Elisabeth, Princess of Mecklenburg

Familie/Ægtefælle/Partner: Gerhard I, Greve af Holstein. Gerhard blev født i 1232; døde den 18 jan. 1291 i Itzehoe, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Gräfin

Helvig blev gift med Magnus Ladelås, Konge af Sverige den 2 dec. 1276 i Kalmar,Sverige,. Magnus (søn af Birger Magnusson Jarl af Sverige og Ingeborg Eriksdotter, Prinsesse af Sverige) blev født cirka 1240 i Uppsala, Sverige; blev døbt den 15 jan. 1291 i Visingso, Sverige,; døde den 15 jan. 1291 i Riddarholmskyrkan, Stockholm, Sverige. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Greve af Finland

Titel:
Folkungaätten

Notater:

Birger Magnusson , hertig , kung av Sverige . Han valdes redan 1284 till Kung i Skänninge som ett sätt av Magnus att säkra tronen inom familjen. Kröningen skedde först 1302, även då i Skänninge, tillsammans med sin drottning. Efter att Magnus dött 1290 fungerade en (förmyndarregering till år 1298, under Torgils Knutsson ). Född år 1280 som son till Magnus Ladulås och Helwig av Holstein . Gift år 1298 med Märta Eriksdotter av Danmark , dotter till danske kungen Erik Klipping ). Död 1321. Begravd i Ringstedts kyrka på Jylland.

Birger blev gift med Margrethe Eriksdatter i 1298. Margrethe (datter af Erik 5 Klipping, Konge af Danmark og Agnes af Brandenburg) døde i 1341. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Folkungaätten

Titel:
Prince of Sweden

Erik blev gift med Ingeborg Håkonsdatter Yngling den 23 okt. 1312. Ingeborg (datter af Haakon V Yngling og Euphemia von Rügen) blev født i 1301; døde cirka 19 jul. 1361. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Iflg flere kilder var ægteskabet med kongen godt, men af de 14 børn var 11 dødfødte, af de 3 levendefødte blev de 2 første Erik og Magnus, kun nogle få uger gamle. Den sidste, Valdemar, døde under tragiske omstændigheder. På en køretur standsede dronningens vogn, og hun holdt drengen ud af vinduet, for at folk kunne se ham. Hun tabte ham, og han døde. Kort efter gik hun i kloster, hvor hun døde året efter i 1219.

Nonne i Roskilde

Titel:
Folkungaätten

Titel:
Princess of Sweden

Ingeborg blev gift med Erik VI Menved i 1296 i Helsingborg, Malmöhus Len, Skåne, Sverige. Erik (søn af Erik 5 Klipping, Konge af Danmark og Agnes af Brandenburg) blev født i 1274 i Halsted, Lollands Nørre Herred, Maribo Amt, Danmark; døde den 15 dec. 1319; blev begravet i Ringsted, Sorø Amt, Danmark,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Princess of Sweden

Titel:
Folkungaätten

Eufemia blev gift med Albrecht II von Mecklenburg-Schwerin den 4 maj 1336. Albrecht (søn af Heinrich II von Mecklenburg og Anna von Sachsen-Wittenberg) blev født i 1318; døde den 22 mar. 1379 i Schwerin, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Erik blev gift med Margrethe Glob cirka 1339. Margrethe blev født cirka 1310 i Orebygård, Sakskøbing, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Herzogin

Ingeburg, blev gift med Heinrich II, , Greve af Holstein i 1366. Heinrich (søn af Gerhard III af Holstein og Sophie Nicolausdatter af Werle) blev født cirka 1317 i Slesvig, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 19 maj 1390; blev begravet i Itzehoe, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Magnus blev gift med Elisabeth von Pommern i 1362. Elisabeth blev født cirka 1345; døde den 18 jul. 1377. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Herzog von Mecklenburg-Schwerin

Heinrich blev gift med Ingeborg af Danmark i 1361. Ingeborg blev født den 11 maj 1347; døde i 1370. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Laurids Jensen Blaa. Laurids (søn af Jens Eriksen Blaa og Anne Goye) blev født cirka 1350 i Sverige, Lovested,Östra Fers,Malmöhus; døde i 1408. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Herzog von Schleswig

Gerhard blev gift med Katharina Welf i 1391. Katharina (datter af Magnus II Hertug af Braunschweig-Wolfenbüttel og Katharine, Prinsesse af Anhalt-Bernburg) blev født i 1368; døde den 9 maj 1422. [Gruppeskema] [Familietavle]

Gerhard blev gift med Elisabeth, Prinsesse af Braunschweig i 1395. Elisabeth, (datter af Magnus II Hertug af Braunschweig-Wolfenbüttel og Katharine, Prinsesse af Anhalt-Bernburg) blev født cirka 1370 i Wolfenbüttel, Braunschweig, Niedersachsen, Tyskland; døde før 1434. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Gräfin von Holstein

Sofie, blev gift med Bogislaw VIII Hertug af Pommern-Stolp cirka 1398. Bogislaw (søn af Bogislaw V Hertug af Pommern Wolgast-Stolp og Adelheid, Prinsesse af Braunschweig-Grubenhagen) blev født cirka 1364 i Slupsk, Koszalin, Polen,; døde den 19 mar. 1418; blev begravet i Kamien, Bydgoszcz, Polen,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Katharina von Sachsen-Lauenburg. Katharina døde den 28 aug. 1448. [Gruppeskema] [Familietavle]

Sivert blev gift med Anne Gyrstinge cirka 1409. Anne blev født cirka 1350 i Aas, Dalby, Faxe, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Gräfin von Holstein und Schauenburg, Herzogin von Schleswig

Titel:
Gräfin

Familie/Ægtefælle/Partner: Balthasar af Güstrow. Balthasar døde i 1421. [Gruppeskema] [Familietavle]

Hedvig blev gift med Dietrich, Greve af Oldenburg den 20 dec. 1423. Dietrich, (søn af Christian V, Greve af Oldenburg og Agnes, Grevinde af Honstein-Heiringen) blev født cirka 1399 i Oldenburg, Niedersachsen, Tyskland; døde den 27 feb. 1440 i Schloss Delmenhorst, Niedersachsen, Tyskland; blev begravet i St. Lamberti-Kirche, Oldenburg, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Herzog von Pommern-Stargard

Bogislaw blev gift med Maria, Prinsesse af Czersk den 12 maj 1433 i Poznan, Polen. Maria, (datter af Ziemowit IV, Prins af Czersk og Aleksandra, Prinsesse af Lithuania) blev født cirka 1400 i Sochaczew, Warszawa, Polen; døde den 26 mar. 1454; blev begravet i Szczecin, Szczecin, Polen, Sw. Maria. [Gruppeskema] [Familietavle]

Adelheid, blev gift med Bernhard II (IV) Hertug af Sachsen-Lauenburg-Ratzeburg cirka 1 mar. 1429. Bernhard (søn af Erich IV, Hertug af Sachsen-Lauenburg-Ratzeburg og Sofie, Prinsesse af Braunschweig) blev født cirka 1392 i Ratzeburg, Lauenburg, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 21 aug. 1463. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Herzog von Mecklenburg-Schwerin

Heinrich blev gift med Dorothea von Hohenzollern den 28 maj 1432. Dorothea (datter af Friedrich I Elector af Brandenburg og Elisabeth, Prinsesse af Bayern) blev født den 16 mar. 1420 i Cadolzburg, Mittelfranken, Bayern, Tyskland; døde den 24 feb. 1490. [Gruppeskema] [Familietavle]

Anne blev gift med Erik Bølle cirka 1464. Erik (søn af Mads Bølle og Susanne Rantzau) blev født cirka 1435 i Grønderup, Diernæs, Sallinge Herred, Svendborg Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Gebhard VI von Mansfeld. Gebhard (søn af Gebhard V von Mansfeld og Ursula von Schwarzburg-Wachsenburg) blev født i 1429; døde den 26 okt. 1492. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Christian 1. blev født i 1426 og døde i 1481.

I 1448 døde Christoffer af Bayern og da han ikke efterlod sig nogen børn benyttede det svenske rigsråd lejligheden til at vælge den tidligere rigsforstander Karl Knutsson til konge i Sverige, ligesomdet lykkedes dem også at få ham anbragt i den norske trone.

Kalmarunionen – den nordiske union fra Christoffer af Bayerns tid var i realiteten gået i opløsning, for var der noget danskerne ikke ønskede, var det at fmen hele Slesvig-Holsten til riget – menden 47-årige hertug mente han var for gammel, betakkede sig og pegede i stedet på sin nevø, den unge grev Christian af Oldenborg.

Efter at hertug Adolf fik Christian til at forpligte sig til aldrig at forene Danmark og Sønderjylland under én herre, og rigsrådet fik den 18-årige enke til Christoffer, Dorothea af Brandenburg, giftmed den kun fire år ældre Christian af Oldenborg, var vejen banet for at han kunne hyldes som konge. Christian 1. blev valgt på Viborg landsting den 28. september 1448 og året efter kunne han og enkedronning Dorothea lade sig krone i Frue Kirke i København.

Ved et stort dansk-svensk rigsrådsmøde i Halmstad i 1450 om genoprettelse af unionen, gik Christian 1. ind på de betingelser adelen stillede. Aftalen blev at Karl Knutsson fortsat skulle være konge iSverige, men måtte opgive kravet på Norge. Christian 1. skulle være konge i Danmark og Norge – og den l i 1457 nok. Kong Karl blev afsat, måtte flygte til Danzig og Christian 1. blev hyldet som konge i den genopståede union.

I 1459 døde hertug Adolf 8. og adelen i Slesvig-Holsten pegede på Christian 1. som efterfølger mod et løfte om, at hertugdømmerne skulle forblive sammen evig udelte. Den kompensation kongen måtte udrede for udvidelsen af riget, oversteg langt hans økonomiske formåen. Størsteparten af de len Christian 1.s riger bestod af, ejedes af nogle få magtfulde adelsslægter der ikke betalte kongen skat. Den økonomiske nødsituation i hertugdømmerne tvang den efterhånden noget fattige Christian 1. til at optage store lån og øge skattetrykket i de len der skulle aflevere indtægter til kongen.

I 1464 kom det til endnu et oprør i Sverige. Denne gang var det Christian 1.s tur til at blive afsat. Den landflygtige Knut Knutsson var var ikke sen til at gribe chancen og vendte i 1467 tilbage tilden svenske trone. Samtidige hjemlige problemer med højadelen kom til udtryk ved, at kongen i nogle tilfælde rettede hårde slag mod adelen.
Den mægtige Thott adelsslægt fik konfiskeret deres godser, da gotlandske og skånske dele af slægten allierede sig med svenskerne. Konfiskationerne rettede lidt op på Christian 1.s skrantende økonomi og var med til at befæste kongemagten.

Som en følge af disse begivenheder sammenkalder Christian 1. i 1468 danmarkshistoriens første stændermøde.

I 1470 døde Karl Knutsson og Christian 1. øjnede straks en mulighed for atter at blive svensk konge. Året efter fik han, trods sin dårlige økonomi, samlet en flådestyrke på 70 skibe, og sejlede med 3.000 mand ombord mod Stockholm. I slaget ved Brunkeberg uden for Stockholm den 10. oktober led han et knusende nederlag og undgik med nød og næppe selv at blive hugget ned. Ved den efterfølgende fredsslutning blev det bestemt, at man ved voldgift skulle finde ud af hvordan Christian 1. kunne genindsættes som svensk konge. Det skete aldrig – i stedet valgte det svenske rigsråd Sten Sture som rigsforstander.

I et forsøg på yderlige at underminere adelens magt, rejste Christian 1. 1474 til Rom, hvor han indgik en aftale med Paven, der gav ham ret til at besætte de højeste kirkeembeder i Danmark og Sverigesamt åbne et universitet i København. Det lykkedes ham også senere at få sat skik på den holstenske adel og få eftergivet en større del af den gæld han havde til hertugdømmerne, så mod slutningen af hans regeringsperiode stod kongemagten forholdsvis stærkt.

Christian 1. døde i 1481 og blev begravet i Roskilde Domkirke. Han efterfulgtes af sin søn, Hans.


konge af Danmark (1448 - 21. maj 1481), kong av Norge (maj 1450-1481), konung av Sverige (1457-1464), Herzog von Schleswig (1460), Graf von Holstein (1460) (Christian von Oldenburg)
Greve af Oldenborg. Danmarks Konge 1448 - 1481, Norges Konge 1449 - 1464, Sveriges Konge 1457 - 1464. Christian 1. blev født i 1426 og døde i 1481. I 1448 døde Christoffer af Bayern og da han ikke efterlod sig nogen børn benyttede det svenske rigsråd lejligheden til at vælge den tidligere rigsforstander Karl Knutsson til konge i Sverige, ligesom det lykkedes dem også at få ham anbragt i den norsketrone. Kalmarunionen ? den nordiske union fra Christoffer af Bayerns tid var i realiteten gået i opløsning, for var der noget danskerne ikke ønskede, var det at få en svensker som konge. Fra dansk side var man mere interesserede i at få Sønderjylland genforenet med kongeriget. Ved at pege på Adolf 8., hertugen af Slesvig-Holsten, som konge, var der udsigt til at knytte, ikke blot Sønderjylland, men hele Slesvig-Holsten til riget ? men den 47-årige hertug mente han var for gammel, betakkede sig og pegede i stedet på sin nevø, den unge grev Christian af

Titel:
Konge af Danmark

Christian blev gift med Dorothea af Brandenburg den 29 okt. 1449 i Københavns Slot, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Dorothea (datter af Markgraf Johan af Brandenburg og Barbara von Sachsen-Wittenberg) blev født i 1430; døde den 16 dec. 1495 i Roskilde, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Graf

Gerhard, blev gift med Adelheid, Grevinde af Tecklenburg i maj 1453. Adelheid, blev født cirka 1431 i Tecklenburg, Tyskland, Westfalen; døde den 7 apr. 1477. [Gruppeskema] [Familietavle]

Sofie, blev gift med Erich II Hertug af Pommern-Stolp-Stettin efter 5 nov. 14. Erich (søn af Wartislaw IX Hertug af Pommern Wolgast og Sofie, Prinsesse af Sachsen-Lauenburg) blev født cirka 1425 i Szczecin (før: Stettin), Polen; døde den 10 aug. 1474. [Gruppeskema] [Familietavle]

Johann blev gift med Dorothea Hertuginde af Sachsen-Lauenburg-Ratzburg den 10 mar. 1464. Dorothea (datter af Friedrich II Elector af Brandenburg og Katharine, Prinsesse af Sachsen) blev født i 1446 i Berlin, Brandenburg, Tyskland; døde i mar. 1519. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Herzog von Mecklenburg-Schwerin

Magnus blev gift med Sophie von Pommern den 25 jun. 1478. Sophie (datter af Erich II Hertug af Pommern-Stolp-Stettin og Sofie, Prinsesse af Pommern) blev født i 1460; døde den 5 jul. 1504 i Wismar, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Bølle, Mads Eriksen, –1539, Rigsraad,

arvede Orebygaard efter sin Moder og blev 1505 af sin Slægtning Biskop Johan Jepsen (Ravensberg) i Roskilde for sin, sin Hustrus og sin Søn Eriks Livstid forlenet med Tureby, Spanager og Egby, der hørte til Bispegodset, samt fra 1507-15 tillige med St. Agnetes Kloster i Roskilde.

