Didrik Jacob Schimmelmann

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Demmin, Mecklenburg-Vorpommern, Tyskland

Notater:

Beskæftigelse:
Købmand og senator i Dennim

Beskæftigelse:
Pommernsk Konsistorialraad, Købmand, Senator, siden Præst

Didrik blev gift med Esther Elisabeth Ludendorff den 16 feb. 1708. Esther blev født i 1684; blev døbt den 22 aug. 1684; døde i 1752. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Jakob Schimmelmann, døbt 17. Juni 1712 i Demmin. Han studerede Theologi og var 1741-65 Præst i Gross-Luckow ved Pasewalk, hvor han (24. Okt. 1741) ægtede Datteren af sin Forgjænger i Embedet MargretheSabine Neye (f. 4. Marts 1723 d. 17. Dec. 1774 Stettin).

Han besøgte ifølge Schmidt v. Lübecks Fortælling sin Broder paa Ahrensburg og kom, midt under et stort Gjæstebud, alt andet end festlig klædt. Han blev dog venlig modtaget af Broderen, der skaffede ham Titel af Konsistorialraad og udsatte en aarlig Pension for ham af 1000 Rdh. Han flyttede til Stettin, hvor han kjøbte flere Huse og et Sejlskib, og ved et udpræget Handelstalent erhvervede han sig Formue, men beskæftigede sig iøvrigt kun med lærde Studier og udgav 1777 en tysk Oversættelse af Eddaen. Han døde 17. Dec. 1774 i Stettin og er gravsat i St. Maria Stiftskirken.

Beskæftigelse:
Præst i Gross-Luckow ved Pasewalk

Titel:
Konsitorialråd

Jakob blev gift med Margrethe Sabine Neye den 24 okt. 1741. Margrethe blev født den 4 mar. 1723; døde den 17 dec. 1774 i Szczecin (før: Stettin), Polen. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: Ridder af Elefanten
• Beskæftigelse: Gehejmeraad, Generalintendant, Gesandt (Ambassadør), Skatmester, Godsejer
• Bopæl: Lindenborg, Blenstrup, Rebild, Aalborg, Danmark; Oprindeligt navn Næs eller Næsborg og fra omkring 1670 fik den navnet Daasborg. Sophie Amalie Lindenov fik 1681 ophøjet Daasborg til lensbaroni under navnet Lindenborg, da hun lod Christian 5.s søn Christian Gyldenløve indsætte som arving. Lensbaroniet blev nedlagt 1753, og grev A.G. Moltke overtog Lindenborg, som han i 1762 solgte til H.C. Schimmelmann. Det blev atter baroni 1764 og var 1781-1923 grevskab.
• Bopæl: København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark

Notater:

Stifter af den Danske grevelige linje. Skatmester leder af rigetsfinanser, Elefantridder og lensgreve. I 1759 købte han Ahrensburg Slot, i 1762 Lindenborg Slot, 1773 byggede Wandsbeck Slot, 1768 erhvervede han af staten Hammermøllen med Kronborg geværfabrik og Hellebækgaard. 1769 købte han sukkerrafinaderiet på Christianshavn og 4 plantager på de Vestindiske øer.


Schimmelmann, Heinrich Carl (Demmin 1724 - Kopenhagen 1782, begraben in Hamburg-Wandsbek).Graf, Großkaufmann, Finanzminister. Er gründete sein Vermögen als Heereslieferant Friedrichs des Großen von Preußen und Generalpächter der sächsischen Zölle. Er war sowohl Kriegsspekulant als auch Parvenu, aber eben auch ein Finanzgenie. Man sagte, dass alles was er anfasste, zu Gold wurde. Unter den europäischen Höfen, die ihn an sich binden wollten, siegte der dänische Hof. In Ahrensburg und Wandsbek hatte er schon Herrensitze eingerichtet, ehe er 1761 in Kopenhagen das Berckentinsche Palais (Odd Fellow-Palæ) kaufte und umbaute. Dänemark war für ihn attraktiv wegen seiner Tropenkolonien. Als neuer Finanzminister war er erfinderisch im Auftreiben von Finanzmitteln. Seine Politik war nicht merkantilistisch, er setzte sich auch für landwirtschaftliche Reformen ein. Der dänische Walfang reizte ihn besonders als Investitionsobjekt. Schimmelmann wurde noch reicher durch den Kauf der königlichen Zuckerplantagen in Westindien und durch die Übernahme der staatlichen Zuckerfabrik und der Gewehrfabrik. Zudem war er Großaktionär der Asiatischen und der Westindisch-Guinesischen Kompanie. Seine Aktivitäten im In- und Ausland hingen immer zusammen, so dass Produktion, Handel und Kapitalbeschaffung bei ihm zusammen liefen. Als Politiker und als Unternehmer, privat und staatlich konnte er sozusagen mit sich selber verhandeln. Trotz Loyalität gegen den Staat war er auf eigenen Vorteil aus. Selbst Struensee behielt ihn im Amt. Fünf seiner Kinder brachte er in Adelsfamilien unter. Er wurde Ritter des Elefantenordens, Graf und Mitglied der holsteinischen Ritterschaft durch den Besitz von Ahrensburg, wo er normalerweise wohnte. Nur im Winter hielt sich die Familie Schimmelmann in der Bredgade auf.

Kilde: http://www.tyskforlaget.dk/SpurenBiografie.html

Lensfriherrepatent (16-04-1762), Lensgrevepatent (28-04-1779)

Grevskabet Lindenborg (18-06-1781 - 1. Besidder), Daasborg , Blenstrup
Det Schimmelmann'ske Fideikommis (xx-xx-17xx - Erector)

_______________________________________________________________

Heinrich Carl Schimmelmann ( 1724 - 1782)

Heinrich Carl Schimmelmann var grosserer og finansmand og spillede en betydelig rolle i finanspolitikken i det danske rige igennem to årtier i 1700-tallet.

Han blev født 13. juli 1724 i Demmin i Pommern i Tyskland og begyndte sin karriere først i Stettin (nu Szczecin i Polen), derefter i Dresden som leverandør af militært materiel til det prøjsiske og den saksiske hær. Han købte porcelænmanufakturet i Meißen og kunne sælge den senere med god fortjeneste. 1759 flyttede han til Hamburg og købte godset Ahrensburg nord for byen for at beholde det hele livet.

I Hamburg mødte han Johann Hartwig Ernst Bernstorff, der dengang var dansk udenrigsminister og kort efter inviterede han ham til København. H.C. Schimmelmann blev ansat i kommercekollegiet, i dag ville man sige: finansministeriet, og i løbet af få år avancerede han til leder af statsfinanserne. I 1762 blev han Ridder af Danneborg og tog det Berkentinske Palæ i besiddelse, det senere er blevet tilOdd Fellow Palæet.

