Christian 7, Konge af Danmark

Notater:

Christian 7. blev født i 1749 og døde i 1808. Han var søn af Frederik 5. og Louise af Storbritannien. Kort tid efter sin kroning i 1766, indgik han i et traditionelt arrangeret pligtægteskab, med denkun 15-årige Caroline Mathilde af Storbritannien. Som sekstenårig fødte hun Christian 7. deres eneste barn, den senere Frederik 6.

Christian 7. var knap nok blevet 17 år, da han efterfulgte Frederik 5. på den dansk-norske trone.

Ret tidligt stod det klart, at den unge konge ikke var helt normal. Han led af den alvorlige sindssygdom, skizofreni – en sygdom der gjorde ham mere og mere utilregnelig, og med årene satte ham heltud af spillet som regent.

Kort tid efter overtagelsen af kronen, kunne man opleve den 17-årige konge på natlige drukture med den 21-årige prostituerede, Støvlet-Cathrine. De to og deres kumpaner yndede at hærge byens bordeller, tæve pigerne og rasere inventaret.

Med den største fornøjelse slog de ruder ind, slog løs på folk de mødte, slog løs på hinanden og pryglede de stakkels vægtere, der skulle sørge for nattero. Det hændte også, at det var kongen der havde fået så mange tæsk, at han måtte ligge brak dagen efter.

Til sidst blev det vægterne for meget. De klagede deres nød til hoffet, og enden på historien blev, at Støvlet-Cathrine blev forvist fra byen.

I 1768 skulle Christian 7. ud på en større udlandsrejse, og under et ophold i Slesvig, antog man den 31-årige Johan Friederich Struensee som rejselæge. Struensee havde tilsyneladende en god indflydelse på kongen og fik efter hjemkomsten ansættelse hos hoffet.

Struensee's hastige karriere ved hoffet gik gennem Caroline Mathildes seng. Han blev den kun 19-årige dronnings elsker og skaffede sig gennem forholdet til hende, og sin store indflydelse på kongen, en stadig større magt.

Struensee fik indsat sin gamle ven Enevold Brandt som kongens forlystelsesråd, og fik efterh med sig selv i rollen som kongens eneste minister.
Sommeren 1771 tilranede Struensee sig diktatoriske magtbeføjelser ved at udnævne sig selv til geheimekabinetsminister. Udnævnelsen betød at han kunne udstede kabinetsordrer på egen hånd, og da kongenssindssygdom forværredes, var Struensees magt reelt uindskrænket.

Struensee gennemførte hastigt en række reformer. Offentlige ansættelser skulle udelukkende ske efter kvalifikationer, statens bureaukrati skulle forenkles og godsejernes indflydelse mindskes. Helt i oplysningstidens ånd, afskaffede Struensee censuren – men liberaliseringen af trykkefriheden førte efterfølgende til en hetz mod regeringen og Struensee selv.

For at få befolkningen til at arbejde noget mere, afskaffede han en række hævdvundne helligdage.
Han skar ned på tildelingen af ordener og forbød anvendelse af tortur inden for retsvæsenet osv.

De mange hastigt gennemførte reformer mødte imidlertid modstand. Tiden var tilsyneladende ikke moden til så omfattende forandringer, og reformiveren skaffede Struensee mange fjender.

Ved et paladskup i midten af januar 1772 blev Struensee og vennen Enevold Brandt arresteret – natten efter et maskebal i hofteatret. I spidsen af kuppet stod enkedronning Juliane Marie, Frederik 5.sanden hustru, og hendes søn, arveprins Frederik.

Hovedanklagen mod Struensee var magtmisbrug, og hans forhold til dronningen. Brandt blev anklaget for bl.a. ved flere lejligheder at have pryglet kongen. Begge blev kendt skyldige i majestætsfornærmelse, og Christian 7. underskrev dødsdommen.

Tusinder af københavnere strømmede til Øster Fælled den 28. april for at overvære den makabre begivenhed, da dommen blev eksekveret. Struensee og Brandt fik begge først hugget højre hånd af, og kort tid efter kunne bødlen holde de afhuggede hoveder op for folkemængden. Kroppene blev herefter parteret og lagt på hjul og stejle, mens hoved og hånd blev sat på en stage.

