Hans Munk

Hans blev gift med Maren Kaas den 19 aug. 1513 i Ribe, Danmark. Maren (datter af Jens Kaas og Edel Lagesdatter Saltensee) blev født i Taarupgaard, Taarup (Fjends H.,) Viborg, Danmark; døde i Oxvad, ,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Niels Kaas. Niels (søn af Mogens Kaas og Mette Godskesdatter Friis) døde i Ørndrup Og Store Hessel, ,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Munkerne med Bjelken

Jørgen blev gift med Dorte Pedersdatter Galt den 11 jul. 1564 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Dorte (datter af Peder Ebbesen Galt og Ingeborg Gjordsdatter Drefeld) blev født den 23 apr. 1540 i Palsgård, As Sogn, Bjerre Herred, Vejle Amt, Danmark; døde i 1579. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Munkerne med Bjelken

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Lensmand

Notater:

Christen Hansen Munk (født 1520, død 5. juli 1579 i Aakjær i Jylland) var en dansk lensherre og statholder, som gjorde tjeneste i Norge.

I 1548 var han stadig ved hoffet i København og deltog i prinsesse Annas rejsefølge, da hun skulle giftes med kurfyrste August 1. i Sachsen samme år.

I 1549 blev han lensherre på Hamar og fik efterhånden en række klostre til ejendom, efter at de var overgået til kronen efter reformationen. I 1556 blev han ifølge kilderne statholder og lensherre på Akershus, en stilling han besad helt frem til 1572. Denne statholderstilling må ses som en forløber for den statholderstilling under unionen med Danmark, som blev oprettet og eksisterede med enkelte afbrydelser helt frem til 1814.

I 1560'erne regerede han over Hamar len og Akershus len, mens han havde residens på Akershus fæstning. Desuden havde han en række andre mindre len i en kortere eller længere periode, blandt dem Bratsberg og Gimsøy kloster, Tønsberg len og Sunnmøre.

I 1567 rykkede svenske tropper under Den Nordiske Syvårskrig mod Akershus fæstning, og som svar på denne trussel lod Munk Oslo brænde af for at undgå, at svenskerne fik mulighed for at barrikadere sig i byen. Mangel på skyts og forsyninger medførte, at svenskerne trak sig tilbage efter otte dage. Nogle år senere iværksatte Munk en gengældelsesaktion ved at sende tropper ind i Värmland og Dalsland i Sverige på hærgnings- og plyndringstogt.

I 1572 flyttede Christen Munk til Jylland.

På Akershus fæstning er både Munkedammen og Munketårnet opkaldt efter ham. Munketårnet var middelalderfæstningens vandtårn, som han i 1559 lod ombygge til kanon- og porttårn.

_____________

Munk, Christen, –1579, til Taabdrup, Søn af Hans M. til Krogsgaard (af Slægten Munk med 3 Roser) og Maren Spend, blev antagelig født ved 1520.

I Aaret 1548 var han endnu Hofsinde og var da Medlem af det store Følge, som ledsagede Prinsesse Anna paa Bruderejsen til Sachsen. Aaret efter fik han Hammer i Norge i Forlening og opførte her et stort Taarn. Som Vederlag for den derpaa anvendte Omkostning fik han 1551 Brev paa vor Frue Kloster i Oslo. 1556 blev han Statholder i Norge og Lensmand paa Akershus, og denne vigtige Stilling indtog han lige til 1572. Desuden havde han i disse Aar en Række mindre Len: Bratsberg og Gjemsø Kloster til 1559, Semgaard og Tønsberg Len, Søndmør (fra 1558) og paa ny Hammer (fra 1561-67). Da Krigen med Sverige udbrød, faldt det selvfølgelig i hans Lod at lede Forsvar og Angreb for det sydlige Norges Vedkommende.