Danmarks økonomi var i vanskeligheder dengang – eksporten var beskeden, og staten havde store gældsforpligtelser. H.C. Schimmelmann evnede at skaffe billigere statslån, og han introducerede en generelindkomstskat som statens vigtigste indtægtskilde. Hans betydningsfulde bidrag til en sund samfundsøkonomi var styrkelse af udenrigshandelen, hvilket han også havde en egeninteresse i. Danmark havde handelsstationer i Vestafrika, det nuværende Ghana, og H.C. Schimmelmann ejede store sukkerrørsplantager i Caribien, hvor der var brug for billig arbejdskraft: slaver fra Afrika. Han etablerede et sukkerraffinaderi på Christianshavn, og dermed blev grunden lagt til trekantshandelen. Også grundlæggelsen af det Asiatiske Kompagni skete i denne periode.

H.C. Schimmelmann kom på nært hold af Christian 7. – han deltog i dennes udlandsrejse i 1768 og kunne få ham til at skille sig af med ’Støvlet-Katrine’. Da Struensee kom til magten i 1770, så Schimmelmann i første omgang velvilligt på hans reformer. Hans Hustru, Caroline Tugendreich fik et godt forhold til Caroline Mathilde. Men snart kunne Schimmelmann gennemskue Struensees utilbørlige opførsel og trak sig tilbage fra hans omgangskreds. Efter Struensees fald i 1772 vendte han tilbage for at styre statens finanser. I 1773 blev han leder af det nyoprettede skatkammer, og han blev også ridder afElefantordenen. I 1779 udnævntes han til lensgreve. Han havde fortsat stor indflydelse på Danmarks udvikling til en handels- og søfartsnation, idet han medvirkede til etablering af Det kgl. Grønlandske og Det islandske Kompagni, til udvidelse af skibsbyggeriet og til anlæg af Kielerkanalen.

Heinrich Carl Schimmelmann døde i 1782. Ud fra de foreliggende kilder kan det ikke ses, om han var medlem af Skt. Petri menighed, men hans tætte forbindelser til de toneangivende tyske familier i København gør det sandsynligt. Han har i hvert fald ydet et vigtigt bidrag til de gode dansk-tyske relationer i tid.

Tekst: Wulf Wätjen

Heinrich blev gift med Caroline Tugendreich Friedeborn i 1747 i Dresden, Sachsen, Tyskland. Caroline blev født den 29 sep. 1730 i Görlitz, Sachsen, Tyskland; døde den 30 nov. 1795 i Hamburg, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Carl Diederich Schimmelmann, f 10. Sept. 1742 i Gross-Luckow, ansat ved Lotteriet i Altona, udnævnt 1769, 6. Marts, til dansk Agent (med Justitsraads Rang) i Hamborg.

Beskæftigelse:
Ansat ved Lotteriet i Altona, udnævt 6.3.1769 til dansk Agent i Hamborg med titel af Justitsråd

Notater:

v. Schimmelmann, Heinrich Ludvig Ernst, 1743-93, Generalgouvernør.

Han var Søn af Konsistorialraad Jacob S. og Margrethe Sabine f. Neye,
fødtes 10. Sept. 1743 i Gross-Luckow, hvor Faderen var Præst,
kom som ung i Skatmesterens Hus i Hamborg og 1765 til
Kjøbenhavn, hvor han førte Hovedbogen for sin Onkel.

1768 sendtes han til Vestindien for at bestyre de Schimmelmannske Plantager.
1769 blev han Medlem af det sekrete Raad paa St. Croix, 1771
Medlem af Regeringsraadet og Justitsraad. 1773 blev han
Gouvernør ad interim og Kommandant paa St. Thomas med
Oberstlieutenants Karakter. 1776 blev han Oberst, 1781 Vicegouvernør og 1785
Generalgouvernør med Rang af Generalmajor. 1789 blev han sat
paa Vartpenge. 1780 optoges han i Adelstanden.

S. udmærkede sig ved sin humane Optræden over for den farvede Befolkning paa
de dansk-vestindiske Øer. Han døde 4. Dec. 1793 i Kjøbenhavn.
S. ægtede 19. Sept. 1775 paa St. Croix Henriette Cathrine Schaffer,
f. Lexmond (f. 1741 i Utrecht, d. 15. Maj 1816 i Odense), Datter
af den hollandske Generalgouvernør i Kapkolonien L. og Enke efter
Justitsraad, Byfoged paa St. Thomas Vilhelm S. Hun ejede
Lyststedet Skodsborg.

________________________________________________________________________________

Heinrich Ludvig Ernst von Schimmelmann, født 8. Dec. 1743 i Gross-Luckow, kom som ganske ungt Menneske i Skatmesterens Hus, arbejdede først paa Kontoret i Hamborg, senere fra Marts 1765 i Kjøbenhavn,hvor han førte Hovedbogen. 1768 sendtes han til Vestindien for at bestyre Onklens Plantager, blev 1769, 21. Marts, Medlem af det sekrete Raad paa St. Croix, 1771, 7. Sept., Medlem af Regeringsraadet og Justitsraad. 1773, 21. April, faar han ved Kabinetsordre Befaling til at begive sig til St. Croix , for sammesteds at arbejde efter visse med Vores Hensigter overensstemmende Planer”
S. A. blev han Interimsguvernør og Kommandant paa St. Thomas med Oberstlieutenants Karakter. 1776, 18. Jan., blev han Oberst, 1781, 5. Febr., Viceguvernør og 1785, 30. Nov., Generalguvernør med Generalmajors Charge. 1780, 29. Jan., optoges han i Adelsstanden. 1789, 15. Maj, blev han sat paa Vartpenge.

Han døde 4. Dec. 1793 i Kjøbenhavn og er begravet paa Garnisons Kirkegaard ud mod St. Annæplads, hvor hans Gravsten endnu ses. I hans Gravskrift omtales hans store Humanitet overfor Negerslaverne.

Han ægtede 19. Sept. 1775 paa St. Croix Henriette Cathrine van Lexmond, født 1741 i Ütrecht, Datter af hollandsk Generalguvernør i Kapkolonien og Enke efter Justitsraad, Byfoged og Byskriver i Frederiksstad paa St. Thomas Vilhelm Schäffer. (Af dette Ægteskab blev Datteren Marie Sophie Schäffer 1. Febr. 1787 paa St. Croix gift med Kammerherre v. Walterstorff, død 14. Okt. 1813.) Hun arvede en betydelig Formue efter Manden, der ejede Plantagerne La Reine og Constitutionhill, men mistede den største Del ved Statsbankerotten. Af Resten, ca 60,000 Rdlr., oprettede hun et Fideikommis. Om Vinteren boede hun i Kjøbenhavn i Amaliegade, om Sommeren paa det hende tilhørende Skodsborg. Hun døde 15. Maj 1816 i Odense.