Dronning Caroline Mathilde tilstod sit forhold til Struensee, ægteskabet med kongen blev ophævet, og dronningen deporteret til Celle i Hannover. Hun så aldrig siden sine børn – hverken kronarvingenFrederik eller datteren, Louisa Augusta, som Struensee var far til. Caroline Mathilde døde under en epidemi af skarlagensfeber i 1775. Kongens kommenterede dødsfaldet på denne måde: Det var synd – hun havde gode lægge.

Enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik fik plads i det indsatte statsråd – men den største indflydelse fik en af hovedmændene bag kuppet, teolog og professor i veltalenhed Ove Høegh-Guldberg. Han udnævntes til kabinetssekretær og blev efterhånden regeringens egentlige leder. Regeringen med Høegh-Guldberg afskaffede stort set de reformer, Struensee havde gennemført, og satte udviklingenmere eller mindre i stå. Høegh-Guldberg blev selv offer for et paladskup i 1784, da kronprins Frederik, den senere Frederik 6., overtog regeringsmagten. Formelt var den stadig mere sindsforvirrede Christian 7. stadig enevældig hersker – men hans rolle var rTiteleret til, at underskrive de beslutninger statsrådet vedtog.

Christian7. døde af et slagtilfælde den 13. marts 1808 og ligger begravet i Roskilde Domkirke. Han efterfulgtes af sin søn Frederik 6.

Familie/Ægtefælle/Partner: Caroline Mathilde af England. Caroline (datter af Friedrich Ludwig af Hannover og Augusta af Sachsen-Gotha-Altenburg) blev født den 22 jul. 1751 i Leicester House, London, England; døde den 10 maj 1775 i Celle, Niedersachsen, Tyskland; blev begravet i Stadtkirche, Celle, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Frederik 6. blev født i 1768 og døde i 1839. Han var søn af Christian 7. og Caroline Mathilde af Storbritannien. Han blev officielt konge efter Christian 7.s død, men i realiteten havde han været regent siden 1784. I 1790 giftede han sig med Marie af Hessen-Kassel, med hvem han fik to døtre.

Frederik 6. havde en trist barndom. Efter at moderen, dronning Caroline Mathilde, og hendes elsker, Struensee, i 1772 blev arresteret, stod den knapt 4-årige Frederik tilbage med en sindssyg far, der var ude af stand til at tage sig af ham. Forståeligt nok blev han et naturligt midtpunkt for en kreds af folk, der ønskede at styrte den regering, der kom til magten efter Struensees fald og moderens landsforvisning.

Frederik 6. blev, efter et kup i 1784, optaget i statsrådet. Magtovertagelsen gjorde ham til kronprinsregent for sin sindssyge far indtil 1808.

I 1788 underskrev statsrådet den vigtigste landbrugsreform i landets historie. Fra da af blev bønderne frie borgere, der kunne rejse hvorhen de ville.

Bag stavnsbåndets ophævelse stod godsejer brødrene Christian og Ludvig Reventlow, jurist Christian Colbjørnsen og godsejer AP Bernstorff, men sandsynligvis ville reformen ikke være blevet til noget uden kronprins Frederiks store velvilje.

For ikke at blive inddraget i den fransk-britiske storkonflikt, sluttede Danmark sig i år 1800 til et svensk-russisk-preussisk neutralitetsforbund. Briterne krævede at Danmark forlod forbundet og da den danske regering nægtede, angreb en engelsk flåde i 1801 den danske flåde på Reden ud for København.

En del af den engelske flåde, under ledelse af viceadmiral Nelson, blev sendt til angreb sydfra.
Under svære tab fik Nelson tilintetgjort en stor del af de danske skibe, og da en betænkelig admiral Parker gav Nelson signal til at indstille kampen, satte viceadmiralen kikkerten for det blinde øje og fortsatte.

I erkendelse af at kampen ikke kunne vindes, sendte Nelson en parlementar i land med et brev til kronprins Frederik. Under trusler om at brænde de erobrede danske skibe med mandskabet om bord, gav kronprinsen efter de britiske krav og indstillede skydningen.

Det var i slaget på Reden at den unge danske søhelt, Peter Willemoes, udmærkede sig.

I 1804 var Napoleon blevet kejser i Frankrig, og det lykkedes ham i de efterfølgende år at erobre store dele af det europæiske fastland. Tilbage var stort set kun Storbritannien og Rusland. I 1807 allierede Rusland sig med Frankrig og gik med til en fastlandsspærring af engelske skibe.

