Georg af Braunschweig-Lüneburg

Notater:

TITEL: Hertug

Familie/Ægtefælle/Partner: Ukendt. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Sophie Amalie blev dronning af Danmark i 1648. Hun var datter af hertug Georg af Braunschweig-Lüneburg og blev i 1643 gift med den senere Frederik 3. Sammen fik de bl.a. Christian 5.

Der vides intet nærmere om hendes opvækst og ungdom. Da hun i 1640 blev trolovet med den senere Frederik 3., var der antagelig tale om en politisk forbindelse.

Sophie Amalie elskede jagt, og hun var trods rigets dårlige økonomi midtpunkt for et overdådigt hofliv med eksklusive luksusgenstande og store fester, som kastede glans over kongemagten. I 1669-73 opførtes slottet Sophie Amalienborg, hvor Amalienborg nu ligger; her opholdt hun sig oftest, da hun var blevet enke.

De første skildringer af Sophie Amalie stammer fra tiden efter kroningen. Hun beskrives som køn, frodig, udadvendt og med behov for fysisk aktivitet. Samtidig ønskede hun del i magten, var hurtig i sine afgørelser og forstod at knytte folk til sig med gunstbevisninger. Desuden var hun modebevidst, gerne fransk orienteret, når økonomien tillod det.

Sophie Amalie blev det ydre midtpunkt i det nye hofliv, der foldede sig ud i Kbh. efter franske og tyske forbilleder. Allerede i 1649 ankom hendes karet fra Frankrig fulgt af kostbare dragter, toiletgenstande og andet. En tysk kapelmester Kaspar Förster, en “Violon-Bande” under ledelse af franskmanden P. Bence, en fransk dansemester D. de Pilloy og en fransk sanger- og danserinde Anette de la Barre knyttedes til hoffet. Nu opførtes balletter, maskeballer og hyrdeidyller, hvori hoffets damer og herrer og de kgl. børn agerede med dronningen selv som det yndefulde centrum. Ved en ballet i anledning af sønnen, den senere Christian 5.s hyldning i 1655 dansede hun således ikke færre end fem forskellige partier: berømmelsens gudinde, en bondepige med en kurv æg på hovedet, krigens muse, en spansk dame og en amazone. Hun var tillige en lidenskabelig ynder af jagt, frem for alt på svaner, og hun lod sig ofte afbilde som jagtens gudinde Diana. De hermed forbundne udgifter vakte samtidens forargelse, men det danske hof fulgte blot den almene tendens i 1650’ernes Europa, hvor fyrster og aristokrati, på skillelinien mellem stænderstyre og enevælde, overalt kappedes om magt og pragt.

I den første del af Frederiks regeringsperiode og igen under sønnen Christian 5. fra 1670 havde Sophie Amalie en vis indflydelse på de politiske beslutninger. Hun tog aktivt del i opgøret i begyndelsen af 1650'erne med Corfitz Ulfeldt og Leonora Christina, som var en ydmygende trussel mod kongeparrets position. Sophie Amalie var formodentlig medvirkende til beslutningen om enevældens indførelse.Det skete, mens kongeparrets popularitet var på sit højeste efter den svenske belejring af København 1658-60.
Blandt danske dronninger er SA usædvanlig i sin åbenlyse higen efter magt. Ifølge Ludvig Holberg havde hun “Capacitet som en Statsmand” og “Hjerte som en Soldat”, var mere “beundret end elsket” og drev sin hævn over for Leonora Christina “noget for vidt”. Holbergs dom er væsentlig, fordi han skrev før fundet af Leonora Christinas Jammersminde, hvis offentliggørelse 1869 passede som hånd i handske til dansk nationalisme efter nederlaget til Preussen 1864. Derved blev Leonora Christina godheden og Sophie Amalie ondskaben. Først de seneste årtiers historiske forskning har set dem som ligeværdige og normbrydende modstandere i spillet om magten.



