Christian Ludvig von Hardenberg

Notater:

Christian Ludwig von Hardenberg (* 3. November 1700 in Hardenberg; † 26. November 1781 in Hannover) war hannoverscher Feldmarschall.

Herkunft
Christian Ludwig von Hardenberg entstammte dem niedersächsischen Adelsgeschlecht derer von Hardenberg. Seine Eltern waren Christian Ludwig von Hardenberg (1663–1736), landschaftlicher Lizentkommissar in Hannover, und der Katharina Sybille von Dörnberg. Auch die Brüder waren im Staatsdienst:

Friedrich Karl (1696–1763), hannoverscher Geheimer Kammerrat, Oberhofbau- u. Gartendirektor, Gesandter in Wien (1750), sowie Wirklicher Geheimer Rat und Kriegspräsident.
August Ulrich (1709–1778), hannoverscher Geheimer Rat, Kriegsrat, Gesandter
Hans Christoph (* 1703, ⚔ 1747), hannoverscher Oberst und Generaladjutant
Georg Wilhelm (1705–1774), Deutsch-Ritter und Ordenskomtur sowie kursächsischer Generalmajor

Leben
Schon früh begann er eine militärische Karriere im sardischen Militär und trat später in die Dienste des Kurfürsten von Braunschweig-Lüneburg (Hannover). Während des Polnischen Thronfolgekrieges (1733–1735/38) nahm er mit den hannoverschen Truppen am Rheinfeldzug gegen Frankreich teil und sammelte dabei erste Kriegserfahrungen. Wenige Jahre später diente er während der Österreichischen Erbfolgekriege (1740–1748) in den Niederlanden und stieg dabei zum Oberst der Fußgarde (von Ilten) auf.[1] Nach dem Krieg erhielt von Hardenberg das Infanterieregiment von Druchtleben (No. 6-A ab 1776 No. 6), das seine Garnison in Göttingen hatte.

Zu Beginn des Siebenjährigen Krieges (1756–1763) hatte Hardenberg bereits den Rang eines Generalmajors erreicht und befehligte sieben Grenadierbataillone. In der Schlacht bei Hastenbeck (26. Juli 1757) kommandierte er persönlich vier dieser Bataillone und deckte mit diesen später den Rückzug der geschlagenen Observationsarmee. Im Dezember 1757 befehligte Hardenberg die Belagerung der Festung Harburg. Im folgenden Jahr kommandierte er erneut bei Düsseldorf am Rhein gegen die französische Armee und wurde später Kommandant der Festung Lippstadt. Diesen Posten behielt er bis zum Jahre 1760 und erhielt danach wieder kleinere Feldkommandos.

Nach dem Krieg stieg Hardenberg im Jahre 1776 zum Oberbefehlshaber der hannoverschen Armee auf und blieb auf diesem Posten bis zu seinem Tod am 26. November 1781. Seine Leiche wurde zur Beisetzung nach Göttingen überführt, wobei der junge Fähnrich und spätere preußische Heeresreformer Gerhard von Scharnhorst (1755–1813) die militärische Eskorte anführte. Seine letzte Ruhestätte fand er im Hardenbergischen Erbbegräbnis der Patronatskirche von Bühle.

Familie
1749 heiratete er Anna Sophia Ehrengart von Bülow (aus Essenrode, Schwester von Friedrich Ernst von Bülow)[2], mit der er acht Kinder zeugte. Der älteste Sohn dieser Verbindung war der spätere preußische Staatskanzler Karl August Fürst von Hardenberg (1750–1822). Die Tochter Christiane Maria Charlotte heiratete den Johann Heinrich Joseph Georg von Flemming (1752–1830), den Sohn des sächsischen Generals Karl Georg Friedrich von Flemming, Anna (Anette) Sibylle (* 3. November 1751; † 25. Juli 1808 in Berlin) wurde Oberhofmeisterin der Prinzessin Wilhelmine von Preußen und war mit Albrecht Adolph Wilhelm von Münchhausen (* 23. Juli 1742; † 29. Februar 1784) verheiratet, dann gab es noch Ludwig Friedrich (* 28. April 1756; † 7. März 1818) hannoverscher Oberhauptmann zu Grohnde sowie Georg (1765–1816), preußischer Landjägermeister des Fürstentums Bayreuth.

