przemków), Polen; blev begravet i Primkenau Evangeliske Kirke (nu: Przemków), Polen. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Noer, Eckernförde, Slesvig-Holsten, Tyskland

Notater:

Frederik af Nør (1800-65): prins af Augustenborg, broder til Christian August; ejede fra 1832 godset Nør S. for Eckernförde. Som en indrømmelse til slesvig-holstenerne udnævnt til statholder og kommanderende general i hertugdømmerne1842, men nedlagde sit hverv 1846 i protest mod Det åbne Brev. Overrumplede 24. marts 1848 garnisonen i Rendsburg ved at optræde i dansk generalsuniform og blev krigsminister i en oprørsregering. Led nederlag ved Bov 9 . apri l 1848 og trak sig tilbage som general. Landsforvist 1851.
Efter de slesvigske krige produceredes, i Danmark, nogle populære natpotter med portrætter af de to brødre i bunden.

Beskæftigelse:
General ( Hæren - Forsvaret ), Statholder for Hertugdømmerne

Beskæftigelse:
Krigsminister ( Regeringen )

Frederik blev gift med Henriette Danneskiold-Samsøe den 17 sep. 1829 i Øster Broby kirke (nu Bråby), Ringsted Herred, Sorø Amt, Danmark. Henriette (datter af Kristian Konrad Sofus Danneskiold-Samsøe og Johanne Henriette Valentine Kaas) blev født den 9 maj 1806 i Gisselfeld, Braaby Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt, Danmark; døde i 1858. [Gruppeskema] [Familietavle]

Frederik blev gift med Mary Esther Lee den 3 nov. 1864 i Seine, Paris, Frankrig,. Mary blev født den 3 okt. 1837 i New York City, New York, USA; døde den 4 jul. 1914 i Hannover, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Louise blev gift med Hertug Christian August af Augustenborg den 18 sep. 1820 i Øster Broby kirke (nu Bråby), Ringsted Herred, Sorø Amt, Danmark. Christian (søn af Friedrich Christian II af Augustenborg og Louise Augusta af Danmark) blev født den 19 jul. 1798 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 11 mar. 1869 i Primkenau (nu: Przemków), Polen; blev begravet i Primkenau Evangeliske Kirke (nu: Przemków), Polen. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Brattingsborg, Kolby, Samsø, Danmark
• Bopæl: Grevskabet Samsøe

Notater:

Beskæftigelse:
Overdirektør i Gisselfeld, Godsejer

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Gisselfeld, Braaby Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt, Danmark
• Bopæl: Grevskabet Samsøe Og Til Holmegaard
• Ordner: 1870; Ridder af Elefanten

Notater:

Geheimekonferensraad, Hofjægermester, fh. Overskænk, Ridder af Elefanten, Greve.

Christian Conrad Sophus lensgreve Danneskiold-Samsøe (16. september 1800 på Gisselfeld – 4. april 1886 i København) var en dansk adelsmand og gehejmeråd.

Han var født 16. september 1800 som søn af Christian Conrad Sophus Danneskiold-Samsøe, blev student 1818, 1822 hofjægermester, 1824 juridisk kandidat, var 1825-35 assessor auscultans i Højesteret og i adskillige år deputeret ved Stænderforsamlingen i Roskilde; ved Christian 8.s tronbestigelse blev han overstaldmester, 1841 kommandør og 1842 storkors af Dannebrogordenen, 1848 overskænk, gehejmekonferensråd. 1869 succederede han sin broder i besiddelsen af Grevskabet Samsøe, tog året efter sin afsked som overskænk og udnævntes til Ridder af Elefanten.

Efter sin moder (d. 1843) havde Danneskiold-Samsøe arvet Holmegaard Gods med dertil hørende glasværk, hvis drift han udvidede og ledede med megen dygtighed. Han lod også landstedet Enrum opføre ved Vedbæk. Som lensgreve blev han tillige overdirektør for Gisselfeld Kloster, hvilket han snart efter udvidede, og desuden gjorde han sig fortjent ved oprettelsen af Gisselfeld Livrentefond (1873); af egne midler stiftede han et legat (100.000 kr.) for studerende. På sine godser imødekom han tidens fordringer ved salg til arvefæste på en for bønderne særdeles gunstig måde. Mod sine undergivne var han human, ligesom han i det hele var velvillig og godgørende. Hans smukke, livlige og ridderlige personlighed passede til en grand seigneur af den gamle skole. Død 4. april 1886.

Danneskiold-Samsøe ægtede 1833 en engelsk dame, Lady Elisabeth Bruce (1807-1848). Gift 2. gang 1850 med Anna Lovise Amalie von Zytphen, f. 1818, datter af generalmajor Ernst Frederik von Zytphen og hofdame hos dronning Caroline Amalie.

Han er begravet på Gisselfeld Gods.


Beskæftigelse:
Hofjægermester, Gehejmekonferensraad, Cand.jur., Overstaldmester og Oversjænk ( Hoffet ), Overdirektør i Gisselfeld, Godsejer af Holmegaard

Christian blev gift med Elisabeth Brudenell-Bruce den 25 jul. 1833. Elisabeth blev født den 14 apr. 1807; døde den 6 nov. 1847. [Gruppeskema] [Familietavle]

Christian blev gift med Anna Amalie Louise Øllegaard von Zytphen den 19 mar. 1850. Anna blev født den 12 feb. 1818. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Magnus Otto Sophus greve Danneskiold-Samsøe (4. juli 1804 – 31. januar 1894) var en dansk generalpostdirektør.

Han var søn af Christian Conrad Sophus Danneskiold-Samsøe, fødtes 4. juli 1804, indtrådte 1824 som assessor auscultans i Generalpostdirektionen, blev 1832 assessor med stemme og underskrift, 1833 4. postdirektør, senere 2. postdirektør og 1842 generalpostdirektør, hvilken stilling han beklædte til nytår 1874; 1846 fik han Storkorset og ved sin afgang Elefantordenen; i Ordenskapitlet var han siden 1889 kansler efter tidligere at have været dets vicekansler og skatmester. Ved siden af sit embede har Danneskiold-Samsøe varetaget forskellige offentlige hverv, bl.a. præsidiet i Landhusholdningsselskabet.

I den menneskealder, Danneskiold-Samsøe ledede det danske postvæsen, undergik dette gennemgribende forandringer: Indførelsen af den ensartede porto, oprettelsen af regelmæssige dampskibsforbindelser, landpostvæsenets indretning, postbesørgelsen ad jernbanerne, en mængde forbedringer i postforsendelsernes behandling og indførelse af postanvisninger og -opkrævninger, alle disse foranstaltninger betegnede store vremskridt. Blev disse påskønnede af publikum, var det ikke mindre vel set, at Danneskiold-Samsøe – der nærede den største interesse for postvæsenets embedsstand, som til gengæld var sin humane og velvillige foresatte hengiven – efterhånden fik embederne besatte med mere kvalificerede personer, end tidligere ofte havde været tilfældet, og derved forbedrede Aanden i etaten; hertil bidrog det også, at postmestrene blev satte på fast gage og undergivet et skærpet tilsyn ved ansættelsen af postinspektører.