Allerede 1564 gjorde en svensk Hærafdeling et Indfald i hans Len, men da C. M. fik Forstærkning, trak den sig tilbage, og han kunde nu rykke ind i Dal, indtil et svensk Indfald i Baahus Len tvang ham til at vende om. I Slutningen af Aaret hjemsøgte han Dal og Nordmarken med Ild og Sværd. 1565 gjorde han paa ny Indfald i Dal og slog navnlig 28. Okt. den svenske Anfører Maurits Stake. Det følgende Aar fik han Befaling til at støtte Daniel Rantzaus Indfald i Vestergøtland. Men 1567 hjemsøgte Svenskerne ham paa ny i Norge, og da han kun havde 2 Fænniker Knægte hos sig, kunde han ikke hindre dem i at naa frem til selve Akershus, men Mangel paa Skyts og paa tilstrækkeligt Underhold nødte dem til efter 8 Dages Forløb at trække sig tilbage til Hammer, som de havde indtaget. Efter at have faaet Forstærkninger og at have underkastet sig største Parten af Lenet kom Svenskerne 3 Uger efter, 24. Marts, tilbage og paabegyndte en regelmæssig Belejring af Akershus, som C. M. imidlertid haardnakket forsvarede. Efter 18 Ugers Belejring kom endelig en længselsfuldt ventet Undsætning, dels fra Danmark under Frands Brockenhuus, Bjørn og Erik Kaas, dels fra Norge under Erik Munk og Jens Pedersen, og Svenskerne bleve fordrevne. 1568 hævnede C. M. sig ved et Indfald i Værme-land og Dal, og efter at have forenet sig med Høvedsmændene fra Elfsborg og Baahus, Jens Kaas og Vincents Juel, hjemsøgte de Vestergøtland. Dermed var hans Krigerfærd forbi.

Sine Len øgede han 1570 med Skiverup i Skaane, som han fik i Pant, og som først 1598 blev indløst fra hans Arvinger, samt med Vernø Kloster, Ingedals Len, Ejdsberg og Rakkestad, som han erholdt 1571, men det følgende Aar ombyttede han Akershus med Aakjær i Jylland, hvor han døde 5. Juli 1579. Aaret før havde han gjenset Norge, i det han med 2 Rigsraader og 2 andre Adelsmænd var skikket derop at høre Sager. – C. M., der ejede en nu forsvunden Hovedgaard Taabdrup ved Haderslev, var 2 Gange gift: 1. med Else Truidsdatter Ulfstand (d. 1565), 2. med Dorthe Mogensdatter Gyldenstjerne (d. 18. Juli 1583). Hans eneste Søn døde lille, men 2 Døtre overlevede ham.

Thiset.

Titel:
Statholder i Norge

Familie/Ægtefælle/Partner: Ukendt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Dorte Hansdatter Lindenov. Dorte døde i 1582 i Krogsgård, Tjæreborg sogn, Skats Herred, Ribe Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Maren blev gift med Gabriel Kaas den 17 aug. 1589 i Malmö, Skåne, Sverige. Gabriel (søn af Bjørn Kaas og Christence Rotfeld) blev født i Tybjerggaard, Tybjerg, Herlufmagle, Danmark; døde i 1610. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Gårdmand

Frederik blev gift med Sophie Friis den 10 sep. 1592 i Ribe, Danmark. Sophie (datter af Albert Friis og Ingeborg Christoffersdatter Gyldenstierne) blev født cirka 1570 i Haraldskær, Skibet Sogn, Tørrild Herred, Vejle Amt, Danmark; døde cirka 1655; blev begravet i Skibet Kirke, Vejle, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Else blev gift med Christopher Gersdorff den 25 apr. 1602. Christopher (søn af Peter von Gersdorff og Anna von Minckwitz) blev født cirka 1575 i Buchholz (før 1936: Krischa), Görlitz, Sachsen, Tyskland; døde før 9 feb. 1635. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Soldat

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Studerende

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Gårdejer

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Gårdmand

Dorthe blev gift med Johan Rantzau i 1620. Johan (søn af Frantz Rantzau og Anne Rosenkrantz) blev født den 2 jul. 1597; døde i 1638. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: 1648; Ridder af Elefanten
• Link: https://da.wikipedia.org/wiki/Joachim_Gersdorff?oldformat=true
• Bopæl: ca. 1641, Tunbyholm, Skåne, Sverige

Notater:

Udtalte: "Gid jeg ikke kunne skrive", da han skulle underskrive freden i Roskilde.