Louis Bobé.

Beskæftigelse:
Generalmajor, Generalguvernør over Dansk-Vestindiske Øer

Heinrich blev gift med Henriette Cathrine Lexmond den 19 sep. 1775 i St. Croix, Vestindien (nu: Virgin Islands, USA). Henriette blev født i 1741 i Utrecht,Utrecht Holland,; døde den 15 maj 1816 i Odense, Odense Herred, Odense Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Dansk politiker, sønn av Heinrich Carl Schimmelmann. Skattmester etter statskuppet 1784, fortsatte farens virksomhet som leder av statsfinansene inntil han måtte gå av etter statsbankerotten 1813. Hanbeholdt likevel sin plass i statsrådet, og var utenriksminister 1824-31. Schimmelmann fikk opphevet negerslaveriet på de danske øyer i Vest-India.


___________________________________________________________________________

Den hovedrige handels- og finansminister, Ernst Schimmelmann var den største plantageejer i Dansk Vestindien med over 1.000 slaver i sin besiddelse. Hans udstrakte imperium skyldtes ikke mindst hans fader, Heinrich Carl Schimmelmann, der ligeledes som finansminister behændigt havde solgt det Vestindiske Kompagnis plantager billigt til sig selv, da kompagniet overgik til staten i 1754.
Schimmelmann følte sig imidlertid ramt af tidens voksende misbilligelse mod slavehandelen, selv om han jo også havde ikke så ubetydelige forretningshensyn at tage - sukkerplantagerne i Dansk Vestindien kunne ikke i længden klare sig uden jævnlig tilførsel af nye slaver, dertil oversteg dødsfaldene som følge af det hårde arbejde fødselstallet blandt slaverne med alt for stor margin. Og reformer, der kunne lette arbejdet, betragtedes stadig væk som en utidig indgriben i den hellige private ejendomsret, som hverken behagede slaveejerne eller regeringen.
I 1792 lykkedes det imidlertid Schimmelmann at manøvrere sig igennem med sit ønske om en mere human slavepolitik uden at sætte sin økonomi over styr. Kongen forbød således slaveindførslen på de Vestindiske Øer - men først med virkning fra 1803. Og hvor stor ære Schimmelmann end har fået herfor, kostede det ham ret beset ikke en øre.
Dels var der ti år til at intensivere slavehandelen i, og i det ene tiår voksede slavebestanden i Dansk Vestindien med hele 30% til et antal på 35.000, dels blev skatten på indførslen af kvindelige slaver ophævet (og fordoblet på mandlige) med det slet skjulte formål at optimere sandsynligheden for, at plantagerne lettere kunne blive selvforsynende efter slavehandelens ophør, og dels var det netopkun indførslen af slaver, der blev forbudt, mens den interne handel på øerne kunne fortsætte fuldt legalt.
Kilde: http://www.faklen.dk/dk/faklen/08/slaveriets.shtml

___________________________________________________________________________

Schimmelmann, Heinrich Ernst (Dresden 1747 - Kopenhagen 1831), Graf , Unternehmer, Finanzminister. Sohn von Heinrich Sch. Verheiratet mit Reichsgräfin Emilie Rantzau in Ahrensburg, in zweiter Ehe mitCharlotte Schubart. Bruder von Julie Sch., verh. Reventlow. Von seinem Vater zum Nachfolger als Finanzminister bestimmt. Auf eine große europäische Studienreise geschickt. wo er alle aktuellen Philosophen und Schriftstller seiner Zeit las. 1767 kam er zurück, lernte Dänisch und begann als Verwalter der Gewehrfabrik seines Vaters in Hellebæk. Dann kamen verschiedene Posten in der Finanz- und Wirtschaftsverwaltung. Obwohl er finanziellen und wirtschaftlichen Verstand besaß, fehlte ihm der Machtwillen seines Vaters, um sich durchzusetzen. 1784 wurde er Finanzminister. Er profitierte aber in seiner Amtszeit von der Neutralitätspolitik des Staates durch seinen privaten Kolonialhandel. Er wandte sich gegen inflationäre Politik und wünschte für das Land eine unabhängige Nationalbank. Eine Zollreform, eine Auslandskonsulatsverfassung und Liberalisierungen sind sein Werk. Mit A.P. Bernstorff und Chr.D. Reventlow kam er gut aus. Erst nach Bernstoffs Tod und der Machtübernahme des Kronprinzen brach seine Politik zusammen. Den Staatsbankrott hat die öffentliche Meinung ihm angelastet und nicht dem König, und 1813 trat er zurück Aber als Außenminister bekam er 1824 - 1831 ein Comeback. Mit denvon seinem Vater geerbten Plantagen und der Zuckerfabrik auf Christianshavn, mit der Gewehrfabrik und einer Papierfabrik sowie einer Kupfermühle war er der reichste Bürger Dänemarks. Selber Besitzer von Sklaven schaffte er den Sklavenhandel 1792 ab, doch nicht die Sklaverei. Er war ein großzügiger Mäzen und Mittelpunkt des gesellschaftlichen Lebens in der Stadt. Nach dem Tode seiner Frau ging es bergab mit ihm, auch wirtschaftlich. Seine Ehen waren kinderlos. Als Mensch war er zuvorkommend, pragmatisch und freundlich. Als Politiker waren Kompromisse natürlich für ihn, z. B. gegenüber den Flensburger und Kopenhagener Seehandelshäusern. Begraben in der St. Petri-Grabkapelle. Eine Straße in Gentofte ist nach ihm benannt

Kilde: http://www.tyskforlaget.dk/SpurenBiografie.html

___________________________________________________________

Heinrich Ernst Schimmelmann (1747- 1831)

Heinrich Ernst Schimmelmann, der ofte går under navnet Ernst Schimmelmann, var Heinrich Carl Schimmelmanns ældste søn og blev født i Dresden 4.12.1747. Han fik en god uddannelse og blev sendt på dannelserejser til Schweiz, England, Tyskland og Nederlandene. I 1762 flyttede han sammen med sin familie til Danmark og blev konferenceråd fem år senere. Hans første hustru, Emilie Rantzau, døde tidligt,hvorefter han giftede sig med Charlotte Schubart, der var svigerinde til Ludwig Reventlow. Hun fik snart en vigtig rolle i det københavnske kunsts- og kulturliv.