Af jordegods ejede Danneskiold-Samsøe gårdene Nordfelt, Ålebæksgård og Klosterskovgård, alle på Møn. Han blev gift 1. gang 1835 med Frederikke Marie von Levetzau (1813-1852), datter af generalmajor Hans Frederik Hannibal von Levetzau og 2. gang 1866 med Fernanda Caroline Bille, (f. 1835), datter af viceadmiral Steen Andersen Bille. Han døde 31. januar 1894.

Beskæftigelse:
Generalpostdirektør i Post- & Telegrafvæsenet ( Post Danmark ), Godsejer

Magnus blev gift med Frederikke Marie von Levetzow den 1 dec. 1835 i Garnisons Kirke, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Frederikke blev født den 13 feb. 1813 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 16 aug. 1852 i Ordrup, København, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Magnus blev gift med Fernanda Caroline Bille den 10 okt. 1866 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Fernanda (datter af Steen Andersen Bille og Caroline Christiane Sophie Frederikke von Bülow) blev født den 23 feb. 1835 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 13 jun. 1902 i Ems, ,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Henriette blev gift med Prins Frederik Emil August af Augustenborg den 17 sep. 1829 i Øster Broby kirke (nu Bråby), Ringsted Herred, Sorø Amt, Danmark. Frederik (søn af Friedrich Christian II af Augustenborg og Louise Augusta af Danmark) blev født den 23 aug. 1800 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 4 jul. 1865 i Beirut, Libanon; blev begravet i Krusendorf Kirch, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Christiane blev gift med Carl Christian Gustav Greve Lensbaron Holck-Winterfeldt den 4 okt. 1837. Carl blev født den 2 okt. 1802; døde i 1885. [Gruppeskema] [Familietavle]

Niels blev gift med Sophie Amalie Borch den 2 maj 1811 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Sophie (datter af Caspar Abraham Borch og Goiske Anna Margarethe Rosenstand) blev født den 19 feb. 1781 i Sorø, Alsted Herred, Sorø Amt, Danmark; blev døbt den 13 mar. 1781; døde den 8 jan. 1853 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Frederik 6. blev født i 1768 og døde i 1839. Han var søn af Christian 7. og Caroline Mathilde af Storbritannien. Han blev officielt konge efter Christian 7.s død, men i realiteten havde han været regent siden 1784. I 1790 giftede han sig med Marie af Hessen-Kassel, med hvem han fik to døtre.

Frederik 6. havde en trist barndom. Efter at moderen, dronning Caroline Mathilde, og hendes elsker, Struensee, i 1772 blev arresteret, stod den knapt 4-årige Frederik tilbage med en sindssyg far, der var ude af stand til at tage sig af ham. Forståeligt nok blev han et naturligt midtpunkt for en kreds af folk, der ønskede at styrte den regering, der kom til magten efter Struensees fald og moderens landsforvisning.

Frederik 6. blev, efter et kup i 1784, optaget i statsrådet. Magtovertagelsen gjorde ham til kronprinsregent for sin sindssyge far indtil 1808.

I 1788 underskrev statsrådet den vigtigste landbrugsreform i landets historie. Fra da af blev bønderne frie borgere, der kunne rejse hvorhen de ville.

Bag stavnsbåndets ophævelse stod godsejer brødrene Christian og Ludvig Reventlow, jurist Christian Colbjørnsen og godsejer AP Bernstorff, men sandsynligvis ville reformen ikke være blevet til noget uden kronprins Frederiks store velvilje.

For ikke at blive inddraget i den fransk-britiske storkonflikt, sluttede Danmark sig i år 1800 til et svensk-russisk-preussisk neutralitetsforbund. Briterne krævede at Danmark forlod forbundet og da den danske regering nægtede, angreb en engelsk flåde i 1801 den danske flåde på Reden ud for København.

En del af den engelske flåde, under ledelse af viceadmiral Nelson, blev sendt til angreb sydfra.
Under svære tab fik Nelson tilintetgjort en stor del af de danske skibe, og da en betænkelig admiral Parker gav Nelson signal til at indstille kampen, satte viceadmiralen kikkerten for det blinde øje og fortsatte.

I erkendelse af at kampen ikke kunne vindes, sendte Nelson en parlementar i land med et brev til kronprins Frederik. Under trusler om at brænde de erobrede danske skibe med mandskabet om bord, gav kronprinsen efter de britiske krav og indstillede skydningen.

Det var i slaget på Reden at den unge danske søhelt, Peter Willemoes, udmærkede sig.

I 1804 var Napoleon blevet kejser i Frankrig, og det lykkedes ham i de efterfølgende år at erobre store dele af det europæiske fastland. Tilbage var stort set kun Storbritannien og Rusland. I 1807 allierede Rusland sig med Frankrig og gik med til en fastlandsspærring af engelske skibe.

Englænderne forlangte, at Danmark enten allierede sig med Storbritannien eller udleverede den danske flåde som sikkerhed for fortsat dansk neutralitet. Da svaret på det engelske ultimatum var et klart dansk nej, gik den engelske flåde i september til angreb på København. Efter tre døgns heftigt bombardement kapitulerede hovedstaden, og den danske øverstkommanderende, general Ernst Peymann, måtte bøje sig for kravet om udlevering af flåden til englænderne.
Englændernes angreb førte til, at kronprins Frederik knap to måneder senere indgik et forbund med Frankrig.

Da Napoleon i 1812 angreb Rusland, allierede russerne sig med bl.a. Storbritannien og Sverige. Svenskerne blev til gengæld lovet Norge som erstatning for Finland, som russerne erobrede i 1809. Rusland forsøgte, efter den franske hærs nederlag ved Moskva, at få Danmark med i alliancen, men da russerne stod fast på at Danmark skulle afgive Norge til Sverige, sagde den danske regering nej, og efterhånden stod Frederik 6. tilbage som Napoleons sidste forbundsfælle.

Året efter blev Napoleons hær afgørende slået ved Leipzig, og den 15. januar 1814 var Danmark tvunget til at underskrive en fredstraktat med Storbritannien og Sverige, hvorefter vi afstod Norge til Sverige. Frederik 6. kommenterede bittert fredsslutningen: Gid jeg aldrig havde oplevet denne sørgelige dag, da jeg måtte afgive den tilståelse, at Norge, mit kære Norge, måtte være det offer, som måtte gives for ikke aldeles at opgive alt.
Efter 444 som kronprins vandt Frederik 6. stor popularitet ved ophævelsen af stavnsbåndet – en popularitet der blev slidt hårdt på i krigsårene fra 1807-14. En stor del af sin tidligere anerkendelse genvandt Frederik 6. imidlertid hurtigt på grund af sin nøjsomhed og pligtfølelse. Ikke desto mindre råbte og piftede en større menneskemængde af kisten, da den i januar 1840 blev kørt ud af København. Til gengæld blev kisten løftet af vognen da den nærmede sig Roskilde, og blev båret af bønder det sidste stykke vej til Roskilde Domkirke.

