Sophie Amalie, Grevinde Ahlefeldt

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: XV. Greverne Ahlefeldt til Langeland og Laurvigen

Sophie blev gift med Friedrich Wilhelm, Hertug af Augustenborg den 8 nov. 1694 i Hamburg, Tyskland. Friedrich blev født den 18 nov. 1668; døde den 3 jun. 1714. [Gruppeskema] [Familietavle]

Christian blev gift med Frederikke Louise, Grevinde Danneskiold-Samsøe den 21 jul. 1720 i Egholm Slot, Sæby Sogn, Voldborg Herred, Roskilde Amt, Danmark. Frederikke (datter af Christian Gyldenløve og Charlotte Amalie Danneskiold-Laurvig) blev født den 2 okt. 1699 i Akershus, Oslo, Norge,; døde den 2 dec. 1744 i Sønderborg, Danmark,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Charlotte blev gift med Philipp Ernst, Hertug Holstein-Sønderborg den 17 okt. 1726. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

TITEL: Hertug

Frederik Christian 1. af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg (6. april 1721 – 14. november 1794 på Augustenborg), var en sønderjysk hertug af den oldenborgske slægt.

Frederik Christian var søn af hertug Christian August og hertuginde Frederikke Louise (født komtesse Danneskiold-Samsøe). Han indtrådte i den danske hær, blev 1721 kaptajn og 1742 oberstløjtnant, købte to år senere et regiment, blev 1754 generalmajor, 1758 generalløjtnant og 1761 general.

Ved faderens død 1754 arvede han godserne på Als og i Sundeved, som blandt andet omfattede Augustenborg, Rumohrsgaard, Gråsten, mens Gammelgaard, Sønderborg Ladegård og Rønhave hjemfaldt til kronen. Han måtte tillige overtage en meget betydelig gæld, og hans stærke klager herover bragte kongen til først at bevilge ham en livsvarig pension på 6000 rigsdaler, dernæst til atter at afstå Gammelgaard og at overtage en betydelig del af hans gæld. Det kom dernæst til aftaler om en overdragelse af arveretten til Pløen og Glyksborg til kongen, mod at Frederik Christian 1764 fik Sønderborg Slot med ladegården, Rønhave, Kegenæsgaard og Majbølgaard, samt at pensionen bortfaldt. Ligeledes fik han visse skattelettelser, mens derimod forsøget på at fastholde embedet som guvernør på Als i slægten mislykkedes. Man frygtede at skabe en stilling, som kunne ligne en regerende hertugs. Frederik Christian blev 1749 Hvid Ridder og senere Elefantridder.

Han havde 1762 ægtet Charlotte Amalie Vilhelmine, datter af den sidste hertug af Pløn, Frederik Carl. Hun døde allerede 1770.

Frederik blev gift med Prinsesse Charlotte Amalie Vilhelmine Slesvig-Holsten-Sønderborg-Plön den 26 maj 1762 i Lehmkuhlen, Preetz, Slesvig-Holsten, Tyskland. Charlotte (datter af Hertug Frederik Carl Slesvig-Holsten-Sønderborg-Plön og Comtesse Christine Ermegaard Reventlow) blev født den 23 apr. 1744 i Lehmkuhlen, Preetz, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 11 okt. 1770 i Augustenborg, Als Sønder Herred, Sønderborg Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

(Twin)

Notater:

Twin

Notater:

Frederik Christian af Augustenborg

Frederik Christian af Augustenborg (1765-1814): dansk hertug. Kulturpersonlighed , der virkede ivrigt for den højere uddannelse, indtil han 1810 kom i konflikt med det danske kongehus.

Friedrich blev gift med Louise Augusta af Danmark den 26 maj 1786 i Christiansborg Slotskirke, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Louise (datter af Christian 7, Konge af Danmark og Caroline Mathilde af England) blev født den 7 jul. 1771 i Hørsholm, Lynge-Kronborg Herred, Danmark; blev døbt i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 13 jan. 1843 i Augustenborg, Als Sønder Herred, Sønderborg Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Emil, blev gift med Sophie Scheel den 29 sep. 1801. Sophie blev født i 1776; døde i 1836. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Christian August, Prins af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg, 1768-1810, General og norsk Statholder, var den 3. Søn af Hertug Frederik Christian af Augustenborg og dennes Gemalinde, Charlotte Amalie Vilhelmine f. Prinsesse af Pløen, og født 9. Juli 1768.

Allerede i 1770 mistede han sin Moder og sattes derefter under Opsyn af sin Faders Søster, Prinsesse Ulrikke; senere opdroges han tillige med sine 2 ældre Brødre af en fælles Hovmester, Schiffmann, der siden blev Etatsraad. Efter Skildring af Folk, der have staaet ham nær i denne Tid, var han som Barn paa Grund af sin store Livlighed ikke ganske let at opdrage, medens han dog tillige allerede tidlig skal have vist sig i Besiddelse af forskjellige Egenskaber, der gjorde ham megen Ære. Det fortælles, at han skal have været udholdende og fast, hvorhos han roses for sin Retsindighed og Menneskekjærlighed.

Efter at være konfirmeret 1782 paa Augustenborg blev han med sine Brødre sendt til Leipzig. Her studerede de 3 unge Prinser Humaniora indtil Høsten 1784, hvorpaa de efter at have aflagt Besøg ved Hofterne i Dresden og Berlin vendte tilbage til Augustenborg. 1785 aflagde de et kort Besøg i Kjøbenhavn, men tilbragte igjen den følgende Vinter paa Augustenborg. 1786 traadte Prins C. A. og hans BroderEmil i dansk Krigstjeneste. C. A. blev Oberstlieutenant i danske Livregiment og gjennemgik den højere militære Uddannelse under Vejledning af General Huth, der tidlig hos ham opdagede øudmærkede militære Talenter. 1787 traadte han ind ved Kronprinsens Regiment og forsattes 1788 til Fredericia som Kommandør for fynske Infanteriregiment, hvis Chef han nogle Aar senere blev. 31. Juli 1790 blev han Generalmajor af Infanteriet. Han var meget afholdt ved sit Regiment og arbejdede meget for dets Udvikling. Under dette sit Ophold i Fredericia havde han oftere Anledning til at aflægge Besøg paa Augustenborg, hvor han om Høsten og Vinteren gik meget paa Jagt, for hvilken han nærede en stærk Interesse.