Fødsel:
antagelig

Sofie blev gift med Frederik 3, Konge af Danmark den 1 okt. 1643 i Glücksborg, Flensborg, Slesvig-Holsten, Tyskland. Frederik (søn af Christian 4, Konge af Danmark og Anne Cathrine af Brandenburg) blev født den 18 mar. 1609 i Haderslevhus, Haderslev, Danmark,; døde den 9 feb. 1670 i Københavns Slot, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Christian 5. blev født i 1646 og døde i 1699. Han var ældste søn af Frederik 3. og dronning Sophie Amalie.
Da Frederik 3. døde i 1670 trådte Kongeloven fra 1665 for første gang i kraft, og den 24 årige arvekonge Christian 5. kunne bestige tronen som Danmarks anden enevældige konge og sætte kronen på eget hoved.
I 1667 giftede Christian sig med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel og fire år senere installerede han sin 16 årige elskerinde, den officielle maitresse Sophie Amalie Moth, kun et stenkast fra Københavns Slot. Dronning Charlotte Amalie fødte kong Christian syv børn og med maitressen fik han fem børn, som han offentligt vedkendte sig. Som tak blev Sophie Amalie senere udnævnt til grevinde af Samsø,som rigskansler Griffenfeld mistede efter at være blevet styrtet.

For at styrke enevælden indførtes i 1671 en ny adelsklasse, greve- og friherrestanden. Uanset tidligere stand kunne enhver der besad jord nok, erhverve sig grevetitlen, eller, hvis man var i besiddelse af knap så meget jord, nøjes med at kalde sig friherre. Friherretitlen fortrængtes med tiden af den samtidigt indførte titel, baron. To år senere udsentes Danske Lov.

Blandt den gruppe mænd der stod bag kongen, samledes mere og mere magt hos Peder Griffenfeld, der i 1673 udnævnes til rigskansler. Griffenfelds voksende magt og store statsmandsevner skaffede ham ogsåmange fjender.

Det blev Griffenfelds fredspolitik der førte til hans fald i 1676. Året forinden lod kongen sig overtale til at erklære Sverige den krig, der senere er kaldt Den Skånske Krig. Målet med krigen var atgenerobre de gamle danske landområder, som Frederik 3. havde mistet ved Roskildefreden i 1658.

Svenskerne var på dette tidspunkt desværre allieret med stormagten Frankrig, og Griffenfelds politiske hensigter var at undgå enhver konfrontation med Frankrig. Da Griffenfelds forbindelser med franskmændende blev afsløret under krigen, lod kongen ham arrestere og anklage for højforræderi. Griffenfeld blev dødsdømt og ført til skafottet – men i sidste øjeblik benådede kongen sin gamle ven og rigskansler til livsvarigt fængsel – en straf som han til sin død i 1698 afsonede på en ø ud for Trondhjem i Norge.

I juni 1676 gik hæren og Christian 5. i land i Skåne. Begivenheden er skildret på denne måde:
Ret som kongen stigede i land, løb skibsfolkene op udi taklerne og råbte udi hverandres mund: »Kongen til lykke! Kongen til lykke!« Hans majestæt vendte sig udi største hast og blev underlig ved dennestore råben. Omsider, dér kongen hørte, hvad det var, tog han også sin hat af og sprang nogle gange meget glad omkring.

Det kom til voldsomme kampe i Skåne, og kongen deltog personligt i slagene ved Lund og Landskrona – men nogen afgørelse på krigen kom der aldrig, trods sejre som Niels Juels i Køge Bugt og en vis dansk militær overlegenhed hen imod afslutningen af krigen.

Krigen endte med at Frankrig dikterede en fred i 1679, hvorefter situationen stort set var som før krigens udbrud.
Ved Roskildefreden var den gottorpske del af Slesvig blevet frigjort fra dansk overherredømme og den gottorpske hertug havde under svenskekrigene allieret sig med Sverige.

I 1675 angreb Christian 5. Gottorp og tog svogeren, hertug Christian Albrecht, til fange – men ved afslutningen af Den skånske Krig blev Gottorp, igen på fransk diktat, frigjort fra den danske krone

I 1684 forsøgte kongen endnu engang at indlemme Gottorp i riget – men allerede i 1689 måtte han ved Altonaforliget, hårdt presset af de europæiske stormagter, opgive indlemmelsen.

Maskerader og ringridning hørte til nogen af kong Christians yndlingsbeskæftigelser. Han var et udpræget friluftsmenneske der rejste meget rundt i landet, og med årene blev han også optaget af parforcejagten, som han havde lært at kende i Frankrig. En efterårsdag i Dyrehaven blev kongen såret af en anskudt hjort. Den i forvejen noget sygdomsplagede konge, holdt sig gående et årstid endnu – indtil hans liv rindede ud i august 1699.
Christian 5. blev begravet i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sin søn, Frederik 4.