Christian blev gift med Anna Sophia Ehrengart von Bülow i 1749. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Karl August von Hardenberg
From Wikipedia, the free encyclopedia

Karl August von Hardenberg (31 May 1750 – 26 November 1822) was a Prussian statesman and Prime Minister of Prussia.
While during his late career he acquiesced to reactionary policies, earlier in his career he implemented a variety of
Liberal reforms. To him and Baron vom Stein, Prussia was indebted for improvements in its army system, the abolition
of serfdom and feudal burdens, the throwing open of the civil service to all classes, and the complete reform of the
educational system.[1]

Early career
Hardenberg was born at Essenrode Manor in Essenrode (now a part of Lehre) near Hanover. After studying at Leipzig and
Göttingen he entered the Hanoverian civil service in 1770 as councillor of the board of domains (Kammerrat); but,
finding his advancement slow, he set out — on the advice of King George III of the United Kingdom — on a series of
travels, spending some time at Wetzlar, Regensburg (where he studied the mechanism of the Imperial government),
Vienna and Berlin. He also visited France, the Dutch Republic and Great Britain, where he was received kindly by the
King. On his return, he married, at his father's suggestion, the Countess Christiane von Reventlow (1759–1793).

In 1778, Hardenberg was raised to the rank of privy councillor and created a graf (or count). He went back to
England, in the hope of obtaining the post of Hanoverian envoy in London; but his wife began an affair with the
Prince of Wales, creating so great a scandal that he was forced to leave the Hanoverian service. In 1782 he entered
the service of the Duke of Brunswick, and as president of the board of domains displayed a zeal for reform, in the
manner approved by the enlightened despots of the century, that rendered him very unpopular with the orthodox clergy
and the conservative estates. In Brunswick, too, his position was in the end made untenable by the conduct of his
wife, whom he now divorced; he himself, shortly afterwards, marrying a divorced woman.

Administrator of Ansbach and Bayreuth
Fortunately for Hardenberg, this coincided with the lapsing of the principalities of Ansbach and Bayreuth to Prussia,
owing to the resignation of the last margrave, Charles Alexander, in 1791. Hardenberg, who happened to be in Berlin
at the time, was appointed administrator of the principalities in 1792, on the recommendation of Ewald Friedrich von
Hertzberg. The position, owing to the singular overlapping of territorial claims in the old Empire, was one of
considerable delicacy, and Hardenberg filled it with great skill, doing much to reform traditional anomalies and to
develop the country, and at the same time labouring to expand the influence of Prussia in South Germany.

Prussian envoy
After the outbreak of the revolutionary wars his diplomatic ability led to his appointment as Prussian envoy, with a
roving commission to visit the Rhenish courts and win them over to Prussia's views; and ultimately, when the
necessity for making peace with the French Republic had been recognized, he was appointed to succeed Count Goltz as
Prussian plenipotentiary at Basel (February 28, 1795), where he signed the treaty of peace.

Prussian cabinet
In 1797, on the accession of King Frederick William III of Prussia, Hardenberg was summoned to Berlin, where he
received an important position in the cabinet and was appointed chief of the departments of Magdeburg and
Halberstadt, for Westphalia, and for the principality of Neuchâtel. In 1793 Hardenberg had struck up a friendship
with Count Haugwitz, the influential minister for foreign affairs, and when in 1803 the latter went away on leave
(August–October) he appointed Hardenberg his locum tenens. It was a critical period. Napoleon had just occupied
Hanover, and Haugwitz had urged upon the king the necessity for strong measures and the expediency of a Russian
alliance; During his absence, however, the king's irresolution continued; he clung to the policy of neutrality which
had so far seemed to have served Prussia so well; and Hardenberg contented himself with adapting himself to the royal
will. By the time Haugwitz returned, the unyielding attitude of Napoleon had caused the king to make advances to
Russia; but the mutual declarations of the 3rd and 25th of May 1804 only pledged the two powers to take up arms in
the event of a French attack upon Prussia or of further aggressions in North Germany. Finally, Haugwitz, unable to
persuade the cabinet to a more vigorous policy, resigned, and on April 14, 1804, Hardenberg succeeded him as foreign
minister.