Paa en saadan Jagttur paadrog han sig ved Uforsigtighed et Onde, for hvilket han aldrig senere blev fuldstændig helbredet; varm og tørstig havde han drukket af en kold Kilde og faldt umiddelbart derefter i Afmagt. Han beholdt imidlertid en Brystbeklemmelse, der ofte voldte ham meget Besvær. I 1792 havde han tilbudt Hertugen af Brunsvig sin Tjeneste for saaledes at komme til at deltage i Revolutionskrigen, men havde kun opnaaet at faa et Afslag. I 1797 fik han imidlertid Ansættelse i det østerrigske Kavalleri og deltog derpaa under den anden Koalitionskrig i en Række af Slag i Rhinegnene og senere om Høsten 1800 i Felttoget i Tyrol under Chasteler, hvor han til sidst selv fik Overkommandoen og efter Chastelers Bortrejse, truet af de franske Hære, førte hans Korps uskadt til Østerrig.

Fraregnet to korte Besøg paa Augustenborg og i Kjøbenhavn, deraf det sidste om Sommeren 1800, forblev han i Østerrigsk Tjeneste lige til 1801, da han kaldtes tilbage; han naaede imidlertid først hjem,efter at Krigsfaren allerede var ovre, og kom saaledes ikke til at tiltræde den ham tiltænkte Post som Gouvernør paa Fyn, hvorimod han forblev hjemme. Da han nu havde taget Afsked af den østerrigske Tjeneste, opholdt han sig atter en Tid ved sit Regiment i Fredericia. I 1803 blev han udnævnt til kommanderende General i det søndenfjældske Norge samt Kommandant paa Frederikssten og Chef for søndenfjældske Infanteriregiment. I samme Aar blev han ligeledes Elefantridder. Med Ankomsten til Norge i Marts 1804 begyndte et nyt Afsnit af Prinsens Liv. Fra første Færd af viste han sig her som den strænge, pligtopfyldende Mand, der i alle Tjenesteforhold stod for sine underordnede som det vækkende Exempel. Allerede paa sin første Inspektionsrejse, der gik gjennem Distrikterne paa Skageraks Vestside,vidste han ved sine militære Indsigter og det Alvor, hvormed han tog Tjenesten, at skaffe sig den største Agtelse; men han vandt tillige ved sin venlige Fremtræden alle Hjærter.

Ligefrem i sit Væsen, tarvelig i sine Vaner havde han aldrig store Fordringer, og han søgte bestandig at undgaa alt, der kunde minde om hans fyrstelige Stilling. I Tjenesten var han til det yderste Stræng, uden for denne godmodig og omgængelig. I de talrige, dels officielle, dels private, Festligheder, der anstilledes for ham efter hans Ankomst til Norge, optraadte han med en høj Grad af Takt, oguagtet hans Sprog altid mindede om, at hans Dannelse og Opdragelse var tysk, fandt man i Norge, at han vidste at udtrykke sig med Held, og at navnlig hans Skaaltaler ved de muntre Selskabsborde vare træffende og passende.

Dette var en Evne, hvorpaa der paa den Tid i Norge sattes stor Pris, og som man derfor ogsaa gjærne saa hos en Mand i Prinsens fremtrædende Stilling. Overalt var han afholdt, og navnlig traadte han iet nært Forhold til mange af sine underordnede Officerer. Hans Stilling var en saadan, som han kunde fylde helt ud, og hvortil hans Personlighed og hans Evner passede. Men han kaldtes snart til andreHverv, i det han under 24. Avg. 1807 udnævntes til Præsident i den samme Dag oprettede interimistiske Regeringskommission for Norge. Kommissionens Oprettelse var den umiddelbare og nødvendige Følge afEnglændernes Overfald paa Kjøbenhavn; med Flaadens Bortførelse og Krigens Udbrud blev ligeledes dens fortsatte Bestaaen en Nødvendighed. Som kommanderende General og denne Kommissions Præsident fik Prinsen en dobbelt Opgave, i det han paa samme Tid skulde lede Krigsførelsen og Norges civile Administration. Tillige stilledes der nu ofte Krav til hans Statsmandsdygtighed, hvor det gjaldt om at handle paa egen Haand, naar han uden at kunne indhente Ordrer om sine Forholdsregler fra Regeringen i Kjøbenhavn alligevel maatte fatte Beslutninger, hvorved baade Norges særegne Tarv skulde rammes og Monarkiets fælles Interesser lige fuldt varetages. Prinsens Interesser havde indtil dette Øjeblik hovedsagelig været militære, og der vides intet om, at de i større Udstrækning havde gaaet ind paa den civile Administrations og Politikkens Omraader.

Til Statsmand var han ikke opdragen, og der foreligger heller ikke noget, som tyder paa, at han har været i Besiddelse af et skarpt politisk Blik. Men han var den samvittighedsfulde Arbejder, der ikkeforsømte noget, saa længe han kunde holde sit Hoved oppe, og med den største Omhyggelighed satte han sig ind i alt, hvad der vedkom hans Stilling. Dette var imidlertid, hvor meget det end gjorde ham Ære, dog ikke tilstrækkeligt af de Egenskaber, øfor hvilke han nu skulde have Behov; navnlig manglede han Bestemthed og Evne til at hævde sin personlige Uafhængighed, ligesom han ved sin Tilbøjelighedtil at imødekomme alle lettelig forlededes til at give for tidlige Løfter og derved binde sin egen Handlemaade. Men over den store Mængde øvede han en betydelig personlig Indflydelse, og navnlig var det mærkværdigt, hvor hurtig han vandt de norske Soldater.