Allerede i Kong Hans’ Tid optagen i Rigsraadet blev han kort efter Christian II’s Tronbestigelse Ridder. 1523 deltog han i Kjøbenhavns Belejring paa Frederik I’s Side. Da Christian II 1531 ventedes, var han blandt de Rigsraader, der førte Befalingen i Kjøbenhavn, og udvirkede tillige med flere andre Rigsraader paa samme Tid, at Frue Kirke atter gaves tilbage til Katholikerne.

Han maa saaledes anses for at høre til Rigsraadets katholsksindede Flertal, om han end paa Herredagen 1533 efter Frederik I’s Død ikke synes at have deltaget i de mest yderliggaaende katholske Skridt. Under Grevefejden maatte han ligesom de øvrige østdanske Raader slutte sig til Grev Christoffer, men blev alligevel i Jan. 1535 tillige med sin Søn Erik og en Del andre Adelsmænd ført som Fange til Kjøbenhavn. Senere stævnede han Saxkjøbing Borgere, fordi de havde røvet hans Gods, formodentlig paa Orebygaard. I Kjøbenhavn holdtes han i Varetægt, indtil han i Begyndelsen af 1536 tillige med de øvrige Adelsmænd sendtes som Fange til Meklenborg.

Først efter Kjøbenhavns Overgivelse løslodes han her fra, men overleveredes til Christian III’s Varetægt, hvis Naade han først gjenvandt ved en Revers af 28. Okt. s. A. Af sær kongelig Naade beholdt han sine Forleninger, men gjenoptoges ikke i Rigsraadet. Han døde 1539. Gift med Birgitte Clausdatter Daa fra Ravnstrup; Fader til Ovenstaaende Rigsraad Erik B. og en Datter, Dorthe, gift med Rigsraad Knud Rud til Vedby.

Danske Herregaarde V: Orebygaard. Hist. Tidsskr. 4. R. III. Annaler f. nord. Oldk. og Hist. 1853, S. 86 ff.

A. Heise.

Mads blev gift med Birgitte Daa cirka 1494. Birgitte (datter af Claus Daa og Dorthe Herlufsdatter Snekken) blev født i 1450 i Ravnstrup, Herlufmagle, Danmark; døde i 1522. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Gräfin von Mansfeld

Margareta blev gift med Ernst von Mansfeld i 1475. Ernst (søn af Günther von Mansfeld og Anna von Honstein) blev født skønnet 1445; døde i 1486. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Link: https://da.wikipedia.org/wiki/Hans_af_Danmark

Notater:

Danmarks og Norges Konge 1481 - 1513, Sveriges Konge 1497 - 1513. Hans blev født i 1455 og døde i 1513. Han var søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg. I 1478 giftede han sig med Christine af Sachsen. Efter en gammel aftale skulle Hans, efter Christian den 1.s død i 1481, vælges som konge i Danmark, Norge og Sverige. På et stændermøde i maj 1482 valgtes han som konge i Danmark, året efter anerkendte det norske rigsråd ham som konge og håndfæstningen kunne underskrives. Senere på året fulgte det svenske rigsråd efter; men den svenske rigsforstander, Sten Sture, formåede at udskyde kroningen. Realiteterne var, at Sten Sture regerede Sverige, men dog undlod at lade sig krone for ikke at bryde åbenlyst med kong Hans` ret til tronen.
Men Sten Sture forstod ved møder og underforhandlinger at holde Hans hen, så at der gik mange år inden han virkelig fik Sverige i sin magt.

I året 1497 brød imidlertid det gamle fjendskab mellem Sten Sture og rigsrådet ud i åben kamp. Da greb kong Hans lejligheden, drog til Sverige med en stor hær, og indesluttede rigsforstanderen i Stockholm. Dalkarlenes undsætningshær blev slået af danskerne ved Rotebro, og idet sejrherrerne vendte tilbage, gjorde Sten Sture et udfald, der endte med et stort nederlag for ham.

Han gav da endelig efter og anerkendte Hans mod selv at få Finland til len. Hans blev kronet, og hans søn Christian hyldet som hans efterfølger. Således fornyedes unionen netop 100 år efter kroningen i Kalmar. Tre år efter led kong Hans sit store nederlag i Ditmarsken, og Sverige rejste sig påny.

De højere stænder var ikke altid tilfredse med kong Hans, der med strenghed hævdede sin magt. For borgerstanden viste kong Hans forkærlighed, og lod en kort tid sin søn Christian opdrage hos en Københavnsk købmand, Hans Bogbinder. I det hele var han jævn og afholdt for sin danskhed. Han var den første indfødte konge efter Valdemar Atterdag.Men med sin godmodighed, kunne han være vilkårlig, uretfærdig og af et tungt sind. Det er de samme egenskaber, som i højere målestok genfindes hos sønnen.



Titel:
Konge af Danmark

Begravelse:
Begravet i Odense Gråbrødrekloster, senere flyttet til St. Knuds Kirke i Odense.

Hans, blev gift med Christine af Sachsen den 3 okt. 1478. Christine (datter af Ernst von Sachsen og Elisabeth von Wittelsbach) blev født den 25 dec. 1461 i Torgau, Sachsen, Tyskland; døde den 17 jan. 1522 i Odense, Odense Herred, Odense Amt, Danmark; blev begravet i Franciskanerkloster, (Gråbrødre kloster), Odense, Odense Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Prinsesse af Danmark

Margrethe blev gift med James III Stewart i 1469. James blev født i 1451 i Stirling, Scotland,; døde i 1488 i Myrdet Beton'S Mill, ,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Frederik 1. blev født i 1471 og døde i 1533. Han var næstældste søn af Christian 1. og Dorothea af Brandenburg.
Frederik fik sin opdragelse i hertugdømmerne Slesvig og Holsten, og blev her hyldet som hertug i 1482 sammen med sin 16 år ældre broder, kong Hans. Otte år senere deltes hertugdømmerne i to dele. Broderen kong Hans fik den segebergske del, og Frederik fik den gottorpske del af området.

Fra 1490 til 1523 regerede hertug Frederik på Gottorp. Med stor dygtighed administrerede han hertugdømmet gennem en lang årrække med fred og stigende velstand.

Da Christian 2.s trone begyndte af vakle under ham, optog hertug Frederik forbindelser med repræsentanter for den utilfredse danske adel. Oprøret mod kongen bredte sig herefter hurtigt – den 8. marts 1523 erklærer hertug Frederik kongen krig, og allerede 18 dage senere hyldedes Frederik som konge i Viborg. Da Christian 2. den 13. april forlod København var vejen banet for, at hertug Frederik kunne underskrive sin håndfæstning med adelen, og lade sig hylde som kong Frederik 1. af Danmark og Norge.

I størstedelen af sin regeringsperiode opholdt Frederik 1. sig på Gottorp Slot. Han kom kun til Danmark når det var absolut nødvendigt, og Norge besøgte han aldrig.

Selv om kongen var bundet af en streng håndfæstning, lykkedes det ham alligevel at få stor politisk indflydelse. I anspændte situationer truede han ganske enkelt med at fraskrive sig tronen til fordelfor den landflygtige Christian 2., hvis ikke han fik sine ønsker gennemført. Et ejendommeligt – men ganske virkningsfuldt argument.

På trods af at Frederik 1. i håndfæstningen havde lovet at værne om den katolske kirke, indførte han reelt religionsfrihed for lutheranere i Danmark. Han beskyttede Hans Tausen, hvis stærkt lutheranske prædikener vakte røre, ved at udnævne ham til sin kapellan. Desuden gennemførte Frederik 1., at bisperne fremover skulle vælges i Danmark.

I 1532 lykkedes det Frederik 1., at lokke Christian 2. til Danmark, under løfte om frit lejde. Kongen brød løftet, og satte den tidligere monark i fængsel på Sønderborg Slot.

Frederik 1. var gift to gange. Første gang var da han i 1502 giftede sig med kurfyrsten af Brandenburgs datter – den 15-årige hertuginde, Anna. Hertuginden døde kun 27 år gammel. De nåede at få to børn, hvoraf det ene var den senere kong Christian 3.

Frederik 1. dødepå Gottorp Slot den 10. april 1533 og blev begravet i Slesvig Domkirke.

Titel:
Konge af Danmark

Frederik blev gift med Anna af Brandenburg den 10 maj 1502 i Stendal, ,. Anna (datter af Kurfürst Johann Cicero von Brandenburg og Herzogin, Landgräfin von Thüringen Margareta von Sachsen) blev født den 27 aug. 1487 i Berlin, Brandenburg, Tyskland; døde den 3 maj 1514 i Kiel, Slesvig-Holsten, Tyskland; blev begravet i Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Frederik blev gift med Sofie af Pommern i okt. 1518 i Kiel, Slesvig-Holsten, Tyskland. Sofie (datter af Bogislaw X Hertug af Pommern-Stolp-Stettin og Anna Jagiellonka) blev født i 1498 i Szczecin (før: Stettin), Polen; døde den 22 jun. 1568 i Slesvig, Slesvig-Holsten, Tyskland; blev begravet i Slesvig Domkirke, Slesvig, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

When Graf Johann V. von Oldenburg was born in 1460, in Oldenburg, Oldenburg, Germany, his father, Gerard VI Graaf van Oldenburg en Delmenhorst, was 30 and his mother, Adelheid, Von Tecklenburg-Bronhorst Countess of Tecklenburg, was 29. He married Anna von Anhalt-Zerbst on 20 June 1498, in Dessau, Anhalt, Germany. They were the parents of at least 4 sons and 2 daughters. He died on 10 February 1526, in Oldenburg, Oldenburg, Oldenburg, Germany, at the age of 66, and was buried in Kirchensiek, Holzminden, Lower Saxony, Germany.

Titel:
Graf

Johann blev gift med Anna, Prinsesse af Anhalt-Zerbst-Dessau den 20 jun. 1498 i Dessau, Sachsen-Anhalt, Tyskland. Anna, (datter af Georg I, Prins af Anhalt-Zerbst-Dessau og Anna, Grevinde af Lindau-Ruppin) blev født cirka 1470 i Dessau, Sachsen-Anhalt, Tyskland; døde den 19 nov. 1531. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Herzog von Pommern (Bogislaw von Pommern)

http://en.wikipedia.org/wiki/Bogislaw_X,_Duke_of_Pomerania

Bogislaw blev gift med Anna Jagiellonka den 1 mar. 1491. Anna (datter af Kazimierz IV Jagiello og Elisabeth von Habsburg) blev født den 17 apr. 1476 i Nassau,; døde den 21 sep. 1503 i Ueckermunde, ,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Sophie blev gift med Magnus II von Mecklenburg-Schwerin den 25 jun. 1478. Magnus (søn af Heinrich II (IV) von Mecklenburg-Schwerin og Dorothea von Hohenzollern) blev født den 6 feb. 1441; døde den 30 dec. 1503 i Wismar, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

RESEARCH-FOR-MERGE: This individual might be the same as Katharina von/Pommern/, RIN 24361.

