Ditlev Greve Rantzau

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: Greverne til Breitenburg

Ditlev blev gift med Catharine Hedevig Brockdorff den 20 aug. 1664 i Dispensation, ,. Catharine (datter af Ditlev Brockdorff og Øllegaard Catherine Rantzau) blev født den 17 jun. 1645 i Breitenburg, Itzehoe, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 25 nov. 1689. [Gruppeskema] [Familietavle]

1. Catherine Hedvig Rantzau blev født den 8 jun. 1683 i Breitenburg, Itzehoe, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 12 mar. 1743 i Hamburg, Tyskland.

Ditlev blev gift med Dorothea Margrethe Benedicte Ahlefeldt den 20 jun. 1690. Dorothea (datter af Henrik von Ahlefeldt og Anna Dorothea Baudissin) blev født den 28 apr. 1664 i Lindau, Eckernförde, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 20 jun. 1696. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: Greverne til Breitenburg

Notater:

TITEL: Hvid ridder

1648 Statholder i Hertugdømmerne, 1661 Overstatholder, Præses i statskollegiet og premie r m i n i ster

1639 Amtmand i Rendsburg, 1643-45 generalkrigskommisær,

Christian rigsgreve Rantzau (2. maj 1614 - 8. november 1663) var en dansk-holstensk adelsmand, politiker og godsejer. Hans forældre var statholder Gert Rantzau og Dorothea Brockdorff.


Ungdom og den tidlige karriere

Christian Rantzau blev født på Haderslevhus Slot. Efter faderens død i 1627 og hans holstenske gods Breitenburgs ødelæggelse af de kejserlige tropper under Kejserkrigen, kom han til Sorø Akademi og blev der til 1629. Året efter var han i Henrik Rantzaus følge ved dennes diplomatiske sendelse til kurfyrstedagen i Regensburg og opholdt sig 1631-33 i Nederlandene og især i Frankrig, hvor han 1632 blev valgt til overhoved for den tyske nation ved Akademiet i Orleans. Efter hjemkomsten til Danmark blev han 1634 hofjunker og kort efter kammerjunker hos Christian IV og fulgte 1635 kongen til Norge. Det følgende år opgav han sin stilling på grund af sit ægteskab 31. juli med Dorothea Rantzau, datter af Ditlev Rantzau til Panker (Holsten). Allerede nu var Christian Rantzau en rig mand, der forudensine Godser i Holsten, navnlig Breitenburg, som han på ny gjorde til et herresæde, dog ikke af den tidligere pragt, ejede Gjesingholm (Løvenholm), Hevringholm, Demstrup og flere hovedgårde i Jylland.Han stod i et venskabeligt forhold til kongens svigersøn, Corfitz Ulfeldt, som han lånte større pengebeløb flere gange. 1639 eller 1640 blev han amtmand i Rendsburg og måske allerede samtidig kongeliglandråd, om end hans bestalling som sådan først er af juni 1643. 1642 var han gesandt til Sachsen i anledning af Christian IV's søster kurfyrstinde Hedevigs begravelse. Under Torstenssonsfejden 1643-45 var han generalkrigskommissær og ledede i august 1644 med held angrebet på det af svenskerne besatte Riberhus. Ribe By hædrede ham for hans sejr, og kort efter lykkedes det ham også at besætte Haderslevhus. Glæden varede dog kun kort, da begge slotte kort efter tilbageerobredes af oberst Helmuth Wrangel. Disse uheldige hændelser gav efter fredsslutningen anledning til en krigsretssag mod Christian Rantzau. Han synes generelt ikke have haft en høj stjerne hos Christian IV i tiden op til kongens død i 1648. Medvirkende årsag kan have været, at Rantzau lånte kongen 50.000 rigsdaler til krigsførelsen. Da kronen ikke havde midler til at indløse lånet, fik Rantzau i maj 1645 Tranekær Slot og Len som. Hermed synes hans besiddelser i kongeriget at være væsentligt forøgede.


Statholder

Frederik III’s tronbestigelse bragte Christian Rantzau til langt større anseelse end tidligere. 1. august 1648 blev han udnævnt til statholder i Hertugdømmerne. Han var blevet udvalgt, ikke kun fordiembedet på det nærmeste var blevet arveligt i hans rantzau-slægten, men også fordi kongen vidste, at i Christian Rantzau havde han en bestemt modstander af Gottorp og en tilhænger af enheden og udeleligheden af den kongelige part af hertugdømmerne. Rantzau havde stor indflydelse på udformningen af det kongelige Arvestatut af juli 1650. Tilmed havde jo Rantzau indflydelse i kongeriget uden at stå inært forhold til den danske adel. Ved Frederik III’s kroning i november 1648 blev han slået til ridder.

Om hans politiske evner er det imidlertid ikke muligt at have nogen afgørende mening. Blandt samtidige vurderedes det nok, at det var mere hans forfædres fortjenester end hans egen dygtighed, der bragte ham til sin fremtrædende stilling. Sikkert var det, at Christian Rantzau var en ærgerrig og ofte hensynsløs mand med trang til glans og anseelse. Efter at han 1649 havde tilkøbt sig amtet Barmstedti det Pinneberg af hertug Frederik 3. af Gottorp, opnåede han året efter, i november 1650, medens han var kongens udsending for at tage Holsten til len af den tyske kejser Ferdinand 3., at denne ophøjede ikke alene ham og hans livsarvinger af begge køn i den rigsgrevelige stand, men også at førnævnte amt Barmstedt blev et umiddelbart rigsgrevskab. Som indehaver af dette tog han 1653 sæde på rigsdagen i Regensburg. Han var så optaget af sin nye stand, at han i sit testamente pålagde sine efterkommere at tage hensyn til forskellen paa en grevelig og en almindelig adelig begravelse.