Han vandt en Magt over Hæren, der kan betegnes som noget aldeles enestaaende, og deri ligger Forklaringen af den Vægt, der under de paafølgende Begivenheder lagdes paa hans Person. C. A. og den nationale norske Hær, hvis tilbedte Fører og Ideal han var, voxede næsten sammen i den almindelige Bevidsthed, og derigjennem blev han paa et vigtigt Tidspunkt den, om hvem alle Beregninger maatte dreje sig. Som Hærfører vandt C. A. et stort Navn under det korte Felttog i 1808. Med en Styrke af 16500 Mand skulde han forsvare den søndenfjældske Grænse og besætte de derværende Fæstninger. Den imod ham opstillede svenske Vestarmé talte over 17000 Mand, og denne rykkede i April 1808 over Grænsen ind paa norsk Grund, hvor C. A. strax organiserede Forsvaret. Først blev den 2. svenske Brigade, der var falden ind i Høland, dreven tilbage, hvorunder der bl. a. forefaldt en heftig Kamp 20. April ved Toverud; i denne blev Grev Axel Mørner fangen med en stor Del af sit Detachement. 1. svenske Brigade, der rykkede ind over Magnor, erobrede med sin venstre Fløj 18. April de norske Stillinger ved Lier, medens dens højre Fløj under Oberst Gahn forsøgte at trænge frem langs Flisen Elv i Solør. Her blev den iPasset ved Trangen dels sprængt, dels tagen til Fange. C. A. modtog Kongens Anerkjendelse ved 15. Maj 1808 at udnævnes til Generallieutenant.

10. Juni fordreves den svenske 4. Brigade fra Stillingen ved Præstebakke, hvorved der gjordes 429 Fanger. Positionerne bleve imidlertid faa Dage senere paa ny besatte af de svenske. Men i samme Maanedtrak hele deres Hær sig ud af Norge, som derefter saa godt som ikke blev foruroliget ved Angreb fra sin østlige Nabo. Gjennem det Held, hvormed Krigen i det hele var ført til Trods for de svage og utilstrækkelige Hjælpemidler -- alene af Krigsfanger havde den norske Hær taget over 1100, medens der i Sverige kun var o. 150 norske Fanger --, havde Hærens Fører vundet et stort Navn og yderligere befæstet sig i Hærens Hengivenhed. Han havde delt ondt og godt med Soldaterne, der øvidste, at naar de lede, saa vilde deres Feltherre ikke have det bedre, og naar de ved Vaarsolens første Straaler vaagnede paa den endnu snedækte Mark, saa laa han ved deres Side, indhyllet i sin Kappe, og havde søgt den samme Hvile. Men hvad der i mange Tilfælde kunde blive for meget for haardføre Bondesønner, bidrogogsaa til at svække den svagere Fyrstesøn, og Vaarfelttoget i 1808 har derfor i betydelig Grad undergravet hans Helbred, der i Forvejen ingenlunde var den stærkeste.

Medens Felttoget varede, havde C. A. kun haft mindre Tid til at ofre sig for den anden Del af sin Gjerning, som Regeringskornmissionens Formand. Pifter at den svenske Hær havde rømmet Norge, indtraadte der imidlertid heri en Forandring, og fornemmelig fik Prinsen friere Hænder, da han 7. Dec. 1808 efter længere Underhandlinger afsluttede en Vaabenstilstand, der noget senere bekræftedes af FrederikVI, skjønt kun under Forudsætning af, at den var paa kortere Tid. Men den blev for Norges Vedkommende faktisk bestaaende indtil Freden. Hvor meget end Kongen efter denne Dag paalagde Prinsen at rykkemed den norske Hær ind i Sverige, saa fandt denne altid Paaskud til at unddrage sig Befalingernes Udførelse. Regeringskommissionen var selv i Dec. 1808 bleven suppleret med 2 nye Medlemmer, af hvilkedet ene, den 29aarige Grev Herman Wedel-Jarlsberg, snart blev den mest indflydelsesrige, og det var nu hans, ikke Prinsens Meninger, der bestemte Kommissionens Holdning.

Da den svenske Vesthær 7. Marts 1809 begyndte sin Marche mod Stockholm, hvor Gustav IV Adolf blev afsat 13. Marts, lode dens Førere dermed Grænsen mod Norge ligge aaben for Angreb. Men Betænkelighederne herved bortryddedes derigjennem, at Prinsen gav et, om end betinget, Løfte om at opretholde Vaabenstilstanden af 7. Dec. Ved samme Anledning var der imidlertid af den svenske Udsending for de norske Officerer, der underhandlede med ham paa Prinsens Vegne, fremsat Antydninger om, at den ledige Trone kunde tilfalde denne. De Udsigter, som herved vare ham aabnede, gik ham aldrig af Minde, uagtet han foreløbig indordnede sig under Grev Wedels politiske Planer og med ham arbejdede for en skandinavisk Union under Frederik VI`s Styrelse, med fuld administrativ Selvstændighed for ethvert af Rigerne. Men da der fra Norge gjordes Forsøg paa at vinde Kongen for en saadan Politik, mødtes disse med et bestemt Afslag. Hermed forandredes den Retning, hvori de norske Politikere arbejdede, i det Grev Wedel med de bitre Erfaringer for øØje, han havde gjort under en Krig, der samtidig førtes baade med England og Sverige, ansaa det umuligt at opretholde Norges Forbindelse med Danmark alene uden ved ethvert Fredsbrud at blive udsat for Blokade og Hungersnød.

Derfor satte han det som sit Maal for Norges Skyld at skabe en ny Forening af de to Riger paa den skandinaviske Halvø under Styrelse af C. A., der strax kunde blive Norges Konge og i alt Fald efter Carl af Sødermanlands Død Sveriges. Foreningen skulde tillige være Sveriges Redning imod den russiske Vælde. C. A. kan ikke have været uvidende om sin norske Vens store, vidtrækkende Planer, der ogsaa skulde lede til hans egen Ophøjelse; men han har hverken sluttet sig helt til dem eller bestemt gjort Modstand. Grev Wedel vilde, at den norske Hær skulde gjøre fælles Sag med den svenske mod Russerne;Frederik VI befalede gjentagne Gange, at der fra Norge skulde finde et Indfald Sted med det Øjemed at forene sig med de russiske Tropper, der allerede stode paa svensk Grund. Prinsen gjorde ingen af Delene; han blev rolig i Norge. For Frederik VI fremstillede han sig som den, der alene vilde virke for Kongens Interesser, medens han vel vidste, at dennes Kandidatur hurtig var bleven en Umulighed. Han har heller ikke arbejdet derfor, uagtet en svensk Mand, der stod Grev Wedel nær, Gang paa Gang færdedes over Grænsen som Mellemmand. I Slutningen af April gav Prinsen endog Baron v. Platen et betinget Løfte om at modtage Valget som svensk Kronprins.