Katharine, blev gift med Heinrich I, Hertug af Braunschweig-Wolfenbüttel i aug. 1486. Heinrich (søn af Wilhelm II, Hertug af Braunschweig-Wolfenbüttel og Elisabeth, Grevinde af Stolberg) blev født den 30 jul. 1463 i Neustadt a. Rhubenberge, Niedersachsen, Tyskland; døde den 2 aug. 1514 i Bei Burg Leerort, Ostfriesland, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Magnus blev gift med Katharine, Prinsesse af Braunschweig-Wolfenbüttel den 20 dec. 1509 i Wolfenbüttel, Braunschweig, Niedersachsen, Tyskland. Katharine, (datter af Heinrich I, Hertug af Braunschweig-Wolfenbüttel og Katharine, Prinsesse af Pommern) blev født i 1488 i Wolfenbüttel, Braunschweig, Niedersachsen, Tyskland; døde den 29 jul. 1563; blev begravet i Ratzeburg, Lauenburg, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Herzog von Mecklenburg-Schwerin

Heinrich blev gift med Ursule Hertuginde af Mecklenburg-Schwerin den 18 mar. 1507. Ursule (datter af Kurfürst Johann Cicero von Brandenburg og Herzogin, Landgräfin von Thüringen Margareta von Sachsen) blev født den 22 nov. 1488 i Berlin, Brandenburg, Tyskland; døde den 28 okt. 1510 i Güstrow, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Sofie, blev gift med Johann , Elector af Sachsen den 31 mar. 1500 i Torgau, Sachsen, Tyskland. Johann (søn af Ernst von Sachsen og Elisabeth von Wittelsbach) blev født den 5 aug. 1468 i Meissen, Dresden, Sachsen, Tyskland; døde den 25 sep. 1532 i Sachsen, Tyskland Schweinitz a.d.elster; blev begravet i Wittenberg, Sachsen-Anhalt, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Herzogin von Mecklenburg-Schwerin

Anna blev gift med Wilhelm II von Hessen den 19 nov. 1500. Wilhelm (søn af Ludwig II von Hessen og Mathilde von Württemberg) blev født den 4 maj 1469; døde i 1509. [Gruppeskema] [Familietavle]

Anna blev gift med Otto I Zu Solms-Laubach den 8 okt. 1519. Otto (søn af Philipp Zu Solms-Lich og Adriana von Hanau-Münzenberg) blev født den 16 jun. 1496 i Lich, ,; døde den 23 jun. 1522. [Gruppeskema] [Familietavle]

Katharine, blev gift med Heinrich , Hertug af Sachsen den 5 aug. 1512 i Freiberg, Dresden, Sachsen, Tyskland. Heinrich (søn af Albrecht III von Sachsen og Sidonia of Bohemia de Podiebrad) blev født den 21 apr. 1473 i Dresden, Sachsen, Tyskland; døde den 27 sep. 1541 i Dresden, Sachsen, Tyskland; blev begravet i Freiberg, Dresden, Sachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Duke of Mecklenburg 1519-1547 and Duke of Guestrow 1534-1547

Titel:
Herzog von Mecklenburg-Schwerin

Albrecht blev gift med Anna von Hohenzollern i 1524. Anna (datter af Joachim I Nestor von Hohenzollern og Elisabeth von Oldenburg) blev født den 10 feb. 1507; døde den 29 jul. 1567. [Gruppeskema] [Familietavle]

Dorthe blev gift med Knud Jørgensen Rud cirka 1516. Knud (søn af Jørgen Rud og Kirstine Eriksdatter) blev født cirka 1484 i Vedbygård, Løve Herred, Holbæk amt, Danmark; døde den 6 maj 1554; blev begravet i Vedby Kirke, Holbæk, Danmark,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Rigsråd

Familie/Ægtefælle/Partner: Sophie Jørgensdatter Rud. Sophie (datter af Jørgen Rud og Kirstine Eriksdatter) døde den 25 mar. 1555 i Turebyholm, Tureby Sogn, Fakse Herred, Præstø Amt, Danmark; blev begravet den 10 apr. 1555 i Tersløse Kirke, Dianalund, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Graf von Mansfeld

Gebhard blev gift med Margareta von Gleichen i 1509. Margareta (datter af Karl von Gleichen og Felicitas von Beichlingen) blev født cirka 1480; døde den 10 sep. 1567. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Graf von Mansfeld

Albrecht blev gift med Anna von Honstein i 1518. Anna blev født i 1490; døde den 26 mar. 1559. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Link: https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/christian-2-1481-1559 https://danmarkshistorien.dk/vis/materiale/christian-2s-landflygtighed-og-tilfangetagelse-1523-1559

Notater:

Danmarks og Norges Konge, 1513 - 1523, Sveriges Konge 1520 - 1523. Christian 2. blev født i 1481 og døde i 1559. I 1513 døde Kong Hans i Aalborg, og den 32-årige tronfølger, Christian, var klar til at føre faderens linie videre, blot i et endnu mere voldsomt tempo. Herremændene var ikke begejstrede ved tanken om et stærkt kongedømme der ville kæmpe for Unionen og borgerstandens fremgang.

Som ung oplevede Christian faderens erobring af Stockholm i 1497 og fire år senere svenskernes opsigelse af unionsaftalen med Danmark. Oplevelser der var medvirkende til at grundlægge det mistænksomme sind og den hårde linie, der senere skulle kendetegne hans handlinger. Han havde viljen til at slå til bunds, når han slog. Som han selv sagde, er det de skrappeste lægemidler, der bedst kurerer sygdommen.

Inden Christian overtog tronen, opholdt han sig som vicekonge i Norge i 1502 og i perioden 1506-12. I Norge vandt han et par hurtige og lette sejre over oppositionen, hvor han bl.a. fængslede den svenskvenlige Bisp Carl af Hamar og indsatte sin ven Erik Valkendorf som ærkebisp i den stol, hvor de største unionsmodstandere tidligere havde haft sæde. I Norge møder Christian to hollandske kvinder. Fra dansen med Dyveke ved rådhusfesten i Bergen, indtil han 17 år senere flygtede fra København med hendes moder, Sigbrit Willoms, fik dette møde stor betydning for hans liv.

Da Kong Hans døde, benyttede de danske stormænd forhandlingerne om overdragelsen af kongemagten til at begrænse kongehusets magt på alle tænkelige måder. Christian 2. var nu konge i en af de korteste og mest begivenhedsrige perioder i kongehusets historie. Forløbet af de ti år Christian 2. var konge kan opdeles i tre perioder, adskilt af to katastrofer: Torben Oxes fald og blodbadet i Stockholm.

Christian blev hyldet som medregent i Hertugdømmerne og herefter fulgte kroningsfesterne i Vor Frue Kirke i København og i Oslo. I 1515 giftede han sig med Elizabeth af Habsburg - et bryllup der muligvis først og fremmest var tænkt som en finansiering af et kommende erobringstogt mod Sverige. Den trettenårige Elizabeth var yngre søster til den senere kejser Karl 5. og barnebarn til den daværende tysk-romerske kejser Maximilian. Trods ægteskabet forblev Dyveke kongens elskerinde og store kærlighed, og selv trusler fra kejser Maximilian og hans morbroder Frederik den Vise af Sachsen fik ikke Christian 2. til at: ændre det stødende og forargelige liv, vor broder og svoger, Kongen af Danmark, fører med sin elskerinde.

I 1517 døde Dyveke, og årsagen til hendes pludselige død blev aldrig opklaret. Christian 2. anklagede Lensmanden på Københavns Slot, Torben Oxe for, at have forvoldt Dyvekes død, og trods forbøn fra rigsrådet og hoffet, med dronning Elizabeth i spidsen, lod kongen Torben Oxe halshugge i Sct. Gertruds Kloster, omtrent hvor Kultorvet ligger i dag. Efter henrettelsen af Torben Oxe kommer Christian 2. i et skarpt modsætningsforhold til adelen og rigsrådet, og handler fra da af næsten udelukkende efter råd fra Dyvekes moder, Sigbrit Willoms.

I 1520 angriber Christian 2. Sverige med en stor hær, anført af Otto Krumpen. I slaget på den tilfrosne ¿sunden sø blev Sten Sture dødelig såret og efter kampe i Upland med den svenske bondehær, blev Stockholm belejret. Sten Stures enke, Christina, blev overtalt til overgivelse af Stockholm borg mod ubetinget amnesti til svenskerne. Den 4. november lod Christian 2. sig hylde som arvekonge på et rigsdagsmøde på Brunkeberg, og i de følgende dage var der fest på Stockholm Slot for at fejre denne krænkelse af gammel svensk ret. På festens fjerde dag lod han slottets porte lukke og fængslede en stor del af de festklædte bisper og adelsmænd, der var kommet i tillid til den lovede amnesti. Med ærkebiskop Gustav Trolle som anklager, blev de tidligere modstandere anklaget for kætteri, og henved halvfems af de anklagede blev dømt til døden. Allerede dagen efter foregik henrettelserne på Stortorvet i Stockholm under udfoldelse af stor brutalitet. Ligene blev senere brændt på et bål uden for byporten.

Gennem et forbund med Nederlandene, forsøgte Christian 2. at flytte handelsvejene mellem Nederlandene og Rusland op til København, Malmø og Stockholm. Han gennemførte i 1521 enny købstadlov og landlov til fordel for danske købmænd ? i strid med håndfæstningen og til adelens store misfornøjelse. Disse begivenheder fik utilfredsheden med Christian 2. til at bryde ud i lys luebåde i Danmark og i udlandet. I 1521 erklærede Lübeck krig, og året efter efter løsrev Sverige sig under ledelse af Gustav Vasa. Christian 2. samler en hær til et nyt angreb på Sverige. Lejetroppernesindkvartering på Fyn vakte vrede blandt bønderne. De store skatteudskrivninger får utilfredsheden til at flamme op især blandt den jyske adel, der allierer sig med Christian 2.s farbror, den holstenske hertug Frederik af Gottorp og Sønderjylland. I januar 1523 opsagde de jyske rigsråder Christian 2. huldskab og troskab. Kongen fik meddelsen om oprøret på vej til et stændermøde i ¿rhus, men den ellers tidligere så beslutsomme Christian 2. taber i denne situation sin handlekraft. Det fortælles, at han den 10. februar tyve gange lader sig ro frem og tilbage over Lillebælt, for derefter at flygtemod øst uden noget forsøg på at samle tropper mod den oprørske jyske adel. I marts sender hertug Frederik en holstensk hær under ledelse af Johan Rantzau op gennem Jylland. Hæren slutter sig til de jyske oprørere ved Kolling, og den 26. marts lader hertug Frederik sig hylde som kong Frederik 1. på Viborg Landsting. I København besluttede Christian 2. sig til at søge hjælp i udlandet, og den 13. april gik han sammen med dronningen og deres tre børn ombord på orlogsskibet Løven for at flygte til Nederlandene. Hjælpen udeblev, og dermed var vejen banet for, at Rantzaus hær støttet af Lübecks flåde kunne indtage København og Malmø, der fortsat var tro mod Christian 2. Den 6. juni bliver Gustav 1. Vasa udråbt til Sveriges konge og et par uger senere kapitulerer Stockholm. Hermed var Kalmarunionen et definitivt afsluttet kapitel. På et møde i Roskilde blev Frederik 1.s endelige håndfæstning med adelen vedtaget i august. Efter otte år i landflygtighed lykkedes det langt om længe Christian 2.at stable en hær på benene. I 1531 finansierer svogeren, kejser Karl 5., den detroniserede konges forsøg på at genvinde de tabte riger. Christian 2. udruster en flåde, går med sin hær i land i Norge,og den 5. januar 1532 hyldes han som Norges konge af det norske rigsråd. Frederik 1. sender en dansk-lübsk flåde afsted mod Norge, og Christian 2. trækker sig tilbage til Oslo. Endnu engang hindrede ubeslutsomhed ham i at udnytte situationen og i det afgørende øjeblik taber han modet. Han overtales til at opløse sin hær og under løfte om frit lejde ? stik mod al sund fornuft ? lader han sig lokketil forhandlinger med farbroderen Frederik 1. i København. Der blev aldrig nogen forhandlinger. Frederik 1. brød løftet og lod Christian føre som fange til Sønderborg Slot. I 1549 overførtes den nu 68-årige Christian 2. til Kalundborg Slot, hvor han under noget friere forhold opholdt sig til sin død i 1559. Christian 2. sad således som fange i 27 år, uden at der nogensinde blev rejst anklage mod ham eller fældet nogen som helst dom. Han ligger i dag begravet i Skt. Knuds Kirke i Odense.


Titel:
Konge af Danmark

Christian blev gift med Isabella von Habsburg den 11 sep. 1515. Isabella blev født den 27 aug. 1501 i Bruxelles, Belgien; døde den 28 feb. 1526 i Gent, Belgien; blev begravet den 5 feb. 1526 i Odense Domkirke (Sankt Knuds Kirke), Odense, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Link: https://da.wikipedia.org/wiki/Elisabeth_af_Danmark_(1485-1555)

Notater:

Titel:
Prinsesse af Danmark

Elisabeth blev gift med Joachim I Nestor von Hohenzollern den 10 maj 1502 i Stendal, Sachsen,Tyskland,. Joachim (søn af Kurfürst Johann Cicero von Brandenburg og Herzogin, Landgräfin von Thüringen Margareta von Sachsen) blev født den 28 mar. 1484 i Berlin, Brandenburg, Tyskland; døde den 20 aug. 1535 i Stendal, Sachsen,Tyskland,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Christian 3. blev født i 1503 på Gottorp Slot og døde i 1559 på Koldinghus. Han var ældste søn af hertugen af Gottorp, den senere kong Frederik 1., og Anna af Brandenburg.

I 1520 blev den unge Hertug sendt ud på en større rejse til udlandet under ledsagelse af Johan Ranzau. På rejsen deltog han i den berømte rigsdag i Worms i 1521, og mødet med Martin Luther gjorde et uudsletteligt indtryk på Christian. Både han og Johan Ranzau vendte hjem til hertugdømmerne som glødende lutheranere.

Det, at faderen i 1523 blev dansk konge, medførte ikke de store forandringer i Hertug Christians liv. I 1525 gifter han sig med den kun 14-årige Dorothea af Sachsen-Lauenburg, og parret bosætter sig på Haderslevhus.

Det er tænkeligt, at Christians stærkt protestantiske holdning meget tidligt bringer ham i modsætningsforhold til det katolsk dominerede Rigsråd. I hvert fald modsatte Rigsrådet sig Frederik I's ønskeom at indsætte Hertug Christian som statholder i Danmark.

I et brev, umiddelbart efter Frederik 1.s død i januar 1533, skriver Christian, at han hellere ville gå barfodet som en tigger bort fra sine riger, end lade sig aftvinge den mindste indrømmelse mod lutherdommen. Et betænkeligt Rigsråd udsatte kongevalget til året efter, og Danmark var i den efterfølgende periode uden konge. Christians egen uvillighed til at overtage kongemagten blev først overvundet, da Rigsrådet nødtvungent anmoder han om at overtage den ledige kongetrone efter Lübecks angreb på Danmark i 1534.

Under påskud om at ville genindsætte Christian 2. som konge besatte Lübeck, under ledelse af Grev Christoffer af Oldenburg, hele den østlige del af Danmark. Christian 3. og hans tilhængere havde endnukun magten i Jylland, og dermed var der lagt op til den krig, der senere blev kendt under navnet Grevens Fejde.