Englænderne forlangte, at Danmark enten allierede sig med Storbritannien eller udleverede den danske flåde som sikkerhed for fortsat dansk neutralitet. Da svaret på det engelske ultimatum var et klart dansk nej, gik den engelske flåde i september til angreb på København. Efter tre døgns heftigt bombardement kapitulerede hovedstaden, og den danske øverstkommanderende, general Ernst Peymann, måtte bøje sig for kravet om udlevering af flåden til englænderne.
Englændernes angreb førte til, at kronprins Frederik knap to måneder senere indgik et forbund med Frankrig.

Da Napoleon i 1812 angreb Rusland, allierede russerne sig med bl.a. Storbritannien og Sverige. Svenskerne blev til gengæld lovet Norge som erstatning for Finland, som russerne erobrede i 1809. Rusland forsøgte, efter den franske hærs nederlag ved Moskva, at få Danmark med i alliancen, men da russerne stod fast på at Danmark skulle afgive Norge til Sverige, sagde den danske regering nej, og efterhånden stod Frederik 6. tilbage som Napoleons sidste forbundsfælle.

Året efter blev Napoleons hær afgørende slået ved Leipzig, og den 15. januar 1814 var Danmark tvunget til at underskrive en fredstraktat med Storbritannien og Sverige, hvorefter vi afstod Norge til Sverige. Frederik 6. kommenterede bittert fredsslutningen: Gid jeg aldrig havde oplevet denne sørgelige dag, da jeg måtte afgive den tilståelse, at Norge, mit kære Norge, måtte være det offer, som måtte gives for ikke aldeles at opgive alt.
Efter 444 som kronprins vandt Frederik 6. stor popularitet ved ophævelsen af stavnsbåndet – en popularitet der blev slidt hårdt på i krigsårene fra 1807-14. En stor del af sin tidligere anerkendelse genvandt Frederik 6. imidlertid hurtigt på grund af sin nøjsomhed og pligtfølelse. Ikke desto mindre råbte og piftede en større menneskemængde af kisten, da den i januar 1840 blev kørt ud af København. Til gengæld blev kisten løftet af vognen da den nærmede sig Roskilde, og blev båret af bønder det sidste stykke vej til Roskilde Domkirke.

Familie/Ægtefælle/Partner: Marie Sofie Frederikke af Hessen-Kassel. Marie (datter af Karl af Hessen-Kassel og Louise af Danmark) blev født den 28 okt. 1767; døde den 21 mar. 1852 i Amalienborg, København, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Frederikke Benedicte Rafsted. Frederikke blev født den 6 aug. 1790 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde i 1862. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Louise Augusta (1771-1843): Dansk prinsesse; datter af dronning Caroline Mathilde og formentlig Struensee. Man anser Struensee for at være hendes biologiske far, selv om det officielt var Chr VII. Ægtede 1786 hertug Frederik Christian af Augustenborg

________________________

Prinsesse Louise Augusta blev gift med Frederik Christian af Augustenborg i 1786; sammen fik de bl.a. datteren Caroline Amalie, Christian 8.s dronning. Louise Augusta var officielt datter af Christian7. og dronning Caroline Mathilde, men det er næsten helt sikkert, at kongens livlæge, J.F. Struensee, var hendes rigtige far. Hun blev tidligt skilt fra begge sine biologiske forældre efter afsløringen af deres forhold. Caroline Mathilde blev forvist, og Struensee henrettet året efter datterens fødsel. Efter indgåelsen af det politisk arrangerede ægteskab med hertug Frederik Christian af Augustenborg boede parret boede længe på Christiansborg, hvor Louise Augusta ofte var hoffets midtpunkt. Hun havde livet igennem et nært forhold til sin bror Frederik 6, som hun også støttede, efter at han oghendes ægtefælle var kommet i et politisk modsætningsforhold.

Louise blev gift med Friedrich Christian II af Augustenborg den 26 maj 1786 i Christiansborg Slotskirke, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Friedrich (søn af Frederik Christian af Augustenborg og Prinsesse Charlotte Amalie Vilhelmine Slesvig-Holsten-Sønderborg-Plön) blev født den 28 sep. 1765 i Augustenborg, Als Sønder Herred, Sønderborg Amt, Danmark; døde den 14 jun. 1814 i Augustenborg, Als Sønder Herred, Sønderborg Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Halvtante til sin 1ste mand Fr (VII). Hun kunne/ville ikke acceptere prinsens livsførelse. De blev separeret i 1834 og skilt 1837.