Gersdorff, Joachim, 1611-61, Rigshofmester, blev født 11. Nov. 1611 paa Søbygaard i Jylland og var en Søn af Christoffer G.

Efter en omhyggelig Opdragelse, først i Hjemmet og senere i Sorø, foretog G. i sin Ungdom store og langvarige Rejser, studerede særlig i Leipzig og Leiden, men besøgte desuden England, Frankrig, Italien, Østerrig og Ungarn. Efter sin Hjemkomst til Danmark 1638 blev han Hofjunker hos den udvalgte Prins Christian og kort efter Kammerjunker hos dennes Gemalinde, Magdalena Sibylla. Han forlod imidlertid 1641 det prinselige Hof i Nykjøbing paa Falster for at gifte sig med Øllegaard Huitfeldt, en Datter af Henrik H. og Margrethe Axelsdatter Rosenkrantz; Brylluppet fejredes 3. Okt. i Kjøbenhavn. Fra nu af var han nøje knyttet til Skaane, hvor hans Hovedgaard Tunbyholm laa, og hvor hans Svigerfader havde sine Godser; under Krigen med Sverige 1644 stod han ogsaa denne, der var Lensmand paa Landskrone Slot, bi i Forsvaret af dette. I Sommeren 1645 var han en Tid Generallandkommissær i Sjælland, var i Avg. s. A. befuldmægtiget for den Skaanske Adel og valgtes i Foraaret 1646 af denne til skaansk Landkommissær, en Stilling, som han forgjæves ønskede at fritages for. En større Rolle kom han dog først til at spille under Frederik III. Efter Indstilling af Adelen og Rigsraadet optog Kongen ham 1648 i dette; ved Kroningen i Nov. s. A. blev han slaaet til Ridder. Han var endnu paa denne Tid en Ven af Corfits Ulfeldt og en hyppig Gjæst i hans og Leonora Christinas Hjem; efter Otto Sperlings Sigende var det ogsaa Ulfeldt, der anbefalede ham til at beklæde Embedet som Statholder, da han selv i Efteraaret 1648 forberedte sig til sin Gesandtskabsrejse til Holland. I Dec. overtog G. det nævnte Embede og fik sin Bestalling i Jan. 1649; 1651 forlenedes han med Bornholm. Under Ulfeldts Fraværelse fra Febr. til Dec. 1649 varetog han midlertidig de Forretninger, der paahvilede Rigshofmesteren, og benyttede Lejligheden til at sætte sig fast i Kongens Gunst. Det er ogsaa fra denne Tid, at man kan datere Bruddet mellem ham og Corfits Ulfeldt; denne bebrejdede ham Overgreb i hans Embedsførelse, regnede ham fra da af imellem sine Fjender og beskyldte ham 1651 for at have været en af Hovedophavsmændene til hans Fald. G. skal ogsaa have været med til at udarbejde den officielle Beretning om Dinas Proces, som i saa høj Grad krænkede Ulfeldt, og han kom til at nyde godt af dennes Landflygtighed, i det han i Okt. 1652 udnævntes til Rigshofmester efter at have faaet de fleste Stemmer i Rigsraadet ved Indstillingen om Besættelsen af dette Embede.