Men han bandt sig ved Løfter og Tilsagn til alle Sider uden Udsigt til at kunne holde dem, om han ogsaa trøstede sig med den Tanke, at han i sidste Øjeblik kunde gjøre en rask Gjerning og træde tilbage for at lade Frederik VI høste Frugterne af, hvad andre havde arbejdet. Uden at vurdere sin egen Svaghed, uden at forstaa, at han kun var et Redskab i andres Hænder, har han troet, naar Tiden kom, atkunne lede Begivenhederne, som han vilde. Kongen saa Stillingen i et andet Lys og sendte som sin paalidelige Mand Kancellipræsident Fr. J. Kaas til Christiania, hvor denne ankom 29. April og 4. Maj tog Sæde i Regeringskommissionen, uden at dog dette havde nogen Indflydelse paa Prinsen og hans norske Raadgivere eller hindrede, at gamle og nye Agenter uhindret færdedes over Grænsen. Uden at agte Prinsens Vaklen fortolkede de svenske Statsmænd hans Handlinger efter de Vink, som modtoges fra hans norske Omgivelser, og saaledes blev han ø15. og 18. Juli af de svenske Stænder valgt til Sveriges Kronprins. Heller ikke efter denne Begivenhed kunde C. A. indtage en bestemt Holdning, i det han fremdeles ligesom tidligere bøjede sig til begge Sider. Han vidste, at hans norske Omgivelser kun ventede paa hans Samtykke for at erklære sig for en Forening med Sverige; men han vilde ikke yde dem sin Medvirkning. Kongen, der 25. Juli udnævnte ham til Feltmarskal og Statholder over Norge, kunde ikke derfor stole paa ham; et synligt Tegn paa Kongens Mistillid var Sendeisen til Norge af Prins Frederik af Hessen, der ankom til Christiania 16. Avg. Denne fandt C. A. i en nedtrykt Sindsstemning, der var en naturlig Følge af den Sindsbevægelse, hvori hans tvivlsomme Holdning havde sat ham. Medens han den paafølgende Høst forblev i Christiania, forandredes ikke hans Stilling. Han var den samme ubeslutsomme Mand, der, i det han stilledes over for et afgjørende Valg, altid bævede tilbage. En Plan om at rejse til Kjøbenhavn blev atter Opgiven, og først efter Freden i Jønkøping 10. Dec. 1809 kunde Prinsen forberede sig paa sin Rejse til Stockholm.

Notater:

Caroline Amalie (1796-1881):

Dansk dronning; datter af hertug Frederik Christian af Augustenborg og Louise Augusta af Danmark, datter af dronning Caroline Mathilde og Struensee. Ægtede 1815 den senere Christian 8.

Stærk og initiativrig personlighed; oprettede asyler for fattige børn. I øvrigt medlem af Vartovs menighed; stod i nær personlig forbindelse med Grundtvig.

___________________________

Caroline Amalie blev dronning af Danmark i 1839. Hun var datter af hertug Friedrich Christian af Augustenborg og prinsesse Louise Augusta. Hun blev gift med prins Christian Frederik, den senere Christian 8., i 1815. Caroline Amalie var meget optaget af forskellige sociale og humanitære spørgsmål, og hun stod bag oprettelsen af bl.a. flere hjem for forældreløse børn. På grund af sine augustenborgske rødder blev hun af mange danske betragtet med en vis mistro under de nationale konflikter i Slesvig-Holsten, men i løbet af den senere del af sit liv opnåede hun stor folkelig popularitet. CarolineAmalie interesserede sig for religiøse spørgsmål og blev en vigtig støtte for den grundtvigianske bevægelse. Ægteskabet mellem Caroline Amalie og Christian 8. var lykkeligt, men parret fik aldrig nogen børn. Tronfølgeren Frederik var således fra Christians første bryllup med Charlotte Frederikke.

Caroline blev gift med Christian 8, Konge af Danmark den 22 maj 1815. Christian (søn af Arveprins Frederik af Danmark og Sofie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin) blev født den 18 sep. 1786 i Christiansborg Slot, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 20 jan. 1848 i Amalienborg, København, Danmark; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Hertug Christian-August (1798-1869)

Hertug i Slesvig Holsten. Prins af Augustenborg og broder til prins Frederik kaldet prinsen af Nør.

Søn af Frederik VI ´s søster Louise Augusta og hertug Frederik Christian af Augustenborg. Han og broderen, prins Frederik af Nør, blev opdraget som danske prinser, med dansk tale i hjemmet. Samarbejdede med det slesvig-holstenske ridderskab og var medlem af stænderforsamlingen i Slesvig.
Regnedes som overhoved for det slesvig-holstenske parti, der arbejdede på en sammenslutning af hertugdømmerne og en adskillelse fra kongeriget. Da den oldenborgske kongestammes mandslinie så ud til atville uddø med Fr. VII , skulle kvindelinien, ifølge kongeloven, overtage tronen. Kongeloven gjaldt ikke i visse dele af Holsten, hvor den russiske Zar stod først i arvefølgen, og man stredes om densgyldighed i Slesvig. Man påstod i Danmark, at Slesvig i 1721 var blevet knyttet så meget til kongeriget, at kongelovens bestemmelse om kvindelig arvefølge, også gjaldt her, medens hertugen mente, at det var ham, der i kraft af, at han var arvefølger til den oldenborgske mandslinie, havde arveret til både Slesvig og Holsten.