Prinsesse Vilhelmine var datter af Frederik 6. og Marie Sophie Frederikke. Hun var gift med prins Frederik (7.) 1828-37 og fra 1838 med hertug Carl af Slesvig-Holsten. Vilhelmines ægteskab med prins Frederik forenede kongehusets to linjer, men det viste sig snart at være ulykkeligt. Det skyldtes ikke mindst Frederiks udsvævende liv med utroskab og druk. Parret blev separeret i 1834 og endeligt skilt tre år senere. I 1838 blev Vilhelmine i stedet gift med Carl af Slesvig-Holsten, som var storebror til den senere Christian 9. Carl deltog imidlertid i 1848 på slesvig-holstenernes side i krigen mod Danmark 1848-1851 (Treårskrigen). Det betød, at Vilhelmines forhold til den danske kongefamilie for en tid blev afbrudt. I 1852 kom det til en forsoning, hvorefter hun påny fik et nært forhold til sin københavnske familie.

Vilhelmina blev gift med Frederik 7, Konge af Danmark i 1828. Frederik (søn af Christian 8, Konge af Danmark og Charlotte Frederikke Mecklenburg-Schwerin) blev født i okt. 1808 i Amalienborg, København, Danmark; døde den 15 nov. 1863 i Glücksborg, Flensborg, Slesvig-Holsten, Tyskland; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Frederik Adolph Schack Brockdorff. Frederik (søn af Schack Brockdorff og Caroline Frederikke Fernandine von Restorff) blev født den 7 feb. 1810; døde den 18 okt. 1859. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

TITEL: Frederik Vilhelm Dannemand (1813-88) optoges 1839 i grevestanden og fik hovedgården Aastrup.

Det Dannemandske Forlods.

(Patent af 4/2 1830. Resolution af 3/10 1839.)

Frederik Vilhelm Dannemand, f. 20/7 1813, og Søskende, Louise Frederikke, d. 16/8 1871, gift med Capitain Zachariæ, Caroline Augusta, f. 24/1 1812, d. 29/2 1844, gift med Adolph Frederik Schack v. Brockdorff, f. 7/2 1810, d. ­18/10 1859, Kammerherre, Major, og
Frederik Waldemar Dannemand, f. 6/1 1819, d. 4/3 1835, Børn af Oberstinde Bertha Frederikke Dannemand, f. 1792, d. 23/12 1862, optoges ved Patent af 4/2 1830 i den danske Adelsstand.

Fornævnte Frederik Vilhelm Dannemand blev ved Kong Frederik den VI.s Rescript af 3/10 1839 til daværende Geheimestatsminister og Cancellipræsident Stemann ophøiet i Grevestanden, saaledes at han og ægte Afkom skulde være berettigede til at føre greveligt Skjold og Hjelm, samt at nyde alle de Rettigheder, som i Overensstemmelse med de grevelige Privilegier og øvrige Anordninger tilkommer en dansk Lehnsgreve, og deriblandt navnlig Rettighed til for sig og ægte Afkom at erigere det Jordegods, som han i Tiden maatte være i Stand til at forskaffe sig, til et Grevskab. Det paalagdes ham desuden snarest muligt at oprette et greveligt Forlods paa 120,000 Rdl. og at grundlægge det i 4 pCt. rentebærende Statspapirer.

Efterat have godtgjort, at han i Overensstemmelse med Rescriptet af 3/10 1839 havde funderet det grevelige Dannemandske Forlods, erklærede Grev Dannemand under 2/5 1840, at han for Tiden ikke ønskedeat gjøre Brug af de Rettigheder, som det omhandlede Benaadningsbrev hjemlede ham. I Henhold hertil anholdt han om, at det maatte bero med Udfærdigelsen af Grevepatentet, indtil han derom nærmere meldte sig. 1842 kjøbte Grev Dannemand Aastrup Hovedgaard for 195,000 Rdl. og erholdt Bevilling til at hypothecere det ommeldte Forlods i denne Eiendom. Under 20/1 1849 indgik Greven med Andragende om Udfærdigelse af Grevepatentet, hvorpaa under 3/3 1819 allerhøist resolveredes, at der selvfølgelig ikke nægtedes Grev Dannemand den Ret, der tilkommer ham ifølge Benaadningsbrevet af 3/10 1839, hvorved han er optagen i den danske Grevestand, men at der ikke fandtes Anledning til at foretage nogen yderligere Udfærdigelse. Grevepatentet blev altsaa ikke, udfærdiget, og den Grev Dannemand ved Resolution.af 3/10 1839 hjemlede Ret til Oprettelsen af et Grevskab er bortfalden ved Grundlovens Bestemmelse om at intet Lehn for Fremtiden kan oprettes.