___________________

Christian 5. var konge af Danmark-Norge fra 1670; søn af Frederik 3. og Sophie Amalie. Han blev gift med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel i 1667; i tfulde Griffenfeld. Det lykkedes alligevel at sikreden endnu ret unge danske enevælde i hans regeringstid, og der fandt et omfattende lovgivningsarbejde sted, f. eks. Danske Lov fra 1683. Christian 5. indledte Skånske Krig (1675-1679) mod Sverige forat genvinde Skånelandene, men pga. de europæiske stormagters interesser lykkedes det ikke. Christian 5. var interesseret i jagt og ridning og besad en folkelighed, der gjorde ham særdeles vellidt blandt undersåtterne. Han var ikke nogen stor begavelse som statsmand, men han var flittig og samvittighedsfuld, og under krigen mod Sverige udviste han personligt mod.

Familie/Ægtefælle/Partner: Sophie Amalie Moth. Sophie (datter af Poul Moth og Ida Dorothea Bureneus) blev født den 28 mar. 1654 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 17 jan. 1719 i Jomfruens Egede, Faxe, Danmark,; blev begravet den 14 feb. 1719 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Christian blev gift med Charlotte Amalie af Hessen-Kassel den 25 jun. 1667 i Nykøbing, Falsters Sønder Herred, Maribo Amt, Danmark. Charlotte (datter af Wilhelm VI, Landgreve af Hessen-Kassel og Hedwig, Prinsesse af Brandenburg) blev født den 27 apr. 1650 i Kassel, Hessen, Tyskland; døde den 27 mar. 1714 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Begravelse:
I den Gyldenløveske familiebegravelse

Christiane blev gift med Frederik von Ahlefeldt den 8 nov. 1686 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Frederik (søn af Frederik von Ahlefeldt og Margrethe Dorothea Rantzau) blev født den 21 feb. 1662 i Flensborg, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 10 jun. 1708 i Regensburg, Bayern, Tyskland; blev begravet i Radsted Kirke, Musse Herred, Maribo Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: Ridder af Elefanten

Notater:

død af kopper Stamfar til greverne Danneskiold-Samsøe.
Officer.

Ejede Skjoldenæsholm

Megen tid har Gyldenløve ikke kunnet afse til godset, han kan kun have været der på korte bes øg, omend det ses af vurderingsforretningen efter hans død, at en stor del af inventaret va r mærket med C. G. Det hedder i synsforretningen, at indboet var meget forfaldent »undtage n i Herrens Soveværelse, hvor hans hvide Silkeslobrok laa parat, og i hendes høje Naades Sove kammer«. Der nævnes nogle forskellige værelser, sommerstue, vinterstue o. s. v. Grevens sovev ærelse og salen var betrukket med tapeter med landskaber, malede på lærred, måske de samme, d er nu findes i den nuværende hovedbygnings havestue. Mange af værelserne havde høje træpanele r med billeder på ; også disse er for en del bevarede, ligesom en del døre er udsmykket på sa mme måde. Vi hører ligeledes, at Christian Gyldenløve, som for resten allerede Ulrik Frederik , havde et stort stutteri på gården. Haven var prægtigt udstyret med springvand, vandfald o g klippede buksbomhække - sikkert smukt at skue.

Da postvæsenet med årene blev en god forretning, ønskede Chr. V det knyttet nærmere til kronen, og i 1685 forærede han det til sin 11-årige søn Christian Gyldenløve.

Kilde:
DAA 1982-84 II - 33c*

Titel:
Greve til Samsø

Familie/Ægtefælle/Partner: Charlotte Amalie Danneskiold-Laurvig. Charlotte (datter af Ulrik Frederik Gyldenløve og Antoinette Augusta Aldenburg) blev født i 1682; døde den 1 dec. 1699 i Barselseng, ,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Christian blev gift med Dorothea Krag den 25 maj 1701 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Dorothea (datter af Mogens Krag og Helvig Arendsdatter Von Der Kuhla) blev født den 26 sep. 1675; døde den 10 okt. 1754 i Gisselfeld, Braaby Sogn, Ringsted Herred, Sorø Amt, Danmark; blev begravet i Eckernförde, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Forlovet med Christian Ditlev Reventlow (21. jun 1671 - 1. oct 1738)

Notater:

Titel:
Greve af Samsø

Notater:

Frederik 4. blev født i 1671 og døde i 1730. Han var søn af Christian 5. og dronning Charlotte Amalie af Hessen-Kassel.
Efter Christian 5.s død i 1699 arvede Frederik 4. tronen, som rigets tredje enevældige konge.