Familie/Ægtefælle/Partner: Marie Sofie Frederikke af Hessen-Kassel. Marie (datter af Karl af Hessen-Kassel og Louise af Danmark) blev født den 28 okt. 1767; døde den 21 mar. 1852 i Amalienborg, København, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Frederikke Benedicte Rafsted. Frederikke blev født den 6 aug. 1790 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde i 1862. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Louise Augusta (1771-1843): Dansk prinsesse; datter af dronning Caroline Mathilde og formentlig Struensee. Man anser Struensee for at være hendes biologiske far, selv om det officielt var Chr VII. Ægtede 1786 hertug Frederik Christian af Augustenborg

________________________

Prinsesse Louise Augusta blev gift med Frederik Christian af Augustenborg i 1786; sammen fik de bl.a. datteren Caroline Amalie, Christian 8.s dronning. Louise Augusta var officielt datter af Christian7. og dronning Caroline Mathilde, men det er næsten helt sikkert, at kongens livlæge, J.F. Struensee, var hendes rigtige far. Hun blev tidligt skilt fra begge sine biologiske forældre efter afsløringen af deres forhold. Caroline Mathilde blev forvist, og Struensee henrettet året efter datterens fødsel. Efter indgåelsen af det politisk arrangerede ægteskab med hertug Frederik Christian af Augustenborg boede parret boede længe på Christiansborg, hvor Louise Augusta ofte var hoffets midtpunkt. Hun havde livet igennem et nært forhold til sin bror Frederik 6, som hun også støttede, efter at han oghendes ægtefælle var kommet i et politisk modsætningsforhold.

Louise blev gift med Friedrich Christian II af Augustenborg den 26 maj 1786 i Christiansborg Slotskirke, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Friedrich (søn af Frederik Christian af Augustenborg og Prinsesse Charlotte Amalie Vilhelmine Slesvig-Holsten-Sønderborg-Plön) blev født den 28 sep. 1765 i Augustenborg, Als Sønder Herred, Sønderborg Amt, Danmark; døde den 14 jun. 1814 i Augustenborg, Als Sønder Herred, Sønderborg Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Wilhelm af Glücksburg. Wilhelm (søn af Frederik af Slesvig-Holsten og Frederikke von Schlieben) blev født i 1785; døde i 1831. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Marie Sophie Frederikke blev dronning af Danmark i 1808. Hun var datter af landgreve Carl af Hessen-Kassel og blev gift med Frederik (6.) i 1790. Ægteskabet mellem Marie og hendes fætter kronprins Frederik blev indgået på trods af indvendinger fra regeringen og kongehusets rådgivere. Dronningen førte en tilbagetrukken tilværelse; hun fik et svagt helbred efter otte børnefødsler, hvoraf kun to døtre overlevede. Hun var regent 1814-1815, mens Frederik 6. deltog i Wienerkongressen, som fastlagde Europas nye grænser efter Napoleonskrigene. Kongeparret og de to prinsesser, Caroline og Vilhelmine, kunne ofte ses sejle på kanalerne i Frederiksberg Have, hvilket bidrog til kongefamiliens i forvejen store popularitet. De kom til forskel fra tidligere danske regentpar til at fremstå som symboler pået borgerligt københavnsk familieliv, også selvom kongen havde et almindelig kendt forhold til Frederikke Dannemand.

Familie/Ægtefælle/Partner: Frederik 6, Konge af Danmark. Frederik (søn af Christian 7, Konge af Danmark og Caroline Mathilde af England) blev født i 1768; døde i 1839. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Christian 8. blev født i 1786 og døde i 1848. Han var søn af arveprins Frederik, der var halvbroder til den sindssyge Christian 7. Arveprins Frederik spillede en fremtrædende rolle i det statsråd derregerede under Christian 7., indtil arveprinsen blev skubbet til side ved kronprins Frederiks kup i 1784.

Da Frederik 6. ikke efterlod sig sønner var arveprinsens søn, Christian Frederik, ifølge Kongeloven den nærmeste arving til tronen.

I 1806 giftede Christian Frederik sig med sin kusine Charlotte Frederikke, men deres ægteskab blev aldrig lykkeligt. Charlotte Frederikke fødte i 1808 en søn, den senere Frederik 7. Året efter erfarede prins Christian Frederik at prinsessen havde et intimt forhold til sin sanglærer, komponisten Edouard du Puy. Ægteskabet blev ophævet, Charlotte Frederikke forvistes til Horsens og fik forbud mod nogensinde at se sønnen igen.

Danmark var i 1807 trådt ind i Napoleonskrigene på fransk side, og i 1812 krævede Sverige, at Norge skulle overdrages til svenskerne, som betingelse for deres deltagelse i kampen mod franskmændene. Idenne alvorlige situation sendte Frederik 6. prins Christian Frederik til Norge året efter, og udnævnte ham til statholder.

Prins Christian Frederik sluttede sig til den norske uafhængighedsbevægelse og underskrev den 17. maj 1814 en norsk fri forfatning, Eidsvoll-forfatningen. Christian Frederik blev herefter udnævnt somkonge i Norge, men måtte den 4. november samme år abdicere da Sverige under krigstrussel gennemførte den svensk-norsk union de havde fået tildelt ved Freden i Kiel den 14. januar.

Det var en skuffet prins Christian Frederik der vendte tilbage til Danmark. Han giftede sig i 1815 med Caroline Amalie og blev året efter udnævnt til guvernør over Fyn og Langeland. Fra 1818-22 var parret på en længere udlandsrejse og under rejsen fik han lejlighed til træffe Europas førende statsmænd og pleje sine videnskabelige og kunstneriske interesser

En mistænksom Frederik 6. havde længe haft et noget køligt forhold til Christian Frederik og hans liberale sympatier, men i længden kunne han ikke holde tronfølgeren uden for politisk indflydelse.

I 1831 blev Christian Frederik medlem af statsrådet, hvor han ikke gjorde sig specielt gældende. Som tronfølger og medlem af statsrådet viste Christian Frederik stor forståelse for De Nationalliberaleog den vågnende danskhed i Hertugdømmerne. Et af de vigtigste spørgsmål han skulle tage stilling til, var den nye rådgivende stænderforfatning, som Frederik 6. ville indføre, og prinsen var klar overat dette var det første skridt mod en fri forfatning.

Efter Frederik 6.s død i 1839 arvede den 53-årige prins Christian Frederik tronen. Som Christian 8. kunne han, ved den sidste kroning i Danmarks historie, sætte kronen på eget hoved. Danske liberale huskede endnu kongens indsats for en norsk fri forfatning 25 år tidligere, men efter tronbestigelsen ønskede Christian 8. dog at bevare Helstatsforfatningen. Kongen anså en fri forfatning for en fjernmulighed der foreløbig ikke var praktisk politik, og skuffede således de liberale forventninger. Den liberale opposition mod enevælden voksede de følgende år mens bønderne samledes om det i 1846 oprettede Bondevennernes Selskab.

Den 20. januar 1848 døde Christian 8. af en blodforgiftning han havde pådraget sig, som følgeaf en åreladning hans livlæge havde ordineret. Han blev begravet i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sinsøn Frederik 7.