"Departementstidende", 2den Aargang, pag. 274-75.

"Lexicon over adelige Familier", ved Castenskiold, pag. 23.

Lehnsgreve Frederik Vilhelm Dannemand, f. 20/7 1813 til det Dannemandske Forlods og til Aastrup, Kammerherre Oberstlieutenant, C. af D. og ,tf il. fr. Ordener, gift: 1) 26/10 1840 med Francisca v. Scholten, f. 6/6 1820, d. 9/2 1844, Datter af Generalgouverneur v. Scholten, 2) 13/6 1845 med Louise Christiane Grevinde Schulin, f, 5/12 1815, Datter af Lehnsgreve Sigismund Ludvig Schulin.

Descendant of Christian V, King of Danmark and Norway.

Frederik blev gift med Komtesse Christiane Louise Comtesse Schulin den 13 jun. 1845 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Christiane (datter af Greve Johan Sigismund Ludvig Schulin og Louise Elisabeth Brown) blev født den 5 dec. 1815 i Frederiksdal Slot, Virum Sogn, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 11 jul. 1884 i Vichy, Frankrig. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Caroline Amalie (1796-1881):

Dansk dronning; datter af hertug Frederik Christian af Augustenborg og Louise Augusta af Danmark, datter af dronning Caroline Mathilde og Struensee. Ægtede 1815 den senere Christian 8.

Stærk og initiativrig personlighed; oprettede asyler for fattige børn. I øvrigt medlem af Vartovs menighed; stod i nær personlig forbindelse med Grundtvig.

___________________________

Caroline Amalie blev dronning af Danmark i 1839. Hun var datter af hertug Friedrich Christian af Augustenborg og prinsesse Louise Augusta. Hun blev gift med prins Christian Frederik, den senere Christian 8., i 1815. Caroline Amalie var meget optaget af forskellige sociale og humanitære spørgsmål, og hun stod bag oprettelsen af bl.a. flere hjem for forældreløse børn. På grund af sine augustenborgske rødder blev hun af mange danske betragtet med en vis mistro under de nationale konflikter i Slesvig-Holsten, men i løbet af den senere del af sit liv opnåede hun stor folkelig popularitet. CarolineAmalie interesserede sig for religiøse spørgsmål og blev en vigtig støtte for den grundtvigianske bevægelse. Ægteskabet mellem Caroline Amalie og Christian 8. var lykkeligt, men parret fik aldrig nogen børn. Tronfølgeren Frederik var således fra Christians første bryllup med Charlotte Frederikke.

Caroline blev gift med Christian 8, Konge af Danmark den 22 maj 1815. Christian (søn af Arveprins Frederik af Danmark og Sofie Frederikke af Mecklenburg-Schwerin) blev født den 18 sep. 1786 i Christiansborg Slot, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 20 jan. 1848 i Amalienborg, København, Danmark; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Hertug Christian-August (1798-1869)

Hertug i Slesvig Holsten. Prins af Augustenborg og broder til prins Frederik kaldet prinsen af Nør.

Søn af Frederik VI ´s søster Louise Augusta og hertug Frederik Christian af Augustenborg. Han og broderen, prins Frederik af Nør, blev opdraget som danske prinser, med dansk tale i hjemmet. Samarbejdede med det slesvig-holstenske ridderskab og var medlem af stænderforsamlingen i Slesvig.
Regnedes som overhoved for det slesvig-holstenske parti, der arbejdede på en sammenslutning af hertugdømmerne og en adskillelse fra kongeriget. Da den oldenborgske kongestammes mandslinie så ud til atville uddø med Fr. VII , skulle kvindelinien, ifølge kongeloven, overtage tronen. Kongeloven gjaldt ikke i visse dele af Holsten, hvor den russiske Zar stod først i arvefølgen, og man stredes om densgyldighed i Slesvig. Man påstod i Danmark, at Slesvig i 1721 var blevet knyttet så meget til kongeriget, at kongelovens bestemmelse om kvindelig arvefølge, også gjaldt her, medens hertugen mente, at det var ham, der i kraft af, at han var arvefølger til den oldenborgske mandslinie, havde arveret til både Slesvig og Holsten.