I september rejste Skipper Clement borgere og bønder til oprør i det nordlige Jylland – men først i december blev Christian 3. i stand til at sende en hær af landsknægte, under ledelse af Johan Ranzau, op gennem Jylland for at nedkæmpe oprøret. Bondeoprøret blev slået ned, og Clement flygtede fra Aalborg med Ranzaus tropper i hælene. Han blev kort tid efter fanget, da en bonde forrådte ham.

I foråret 1535 kunne hæren sættes over til Fyn, hvor Johan Ranzau vandt den afgørende sejr over Lübeckerne i slaget ved Øksnebjerg den 11. juni. På omtrent samme tid sejrede en dansk-svensk-preussiskflådestyrke, under ledelse af Peder Skram, over Lübeck's flåde ved Svendborgsund. Disse to sejre blev afgørende for udfaldet af Grevens Fejde – men først da den 33-årige Christian året efter indtogKøbenhavn den 29. juli 1536, blev Danmark igen ét rige.
Efter kongens indtog i København gik tyske officerer fra begge sider i forbøn for Grev Christoffer, der slap med at blive landsforvist og måtte love aldrig igen at sætte foden på dansk jord.

Skipper Clement slap knap så nådigt. Han blev halshugget i Viborg den 9. september, liget blev parteret, lagt på fire stejler og på hans afhuggede hoved satte man en bly-krone.

Den 12. august 1536 blev landets katolske biskopper arresteret. Der er flere årsager til at Christian 3. tager dette dramatiske skridt: Han ville fjerne enhver modstand mod reformationen, han ønskedeat styrke kongemagten. Biskopperne havde modsat sig hans udnævnelse til konge, og konfiskationen af biskoppernes anseelige formuer kunne bruges til at betale gælden til den store hær af landsknægte.

Martin Luther lykønskede kongen med ordene: Bisperne ville ikke være ophørt med at forfølge Guds ord og forvirre det verdslige regimente. Reformationen var hermed indført i Danmark.

Efterfølgende bragte Christian 3. fredelige tider til Danmark. Han foretrak at samarbejde med Rigsrådet og den loyale danske adel indtil sin død på Koldinghus den 1. januar 1559. Rigsrådet og adelen bevarede til gengæld sin magt og indflydelse.

Christian den 3. blev begravet i Roskilde Domkirke, der lige siden har dannet ramme om danske kongers begravelser.

_________________

Christian 3. fødtes 1503 på Gottorp som ældste søn af hertug Frederik, senere kong Frederik 1., og hans første hustru Anna af Brandenburg. 1521 foretog han sammen med sin hofmester Johan Rantzau en længere rejse i Tyskland. Her overværede han bl.a. Rigsdagen i Worms, hvor Martin Luther forsvarede sine teser mod pavestolen, en oplevelse der påvirkede Christian for resten af livet. Da han blev gifti 1525, fik han og Dorothea Haderslev og Tørning len til underhold, og her gennemførte han straks reformationen, hvilket øgede den antipati mod ham, som det overvejende katolske rigsråd nærede.

Ved Frederik 1.s død i 1533 var rigsrådet forpligtet til at vælge en af hans sønner til konge. Den katolske del af rigsrådet var imod Christian, men en fløj med rigshofmesteren Mogens Gøye i spidsen gik ind for ham. Yderligere kompliceredes kongevalget af, at hertugdømmerne og Norge formelt var arvelande, medens Danmark var et valgrige. I den situation tog Christian kontrollen over hertugdømmerne,hvor han på egne og sine brødres vegne modtog arvehyldning.

En herredag i København skulle afgøre kongevalget, men endte med at udskyde valget et år; i mellemtiden skulle rigsrådet regere. Den lutherske adel med Mogens Gøye i spidsen forenede sig med det luthersksindede borgerskab i København og Malmø og tilbød Christian kronen, men han afslog; en dansk kongemagt på det foreliggende grundlag ville få meget svært ved at hævde sig mod rigsrådets og adelens flertal.

I sommeren 1534 angreb Lübeck hertugdømmerne og grev Christopher af Oldenburg Sjælland, formelt i Christian 2.s navn. Nu accepterede Christian et fornyet tilbud. I de følgende år afgjordes borgerkrigen (n ny herredag i København i oktober 1536 skulle ordne de tunge problemer: religionsspørgsmålet, forholdet mellem konge og rigsråd, kronens finanser, tronfølgespørgsmålet og forholdene mellem Danmark på den ene side og hertugdømmerne og Norge på den anden. Men allerede natten mellem 11. og 12. august fængsledes de katolske bisper, og i dagene derefter blev bispegodset overalt i landet konfiskeret. Vejen var banet for indførelse af den lutherske kirkeordning, ligesom der åbnedes mulighed for beskatning af kirken, der næsten helt havde undgået krigens hårde skattepålæg.

Herredagen i oktober afsluttedes med udstedelse af en reces, en håndfæstning og et valgbrev for Christians toårige søn Frederik (2.) som tronfølger. Herredagens resultater blev et klogt kompromis på grundlag af de realpolitiske muligheder; man søgte at sikre de bedst mulige betingelser for en fredelig og harmonisk genopbygning af riget, samtidig med at man forbedrede kronens økonomi gennem inddragelse af bispe- og efterhånden også klostergodset. Tronfølgespørgsmålet ordnedes lang tid frem, uden at princippet om Danmark som valgrige ændredes. Rigsrådet sikredes andel i statsstyrelsen, bl.a. vedat kongens kansler, der hidtil havde været i kongens personlige tjeneste, nu skulle være født medlem af rigsrådet som dets fornemste medlem efter rigshofmesteren. Kun i religionsspørgsmålet gik herredagen radikalt til værks.

Fængslingen og afsættelsen af bisperne og bispegodsets konfiskation godkendtes, og man afstak rammerne for den lutherske nyordning af kirken. Med herredagen i København havde kongemagt og adel forsonet sig med hinanden. Taberne i borgerkrigen blev de svage *stænder, borgerne og bønderne.

I religionsspørgsmålet lagde herredagen rammerne, og i de følgende år udarbejdedes detaljerne i kirkeordningen, kirkeordinansen, der blev rent evangelisk. Den udarbejdedes af de danske evangeliske prædikanter og blev i foråret 1537 sendt til gennemsyn hos Luther i Wittenberg. Medens det religiøse indhold betegnede et radikalt brud med fortiden, så var kirkens fysiske rammer og organisation stort set uændret. Biskopperne erstattedes af superintendenter og verdslige stiftslensmænd, men sognegrænser bibeholdtes ligesom de hidtidige katolske sognepræster stort set fortsatte i deres kald. De katolske bisper blev efterhånden løsladt og pensioneredes med passende forleninger. Kun roskildebispen Joachim Rønnow nægtede at godkende forandringen og døde i sit fængsel.

Kronens økonomi søgtes forbedret gennem en lensreform. Det inddragne bispe- og klostergods indordnedes under det almindelige lenssystem. Den endelige lensreform af 1557 betød en enorm fordel for kronen; taberne var adelen som helhed. Når kongemagten alligevel kunne gennemføre reformen skyldtes det, at højadelen gennem medlemsskabet af rigsrådet fik faktisk forret til de store og vellønnede len, som var reformens resultat. De virkelige tabere var lavadelen, der på grund af lenenes færre antal mistede indtægtsmuligheder.

Christians forhold til halvbrødrene ordnedes i 1544 ved at hertugdømmerne deltes mellem Christian og brødrene Hans og Adolf på en sådan måde, at den formelle samhørighed mellem kongerige og hertugdømmer bibeholdtes. Udenrigspolitisk stabiliseredes situationen, i 1541 med Brömsebrotraktaten med Sverige, og i 1544 med den tyske kejser Karl 5. med Freden i Speyer: Christian måtte opgive alle forbundmed kejserens fjender, indrømme nederlænderne handelsrettigheder i Danmark og lempe øresundstolden for dem; på sin side opnåede Christian kejserens anerkendelse som dansk konge og et løfte om, at kejseren ikke ville støtte sin svoger Christian 2.s arvinger militært. I takt med den udenrigspolitiske afspænding kunne man nu gennemføre reduktioner af militæret, kun flådemagten blev opretholdt pelt karakteriseres Christian 3.s regeringstid som en periode præget af betydelige reformer på en lang række områder og af en konsekvent gennemført politik med kongen placeret centralt i beslutningsprocessen. Ikke med urette fremhæver kongens ligprædiken arbejdsomhed, handlekraft, forudseenhed og forhandlingsevner og retfærdighedssans som hans væsentligste karaktertræk.

Christian 3. døde 1. januar 1559 på Koldinghus og ligger begravet i Roskilde domkirke.

Christian blev gift med Dorothea, Prinsesse af Sachsen-Lauenburg den 28 nov. 1525 i Lauenburg, Slesvig-Holsten, Tyskland. Dorothea, (datter af Magnus I Hertug af Sachsen-Lauenburg-Ratzburg og Katharine, Prinsesse af Braunschweig-Wolfenbüttel) blev født den 18 aug. 1511 i Lauenburg, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 16 nov. 1571 i Sønderborg Slot, Sønderborg, Danmark,; blev begravet i 1581 i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Elisabeth af Danmark (14 oktober 1524 – 15 oktober 1586) var en dansk prinsesse, der blev hertuginde af henholdsvis Mecklenburg-Schwerin og Mecklenburg-Güstrow

Hun var datter af kong Frederik 1. af Danmark og Sophie af Pommern. Hun giftede sig i 1543 med hertug Magnus 3. af Mecklenburg-Schwerin (1509–1550) og i 1556 med hertug Ulrik 3. af Mecklenburg-Güstrow (1527–1603). Hun havde et enkelt barn: Sophie af Mecklenburg, der blev gift med hendes nevø, kong Frederik 2. af Danmark.

Elisabeth blev født den 14. oktober 1524 som andet barn og ældste datter af Frederik 1. i hans andet ægteskab med Sophie af Pommern. Hendes fødsel fandt sted året efter, at faderen var blevet konge af Danmark og Norge efter oprøret mod Christian 2. Efter faderens død i 1533 blev hun opdraget ved broderen, Christian 3.'s hof. Allerede som barn blev hun rost for sin skønhed, og den engelske gesandt Robert Barnes skrev hjem: "Aldrig i mit liv så jeg så smuk og velopdragen ung pige."

I 1542 blev hun på Nyborg Slot forlovet med Hertug Magnus af Mecklenburg. Brylluppet blev fejret på slottet i Kiel det efterfølgende år. Efter ni års barnløst ægteskab med Hertug Magnus, en lærd hersker, der tillige var Biskop af Schwerin, blev hun enke i 1550, hvorefter hun vendte tilbage til Danmark.

I 1556 blev hun gift med sin afdøde mands nevø og efterfølger som biskop af Schwerin, Ulrik 3. af Mecklenburg-Güstrow. Elisabeth og Ulrik havde et lykkeligt ægteskab. Den 4. september 1557 fødte hun sit eneste barn, datteren Sophie, der 14 år gammel blev gift med sin fætter Kong Frederik 2. og blev dronning af Danmark og Norge.

Elisabeth bliver beskrevet som en skønhed, godhjertet, følsom og religiøs. Hun læste dagligt i Bibelen og Luthers skrifter og gik ofte i kirke. Hun var tilbageholdende med at spise og drikke, hun hjalp trængende og syge, støttede fattige men håbefulde studerende. Ligeledes tog hun fattige adelsdøtre til sig og sørgede for deres opdragelse og uddannelse, og forsøgte at sikre dem en tryg fremtid ved passende ægteskaber. Hun sørgede foe at fremme agerbrug og kvægavl, plantede skov, oprettede stutterier og sørgede for vejenes vedligeholdelse. Hun sørgede for, at alle hertugelige gårde var forsynede med sengeklæder og husgeråd.

Hun sørgede for, at domkirken i Güstrow blev sat i stand og forskønnet, blandt andet med mindesmærker over det mecklenburgske fyrstehus. Også klosterkirken i Doberan, hvor mecklenburgs fyrster var begravne, blev sat i stand. Hun lod dels opføre nye, dels vedligeholde ældre klostre for adelige enker og jomfruer, hospitaler, fattighuse og skoler. Under sit andet ægteskab helligede hun sig en del til velgørenhed i Mecklenburg og understøttede skoler, sygehuse og klostre. Hun opførte fattighuse i Grabow, Stargard, Bützow, Güstrow og Stavenhagen, plantede skov i Everstorfer Forst nær Plüschow og i Heidbergen samt stod for genopførelsen af kirkerne i Güstrow og Doberan. Sammen med Ulrik oprettede hun en skole for adelsdøtre i klosteret i Rühn.

Hun vedligeholdt en levende kontakt med sin familie i fødelandet og besøgte regelmæssigt Danmark. Hun besøgte ofte sin svigerinde, Christian 3.s enke Dronning Dorothea, og hendes besøg blev kun endnu hyppigere, efter hendes datter var blevet dronning.

Hun døde i Gedser den 14. oktober 1586, på hjemrejsen fra fra et af sine langvarige besøg i Danmark, kort efter at hun og gemalen havde besøgt Tycho Brahe på Hven. Hendes lig blev ført til Mecklenburg, hvor hun blev begravet i domkirken i Güstrow, hvor der endnu findes et smukt gravmæle i alabaster af Philip Brandin som Hertug Ulrik lod opføre til minde om hende, sin anden hustru, Anna af Pommern og sig selv.

Kilde: https://da.wikipedia.org/wiki/Elisabeth_af_Danmark_(1524-1586)

Elisabeth blev gift med Ulrich , Hertug af Mecklenburg-Schwerin i 1556 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Ulrich blev født den 1 jun. 1528 i Schwerin, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland; døde den 14 mar. 1603 i Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Anton blev gift med Sofie, Prinsesse af Sachsen-Lauenburg den 31 jan. 1537 i Otterndorf, Cuxhaven, Niedersachsen, Tyskland. Sofie, (datter af Magnus I Hertug af Sachsen-Lauenburg-Ratzburg og Katharine, Prinsesse af Braunschweig-Wolfenbüttel) blev født cirka 1515 i Lauenburg, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 13 maj 1571 i Ovelgönne, Niedersachsen, Tyskland; blev begravet i St. Lamberti-Kirche, Oldenburg, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Sophie af Pommern (født 1498 i Stettin, død 13. maj 1568 i Slesvig by) var dronning af Danmark og Norge fra 1523 til 1533 som ægtefælle til kong Frederik 1.