Efter Struensees fald i 1772 blev Danmark ledet af den såkaldte kabinetsregering under Ove Hoegh-Gudberg, idet den sindslidende kong Christian 7. var ude af stand til at lede landet, og fordi hans sønmed dronning Caroline Mathilde, kronprins Frederik, var for ung. Denne blev først med 16 år i 1784 gammel nok til at regere. H.E. Schimmelmann havde sammen med Christian Ditlev Reventlow og Andreas Peter Bernstorff i hemmelighed forberedt kabinetsregeringens afsættelse.  Samtidigt skulle kronprins Frederik indsættes som landets retmæssige regent. 1. præst ved Skt. Petri, Balthasar Münter, deltog idisse hemmelige forberedelser, og kirken blev brugt som et af mødestederne. Kuppet lykkedes, og Schimmelmann dannede sammen med Reventlow og Bernstorff reformkabinettet under kronprinsen, den senere kong Frederik 6. De tre adelige kunne realisere en række moderne love som ophævelse af livegenskabet og landbrugsreformerne, politivæsenets organisering, vej- og skoleforvaltning m.v. 

H.E. Schimmelmann var personlig modstander af slaveriet, og uanset at han efter faderens død i 1782 selv blev slavehandler, satte han alt ind på at afskaffe menneskehandelen. Han mødte dog kraftig modstand fra andre adelige og sklavehandlere. Han kunne få kronprinsen med på ideen, og det førte til ’Forordningen om Neger-Handelen’ af 1792, hvorefter det fra 1803 blev forbudt den danske konges undersåtter at undersåtterne af den danske konge at drive slavehandel. Denne lov dannede skole i de øvrige kolonialmagter i Europa.

Schimmelmanns hustru Charlotte blev midtpunkt i den nye salonkultur i København og formåede at samle både diplamater og højere embedsmænd samt tidens betydeligste kulturpersonligheder i det Berckentinske palæ (i dag Odd Fellow Palæet i Bredgade) eller i familiens sommerslotte Sølyst i Klampenborg og Hellebækgård.  Her mødtes bl.a. Friederike Brun, H.C. Ørsted, Jens Baggesen og Adam Oehlenschläger.Familien Schimmelmann benyttede en del af deres formue som mæcener for kunst og kultur. Således finansierede de dannelsesrejser for Baggesen og Oehlenschläger, og da det blev kendt, at den tyske digter Friedrich Schiller levede i stor fattigdom, fik han et flerårigt stipendium.

Krigen mod englænderne, der mundede ud i Københavns bombardement i 1807, medførte en slem økonomisk nedgang for Danmark (’statsbankerotten’). Også de Schimmelmannske besiddelser blev hårdt ramt. H.E.Schimmelmann gennemtvang som finansminister en upopulær valutareform, der kun langsomt viste en positiv effekt. Han måtte forlade finansministeriet, men han forblev medlem af regeringen indtil sin dødi 1831.

H.E. Schimmelmann var aktivt medlem af Skt. Petri menighed og havde posten som kgl. Patron i 31 år. Hans handlekraft kom på en hård prøve for at sikre menighedens fortsatte beståen efter 1807 med en stærkt beskadiget kirke. Tårnet havde ganske vist overlevet (som det eneste af de københavnske kirketårne), men resten af kirken og gravkapellerne var en ruinhob, og kirkelige handlinger kunne kun afholdes med helligånds-menighedens velvilje i deres kirke på Strøget.
Ved en menighedsforsamling i 1814 med deltagelse af Schimmelmann blev man enig om at fortsætte som selvstændig menighed, og at gøre alt for at retablere bygningerne. De hertil fornødne midler blev rejst gennem en indsamlingsaktion, hvor Schimmelmann udnyttede sine gode relationer til kongehuset, den danske adel og hertugdømmerne, og også Københavns befolkning bidrog til, at ’en af hovedstadens ældste prydelser kunne bevares’, som det hed i opfordringen til at give bidrag.

Schimmelmann døde i 1831. H.C. Ørsted skrev i en nekrolog over ham: han var et menneske, ’som med sin vidt spændende ånd ikke kunne blive til andet end en verdensborger’ og: ’at man kan være en sand verdensborger og alligevel med inderlig varme elske sit eget land’ (min oversættelse fra tysk). Og dette land var Danmark for Heinrich Ernst Schimmelmann. Han er bisat i gravkapellerne sammen med sineto hustruer.

Tekst: Wulf D. Wätjen

Kilder:
Beyer, J. + Jensen, J.: Sankt Petri Kopenhagen 1575-2000. Kopenhagen 2000
Bobé, L.: Die deutsche St. Petri Gemeinde. Kopenhagen 1925
Politikens Danmarkshistorie i 14 Bind. København 1962-66
Dansk Wikipedia

___________________

Familien Schimmelmann
En af de fremtrædende familier inden for den tysksindede kreds var Schimmelmann. Grev Heinrich Ernst Schimmelmann havde rejst meget i sin ungdom i hele Europa. Han interesserede sig entusiastisk for videnskab og kunst, men virkede fra 1773 som embedsmand i den økonomiske sektor. Ved det danske statskup i 1784, da kronprins Frederik VI kom på tronen, deltog Schimmelmann på kronprinsens side, og hanblev hurtigt dybt involveret i arbejdet med reformer som bl.a. leder af landets økonomiske politik, senere - i 1789 - som statsminister. Også hans kone Charlotte Schimmelmann var en meget veluddannetog interesseret person, der både kunne medvirke ved politiske diskussioner og deltage i mere kunstneriske udfoldelser. Tilmed var hun meget franskinteresseret.

Der udspillede sig i årene omkring 1800 en omfattende selskabelighed hos H.E. Schimmelman og fru Charlotte i form af middagsselskaber, opførelser af skuespil og musikalske aktiviteter. Fruen i huset holdt ofte salon, hvor medlemmer af kongefamilien, udenlandske diplomater, aristokrater, indflydelsesrige borgere samt kunstnere og litterater hyggede sig med at læse højt, konversere, musicere og hørede seneste nyheder. Blandt de udøvende gæster var Christian VIII's første kone Charlotte Frederikke, som sang og spillede harpe, den unge Oehlenschläger, som sang og spillede klaver og Schimmelmanns plejedatter Louison, der også medvirkede på harpe.