Da stænderne i Itzehoe i 1844 vedtog "Det slesvigholstenske program" om hertugdømmernes uadskillelighed under mandsstammens= Augustenborgernes regimente (up ewig ungedeelt zwosammen som Chr. I havde lovet det, da han besteg tronen), udsendte Chr. VIII og hans ministre 8 juli 1846, det åbne brev, hvoraf det fremgik, at kongelovens arvefølge gjaldt i kongeriget, Slesvig og Lauenburg, mens der var tvivl om dele af Holsten. Forholdet mellem ham og svogeren Chr. VIII, der i 2. ægteskab var gift med hertugens sog chefen for det slesvig-holstenske kancelli Josef Reventlow-Criminil. De slesvig-holstenske stænder klagede til det tyske forbund over at deres forfatning var blevet krænket. Hertugdømmerne var på randen af revolution og i tyskland rasede man over at Danmark undertrykte tyskernes rettigheder. Det hele resulterede i opstanden i 1848 og den efterfølgende treårskrig.
Han skaffede i 1848 preussisk hjælp til det slesvig-holstenske oprør. Efter nederlaget i Treårskrigen købtes han bort. I 1852 fik han 3 mill. rigsdaler for sine godser, mod at give afkald på arveretten og afgive løfte om at bosætte sig uden for riget. Overdrog på trods heraf 1863 sine arvekrav til sønnen Friedrich, der lod sig udråbe til Friedrich VIII, men fejedes væk af Bismarck.

Efter de slesvigske krige produceredes, i Danmark, nogle populære natpotter med portrætter af de to brødre i bunden.

Christian blev gift med Louise Sophie Danneskiold-Samsøe den 18 sep. 1820 i Øster Broby kirke (nu Bråby), Ringsted Herred, Sorø Amt, Danmark. Louise (datter af Kristian Konrad Sofus Danneskiold-Samsøe og Johanne Henriette Valentine Kaas) blev født den 22 sep. 1796 i Gisselfeld, Braaby Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt, Danmark; blev døbt i Braaby kirke, Ringsted Herred, Sorø amt, Danmark; døde den 11 mar. 1867 i Primkenau (nu: Przemków), Polen; blev begravet i Primkenau Evangeliske Kirke (nu: Przemków), Polen. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Noer, Eckernförde, Slesvig-Holsten, Tyskland

Notater:

Frederik af Nør (1800-65): prins af Augustenborg, broder til Christian August; ejede fra 1832 godset Nør S. for Eckernförde. Som en indrømmelse til slesvig-holstenerne udnævnt til statholder og kommanderende general i hertugdømmerne1842, men nedlagde sit hverv 1846 i protest mod Det åbne Brev. Overrumplede 24. marts 1848 garnisonen i Rendsburg ved at optræde i dansk generalsuniform og blev krigsminister i en oprørsregering. Led nederlag ved Bov 9 . apri l 1848 og trak sig tilbage som general. Landsforvist 1851.
Efter de slesvigske krige produceredes, i Danmark, nogle populære natpotter med portrætter af de to brødre i bunden.

Beskæftigelse:
General ( Hæren - Forsvaret ), Statholder for Hertugdømmerne

Beskæftigelse:
Krigsminister ( Regeringen )

Frederik blev gift med Henriette Danneskiold-Samsøe den 17 sep. 1829 i Øster Broby kirke (nu Bråby), Ringsted Herred, Sorø Amt, Danmark. Henriette (datter af Kristian Konrad Sofus Danneskiold-Samsøe og Johanne Henriette Valentine Kaas) blev født den 9 maj 1806 i Gisselfeld, Braaby Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt, Danmark; døde i 1858. [Gruppeskema] [Familietavle]

Frederik blev gift med Mary Esther Lee den 3 nov. 1864 i Seine, Paris, Frankrig,. Mary blev født den 3 okt. 1837 i New York City, New York, USA; døde den 4 jul. 1914 i Hannover, Niedersachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Frederik blev gift med Sophie Hedevig Comtesse Schulin den 14 aug. 1869. Sophie (datter af Hans Sigismund Frederik Alexander William Greve Schulin og Ida Augusta Comtesse Holck) blev født den 18 okt. 1848 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 7 feb. 1931. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

ugift

Notater:

ugift

Notater:

Friedrich (1829-80):

hertug af Augustenborg. Lod sig, skønt hans fader Christian August 1852 gav afkald på hertugdømmerne, 1863 proklamere som Friedrich der Achte (den Ottende), og anti danske stemninger i Tyskland sluttede op om ham.