Frederik indgik i 1695 det sædvanlige royale pligtægteskab med Louise af Mecklenburg, og lod sig yderligere vie til venstre hånd med Elisabeth Helene von Vieregg i 1703. Elisabeth døde i barselsseng året efter.

På flugt fra pesten i København, opholdt kongen og hele hoffet sig i 1711 på Koldinghus. Her mødte han den 18-årige Anna Sofie Reventlow, som han forelskede sig i. Moderen anede uråd, og spærrede AnnaSofie inde på slægtsgården Clausholm – men året efter bortførte kongen Anna Sofie, som han ægtede samme dag til sin ledige venste hånd. Den højre var stadig optaget af dronning Louise, og først dagen efter hendes begravelse i 1721, kunne han ved en offentlig vielse gøre Anna Sofie til dronning.

Ikke alene arvede Frederik 4. tronen – men også faderens udenrigspolitik. Allerede året efter at Frederik havde besteget tronen, indledtes et dansk angreb på Sveriges forbundsfælle, hertugen af Gottorp.
Den svenske konge, Karl 12., benyttede helt uventet lejligheden til at landsætte en hær ved Humlebæk på Sjælland.
Endnu engang greb de europæiske stormagter ind, og efter en meget hurtig fredsafslutning i Travendal, blev svenskerne tvunget væk fra Sjælland og danskerne ud af den gottorpske del af Sønderjylland.

Modsætningsforholdet til Sverige bestod dog, og da svenskerne i 1709 led et stort nederlag til den russiske hær ved Poltava, hvorefter Karl 12. flygtede til Tyrkiet, blev fristelsen, til et forsøg påat genvinde de skånske provinser, for stor. Danmark erklærede Sverige krig, og en dansk hær gik i land i Skåne.

Den Store Nordiske Krig varede i 11 år og blev en af de hårdeste krige Danmark har gennemgået. Skåne og Blekinge blev hurtigt generobret under mottoet: Nu eller aldrig – men snart led de danske tropper nederlag ved Helsingborg i 1710 og ved Gadebusch i 1712.

Imellem nederlagene blev København endda ramt af pest-epidemien, der kostede omkring en tredjedel af befolkningen livet.

Først fra 1713 begyndte det langsomt at gå fremad med krigen. I 1715 vendte Karl 12. tilbage til Sverige, og året efter angreb han Sydnorge med en ny hær. Svenskerne måtte dog trække sig tilbage, da deres forsyningsflåde ødelagdes ved Dynekilen af Tordenskiold.

Ved fredsafslutningen i 1721 på Frederiksborg blev det afgjort, at den gottorpske del af Sønderjylland skulle genforenes med kronen – men ellers endte alt, som det var inden krigens start. For første gang i århundreder var Danmark dog vokset.

Frederik 4. der, trods sin store interesse for kvinder, var pietist, arbejdede ivrigt for mission og folkeoplysning.
Han fik gennemført en del reformer â ligeledes for opførelsen af 240 almueskoler, Det Kongelige Vajsenhus i København, Fredensborg Slot og støttede den hedningemission, der under Hans Egedes ledelse førte til Grønlands kolonisering.

Den 22 år yngre dronning Anna Sofie blev efter kongens død forvist til Clausholm i Jylland, hvorfra gemalen i sin tid havde ladet hende bortføre. Frederik 4.s søn, Christian 6., fik yderligere omstødttestamentet efter faderen, og fratog enkedronningen en stor del af den formue hun skulle have arvet.

Frederik 4. døde den 12. oktober 1730 på Odense Slot og ligger begravet i Roskilde Domkirke.