Da stænderne i Itzehoe i 1844 vedtog "Det slesvigholstenske program" om hertugdømmernes uadskillelighed under mandsstammens= Augustenborgernes regimente (up ewig ungedeelt zwosammen som Chr. I havde lovet det, da han besteg tronen), udsendte Chr. VIII og hans ministre 8 juli 1846, det åbne brev, hvoraf det fremgik, at kongelovens arvefølge gjaldt i kongeriget, Slesvig og Lauenburg, mens der var tvivl om dele af Holsten. Forholdet mellem ham og svogeren Chr. VIII, der i 2. ægteskab var gift med hertugens sog chefen for det slesvig-holstenske kancelli Josef Reventlow-Criminil. De slesvig-holstenske stænder klagede til det tyske forbund over at deres forfatning var blevet krænket. Hertugdømmerne var på randen af revolution og i tyskland rasede man over at Danmark undertrykte tyskernes rettigheder. Det hele resulterede i opstanden i 1848 og den efterfølgende treårskrig.
Han skaffede i 1848 preussisk hjælp til det slesvig-holstenske oprør. Efter nederlaget i Treårskrigen købtes han bort. I 1852 fik han 3 mill. rigsdaler for sine godser, mod at give afkald på arveretten og afgive løfte om at bosætte sig uden for riget. Overdrog på trods heraf 1863 sine arvekrav til sønnen Friedrich, der lod sig udråbe til Friedrich VIII, men fejedes væk af Bismarck.

Efter de slesvigske krige produceredes, i Danmark, nogle populære natpotter med portrætter af de to brødre i bunden.

Christian blev gift med Louise Sophie Danneskiold-Samsøe den 18 sep. 1820 i Øster Broby kirke (nu Bråby), Ringsted Herred, Sorø Amt, Danmark. Louise (datter af Kristian Konrad Sofus Danneskiold-Samsøe og Johanne Henriette Valentine Kaas) blev født den 22 sep. 1796 i Gisselfeld, Braaby Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt, Danmark; blev døbt i Braaby kirke, Ringsted Herred, Sorø amt, Danmark; døde den 11 mar. 1867 i Primkenau (nu: Przemków), Polen; blev begravet i Primkenau Evangeliske Kirke (nu: Przemków), Polen. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Noer, Eckernförde, Slesvig-Holsten, Tyskland

Notater:

Frederik af Nør (1800-65): prins af Augustenborg, broder til Christian August; ejede fra 1832 godset Nør S. for Eckernförde. Som en indrømmelse til slesvig-holstenerne udnævnt til statholder og kommanderende general i hertugdømmerne1842, men nedlagde sit hverv 1846 i protest mod Det åbne Brev. Overrumplede 24. marts 1848 garnisonen i Rendsburg ved at optræde i dansk generalsuniform og blev krigsminister i en oprørsregering. Led nederlag ved Bov 9 . apri l 1848 og trak sig tilbage som general. Landsforvist 1851.
Efter de slesvigske krige produceredes, i Danmark, nogle populære natpotter med portrætter af de to brødre i bunden.

Beskæftigelse:
General ( Hæren - Forsvaret ), Statholder for Hertugdømmerne

Beskæftigelse:
Krigsminister ( Regeringen )

Frederik blev gift med Henriette Danneskiold-Samsøe den 17 sep. 1829 i Øster Broby kirke (nu Bråby), Ringsted Herred, Sorø Amt, Danmark. Henriette (datter af Kristian Konrad Sofus Danneskiold-Samsøe og Johanne Henriette Valentine Kaas) blev født den 9 maj 1806 i Gisselfeld, Braaby Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt, Danmark; døde i 1858. [Gruppeskema] [Familietavle]

Frederik blev gift med Mary Esther Lee den 3 nov. 1864 i Seine, Paris, Frankrig,. Mary blev født den 3 okt. 1837 i New York City, New York, USA; døde den 4 jul. 1914 i Hannover, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

ugift

Notater:

ugift

Notater:

Friedrich (1829-80):

hertug af Augustenborg. Lod sig, skønt hans fader Christian August 1852 gav afkald på hertugdømmerne, 1863 proklamere som Friedrich der Achte (den Ottende), og anti danske stemninger i Tyskland sluttede op om ham.

Bismarck skød ham dog til side til fordel for sine egne planer, der gik ud på at indlemme de tidligere danske hertugdømmer i Preussen. Det lykkedes i 1866 efter krigen med Østrig .

Friedrich der Achte, 1829-1880, hertug af Augustenborg
Ældste søn af den i 1852 landsforviste hertug Christian August af Augustenborg (1798-1869) og grevinde Louise Danneskiold-Samsøe.



http://www.graenseforeningen.dk/leksikon/f/all/4018:

Friedrich der Achte udråbte hurtigt efter Frederik 7.'s død den 15. november 1863 sig selv som hertug af Slesvig-Holsten, idet han i lige linje var 7. generation i den augustenborgske hertuglinje efter hertug Hans den Yngre. Det skete ved udsendelse af en proklamation den 16. november, hvori han erklærede "som førstefødt prins af den nærmeste linje af det oldenborgske hus, at jeg tiltræder regeringen af hertugdømmerne Slesvig-Holsten". Han sluttede med ordene: "Gennemstrømmet af den overbevisning, at min ret er jeres redning, lover jeg for mig og mit hus at stå ved jeres side, således som jeg stod i slaget (under Treårskrigen), og ikke at skille mig fra jer og vore rettigheder. Og således lover og sværger jeg i henhold til statsgrundloven at overholde hertugdømmerne Slesvig-Holstens forfatning og love og at opretholde folkets rettigheder."

Proklamationen skabte straks en stærk Slesvig-Holsten bevægelse i den tyske offentlighed, og påvirket heraf anerkendte flere tyske mellem- og småstater Friedrich som hertugdømmernes regent. Men hverken Preussen, Østrig eller Det tyske Forbund bakkede op. Friedrich oprettede en eksilregering i Tyskland og vandt også nogen opbakning i slesvig-holstenske kredse.