Sophie var den ældste datter af hertug Bugislav 10. af Pommern og Anna af Polen. Den 9. oktober 1518 blev hun i Slesvig gift med hertug Frederik af Slesvig og Holsten, der var blevet enkemand i 1514. Sophie blev herved stedmoder til Frederiks to børn Christian (1503-59) og Dorothea (1504-47). Ved sin kroning havde Sophie fået tillagt Lolland og Falster, slotte i henholdsvis Kiel og Plön med tilhørende amter samt byer i Holsten som livgeding.

I 1523 overtog hertug Frederik den danske trone som Frederik 1. efter fordrivelsen af nevøen Christian 2. Frederik og Sophie fik sammen følgende børn:

Hans den Ældre (1521-80), der forblev ugift,
Elisabeth (1524-86), gift 1. gang med Magnus 3. af Mecklenburg-Schwerin (1509-50), gift 2. gang med hertug Ulrik 3. af Mecklenburg-Güstrow (1527-1603),
Adolf (1526-86), gift med Christine af Hessen (1543-1604),
Dorothea (1528-75), gift med hertug Christopher af Mecklenburg-Schwerin (1537-92),
Frederik (1529-56), biskop i Hildesheim og Slesvig.

Efter Frederik I's død i 1533 blev hun dog foreløbig boende på Gottorp med sine børn, først for at afvente det endelige udfald af kongevalget, siden fordi hendes livgeding under Grevens Fejde kom i fjendtlig besiddelse. I 1538 forlangte Christian III, at hun skulle tage ophold på slottet i Kiel og tiltræde sit livgeding, da udgifterne ved opholdet på Gottorp, der gik på hans regning, syntes ham for store. Dette skete også, men der var dog en del stridigheder mellem hende og Christian III angående styrelsen af livgedinget, som hun ville have enerådighed over, mens kongen og rigsrådet krævede medbestemmelsesret ved besættelsen af lensmandsposterne og forlangte, at slotslovene skulle lyde på kongen. I 1540 kom det til en overenskomst, hvorved Sophie i det væsentlige gav efter.

Hun synes at have besiddet en vis lærdom og interesse for religiøse spørgsmål; en tysk salme, "Gott ist mein Heil, mein Hülf und Trost", tilskrives hende.

Efter sin død i 1568 blev Sophie begravet i Slesvig Domkirke.

Kilde: https://da.wikipedia.org/wiki/Sophie_af_Pommern

Sofie blev gift med Frederik 1, Konge af Danmark i okt. 1518 i Kiel, Slesvig-Holsten, Tyskland. Frederik (søn af Christian 1, Konge af Danmark og Dorothea af Brandenburg) blev født den 7 okt. 1471 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 10 apr. 1533 i Gottorp Slot, Slesvig, Slesvig-Holsten, Tyskland; blev begravet i Slesvig Domkirke, Slesvig, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Herzog von Mecklenburg-Schwerin

Heinrich blev gift med Ursule Hertuginde af Mecklenburg-Schwerin den 18 mar. 1507. Ursule (datter af Kurfürst Johann Cicero von Brandenburg og Herzogin, Landgräfin von Thüringen Margareta von Sachsen) blev født den 22 nov. 1488 i Berlin, Brandenburg, Tyskland; døde den 28 okt. 1510 i Güstrow, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Sofie, blev gift med Johann , Elector af Sachsen den 31 mar. 1500 i Torgau, Sachsen, Tyskland. Johann (søn af Ernst von Sachsen og Elisabeth von Wittelsbach) blev født den 5 aug. 1468 i Meissen, Dresden, Sachsen, Tyskland; døde den 25 sep. 1532 i Sachsen, Tyskland Schweinitz a.d.elster; blev begravet i Wittenberg, Sachsen-Anhalt, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Herzogin von Mecklenburg-Schwerin

Anna blev gift med Wilhelm II von Hessen den 19 nov. 1500. Wilhelm (søn af Ludwig II von Hessen og Mathilde von Württemberg) blev født den 4 maj 1469; døde i 1509. [Gruppeskema] [Familietavle]

Anna blev gift med Otto I Zu Solms-Laubach den 8 okt. 1519. Otto (søn af Philipp Zu Solms-Lich og Adriana von Hanau-Münzenberg) blev født den 16 jun. 1496 i Lich, ,; døde den 23 jun. 1522. [Gruppeskema] [Familietavle]

Katharine, blev gift med Heinrich , Hertug af Sachsen den 5 aug. 1512 i Freiberg, Dresden, Sachsen, Tyskland. Heinrich (søn af Albrecht III von Sachsen og Sidonia of Bohemia de Podiebrad) blev født den 21 apr. 1473 i Dresden, Sachsen, Tyskland; døde den 27 sep. 1541 i Dresden, Sachsen, Tyskland; blev begravet i Freiberg, Dresden, Sachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Duke of Mecklenburg 1519-1547 and Duke of Guestrow 1534-1547

Titel:
Herzog von Mecklenburg-Schwerin

Albrecht blev gift med Anna von Hohenzollern i 1524. Anna (datter af Joachim I Nestor von Hohenzollern og Elisabeth von Oldenburg) blev født den 10 feb. 1507; døde den 29 jul. 1567. [Gruppeskema] [Familietavle]

Katharine, blev gift med Magnus I Hertug af Sachsen-Lauenburg-Ratzburg den 20 dec. 1509 i Wolfenbüttel, Braunschweig, Niedersachsen, Tyskland. Magnus (søn af Johann IV (V) Hertug af Sachsen-Lauenburg-Ratzeburg og Dorothea Hertuginde af Sachsen-Lauenburg-Ratzburg) blev født cirka 1467 i Lauenburg, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 10 sep. 1543. [Gruppeskema] [Familietavle]

Heinrich blev gift med Marie Countess af Württemberg den 20 mar. 1515 i Wolfenbüttel, Braunschweig, Niedersachsen, Tyskland. Marie blev født den 20 sep. 1496 i Hohen-Urach Schwarzwaldkreis Württemberg, ,; døde den 6 feb. 1542 i Wolfenbüttel, Braunschweig, Niedersachsen, Tyskland; blev begravet i Wolfenbüttel, Braunschweig, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Franz blev gift med Sibylle, Prinsesse af Sachsen den 9 mar. 1540 i Dresden, Sachsen, Tyskland. Sibylle, (datter af Heinrich , Hertug af Sachsen og Katharine, Prinsesse af Mecklenburg-Schwerin) blev født den 11 jun. 1515 i Freiberg, Dresden, Sachsen, Tyskland; døde i Lauenburg, Slesvig-Holsten, Tyskland; blev begravet i Ratzeburg, Lauenburg, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Efter Chr III's død, boede Dorothea på Koldinghus. Hun forsøgte at blive gift med Chr. III ' s halvbror, Herug Hans den Ældre, med det blev forpurret af kirken og dele af familien . Bis at i Sønderborg Slotskapel (opkaldt efterhende). I 1581.

Dorothea var kun 14 år gammel, da hun i 1525 blev gift med den 22-årige hertug Christian af Holsten-Gottorp. Dorothea var datter af hertug Magnus 1. af Sachsen-Lauenburg og Katharina af Braunschweig-Wolfenbüttel.

Det var ikke panuar 1559 på Koldinghus.

1536 fik Dorothea udlagt en række fynske og langelandske godser til sit underhold, det såkaldte livgeding, men da hun ikke brød sig om at skulle sejle til sine besiddelser og tillige savnede et passende slot til sit faste ophold, fik hun 1548 tillagt Koldinghus, Dronningborg (Randers) og Sønderborg slotte og len som livgeding. Herved var rejsen til de nordtyske slægtninge - og senere døtrene, derblev gift i Tyskland - gjort lettere. I Christians leveår blev Koldinghus det faste tilholdssted for hoffet. Her døde Christian 3. i 1559, og her tilbragte Dorothea sine 12 år som enkedronning.

Efter Christians død omgikkes hun i sommeren 1559 med planer om at indgå ægteskab med svogeren Hans den Ældre i Haderslev, men planen mødte modstand hos de tyske teologer, og blev foreløbigt opgivet,og da Dorothea tog den frem igen i 1568 var kongens holdning helt afvisende.

Dorothea fremstår som en sjælden, rank personlighed, en af de stærkeste blandt danske dronninger. Fra hendes enketid er bevaret en lang række private breve, som giver et godt indblik i hendes personlighed: lidenskabelig, herskesyg, intrigant, hård og overdrevent nøjeregnende, men på den anden side fuld af retsfølelse, pligtfølelse, mod til at sige sandheden og med den en sjælden evne til at elske,lide, ængstes og harmes for andres skyld, ikke blot børnene, men også samfundets fattige og forurettede. Alle disse egenskaber holdtes sammen og i balance af en dyb religiøsitet. Dorothea var en dybtoverbevist lutheraner.

I sine mange år som rigets førstedame - ikke blot til gemalens død, men i realiteten til sin egen død 1571, da hendes søn Frederik 2. ikke giftede sig i moderens levetid - satte hun sit religiøse og menneskelige præg på sine omgivelser. Dorotheas hof på Koldinghus blev et sted, hvor adelens unge døtre modtog uddannelse (det såkaldte ‘jomfrukammer’) i at vnnem at være en omsorgsfuld moder. Meddøtrene Anna og Dorothea stod hun i tæt forbindelse. Ofte måtte hun hævde de to yngre sønner Magnus’ og Hans (den Yngre)’s interesser overfor den ældste søn Frederik 2. Frederik var af karakter sin moder meget lig, derfor bestod der ikke noget kærligt forhold mellem dem. Som tronfølger og konge gjorde han hele tiden oprør mod hendes omsorg, der dog forblev usvækket.

Dorothea kom til at opleve den første af en række blodige krige mellem Danmark og Sverige, nemlig Den nordiske Syvårskrig 1563-70. Det blev en smertelig oplevelse, beslægtet som hun var med krigens tohovedpersoner: Frederik 2. af Danmark, hendes søn, og Erik 14. af Sverige, hendes søstersøn. Forgæves søgte hun en tid at bevæge sønnen til at slutte fred, men da hun mærkede, at han ikke lyttede tilhendes bønner, påtog hun sig bag hans ryg at mægle fred. Hun korresponderede med søstersønnen i Sverige, hvilket kun indbragte hende spydigheder, og da Frederik 2. fik nys om det mislykkede mæglingsforsøg, lod han en tid moderens breve og budbringere opsnappe. Krigens gang kunne Dorothea ikke ændre, hun opnåede kun yderligere at belaste sit forhold til sfolket, men også her mærkede hun ofte, at sønnen ikke lyttede til hendes forbøn.

Det var naturligvis befolkningen i Kolding by og omegn, der stod Dorotheas hjerte nærmest, her kunne hun umiddelbart aflæse krigens følger. Hofholdningen og byggerierne på Koldinghus bragte i sig selvøkonomisk fremgang til byen med omsætning til byens handlende og arbejde til håndværkerne. Men også på anden måde søgte Dorothea at ophjælpe næringslivet omkring Kolding. Et saltværk i Harte fik kun få års levetid og levede ikke op til forventningerne om en stor saltproduktion. 1569-70 fik dronningen anlagt en ny mølle nær slottet og byen, idet slotssøens vand kunne udnyttes til mølledrift. Slotsmøllen drev møllerivirksomhed fra 1570 til 1889, da den omdannedes til bryggeri. Dorothea sørgede for rigeligt arbejde til møllen; foruden slottets eget korn befaledes byens indbyggere og oplandets bønder at lade deres korn male her.

Kort før sin død oprettede Christian 3. et hospital i Kolding. Middelalderens spedalskhedshospital, Sankt Jørgensgård, var nedlagt ti år tidligere. Nu oprettedes et almindeligt hospital, "fattige, såre og syge mennesker" til hjælp og trøst. Det er sikkert ikke urimeligt også her at se en indflydelse fra Dorothea, selvom Christian 3.s kristelige sindelag måtte tilskynde ham til hospitalsgrundlæggelser.

Latinskolen i Kolding var ældre end Dorothea. Men på hendes tid var skolen i forfald. En drikfældige rektor fik hun udskiftet med en mere ædruelig, lærd person, og skolebygningen fornyede hun. For egne midler lod hun i 1566 bygge et nyt skolehus tæt ved byens sognekirke, Skt. Nikolaj kirke. Dorotheas skolehus stod til 1729, men skolen lever fortsat i Kolding Amtsgymnasium.

Dorothea døde 7. oktober 1571 på Sønderborg slot, hvor hun i sine sidste levemåneder havde taget ophold hos yndlingssønnen Hans den Yngre. Hun ligger begravet i Roskilde domkirke sammen med gemalen.

Dorothea, blev gift med Christian 3, Konge af Danmark den 28 nov. 1525 i Lauenburg, Slesvig-Holsten, Tyskland. Christian (søn af Frederik 1, Konge af Danmark og Anna af Brandenburg) blev født den 21 sep. 1503 i Gottorp Slot, Slesvig, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 10 feb. 1559 i Koldinghus, Kolding, Brusk Herred, Vejle Amt, Danmark; blev begravet i 1578 i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Sofie, blev gift med Anton I, Greve af Oldenburg den 31 jan. 1537 i Otterndorf, Cuxhaven, Niedersachsen, Tyskland. Anton (søn af Johann XIV, Greve af Oldenburg og Anna, Prinsesse af Anhalt-Zerbst-Dessau) blev født i 1505 i Oldenburg, Niedersachsen, Tyskland; døde den 3 mar. 1573 i Oldenburg, Niedersachsen, Tyskland; blev begravet i St. Lamberti-Kirche, Oldenburg, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Sofie, blev gift med Ernst, Hertug af Braunschweig-Lüneburg den 2 jul. 1528 i Schwerin, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland. Ernst, (søn af Heinrich Hertug af Braunschweig-Lüneburg og Margarethe, Prinsesse af Sachsen) blev født den 1 aug. 1497 i Uelzen, Niedersachsen, Tyskland; døde den 20 feb. 1546 i Celle, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

In 1526, one year after the death of Friedrich the Wise, the wedding of his nephew, Johann Friedrich I., known as the Magnanimous, took place. His bride was Sibylle of Cleve, who was only fourteen years old at the time. The marriage represented something approaching a union between the Electorate of Sachsen and the Duchy of Jülich-Kleve-Berg and, although arranged for political and strategic reasons, it is said to have proved a particularly happy one. Much less successful was Johann Friedrich's subsequent political career. He was defeated in 1547 at the battle of Mühlberg during the Schmalkaldic War.