Prussian foreign minister
If there was to be war, Hardenberg would have preferred the French alliance, the price Napoleon demanded for the
cession of Hanover to Prussia; the Eastern powers would not freely have conceded so great an augmentation of Prussian
power. However, he still hoped to gain the coveted prize by diplomacy, backed by the veiled threat of an armed
neutrality. Then came Napoleon's contemptuous violation of Prussian territory by marching three French corps through
Ansbach; King Frederick William's pride overcame his weakness, and on November 3 he signed with Tsar Alexander I of
Russia the terms of an ultimatum to be laid before the French emperor.

Haugwitz was despatched to Vienna with the document; but before he arrived the Battle of Austerlitz had been fought,
and the Prussian plenipotentiary had to make terms with Napoleon. Prussia, by the treaty signed at Schönbrunn on
December 15, 1805, received Hanover, but in return for all her territories in South Germany. One condition of the
arrangement was the retirement of Hardenberg, whom Napoleon disliked. He was again foreign minister for a few months
after the crisis of 1806 (April–July 1807); but Napoleon's resentment was implacable, and one of the conditions of
the terms granted to Prussia by the Treaty of Tilsit was Hardenberg's dismissal.

Prussian chancellor
After the enforced retirement of Stein in 1810 and the unsatisfactory interlude of the feeble Altenstein ministry,
Hardenberg was again summoned to Berlin, this time as chancellor (June 6, 1810). The campaign of Jena and its
consequences had had a profound effect upon him; and in his mind the traditions of the old diplomacy had given place
to the new sentiment of nationality characteristic of the coming age, which in him found expression in a passionate
desire to restore the position of Prussia and crush her oppressors. During his retirement at Riga he had worked out
an elaborate plan for reconstructing the monarchy on Liberal lines; and when he came into power, though the
circumstances of the time did not admit of his pursuing an independent foreign policy, he steadily prepared for the
struggle with France by carrying out Stein's far-reaching schemes of social and political reorganization.

Reforms
The military system was completely reformed, serfdom was abolished, municipal institutions were fostered, the civil
service was thrown open to all classes, and great attention was devoted to the educational needs of every section of
the community. When at last the time came to put these reforms to the test, after the Moscow campaign of 1812, it was
Hardenberg who persuaded Frederick William to take advantage of General Yorck's loyal disloyalty and declare against
France. He was rightly regarded by German patriots as the statesman who had done most to encourage the spirit of
national independence; and immediately after he had signed the first peace of Paris he was raised to the rank of
prince (June 3, 1814) in recognition of the part he had played in the War of Liberation.

Metternich's shadow
Hardenberg now had a position in that close corporation of sovereigns and statesmen by whom Europe was governed. He
accompanied the allied sovereigns to England, and at the Congress of Vienna (1814–1815) was the chief representative
of Prussia. But from this time the zenith of his influence, if not of his fame, was passed. In diplomacy he was no
match for Metternich, whose influence soon overshadowed his own in the councils of Europe, of Germany, and ultimately
even of Prussia itself. At Vienna, in spite of the powerful backing of Alexander of Russia, he failed to secure the
annexation of the whole of Saxony to Prussia; at Paris, after Waterloo, he failed to carry through his views as to
the further dismemberment of France; he had weakly allowed Metternich to forestall him in making terms with the
states of the Confederation of the Rhine, which secured to Austria the preponderance in the German federal diet; on
the eve of the conference of Carlsbad (1819) he signed a convention with Metternich, by which — to quote the
historian Treitschke — “like a penitent sinner, without any formal quid pro quo, the monarchy of Frederick the Great
yielded to a foreign power a voice in her internal affairs.”

At the congresses of Aix-la-Chapelle (Aachen), Troppau, Laibach and Verona the voice of Hardenberg was but an echo of
that of Metternich. The cause lay partly in the difficult circumstances of the loosely-knit Prussian monarchy, but
partly in Hardenberg's character, which, never well balanced, had deteriorated with age. He continued amiable,
charming and enlightened as ever; but the excesses which had been pardonable in a young diplomatist were a scandal in
an elderly chancellor, and could not but weaken his influence with so pious a Landesvater as Frederick William III.