Christian blev gift med Charlotte Frederikke Mecklenburg-Schwerin den 21 jun. 1806. Charlotte (datter af Storhertug Friederich Franz I. af Mecklenburg-Schwerin og Louise af Sachsen-Gotha) blev født den 4 dec. 1784 i Ludwigslust, Schwerin, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland; døde den 13 jul. 1840 i Rom, Italien. [Gruppeskema] [Familietavle]

Christian blev gift med Caroline Amalie af Augustenborg den 22 maj 1815. Caroline (datter af Friedrich Christian II af Augustenborg og Louise Augusta af Danmark) blev født den 28 jun. 1796 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 9 mar. 1881; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Daughter of Hereditary Prince Frederik of Danmark and Sophie Frederikke. Married to Landgraf Wilhelm of Hessen-Kassel. By the version of semi-Salic law established in the Lex Regia in 1665, she had the best claims to the Danish throne, and to the Duchy of Schleswig, but the Duchy of Holstein did not allow female succession and the Danes found it imperative that the two duchies remained united and part of the Danish realm. Therefore a male heir had to be found. She was a vise and worldly lady, who felt totally Danish, just like her husband, who was in military service in his youth. She was very aware of her dynastic rights and 1851 both she, her son transferred their succession-rights to her daughter, Louise who then transferred it to her husband - Christian of Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg. She lived (1789-1864)

Louise blev gift med Wilhelm, Landgreve af Hessen-Kassel-Rumpenheim den 10 nov. 1810 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Wilhelm, (søn af Friedrich III, Landgreve af Hessen-Kassel-Rumpenheim og Karoline Polyxene, Prinsesse af Nassau Usingen) blev født den 24 dec. 1787 i Biebrich, Wiesbaden, Hessen, Tyskland; blev døbt i Biebrich, Wiesbaden, Hessen, Tyskland; døde den 5 sep. 1867 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; blev begravet den 27 sep. 1867 i Schloss Rumpenheim, Offenbach, Hessen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Bror til Chr VIII. En intetsigende godmodig person, der blev meget populær i København.

Beskæftigelse:
Arveprins

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ejendom: 1921-1920, Krenkerup, Radsted Sogn, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark

Notater:

_______

Dansk statsborger 1926.

Ved hans død i 1970 arvede Rupert Gorm Grinling (senere Reventlow-Grinling) Krenkerup. Som følge af det fjerne slægtsskab var arveafgiften uhyre høj.

Begravelse:
Begravet i parken på Krenkerup

Notater:

Kurt Graf v. Haugwitz-Hardenberg-Reventlow was (the third of four children) commisioned into the Garde du Corps on 24.6.14. Graf v. Haugwitz entered the GdC at the outbreak of war as a Fahnenjunker and consequently was not listed in the last peacetime army list of May 1914. He was commissioned as a Leutnant ohne Patent on 21.2.15 later receiving seniority effective 24.6.14. The regimental historyindicates that he served throughout the war with the regiment although being detached temporarily for service as a Divisional Orderly Officer in 1918.

Begravelse:
https://www.findagrave.com/memorial/132286836/_

Familie/Ægtefælle/Partner: Barbara Woolworth - Hutton. Barbara blev født den 14 nov. 1912; døde den 11 maj 1979. [Gruppeskema] [Familietavle]

Curt blev gift med Margaret Astor Drayton den 30 jul. 1942 i Palm Springs, California, USA. Margaret blev født den 20 dec. 1915; døde den 14 jun. 2014 i Litchfield, Litchfield County, Connecticut, USA; blev begravet i East Cemetery Litchfield, Litchfield County, Connecticut, USA. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Adelheid Lucy Fredine Henriette Gabrielle 4.5.1897
This is Kurt's sister who was known as Gabrielle-probably for the single reason that that was also her mother's name.

Notater:

LMR stammede fra en af Tysklands højaristokratiske familier. Faderen var officer, og familien levede et kosmopolitisk liv i Tyskland, Italien og Danmark, hvortil der var traditionelle slægtskabsbånd.I 1909 giftede hun sig med lensgreve Christian-Einar R., en af Danmarks største jordbesiddere, der residerede på Brahetrolleborg på Sydfyn. LMR var en charmerende, livlig og udadvendt kvinde, der forstod at udnytte de muligheder, som hendes sociale og økonomiske position gav hende. På mange måder var hun en diametral modsætning til sin indadvendte og noget sky ægtefælle, der fordybede sig i familiehistorien og kunststudier, men forholdet var efter alt at dømme tilfredsstillende for begge parter.

Efter Første Verdenskrig deltog LMR i hjælpearbejdet for wienerbørn, ligesom hun tog sig af faderen og søsteren Naka Haugwitz. De var kommet til Danmark, fordi familiens gods og formue var gået tabt efter krigsafslutningen og revolutionen i Tyskland. Gennem søsterens engagement i Det Danske Pigespejderkorps (DDP), stiftet 1910, blev også LMR inddraget i spejderarbejdet. 1921-33 var hun således formand for DDPs bestyrelse og en af drivkræfterne bag oprettelsen af Spejderskolen i 1922. Forstander for skolen blev Elisabeth Flagstad, der også fungerede som privatlærerinde på Brahetrolleborg. Spejderskolen havde først til huse i Brahetrolleborgs skovridergård, og sammen med Flagstad og søsteren hjalp LMR med til at sætte lokalerne i stand, ligesom hun skaffede møbler fra andre af slægtens godser. Skolen blev drevet som en husholdningsskole. Der var plads til 24 elever, men på grund af den store søgning måtte den allerede efter et år flytte til nyindrettede og større lokaler i en tidligere stolefabrik i Korinth, tæt på Brahetrolleborg. I 1938 døde Flagstad, og da hun ikke havde skrevet testamente, overgik skolen til hendes familie. Men gennem LMRs økonomiske støtte lykkedes det året efter Haugwitz at købe den tilbage. LMR så spejderbevægelsen som “den største Afrustningsfactor, - for alle de Unge, Verden over, der har lovet at være Venner - at arbejde for det samme Maal - vil aldrigkunne føre Krig”. På grund af hendes personlige engagement og økonomiske støtte var Brahetrolleborg-Korinth i en lang årrække den centrale akse i pigespejderarbejdet i Danmark. Spejderskolen eksisterer stadig ved årtusindeskiftet, men har fra 1988 fungeret som efterskole i tilknytning til spejderbevægelsen.

I 1928 døde LMRs eneste søn Christian Ditlev kun 16 år gammel under et skoleophold i England. Sønnens død knækkede hendes mand, der døde året efter. Dødsfaldene komplicerede yderligere lensafløsningens gennemførelse på godserne Brahetrolleborg, Christianssæde og grevskabet Reventlow i Sønderjylland. Hertil kom, at landbruget i 1930’erne var i dyb krise. Hun var stillet over for udfordringer, hun ikke havde forudsætninger for at løse, og fik næppe den bedste rådgivning; fra et økonomisk synspunkt var det således mindre heldigt, at hun af venerationshensyn valgte at beholde og blive boende på Brahetrolleborg, mens de øvrige besiddelser blev afhændet. I denne forbindelse bidrog hun afgørende til, at hovedbygning og park på gården Pederstrup på Lolland blev overdraget til Reventlow-Museet, der1940 blev oprettet til minde om statsminister Christian Ditlev R.