As a result, he was stripped of his electorship and spent several years as a prisoner. When his ducal title was finally restored in 1552, however, Johann Friedrich returned to his new seat in Weimar, accompanied by his former court painter Lucas Cranach the Elder, and was triumphantly received by the population. For Weimar, this event represented the beginning of a unique period of cultural ascendancy.

The portraits of the young bridal couple which hang in the Schlossmuseum are exquisite examples of the mature portrait style of Lucas Cranach the Elder. The painter combines courtly grandeur with aclear emphasis on individuality to produce a likeness of the subjects which is striking in its simplicity.

Johann blev gift med Sibylle, Prinsesse af Jülich-Cleve-Berg i 1526. Sibylle, (datter af Johann III Hertug af Jülich-Cleve og Marie, Prinsesse af Jülich) blev født den 26 aug. 1512 i Düsseldorf, Nordrhein-Westfalen, Tyskland; døde den 2 apr. 1554 i Weimar, Thüringen, Tyskland; blev begravet i Pfarrkirche St. Peter Und Paul Weimar Sachsen-Weimar-Eisenach Thüringen, ,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Philipp I., Landgraf von Hessen, wurde 1504 in Marburg geboren. Sein Vater war Landgraf Wilhelm II. (1469-1509), seine Mutter war Anna von Mecklenburg-Schwerin (1485-1525). Offizieller Regierungsantritt des Fürsten war bereits 1509, faktisch war er jedoch bis 1518 unter Vormundschaft seiner Mutter. Seit 1524 war Philipp Anhänger der protestantischen Lehre und wurde zum Vorkämpfer der Reformation.1526 hielt er zum Zwecke der Protestantisierung seines Herrschaftsgebietes die Homberger Synode ab. Im gleichen Jahr erfolgte die Vereinigung mit Johann von Sachsen und anderen protestantischen Fürsten im Bündnis von Gotha und Torgau.

1527 gründete er die Universität Marburg als erste protestantische Hochschule der Welt und gleichzeitig das zugehörige Gymnasium Philippinum. 1529 gründete er die Hessische Stipendiatenanstalt. Im gleichen Jahr fand das Marburger Religionsgespräch zwischen den Reformatoren Martin Luther und Ulrich Zwingli statt, von dem sich Philipp die Einigung des Protestantismus erhoffte. Er gehörte zu den fürstlichen Vertretern der protestantischen Minderheit (Protestation) am Reichstage zu Speyer.

Philipp wurde 1531 zum Mitgründer des Schmalkaldischen Bundes. 1534 gelang es ihm, den vertriebenen Herzog Ulrich von Württemberg in dessen Land zurückzuführen.

Anfang 1524 heiratete Philipp Christine von Sachsen (1506-1549). Noch zu Lebzeiten Christines schloss Philipp 1540 im Schloss Rotenburg eine zweite morganatische Ehe mit dem sächsischen Hoffräulein Margarethe von der Saale (1522-1566). Der Reformator Philipp Melanchthon war bei der Vermählung anwesend. Mit dieser Doppelehe handelte sich Philipp politisch weitreichende Schwierigkeiten ein, obwohl er durch Luther auf solche Konsequenzen hingewiesen wurde. (Die Reformatoren versuchten aber weiterhin, ihrem wichtigen Verbündeten so weit wie möglich den Rücken freizuhalten.) Nun musste Philipp, umder Strafe für Bigamie zu entgehen, dem katholischen Kaiser Karl V. Zugeständnisse machen.


Philipp der Großmütige
Postkarte des Landgraf-Philipp-Denkmals in Kassel von 1903Im Schmalkaldischen Krieg unterwarf sich Philipp 1547 schließlich dem Kaiser und wurde von diesem fünf Jahre lang in den Niederlanden gefangengesetzt. Zur Erinnerung an die Heimkehr am 10. September 1552 wurde im Eschenburg Ortsteil Simmersbach die Philippsbuche gepflanzt, die erst vor einigen Jahren zusammenbrach und durch einen neuen Baumersetzt werden musste.

In den letzten 15 Jahren seiner Lebenszeit kümmerte sich Philipp um die Verwaltung Hessens und fördert die Einigung der protestantischen Parteien. Darüber hinaus bemühte er sich um die Konsolidierungdes nach dem Schmalkaldischen Krieg hoch verschuldeten Landes, unter anderem durch die Einführung einer Tranksteuer.

Durch den Ausbau des Steuerwesens wandelte er die Landgrafschaft Hessen vom mittelalterlichen Domänenstaat zum frühmodernen Finanzstaat: Neben den Einkünften aus den Domänen etablierten sich Steuern als neues Standbein der Staatsfinanzierung. Philipp forcierte vor allem die Einführung einer Vermögenssteuer, die sich an der Leistungsfähigkeit der Besteuerten orientierte.

Einige seiner Initiativen und Gründungen wie Konfirmationsunterricht, der Landeswohlfahrtsverband oder die Althessische Ritterschaft bestehen bis heute fort. Die Marburger Philipps-Universität wurde erst im Jahr 1934 wieder nach ihrem Gründer benannt. Seinen Beinamen erhielt er von späteren Geschichtsschreibern, weil er in zahlreichen politischen und kriegerischen Auseinandersetzungen tatsächlichgroßen persönlichen Mut gezeigt hatte.

Nach seinem Tod wurde Hessen nach den altertümlichen Erbregeln des Hessischen Fürstenhauses unter seinen vier Söhnen aufgeteilt und büßte infolgedessen spürbar an reichspolitischem Gewicht ein: Hessen-Kassel mit etwa der Hälfte des Territoriums erhielt der älteste Sohn Landgraf Wilhelm IV., Hessen-Marburg Landgraf Ludwig IV., Hessen-Rheinfels Landgraf Philipp II. von Hessen-Rheinfels und Hessen-Darmstadt Landgraf Georg I..

Titel:
Landgraf von Hessen

Philipp blev gift med Christina von Sachsen den 10 jan. 1524. Christina (datter af Georg von Sachsen og Barbara Jagiellonka) blev født den 3 feb. 1506; døde den 25 maj 1549. [Gruppeskema] [Familietavle]

Sibylle, blev gift med Franz I Hertug af Sachsen-Lauenburg-Ratzeburg den 9 mar. 1540 i Dresden, Sachsen, Tyskland. Franz (søn af Magnus I Hertug af Sachsen-Lauenburg-Ratzburg og Katharine, Prinsesse af Braunschweig-Wolfenbüttel) blev født i 1510 i Ratzeburg, Lauenburg, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 28 apr. 1581 i Buxtehude, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

August, blev gift med Anna, Prinsesse af Danmark & Norge den 6 nov. 1548 i Torgau, Sachsen, Tyskland. Anna, (datter af Christian 3, Konge af Danmark og Dorothea, Prinsesse af Sachsen-Lauenburg) blev født den 22 nov. 1532 i Haderslev, Haderslev Herred, Haderslev Amt, Danmark; døde den 1 okt. 1585 i Dresden, Sachsen, Tyskland; blev begravet i Freiberg, Dresden, Sachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Karen Hansdatter Krafse. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: ca. 1560, Sandholt, Sandholdts Lyndelse Sogn, Sallinge Herred, Svendborg Amt, Danmark; Ejede desuden Fuglsang på Lolland, Møgelkær ved Horsens, Enggaard (Gyldensteen) ved Bogense samt Rudbjerggaard ved Nakskov.
• Ordner: 1559-1577; Ridder af Elefanten

Notater:

Erik Rud, 19.2.1519-.juni 1577, rigsråd.
Død på Fuglsang, begravet i Vester Hæsinge k.

Den ældste oplysning man har om R. er betegnende nok at han dræbte en anden adelsmand, Niels Ovesen Skram 1542. Denne bedrift hindrede ham dog ikke i ca. 1545 at blive hofsinde og 1547 at gå over i lensstyrelsen. I årenes løb besad han følgende større forleninger: Vestervig kloster 1547–57, Riberhus 1557–59, Ravnsborg 1559–71 (1559–65 forbundet med Halsted kloster), Nykøbing Falster 1566–69, Kærstrup (Tåsinge) 1573 og – efter at dette slot var udgået af kronens besiddelse – Ålborghus 1574–77. Desuden havde han 1559–73 Vorgård i Vendsyssel i pant.

Hans stridbarhed og selviskhed gav anledning til rivninger til alle sider. Som lensmand på Vestervig gjorde han indgreb i indtægter tilkommende lensmanden på Ørum og havde proces med Thisted by. Misfornøjet med sine 1567 ændrede vilkår i Ravnsborg len nægtede han der 1565 var blevet rigsråd 1568 – under de vanskeligste forhold for landet – af Ravnsborg at betale den af lensmændene bevilgede afgift af lenenes visse rente, men måtte falde til føje da kongen truede med at tage lenet fra ham. Fra Ravnsborg len foreligger også en klage fra en fæstebonde som R. havde sat fra gården.

Herremanden R. viser de samme karaktertræk som lensmanden. Fra sin far arvede han Fuglsang (på Lolland) og sammen med sin bror Otte Møgelkær (ved Horsens). Med sin hustru fik han Sandholt (ved Fåborg) hvor han tog bolig hen imod 1560. Gridsk efter gods lå han jævnlig i proces. 1571 tog han sig af enken Sophie Daas sager uden tvivl for at komme i besiddelse af hendes ejendom Enggård (Gyldensteen) hvad der også lykkedes ham 1575. Lignende egennytte viste han som værge for broderen Jørgen Ruds umyndige børn der som voksne fik idømt hans arvinger en erstatning. På et ukendt tidspunkt købte han Rudbjerggård på Lolland. – Det hæderligste minde har R. efterladt sig som krigsmand. Han udmærkede sig som fænrik ved hoffanen i Ditmarskerkrigen 1559. Som skibschef lykkedes det ham 1564 at redde en flådeafdeling fra at falde i en af den svenske hovedflåde stillet fælde. N.å. deltog han i juni under Herluf Trolle i slaget ved Femern, kæmpede i juli med stor tapperhed under broderen Otte i slaget ved Bornholm og overtog da Otte Rud var blevet taget til fange i dette slag, overkommandoen over flåden for resten af året, der forløb uden større sammenstød. 1566 fulgte han landhæren som en af de tre krigskommissærer, der skulle overvåge hærledelsen.

Familie
Forældre: rigsråd Knud Jørgensen R. (død 1554) og Dorthe Bølle (død 1547). Gift Anne Hardenberg, død 1575, d. af rigsråd Jacob H. (død 1542) og Sophie Lykke (død ca. 1570). – Far til Corfitz R. Bror til Otte R. (1520–65).

Familie/Ægtefælle/Partner: Anne Hardenberg. Anne (datter af Jacob Eriksen Hardenberg og Sophie Pedersdatter Lykke) døde i 1575. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Otte Rud var søn af Knud Rud (død 1554). Otte Rud blev født på sin fædrenegård Vedby. Ved dåben blev han opkaldt efter sin afdøde farbror, og blandt fadderne var foruden bl.a. flere helgener også biskoppen i Roskilde Lage Urne. Hvilket forklarer, at da samme biskop i 1529 gav hans forældre et livsbrev på Venslev Len, kom dette også til at gælde for gudsønnens levetid, dette len tiltrådte Otte Rud i 1554 ved faderens død, som ved reformationen var blevet en kronlen, men Otte Rud mistede det igen i 1558.

Otte Rud fik sin første undervisning i Sorø Kloster, tjente derefter grev Just af Mansfeld som lille dreng og kom så til greven af Schwarzburg, der i hans 18. år gav ham ret til at bære våben, hvorefter han deltog i biskoppen af ministers krig mod Gjendøberne. Ved denne tid i 1539 havde han det uheld at blive sat fast i Hamborg, for at begå drab, men da kong Christian 3. gik i forbøn for ham, kom han fri igen. I alt fald var han snart efter i saksisk tjeneste og deltog først som rytter, siden som landsknægt i krigen mod Brunsvig frem til 1543, hvor han så drog hjem til sit fødeland. Her tog han straks tjeneste blandt Hofsinderne og var i det store følge, der i 1548 ledsagede frøken Anna til Meissen. Året efter fik han sin første forlening, Dragsholm, og giftede sig samtidig med den i saarige Pernille Oxe, søster til den senere så berømte statsmand Peder Oxe; i dette ægteskab blev han far til fem sønner og tre døtre. I 1551 blev han forflyttet fra Dragsholm til Gotland, men her gav hans lensstyrelse snart anledning til en række klager, navnlig fra Visby borgere, der mente, at slottets tjenere gjorde indgreb i deres borgerlige næring. Kongen gav for så vidt klagerne medhold, som han i 1555 udfærdigede nye privilegier for borgerne, og da klagerne vedblev, men nu over, at Otte Rud ikke overholdt disse privilegier, mistede han i 1557 lenet efter et par skarpe påmindelser. Selv efter den tid forfulgtes han med processer af enkelte af øens beboer, men ligesom disse processer ikke faldt ud til hans skade, da den menige almue gav ham på øens landsting det bedste vidnesbyrd som lensmand. Han opnåede da også snart anden forlening, nemlig 1559-62 Odensegård, 1562 Korsør og 1565 Ranes gods i Kalø Len. Selv besad han, foruden sin fædrenearv Møgelkjær, Sæbygaard i Vendsyssel, som han i 1560 havde tilbyttet sig fra kronen.