To overcome the king's terror of Liberal experiments would have needed all the powers of an adviser at once wise and
in character wholly trustworthy. Hardenberg was wise enough; he saw the necessity for constitutional reform; but he
clung with almost senile tenacity to the sweets of office, and when the tide turned against Liberalism he allowed
himself to drift with it. In the privacy of royal commissions, he continued to elaborate schemes for constitutions
that never saw the light; but Germany, disillusioned, regarded him as an adherent of Metternich, an accomplice in the
policy of the Carlsbad Decrees and the Troppau Protocol.

He died at Genoa soon after the closing of the Congress of Verona. Hardenberg's Memoirs, 1801-07 were suppressed for
fifty years after which they were edited with a biography by Leopold von Ranke and published as Denkwürdigkeiten des
Fürsten von Hardenberg (5 vols., Leipzig, 1877).

Karl blev gift med Comtesse Juliane Frederikke Christiane Reventlow den 8 jun. 1774, og blev skilt den 31 aug. 1788. Juliane (datter af Greve Christian Detlef Reventlow og Ida Lucie Scheel von Plessen) blev født den 15 feb. 1759 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; blev døbt den 16 feb. 1759; døde den 17 maj 1793 i Regensburg, Bayern, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Titel: Fyrste Afskrev sig faderens titel af Fyrste i 1822
• Bopæl: 1793-1798, Frisenvold, Ørum Sogn, Galten Herred, Randers Amt, Danmark; Christen Heinrich August Hardenberg-Reventlow, der arvede Frisenvold i 1793 fik af Kronen tilladelse til at ophæve stamhuset og lade det overgå til fri ejendom. Frisenvold herregård blev i 1798 solgt til forpagteren Andreas Strøver, som udparcellerede gården.
• Bopæl: 1793-1840, Krenkerup, Radsted Sogn, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark

Notater:

TITEL: Erektor af grevskabet Hardenberg Reventlow

Godserne gik ved moderen Juliane F. C. Hardenberg (f. Reventlow) over til Sønnen Christian Heinrich August Hardenberg-Reventlow, der giftede sig med Jeanette Caroline von Reitzenstein og tog Bolig paa Krænkerup. Istandsættelsen af den forfaldne Hovedbygning, som Faderen havde begyndt paa, blev nu genoptaget med Kraft; de gamle røde Tagsten forsvandt og erstattedes af blaa glaserede, og Vinduerne med de blyindfattede Ruder blev med Undtagelse af Taarnene forandret til franske Vinduer, en pyntelig Bro af huggen Granit afløste den gamle Vindebro af Træ , som førte over Graven udfor Porten, og Laden flyttedes bort fra sin Plads nord for Hovedbygningen, hen bag Peder Brahes Stald; endelig blev det Indre ganske ombygget efter Tidens og Smagens Fordringer.

I Aaret 1798 afhændede Hardenberg med kongelig Tilladelse Stamhuset Frisenvold, imod at erhverve andet Gods. Han købte derefter Fjellebro i Fyen, som han dog straks efter solgte til Grev Holck-Winterfeldt, der fik Tilladelse til at substituere Baroniet Wintersborg med dette Gods; i Stedet fik Hardenberg Wintersborg og Sæbyholm, af hvilke han solgte det første, medens Sæbyholm og Christiansdal i Branderslev Sogn ved Nakskov, som han samtidig købte, skulde træde i Stedet for Frisenvold; hertil kom endelig Krænkerups Nabogaard Nielstrup i Vaabensted Sogn, som ligeledes blev købt og lagt til Stamhuset. Da denne sidste Gaard var erhvervet, og det tidligere indledede Mageskifte med Engestofte var bragt til Afslutning, kunde Arbejdet med Udskiftningen genoptages, og det gennemførtes overalt paa Godserne i Løbet af den første Snes Aar af det nittende Aarhundrede. Den dermed følgende Udflytning, der foretages i meget stort Omfang, kostede mange Penge, og Hardenberg ofrede desuden betydeligt paa forskellige andre Forbedringer, navnlig med Hovedgaardenes Drift, hvor han anstillede mange Forsøg med nye Kornsorter og Dyrkningsmaader, som ikke altid gav et heldigt Resultat. Forholdene for Landbruget var i Aarene efter Kielerfreden meget ugunstige, og da Hardenberg ikke blot ved sin Tiltrædelse havde maattet overtage Moderens betydelige Gæld, men ved Faderens Død i 1822 fik en lignende Arv, var hans økonomiske Stilling i de senere Aar af hans Liv meget trykket. De preussiske Stamgodser, han kom i Besiddelse af efter Faderen, blev sat under Administration, og det samme var Tilfældet med de holstenske, medens der for de lollandske maatte ansættes en særlig Skatteopkræver, der sørgede for, at Skatterne af Bøndergodset indbetaltes til Staten.