LMR tilbragte megen tid på udenlandsrejser, især i England, hvor hun opholdt sig under Anden Verdenskrig og i 1940 giftede sig med en engelsk officer. Hun deltog i Air Raid Precaution’s hjælpearbejdeunder bombardementerne af London, hvilket hun senere modtog en engelsk medalje for. LMR var endvidere æresmedlem af DDP.

Efter sin anden mands død i 1947 vendte LMR tilbage til Brahetrolleborg, som hun først i 1960 overdrog til svigersønnen Erik Mourier. Hun blev boende på slottet til sin død, næsten 100 år gammel, hvorhun, så langt kræfter og muligheder rakte, stræbte efter at opretholde de traditioner, ikke mindst i forholdet til lokalsamfund, der fra 1700-tallet knyttede sig til stedet og slægtens virke.

Kilde: Dansk Kvindebiografisk Leksikon

Titel:
comtesse, lensgrevinde

Lucie-Marie blev gift med Lensgreve Christian-Einar Ferdinand Ludvig Eduard Reventlow den 26 nov. 1909 i Pasing, München, Bayern, Tyskland. Christian-Einar (søn af Greve Ferdinand Carl Otto Reventlow og Komtesse Benedicte Christiane Reventlow) blev født den 18 jul. 1864 i Pederstrup, Vesterborg Sogn, Lollands Nørre Herred, Maribo Amt, Danmark; døde den 2 feb. 1929 i Svendborg Sygehus, Svendborg, Sunds Herred, Svendborg Amt, Danmark; blev begravet den 9 feb. 1929 i Theophili, Vesterborg, Lollands Nørre Herred, Maribo Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Lucie-Marie blev gift med Bertram James Walker den 19 jul. 1940 i London, England. Bertram blev født den 25 jun. 1880 i Richmond, Yorks., England; døde den 8 mar. 1947 i St Albans, Herts., England. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Militærtjeneste: Oberst
• Beskæftigelse: Brahetrolleborg, (Rantzausholm), Brahetrolleborg Sogn, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark; Forpagter på Brahetrolleborg
• Beskæftigelse: 1929, Brændegård, Vester Åby, Sallinge, Svendborg, Danmark; Frem til 1929 Forpagter på Brændegaard

Notater:

TITEL: Greve

Curt blev gift med Komtesse Anna-Ermegård Abela Reventlow den 29 okt. 1910. Anna-Ermegård (datter af Lensgreve Christian-Einar Ferdinand Ludvig Eduard Reventlow og Komtesse Agnes Margrethe Moltke) blev født den 3 jul. 1890 i Brahetrolleborg, (Rantzausholm), Brahetrolleborg Sogn, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark; døde den 27 sep. 1969 i Faaborg Sygehus, Faaborg, Sallinge Herred, Svendborg Amt, Danmark; blev begravet den 1 okt. 1969 i Brahetrolleborg Kirkegård, Brahetrolleborg Sogn, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Begge NHs forældre hørte til de ældste og rigeste familier i tysk aristokrati. Faderen var officer og opholdt sig ofte i Berlin. Familien, der foruden NH omfattede en ældre broder og søster, boede mange forskellige steder i Europa; Italien om sommeren, Berlin, Bayern og Danmark på andre årstider. Moderen døde af tuberkulose, da NH var 18 år, og hun fik også selv konstateret sygdommen, men blev rask igen efter to-tre års kurophold, bl.a. i Davos i Schweiz. Det lange sygeleje gjorde hende alvorlig og eftertænksom, og hun ville gerne være til nytte for andre. Helst ville hun uddanne sig til lægeeller sygeplejerske, men det var utænkeligt for en pige i hendes familie. Hun fik dog lov til at studere barnepleje i 1914, og Første Verdenskrigs udbrud gav hende alligevel mulighed for en sygeplejerskeuddannelse, som hun fik brug for på de tyske krigslazaretter, hvor hun arbejdede hårdt og under svære afsavn for Røde Kors. Indimellem holdt hun ferie hos søsteren Lucie Marie Reventlow, som hun var tæt knyttet til. Søsteren havde siden sit giftermål med Christian Reventlow i 1909 boet på Brahetrolleborg på Fyn.

Efter krigsafslutningen og revolutionen i Tyskland blev faderens gods og formue konfiskeret, ligesom officersgagen forsvandt. Sammen med ham flyttede NH 1919 til Danmark og to år efter til Korinth påFyn for at være i nærheden af søsteren. NH så det som sin opgave at være til rådighed for faderen, sine søskende og disses små børn. Først boede de i den villa, der senere blev til Spejderskolen, menflyttede så til en anden, som NH døbte Rocca, fordi den var som en frelsende klippe i en omskiftelig verden. Hendes svoger, der døde i 1929, sørgede i sit testamente for, at hun kunne blive boende i Villa Rocca på livstid med hushjælp og havemand.

Da NH fik samlet kræfterne, fattede hun interesse for den unge pigespejderbevægelse, der var stiftet i 1910, og som hendes søster i 1921 var blevet bestyrelsesformand for. NH blev spejder 1920 og allerede året efter leder af Fyns Division. Fra første færd interesserede hun sig for det internationale pigespejderarbejde og blev Det Danske Pigespejderkorps (DDP) første internationale commissioner i 1928. Gennem dette arbejde fik hun mange udenlandske venner, der også kom på besøg på Spejderskolen og Rocca. På Brahetrolleborg lærte hun den unge spejderchef Johanne Marie Petersen og dennes souschefElisabeth Flagstad at kende. Især med Flagstad, der en tid var privatlærerinde på Brahetrolleborg, sluttede hun et varmt og livsvarigt venskab. Flagstad, der i 1923 var blevet ny spejderchef, fik 1926-39 NH til souschef. Som souschef blev hun automatisk medlem af DDPs bestyrelse og måtte ofte være stedfortræder for sin søster, bestyrelsesformanden, når hun var bortrejst.

Det er især for skolevirksomheden, at NH huskes. I 1922 blev hun Flagstads medhjælper på den nystiftede spejderskole i Korinth, hvor hun bl.a. brugte sin internationale baggrund i sprogundervisningen.I 1938 døde Flagstad, hvilket var en stor sorg for NH, og da Flagstad ikke havde skrevet testamente, overgik Spejderskolen til hendes familie. Med hjælp fra søsteren kunne NH dog året efter købe skolen tilbage, og sammen med de to unge lærerinder Ingeborg Jessen og Ragnhild Jensen drev hun den videre til sin død i 1948. Klog af skade havde hun sørget for at skrive testamente, og skolen kunne således fortsætte under ledelse af hendes to medarbejdere. NH var et meget blidt og hjælpsomt menneske, der fuldt og helt gik op i Spejderskolen og det øvrige spejderarbejde. Hun kunne dog også være streng, og eleverne skulle lære dyder som høflighed, hensyntagen og orden samt tysk grundighed. Hun fulgte nøje med i sine elevers færden ude i verden og tog imod dem med åbne arme, hvis de vendte tilbage for at få trøst og råd. Til en fest på Spejderskolen blev hun af sine elever udnævnt til "Ridderen af det store Hjerte". Hun var hele sit liv en trofast kirkegænger. Tidligt tog hun afstand fra Hitlertyskland og bekæmpede som skoleleder på forskellig vis naziånden under den tyske besættelse af Danmark, ligesom hun viste sin afstandtagen ved at søge om dansk statsborgerskab, hvilket hun fik.

