Leopold von Schmettau

Familie/Ægtefælle/Partner: Eleonore Friderica von Bassewitz. Eleonore (datter af Henning Friedrich von Bassevitz og Anna Marie von Clausenheim) blev født den 22 apr. 1728; døde den 28 dec. 1800. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Gottfried Wilhelm Christian rigsgreve von Schmettau (12. juni 1752 på godset Trebbau i Mecklenburg – 25. april 1823 i København) var en dansk officer.

Han blev født i Mecklenburg, hvor faderen, dansk kammerherre og regeringsråd i Oldenburg Leopold rigsgreve von Schmettau, ejede nogle godser. I sit 8. år udnævntes Schmettau til kornet i livregiment ryttere, men først 4 år senere kom han til København for at få en militær opdragelse. Han blev 1767 ansat ved Livgarden til Hest, men hørte allerede, inden Struensee 1771 fik garderne opløst, til de officerer. 1772 kom han til slesvigske infanteriregiment, 1774 til jyske lette dragoner, blev ritmester og 1788 major (anciennitet fra 1781) ved Husarregimentet. Her fra kom han 1790 til slesvigske ryttere, blev 1792 oberstløjtnant og 1803 oberst i livregiment ryttere, som han kommanderede under chefens, prins Christian af Hessens, udenlandsrejse. 1806 blev han chef for jyske lette dragoner, men enmåned derefter kommandør for Livgarden til Hest, hvilken post han beklædte til sin død, 25. april 1823. Under Københavns belejring 1807 deltog han i det af Ernst Peymann sammenkaldte krigsråd og fik det pinagtige hverv at overbringe kronprinsen meldingen om Københavns kapitulation. I 1809 blev han generalmajor og var designeret til som chef for en kavaleribrigade at deltage i den påtænkte overgangtil Skåne. Som kommandør for 1. armédivision i Norge (fra 1813) åbnede han efter prins Christian Frederiks ønske underhandlinger med den svenske general Hans Henric von Essen med det formål at lade prinsen blive adopteret af Carl XIII i tilfælde af Carl Johans død. Han blev generalløjtnant 1814, Kommandør af Dannebrog 1817. Fra 1813 var Schmettau forstander for den militære manege samt i direktionen for Stutterivæsenet og Veterinærskolen. 1776 optoges han i den danske adel.

Han blev gift 1. gang 6. januar 1790 i Hørsholm med Elisabeth Alexandrine f. de Hemert (31. juli 1768 - 8. april 1793), datter af kommandør i Flåden Gisbert de Hemert; 2. gang 30. januar 1801 med Margrethe Wilhelmine f. von Stemann (5. januar 1780 - 12. januar 1865), datter af overpræsident i Altona Christian Ludwig von Stemann (1730-1813) og 2. hustru, Isabella Eleonora Dorothea f. von Schmettau(1750-1818). Med sin 2. hustru, der var dekanesse på Vallø Stift fra 1840 og til sin død, havde Schmettau bl.a. en datter, gift med minister Carl Emil Bardenfleth, og en datter, gift med minister F.F.Tillisch.

Han er begravet på Assistens Kirkegård.

____________



Titel:
Rigsgreve

Begravelse:
Schmettaus gravsted som fik Kierkegaard til at undre sig over mindets forgængelighed.

Hans grav på den gl. kirkegård findes endnu i dag (A 240). Graven har oprindeligt været omgivet af et rækværk, men er det ikke længere; monumentet der er fra 1828, er tegnet af den nyklassicistiske arkitekt G.F. Hetsch (1788-1864) og ligger op mod den gl. kirkegårdsmur mod NV, hvor man i en niche ser siden af en sarkofag, der netop bærer et sværd og en græsk ridderhjelm samt et epigram med teksten