Af disse sidste Godser, Stamhuset Krenkerup og Godserne Nielstrup, Sæbyholm og Christiansdal , oprettedes i Aaret 1815 Grevskabet Hardenberg-Reventlow, og Hardenberg ophøjedes i den danske Grevestand med samme Navn, medens Hovedsædet desværre maatte ombytte sit historiske Navn med Besidderens, og siden har været kaldet Hardenberg. Grevskabet, der naturligvis, lige saa lidt som de andre, i en saasen Tid oprettede Len, fik Skattefrihed, omfattede ca. 2500 Tønder Hartkorn, og deltes naturligt i et østre Distrikt, Hardenberg, Rosenlund, Nørregaard og Nielstrup, og et vestre, Sæbyholm og Christiansdal.

Efter at den første Grevinde Hardenberg, der var overordentlig elsket og afholdt paa Godset, var død i Aaret 1819, ægtede Grev Hardenberg et Par Aar senere sin Kusine Emma Louise Frederikke Georgine Hardenberg, der overlevede ham. Selv døde han paa en Rejse i Tyskland i Aaret 1840, og, medens de preussiske Majoratsgodser gik over til en anden Linie af den Hardenbergske Slægt, tilfaldt det lollandske Grevskab hans eneste Barn, Datteren af første Ægteskab Ida Augusta Hardenberg-Reventlow, der da var over 40 Aar gammel og Enke efter Grev Harald Holck . Gælden var stor, og den nye Besidderinde maatte sælge alt, hvad der var af Allodialejendomme, hvoriblandt de holstenske Godser og et Hus i København, og lægge Styrelsen i faste og kyndige Hænder. Selv opholdt hun sig meget i Udlandet, men kom dog jævnlig til Hardenberg, navnlig efter at hun havde indgaaet nyt Ægteskab med Grev Christian Gersdorff, der holdt meget af Stedet og særlig tog sig af Haven, som i hans Tid havde en kort Glansperiode, hvorom det smukke Mindesmærke over ham, som Ida Augusta rejste, er et synligt Vidnesbyrd. Nogle Aar efter hans Død ægtede hun sin tredie Mand, en italiensk Lykkejæger ved Navn Almaforte, der var bleven adlet af den sardinske Regering og nu gjordes til dansk Greve; ogsaa ham overlevede den livskraftige Dame, og færdedes ogsaa i sin tredie Enkestand meget i Udlandet, hvor hun døde i Aaret 1867.

Død:
Død på en rejse i Tyskland

Familie/Ægtefælle/Partner: Jeanette Caroline von Reitzenstein. Jeanette blev født den 14 nov. 1777 i Bayreuth, Bayern, Tyskland; døde den 25 dec. 1819; blev begravet den 31 dec. 1819 i Radsted Kirke, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Emma Louise Frederikke Georgine Hardenberg. Emma blev født i 1786; døde i 1853. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Margrethe Frederikke Wagner. Margrethe blev født den 9 apr. 1790; døde den 20 sep. 1870 i Svedala, Skåne, Sverige; blev begravet i Svedala, Skåne, Sverige. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Link: https://de.wikipedia.org/wiki/Lucie_von_Hardenberg
• Link: https://www.pueckler-museum.de/pueckler/fuerstin-lucie-pueckler/

Notater:

09.04.1776 Lucie Gräfin von Hardenberg-Reventlow in Hannover geboren.

1796 Ehe mit Karl Theodor Friedrich Reichsgraf von Pappenheim

Ab 1802 Trennung der Partner, später Scheidung

09.10.1817 Heirat mit Hermann Ludwig Heinrich Graf von Pückler-Muskau, 1826 Scheidung der Eheleute.

Lucie nimmt regen Anteil an der Parkomanie ihres Mannes. Sie unterstützt ihn mit ihren Ideen und bemüht sich mit der Umsetzung gartengestalterischer Pläne.