Men Otto von Bismarck ønskede bestemt ikke noget selvstændigt hertugdømme i de nordlige områder og fik hurtigt overbevist Friedrich der Achte, at den idé ingen fremtid havde. Bismarck havde gode argumenter på hånden, bl.a. at Friedrich der Achtes far, hertug Christian August af Augustenborg allerede i 1852 havde fraskrevet sig alle rettigheder til Slesvig-Holsten og modtaget en erstatning på 300.000 rigsdaler mod at han afstod sine godser, flyttede til udlandet og godkendte den nye arvefølge, som ville gøre Christian 9. af Lyksborg til konge, når Frederik 7. døde.



https://da.wikipedia.org/wiki/Frederik_Christian_August_af_Slesvig-Holsten-S%C3%B8nderborg-Augustenborg

Frederik Christian August af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg (Friedrich Christian August von Schleswig-Holstein-Sonderburg-Augustenburg, 6. juli 1829 på Augustenborg Slot – 14. januar 1880 i Wiesbaden), i folkemunde Friedrich der Achte, var ældste søn af Christian August 2. af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg. Han udråbte sig til hertug af Slesvig-Holsten i 1863, men blev kun en fodnote. Han regnes for at have repræsenteret den mest etnisk danske linje i det oldenborgske hus på den tid, men da familien var stærkt tysksindet, kunne de ikke komme på tale som efterfølgere af den barnløse danske konge Frederik den 7.

Hans fader Christian August gjorde krav på den danske krone, da det stod klart, at kong Frederik 7. ville dø uden arvinger, og tronen derfor skulle gå videre til en sidelinje i det oldenborgske hus. I 1846 blev kravet afvist af Christian 8., som udnævnte den senere Christian 9. til tronfølger efter Frederik 7. I Treårskrigen 1848-50 deltog Christian August på de slesvigholstenske oprøreres side og blev derefter landsforvist. I 1852 blev tronfølgen bekræftet af stormagterne i London-Protokollen. Faderen fik en enorm erstatning for at give afkald på sine krav og købte et gods i Primkenau (nu Przemków) i Schlesien, hvor han slog sig ned.

Selv om faderen havde givet afkald på arvekravet, overdrog han det alligevel til sønnen Frederik Christian August i 1863, da det så ud til, at det danske kongehus snart uddøde, og det samtidig trak op til krig mellem Danmark og Preussen. Sønnen hævdede, at faderens arveafkald kun gjaldt ham selv, ikke efterkommerne. På denne måde håbede fader og søn at kunne vende tilbage til det hjemlige hertugdømme.

Dagen efter Frederik 7.'s død i november 1863 udråbte Frederik Christian August sig til hertug af Slesvig-Holsten som Friedrich 8.. Han erklærede sig villig til at aflægge ed under den slesvig-holstenske forfatning, som oprørerne havde proklameret i 1848, og han udsendte en deklaration, der blandt andet lød: "Slesvig-Holstenere! Min ret er jeres redning." I ly af de tyske forbundstropper kunne han rykke ind i Kiel i december 1863, hvor han modtog hyldest og fakkeltog. De slesvig-holstenere, der håbede at få ham som hertug i et selvstændigt Slesvig-Holsten, gik under navnet den augustenborgske bevægelse.

Han blev anerkendt som hertug af det Tyske Forbund og af nogle tyske småstater, men hverken af Preussen eller Danmark. Han gled hurtigt i baggrunden, da krigen i 1864 fulgte. Den magtfulde preussiske kansler Otto von Bismarck var ikke interesseret i et selvstændigt Slesvig-Holsten, og i 1867 blev provinserne Slesvig og Holsten annekteret af kongeriget Preussen.

Frederik Christian August trak sig tilbage til godset i Schlesien, som han overtog, da hans far døde i 1869. Han ejede desuden et gods i Sverige samt Gråsten slot. Han fik dog et plaster på såret, da hans datter Auguste Viktoria i 1881 blev gift med prins Wilhelm, der var søn af den tyske kronprins Frederik (den senere kejser Frederik 3. af Tyskland). I 1888 blev Wilhelm kejser uden navnet Wilhelm 2. af Tyskland. Auguste Viktoria var kejserinde i 1888-1918, og dermed blev hun Tysklands sidste kejserinde.

Ifølge andre oplysninger trak han sig tilbage til Gotha og døde i Wiesbaden.

Hans søn var Ernst Günther 2., som overtog hertugtitlen og havde Gråsten slot som sommerresidens. Han solgte det til den danske stat kort tid efter Genforeningen i 1920.

Der fandtes tidligere et monument for Frederik Christian August i Kiel. Den augustenborgske slægt uddøde i 1931. Augustenborg slot blev indrettet som kvindeseminarium af preusserne og efter genforeningen indrettede den danske stat slottet til sindssygehospital i 1932, hvormed der sattes et sørgeligt punktum for den augustenborgske slægt.



Beskæftigelse:
Hertug

Frederik, blev gift med Adelheid af Hohenlohe-Langenburg den 11 sep. 1856 i Schloss Langenburg, Baden-Württemberg, Tyskland. Adelheid (datter af Ernst af Hohenlohe-Langenburg og Feodora af Leiningen) blev født den 20 jul. 1835 i Schloss Langenburg, Baden-Württemberg, Tyskland; døde den 25 jan. 1900 i Dresden, Sachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Oldebarn af Struense. Haveinspektør på Windsor. 4 børn.Kun en datter gift. Mandsl i n i e n u d d ø d 1931.

Christian blev gift med Helene Augusta Victorie af England den 5 jul. 1866 i Windsor Castle, Windsor, Berkshire, England. Helene (datter af Albert Augustus Charles af Sachsen-Coburg-Saalfeld og Victoria af Hannover) blev født den 25 maj 1846 i Buckingham Palace, Westminster, London, England; blev døbt i Buckingham Palace, Westminster, London, England; døde den 9 jun. 1923 i England, Schomberg House,Pall Mall. [Gruppeskema] [Familietavle]

Henriette blev gift med Johannes Friedrich August Esmarch den 28 feb. 1872 i Tyskland, Schloss Primkena,Schlesien. Johannes døde i 1908. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Beskæftigelse:
Dr. phil.

Familie/Ægtefælle/Partner: Carmelita Eisenblatt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gift med Kejser Wilhelm 2. af Tyskland.



Augusta Victoria was the eldest daughter of Frederick VIII, Duke of Schleswig-Holstein and Princess Adelheid of Hohenlohe-Langenburg. On 27 February 1881, Augusta married her second cousin Prince Wilhelm of Prussia. Augusta's maternal grandmother Feodora was the uterine half-sister of Queen Victoria, who was Wilhelm's maternal grandmother.