Familie/Ægtefælle/Partner: Charlotte Helene von Schindel. Charlotte døde i 1752 i Flensborg, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Frederik blev gift med Louise af Mecklenburg-Gustrow den 15 dec. 1695 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Louise (datter af Gustav Adolph af Mecklenburg-Gustrow) blev født den 28 aug. 1667; døde den 15 mar. 1721; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Frederik blev gift med Elizabeth Helene Vieregg i 1703. Elizabeth blev født den 4 maj 1679; døde den 27 jun. 1704. [Gruppeskema] [Familietavle]

Frederik blev gift med Dronning Anna Sophia Reventlow den 26 jun. 1712 i Skanderborg Slot, Skanderborg, Danmark. Anna (datter af Greve Conrad Reventlow og Sophie Amalie von Hahn) blev født den 16 apr. 1693 i Clausholm, Voldum, Galten Herred, Randers Amt, Danmark; døde den 7 jan. 1743 i Clausholm, Voldum, Galten Herred, Randers Amt, Danmark; blev begravet i Roskilde Domkirke, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Citat fra: http://www.thorshoj.dk/carl_og_sophie_hedvig.htm

Allerede som barn blev Sophie Hedevig forlovet med sin fætter, den senere kurprins Johan Georg IV af Sachsen. Forlovelsen blev imidlertid ophævet 1691 af Christian V, da kurprinsen fik interesser tilanden side og lod hoffet i København meddele, at "han ikke kunne elske prinsessen".

Nye forhandlinger om andre partier kom snart på bane bl.a. til endnu en fætter, nemlig den kommende Karl XII af Sverige, som imidlertid absolut ikke havde lyst til at gifte sig med nogen som helst, ogmed den senere tysk-romerske kejser Josef I. Ingen af disse forhandlinger førte dog til ægteskab, - den sidstnævnte mulighed, fordi prinsessen ikke ville gå med til et tysk krav om, at hun skulle konvertere til katolicismen, som det blev krævet af hende fra tysk side som betingelse for, at ægteskabet kunne indgås. For den religiøst optagede prinsesse, som delte sin bror, Prins Carls betydelige interesse for tidens pietistiske strømning, var et sådant krav om at svigte sin lutherske tro imidlertid ganske utænkeligt. Prinsesse Sophie Hedevig forblev ugift til sin død.

Så længe moderen, dronning Sophie Amalie, levede, boede prinsesse Sophie Hedevig hos hende og efter hendes død i 1714 ved selve hoffet. Da broderen, Frederik IV, indgik ægteskab med Anna Sophie Reventlow, som kort efter blev kronet som dronning efter at have været "gift til venstre hånd" med kongen i en årrække, kom det til et brud mellem kongen og hans yngre bror, Prins Carl.

Prinsesse Sophie Hedevig valgte at følge prins Carl, da han vendte hoffet i København ryggen, og fulgte med ham til godset Vemmetofte, hvor de begge tog ophold. På Vemmetofte holdt søskendeparret et ret anseligt hof på 70 personer. Prinsessen blev stort set boende på Vemmetofte resten af sit liv. Her knyttede hun sig efterhånden også stærkt til prinsens gode ven siden ungdommen, overkammerherre Carl Adolf von Plessen, så denne, der ligesom prinsesse Sophie Hedevig forblev ugift hele sit liv, efterhånden ligefrem blev opfattet som prinsessens uofficielle mand. Et senere rygte om, at de to enddaskulle have indgået hemmeligt "samvittighedsægteskab", kan ikke verificeres. "Samvittighedsægteskaber" var ellers ret almindelige i de europæiske fyrstehuse på den tid, når rangforskellen var for stormellem parterne. Et sådant ægteskab var ikke retsgyldigt, men satte parret i "en Gud velbehagelig stand". Det kan have været vigtigt for både prinsesse Sophie Hedevig og for Carl Adolf von Plessen, som begge var dybt religiøse og tog tidens pietistiske livssyn meget alvorligt.

Som prins Carl var også prinsesse Sophie Hedevig tilsyneladende et både venligt og godgørende menneske, og også hun kom til at interessere sig levende for skolebyggeri på sine godser. Utvivlsomt underpåvirkning af Carl Adolf von Plessen, som selv havde opført skoler på sine godser nord for Næstved, de såkaldte greveskoler, og som i høj grad også havde været drivkraften bag de skoler, - prinseskolerne, som prins Carl lod bygge på sine godser, Vemmetofte, Højstrup og Jægerspris, lod også prinsesse Sophie Hedevig 5 skoler, - prinsesseskolerne, opføre på sine godser Dronninglund med den nu forsvundne Dronninggård og Frederiksdal, som Christian VI sammen med Sorgenfri Slot skænkede hende ved sin tronbestigelse i 1730.