Forholdet til Corfitz Ulfeldt

Forholdet til Corfitz Ulfeldt var måske allerede noget kølnet i Christian IV’s sidste år. Dog var Ulfeldt og Rantzau rimeligvis enige 1648 om Ditlev Reventlows fjernelse fra amtmandsposten i Haderslev, og Ulfeldt lykønskede ham endnu til grevetitlen. Men kort før rigshofmesterens fald må der være indtrådt en forandring i deres forhold. Der er nogen grund til at tro, at Christian Rantazau har ståeti forbindelse med oberst Jørgen Walter i affæren omkring Dina Vinhofvers og angrebet på Ulfeldt. Kongens tillid til Rantzau under den vanskelige stilling i 1651 viste sig i, at han ikke alene lod hampå Breitenburg afholde hemmelige overvejelser om forsvarsforholdsregler i Hertugdømmerne, men også kaldte ham til København for at bistå med råd. Rantzau kom til hovedstaden i begyndelsen af maj. De følgende forandringer i regeringen bragte ham dog ikke til større indflydelse i kongeriget. Han ramtes i de følgende år også af personlige sorger. Med sin hustru levede han i praksis i skilsmisse, og imod hans vilje beskyttede hun det 1656 indgåede ægteskab mellem hans datter Margrethe og den senere så mægtige Frederik Ahlefeldt til Søgaard. Denne sag havde også den betydning for ham, at han blev ildeset af dronning Sophie Amalie, der havde Ahlefeldt som yndling. Christian Rantzau måtte til sidst bøje sig og anerkende svigersønnen. 1659 afkøbte denne hans fordring på Kronen og overtog derved Tranekær i pant. Men også politisk havde han måske stået både mod dronningen og Ahlefeldt, i det han skal have frarådet krigen mod Sverige 1657, som de to havde været fortalere for. Dog sendtes Rantzaujuli samme år til dronningens broder Christian Ludvig af Braunschweig-Lüneburg for at overtale ham til et forbund med Danmark, men uden resultat. Heller ikke på den videre rejse til kurfyrstedagen i Frankfurt fik han skabt nogen alliancer.

Det lyder mærkeligt, at han umiddelbart efter den anden svenske Krigs Udbrud, i Okt. 1658, søgte om kongelig Tilladelse til at rejse til Italien; Kongen tilstod ham den, om end med en vis Beklagelse,men han benyttede sig ikke af den. Da der 1659 var Tale om at sende ham som Gesandt til England, ønskede han det ikke og blev ogsaa fri.

Saaledes syntes Forholdene ikke at varsle særlig gunstig for ham med Hensyn til yderligere Anseelse. Da hævede den ny Enevældes Trang til at knytte til sig en fornem og rig Mand uden for den kongerigske Adel ham pludselig langt højere op end hidtil. I Febr. 1661 udnævntes han til Assessor i alle de nye Kollegier og fik vistnok allerede da Titel af Overstatholder. Han havde derved opnaaet en Særstilling imellem alle de andre Ministre, og den voxede, da Rigsdrosten Joachim Gersdorff døde i April s. A. I høj Grad følte han sin Myndighed. I Anledning af, at der af Statskollegiet i hans Fraværelsevar taget en Beslutning, opfordrede han Kongen til at tilsidesætte den, og i Juni 1661 rettede han under en Rejse i Hertugdømmerne, hvor han i Maj havde sluttet en Overenskomst med Gottorp om Kontributionernes Fordeling, en Skrivelse til Frederik III, hvori han ikke alene irettesatte sine Fæller i det nævnte Kollegium for i saa stort et Tal at have forladt Hovedstaden, men i Virkeligheden ogsaa dadlede Kongen for at have givet sit Samtykke dertil. Ikke desto mindre bevarede han Frederik III’s Gunst. Ved et egenhændigt Brev af 23. Avg. 1661 overdrog han ham Præsidentposten i Statskollegiet og udnævnte ham til sin Premierminister, dog med Titel af Overstatholder. Derved var han altsaa blevet Rigets første Embedsmand og Kongens første Raadgiver. Personlig synes han at have staaet ChristopherGabel nærmest af Hoffets Mænd ., han kalder ham endog i sit Testamente sin ; deraf kan maaske sluttes, at han endnu stadig ikke stod i det bedste Forhold til Dronningen, om end ogsaa dennes Yndling Jacob Pedersen (XII, 623) betænktes af ham i Testamentet. Muligvis har han befæstet sig i Kongens Gunst ved Forstrækninger af sin Rigdom; han laante ham bl. a. et Sølvservice, der vejede 19236 Lod, og en med 5 Diamanter prydet gylden Elefant. Med Hensyn til hans politiske Virksomhed som Premierminister er det sikkert, at han i Modsætning til Regeringens militære Elementer var en Tilhænger af Indskrænkninger af Hæren; i Hertugdømmernes Anliggender sluttede han sig til Kongens Ønske om en Ophævelse af Fællesregeringen. I Cai Lykkes Sag havde han før sin sidste Udnævnelse i Juli 1661 sammen med Gabel ført de Forhandlinger, der bragte den ulykkelige Adelsmand til Forsøg paa at frikjøbe sig for Kongens Unaade ved store Ofre af Penge og Gods, og derefter var han i Sept. Forsidder i Højesteret, daSagen desuagtet kom for denne, og voterede for den strængeste Dom (X, 507 f.). Umiddelbart efter rejste han til Bornholm i en Sendelse, der havde flere Opgaver. Han modtog Arvehyldingen af Øens Indbyggere, afnødte disse en stor Pengesum som Vederlag for Kongens Gjenkjøb af deres Land fra Sverige, undersøgte Klagerne over Gouvernøren General Fuchs (V, 483) og ordnede Skatteforholdene. Tillige havdehan det Ærende at forhandle med den paa Hammershus som Fange siddende Corfits Ulfeldt om hans Løsgivelse. Den i den Anledning for ham udstedte særlige Instrux synes at vise en personlig Medlidenhed fra R.s Side mod Fangen, hvem han fik Lov til af sine egne Midler at skjænke Vin og Øl; men den har tillige den Mærkelighed, at den antyder langt mildere Vilkaar for Frigivelsen end dem, som bleve Resultatet af R.s Rejse. Paa Bornholm synes han´derimod netop at være optraadt imod Ulfeldt og Leonora Christina med Haardhed og personlige Trusler og affordrede dem i alt Fald langt strængere Betingelser,end hans Instrux i og for sig hjemlede. Og, som bekjendt, blev dette ikke nok; efter hans Hjemrejse til Kjøbenhavn, hvor han ankom i Begyndelsen af Dec., lod Regeringen Vilkaarene yderligere forværres, og da Ulfeldt kom til Hovedstaden ved Aarets Slutning, førte R. de afgjørende Forhandlinger med ham i sit eget Hus. Der er herover noget gaadefuldt, og det kan næppe finde sin Forklaring ved, at hansnart efter synes at have haft en noget svagere Stilling ved Hoffet end hidtil. Han, der for øvrigt i Foraaret 1662 havde den næppe store Sorg at miste sin Hustru, gjen-vandt ogsaa snart sin Indflydelse. I Maj s. A. undertegnede han paa Gottorp den saakaldte Perækvationsreces med Hertugen; i Okt. s. A. var han for Kongen i Dresden. I Juli 1663 deltog han i den sidste Dom over Ulfeldt og ledede i Avg. og Sept. Forhørene over den fængslede Leonora Christina. Men hans Helbredstilstand var vaklende, og 8. Nov. 1663 døde han i Kjøbenhavn. Hans Ligbegængelse foregik med stor Højtidelighed; Liget førtes til Kiel og bisattes der 9. Juni 1664.