Notater:

ugift

Notater:

ugift

Notater:

Friedrich (1829-80):

hertug af Augustenborg. Lod sig, skønt hans fader Christian August 1852 gav afkald på hertugdømmerne, 1863 proklamere som Friedrich der Achte (den Ottende), og anti danske stemninger i Tyskland sluttede op om ham.

Bismarck skød ham dog til side til fordel for sine egne planer, der gik ud på at indlemme de tidligere danske hertugdømmer i Preussen. Det lykkedes i 1866 efter krigen med Østrig .

Friedrich der Achte, 1829-1880, hertug af Augustenborg
Ældste søn af den i 1852 landsforviste hertug Christian August af Augustenborg (1798-1869) og grevinde Louise Danneskiold-Samsøe.



http://www.graenseforeningen.dk/leksikon/f/all/4018:

Friedrich der Achte udråbte hurtigt efter Frederik 7.'s død den 15. november 1863 sig selv som hertug af Slesvig-Holsten, idet han i lige linje var 7. generation i den augustenborgske hertuglinje efter hertug Hans den Yngre. Det skete ved udsendelse af en proklamation den 16. november, hvori han erklærede "som førstefødt prins af den nærmeste linje af det oldenborgske hus, at jeg tiltræder regeringen af hertugdømmerne Slesvig-Holsten". Han sluttede med ordene: "Gennemstrømmet af den overbevisning, at min ret er jeres redning, lover jeg for mig og mit hus at stå ved jeres side, således som jeg stod i slaget (under Treårskrigen), og ikke at skille mig fra jer og vore rettigheder. Og således lover og sværger jeg i henhold til statsgrundloven at overholde hertugdømmerne Slesvig-Holstens forfatning og love og at opretholde folkets rettigheder."

Proklamationen skabte straks en stærk Slesvig-Holsten bevægelse i den tyske offentlighed, og påvirket heraf anerkendte flere tyske mellem- og småstater Friedrich som hertugdømmernes regent. Men hverken Preussen, Østrig eller Det tyske Forbund bakkede op. Friedrich oprettede en eksilregering i Tyskland og vandt også nogen opbakning i slesvig-holstenske kredse.

Men Otto von Bismarck ønskede bestemt ikke noget selvstændigt hertugdømme i de nordlige områder og fik hurtigt overbevist Friedrich der Achte, at den idé ingen fremtid havde. Bismarck havde gode argumenter på hånden, bl.a. at Friedrich der Achtes far, hertug Christian August af Augustenborg allerede i 1852 havde fraskrevet sig alle rettigheder til Slesvig-Holsten og modtaget en erstatning på 300.000 rigsdaler mod at han afstod sine godser, flyttede til udlandet og godkendte den nye arvefølge, som ville gøre Christian 9. af Lyksborg til konge, når Frederik 7. døde.



https://da.wikipedia.org/wiki/Frederik_Christian_August_af_Slesvig-Holsten-S%C3%B8nderborg-Augustenborg

Frederik Christian August af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg (Friedrich Christian August von Schleswig-Holstein-Sonderburg-Augustenburg, 6. juli 1829 på Augustenborg Slot – 14. januar 1880 i Wiesbaden), i folkemunde Friedrich der Achte, var ældste søn af Christian August 2. af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg. Han udråbte sig til hertug af Slesvig-Holsten i 1863, men blev kun en fodnote. Han regnes for at have repræsenteret den mest etnisk danske linje i det oldenborgske hus på den tid, men da familien var stærkt tysksindet, kunne de ikke komme på tale som efterfølgere af den barnløse danske konge Frederik den 7.

Hans fader Christian August gjorde krav på den danske krone, da det stod klart, at kong Frederik 7. ville dø uden arvinger, og tronen derfor skulle gå videre til en sidelinje i det oldenborgske hus. I 1846 blev kravet afvist af Christian 8., som udnævnte den senere Christian 9. til tronfølger efter Frederik 7. I Treårskrigen 1848-50 deltog Christian August på de slesvigholstenske oprøreres side og blev derefter landsforvist. I 1852 blev tronfølgen bekræftet af stormagterne i London-Protokollen. Faderen fik en enorm erstatning for at give afkald på sine krav og købte et gods i Primkenau (nu Przemków) i Schlesien, hvor han slog sig ned.

Selv om faderen havde givet afkald på arvekravet, overdrog han det alligevel til sønnen Frederik Christian August i 1863, da det så ud til, at det danske kongehus snart uddøde, og det samtidig trak op til krig mellem Danmark og Preussen. Sønnen hævdede, at faderens arveafkald kun gjaldt ham selv, ikke efterkommerne. På denne måde håbede fader og søn at kunne vende tilbage til det hjemlige hertugdømme.

Dagen efter Frederik 7.'s død i november 1863 udråbte Frederik Christian August sig til hertug af Slesvig-Holsten som Friedrich 8.. Han erklærede sig villig til at aflægge ed under den slesvig-holstenske forfatning, som oprørerne havde proklameret i 1848, og han udsendte en deklaration, der blandt andet lød: "Slesvig-Holstenere! Min ret er jeres redning." I ly af de tyske forbundstropper kunne han rykke ind i Kiel i december 1863, hvor han modtog hyldest og fakkeltog. De slesvig-holstenere, der håbede at få ham som hertug i et selvstændigt Slesvig-Holsten, gik under navnet den augustenborgske bevægelse.

Han blev anerkendt som hertug af det Tyske Forbund og af nogle tyske småstater, men hverken af Preussen eller Danmark. Han gled hurtigt i baggrunden, da krigen i 1864 fulgte. Den magtfulde preussiske kansler Otto von Bismarck var ikke interesseret i et selvstændigt Slesvig-Holsten, og i 1867 blev provinserne Slesvig og Holsten annekteret af kongeriget Preussen.

Frederik Christian August trak sig tilbage til godset i Schlesien, som han overtog, da hans far døde i 1869. Han ejede desuden et gods i Sverige samt Gråsten slot. Han fik dog et plaster på såret, da hans datter Auguste Viktoria i 1881 blev gift med prins Wilhelm, der var søn af den tyske kronprins Frederik (den senere kejser Frederik 3. af Tyskland). I 1888 blev Wilhelm kejser uden navnet Wilhelm 2. af Tyskland. Auguste Viktoria var kejserinde i 1888-1918, og dermed blev hun Tysklands sidste kejserinde.

Ifølge andre oplysninger trak han sig tilbage til Gotha og døde i Wiesbaden.

Hans søn var Ernst Günther 2., som overtog hertugtitlen og havde Gråsten slot som sommerresidens. Han solgte det til den danske stat kort tid efter Genforeningen i 1920.

Der fandtes tidligere et monument for Frederik Christian August i Kiel. Den augustenborgske slægt uddøde i 1931. Augustenborg slot blev indrettet som kvindeseminarium af preusserne og efter genforeningen indrettede den danske stat slottet til sindssygehospital i 1932, hvormed der sattes et sørgeligt punktum for den augustenborgske slægt.