G., der fra nu af var Førsteminister i Danmark, var en fin og livlig Natur med ikke ringe humoristisk Sans. Han yndede at lade sin Spøg gaa ud over gejstlige. «Her udi Landet (Skaane) er stor Urolighed, Klammeri og Trætte imellem de højlærde udi Lund; vilde de lade det blive ved Munden og Pennen og holde Næverne stille, da var det intet nyt, men bliver der theologiske Næveskjærmydsler ogsaa til i Verden, da bliver det slet galt», skrev han 1655 til en af sine Venner. Dogmatiske Stridigheder laa ham i det hele fjærnt; skjønt han ikke vilde vide noget af jesuitisk Proselytmageri, roste dog de katholske Gesandter ham for hans Maadehold og Tolerance i religiøse Sager. Han var et Stykke af en Skjønaand, i høj Grad sympathetisk knyttet til den spanske Afsending i Kjøbenhavn, Digteren Grev Rebolledo, der uden Tvivl mente at sige en udsøgt Kompliment om ham ved at betegne ham som den, der havde mere af en Spaniers end af en Franskmands Væsen. Han stod i Brevvexling med lærde i Evropa, interesserede sig for Filosofi, tog sig af Ole Worm og andre danske Videnskabsmænd og samlede sig et stort og udsøgt Bibliothek. I dette, som talte henved 3000 Bind, var den franske, spanske og italienske Litteratur særlig repræsenteret, den tyske kun i ringere Grad, og f danske Skrifter fandtes ikke mere end 80. Hvad angaar hans Stilling til Tidens politiske Brydninger, opfattedes han i Almindelighed som nøje knyttet til Kongen og stemt for en Udvidelse af dennes Magt; et positivt Træk, der viser i denne Retning, er ogsaa, at han i Okt. 1658 sammen med Jørgen Seefeldt og Peder Reedtz skilte sig fra sine Fæller i Rigsraadet, da dettes Flertal stemte for en Proposition til Kongen om ikke i saa høj Grad som hidtil at benytte fremmede Raadgivere, men derimod besætte de ledige Kansler- og Marskembeder. Med større Bestemthed kan man betegne hans ydre Politik som overensstemmende med Kongens i dens Tilslutning til Sveriges Fjender, Spanien og Kejseren, og i Bestræbelsen for at vinde Nederlandene. Han hører sikkert til dem, som med Kongen dele Ansvaret for den Letsindighed, hvormed man i Haabet om Alliancer, men uden nogen Sikkerhed for Saadanne, drev til Krigen 1657, og hans diplomatiske Dygtighed bestod uden Tvivl ogsaa mindre i Talent til at kunne bedømme en politisk Situation end i Evne til paa en vindende Maade at kunne omgaas de fremmede Magters Repræsentanter.

Da Ulykkerne kom, undgik G. ikke sin Del af Byrden. I Juli 1657 fik han sammen med nogle andre Rigsraader Fuldmagt til at varetage de nødvendige Forretninger i Kjøbenhavn; men tungere var det Ærende, der i Febr. 1658 overdroges ham sammen med Christen Skeel, da de sendtes afsted for at møde Carl Gustav og søge at vinde Fred. Forhandlingerne begyndte i Vordingborg mellem de danske Afsendinger og den svenske Konges befuldmægtigede, Sten Bjelke og Corfits Ulfeldt; den sidstes Tilstedeværelse som Sejerherrens Repræsentant har sikkert været et haardt Stød for G., hans gamle Modstander. Efter at have aflagt Beretning for Frederik III i Kjøbenhavn om, hvad der var sket i Vordingborg, fortsatte Afsendingerne derpaa Underhandlingerne i Taastrup og Roskilde. G. var medtagen af saa pinende Sygdomme som Sten og Podagra; da han 26. Febr. satte sit Navn under Roskildefreden, skal han have udbrudt: «Vellem, me nescire litteras!» Fredslutningen havde tilmed sin personlige Betydning for ham; hans Godser, der vare forøgede ved Arv efter hans Svigerfaders Død, laa for største Delen i Skaane, og han var forlenet med Bornholm. Til Gjengjæld for Tabet ved denne Øs Afstaaelse fik han kort efter Kalundborg Len; men ogsaa Carl Gustav søgte at byde ham Erstatning, uden Tvivl for at gjøre ham medgjørligere under de Forhandlinger, der i Tilslutning til Roskildefreden førtes i Kjøbenhavn i Løbet af de følgende Maaneder. Han udstedte et Brev, hvorefter Indtægterne af Bornholm skulde tilfalde G., saa længe han levede, men denne afslog at modtage Tilbudet. Hans Politik var ogsaa vedblivende rettet paa Alliancen med Østerrig og Holland, og han udtalte sig til sine Tider ret uforbeholdent til den kejserlige Gesandt, Baron Goés, om Muligheden af et Angreb paa den svenske Hær i Jylland, medens han i Rigsraadet anbefalede Forhandlinger med Nederlandene for at opnaa Hjælp i Tilfælde af et nyt svensk Angreb. Rimeligvis kom dette, da det iværksattes i Avg. 1658, ham dog uventet, men han udfoldede under Belejringen en betydelig Virksomhed og saas ved Kongens Side Stormnatten 11. Febr. 1659. Efter Freden i Kjøbenhavn foretog han en stor Handel med Kronen, i det han mod Erstatning af Krongods i Jylland mageskiftede til den alle sine Godser i Skaane; de benyttedes derefter som Vederlag til Sverige for Tilbagegivelsen af Bornholm. Han havde ogsaa endnu stadig Kongens Gunst; men ikke desto mindre overfløjede Begivenhederne ham. Hvor meget han end var stemt for en Udvidelse af Kongens Myndighed, var, hvad der skete i Efteraaret 1660, næppe efter hans Hoved.