„HÆDRET AF KONGEN ELSKET AF SINE SAVNET AF MANGE / JORDEDES HER / GOTTFRIED WILHELM CHRISTIAN GREVE AF SCHMETTAU / GENERALLIEUTENANT COMMANDEUR FOR DEN KONGELIGE LIVGARDE TIL HEST COMMANDEUR AF DANNEBROGORDENEN / HAN VAR FØD PAA GODSET STACK I MECKLENBORG SCHWERIN DEN 12 JUNI 1752 / FØRSTE GANG GIFT MED ELISABETH ALEXANDRINE VAN HEMERT ANDEN GANG MED MARGRETHE WILHELMINE VON STEMANN / AF HVILKET SIDSTE ÆTESKAB EN SØN MØDER HAM I EVIGHEDEN / TO SØNNER OG TRE DØTTRE BEGRÆDE MED MODEREN EN KJÆRLIG FADERS TAB / HAN DØDE I KIØBENHAVN DEN 27 APRIL 1823“.

Schmettaus misrøgtede krigergrav genkender de fleste, der har læst Kierkegaard, fra Afsluttende uvidenskabelig Efterskrift (1846); dér har pseudonymet Johannes Climacus i skumringstimen forvildet sigud på Assistens Kirkegård, „hvor Alt er Veltalenhed, hvor den Døde tilraaber En det korte Ord, der blev sat paa hans Grav, ikke som en Præst, der præker vidt og bredt over Ordet, men som en taus Mand,der blot siger dette Ord, men siger det med en Lidenskab, som maatte den Døde sprænge Graven – eller er det ikke underligt at sætte paa sin Grav: vi sees igjen, og saa blive dernede?“

Gottfried blev gift med Elisabeth Alexandrine de Hemert den 6 jan. 1790. Elisabeth blev født den 31 jul. 1768; døde den 8 apr. 1793 i Horsens, Nim Herred, Skanderborg Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Gottfried blev gift med Margrethe Wilhelmine Stemann den 30 jan. 1801. Margrethe (datter af Christian Ludvig Stemann og Isabelle Eleonora Dorothea von Schmettau) blev født den 5 jan. 1780 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 12 jan. 1865 i Vallø Slot, Valløby Sogn, Bjæverskov Herred, Præstø Amt, Danmark,. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Beskæftigelse:
1811 indskreven i Vallø, 1829 Stiftsdame, 1865 Dekanesse

Titel:
Rigsgrevinde og dekanesse for Vallø Stift

Sophie blev gift med Carl Emil Bardenfleth den 3 okt. 1832 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. Carl (søn af Johan Frederik Bardenfleth og Augusta Wilhelmine von Hellfried) blev født den 9 maj 1807 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 3 sep. 1857 i Interlaken, Schweitz. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Johan Frederik "Fritz" Bardenfleth (10. juni 1835 i Frederikssund – 9. januar 1890 i Nykøbing Falster) var en dansk stiftamtmand.

Han var søn af C.E. Bardenfleth, blev 1852 student fra Borgerdydskolen på Christianshavn, 1860 cand. jur. og samme år assistent i Indenrigsministeriet, 1861 kammerjunker, 1868 konstitueret chef for Indenrigsministeriets sekretariat, 1869 fuldmægtig, 20. marts 1873 (fra 1. april) konstitueret amtmand over Ringkøbing Amt, 20. maj samme år (fra 1. juni) kgl. udnævnt og 19. juli 1875 Ridder af Dannebrog. 19. marts 1886 (fra 1. juli) blev Bardenfleth stiftamtmand over Lolland-Falsters Stift og amtmand over Maribo Amt og 1888 kammerherre. Han døde 1890.

Han var desuden sekretær hos indenrigsministeren, fra 1874 formand for Overlandvæsenskommissionen i Ringkøbing Amtsrådskreds, fra 1886 i Maribo Amtsrådskreds, 1878 formand for valgbestyrelsen for 11. Landstingskreds, 1886 for 5. Landstingskreds og 1888 medlem af administrationskommissionen for Grevskabet Knuthenborg.

Han var ugift.