Da krigen med Sverige udbrød i 1563, blev der naturligvis særlig brug for en fra ungdommen, så den krigserfaren mand som Otte Rud blev i september sendt op til Elfsborg som kommissær hos Daniel Rantzau, og i november udmærkede han sig for kongens øjne i kampen ved Mared ved Halmstad, – og så blev det dog til søs, at han gjorde sit navn udødeligt. Allerede under opholdet i Halmstad beskikkede kongen ham til chef for orlogsskibet «Byens Løve», og næste forår fulgte han med dette skib Herluf Trolles flåde. I to dages slaget 30.-31. maj i farvandet mellem Gotland og Øland udmærkede han sig i høj grad, i det han og Jørgen Brahe den første dag tappert bistod Herluf Trolles skib i den ulige kamp med det store svenske admiralskib «Mars», kaldet «Makalös», og syv andre skibe, og dagen derpå var det Otte Rud, der sønderskød roret på «Makalös» og kastede sine dræg om bord i det store skib, som han derpå, understøttet af to lybske skibe, entrede, og det ville sikkert være blevet taget, hvis der ikke var stukket ild i skibet, som så sprang i luften. I en senere træfning, den 14. august, blev «Byens Løve» taget af de svenske, men da var Otte Rud, uvist af hvilken årsag, ikke om bord. Formodentlig har kongen haft brug andetsteds for den uforfærdede kriger; i december fik han i alt fald befaling at møde med sine heste og harnisk i Skåne, men i februar 1565 kom ny ordre til ham om også dette år at tjene til søs. Da Herluf Trolle i maj løb ud, fulgte Otte Rud ham, nu som chef på et tidligere erobret svensk skib, «Krabat», og i slaget ved Rødesand den 4. juni, hvor Herluf fik sit banesår, var han en af de fem danske skibschefer, som udmærkede sig ved trofast at støtte admiralen. Efter slaget søgte flåden til København, hvor Herluf Trolle nedlagde kommandoen, der blev overdraget til Otte Rud, med broderen Erik Rud som underadmiral. Ved efterretningen om sin eftermands udnævnelse skal Herluf Trolle have ytret, at han ingen kendte i Danmark, som ville være en bedre admiral end Otte Rud; han ville sige god for denne, at han ikke skulle sky sin fjende, – og dette skudsmål gjorde Otte Rud visselig ikke til skamme.

Med admiralens flag vajende på «Jægermesteren» forlod den forenede dansk-lybske flåde den 2. juli København, og fem dage efter traf den svenske flåde under Clas Christersson Horn i farvandet mellem Nydyb og Bornholm, hvor det blodigste søslag i hele denne krig blev udkæmpet - søslaget mellem Rygen og Bornholm. Skønt der i den svenske flåde var 13 skibe mere end ved de forenede flåder, angreb Otte Rud den dog uden betænkning om morgenen. Otte Rud søgte det svenske Admiralskib «St. Erik», der understøttedes af to-tre svenske skibe, mens Otte Rud fik undsætning af sin bror på «Jomfruen». Under den voldsomme ild fra begge af brødrenes skibe faldt den største del af besætningen på «St. Erik» og «Forgylda Lejonet», mens et tredje svensk skib, «Gripen», blev skudt i sænk, men andre svenske skibe kom til, og da vinden bar fra «Lejonet», som var kommet i brand, hen på «Jomfruen», der også antændtes, måtte Erik Rud med besvær drage sit skib ud af kampen, da kun 1/10 af besætningen var kampdygtig. Imidlertid rasede kampen stadigt omkring «Jægermesteren», der nu havde hele den svenske flåde om sig. Forgæves sendte Otte Rud bud efter sine skibschefer om at komme til undsætning, – dels skortede det dem på evne, i det det brændende «Lejonet» til dels havde isoleret det danske admiralskib, dels skortede det på god vilje. Kun to danske skibe og to lybske søgte at undsætte deres admiral, men uden held, og efter det heltemodige forsvar var Otte Rud nødtvunget, selv såret, til ved solnedgang at overgive sit synkefærdige skib og de tiloversblevne 100 mand af de i alt 1050, der udgjorde den oprindelige besætning, til sin ikke mindre tapre fjende mod løfte om ærefuldt fængsel, et løfte, der ikke blev holdt. Fangerne blev nemlig ført til Stockholm, hvor de blev lænkede sammen to og to, og måtte gå i det triumftog kong Erik lod anstille. Otte Rud blev desuden ført til Skara og fremstillet for kong Erik, der overfusede ham med grove ord for hans hårdnakkede forsvar, og da Otte Rud frejdig svarede igen, hindrede kun Clas Christerssons mellemkomst den forbitrede konge i at støde den lænkede og værgeløse fange ned.

Efter et 14 dages ophold i Stockholm blev Otte Rud sammen med flere fanger ført til Svartsjø Slot i Mälaren på grund af pesten. Men også her ramte pesten og bortrev hurtig hans fæller, så han til sidst selv måtte rede sin seng, tænde ild på osv. Endelig angreb smitten også ham, og den 11. oktober 1565 befriede døden ham fra fængslet. Først et par år efter nåede efterretningen om heltens død Danmark, hans enkes anstrengelser for tidligere at komme i forbindelse med ham var spildte. Derimod lykkedes det hende i 1571 efter fredsslutningen at få hans lig, der imidlertid havde henstået i Svartsjøs Kirke, til Danmark. Det førtes til Dragør af et mindre orlogsskib og blev herefter kongelig befaling modtaget af Otte Ruds gamle, ved freden tilbagegivne admiralskib, «Jægermesteren», der førte det ind til København. Men da fru Pernille over hans grav i Vor Frue Kirke i København lod indrette en, som det synes, overjordisk begravelse «paa Fyrsters og Herrers Vis», blev kongen fortørnet. Et skarpt kongebrev til hende i 1576 påbød dens forandring, og da hun nølede med at adlyde, udgik en ikke mindre bestemt ordre til Københavns Universitet og Kirkeværgerne. Fru Pernille, der i sin enkestand havde opført nye hovedbygninger både på Møgelkjær og på Sæbygård og til 1574 havde beholdt Korsør Len og Ranes Gods, var formodentlig alt den gang selv dødssyg, thi hun døde 26. oktober 1576.

Kilder angivet i DBL

Niels Hemmingsen, Ligprædiken over Otte Rud (1571).
Vedel Simonsen, De danske Ruder II, 86 ff.
A. Larsen, Dansk-norske Heltehistorier, 1536-1618 S. 93 ff.
Thiset (forfatter i DBL)

Beskæftigelse:
Danmarks Riges Admiral

Otte blev gift med Pernille Oxe i 1549 i Korsør, Sorø, Danmark,. Pernille (datter af Johan Oxe og Mette Mogensdatter Gøye) blev født i 1530 i Nielstrup, Vaabensted, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark; døde den 5 dec. 1576. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Herman Skeel. Herman blev født cirka 1517 i Hegnet, Tøndering, Skive, Danmark; døde den 12 jan. 1556 i Kjellinghøj, (Middelsom Herred), Viborg, Danmark; blev begravet den 30 jan. 1556. [Gruppeskema] [Familietavle]

Birte blev gift med Axel Knudsen Urne den 11 dec. 1562. Axel (søn af Knud Jørgensen Urne og Inger Axelsdatter Walkendorf) blev født cirka 1538 i Vejle, Danmark, Aasmarke,Raarup; døde den 15 apr. 1577. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Hun var datter af Erik Bølle og altså halvsøster til den berømte Tyge Brahes fader Otte Brahe. Efter faderens død arvede hun Orebygaard, men var da for længst gift med Christoffer Gjøe til Gunderslevholm og Avnsbjærg, efter hvem hun blev enke 23. april 1584.

Efter sagnet gjorde samtiden sig lystig over det overmodige hus, som ægteparret førte på Orebygaard, og en samtidig slægtebog kalder også fru Birgitte Bølle "de Brahers gale moster", men adskillige vidnesbyrd taler dog til hendes fordel. Hun, der som enke opbyggede Orebygaard af ny, har således 1581 funderet et betydeligt hospital i Saxkøbing; et ualmindelig stort antal indbydelser og deslige til hende fra standsfæller og andre er opbevaret til vore dage. Hvis dette ikke skyldes tilfældige omstændigheder, kunne man også i dem se en hyldest til hendes personlige gode egenskaber – eller til den barnløse frues store rigdom.

Familie/Ægtefælle/Partner: Christoffer Gøye. Christoffer (søn af Mogens Gøye og Margrethe Clausdatter Sture) blev født cirka 1514 i Krenkerup, Radsted Sogn, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark; døde den 23 apr. 1584. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Gräfin von Mansfeld

Agnes blev gift med Wolfgang I von Barby den 22 feb. 1525. Wolfgang (søn af Burchard von Barby og Magdalene von Mecklenburg-Stargard) blev født i 1502 i Barby, Sachsen-Anhalt, Tyskland; døde den 4 mar. 1564 i Barby, Sachsen-Anhalt, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Katharina blev gift med Johann Georg von Mansfeld i 1541. Johann (søn af Ernst von Mansfeld og Dorothea Zu Solms-Lich) blev født i 1515; døde den 23 sep. 1579. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Kurfürst von Brandenburg

Joachim blev gift med Magdalena von Sachsen den 6 dec. 1524. Magdalena blev født den 16 apr. 1506 i Dresden, Sachsen, Tyskland; døde den 6 mar. 1534 i Berlin, Brandenburg, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Joachim blev gift med Jadwiga Jagiellonka i 1535. Jadwiga blev født i 1513; døde i 1573. [Gruppeskema] [Familietavle]

Joachim blev gift med Jadwiga, Prinsesse af Poland den 1 okt. 1535 i Krakow, Polen. Jadwiga, blev født den 4 maj 1513 i Poznan, Polen; døde den 19 mar. 1573 i Alt-Ruppin, Brandenburg, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Markgrafin von Brandenburg

Anna blev gift med Albrecht VI von Mecklenburg-Schwerin i 1524. Albrecht (søn af Magnus II von Mecklenburg-Schwerin og Sophie von Pommern) blev født den 2 sep. 1488 i Wismar, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland; døde den 14 feb. 1547 i Schwerin, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Markgrafin

Elisabeth blev gift med Erich I Welf i 1525. Erich blev født den 24 mar. 1470; døde den 4 sep. 1540. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Markgräfin von Brandenburg

Margarethe, blev gift med Johann II von Anhalt-Zerbst den 17 mar. 1534 i Dessau, Sachsen-Anhalt, Tyskland. Johann (søn af Ernst I, Prins af Anhalt-Zerbst og Margarethe, Prinsesse af Münsterberg) blev født den 14 okt. 1504 i Dessau, Sachsen-Anhalt, Tyskland; døde den 16 mar. 1551 i Zerbst, Sachsen-Anhalt, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Markgraf von Brandenburg-Küstrin

Johann blev gift med Katharina Welf den 30 jan. 1538. Katharina blev født i 1518 i Wolfenbüttel, Braunschweig, Niedersachsen, Tyskland; døde den 25 jun. 1574 i Krossen A.D. Oder, ,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Anna af Danmark eller Anna af Sachsen (22. november 1532 i Haderslev – 1. oktober 1585 i Dresden) var en dansk prinsesse, der var kurfyrstinde af Sachsen fra 1553 til 1585.

Hun var datter af Christian 3. og Dorothea af Sachsen-Lauenburg og storesøster til Frederik 2., som var konge af Danmark-Norge 1559-1588. Hun blev gift med den senere kurfyrste August 1. af Sachsen i 1548.

Anna blev i Torgau 1548 gift med August 1. af Sachsen (1526-1586), som blev kurfyrste i 1553, og Anna blev kurfyrstinde af Sachsen. Parret fik 15 børn, men kun fem af dem blev ældre end fem år. Anna døde af pest. I Hauptstaatsarchiv i Dresden findes en stor brev- og dokumentsamling efter kurfyrstinde Anna af Sachsen. Hun perfektionerede kunsten at lave akvavit i slutningen af 1500-tallet. Hun efterlod sig 181 typer brændevin smagt til med krydderier og urter, men ingen af opskrifterne er bevaret.

Børn:
Johan Henrik (5. maj 1550 – 12. november 1550)
Eleonore (2. maj 1551 – 24. april 1553)
Elisabeth (18. oktober 1552 – 2. april 1590) – gift 1570 med grev Johann Casimir af Pfalz-Simmern.
Alexander (21. februar 1554 – 8. oktober 1565)
Magnus (24. september 1555 – 6. november 1558)
Joachim (3. maj 1557 – 21. november 1557)
Hektor (7. oktober 1558 – 4. april 1560)
Christian (29. oktober 1560 – 25. september 1591) – fulgte faderen som kurfyrste.
Marie (8. marts 1562 – 6. januar 1566)
Dorothea (4. oktober 1563 – 13. februar 1587) – gift 1585 med Hertug Henrik Julius af Braunschweig-Wolfenbüttel.
Amalie (28. januar 1565 – 2. juli 1565)
Anna (16. november 1567 – 27. januar 1613) – gift 1586 med Hertug Johann Casimir af Sachsen-Coburg.
August (23. oktober 1569 – 12. februar 1570)
Adolf (8. august 1571 – 12. marts 1572)
Frederik (18. juni 1575 – 24. januar 1577)

Anna, blev gift med August, Elector af Sachsen den 6 nov. 1548 i Torgau, Sachsen, Tyskland. August, (søn af Heinrich , Hertug af Sachsen og Katharine, Prinsesse af Mecklenburg-Schwerin) blev født den 9 sep. 1526 i Freiberg, Dresden, Sachsen, Tyskland; døde den 11 feb. 1586 i Dresden, Sachsen, Tyskland; blev begravet i Freiberg, Dresden, Sachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Frederik 2. blev født på Haderslevhus i 1534 og døde i 1588. Han var søn af den senere Kong Christian 3. og hans hustru Dorothea af Sachsen-Lauenburg. Efter Christian 3.s sejr i Grevens Fejde blev hani 1536 valgt som tronfølger med titlen Prins af Danmark, og da faderen døde i 1559 kunne Frederik underskrive håndfæstningen og sætte sig på tronen.