Beskæftigelse:
Minister

Titel:
Greve

Heinrich blev gift med Amalie (Emilie) Caroline Christiane Rantzau den 18 sep. 1775 i Ahrensburg, Slesvig-Holsten, Tyskland. Amalie (datter af Ditlev Carl Rantzau og Gisele Christiane von Stammer) blev født den 2 jun. 1752 i Burg, Ditmarsken, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 6 feb. 1780 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Heinrich blev gift med Magdalene Charlotte Hedevig Schubart den 24 maj 1782 i Skt. Petri kirke, København, Danmark. Magdalene (datter af Carl Rudolph Schubart og Inger Hedvig de Løvenskiold) blev født den 10 aug. 1757 i Fossum, Oslo, Norge; blev døbt den 19 aug. 1757 i Gjerpen Kirke, Skien, Norge; døde den 2 dec. 1816 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; blev begravet i Skt. Petri kirke, København, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

TITEL: Greve, Kammerherre

Frederik blev gift med Ernestine Frederikke von Ahlefeldt den 20 feb. 1778. Ernestine (datter af Heinrich von Ahlefeldt og Frederikke Marsialia Krag) blev født den 2 jul. 1753 i Eckernförde, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 6 maj 1796 i Hamburg, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

TITEL: Comtesse

Adelaide blev gift med Henrik Frederik Baudissin den 16 sep. 1776 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Henrik (søn af Heinrich Christoph Baudissin og Susanne Magdalene Elisabeth Zinzendorf Und Pottendorf) blev født den 1 dec. 1753 i Dresden, Sachsen, Tyskland; døde den 17 maj 1818 i Kiel, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Kilde: DAA 1939 p76: II,3*
• Link: https://www.nordschleswiger.dk/de/deutschland-suedschleswig/deutsch-daenische-geschichte-daenisch-wohld

Notater:

Juliane (Julie) Reventlow f. Schimmelmann
16 feb. 1763 - 27 dec. 1816

Julie Reventlow, malet som ung i 1784 af Angelica Kaufmann. Den hovedrige Heinrich Schimmelmanns datter Julie blev i 1779 gift med greve Fritz Reventlow, og ti år senere trak han sig tilbage fra diplomatiet for at slå sig ned på godset Emkendorf i nærheden af Kiel. Julie Reventlow blev på Emkendorf efterhånden midtpunktet i en kreds af digtere, kunstnere og kulturelt interesserede aristokrater.

Hun brevvekslede med tidens ledende åndspersonligheder, og Emkendorf blev et gæstfrit kulturcentrum i Holsten. Under Den franske Revolution kom mange emigranter på kortere eller længere ophold på godset. Det kostede mange penge at udfolde denne gæstfrihed og aktivitet, og indtægteme kom blandt andet fra de schimmelmannske plantager i Dansk Vestindien. Julie Reventlow var levende optaget af oplysningsarbejdet blandt godsets undersåtter.

Julie Reventlow var et fint og følsomt Menneske og i Besiddelse af Faderens Virketrang. Hun var overordentligt humant indstillet og f.Eks. den drivende Kraft for Negerslaveriets Ophævelse, som Broderen Ernst Schimmelmann først af alle gennemførte paa de dansk-vestindiske Øer . Hun interesserede sig ogsaa for Højnelse af Bondestandens Kaar og har, ligesom Søsteren Caroline Baudissin paa Knoop, skrevet "Bøger for Bønderne" (1791). Hun havde en høj Stjerne hos Familien paa Pederstrup, selvom hendes Mand og Statsministeren en Overgang stod i et Modsætningsforhold i Spørgsmaal vedrørende det holstenske Ridderskab. Hun var overordentlig godgørende paa sit Gods, og Emkendorf blev paa det pragtfuldeste udstyret med Vægdekorationer, Malerier og Møbler, hvoraf en Del indkøbtes paa Rejser i Italien.Hjemmet var yderst gæstfrit . Franske Emigranter stod det aabent, og Tidens Skønaander gik ud og ind. En stadig Forbindelse opretholdtes ogsaa med den anden ikke mindre betydningsfulde Kreds - LouiseStolbergs - i Tremsbüttel og senere paa Vindeby.

Med Julie Reventlows Helbred gik det hurtigt ned ad Bakke. Hun var meget religiøst indstillet og tilhørte en Kreds af religiøse Mystikere som Prins Carl af Hessen og flere af Bernstorfferne, saaledesmærkværdigvis den klare og virkedhedsnære A. P. Bernstorff. Spiritisme og Tro paa Sjælevandringen var ikke Kredsen fremmed, og i 1793 formaaede man den kendte schweiziske Vækkelses-prædikant, Filosofog Skønaand J. C. Lavater til at komme til Danmark paa et kort Besøg, hvor han boede hos Bernstorffs. Allerede ti Aar for havde Reventlows paa Rejsen ned til Rom opsøgt Lavater i Zurich. Nu gjorde hanet kort Ophold paa Emkendorf paa Vejen til København og paa Tilbagerejsen en Maaned senere et længere Ophold paa Schimmelmanns Slot i Wandsbeek , hvor Julie Reventlow havde taget Ophold. I sin Dagbogbeskriver Lavater hendes svagelige Ti lstand: »Grevinde Julie Reventlow besvimede og spyttede Blod som sædvanligt, hvad den ringeste Bevægelse bevirkerEfter Aftensmaaltidetsad vi atter en kort Stund om den blodspyttende Grevindes Seng og gik til Ro kort for Kl. 12.Hun har nu lykkelig fuldendt sin Løbebane den gode Julie som vi ønske at ende vor; vi jage efter Maalet, hun har naaet det; hun er nu en Guds Engel, der usynlig omsvæver de gode; hun styrker, hun trøster, hun advarer. Virksom var hun her i at udrette det gode; hvad vil hun ikke være, befriet fra de jordiske Baand!«.

Det var hensynet til hendes helbred, der medførte, at Fritz Reventlow opgav sin virksomhed som gesandt, og i lange perioder var Julie Reventlow sengeliggende. Helt frem til sin død i 1816 øvede hun imidlertid en betydelig indflydelse på det kulturelle miljø i hertugdømmerne.

Dansk Biografisk Leksikon 1933-43 bind 19:

J. R. henlevede sin Barndom i Kbh. som den rige og almægtige Finansmands meget feterede Datter. Som ganske ung blev hun gift med Grev Fritz R. til Emkendorf og gled herved over i et helt andet Milieu.Svigerfaderen, den gamle adelsstolte Grev Ditlev R., var oprindelig meget mod Partiet, og det varede længe, inden han fuldt ud vilde anerkende Parvenuens Datters Optagelse i Familien, men dels A. P. Bernstorffs personlige Paavirkning, dels J. R.s kvindelige Ynde og naturlige Hjertelighed tøede omsider den gamle Hugaf op.