Wilhelm had earlier proposed to his first cousin, Princess Elisabeth of Hesse and by Rhine (known in the family as "Ella"), a daughter of his mother's own sister, but she declined his offer. Wilhelm did not take that well, and was adamant upon marrying another princess soon.

Wilhelm's family was originally against the marriage with Augusta Viktoria, whose father was not even a sovereign. However, Chancellor Otto von Bismarck was a strong proponent of the marriage, believing that it would end the dispute between the Prussian government and Augusta's father. In the end, Wilhelm's intransigence, the support of Bismarck, and a determination to move beyond the rejection of his proposal to Ella, led the reluctant imperial family to give official consent.

Titel:
Empress Of Tyskland

Auguste blev gift med Wilhelm II af Tyskland den 27 feb. 1881 i Berlin, Brandenburg, Tyskland. Wilhelm (søn af Friedrich III, Wilhelm, Kejser af Tyskland og Empress Of Tyskland Victoria Adelaide Mary) blev født den 27 jan. 1859 i Berlin, Brandenburg, Tyskland; døde den 4 jun. 1941 i Haus Doorn, Holland,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Ernst blev gift med Dorothea af Sachsen-Coburg-Gotha den 2 aug. 1898. Dorothea (datter af Philip af Sachsen-Coburg-Gotha og Louise af Belgien) blev født den 30 apr. 1881; døde i 1967. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Slægten uddøde i 1931.

ugift

Marie blev gift med Aribert af Anhalt den 6 jul. 1891. Aribert (søn af Friedrich af Anhalt og Antoinette af Sachsen-Altenburg) blev født den 18 jun. 1864; døde den 24 dec. 1933. [Gruppeskema] [Familietavle]

Wilhelm blev gift med Cecilie af Mecklenburg-Schwerin den 6 jun. 1905 i Berlin, Brandenburg, Tyskland. Cecilie (datter af Friedrich Franz III Storhertug af Mecklenburg-Schwerin og Anastasia Grand Storhertuginde af Rusland) blev født den 20 sep. 1886 i Schwerin, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland; døde i 1954 i Bad Kissingen, Bayern, Tyskland; blev begravet i Schwerin, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Eitel blev gift med Sophia Charlotte, Prinsesse af Oldenburg den 27 feb. 1906. Sophia (datter af August af Oldenburg og Elisabeth af Preusssen) blev født den 2 feb. 1879 i Oldenburg, Niedersachsen, Tyskland; døde den 29 mar. 1965 i Oldenburg, Tyskland, Westerstede. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Pr. af Preussen

Adalbert blev gift med Adelheid Sachsen-Meiningen den 3 aug. 1914. Adelheid blev født i 1891; døde i 1971. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Prins af Preussen

August blev gift med Alexandra Viktoria Auguste, Prinsesse af Preussen den 22 okt. 1908. Alexandra blev født den 21 apr. 1887 i Grünholz, Thumby, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 15 apr. 1957 i Lyon, Rhone, Frankrig,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Prince August Wilhelm of Prussia
From Wikipedia, the free encyclopedia

Born 29 January 1887
Potsdam, Prussia
Died 25 March 1949 (aged 62)
Stuttgart, Baden-Württemberg
Burial Famillienfriedhof, Langenburg, Baden-Wurttemberg, Germany

He was born in the Potsdamer Stadtschloss when his grandfather was still the Crown Prince of Prussia. He spent his youth with his siblings at the New Palace, also in Potsdam, and his school days at the Prinzenhaus in Plön. Later, he studied at the universities of Bonn, Berlin and Strasbourg. He received his doctorate in political science in 1907 "in an exceedingly dubious manner", as one author[who?] describes it.

Prince August Wilhelm married his cousin Princess Alexandra Victoria of Schleswig-Holstein-Sonderburg-Glücksburg (21 April 1887 Germany – 15 April 1957 France) on 22 October 1908 at the Berliner Stadtschloss. The couple had planned to take up residence in Schönhausen Palace in Berlin, but changed their mind when August Wilhelm's father decided to leave his son the Villa Liegnitz in the Sanssouci Park. On 26 December 1912 their only child, Prince Alexander Ferdinand of Prussia (died 12 June 1985), was born. Their Potsdam residence developed into a meeting place for artists and scholars.

During the First World War, August Wilhelm was made district administrator (Landrat) of the district of Ruppin; his office and residence was now Schloss Rheinsberg. His personal adjutant Hans Georg von Mackensen, with whom he had been close friends since his youth, played an important role in his life. These "pronounced homophilic tendencies" contributed to the failure of his marriage to Princess Alexandra Victoria. They never undertook a formal divorce due to the opposition of August Wilhelm's father, Kaiser Wilhelm II.

After the end of the war, the couple separated and formally divorced in March 1920. August Wilhelm was awarded custody of their son. After his divorce and the marriage of his friend Hans Georg von Mackensen to Winifred von Neurath, the daughter of Konstantin von Neurath, August Wilhelm lived a reclusive life in his villa in Potsdam. He took drawing lessons with Professor Arthur Kampf, and the sale of his pictures secured him an additional source of income.

August Wilhelm joined the nationalist veteran's group "Stahlhelm". In the following years he had increasing contact with the National Socialists. To the unease of his family and against his father's will, he joined the "dangerous, revolutionary" NSDAP on 1 April 1930, whereupon he received the low membership number 24, for symbolic reasons. In November 1931, he was accepted into the SA with the rank of "Standartenführer". His ingratiation with the National Socialists and his adoration of Adolf Hitler made August Wilhelm often the subject of mockery by the left-wing press ("Braunhemdchen Auwi", i.e. "Auwi the Little Brown Shirt), politicians ("Hanswurst" i.e. "Hans the Brown Sausage" by André François-Poncet), and from National Socialists themselves (Joseph Goebbels referred to him as "good-natured, but slightly gormless boy").

As a representative of the erstwhile Prussian royal dynasty and German imperial dynasty, August Wilhelm was deliberately used by the National Socialists to gain votes in elections such as the lead candidate of the NSDAP for election to the Prussian Landtag in April 1932 or as an election speaker alongside Hitler, whom he accompanied on flights across Germany at the same time. Through his appearances at mass rallies of the National Socialists, he addressed himself to sections of the population that were lukewarm towards National Socialism and convinced them "that Hitler was not a threat, but a benefactor of the German people and the German Empire".