Beskæftigelse:
Stiftamtmand

Notater:

Beskæftigelse:
Lodsinspektør

Titel:
Kommandør

Familie/Ægtefælle/Partner: Oline Sandholt. Oline (datter af Arna Sandholdt og Meta Gudmundsdottir) blev født den 30 maj 1842; døde den 13 apr. 1883. [Gruppeskema] [Familietavle]

Familie/Ægtefælle/Partner: Laura Winning. Laura (datter af Emil Winning og Cornelia Ohlsen) blev født den 1 sep. 1850; døde den 11 mar. 1930. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

Caroline Stampe-Charisius

Forældre: stiftsamtmand Carl Emil von Bardenfleth (1808-57) og rigsgrevinde Sophie Amalie Schmettau (1810-93).

~21.8.1868 med baron Holger Frederik Christian Stampe-Carisius, *27.8.1822 på Nysø, Præstø landdistrikt, †10.3.1904 i Kbh., s. af baron Henrik Stampe og Christine Marguèrite Salome Dalgas (forfatter Christine Stampe).

CSC var i 1878 medstifter af Foreningen imod Lovbeskyttelse for Usædelighed (FLU). 1874 havde Rigsdagen vedtaget en lov, der ligesom i mange andre af Europas lande afkriminaliserede prostitution som erhverv. Det forudsatte blot, at de prostituerede lod sig indskrive i sædelighedspolitiets protokoller som offentlige fruentimmere, et par gange om ugen stillede til kontrol for kønssygdom hos politilægen og indlogerede sig i særlige offentlige huse. Det fandt en del borgere anstødeligt, og FLU blev stiftet for at påvise det umoralske og kvindeundertrykkende i denne lov, som først blev ophævet i 1906. Som noget ganske enestående besluttedes det, at bestyrelsen altid skulle bestå af et lige antal kvinder og mænd. Blandt de andre kvindelige bestyrelsesmedlemmer var skolebestyrerinderne Th. Moltke, Elise Bay og Marie Kruse. CSC var et meget aktivt medlem af foreningen, hun skrev flere artikler i medlemsbladet og holdt offentlige taler i kvindeforsamlinger. I modsætning til mange andre fra borgerskabet, der anskuede offentlige fruentimmere som lastefulde og amoralske, lagde CSC altid vægt på, at det var arbejderkvindernes elendige lønninger, der tvang dem ud i prostitution. 1881 stiftede hun sammen med de øvrige kvinder i bestyrelsen for FLU en hjælpekasse, der skulle yde hjælp til faldne kvinder, som ville rejse sig. Der blev oprettet et arbejdshjem, hvor de kunne leve under en ældre kristen kvindes moderlige omhu og ledelse. Her blev kvinderne beskæftiget med håndarbejde og husgerning, og efter nogle måneders forløb kunne de sendes ud som vaskepiger eller syersker. Hjemmet fungerede i et år, herefter blev kvinderne oplært i private hjem. CSC fik kontrollen med hjælpekassens regnskaber og havde den øverste ledelse af den.

Et af de andre hverv, CSC havde i FLU, var at afgive den danske indberetning ved årsmøderne for sammenslutningen af nationale foreninger, der kæmpede for at ophæve den offentlige prostitution. Da hun i 1882 skulle til møde i Schweiz, gjorde hun ophold i Frankfurt, hvor hun tilfældigt traf en katolsk præst. Skønt CSC var en ivrig grundtvigianer, blev hun gennem samtaler med præsten overbevist om den katolske kirkes sandhed. Hun meldte afbud til mødet, rejste tilbage til Kbh., hvor hun opsøgte en katolsk præst og modtog undervisning i katolicisme. To måneder senere konverterede hun. På daværende tidspunkt havde der i 33 år været en grundlovssikret religionsfrihed i Danmark, men katolikkerne var kulturelt adskilt fra lutheranerne, de var som regel udlændinge og blev betragtet som en mærkværdighed. En del adelige og velstående danskere konverterede dog i disse år, deriblandt kammerherreinde Polly Berling og kunstnere som Johannes Jørgensen og Sophie Holten. Velset blandt lutheranerne var det dog ikke, og de konverterede katolikker dannede en særlig sofistikeret afvigergruppe.