Titel:
Rigsgreve

Christian blev gift med Dorothea Rantzau. Dorothea (datter af Ditlev Rantzau og Dorothea von Ahlefeldt) blev født den 29 jan. 1619; blev begravet den 5 nov. 1662 i St. Laurentii Kirke, Itzehoe, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: Linjen Putlos

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: Linjen Breitenburg

Notater:

1590 Amtmand i Flensborg, 1600 Statholder i Hertugdømmerne,1611 Feltmarskal, 1612 Øverst b e f a l ende

1578-81 rejser Tyrkiet, Palæstina og Italien

Gert blev gift med Dorothea Brockdorff i 1613. Dorothea (datter af Ditlev Brockdorff og Ida Rantzau) blev født cirka 1585 i Rendsburg, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde i 1630. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ordner: Ridder af Elefanten
• Family Line: Linjen Putlos

Notater:

BESIDDELSER: Panker

Beskæftigelse:
Landdrost og domprovst

Ditlev blev gift med Dorothea von Ahlefeldt. Dorothea (datter af Balthasar von Ahlefeldt og Margrethe Rantzau) blev født den 4 aug. 1586 i Heiligenstedten, Itzehoe, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 23 jan. 1647 i Drage, Steinburg, Slesvig-Holsten, Tyskland; blev begravet i St. Laurentii Kirke, Itzehoe, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: XII. Hans von Ahlefeldt til Haseldorf og hans efterslægt

Notater:

Dorothea von Ahlefeldt (* 4. August 1586 auf Schloss Heiligenstedten; † 23. Januar 1647) war amtierende Gutsherrin von Kollmar, Drage, Heiligenstedten und Besitzerin des Schlosses Heiligenstedten.

Sie war die einzige Tochter von Balthasar von Ahlefeldt und Margarethe von Ahlefeldt (1568–1620), geborene von Rantzau. Nach dem Tod ihrer Eltern erbte sie ein großes Vermögen, das Schloss Heiligenstedten und weitere Besitzungen.

1601 heiratete die reiche Erbin ihren ersten Mann, Marquard von Rantzau, Herr auf Saxdorf, Eschelmark und Hasselburg († 1610). Die einzige Tochter aus dieser Ehe, Margaretha, heiratete Kay von Ahlefeldt und brachte ihm das Gut Kolmar zu.

1614 heiratete Dorothea von Ahlefeldt Detlev von Rantzau (1577–1639), Ritter des Elefanten-Ordens, Erbherr auf Panker, Kollmar, Drage, Heiligenstedten und Hasselburg, und gebar ihm die Tochter Dorothea von Rantzau-Panker (1619–1662), die am 1. Juli 1636 den Reichsgrafen Christian zu Rantzau ehelichte.

Dorothea von Ahlefeldt verstarb vermutlich auf Schloss Heiligenstedten. Ihre letzte Ruhe fand sie in einem reich verzierten Kupfersarg in einem Grabgewölbe der Stadtkirche St. Laurentii (Itzehoe), wo auch die Tochter Dorothea und der Schwiegersohn Christian zu Rantzau bestattet sind.

Dorothea von Ahlefeldt war auch Wohltäterin und Stifterin zahlreicher kirchlicher Einrichtungen, so beteiligte sie sich unter anderen auch finanziell beim Wiederaufbau der Bonifatiuskirche in Schenefeld.

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: Linjen Breitenburg
• Ordner: 3 maj 1580; Ridder af Elefanten

Notater:

Rantzau, Henrik, 1526—98, Statholder i Slesvig og Holsten, er født paa Steinburg i Holsten 11. Marts 1526; hans Forældre vare den berømte Hofmester i Hertugdømmerne Johan R. og Anna Walstorp.

Kun 12 Aar gammel sendtes han 1538 af sin Fader til Universitetet i Wittenberg, immatrikuleredes der under Melanchthons Rektorat og deltog i Sammenkomsterne ved Luthers Bord. Ikke mange Aar efter var det, at Johan R. 1545 brød med Christian III og tog Tjeneste hos Hertug Adolf af Gottorp. Med denne fulgte baade Fader og Søn 1548 til Kejser Carl V’s Hof i Brüssel; her modtog H. R. de første stærke Indtryk, politiske, kunstneriske og litterære, fra den store Verden, og her knyttede han Bekjendtskaber med fornemme Stormænd. I adskillige Aar ledsagede han Kejseren og var med ved Belejringen af Metz 1552. Endelig opgav han 1553 Hoflivet og ægtede 23. Okt. 1554 Christina v. Halle (f. 11. Febr. 1533), Datter af den brunsvigske Adelsmand Frantz v. H. Ægteskabet skaffede ham en Familiefejde med Greverne af Hoya, der først bilagdes 1558, men bragte ham fremfor alt en meget stor Rigdom, i Godser og Penge. Fra dette Øjeblik havde han en sikker social og økonomisk Stilling, der støttedes ved Faderens forsigtige Raad; 1565 arvede han denne, og hans praktiske finansielle Sans vidste at udnytte det vundne Grundlag.