J. R. blev hurtigt Midtpunktet i Hjemmet paa Emkendorf. Med aldrig svigtende Omhu tog hun sig af de talrige Gæster, der til Stadighed bevægede sig gennem Slottets Gemakker, og selv om hun i lange Perioder var svagelig og maatte ligge til Sengs, administrerede hun med Overlegenhed den store Husholdning. Ligesom sin ægtefælle var hun stonalistiske Indflydelse inden for Hertugdømmets Præstestand og Skolevæsen.

Paa mangfoldige Maader viste hun sin Tro i sine Gerninger. Hun var utrættelig som praktisk Sjælesørger for Godsets undergivne, og med usvækket Iver lagde hun sin Broder Ernst Schimmelmann paa Sinde atgøre noget effektivt til Gavn for Familiens talrige Negerslaver paa Plantagerne i Vestindien. Naar den danske Stat gik i Spidsen for Negeremancipationen, har den varmtfølende Slotsfrue paa Emkendorf en væsentlig Del af æren herfor. Ogsaa i Mandens politiske Arbejde tog hun Del. Ligesom han fulgte hun med Rædsel den franske Revolutions Forløb, og med Afsky var hun Vidne til Forøgelsen af NapoleonsMagt over Europa.

Frederik VI.s Ideer, som de begge et langt Liv igennem saa energisk kæmpede for. - Maleri af Angelica Kaufmann 1784 (Thaulow-Museum i Kiel, Ahrensburg, Altenhof) og Je ns Juel (forhen hos Johan Hansen). Medaillon af J. T. Sergel 1784 (Ahrensburg, Thaulow-Museum ).

_____________

Dansk Biografisk Leksikon (1900):

Reventlow, Frederikke Juliane Grevinde, 1763-1816. Hun
var Datter af Skatmester, Gehejmeraad Heinrich Carl Greve
Schimmelmann og Caroline Tugendreich adopteret v. Gerstorff og
fødtes 16. Febr. 1763 i Kjøbenhavn. Hun ægtede i ung Alder
16. Avg. 1779 paa Ahrensburg nedennævnte Friedrich Greve
Reventlow til Emkendorf (d. 1828). Begavet af Naturen med et blændende
Ydre, mørke, dybe Øjne, et pragtfuldt Haar, i Besiddelse af rige
Evner i Forbindelse med en sjælden Kundskabstrang og levende
Fantasi gjorde hun Emkendorf til Midtpunktet for det aandelige
Liv i Hertugdømmerne, saa at det endog efter Mignets Ord havde
Ry som et «evropæisk Akademi». Her færdedes Klopstock og
Brødrene Stolberg, Voss og Claudius, Jacobi, Niebuhr og Reinhold,
her fandt de proskriberede fra 18. Fructidor, der havde taget
Ophold i Hamborg, et gjæstevenligt Opholdssted. Lafayette og
Dumouriez, Greverne Portalis, Fader og Søn, General Mathieu Dumas
og mange andre af Frankrigs bedste, den Gang fredløse Sønner vare
Gjæster i dette Hjem og have med Taknemmelighed baaret dets
Ry vidt ud over Danmarks Grænser. Grevinde Julie R. var Sjælen
i denne Kreds, hun sørgede for alt og alle; tidlig svagelig og i
de sidste 10 Aar af sit Liv sengeliggende betragtede hun i Følge
sin religiøse Livsanskuelse sine Lidelser som paalagte hende til
Prøvelse og beskyldes ogsaa for at have plejet sin Sygdom i
den Hensigt at gjøre sig interessant. Slægt og Venner samledes
stadig om hendes Leje, hvorfra hun til sin Død i mange Aar med
stor Aandslivlighed styrede sit Hus, reformerede Godsets Skoler og
skrev Bøger til Læsning for Bønder og Almuesfolk. Hun udgav
saaledes «Sonntagsfreuden des Landmannes» (1791), «Kinderfreund
od. Unterrichten in Gesprächen» (1793) samt skrev Bidrag til J. G.
Jacobis «Taschenbuch». Voss har i Forbindelse med sine
pietetsløse Angreb paa Stolberg efter Grevindens Død rettet et Udfald
mod den sværmerisk-mystiske, katholskvenlige og mod anderledestænkende
utaalsomme Aandsretning, der udgik fra hende og hendes
Hjem. Julie R. afgik ved Døden 27. Dec. 1816 paa Emkendorf.

F. H. Jacobis Briefwechsel II, 16 ff.
Souvenirs du général M. Dumas III, 159 f.
W. Herbst, J. H. Voss II, 142.

Friederikke blev gift med Greve Friedrich (Fritz) Reventlow den 16 aug. 1779 i Ahrensburg, Slesvig-Holsten, Tyskland. Friedrich (søn af Lensgreve Detlef de Reventlou og Margrethe Raben) blev født den 31 jan. 1755 i Altenhof, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 26 sep. 1828 i Emkendorf, Slesvig-Holsten, Tyskland; blev begravet i Catharinenkirche, Westensee, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Caroline Adelaide, født 1778, viet 7. Juli 1797 i Christiansborg Slotskirke til preussisk Gesandt i Kjøbenhavn Adam Frederik Baron Senfft v. Pilsach.

Karoline blev gift med Adam Frederik Senfft von Pilsach den 7 jul. 1797 i Christiansborg Slotskirke, København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Ernst Carl Heinrich von Schimmelmann, født i. Juni 1781 i Kjøbenhavn, besøgte fra 1795 til 1799 Pastor Wichmanns institut i Altona. 1

801 udnævntes han til Forst- og Jagtjunker, blev Lieutenant i Landeværnet og kæmpede i Slaget paa Rheden. 1803 blev han Kammerjunker. , En ungdommelig Indiskretion overfor Prinsesse Charlotte” tvangham til at forlade Landet, og først 1816 fik han Tilladelse til at opholde sig her i nogle Maaneder. Han blev Forstmand i Letzlingen ved Magdeburg, hvor han døde 6. Juni 1866 som preussisk Forstmester

S. ægtede 7. Sept. 1807 Elisabeth v. Seebaeh, f. 28. Okt. 1791 d. 22. Maj 1874. Fra dette Ægtepar nedstammer den 1885 i den preussiske Friherrestand ophøjede adelige Gren af Slægten Schimmelmann.

Beskæftigelse:
Forstmand i Letzlingen ved Magdeburg

Titel:
1803 Kammerjunker

Ernst blev gift med Elisabeth von Seebach den 7 sep. 1807. Elisabeth blev født den 28 okt. 1791; døde den 22 maj 1874. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Datter af håndværker. Blev adopteret af Charlotte og Ernst Schimmelmann.