Efter sin konversion trak CSC sig fra sit bestyrelsesarbejde i FLU, men inden for den katolske kirke fortsatte hun sit arbejde for kvinder. 1889 var hun medstifter af Skt. Elisabeths Understøttelsesforening, der i lighed med de samtidige understøttelsesforeninger stiftet i Kbh.s folkekirkelige sogne, støttede fattige trængende. Ved besøg i ansøgernes hjem undersøgte besøgsdamerne trangens omfang og tilstræbte at lære de fattige kvinder arbejdsomhed og nøjsomhed. CSC samlede desuden hovedstadens dårligt stillede katolske kvinder til møder. Sammen med en stab af damer fra de mere velhavende kredse serverede hun te og wienerbrød for de indbudte og søgte at “sammenslynge dem i Troens Enhed”. 1896 var hun medstifter af Den eukaristiske Forening, en dansk afdeling af Den evige Tilbedelses Udbredelse over hele Verden, hvis formål var at fremme andagten til Jesu hjerte til gavn for kirke, fædreland og hjem og til bekæmpelse af tidens ugudelighed. Kun kvinder kunne blive medlemmer, og de påtog sig en gang om måneden at holde tilbedelse i Skt. Ansgars Kirke foran det udstillede sakramente. Desuden oversatte hun bøger om den katolske tro: Lyksaligheden i Himlen, 1887, og Den guddommelige Eukaristi, 1898.

CSCs mand, baron Holger Stampe til baroniet Stampenborg og Viufgård, arvede i 1892 baroniet Nysø ved Præstø og blev dermed både lensbaron og meget velhavende. To år senere tiltrådte han det Charisiske fideikommis og fik tilladelse til at kalde sig Stampe-Charisius. Han havde stillet sig velvillig over for sin hustrus konversion, og 1896 konverterede han selv. Det nu meget velhavende katolske ægtepar oprettede 1897 Skt. Knuds Legat, og året efter købte de Skt. Knuds Kapel på hjørnet af Ny Kongensgade og Vester Voldgade, nedrev kapellet og opførte et nyt kapel samt husholdningsskolen Mariahjemmet. Det blev indviet i 1902, ægteparret flyttede selv ind i hjemmet, og da baronen døde i 1904, blev CSC overbestyrerinde for institutionen. I 1903 stiftede hun den danske afdeling af Mariabørnenes Forening af den ubesmittede Undfangelse for hjemmets elever. Formålet var at indvie medlemmerne til den hellige jomfru, således at de ved deres blufærdighed kunne modvirke alt, som krænkede dyden, ved deres jævnhed og tarvelighed modarbejde verdens pragtsyge, og ved deres iver og varme i troen modarbejde andres ligegyldighed og vantro. Da det var vanskeligt for CSC at finde katolske kvinder, der ville hjælpe hende med at bestyre Mariahjemmet, overdrog hun 1911 ledelsen til Skt. Elisabeth Søstrenes Ordenssamfund. Hjemmet kunne imidlertid ikke klare sig i de forandrede forhold for kvinder i årene op til verdenskrigen. Færre unge brød sig om at tilbringe to år på en husholdningsskole, når de nemt kunne få arbejde i butikker og på fabrikker, og i 1919 blev Mariahjemmet lukket. Det var CSC en stor sorg, at hendes livsværk ikke kunne fortsætte, men hun overdrog Vesterhus, som bygningen nu hed, til ungdomsforeningen Katolsk Ungdoms Værn.