Rimeligvis har han 1554 kunnet vælge mellem kongelig og gottorpsk Tjeneste; han foretrak den første, og herved blev hans egen og hans Efterkommeres Fremtid afgjort. I det nævnte Aar blev han Amtmand paa Segeberg og kongelig Raad, og 1. Marts 1556 udnævntes han desuden til Kongens Statholder i Hertugdømmerne. Den første større politiske Sag, i hvilken han fik Lejlighed til at blande sig, blev Forsøget paa at udsone Kongefamilien med det lothringske Fyrstehus; til dette Øjemeds Opnaaelse var han fra 1557 og lige til 1565 atter og atter ivrig for et Ægteskab mellem Frederik II og Prinsesse Renata af Lothringen, Christian II’s Datterdatter; i 1559 rejste han endog i den Anledning paa Kongens Befaling til Nederlandene og forhandlede derom med sin gamle Bekjendt fra Opholdet i Brüssel, Greven af Arenberg, Flere Gange i Mellemtiden ansaa han dog Sagen for haabløs eller uheldig og anbefalede da andre Ægteskaber, saaledes 1558 med Elisabeth af England og 1561 med Maria Stuart; med den sidste Plan forbandt han endda fantastiske Tanker om, at Kongen kunde vinde Kejserkronen gjennem Frankrigs Hjælp. Alt dette blev dog til intet; derimod fik han 1559 Lejlighed til at gjøre Frederik II en virkelig og betydningsfuld Tjeneste. Da han kom under Vejr med, at Hertug Adolf af Gottorp paatænkte en Erobring paa egen Haand af Ditmarsken, satte han Kongen i Kundskab derom og blev derefter Hovedmanden for den Overenskomst, hvorved denne Plan forpurredes, og baade Kongen og Hertug Hans bleve Meddeltagere i Krigen og i Ditmarskens Undertvingelse; han var selv med i Felttoget som Krigskommissær og en af Krigsraaderne hos sin Fader, spillede dog næppe nogen større militær Rolle, men var Kongens befuldmægtigede ved Delingen 1560 af det erobrede Land og fik Tilsynet med den kongelige Part og med Ordningen af den forandrede Retsforfatning. 1561 repræsenterede han Frederik II ved Vilhelm af Oraniens pragtfulde Bryllup i Dresden med Kurfyrst Morits af Sachsens Datter Anna.

Imidlertid nærmede den nordiske Syvaarskrig sig. Det er bekjendt, at Frederik II fremtvang den imod det danske Rigsraads Vilje, og en Beretning gaar ud paa, at han derimod fandt Støtte hos de holstenske Raader. H. R.s Holdning i dette Spørgsmaal er dog hidtil ikke opklaret. Han fik imidlertid betydelige Opgaver i Anledning af Krigen, besørgede Troppehvervinger, forhandlede med Hamborg og Nabofyrster om Nevtralitet, opkrævede Krigsskatter i Hertugdømmerne og varetog disses Krigsforfatning, særlig under Faren 1565 for Angreb fra Wilhelm v. Grumbach; mærkes kan det ogsaa, at han (1562) havde anbefalet sin Slægtning Daniel Rantzau til Tjeneste hos Kongen. Ved Siden deraf betroedes der ham ansvarsfulde diplomatiske Ærender; saaledes var han 1564 og 1567 en af Afsendingerne til de mislykkede Fredsmøder, henholdsvis i Rostock og Stralsund. Vigtigst var det dog, at han 1570, efter først at have været tilstede i Heidelberg ved Brylluppet mellem Kurfyrst Johan Casimir af Pfalz og Kurfyrst August af Sachsens Datter Elisabeth, gik til det Møde i Stettin, der efter lange Forhandlinger i Dec. bragte Freden til Veje mellem de nordiske Riger.

Ogsaa i anden Henseende havde Krigen imidlertid spillet sin Rolle for H. R. Han var den formuende Mand, der kunde forstrække Kongen med store Summer eller gaa i Borgen for Laan hos andre. Derved opnaaede han betydelige Pantelen. I Hertugdømmerne fik han saaledes paa denne Maade 1564 sit Amt Segeberg til Pant og 1567 Flensborg Amt; i Kongeriget forskreves der ham 1564, Aaret før hans Faders Død, alle de Len, som denne besad (især store Dele af Laaland), 1566 Holme Kloster, og efter Freden, 1571, Salling Herred, begge paa Fyn. Efterhaanden indløste dog Kronen de fleste af disse Panter, især 1574; dog fik han fornyet Lensbrev paa Segeberg, og endnu 1582 skyldte Kongen ham en betydelig Sum. Men særlig Betydning fik det, at han 1568 havde tilkjøbt sig til Ejendom det nævnte Holme Kloster; han viste sin Interesse for Godset ved at omdøbe det til Rantzausholm, og herved havde hans Slægt faaet en vigtig Grundbesiddelse, som en Tid lang i høj Grad bidrog til at knytte den til Kongeriget. Senere paafulgte flere af hans Sønners Ægteskaber med danske Adelsdamer.

Ogsaa efter Freden i Stettin benyttedes han til diplomatiske Sendelser, der angik Danmark og Norge, saaledes 1577 til Emden for at forhandle med engelske Afsendinger om Sejladsen paa Nordhavet. Han var desuden ved sine talrige Forbindelser i Udlandet i Stand til at holde sin Konge bekjendt med Verdensbegivenhederne igjennem stadige Indberetninger. Men mest optoges dog hans offentlige Virksomhed af Forholdene i Hertugdømmerne. I Spidsen for Landraaderne ledede han Fællesregeringen, naar denne efter den I 1563 trufne Ordning tilfaldt Kongen, og repræsenterede ham i hans Fraværelse paa Landdagene-, han havde Del i Udgivelsen af den slesvig-holstenske Landret 1573, og i øvrigt interesserede han sig for Landenes økonomiske Opkomst, begunstiget, som denne var, af Freds-perioden. I den store Strid med Gottorp om Slesvigs Lensforhold har han uden Tvivl, tro mod sin Konge, med Kraft bekæmpet Gottorps Paastande og medvirket til den endelige Overenskomst i Odense 1580, hvorved Hertugerne modtoge Slesvig til Len af Danmarks Krone; selv repræsenterede han ved denne Lejlighed Kongen i dennes Egenskab af Hertug og benaadedes med Elefantordenen. Det næste Aar bragte han paa et Møde i Flensborg Forlig til Veje om Arven efter Hertug Hans den ældre.