Da Stænderne traadte sammen i Sept. i Kjøbenhavn, holdt han paa Kongens Vegne Aabningstalen, hvis Sirlighed rostes af de tilstedeværende. Men netop under Mødet i Kjøbenhavn tog hans gamle Svagelighed Overhaand, og han maatte i de afgjørende Dage i Okt. holde Sengen. I hans Hus paa Hjørnet af Østergade og det nuværende Kongens Nytorv samledes da det raadvilde og dødsdømte Rigsraads Medlemmer; her undertegnedes Resolutionen om Arverettens Overdragelse, her forhandledes om Bevarelsen af Adelens Privilegier, og her kom den østerrigske Gesandt, Goës, for at skaffe sig Nyheder og for at arbejde paa en fredelig Udgang paa Konflikten. Saa vidt man kan bedømme Forholdene, har G. indtaget en mæglende Holdning; han stod uden for den Sammensværgelse, der havde Kongen til Hoved og Christoffer Gabel til Budbringer; han søgte at faa Kongen til at besætte de ledige Rigsraadspladser, førend Raadet tog en endelig Beslutning; han roste over for fremmede Adelens Eftergivenhed, og han lod sig om Eftermiddagen 15. Okt. kjøre op paa Slottet for at stemme Kongen gunstig for Adelens Privilegier, men nogen bestemt Modstand mod de for Haandfæstningen og for Rigsraadets Indflydelse ødelæggende Skridt indlod han sig ikke paa. Begivenhederne gik saa temmelig over hans Hoved. Da Arvehyldingen foregik paa Slotspladsen 18. Okt., bares han paa en Stol op paa den Tribune, hvor Rigsraadet aflagde Eden til Arvekongen. Dagen efter besøgte den nederlandske Gesandt Vogelsang ham og vilde vide Besked om Situationen. «Er eders Excellence ikke Rigshofmester mere?» spurgte han. «Det véd jeg ikke,» svarede G. «Er da Rigsraadet ikke længere Rigsraad?». «Det véd jeg ikke,» lød atter Ministerens halv selvopgivende, halv humoristiske Svar.

En Uge efter, 26. Okt., blev G. dog udnævnt til Rigens Drost, det nye, endnu ganske ubestemte Embede med det gammeltklingende Navn. Han blev tillige Præsident i Statskollegiet, og sin Natur tro vedblev han at staa i det bedste Forhold til Kongen og Dronningen. Hans Svagelighed tog imidlertid stadig til, og han testamenterede Frederik III sit Bibliothek og Sophie Amalie sine Fiskedamme lige uden for Kjøbenhavn. Ogsaa de viste ham stor Venlighed og besøgte ham, Kongen endog flere Gange, under hans Sygdom, der 19. April 1661 medførte Døden. Hans Hustru var allerede død 11. Marts 1655.

Bricka og Gjellerup, Den danske Adel I, 203 ff.

J. A. Fridericia.

Beskæftigelse:
Rigshovmester

Beskæftigelse:
Statholder i København

Joachim blev gift med Øllegaard Huitfeldt den 3 okt. 1641 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Øllegaard (datter af Henrik Huitfeldt og Margrethe Rosenkrantz) blev født den 16 maj 1622 i Lillø, Kristianstad, Skaane, Sverige; døde den 11 mar. 1655 i Lillø, Kristianstad, Skaane, Sverige; blev begravet i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]