Beskæftigelse:
Hertug

Frederik, blev gift med Adelheid af Hohenlohe-Langenburg den 11 sep. 1856 i Schloss Langenburg, Baden-Württemberg, Tyskland. Adelheid (datter af Ernst af Hohenlohe-Langenburg og Feodora af Leiningen) blev født den 20 jul. 1835 i Schloss Langenburg, Baden-Württemberg, Tyskland; døde den 25 jan. 1900 i Dresden, Sachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Oldebarn af Struense. Haveinspektør på Windsor. 4 børn.Kun en datter gift. Mandsl i n i e n u d d ø d 1931.

Christian blev gift med Helene Augusta Victorie af England den 5 jul. 1866 i Windsor Castle, Windsor, Berkshire, England. Helene (datter af Albert Augustus Charles af Sachsen-Coburg-Saalfeld og Victoria af Hannover) blev født den 25 maj 1846 i Buckingham Palace, Westminster, London, England; blev døbt i Buckingham Palace, Westminster, London, England; døde den 9 jun. 1923 i England, Schomberg House,Pall Mall. [Gruppeskema] [Familietavle]

Henriette blev gift med Johannes Friedrich August Esmarch den 28 feb. 1872 i Tyskland, Schloss Primkena,Schlesien. Johannes døde i 1908. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Beskæftigelse:
Dr. phil.

Familie/Ægtefælle/Partner: Carmelita Eisenblatt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Brattingsborg, Kolby, Samsø, Danmark
• Bopæl: Grevskabet Samsøe & Det Holmegaard'Ske Fideikommis

Notater:

Hofjægermester, Overdirektør for Gisselfeld Kloster, Medlem af Landsthinget, Rigsretsmedlem.

TITEL: greve

Christian Frederik lensgreve Danneskiold-Samsøe (29. april 1838 i København – 3. juli 1914 på Frederiksberg) var en dansk politiker, ordenskansler og landmand.

Danneskiold-Samsøe var søn af Christian Conrad Sophus lensgreve Danneskiold-Samsøe og Elizabeth f. Brudenell-Bruce og blev født 29. april 1838 i København. Han blev student 1860. Første gang, han henledede offentlighedens opmærksomhed på sig, var i 1877, da han over for den engelske regering og den engelske parlamentskommission med dygtighed og takt varetog Danmarks interesser i det for landbruget vitale spørgsmål: Indførselen af levende kreaturer fra Danmark til England. På grundlag af det navn som landbrugets talsmand, han herved havde erhvervet sig, valgtes han i 1881 til medlem af Det kgl. Landhusholdningsselskabs præsidium, og denne stilling, som han besad indtil 1893, gjorde det atter naturligt, at han ved Den Nordiske Industri-, Landbrugs- og Kunstudstilling i Kjøbenhavn 1888 overtog den af de 3 vicepræsidentposter, som repræsenterede den mellemste af de nævnte 3 udstillingsgrene. Som fremtrædende landmand blev han ligeledes udnævnt til medlem af det i 1886 oprettede Jernbaneråd. I 1887 valgtes Danneskiold-Samsøe til 8. Landstingsmand for 2. kreds og sad frem til 1906. Han var medlem af Rigsretten.

I 1886 succederede han i besiddelsen af Grevskabet Samsøe og overtog samtidig posten som overdirektør for Gisselfeld Kloster. Han ægtede 15. september 1867 Emilie Henriette Dagmar komtesse Krag-Juel-Vind-Frijs (18. marts 1848 på Søbygaard – 4. juli 1897), datter af C.E. lensgreve Krag-Juel-Vind-Frijs til Frijsenborg. Han var ordenskansler fra 1911, hofjægermester, dekoreret med Dannebrogsordenens Kommandørkors (siden 1888) og Elefantordenen.

Han var også formand for Statsdyrskuekommissionen 1890-93 og for Dansk Skovforening 1888-1902: Medlem af Trifoliums bestyrelse 1909 og af Landmandsbankens bankråd fra 1877; præsident for Komitéen for Dansk Vestindien.

Beskæftigelse:
Ordenskansler, Overdirektør for Gisselfeld

Beskæftigelse:
Hofjægermester, Overdirektør i Gisselfeld, Godsejer

Christian blev gift med Emilie Henriette Dagmar Krag-Juel-Vind-Frijs den 15 sep. 1867 i Hammel Kirke, Hammel, Gjern Herred, Skanderborg Amt, Danmark . Emilie (datter af Christian Emil Krag-Juel-Vind-Frijs og Thyra Valborg Haffner) blev født den 18 mar. 1848 i Søbygård, Søby Sogn, Gjern Herred, Skanderborg Amt, Danmark; døde den 4 jul. 1897. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Hesede Hovedgaard, Braaby Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt, Danmark

Notater:

Christian August Frederik Charles Ernest George greve Danneskiold-Samsøe (3. juni 1840 i København – 10. januar 1908 sammesteds) var en dansk godsejer, bror til Christian Danneskiold-Samsøe.

Han var søn af overdirektør og lensgreve Christian Conrad Sophus Danneskiold-Samsøe og hustru født Lady Elisabeth Brudenell-Bruce. Ved faderens død i 1886 arvede han landstedet Enrum samt Holmegaard Gods og Glasværk, som han drev til sin død. Han blev 1869 hofjægermester og overtog 1873 forpagtningen af Hesede under Gisselfeld og varetog den til sin død. Da Ernest Danneskiold-Samsøe var ugift, gik Holmegaard til brodersønnen Aage Danneskiold-Samsøe.

Han er begravet i parken ved Gisselfeld.

Beskæftigelse:
Hofjægermester

Begravelse:
Begravet i parken på Gisselfeld

Caroline blev gift med Christian Henrik Carl Greve Moltke den 7 dec. 1865 i Kastelskirken, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Christian (søn af Lensgreve August Adam Wilhelm Moltke og Marie Elisabeth Comtesse Knuth) blev født den 13 maj 1833 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 21 dec. 1918 i Lystrup Gods, Kongsted Sogn, Faxe Herred, Præstø Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Nordfeld, Elmelunde sogn, Mønbo Herred, Danmark
• Bopæl: Nordfeld Aalebækgård Og Klosterskovgaard.
• Bopæl: Annerup Nordfeld Aalebækgaard Skov & Christiansholm

Notater:

Christian Conrad Sophus greve Danneskiold-Samsøe (29. august 1836 i København – 1. november 1908 sammesteds) var godsejer, direktør for Det kongelige Teater 1894-1908 og hofchef for kronprins Frederik, bror til Frederik Vilhelm Steen Danneskiold-Samsøe.

Danneskiold-Samsøe var søn af generalpostdirektør Sophus Danneskiold-Samsøe og dennes første hustru, blev student 1855, privat dimitteret, og cand.polit. 1861. Han ejede 1863-1874 Annerup, 1863-1900 landstedet Christiansholm ved Klampenborg og fra 1894 Nordfeld, Ålebækgård og Klosterskov på Møn. 1869-1876 var han hofchef hos Kronprins Frederik, den senere Frederik VIII. Da han efter Edvard Fallesens død i august 1894 blev ansat som chef for Det kgl. Teater, tiltrådte han en vanskelig stilling.