Hvad H. R.s personlige Forhold til Frederik II angaar, tillade de hidtil fremdragne Kilder ikke nogen aldeles bestemt Dom i det enkelte. Det er sikkert, at han gjentagne Gange har mødt Afslag paa sine Henvendelser til Kongen, som da han 1560 forgjæves virkede for en Udsoning med Peder Oxe og 1579 for Tilgivelse til Rigsraaden Jacob Ulfeldt. Ogsaa ligefremme Rivninger spores; 1565 hedder det endog, at han en Tid var i Kongens Unaade paa Grund af den holstenske Adelsmand Hans Blomes Angivelser, og 1570 forbød Kongen ham i en ret irriteret Tone at forherlige den afdøde Daniel Rantzau paa en Maade, der kunde stille Kongen selv i Skygge. Om H. R.s egentlige politiske Indflydelse hos Frederik II vides hidtil saa godt som intet. Men som Helhed er der dog Grund til at antage, at Forholdet har været godt, og at Kongen med rette i ham har skattet en trofast Raadgiver, om end vel næppe en fremragende Statsmand. Og saa meget er vist, at H. R. selv har set hen til Frederik II’s Regeringsaar som sin stolteste Tid og, som vi senere skulle se, har ønsket at hædre Kongen paa enhver Maade. Nogen større Modsætning imellem dem havde han ikke øjnet, og Indskriften paa Breitenburg: «Kongens Held Landets Lykke», havde ikke været Mundsvejr.

Da kom Frederik II’s Død i April 1588, og med denne Begivenhed begyndte et nyt Afsnit i H. R.s Liv, i høj Grad forskjelligt fra det foregaaende, rigt paa Kampe, paa Skuffelser og Bitterhed. Uden at man kan sigte ham for Brud med sin Fortid, blev han en Modstander af Kongemagten, repræsenteret, som den var først af Enkedronning Sophie, senere af den unge Kong Christian IV.

Allerede i Juni 1588 kom Modsætningen frem, da Enkedronningen ønskede, at Formynderstyrelsen i Hertugdømmerne under Christian IV’s Mindreaarighed skulde overdrages en eller flere tyske Fyrster, og antydede en kommende Deling af de kongelige Amter mellem hendes 3 Sønner. Det første var H. R. en Modstander af som urimeligt og som truende Ridderskabets Friheder; i Delingen saa han en Fare for Svækkelse af Hertugdømmernes Magt, paa lignende Maade som hans Fader havde gjort det 1544. Det lykkedes ham dog foreløbig at afværge disse Planer, og et Øjeblik mødtes han med Sophie i Tanken om at benytte Raadernes og Landdagens Modstand mod de gottorpske Planer om Arvelighed til at udelukke den unge Hertug Philip fra Fællesregeringen og gjøre Christian IV til eneregerende. Udsigten hertil svandt dog hurtig, og lige saa hurtig udviklede der sig et bittert Fjendskab mellem H. R. og Enkedronningen, der overtog Formynderstyrelsen i Hertugdømmerne. Uden at gaa i Enkeltheder med Stridens Gang skal det fremhæves, at en af dens første Aarsager sikkert var Sophies nære Forbindelse med Amtmanden i Haderslev Hans Blome (II, 425), en Mand, hvis. Fader havde været Johan Rantzaus Fjende, og som selv allerede i Treserne havde angrebet H. R. Herved blandedes dennes stolte Slægtfølelse ind i Sagerne; 2 Partier skilte det slesvig-holstenske Ridderskab, det Blomeske og Rantzauske, og selvfølgelig var H. R, Leder for det sidste. Og nu var Blome netop tillige i Strid med det danske Regeringsraad; denne Omstændighed i Forening med Regeringsraadets Brud med Enkedronningen knyttede det og H. R. sammen i et, dog mest tilsyneladende, aristokratisk Forbund, og herved skabtes der paa den anden Side et Vaaben for Sophies juridiske Raadgivere, der ønskede at hæve Fyrstemagten og kue Ridderskabet. Hertil kom, at hun traadte i et venskabeligt Forhold til Hertug Johan Adolf af Gottorp og ogsaa derved stødte an mod H. R.s politiske Tilbøjeligheder. Fra 1591 var Striden en Kjendsgjerning, og 1593 naaede den sin højeste Bitterhed. Faa Landretsdagen i Slesvig By i Marts s. A. tørnede H. R. og hans Søn Gert voldsomt sammen baade med Blome og med Johan Adolf. Den gamle Statholder fik et heftigt nervøst Anfald og sprængte Retsforhandlingerne ved at rejse bort med det kongelige Signet, der skulde bruges under Aktstykkerne. Sophie svarede med at affordre ham Regnskabsaflæggelse for hans Amt og ved at tilstille ham en Skrivelse, der i Skarphed og Trusler overskred alle Grænser. Men H. R. gav ikke tabt, og hans Kampmiddel blev i Forbindelse med det danske Rigsraad at faa Formynderstyrelsen frataget Sophie og Christian IV erklæret myndig; han vilde herved ikke alene ydmyge hende, men navnlig forebygge, hvad der efterhaanden var blevet Stridens egentlige Kjærne, hendes Planer om Delingen af de kongelige Amter. Sejeren blev foreløbig hans; i Sept. 1593 overtog den unge Konge Styrelsen i Hertugdømmerne, og samtidig blev Blome afsat fra sit Embede som Amtmand i Haderslev, og denne Post overdroges til H. R.s Søn Gert. Men hans personlige Sejer blev ikke langvarig; fra Sommeren 1595 viste det sig, at hans Indflydelse var i Aftagende hos Christian IV, der under Regeringsraadets begyndende Opløsning nærmede sig sin Moder og mødtes med hende i Ønsket om Forsoning. Vel kunde H. R. regne sig det til Ære, at Tanken om Hertugdømmernes Deling døde hen, men i de Retssager med Hans Blome, som vare voxede frem af Striden, maatte han føle Kongens Uvilje. Og Forholdet bedredes langt fra, da Christian IV 1596 blev Danmarks virkelige Hersker og netop nu ønskede at vise Aristokratiet sin Myndighed, for saa vidt altsaa optog sin Moders Politik. De strænge Advarselsskrivelser og Trusler om kongelig Unaade, som han i Juni 1597 udstedte til flere af Ridderskabet i Anledning af deres Smædeskrifter mod hverandre, vare ogsaa rettede til H. R. Og næppe har det været helt frivilligt, naar denne i disse Aar ved sine Sønner lod udtale Ønsket om at fratræde sine Embeder. I alt Fald greb Kongen det; 24. Jan. 1598 underrettede han ham om, at han gik ind derpaa, og affordrede ham Statholderskabet og Segeberg Amt. Den 72aarige Mands Dage vare nu ogsaa snart talte; han døde 31. Dec. 1598. Hans Bisættelse fandt Sted i den af ham selv ombyggede og udstyrede Familiebegravelse i St. Laurentius-Kirken i Itzeho. Kisten og Indskriften ventede paa ham; selv havde han ladet dem lave; kun Pladsen til hans Dødsdag i Indskriften stod tom.