Efter sin moder havde prinsessen arvet Gjorslev og Erikstrup på Stevns, men i 1716 måtte hun dog mageskifte disse godser med kongen for Dronninggård og Børglum kloster i Jylland. Frederik IV havde brug for Gjorslev gods i forbindelse med oprettelsen af Tryggevælde rytterdistrikt, så prinsesse Sophie Hedevig måtte opgive sin plan om at bosætte sig på Gjorslev, som hun ellers var godt i gang med atlade indrette som bolig og valgte i stedet at flytte ind hos prins Carl på Vemmetofte. Ved prins Carls død i 1729 arvede prinsesse Sophie Hedevig også dennes godser Vemmetofte og Højstrup samt Charlottenborg i København og "Prins Carls Hauge" med Blågården nord for byen.

Prinsesse Sophie Hedevig overtog imidlertid ikke kun prins Carls ejendomme. Hun overtog også hans betydelige gæld, som hun i øvrigt betalte af på resten af sit liv med så stor pligtopfyldelse - bl.a.ved at sælge godset Dronninglund i Jylland -, at broderens gæld stort set var bragt ud af verden, da hun selv døde 6 år senere på Vemmetofte efter i nogle år at have været meget svagelig. Som sine forældre og sine søskende ligger prinsesse Sophie Hedevig begravet i Roskilde Domkirke.

Udover sin interesse for tidens religiøse strømninger og det nævnte skolebyggeri, som udsprang af denne interesse, havde prinsesse Sophie Hedevig også som allerede nævnt en betydelig sans for musik ogfor malerkunst, som hun også selv dyrkede. Hendes samling af håndskrifter blev efter hendes død skænket til universitetsbiblioteket i København. Sophie Hedevig, som tydeligvis havde arvet sin moders gode begavelse og tiltalende menneskelige egenskaber, efterlod sig et på alle måder smukt eftermæle.

I overensstemmelse med moderen, dronning Charlotte Amalie´s oprindelige ønske oprettede prinsesse Sophie Hedevig ved sit testamente et adeligt jomfrukloster af Vemmetofte og Højstrup med tilliggende gods. Prinsessens gode ven, Carl Adolf vonPlessen, blev den første kurator på Vemmetofte adelige Jomfrukloster og bidrog selv med egne økonomiske midler til, at klosteret klarede sig gennem de første økonomisk meget vanskelige år.

Notater:

Citat fra: http://www.thorshoj.dk/carl_og_sophie_hedvig.htm

Prins Carl var søn af Christian V og dronning Charlotte Amalie og således broder til Frederik IV og prinsesse Sophie Hedevig. Som skik var blev ansvaret for prinsens opdragelse overladt til andre bl.a. gehejmeråd Christian Sigfred von Plessen og ikke overraskende kom tysk til at spille en hovedrolle i undervisningen. Som tilfældet også var med prins Carls bror, Frederik IV, blev tysk livet igennemhans foretrukne sprog.
Allerede som barn var prins Carl sygelig, og i 1696-1699 blev han derfor sendt på et længere udenlandsophold til varmere egne i Frankrig og Italien. På denne rejse blev han ledsaget af gehejmerådens søn, Carl Adolf von Plessen , som kun var et par år ældre end den unge prins. Der udviklede sig et varmt venskab mellem prins Carl og Carl Adolf von Plessen, - et venskab, som holdt sig resten af livet, også da Carl Adolf von Plessen blev hofmester og senere (1708) overkammerherre hos Prinsen.

1703 skænkede storebror, Frederik IV, godset Jægerspris på livstid til prins Carl. Herfra havde prinsen mulighed for at deltage i jagt og ridning, som han var en stor ynder af, og få opstaldet sin kostbare samling af rideheste. Prins Carl havde tydeligvis arvet sin far, Christian V´s store begejstring for jagt, fest og farver, og så længe hans svagelige helbred tillod det, deltog Prins Carl med stor begejstring i den mere festlige del af hoflivet. Statssager interesserede ham til gengæld ikke det mindste.