Bismarck skød ham dog til side til fordel for sine egne planer, der gik ud på at indlemme de tidligere danske hertugdømmer i Preussen. Det lykkedes i 1866 efter krigen med Østrig .

Friedrich der Achte, 1829-1880, hertug af Augustenborg
Ældste søn af den i 1852 landsforviste hertug Christian August af Augustenborg (1798-1869) og grevinde Louise Danneskiold-Samsøe.



http://www.graenseforeningen.dk/leksikon/f/all/4018:

Friedrich der Achte udråbte hurtigt efter Frederik 7.'s død den 15. november 1863 sig selv som hertug af Slesvig-Holsten, idet han i lige linje var 7. generation i den augustenborgske hertuglinje efter hertug Hans den Yngre. Det skete ved udsendelse af en proklamation den 16. november, hvori han erklærede "som førstefødt prins af den nærmeste linje af det oldenborgske hus, at jeg tiltræder regeringen af hertugdømmerne Slesvig-Holsten". Han sluttede med ordene: "Gennemstrømmet af den overbevisning, at min ret er jeres redning, lover jeg for mig og mit hus at stå ved jeres side, således som jeg stod i slaget (under Treårskrigen), og ikke at skille mig fra jer og vore rettigheder. Og således lover og sværger jeg i henhold til statsgrundloven at overholde hertugdømmerne Slesvig-Holstens forfatning og love og at opretholde folkets rettigheder."

Proklamationen skabte straks en stærk Slesvig-Holsten bevægelse i den tyske offentlighed, og påvirket heraf anerkendte flere tyske mellem- og småstater Friedrich som hertugdømmernes regent. Men hverken Preussen, Østrig eller Det tyske Forbund bakkede op. Friedrich oprettede en eksilregering i Tyskland og vandt også nogen opbakning i slesvig-holstenske kredse.

Men Otto von Bismarck ønskede bestemt ikke noget selvstændigt hertugdømme i de nordlige områder og fik hurtigt overbevist Friedrich der Achte, at den idé ingen fremtid havde. Bismarck havde gode argumenter på hånden, bl.a. at Friedrich der Achtes far, hertug Christian August af Augustenborg allerede i 1852 havde fraskrevet sig alle rettigheder til Slesvig-Holsten og modtaget en erstatning på 300.000 rigsdaler mod at han afstod sine godser, flyttede til udlandet og godkendte den nye arvefølge, som ville gøre Christian 9. af Lyksborg til konge, når Frederik 7. døde.



https://da.wikipedia.org/wiki/Frederik_Christian_August_af_Slesvig-Holsten-S%C3%B8nderborg-Augustenborg

Frederik Christian August af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg (Friedrich Christian August von Schleswig-Holstein-Sonderburg-Augustenburg, 6. juli 1829 på Augustenborg Slot – 14. januar 1880 i Wiesbaden), i folkemunde Friedrich der Achte, var ældste søn af Christian August 2. af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Augustenborg. Han udråbte sig til hertug af Slesvig-Holsten i 1863, men blev kun en fodnote. Han regnes for at have repræsenteret den mest etnisk danske linje i det oldenborgske hus på den tid, men da familien var stærkt tysksindet, kunne de ikke komme på tale som efterfølgere af den barnløse danske konge Frederik den 7.

Hans fader Christian August gjorde krav på den danske krone, da det stod klart, at kong Frederik 7. ville dø uden arvinger, og tronen derfor skulle gå videre til en sidelinje i det oldenborgske hus. I 1846 blev kravet afvist af Christian 8., som udnævnte den senere Christian 9. til tronfølger efter Frederik 7. I Treårskrigen 1848-50 deltog Christian August på de slesvigholstenske oprøreres side og blev derefter landsforvist. I 1852 blev tronfølgen bekræftet af stormagterne i London-Protokollen. Faderen fik en enorm erstatning for at give afkald på sine krav og købte et gods i Primkenau (nu Przemków) i Schlesien, hvor han slog sig ned.