Hans politiske Liv var endt som et Nederlag, og med dyb Sorg havde han maattet se sin talrige Børneflok tyndes ud ved hyppige Dødsfald. Endnu kunde han ikke vide, at hans 2 Sønner snart skulde opnaa de højeste Embeder i Kongeriget og Hertugdømmerne. Men utvivlsomt har han med Stolthed set tilbage paa sit Livs Gjerning. Bortset fra hans politiske Virksomhed havde han været en Kulturbringer. Forudsætningen for, at han var bleven dette, var 2 Ting: hans materielle Midler og hans aandelige Sans.

Allerede ovfr. er omtalt Kilderne til hans Rigdom: Giftermaalet, Arven efter Faderen og hans økonomiske Indsigt. Ved sin Død ejede han 18 adelige Godser. Af disse skulle nævnes Breitenburg og Mehlbek, som han havde arvet fra Faderen, Wandsbek, Wellingsbüttel og Rantzau, som han havde tilkjøbt sig, alle i Holsten, Drakenburg og Rinteln i det brunsvigske, en Arv fra Svigerfaderen, foruden Ejendomme i Slesvig og Lauenborg og endelig Rantzausholm . hertil kom bl. a. en paladsagtig Gaard i Lybek. Paa sine Godser indførte han Stordrift med Nedlæggelser af Bønder-gaarde og Hoveri, men ogsaa med Skovdrift og Havebrug og med Anlæg af alle mulige Smaafabrikker, som Olje-, Papir-, Sav-, Bore-, Kobber- og Krudtmøller. Ved Siden heraf drev han en udstrakt Pengeforretning; baade Philip II af Spanien og Antwerpen havde han til Skyldnere, med den nævnte By førte han en langvarig og bitter Strid om Gjældens Betaling. Ved alt dette fik han Midler til at blive Hertugdømmernes første grand Seigneur. Men den kulturelle Side heraf skabtes ved et bestemt Aandspræg hos ham.

Kun i ringere Grad havde han modtaget dette Aandspræg fra sit Ophold som ganske ung i Wittenberg. Theologi kom aldrig til at høre til hans væsentlige Interesser, endnu mindre de kirkelige Stridigheder, som han endog saa ret overlegent paa, i den Grad, at den katholske Reaktion haabede paa ham som Tilhænger. Utvivlsomt var han dog protestantisk troende, tvivlede ikke heller paa Djævelens Indgriben i det daglige Liv; men et Hovedpunkt i hans metafysiske Forestillinger var Overbevisningen om Stjærnernes Herredømme over Menneskene; de vare Midler for Skæbnen og Gud til at paavirke alt lavere. Derfor var han en ivrig Tilhænger af Stjærnetydningen, udgav Lærebøger i Astrologi og nedskrev i elegant udstyrede Bøger Samlinger af Horoskoper. Med sit stærke fantastiske Sving troede han naturligvis ogsaa paa Drømme og Varsler og spaaede nok saa dristig om Verdensbegivenheder, hvilket indbragte ham Drillerier fra Frederik II, naar det slog fejl. Men sin astrologiske Tro delte han for øvrigt med hele det Kulturstandpunkt, som stærkest havde paavirket ham.

Sine dybeste Indtryk havde han nemlig, som ovfr. antydet, modtaget fra sit Ophold ved Carl V’s Hof og særlig i de senere spanske Nederlande. Her havde en Forening af den romanske Renæssance og den germanske Humanisme slaaet ham i Møde. Netop da var jo Italien Forbilledet for nederlandsk Kunst, Sværmeriet for i alt Fald Ydersiderne af det antike Liv havde bredt sig her op, den latinske Digtekunst og den latinske Brevstil stode som den fornemme og lærde Verdens Stolthed, og her havde han vel ogsaa hørt om det Medicæiske Mæcenatdømme i Florents og var desuden et beundrende Øjenvidne til den anstandsfulde spanske Grandezza. Han kom hjem fyldt med Tanker om midt mellem en Adel, der kun lidet besad Sans for Kunst og Litteratur, at bringe Renæssancen og Humanismen ind i sin nordlige Egn, men tillige at knytte den fremfor alt til sin Person. Der er Grund til kort at dvæle ved de forskjellige Omraader af hans Virksomhed i denne Henseende.