Kaldet Luison

Adoptivdatter af Charlotte og Ernst Schimmelmann. Hun blev bortadopteret af en snedker fra Glückstadt 1804. Hun siges at have været et dansetalent.

Gift 11.8.1812 med familien Schubarts protegé og sekretær Olinto dal Borgo di Primo (senere baron d'Asilo, 1775-1856, diplomat) på familien Schimmelmanns palæ Sølyst nord for København. Parret fik 3 børn Charlotte, Elise og Herman dal Borgo.

Charlotte blev gift med Greve Detlev Christian Ernst Reventlow den 29 nov. 1807 i Brahetrolleborg, (Rantzausholm), Brahetrolleborg Sogn, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark. Detlev (søn af Greve Johan Ludvig Reventlow og Anna Sybilla Schubart) blev født den 29 aug. 1782 i Brahetrolleborg, (Rantzausholm), Brahetrolleborg Sogn, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark; døde den 10 jun. 1854 i Brahetrolleborg, (Rantzausholm), Brahetrolleborg Sogn, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark; blev begravet i Brahetrolleborg Kirkegård, Brahetrolleborg Sogn, Sallinge Herred, Svendborg amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Caroline blev gift med Francois Valentine, Marquis le Merchier de Criminil i 1796. Francois blev født i 1753; døde i 1823. [Gruppeskema] [Familietavle]

Henriette blev gift med Jens Peter Bruun de Neergaard den 19 maj 1794 i Knoop. Holtenau, Kiel, Slesvig-Holsten, Tyskland. Jens (søn af Jens Bruun de Neergaard og Ane Marie Møller) blev født den 7 dec. 1764 i Eckernförde, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 7 jan. 1848 i Eckernförde, Slesvig-Holsten, Tyskland; blev begravet i Dänischenhagen Kirkegård, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Kilde: DAA 1939 p77: II,7*

Sophie blev gift med Greve Heinrich Reventlow den 21 maj 1794 i Knoop. Holtenau, Kiel, Slesvig-Holsten, Tyskland. Heinrich (søn af Lensgreve Detlef de Reventlou og Margrethe Raben) blev født den 30 sep. 1763 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 31 jan. 1848 i Kiel, Slesvig-Holsten, Tyskland; blev begravet i Selent Kirche, Selent, Kreis Plön, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Var 1801 forlovet med Sigismund greve Schulin

Titel:
Stiftsdame i Itzehoe

Friderica blev gift med Wolf Heinrich Friedrich Karl von Baudissin den 14 nov. 1814. Wolf (søn af Carl Ludwig Baudissin og Sophie Louise Charlotte Von Der Nath) blev født den 30 jan. 1789 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 4 apr. 1878 i Dresden, Sachsen, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
1807-10 Legationssekretær Madrid, 1817 Kammerherre

Familie/Ægtefælle/Partner: Maria Therese Mylius. Maria blev født den 28 mar. 1794 i Prag, Tjekkiet; døde den 17 apr. 1880 i Lehmkuhlen, Preetz, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Titel:
Stiftsdame i Itzehoe

Charlotte blev gift med Greve Magnus Carl Bernstorff den 25 jul. 1807. Magnus (søn af Andreas Petrus Bernstorff og Henriette Frederikke Stolberg) blev født den 18 jul. 1781; døde den 8 dec. 1836. [Gruppeskema] [Familietavle]

Christian blev gift med Anna Henriette Magdalene Kunniger den 5 feb. 1810 i Dresden, Sachsen, Tyskland. Anna blev født den 6 jan. 1788; døde i apr. 1864. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

BESIDDELSER: Borstel og Holm

TITEL: Rigsgreve

Joseph blev gift med Julie Friederike Josephine Reventlow den 7 apr. 1820 i Projensdorf, Kiel, Slesvig-Holsten, Tyskland. Julie (datter af Greve Heinrich Reventlow og Rigsgrevinde Sophie Anna Baudissin) blev født den 21 aug. 1798 i Kaltenhof, Dänischenhagen, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 3 jul. 1881 i Lübeck, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Reventlow-Criminil, Joseph Carl Greve, 1797-1850, Kancellipræsident.

Faderen, François Valentin Marquis le Merchier de Criminil, Godsejer i Artois, Oberst i den franske Hær og Staldmester hos Grevinden af Provence (den senere franske Konge Ludvig XVIII's Gemalinde), emigrerede 1791 og bosatte sig i Nærheden af Hamborg, hvor han 1796 ægtede Caroline Komtesse Schimmelmann fra Ahrensburg. Deres ældste Søn, Joseph Carl, fødtes 9. Febr. 1797 og kom allerede 1808 tilligemed sin yngre Broder, ovfr. nævnte Heinrich Anna, paa Grund af Faderens vedvarende Svagelighed (han døde 12. Febr. 1823) til Emkendorf, hvor de begge antoges i Sønners Sted og senere formelig adopteredes af Grev Frederik Reventlow og Christine Juliane Frederikke f. Komtesse Schimmelmann, deres Bedstefaders Søster.

Ved Patent af 20. Sept. 1815 optoges begge Brødrene i den danske Grevestand under Navnet Reventlow-Criminil. Paa Emkendorf, som i de Aar var et Samlingssted for mange ved Aand og Kundskaber fremragende Mænd, nøde Brødrene en udmærket Opdragelse. Fra 1815 studerede de begge Retsvidenskab i Gøttingen, senere i Kiel, og efter at have taget Embedsexamen ved Overretten i Glückstadt foretog Grev Josephen længere Rejse til Frankrig og Italien, paa hvilken han 1820 ægtede Enken efter den 12. Sept. 1818 afdøde Baron Friedrich Blome til Salzau, Charlotte Juliane f. Rigsgrevinde Piaten zu Hallermund (f.8. Sept. 1778 + 19. Nov. 1857). I nogle Aar var han nu Avskultant ved Overretten i Slesvig, blev 1826 Hofjægermester og 11. Nov. 1829 Amtmand over Rensborg Amt; Aaret i Forvejen havde han arvet det nærliggende Emkendorf. 1834 blev han Kammerherre, 1842 Kommandør af Danebrog.