Selv om faderen havde givet afkald på arvekravet, overdrog han det alligevel til sønnen Frederik Christian August i 1863, da det så ud til, at det danske kongehus snart uddøde, og det samtidig trak op til krig mellem Danmark og Preussen. Sønnen hævdede, at faderens arveafkald kun gjaldt ham selv, ikke efterkommerne. På denne måde håbede fader og søn at kunne vende tilbage til det hjemlige hertugdømme.

Dagen efter Frederik 7.'s død i november 1863 udråbte Frederik Christian August sig til hertug af Slesvig-Holsten som Friedrich 8.. Han erklærede sig villig til at aflægge ed under den slesvig-holstenske forfatning, som oprørerne havde proklameret i 1848, og han udsendte en deklaration, der blandt andet lød: "Slesvig-Holstenere! Min ret er jeres redning." I ly af de tyske forbundstropper kunne han rykke ind i Kiel i december 1863, hvor han modtog hyldest og fakkeltog. De slesvig-holstenere, der håbede at få ham som hertug i et selvstændigt Slesvig-Holsten, gik under navnet den augustenborgske bevægelse.

Han blev anerkendt som hertug af det Tyske Forbund og af nogle tyske småstater, men hverken af Preussen eller Danmark. Han gled hurtigt i baggrunden, da krigen i 1864 fulgte. Den magtfulde preussiske kansler Otto von Bismarck var ikke interesseret i et selvstændigt Slesvig-Holsten, og i 1867 blev provinserne Slesvig og Holsten annekteret af kongeriget Preussen.

Frederik Christian August trak sig tilbage til godset i Schlesien, som han overtog, da hans far døde i 1869. Han ejede desuden et gods i Sverige samt Gråsten slot. Han fik dog et plaster på såret, da hans datter Auguste Viktoria i 1881 blev gift med prins Wilhelm, der var søn af den tyske kronprins Frederik (den senere kejser Frederik 3. af Tyskland). I 1888 blev Wilhelm kejser uden navnet Wilhelm 2. af Tyskland. Auguste Viktoria var kejserinde i 1888-1918, og dermed blev hun Tysklands sidste kejserinde.

Ifølge andre oplysninger trak han sig tilbage til Gotha og døde i Wiesbaden.

Hans søn var Ernst Günther 2., som overtog hertugtitlen og havde Gråsten slot som sommerresidens. Han solgte det til den danske stat kort tid efter Genforeningen i 1920.

Der fandtes tidligere et monument for Frederik Christian August i Kiel. Den augustenborgske slægt uddøde i 1931. Augustenborg slot blev indrettet som kvindeseminarium af preusserne og efter genforeningen indrettede den danske stat slottet til sindssygehospital i 1932, hvormed der sattes et sørgeligt punktum for den augustenborgske slægt.



Beskæftigelse:
Hertug

Frederik, blev gift med Adelheid af Hohenlohe-Langenburg den 11 sep. 1856 i Schloss Langenburg, Baden-Württemberg, Tyskland. Adelheid (datter af Ernst af Hohenlohe-Langenburg og Feodora af Leiningen) blev født den 20 jul. 1835 i Schloss Langenburg, Baden-Württemberg, Tyskland; døde den 25 jan. 1900 i Dresden, Sachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Oldebarn af Struense. Haveinspektør på Windsor. 4 børn.Kun en datter gift. Mandsl i n i e n u d d ø d 1931.

Christian blev gift med Helene Augusta Victorie af England den 5 jul. 1866 i Windsor Castle, Windsor, Berkshire, England. Helene (datter af Albert Augustus Charles af Sachsen-Coburg-Saalfeld og Victoria af Hannover) blev født den 25 maj 1846 i Buckingham Palace, Westminster, London, England; blev døbt i Buckingham Palace, Westminster, London, England; døde den 9 jun. 1923 i England, Schomberg House,Pall Mall. [Gruppeskema] [Familietavle]

Henriette blev gift med Johannes Friedrich August Esmarch den 28 feb. 1872 i Tyskland, Schloss Primkena,Schlesien. Johannes døde i 1908. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Beskæftigelse:
Dr. phil.

Familie/Ægtefælle/Partner: Carmelita Eisenblatt. [Gruppeskema] [Familietavle]