Først hans Bygninger. Han ombyggede Breitenburg og Mehlbek, og han opførte helt nye Borge paa Wandsbek (af ham kaldet Wandsburg) og Rantzau. Breitenburg og Rantzau betegne her 2 Stadier, den første, der til Dels stammede fra hans Fader, minder om Frederik II’s Frederiksborg, den anden, som helt var hans eget Værk (1592-95), om Christian IV’s ved sit langt luftigere, yndefuldere Anlæg. Men i alle sine Bygninger satte han sin Stolthed i at opkalde Rummene med de antike Navne, og de forsynedes med Indskrifter, til Dels af klassiske Forfattere og yngre Latinister, til Dels af religiøst-moralsk Indhold. Hertil kom saa Vidnesbyrd om Renæssancens stærke Trang til at forherlige Personligheder. Han fyldte sine Borge med Statuer og Malerier af mythologiske, antike og moderne Helte; han hædrede sin Storheds Skabere, den yngre oldenborgske Kongeslægt, hvem han viede en Pyramide i Nærheden af Itzeho, og særlig Frederik II, for hvem han efter hans Død opførte en anden Pyramide ved Segeberg med en Obelisk ved Siden, bygget med den som Forbillede, der af Kejser August førtes til Rom. Han havde Malerier af Kongens vigtigste Krigsbegivenheder paa Segeberg Slot og lod dem stikke i Kobber. Dette sidste skulde dog fuldt saa meget tjene til Forherligelse af hans egen Slægt, der havde deltaget i disse Kampe; Søjlen paa Mehlbek for hans Hustru, talrige Epitafier og Billeder vare andre Vidnesbyrd om denne Bestræbelse. Men alle Vegne prangede hans eget Navn med Paalæg til hans Efterkommere om at værne om deres Stamfaders Gjerninger, og han lod udgive Bøger med Beskrivelser af sine Bygninger. Til Udsmykningen af sine Borge stod han i Forbindelse med Medicæeren Storhertug Ferdinand af Toskana, fra hvem han fik Marmor, Alabaster og kunstfærdige Sager, og hvem han sendte nordiske Varer.

Denne Forbindelse var dog kun en enkelt Side af et helt Forhold, der opfyldte ham fuldt saa meget som hans Bygningsvæsen og hans Kunstsamlinger, nemlig den latinske Brevvexling med Fyrster, Stormænd og lærde, hvortil knyttede sig Mæcenatstillingen for de sidste. Nordtyske Hertuger vare hans Korrespondenter lige saa vel som Kardinal Granvella og nederlandske og danske Adelsmænd; men navnlig var der en utvivlsomt gjensidig Bestræbelse efter Forbindelse mellem ham og Videnskabsmænd og latinske Digtere. Blandt de første indtager Tyge Brahe Hæderspladsen; de havde gjort Bekjendtskab med hinanden 1564 i Rostock og stode siden i Venskabsforhold, og det var H. R., som 1597 efter Tyge Brahes Bortrejse fra Danmark skænkede ham det første Asyl (paa Wandsburg). Af andre Videnskabsmænd skulle nævnes Niels Hemmingsen, Historikerne Chytræus og Lindeberg, Medicineren Heurnius og især Filologen Justus Lipsius; af Digterne Tidens anseteste, men nu ganske glemte, de lavrbærkronede Melissus, Frengel og Lauterbach. Forholdet imellem de fleste af disse og ham beroede paa en vis Gjensidighed, de trængte til H. R. som Mæcen, han til deres Lovprisninger i deres Dedikationer og ikke mindst i deres latinske Epistler. Thi disse vare den Gang ikke en Form for privat Samkvem, de vare en Art Litteratur, og en hel Række af dem, de saakaldte Trøstebreve i Anledning af hans Børns Dødsfald, lod han udgive med sine egne Svar, endog i flere Oplag.

For en stor Del skyldtes den centrale Stilling, H. R. indtog i den litterære Verden, naturligvis hans Penge, men nok saa meget dog hans mærkelige Bogsamling. Ved Siden af Breitenburgs Hovedfløje laa en Bygning, i hvilken oven over et Kapel Bibliotheket var opstillet. Det var smukt ordnet og skal have talt 6300 Bind; iblandt disse vare ogsaa talrige højst værdifulde Haandskrifter, deriblandt af Adam af Bremens Kirkehistorie og af Albert af Stades Krønnike; disse lod han udgive lige saa vel som forskjellige andre, hvoriblandt klassiske Forfattere. Uden Karrighed laante han ogsaa Bøger ud. H. R. havde paalagt sine Efterkommere Bibliothekets Udelelighed; han kunde have sparet det; thi ved de Wallensteinske Troppers Erobring af Breitenburg 1627 blev det splittet og for største Delen ødelagt. Trods forskjellige Bidrag til dette Spørgsmaal trænger dog Restens Skæbne til nøjere Undersøgelser.

H. R. var end videre selv Forfatter. Han udgav Bøger om Astrologi, om Sundhedspleje, om Krigsvæsen; uden Tvivl har hans Stab af Litterater dog hjulpet ham. Mere personlig tilhøre rimeligvis andre Værker ham, der vise delvis andre af hans Interesser end dem, vi hidtil have dvælet ved. Fortrinsvis tænkes herved paa hans Mindeskrift over Faderen (under Psevdonymet «Coroneus»), hans Historie af Ditmarskerkrigen (under Psevdonymet «Cilicius Cimber») og hans Beskrivelse af den cimbriske Halvø (først udgivet 1739 af Westphalen efter et Haandskrift). Nøje sammenknyttede ere i dem alle Slægtstoltheden og Kjærligheden til hans Land. De førstnævnte ere historisk-geografiske Kildeskrifter om vigtige Begivenheder og Forhold i Hertugdømmerne, men navnlig en Lovprisning af hans Fader, til Dels af ham selv. Beskrivelsen af den cimbriske Halvø medtager ogsaa Nørrejylland, og Kongerigets geografiske og politiske Forhold laa ogsaa saa meget inden for hans litterære Interesser, at han satte sig i Forbindelse med Huitfeldt, med Vedel og med Niels Kaas for at faa Oplysninger og Tegninger af Byer, navnlig til Hjælp for den bekjendte Geograf Mercator, af hvis Atlas han ogsaa var Medarbejder. Dog var det kun Hertugdømmerne, han ansaa for sit Fædreland, deres Beskrivelser optage største Delen af det nævnte Værk, og det er Kundskaben til dem, han fortrinsvis vil udbrede i Verden. Skriftet har sit Værd ved de statistiske Angivelser om Samtiden, men det er ved Siden heraf stærkt fantastisk i sin antikiserende Stræben. En stor Del af det anvendes til at prise Cimbrerne, som han naturligvis opfatter som Stamfædre til Hertugdømmernes senere Beboere. Ved at forherlige dem vil han forherlige sin egen Samtid. Men ogsaa denne har sin umiddelbare Storhed, især dens Ridderskab, som han lod andre Bøger fortælle nærmere om, og da først og fremmest den Rantzauske Slægt med dens talrige Godser. Og som Hovedet for denne Slægt staar han selv, han, der paa én Gang var Kongens Statholder og Cimbriens Fører (produx Cimbriæ).