1826 bis 1829 Sammlung der Briefe von Pückler während dessen Englandreise. Dieser Briefwechsel bildet die Grundlage für die Herausgabe Der “Briefe eines Verstorbenen”.

1845 Verkauf der Standesherrschaft Muskau, später Umzug nach Branitz.

08.05.1854 Lucie stirbt in Branitz und wird auf dem Vorparkfriedhof beigesetzt.

1884 Umbettung der Überreste der Fürstin in den Tumulus an die Seite Pückler-Muskaus

Lucie blev gift med Karl Theodor Friedrich Pappenheim den 26 jun. 1796, og blev skilt i 1802. Karl blev født i 1771; døde i 1853. [Gruppeskema] [Familietavle]

Lucie blev gift med Hermann Ludwig Heinrich von Pückler-Muskau den 9 okt. 1817, og blev skilt i feb. 1886. Hermann blev født den 30 okt. 1785; døde den 4 feb. 1871. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ejendom: 1840-1866, Krenkerup, Radsted Sogn, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark

Notater:

Død:
Iflg officiel Attest fra Øvrigheden i Florens døde hun i sin Villa d 31. december 1866 og ikke 1. januar 1867 som anført i rubrikken for Dødsdagen

Ida blev gift med Harald Greve Holck i 1815. Harald (søn af Frederik Wilhelm Conrad Holck og Juliane Sophie Danneskiold-Laurvig) blev født den 18 sep. 1785 i Kiel, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 24 dec. 1839 i Kiel, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Ida blev gift med Christian Gersdorff-Hardenberg-Reventlow i 1841. Christian døde den 29 dec. 1846. [Gruppeskema] [Familietavle]

Ida blev gift med Simone Dominici Almaforte-Hardenberg-Reventlow den 29 dec. 1855. Simone døde i dec. 1864. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Militærtjeneste: Premierløjtnant
• Folketælling: 1845, Holgershaab, Nørre Alslev Sogn, Falsters Nørre Herred, Maribo Amt, Danmark; https://www.danishfamilysearch.dk/cid5753127
• Folketælling: 1850, Dansted, Nebbelunde Sogn, Fuglse Herred, Maribo Amt, Danmark; https://www.danishfamilysearch.dk/cid6627242
• Ejendom: 1830-1857, Dansted, Nebbelunde Sogn, Fuglse Herred, Maribo Amt, Danmark; Ejede desuden Nørregård i Nebbelunde Sogn

Notater:

Militærtjeneste:
Korporal, 11/4-38 Sekondløjtnant a la suite i kavalleriet, 1/7-42 a la suite i armeen, 1/3-49 indtrådt i nummer i 5. dragonregiment, 28/3 samme år kar.premierløjtnant.

Død:
Død af Tyfus

Christian blev gift med Ida Jeanette Rasmussen den 7 jun. 1842 i Sakskøbing Kirke, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark. Ida blev født den 7 jun. 1821 i Sakskøbing, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark; døde den 10 dec. 1875 i Bösarp, Malmøhus len, Skåne, Sverige; blev begravet i Svedala, Skåne, Sverige. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

TITEL: Grevinde

Adelheid blev gift med Fyrste Heinrich Karl Wilhelm Carolath-Beuthen den 1 feb. 1817. Heinrich (søn af Heinrich Karl Erdmann, Prins af Carolath-Beuthen og Amalie, Prinsesse af Sachsen-Meiningen) blev født den 29 nov. 1783; døde den 14 jul. 1864. [Gruppeskema] [Familietavle]