I den sidste del af Fallesens ledelsesperiode var der udbrudt store konflikter mellem direktør og personale, bl.a. om den kunstneriske retning. Derfor greb ministeriet tilbage til tidligere tiders praksis, nemlig en opdeling af embedet i en administrativ del og en kunstnerisk del (nu kaldet kommitteret). Som kommitteret valgtes Peter Hansen, og da han 1899 trak sig tilbage, konstitueredes Einar Christiansen som direktør. Ved sin tiltrædelse som administrativ direktør i 1894 var "teatergreven", som han blev kaldt, relativt ukendt i offentligheden. Pressen var skeptisk over for, at nationalscenen nu igen skulle ledes af en tilfældig adelig godsejer.

Men Danneskiold viste sig både interesseret i teater og en habil embedsmand og administrator. Han fik økonomien rettet op og blandede sig aldrig i den kunstneriske ledelse. Ved hans død 1908 skrev Berlingske Tidende: "Han var i det Hele en intelligent Mand, der var i Besiddelse af et klogt og frit Syn; og havde ikke hans medfødte Tilbageholdenhed og en vis Sky for at vove sig ud været til Stede, vilde Grev D. være blevet en betydelig Kraft, der havde evnet at føre den Talescene igennem, der var et af hans kæreste Ønsker i de senere Aar".

Han blev hofjægermester 1862, Ridder af Dannebrog 1869, Kommandør af 2. grad samme år og af 1. grad 1870, Dannebrogsmand 1894 og fik Storkorset 1906.

Han var gift med Wanda f. Zahrtmann (1842-1916), datter af viceadmiral og marineminister Christian Christopher Zahrtmann. Hun var kusine til maleren Kristian Zahrtmann, og gennem hende fik Danneskiold-Samsøe interesse for malerkunst.

Han er begravet på Elmelunde Kirkegård.


Beskæftigelse:
Cand. polit., Hofjægermester, fh. Hofchef hosKronprins Frederik, konst . Chef for det Kgl. Theater og Kapel

Beskæftigelse:
Hofjægermester, Cand.polit., Konstitueret Teaterchef ved Det Kongelige Teater, Hofchef i Kronprins Frederik ( Hoffet ), Godsejer

Titel:
Greve

Christian blev gift med Wanda Sofie Elisabeth Candia Zahrtmann den 22 jan. 1863. Wanda blev født den 12 aug. 1842 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 27 apr. 1916 i Nordfeld, Elmelunde sogn, Mønbo Herred, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Ulriksholm, Kølstrup Sogn, Bjerge Herred, Odense Amt, Danmark
• Bopæl: Ulriksholm Ørnfeldt & Rydhave
• Bopæl: Ulriksholm, Kølstrup Sogn, Bjerge Herred, Odense Amt, Danmark

Notater:

Frederik Vilhelm Steen greve Danneskiold-Samsøe (16. september 1837 i København – 7. eller 8. december 1895 sammesteds) var en dansk godsejer og politiker, bror til Christian Conrad Sophus Danneskiold-Samsøe.

Godsejer

Han var søn af grev Sophus Danneskiold-Samsøe. Efter at grev Danneskiold-Samsøe i 1856 havde taget artium og derefter Anden Eksamen, købte han 1863 af ritmester Alexander Berner-Schilden de ved Kertinge Nor beliggende ejendomme, hovedgården Ulriksholm med avlsgården Ørnfeldt, og 1873 af hofjægermester og lensgreve Gregers Christian Raben hovedgården Rydhave.

Politiker

I årene 1875-78 havde han sæde i Landstinget som en af 6. kredses repræsentanter, og 13. marts 1882 modtog han derefter kongelig udnævnelse som landstingsmand. Grev Danneskiold-Samsøe blev 1869 hofjægermester og 12. april 1878 Ridder af Dannebrog.

Han indgik 20. juni 1863 på Ledreborg ægteskab med Eugenie Frederikke Charlotte Clara komtesse Holstein (6. juni 1841 på Ledreborg - 27. november 1925 på Ulriksholm), datter af Christian Edzard Moritz lensgreve Holstein-Ledreborg. Han døde 7.-8. december 1895.


Beskæftigelse:
Hofjægermester

Beskæftigelse:
Hofjægermester

Beskæftigelse:
Landstingsmedlem ( Rigstinget )

Frederik blev gift med Eugenie Frederikke Charlotte Clara Comtesse Holstein-Ledreborg den 20 jun. 1863 i Ledreborg Slotskirke, Ledreborg, Lejre, Allerslev Sogn, Voldborg Herred, Roskilde Amt, Danmark. Eugenie (datter af Lensgreve Christian Edzard Moritz Holstein-Ledreborg og Caroline Friederike Heinrika Lefeubre de Marpalu) blev født den 6 jun. 1841 i Ledreborg, Lejre, Allerslev Sogn, Voldborg Herred, Roskilde Amt, Danmark; døde den 27 nov. 1925 i Ulriksholm, Kølstrup Sogn, Bjerge Herred, Odense Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Assendrup, Aversi Sogn, Tybjerg Herred, Danmark

Notater:

Greve, Hofjægermester, Premierløjtnant.

Beskæftigelse:
Hofjægermester, Premierløjtnant (Livgarden), Godsejer

Otto blev gift med Louise Siegfriede Knuth den 26 nov. 1873 i Kastelskirken, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Louise (datter af Adam Carl Vilhelm Greve Knuth og Wilhelmine Alexandra Eugenie Catharine Jenny Baronesse von Buttlar) blev født den 21 mar. 1853 i Østergaard, Mern, Danmark; døde den 18 nov. 1928 i Fredensborg, Asminderød Sogn, Lynge-Kronborg Herred, Danmark,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Beskæftigelse:
Cand.polit.

Christian blev gift med Anna Josephine Stephanie Maria Ludmilla Feiherrinn von Bees & Chrostin den 21 sep. 1872 i Wien, Østrig. Anna blev født den 2 jul. 1849; døde den 6 nov. 1901 i Wien, Østrig. [Gruppeskema] [Familietavle]

Elisabeth blev gift med Julius Christian Frederik Greve Knuth den 26 sep. 1862. Julius (søn af Frederik Christian Julius Greve Knuth og Georgine Vilhelmine von Hauch) blev født den 14 apr. 1832; døde den 29 sep. 1882. [Gruppeskema] [Familietavle]

Caroline blev gift med Christian Rostgaard Van Der Maase den 5 jan. 1873. Christian blev født den 2 apr. 1831. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Rosendal (tidl. Totterupholm), Faxe, Danmark
• Bopæl: Baroniet Wintersborg

Notater:

Beskæftigelse:
Kammerherre, Hofjægermester

Niels blev gift med Julie Sophie Dorthea von Leitner den 21 jul. 1846 i Odder, Danmark. Julie (datter af Philipp August Ferdinand Leitner og Wilhelmine Henriette Noe) blev født den 7 jun. 1824 i Schwerin, Tyskland, Plön,Mecklenborg; døde den 18 feb. 1902 i Halling, Hadsten, Danmark; blev begravet den 22 feb. 1902 i Odder, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]