Sikkert var ogsaa H. R. en højst forfængelig Mand. Til sine Tider falder der et forsonende Stænk af Naivitet over denne Forfængelighed, men rent utroligt er det, hvad han har ladet sig byde af det vamleste Smigreri af sine Litteraters Penne og Munde; uden Tvivl have de fordærvet ham i denne Henseende. Han var tillige en heftig Mand trods sin Anstand, ikke uden Grund fik han talrige Fjender. Heller ikke var han en sand overlegen Aand, og det fortjener at fremhæves, at hans Kunstsamlinger næppe have talt Værker af virkelig Rang. Men der var med alt dette noget sjælden storslaaet over ham, højt rager han derved op i sin Samtid, og Hertugdømmernes Kultur skylder ham overordentlig meget. I national-sproglig Henseende har han trængt Plattysken tilbage for Højtysk, i politisk har han fremmet Forbindelsen mellem Slesvig og Holsten ved sin kraftige Overbevisning om deres Samhørighed og ved paa én Gang at være dens aristokratiske, personlige og litterære Udtryk. Skjønt han fuldt ud anerkjendte Slesvigs Lensforhold til Danmarks Krone, har han dog bidraget til den Løsningsproces, hvorved Hertugdømmet skiltes fra Riget, men bevidst har han aldrig villet skade Danmark.

Macropeus, Immortalitas H. R. (Hamb. 1599).
Lindeberg, Hypotyposis arcium (Hamb. 1591).
Frobenius, Epistolæ consolatoriæ (Francof. 1593).
Moller, Cimbria lit.
Danske Mag. I, 193 ff. 353 ff.
Zeitschr. d. Gesellsch. f. Schlesw.-Holst.-Lauenb. Gesch. VIII, 331 ff.
X, 199 ff. XI, 69 ff. XVIII, 131 ff. XXI, 307 ff. XXII, 239 ff.
Allg. Deutsche Biographie XXVII. Lund,
Christ. IV’s Skib p. Skanderborg Sø.

J. A. Fridericia.

Beskæftigelse:
Statholder

Henrik blev gift med Christina von Halle cirka 1554 i Segeberg, Slesvig-Holsten, Tyskland. Christina (datter af Frans Halle og Christina Ramel) blev født den 23 mar. 1535 i Drakenburg, Tyskland; døde den 26 jul. 1603 i Itzehoe, Slesvig-Holsten, Tyskland; blev begravet den 26 jul. 1603 i Itzehoe, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Bopæl: Kletkamp, , Vindeby,Altenhof,Himmelmark og Hornstorf

Notater:

Beskæftigelse:
1598 Amtmand i Maarkær

Titel:
1576-84 Hofjunker, 1592 Hertugelig gottorpsk råd

Ditlev blev gift med Ida Rantzau i 1591. Ida (datter af Ditlev Rantzau og Margrethe Rantzau) blev født cirka 1556 i Slesvig, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde i 1596. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: Linjen Kletkamp-Hanerau

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: Linjen Putlos

Notater:

BESIDDELSER:Putlos (1585), Klampe (1590), Helmstorf og Panker (1585 efter Otto Rantzaus død)

BIOGRAFI: Immatrikuleret 1564 i Leipzig, 1567 hofjunker, hyldede 1580, 1590, 1592 og 1593 , m edbeseglede ratifikationen af 1593. Var 1596 ved kroningen (til Klampe) Kongelig råd, 160 8 Am tmand i Rendsborg

Henrik blev gift med Benedicte Buchwald cirka 1575. Benedicte (datter af Ditlev Buchwald og Dorothea Von Der Wisch) blev født cirka 1592 i Wensin, Segeberg, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: XII. Hans von Ahlefeldt til Haseldorf og hans efterslægt

Notater:

BESIDDELSER: Heiligenstedten, Kolmar, Neuendorf, Drage,Mustin og Wedeldorf

TITEL: 1589 hertugelige gottorpsk råd, 1593 kgl råd

________________

Wikipedia:

Balthasar von Ahlefeldt (* 29. September 1559; † 8. März 1626 in Kiel)
war königlicher Rat- und Amtsmann von Flensburg und Rendsburg, Herr auf
Kollmar, Drage und Heiligenstedten. Leben

Balthasar von Ahlefeldt wurde am 29. September 1559 geboren. Nachdem er
dem König Friedrich II. von Dänemark als Hofjunker gedient hatte,
unternahm er eine größere Reise durch Italien, Deutschland und
Frankreich. 1583 kehrte er nach Deutschland zurück und baute auf dem
väterlichen Erbgut Heiligenstedten das neue Schloss Heiligenstedten. Am
13. Oktober 1583 vermählte er sich mit Margarethe von Rantzau, die
jüngere Tochter des königlichen Statthalters Heinrich Rantzau und dessen
Frau Christine. Aus dieser Ehe ging die einzige Tochter Dorothea von
Ahlefeldt hervor. Im Jahre 1589 wurde er Ratsmann des Herzogs Johann
Adolph von Gottorp und 1593 Königlicher Rats- und Amtmann von Flensburg,
Rendsburg und Steinburg. Er besaß die Güter Kollmar, Drage und
Heiligenstedten. Am 8. März 1626 starb er in Kiel und wurde in der St.
Laurentius-Kirche in Itzehoe beigesetzt.

Literatur

Schleswig-Holsteinische Ritterschaft: Beitrag zur Adelsgeschichte
Deutschlands und Dänemarks. Schleswig 1869, Seite 7

Balthasar blev gift med Margrethe Rantzau. Margrethe (datter af Henrik Rantzau og Christina von Halle) blev født den 27 nov. 1568 i Breitenburg, Itzehoe, Slesvig-Holsten, Tyskland; døde den 5 jan. 1629 i Embden, Ostfriesland, Tyskland; blev begravet den 23 aug. 1629 i Itzehoe, Slesvig-Holsten, Tyskland. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: Linjen Breitenburg