Da Grev Otto Moltke kort efter Prinsen af Noers Udnævnelse til Statholder i Slesvig og Holsten af Misfornøjelse dermed nedlagde Posten som Præsident for det slesvig-holsten-lauenborgske Kancelli, blevR.-C., der allerede som Amtmand havde nydt Christian VIII's særlige Fortrolighed, 4. April 1842 hans Eftermand paa Prinsen af Noers Forslag og 28. Juni s. A. Storkors af Danebrog. Han havde ved sin ivrige Deltagelse i de 3 foregaaende Stændersamlinger som godsejervalgt Medlem og Vicepræsident lagt en ikke ringe Dygtighed og et sundt Blik for Tidens Krav for Dagen. I Stænderne udtalte han sig bl. a. for Regeringskollegiernes Afløsning med Ministre, for større Hurtighed i Rettergang og Forvaltning, for Selvst de holstenske Stænder, ved disses Sammentræden i 1842 (7. Juli) blev kongelig Kommissarius. Denne Stændersamling i Itzeho forløb forholdsvis rolig, men R.-C. røbede alt den Gang sit slesvig-holstenske Sindelag ved at søge at overtale Christian VIII til at samtykke i de slesvigske og deholstenske Stænders Forening og til at oprette et Militærakademi i Rensborg, hvorpaa Kongen dog ikke vilde gaa ind af Frygt for at faa to Slags Officerer, tyske og danske. Ogsaa i de slesvigske Stænder, som sammen traadte 12. Okt. 1842, blev R.-C. kgl. Kommissarius. Faa Dage efter forberedte han Kongen paa, at der i Stænderne vilde fremkomme Forslag om Slesvigs Optagelse i det tyske Forbund, og uagtet Kongen indtrængende anmodede ham om at forhindre det, kom Forslaget dog frem, hemmelig og uden Kongens Vidende støttet af Hertugen af Augustenborg og Prinsen af Noer. Hvad enten nu R.-C. i Smug holdt til med de slesvig-holstenske Ledere i Stænderne, eller han ingen virkelig Magt havde over dem, blev deres Optræden mere og mere udæskende. Og da deres dansk-fjendtlige Forslag kulminerede i Andragendet om at stryge Ordene paa slesvigske Fartøjer, var det, at P. H. Lorenzen talte Dansk i Mødet 12. Nov. 1842.

R.-C. gjorde intet for at beskytte Lorenzen hverken imod den Vold, Stænderne øvede mod det danske Sprog, eller mod den personlige Overlast, hvormed man truede ham, men raadede privat Kongen til at desavouere Lorenzen. Dette lykkedes ham ved Broderens, Udenrigsministerens, Hjælp kun til Dels, og Christian VIII fik allerede den Gang en Formodning om, at R.-C.s Troskab var af tvivlsom Beskaffenhed.

Da han saaledes i det Svar, han efter Kongens Befaling gav Stænderne paa deres Adresse, og hvori Kongen vilde have hævdet , egenmægtig udelod Ordene , paadrog han sig en alvorlig Irettesættelse af Kongen. Faa Maaneder efter var han atter nær ved at falde i Unaade. I et Statsraad havde Kongen ytret Betænkeligheder ved at tiltræde den af R.-C. som Kancellipræsident tilraadede Oprettelse af en Filialaf den tyske Gustav-Adolf-Forening i Slesvig, fordi saadant kunde opfattes som en Anerkjendelse -- fra Regeringens Side af, at Slesvig var en Del af Tyskland. R.-C. følte sig dybt krænket over KongensMistanke og forlangte 3. April 1843 sin Afsked, fordi han troede at have mistet Kongens Tillid, men Kongen befalede ham at blive. I 1844 var R.-C. atter kgl. Kommissarius baade i Itzeho og i Slesvig Stænder, men heller ikke i dette Aar evnede han at standse Slesvig-Holstenerne i deres statsopløsende Færd -- eller vilde maaske ikke. Da Christian VIII 8. Juli 1846 havde udstedt det aabne Brev om Arvefølgen, indsaa R.-C., at det var ude med hans Magt og Indflydelse og skrev 17. Avg. fra Itzeho, hvor Stænderne, i hvilke han for tredje Gang havde været kgl. Kommissarius, lige vare sluttede, til Kongen, at han bad sig fritaget for at blive kgl. Kommissarius ved Stænderne i Slesvig, og indgav tillige sin Demission som Kancellipræsident, i det han ingen Indflydelse besad mere i Landet, hvorfor hans Tjeneste var overflødig, ligesom han indsaa, at der nu vilde udkræves en Række Forholdsregler, hvilke han ikke vilde kunne bifalde. Kongen gjorde
Forsøg paa at formaa ham til at blive, men da han gjentog sin Demission, modtog Kongen den og udnævnte ham til Overpræsident i Altona. Ved Oprørets Udbrud i 1848 anerkjendte han den provisoriske Regering og modtog fra Altanen paa Raadhuset i Altona de indrykkende preussiske Tropper med en Velkomsttale, men havde dog intet imod, at hans eneste Søn, Carl Adelbert Felix Greve R.-C. (f. 9. Avg. 1821),den Gang Attaché ved Gesandtskabet i London (senere
hannoveransk Diplomat), forblev i dansk Tjeneste. Indtil sin Død, som indtraf pludselig 17. Juni 1850 paa Emkendorf, holdt han sig helt tilbage fra det offentlige Liv.

H. R. Hiort-Lorenzen.

Joseph blev gift med Charlotte Juliane von Platen-Hallermund i 1820. Charlotte blev født i 1778; døde i 1857. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: Ridder af Elefanten
• Link: https://www.wikiwand.com/de/Heinrich_von_Reventlow-Criminil

Notater:

Da Prøjsen og Østrig i 1850 besatte Holsten militært, blev overtilsynet med civilforvaltningen overdraget til en regeringskommission, hvori en prøjsisk, en østrigsk og en dansk kommissær havde sæde. Denne sidste post beklædtes fra febr. 1851 af H.A.Reventlow-Criminil, som tillige fungerede som kommissær i Lauenborg. Den 27.1.1852 udnævntes han til minister for hertugdømmerne Holsten og Lauenborg

Beskæftigelse:
Gehejmeconferentsråd, Gehejmestatsminister, Minister for hertugdømmerne Holsten og Lauenborg

Heinrich blev gift med Rigsgrevinde Luise Sophie Jeanette Rantzau den 8 maj 1823 i Rastorf, Plön, Slesvig-Holsten, Tyskland. Luise (datter af Rigsgreve Christian Detlev Carl Rantzau og Charlotte Henriette Susanne Diede zum Fürstenstein) blev født den 5 dec. 1799 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 23 okt. 1852. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Comtesse de HOLCK et du Saint Empire



She was raised by Julia and Fritz Reventlow in Emkendorf

Frederikke blev gift med Comte Joseph Marie Portalis den 9 maj 1801 i Emkendorf, Slesvig-Holsten, Tyskland. Joseph blev født den 19 feb. 1778 i Aix-en-Provence, Frankrig; døde den 5 aug. 1858 i Paris 16, F75016, Paris, Frankrig. [Gruppeskema] [Familietavle]