In 1933 August Wilhelm was given a position within the Prussian state, and became a member of the German Reichstag. However, after the abolition of the Weimar Republic with the passing of the Enabling Act of 1933, and the open establishment of the revolutionary dictatorship of the Third Reich, the Nazis no longer needed the former prince, who himself had secretly hoped "that Hitler would one day hoist him or his son Alexander up to the vacant throne of the Kaiser". Thus in spring 1934 he was denied direct access to Hitler and by the summer after the Röhm affair, he found himself in the wilderness politically. This did not, however, reduce his adoration of Hitler.

One of his high-profile visits took August Wilhelm to the Passau Hall of Nibelungs.

On 30 June 1939 he was made an SA-Obergruppenführer, the second highest rank in the SA, but after making derogatory remarks about Joseph Goebbels in private, he was denounced in 1942. From then on, he was completely sidelined and was also banned from making public speeches.

At the beginning of February 1945, in the company of the former Crown Princess Cecilie, August Wilhelm fled the approaching Red Army, going from Potsdam to Kronberg to take refuge with his aunt Princess Margaret of Prussia, a sister of his father.

At the end of the Second World War, on 8 May 1945, August Wilhelm was arrested by United States soldiers and imprisoned on the premises of the Flak-Kaserne Ludwigsburg. "At the denazification trial [Spruchkammerverfahren] of 1948, to the question whether he meanwhile had at least repudiated National Socialism, he asked uncomprehendingly: 'I beg your pardon?'" He was thus categorized as "incriminated" by the denazification court of the internment camp of Ludwigsburg, and was sentenced to two and a half years' hard labour. Due to his confinement since 1945 in an internment camp, he was considered to have served his sentence.

Immediately after his release, however, new proceedings were instituted against him. There was an arrest warrant against him from a court in Potsdam in the Soviet zone. He was never arrested, as soon after he became seriously ill and died at a hospital in Stuttgart at the age of 62. August Wilhelm was buried in Langenburg in the cemetery of the princes of Hohenlohe-Langenburg.

With his wife, Princess Alexandra of Schleswig-Holstein-Sonderburg-Glücksburg, Prince August Wilhelm had an only son:

Prince Alexander Ferdinand Albrecht Achilles Wilhelm Joseph Viktor Carl Feodor of Prussia (26 December 1912 – 12 June 1985) married Armgard Weygand on 19 December 1938. They have one son.

August blev gift med Alexandra Viktoria af Glücksburg den 22 okt. 1908. Alexandra blev født den 21 apr. 1887. [Gruppeskema] [Familietavle]

Oskar blev gift med Ina Maria von Bassewitz den 31 jul. 1914. Ina blev født i 1888; døde i 1973. [Gruppeskema] [Familietavle]

Joachim blev gift med Marie Auguste, Prinsesse af Preussen den 11 mar. 1916. Marie blev født i 1898; døde i 1983. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Datter af Kejser Wilhelm II.

Viktoria blev gift med Hertug Brunswick Ernst August af Hannover den 24 maj 1913 i Berlin, Brandenburg, Tyskland. Ernst (søn af Hertug Cumberland Ernst August II Crown, Prins af Hannover og Thyra af Danmark) blev født den 17 nov. 1887 i Haus Penzing B Wien Wien Østrig, ,; døde i 1953 i Marienburg Slot, ,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Pr. Of Preussen

Wilhelm blev gift med Dorothea von Salviati i 1933. Dorothea blev født i 1907; døde i 1972. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

The following is from Denis R. Reed's GEDCOM file onroyalty & nobility:
!NAME: Prince of Preussen.

Louis blev gift med Kira Kyrillovna af Rusland [Gruppeskema] [Familietavle]

Hubertus blev gift med Maria-Anna von Humboldt-Dachroeden [Gruppeskema] [Familietavle]

Hubertus blev gift med Magdalene Reuss [Gruppeskema] [Familietavle]

Frederick blev gift med Brigid Guinness [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Clyde Harris. [Gruppeskema] [Familietavle]

William blev gift med Mary Antoinett af Hoyos [Gruppeskema] [Familietavle]

Ernst blev gift med Ortrud af Glücksburg i 1951. Ortrud (datter af Albert af Glücksburg og Hertha Af Ysenburg Og Bydingen) blev født den 19 dec. 1925; døde i 1980. [Gruppeskema] [Familietavle]

Ernst blev gift med Monica Af Solms Laubach Hannover [Gruppeskema] [Familietavle]

George blev gift med Sophie af Grækenland [Gruppeskema] [Familietavle]

Frederica blev gift med Pavlos I, Oldenburg, Konge af Grækenland i 1938. Pavlos (søn af Konstantin I af Grækenland og Prinsesse Af Preussen Sofie Dorothea (Zoe) Preussen) blev født den 1 dec. 1901; døde den 6 mar. 1964. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

The preceding is from Denis R. Reed's GEDCOM file onroyalty & nobility.

Christian blev gift med Mireille Dutry [Gruppeskema] [Familietavle]

Welf blev gift med Alexandra, Prinsesse af Ysenburg & Budingen [Gruppeskema] [Familietavle]

Monica blev gift med Ernst August af Braunschweig [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Waltraud Freydag. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Ehrengard von Reden. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Jutta Jorn. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Friedrich August af Oldenburg. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Donata af Castell-Rüdenhausen. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Komtesse Nina Helene Lydia Alexandra Reventlow. [Gruppeskema] [Familietavle]

Marie blev gift med Michael von Hochberg [Gruppeskema] [Familietavle]

Ernest blev gift med Chantal Hochuli [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

The preceding is from Denis R. Reed's GEDCOM file onroyalty & nobility.

Ludwig blev gift med Isabella von Thurn i 1987. Isabella blev født i 1962; døde i 1988. [Gruppeskema] [Familietavle]

Alexandra blev gift med Andreas af Leiningen [Gruppeskema] [Familietavle]

Sophia blev gift med Juan Carlos I, Konge af Spanien [Gruppeskema] [Familietavle]

Konstantin blev gift med Anne-Marie af Danmark [Gruppeskema] [Familietavle]