Allerede i 1879 havde CSC uden held opfordret Regitze Barner til at oprette en dansk afdeling af den internationale værneforening Les Amies de la jeune fille. I 1910 realiserede hun selv projektet med Dansk Afdeling af den internationale katolske Forening til unge Kvinders Beskyttelse. Foreningen modtog unge udenlandske katolske kvinder, der ankom til Kbh. for at tiltræde en stilling. En dame var til stede på banegården og hjalp den unge pige, indtil hun havde fundet sig til rette. På samme måde støttede foreningen katolske piger fra provinsen samt danske katolske kvinder, der arbejdede i udlandet. Da kun meget få katolske piger fra udlandet kom til Danmark, lod foreningen i stedet sit værn omfatte de mange polske kvinder, der i disse år kom til Danmark som sæsonarbejdere i landbruget.

Mange af de velhavende kvinder, der konverterede til den katolske kirke, tog del i det velgørende arbejde for fattigere katolikker, men CSC var ubestridt den, der igangsatte den mest omfattende filantropi for katolske kvinder. Som mange andre anså hun usædelighed for at være tidens største onde, og hendes værnearbejde for unge katolske kvinder fortsatte i det spor, hun allerede var inde på i kampen mod prostitution. På sin 70-års fødselsdag i 1911 blev hun udmærket med ordenen Pro ecclesia et pontifice, indstiftet 1888 af Leo 13. som en af de få pavelige ordner, der kunne bæres af kvinder.

Foto i KB.

Nordisk Ugeblad for katholske Kristne 53/1911, 52/1921, 12/1922, 30/1922, 22-26/1931, 38/1937.

Karin Lützen

Kilde: Kvindebiografisk Leksikon
https://www.kvinfo.dk/side/597/bio/1612/origin/170/

Familie/Ægtefælle/Partner: Holger Frederik Christian Stampe-Charisius. Holger (søn af Lensbaron Henrik Stampe og Christine Marguerite Salome Dalgas) blev født den 27 aug. 1822 i Christinelund, Skibinge Sogn, Bårse Herred, Præstø Amt, Danmark; døde den 10 mar. 1904 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Militærtjeneste: Premierløjtnant i infanteriet - senere Kaptajn ved Fodfolket
• Titel: Kammerjunker

Notater:

Beskæftigelse:
kaptajn

Død:
Opholdt sig hos sin svoger, Baron Stampe, Viufgård.

se
https://www.danishfamilysearch.dk/sogn1849/churchbook/source28462/opslag5720578

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Folketælling: 1911, Palægade, København, Danmark

Notater:

Frederik Bardenfleth, Frederik Carl Christian Bardenfleth,  21.6.1846-29.12.1935, søofficer.

Født i Odense, død i Kbh., begravet sst. (Vestre). B. blev kadet 1860 og var 1864 med fregatten Sjælland i Østersøeskadren, blev løjtnant 1866, kaptajn 1881 og kommandør 1894. Han var 1871–73 skoleofficer ved søofficersskolen og derefter halvandet år i koffardifart. Af hans forskellige hverv uden for marinen skal nævnes at han var kommissarius ved ordningen af søgrænsen mellem Danmark og Tysklandmellem Manø og Rømø og i Lillebælt samt 1881–84 fører af postdampskib mellem Korsør og Kiel og 1886–92 chef for Statsbanernes søfartsforvalt-'ning. 1892–1901 var han en myndig og repræsentativ chef for søofficersskolen og fik den ordinære funktionstid, otte år, forlænget for at kunne beklæde stillingen ved Søkadetakademiets 200 års jubilæum 1901 i hvilken anledning han blev kammerherre.