På Jægerspris gods lod prins Carl opføre 3 skolehuse; ved Landerslev, ved Krabbedammen og i Gerlev. Ingen af disse skolebygninger er bevaret i dag, men fra fundatsen, som minder meget om fundatsen tilprinseskolerne på Vemmetofte, ved vi alligevel ganske nøje, hvordan de så ud.

Oprindelig blev Blågårdsarealerne i København, som ligger dér, hvor vore dages Slotsgade løber ud i Nørrebrogade, kaldt for Teglgårdsvangen efter de mange lergrave og den deraf opståede teglindustri.Den første gård på stedet blev opført i 1661 af Frederik d. 3´s statholder, Christoffer Gabel, men storhedstiden for området kom, da den livsglade prins Carl købte gården i 1707 og omdannede det til et lyststed. Som allerede nævnt var prinsen en stor ynder af ofte kostbare fester ved hoffet og ønskede sig et sted dels med en stor have, som kunne være velegnet til at holde fester i, og dels med etkomplet guldmagerværksted, så han kunne dyrke sin store interesse for alkymi. (Ikke helt overraskende efterlod prins Carl sig da også en betydelig gæld ved sin død.)

Området blev snart kendt som "Prins Carls Hauge" efter den pragtfuldt anlagte barokhave i fransk stil med fornemme springvandsanlæg, snorlige alléer af symmetrisk klippede træer, fiskedamme og små listige, intime pavilloner. Gabels oprindelige bygning blev naturligvis hurtigt alt for lille og for gammeldags til prinsen, som derfor nogen tid efter lod opførte en helt ny hovedbygning, Blågården, derfik navn efter de kostbare blå tegltage.
Den nye bygning havde blandt andet en stor havestue, som var udsmykket med pragtfulde kunstgenstande, og fra stuen var der en rigtig fin udsigt ind over søerne mod København gennem de store glasdøre.
Ved prinsens død i 1729 overgik ejendommen til hans søster, prinsesse Sophie Hedevig, og efter hendes død 1735 arvede Carl Adolf von Plessen "Haven".

Prins Carl tog aldrig del i rigets statsforretninger, men var til gengæld meget opmærksom på forholdene på sine godser. Bøndernes vilkår lå ham meget på sinde, og prins Carl hjalp gerne sine bønder ogvar med sit pietistiske livssyn også meget interesseret i at fremme undervisningen bland dem. Under påvirkning af sin gode ven og medarbejder, overkammerherre Carl Adolf von Plessen, lod han således en række skoler, de såkaldte Prinseskoler, opføre på sine godser Vemmetofte, Højstrup og Jægerspris. Af disse tidlige skoler er i dag kun Prins Carls Skole i Store Torøje ved Vemmetofte bevaret.

Da broderen, Frederik IV, lod sin ´hustru til venstre hånd´, Anna Sophie Reventlow, krone til dronning i 1721 få uger efter dronning Louises begravelse, kom det til et brud både med kronprinsen, den senere Christian VI, som da heller ikke forsømte lejligheden til at hævne sig på stedmoderen, da han selv blev konge, og til prins Carl, som sammen med den ugifte søster, prinsesse Sophie Hedevig, valgte at vende hoffet i København ryggen og i stedet tage fast ophold på Vemmetofte.

Så længe hans svagelige natur tillod det, tog prinsen ivrig del i jagt og ridning på hestene fra hans kostbare stald. Prins Carl, som foruden sit svagelige helbred efterhånden også blev meget tunghør,var uden tvivl et både venligt og godgørende menneske, som har glædet mange, men nogen stor personlighed synes han dog ikke at have været.

Forholdet mellem prins Carl og Frederik IV blev bedre med tiden, og prins Carl gik endog ind på at stå fadder til et af kongens børn med dronning Anna Sophie. Med Anne Sophie fik kongen syv børn, somdog alle døde som spæde eller små.

Prins Carl døde i 1729 på Vemmetofte og ligger begravet i Roskilde Domkirke. Han efterlod sine besiddelser, herunder bl.a. Vemmetofte, og sin betydelige gæld til prinsesse Sophie Hedevig, som hun i øvrigt betalte af på resten af sit liv med så stor pligtopfyldelse, at broderens gæld stort set var bragt ud af verden, da hun selv døde 6 år senere.