Frederik voksede op på Haderslevhus og fik fra 1554 lov til at holde hof på Malmøhus. Det var i disse år at prinsen forelskede sig i sin hofmesters niece, Anne Hardenberg, og først i 1572 giftede hansig med sin 15-årige kusine Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg. Trods en aldersforskel på 23 år, blev Frederik 2.s ægteskab tilsyneladende meget lykkeligt.

Frederik 2. erobrede i 1559 Ditmarsken sammen med farbroderen Hertug Adolf af Gottorp.

Til gengæld magtede han ikke at realisere sine militære planer under den Nordiske Syvårskrig 1563-70. Baggrunden for krigen var kampen om magten i Østersøen.

Frederik 2. havde regnet med, at han med hjælp fra tyske lejetropper hurtigt kunne vinde den forestående krig mod svenskerne. Med kongen i spidsen, satte hæren i 1563 op gennem Halland, mod fæstningenÄlvsborg, der faldt efter kun seks timers beskydning. Derefter var planen at støde frem mod Stockholm; men på grund af et dårligt organiseret forsyningsvæsen måtte hæren gå i vinterkvarter i Skåne. Dermed faldt kongens planer, da en lejehær var alt for dyr til en langvarig krig.

I begyndelsen af 1564 var det svenskerne der havde initiativet. De trængte ind i Norge flere steder og hærgede i både Halland og Blekinge. Først hen på sommeren rejste Frederik 2. et lån, der gik tilat finansiere den danske hærs plan om et stort anlagt angreb på Sverige med Stockholm som mål. Angrebet blev en fuldstændig fiasko. Efter nogle uger måtte hæren, som følge af vanskeligheder med provianteringen, vende tilbage til Halland. Da et nyt forsøg i oktober led samme skæbne, var Rigsrådet ved at miste tålmodigheden.

Året efter overtog Daniel Ranzau hærledelsen – men også han måtte kæmpe mod mangel på penge og forsyninger, og ydermere udbrød der pest i hæren. Det lykkedes endelig at få en dansk sejr ved Axtorna– men vinteren forhindrede yderligere fremrygning. Flåden klarede sig heller ikke for godt. I 1566 blev en ny spærring af Øresund en fiasko, og sidst i juli gik det meste af flåden ned under en storm ved Gotland.

For at råde bod på den militære og økonomiske elendighed så Frederik 2. sig nødsaget til at hjemkalde sin gamle uven, Peder Oxe. Det lykkedes rigshofmester Peder Oxe at få styr på landets dindtægternetredobledes. Derved lykkedes det at bringe Danmark nogenlunde frelst ud af krigen, og landet stod stadig som den mest magtfulde stat i Norden efter fredsslutningen i Stettin i 1570. Peder Oxe må dog dele æren med de militære ledere Daniel Ranzau og Frants Brockenhuus, og det hører også med, at Sverige i krigens sidste år var svækket af indre strid omkring Erik 14.s afsættelse i 1568.

Efter krigen var en af de lidenskaber kongen dyrkede slotsbyggeri. Blandt nybyggerierne må især fremhæves renæssanceslottet Kronborg, der blev bygget i årene 1574-84 for indtægterne fra den forhøjedeØresundstold.
Frederik 2. havde tilsyneladende en selvtillid, der rakte ud over egne evner og var ofte i tider med modgang uretfærdig og urimelig overfor omgivelserne, men en anden side af ham var hans livsglæde – han holdt af at gå på jagt, feste og se glade mennesker omkring sig.

Frederik 2. døde kun 54 år gammel på Antvorskov Slot den 4. april 1588, og blev begravet i Roskilde Domkirke. Han efterfulgtes af sin søn Christian 4.

_________________

Frederik 2. var konge af Danmark og Norge fra 1559. Søn af kong Christian 3. og dronning Dorothea af Sachsen-Lauenburg. Han blev i 1572 gift med Sophie af Mecklenburg, med hvem han fik bl.a. Christian4. Frederik 2. var især optaget af udenrigspolitikken. Den Nordiske Syvårskrig mod Sverige 1563-70 endte egentlig uafgjort, men efter krigen fremstod Danmark-Norge alligevel som den stærkeste magt i Østersøområdet. Herefter bestræbte Frederik sig på, at riget skulle bevare denne stærke position. Han blev desuden en af de ledende protestantiske fyrster i Nordeuropa, og han forsøgte at skabe en slagkraftig protestantisk alliance mod katolikkerne. Det lykkedes dog ikke. I 1570’erne anlagde han den stærke fæstning Kronborg ved Helsingør, og i samme periode blev den danske flåde udviklet til en af Europas største og mest moderne. Som ledi sin indsats for at styrke riget ydede han megen støtte til videnskab og kultur; f.eks. fik Tycho Brahe opbakning af Frederik 2.

Frederik blev gift med Sofie af Mecklenburg-Schwerin den 19 aug. 1572 i Københavns Slot, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Sofie (datter af Ulrich , Hertug af Mecklenburg-Schwerin og Elisabeth af Danmark) blev født den 14 okt. 1557 i Wismar, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland; døde den 4 okt. 1631 i Nykøbing Slot, Falsters Sønder Herred, Maribo Amt, Danmark; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: 3 maj 1580; Ridder af Elefanten

Notater:

Hans den Yngre (1545 – 1622) var søn af Christian 3. af Danmark og dronning Dorothea. Han var stamfader til flere hertuglinjer, herunder Sønderborg, Glücksborg, Plön og Augustenborg, og dermed til den danske kongeslægt siden 1863, glücksborgerne.

Hans (Johan) den Yngre var lillebror til Frederik 2., der i 1564 gjorde ham til hertug af Sønderborg - hvor han slog mønt - med tilhørende landområder i Slesvig og Holsten (Als, Ærø, Sundeved og Plön,svarende til en tredjedel af de kongelige dele af hertugdømmerne - hertil kom 1582 yderligere Reinfeld og Ruhe klostre - sidstnævnte blev nedrevet for at give plads for Glücksborg slot).

Historien bag

Kong Christian 3. og dronning Dorothea havde to døtre og tre sønner, Frederik, Magnus og Hans. Da Christian 3. døde efterlod han sig hustruen Dorothea samt 5 børn, der alle skulle forsørges. De to døtre blev gift væk med rige hertuger. Den ældste søn, Frederik 2., blev konge og sønnen Magnus overtog stiftet Øsel ved Livland. Tilbage var lillebror Hans. Hvordan skulle han forsørges?

Dronning Dorothea ville gerne have, at der skulle findes et indbringende embede til den yngste søn. Til dette var der reelt kun to muligheder: Enten at finde en løsning udenlands som med broderen Magnus, eller at afgive en del af den kongelige part i hertugdømmerne. Da den første mulighed mislykkedes, endte det med den sidste. Hans fik tildelt et hertugdømme bestående af Sønderborg og Nordborg i Slesvig samt Pløn og Ahrensbök i Holsten.

Hans den Yngre blev den første såkaldt "afdelte" hertug. Han fik – som Gottorperne og Hans den Ældre – overladt nogle amter, hvor han fik indtægterne og havde en betydelig myndighed. Men han fik ingen andel i fællesregeringen og dermed kunne han hverken opkræve skat eller føre egen udenrigspolitik. Det var derfor en markant reduceret fyrstestatus, der blev givet Hans den Yngre.

Hans den Yngres liv

Hans den Yngres liv og virke blev dybt præget af den reducerede status. På den ene side kæmpede han med stor energi, for at opnå den status, han ikke fik fra begyndelsen. På den anden side lagde han så meget mere energi på de felter, hvor han faktisk kunne bestemme.

Hans den Yngre blev gift to gange. Først med Elisabeth, datter af hertug Ernst af Brauschweig-Grubenhagen. Efter brylluppet i 1568 flyttede parret ind på Sønderborg Slot. Elisabeth skænkede ham 14 børn i løbet af 16 år. Hun døde i 1586 og blev gravsat i det nyindrette kapel på slottet.

Pludselig var Hans den Yngre enlig forsørger til 14 børn og havde hårdt brug for penge. Han ledte efter en ny hustru og hørte, at den 12-årige prinsesse Agnes Hedwig af Anhalt var blevet enke. De giftede sig den 14. februar 1588 i Sønderborg, og med hende fik han 9 børn.

Tilsammen blev Hans den Yngre altså far til 23 børn. 11 sønner og 12 døtre.

Hans' efterkommere

Da Hans døde 77 år gammel, blev hans besiddelser (Sønderborg , Nordborg, Glücksborg, Ærø og Pløn) i 1622 delt mellem fem af de overlevende seks sønner.

Christian (1570-1633) blev hertug af Slesvig-Holsten-Ærø. Ved Christians død blev Ærø delt mellem Sønderborg, Nordborg, Glücksborg og Plön.

Alexander (1573-1627), hertug af Slesvig-Holsten-Sønderborg.

Hans Adolf (1576-1624), hertug af Slesvig-Holsten-Nordborg.

Philip (1584-1663), hertug af Slesvig-Holsten-Glücksborg.

Joachim Ernst (1595-1671), hertug af Slesvig-Holsten-Pløn.

Frederik (1581-1658), efterfulgte i 1624 storebroderen, Hans Adolf, som hertug af Nordborg.

Hver af sønnerne fik samme status og rettigheder som Hans den Yngre. Men da Hans den Yngres næstældste søn, hertug Alexander af Sønderborg, døde i 1627 og efterlod sig hele seks sønner, kunne området ikke tåle at blive delt yderligere. Hans den Yngres børnebørn fik dermed ingen områder, selvom de alle fik titlen "hertug".

Hertugdømmet Sønderborg blev erklæret fallit i 1667 og i 1669 inddraget under kronen.

Hans, blev gift med Elisabeth, Prinsesse af Braunschweig den 19 okt. 1568 i Koldinghus, Kolding, Brusk Herred, Vejle Amt, Danmark. Elisabeth, (datter af Ernst II, Hertug af Braunschweig-Grubenhagen-Osterode og Margarethe, Prinsesse af Pomerania) blev født den 29 apr. 1550 i Salzderhelden, Niedersachsen, Tyskland; blev døbt den 24 maj 1550 i Salzderhelden, Niedersachsen, Tyskland; døde den 11 feb. 1586 i Østerholm, Sønderborg, Danmark,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Wilhelm, Hertug af Braunschweig-Lüneburg. Wilhelm, (søn af Ernst, Hertug af Braunschweig-Lüneburg og Sofie, Prinsesse af Mecklenburg-Schwerin) blev født den 13 aug. 1535 i Celle, Niedersachsen, Tyskland; døde den 20 aug. 1592 i Celle, Niedersachsen, Tyskland; blev begravet i Celle, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Sophie af Mecklenburg (4. september 1557 – 4. oktober 1631) var dronning af Danmark og Norge fra 1572 til 1588.

Hun var datter af hertug Ulrik 3. af Mecklenburg-Güstrow og Elisabeth af Danmark og blev gift med Frederik 2. i 1572.

Sophie blev født den 4. september 1557 i Wismar i Mecklenburg som eneste barn af hertug Ulrik 3. af Mecklenburg-Güstrow i hans ægteskab med Elisabeth af Danmark, der var datter af Frederik 1. af Danmark.

I 1571 blev hun, kun 14 år gammel, forlovet med sin fætter, den 37-årige kong Frederik 2. af Danmark. Brylluppet fandt sted den 20. juli året efter på Københavns Slot.

Ægteskabet blev, så vidt vides, meget lykkeligt. I sine dagbogsnotater omtaler Frederik 2. ægtefællen som "min Soffye". Hun fulgte ham på rejser rundt i landet, deltog i hans jagter og plejede ham, når han var syg, men blandede sig aldrig i regeringssager. Dronningen var en fornuftig og økonomisk husmoder, der omhyggeligt tog sig af sine børns opdragelse. Hun var bogligt interesseret, besøgte flere gange Tycho Brahe på Hven, samlede på folkeviser og tilskyndede Anders Sørensen Vedel til udgivelse af Danske Viser.

Som 31-årig blev dronning Sophie enke. Sønnen Christian var kun 11 år gammel og for ung til at overtage tronen. Der blev derfor indsat et formynderstyre. Forholdet mellem enkedronningen og rigsrådet var dårligt. Efter Frederik 2.s død blandede hun sig politisk. Hun prøvede energisk – som så mange dronninger før hende – efter tysk arveskik at skaffe sine yngre sønner andel i hertugdømmerne. I 1594 blev hun tvunget til at trække sig tilbage til sit enkesæde på Nykøbing Slot på Falster. Enkedronningens økonomiske evner som godsbesidder medførte, at hun døde 74 år gammel som landets rigeste kvinde, og dermed efterlod sig en stor arv, en arv som imidlertid hurtigt blev sat til af hendes arvinger.

Kilde: https://da.wikipedia.org/wiki/Sophie_af_Mecklenburg

Sofie blev gift med Frederik 2, Konge af Danmark den 19 aug. 1572 i Københavns Slot, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Frederik (søn af Christian 3, Konge af Danmark og Dorothea, Prinsesse af Sachsen-Lauenburg) blev født den 10 aug. 1534 i Haderslevhus, Haderslev, Danmark,; døde den 4 apr. 1588 i Antvorskov, Slagelse Herred, Sorø Amt, Danmark; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Johann blev gift med Elisabeth, Grevinde af Schwarzburg-Blankenburg den 28 aug. 1576 i Sondershausen, Schwarzburg-Sondershausen, Thüringen, Tyskland. Elisabeth, (datter af Günther Xl, Greve af Schwarzburg-Blankenburg og Elisabeth, Grevinde af Isenburg Kelsterbach) blev født den 23 maj 1541 i Sondershausen, Schwarzburg-Sondershausen, Thüringen, Tyskland; døde den 26 dec. 1612. [Gruppeskema] [Familietavle]