S.å. udnævntes B. til jagtkaptajn hos kongen, var i denne egenskab chef for den eskadre der 1906 eskorterede kongeskibet Dannebrog med kronprinsen og kronprinsessen til Trondheim i anledning af det norske kongepars kroning. S.å. afskedigedes han ved opnået aldersgrænse med kontreadmirals karakter og varetog stillingen som hofchef hos dronning (fra 1912 enkedronning) Louise indtil 1925. Han var 1896–1908 kongevalgt medlem af Kbh.s havneråd og sad 1901–28 i bestyrelsen for Store nordiske telegrafselskab. –

Beskæftigelse:
Kontreadmiral, Hofchef hos Dronnine Louise indtil 1925

Titel:
Kammerherre 1901

Frederik blev gift med Ida Elise Cathrine Meldal den 11 jun. 1881 i Holmens Kirke, København, Danmark. Ida (datter af Julius Sophus Meldal og Alvida Nathalie von Ellbrecht) blev født den 30 okt. 1856 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; blev døbt den 23 jan. 1857 i Holmens Kirke, København, Danmark; døde den 2 sep. 1946 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Folketælling: 1911, Vejle, Nørvang Herred, Vejle Amt, Danmark

Notater:

Vilhelm Bardenfleth (1850-1933) var indenrigsminister i H.E. Hørrings regering fra maj 1897, men forlod ministeriet i august 1899 før regeringsskiftet. Efter juridisk embedsseksamen 1874 havde Bardenfleth nogle volontørår, indtil han blev ansat i Indenrigsministeriet 1878, hvor han avancerede til ekspeditionssekretær 1889. I 1894 udnævntes han til amtmand over Århus amt men tiltrådte ikke stillingen, da han kort efter blev kultusminister. Bardenfleth var medlem af Folketinget for Højre 1895-98. Efter ministertiden var han amtmand over Vejle amt 1899-1921.

Kultusminister siden 1894 Vilh. Bardenfleth flyttede over til Indenrigsministeriet, da Hørring dannede regering i 1897. Bardenfleth var ligesom denne gået embedsbanen gennem Indenrigsministeriet, hvorfra han i 1894 avancerede til amtmand over Århus amt. Han kom ikke til at tiltræde stillingen, for han blev minister få dage efter udnævnelsen. Som folketingsmand af Højre sad han i Rigsdagen 1895-98.Bardenfleth tilhørte partiets reformvenlige fløj; hans grundtvigske sindelag begrundede hans udnævnelse til kultusminister, hvor han udførte et stort arbejde med forberedelse af Folkeskoleloven af 1899.

Bardenfleth var 47 år, da han blev indenrigsminister. Som Hørring før ham mærkede Bardenfleth den kulde, der omgav regeringen, efter at Højre og Det forhandlende Venstre havde tabt flertallet i Folketinget. Han måtte se de fleste af sine jernbanelovforslag strande; af nyanlæg lykkedes det ham kun at få tilslutning til privatbanen Trustrup-Ebeltoft, ombygning af nogle stationer og en havnebane i Hobro. Et lovforslag om erstatning for skade ved jernbanedrift havde en dyster baggrund i Gentofteulykken sommeren 1897. Bardenfleths forslag var imidlertid påholdende på statskassens vegne. Det blev stærkt kritiseret, og ved rigsdagsbehandlingen indsatte man et objektivt erstatningsansvar i loven.
En Ulykkesforsikringslov af 1898 var det længe ventede resultat af et lovforslag, som Ingerslev havde fremsat en halv snes år tidligere. Loven var indledningen til de kommende års udbygning af denne lovgivning. Loven blev til i samarbejde med forsikringseksperten folketingsmand Ludvig Bramsen, Bardenfleths efterfølger. Loven pålagde arbejdsgiverne en erstatningspligt men overlod til dem selv, om de ville tegne forsikring til dækning af denne.
Af betydning for kommunerne var loven af 1898 om Kommunekreditforeningen. I øvrigt lå kommunallovgivningen stille bortset fra, at en række sognekommuner – Esbjerg, Løgstør, Nørresundby og Silkeborg– blev ophøjet til købstæder. Frederiksberg blev i 1899 udskilt fra Københavns amtskommune og fik dermed sin nuværende status. Forhandlingerne om lovforslaget, som var stillet af ministeren, giver et billede af dennes elskværdige, men politisk ikke meget målbevidste optræden:

"Det har glædet mig ved den stedfundne Diskussion at erfare, at Lovforslaget har mødt Sympathi fra alle Sider, og ikke mindst har det glædet mig, at de ærede Talere, som nærmest have kunnet tale paa Frederiksberg Kommunes Vegne, saa ubegrænset have kunnet slutte sig til den Tanke, som ligger til Grund for Lovforslaget. Man kan vel forstaa, at det er med et Suk, at Frederiksberg Kommune opgiver deøkonomiske Fordele, som den har haft ved at være sammen med Amtsraadskredsen, men Forholdet er jo tillige dette, at Frederiksberg Kommune indtager en saa selvstændig Plads og føler sig saa selvstændig, at det vilde være unaturligt, om ikke der i denne Kommune maatte være en levende Følelse af, at denne Udskillelse fra Amtsraadskredsen er konsekvent, selvom den maa ske paa Bekostning af de Fordele,der have været forbundne med Forbindelsen. Hvorledes Opgørelsen mellem Frederiksberg Kommune og Amtsraadskredsen vil komme til at stille sig, er det ikke godt muligt at sige noget bestemt om (...) Detærede Medlem for Kjøbenhavns Amts 4de Valgkreds (Piper) var vistnok noget for højt oppe i sine Beregninger over, hvad Frederiksberg Kommune kostede Amtsraadskredsen, men paa den anden Side tror jeg ogsaa, at det ærede Medlem for Kjøbenhavns Amts 1ste Valgkreds (Ellinger) var noget for langt nede (...)", FT 1898-99 sp 4702f.

Bardenfleths argumentation på Rigsdagen var i øvrigt præget af juridisk formalisme mere end politisk sans, men han tilhørte ganske vist også en regering uden magt. Da der i 1899 var ønske om ved tillægsbevilling på 0,5 mio kr. at forhøje statstilskuddet til kommunernes udgifter efter Alderdomsunderstøttelsesloven, fandt Bardenfleth det afgørende, at forhøjelsen skete ved en lovændring, skønt hansforgænger i 1894 var gået med til en tillægsbevilling. Også de knirkende bemærkninger til lovforslaget om erstatning for jernbaneskader syntes upåvirkede af den stemning, som rystelsen over de 40 dræbte og lige så mange hårdt kvæstede ved Gentofteulykken havde vakt.
I 1898 gennemførte Bardenfleth en lov om erhvervelse og fortabelse af indfødsret, der afløste Guldbergs berømte Indfødsretsforordning af 1776. Den nye lov indførte det statsborgerretlige afstamningsprincip i lighed med det, der kort forinden var indført i Sverige og Norge. Loven hvilede på et samarbejde med sagkyndige fra disse lande. Lovens indviklede juridiske problemer lod Bardenfleths evner komme til deres ret.
I august 1899 trak Bardenfleth sig ud af regeringen og blev kort efter amtmand i Vejle. Han deltog ikke mere i politik, men benyttedes et par gange som formand for betænkningsafgivende udvalg på kirke- og skoleområdet.

Beskæftigelse:
Generalløjtnant, Hæren, Kommanderende General i Nørrejylland, Godsejer

Vilhelm blev gift med Christine Baronesse Stampe den 24 maj 1882. Christine blev født den 30 okt. 1856 i Christinelund, Skibinge Sogn, Bårse Herred, Præstø Amt, Danmark; døde den 9 mar. 1884 i Frederiksberg, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Vilhelm blev gift med Agnete Brandt den 26 jan. 1888 i Vartov Kirke, København, Danmark. Agnete blev født den 22 apr. 1862 i Rønnebæk, Næstved, Danmark; døde den 4 maj 1946 i Frederiksberg, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Sophie blev gift med Vilhelm Peter Christian Bruun de Neergaard den 21 maj 1875. Vilhelm (søn af Peter Christian Joachim Bruun de Neergaard og Christiane Johanne Zeuthen) blev født den 11 jun. 1846 i Svenstrup Herregaard, Borup Sogn, Ramsø Herred, Roskilde Amt, Danmark; døde den 16 aug. 1912 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]