Benny Caroline Andrea Sophie Treschow

Notater:

Cederfeld de Simonsen, Benny
F- 2.10.1865

Kammerherreinde. Tidlig medlem af Danske Kvinders Fredskæde. Organiserede og ledede Kvindeligaen på Fyn i mellemkrigsårene. Fra 1939 æresmedlem af Ligaens hovedbestyrelse. Benny Cederfelds Hjælpefondoprettet under anden verdenskrig, er opkaldt efter hende.

Benny Cederfelds Hjælpefond.

Hjælpefond oprettet i 1944 af Kvindernes Fredsliga, til "Støtte for saadant Hjælpearbejde, der til enhver Tid maatte falde indenfor Rammerne af Ligaens almindelige Arbejde og Interesse". Under besættelsen indsamles 47.200 kr., hvoraf 1000 kr. anvendes til genopbygningsarbejdet på Bornholm.

Litteratur.

Arnskov, Fanny: Vort Hjælpearbejde. I: Fred og Frihed Særnummer, 1945 Oktober s. [7].

_________________

Dansk Kvindebiografisk leksikon:

Benny Cederfeld de Simonsen (BCS) voksede op i en betydelig dansk adelsfamilie på Fyn og blev undervist i hjemmet, bl.a af højt kvalificerede udenlandske privatlærere. Det gjorde det muligt for den begavede BCS at udtrykke sig ubesværet på fransk, engelsk og tysk og sætte sig ind i fremmede kulturer. Hun havde gode forudsætninger for internationalt samarbejde og en stor interesse herfor. 1892 giftede hun sig med en fynsk godsejer, som var aktiv såvel landøkonomisk som i lokalpolitisk arbejde. Han ejede fire godser, og BCS fortsatte dermed sit godsejerliv på Fyn på godset Erholm ved Årup som moder og gæstfri husfrue.

Under indtryk af 1. verdenskrigs rædsler engagerede BCS sig 1916 i fredsarbejdet i Danske Kvinders Fredskæde, fra 1925 Kvindernes Internationale Liga for Fred og Frihed (KILFF), der var en dansk sektion af Woman's International League for Oeace and Freedim /WILPF), stiftet 1915 på en kvindefredskongres i Haag KILFF havde sig udspring i Kbh.. men snart begyndte foreningen at danne kredse i provinsenm og BCS påtog sig som stiftsrepræsentant for Fyn fra 1919 at organisere fredsarbejdet i denne del af Danmark. I 1925 var BCS tilstede på Dansk Fredsforenings (DF) årsmøde, hvor hun tog til orde imodforeningens kritik for KILFF. DF, der var stiftet 1882 med Frederik Bajer, anså KILFF som en splittende faktor og konkurrent i det fredsarbejde, som DF helst så samlet under sit revir.

I lighed med bl.a Clara Tybjerg og Henriette Beenfeldt mente BCS tværtimod, at det var til fordel for fredssagen, at der eksisterede flere organisationer, således at arbejdet kunne føres ud i vide kredse. I 1930-31 gjorde KILFF en ekstra indsats for at etablere lokalafdelinger i alle dele af landet og øge et dalende medlemstal. Takket været BSCs dygtige organisationsarbejde og gode personalige kontalkter til de lokale kredsformænd nåede medlemstallet på Fyn op på 4.000 medlemmer, langt den størstge dækning på landsplan.

Trods sin højadelige baggrund havde BCS et beskedent væsen og en stor menneskekundskab og kærlighed, der gjorde hendes omgang med alle slags folk let. Hun så hverken op eller ned, kun fremad, og var altid den samme, uanset om hun talte ved internationale kongresser eller til møder i forsamlingshuse. Hendes omfattende kontaktnet og korrespondence, også med udenlandske fredskvinder, havde stor betydning for hele WILPF og den danske ligas placering i det internationale arbejde. BCS fortsatte som formand for det fynske distrikt til 1933 og var næstformand i hovedbestyrelsen 1931-39. I 1939 blev hun udnævnt til WILPFs første danske æresmedlem. Ved WILPFs kongresser bl.a i Dublin 1926, Prag 1929, Grenoble 1932, Zürich 1934 og Luhacovice 1937, repræsenterede hun den danske sektion på fremragendevis. Hun var desuden medlem af den internationale komité, der beskæftigede sig med mindretallenes ret. Her arbejdede hun med grænseproblemer efter genforeningen 1920, og ved dette vandt hun venner ogtillid på begge sider af den dansk-tyske grænse.

Før den tyske besættelse af Danmark lykkedes det hende i marts 1940 i samarbejde med Danske Kvinders Nationalråd og Jødisk Kvindeforening at skaffe indrejse for 320 jødiske børn fra Centraleuropa. Nogle kom til Fyn og blev optaget i landbohjem, andre husede hun selv. De fleste børn blev senere sendt i sikkerhed i andre lande, men omkring 40 blev til hendes store sorg taget af tyskerne og sendt tilkoncentrationslejren Theresienstadt.

I forbindelse med hendes 80-års fødselsdag oprettede KILFF i 1944 BCSs Hjælpefond, hvortil hun straks skænkede 10.000 kr. Fondet skulle hjælpe mennesker ramt af krig og politisk forfølgelse. Til det sidste bevarede BCS sin interesse for og kærlighed til fredssagen, som hun fik stor indflydelse på med sin dygtighed, energi, trofasthed og offervilje. Hendes motivation for fredsarbejdet var en dyb kristen menneskekærlighed og ønsket om en humanitær indsats. Modsat den øvrige ledelse i KILFF, der var præget at kvinder med baggrund i Dansk kvindesamfund og i Det Radikale Venstre, kædede BCS ikke sit fredsarbejde sammen med en bredere kvindepolitisk eller partipolitisk indstilling. Hun gik imod strømmen i sit konservative, forsvarsvenlige adelsmiljø, hvor bl.a sønnen Christian skabte sig en militærkarriere. Trods modstanden blev hun beskrevet som den milde strålende stjerne, der altid var der, en ledestjerne.

Skrevet af Lise Håstrup

Benny blev gift med Hans Christian Frederik Vilhelm Cederfeld de Simonsen den 26 jul. 1892 i Gamtofte, Båg Herred, Odense Amt, Danmark. Hans (søn af Hans Christian Joachim Cederfeld de Simonsen og Marie Charlotte Frederikke Uldall) blev født den 6 sep. 1866 i Nyborg, Vindinge Herred, Svendborg Amt, Danmark; døde den 2 jan. 1938 i Risinge, Flødstrup Sogn, Vindinge Herred, Svendborg Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

1. Edele Sophie Charlotte Elisabeth Cederfeld de Simonsen blev født den 25 jun. 1893 i Strandgade 8,København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; blev døbt den 26 jul. 1893 i Vor Frelsers Sogn, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 30 dec. 1984 i Hillerød, Lynge-Kronborg Herred, Frederiksborg Amt, Danmark; blev begravet i Rørup Kirke, Vends Herred, Odense Amt, Danmark.
2. Hans Christian Carl Frederik Cederfeld de Simonsen blev født den 16 feb. 1895 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 20 nov. 1985; blev begravet i Rørup Kirke, Vends Herred, Odense Amt, Danmark.
3. Bror Carl Adolph Cederfeld de Simonsen blev født den 2 maj 1900 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; døde den 15 sep. 1995 i Falkensteen Skov, Slagelse, Danmark.
4. Karen Marie Louise Cederfeld de Simonsen blev født den 17 jun. 1903 i Erholm, Rørup Sogn, Vends Herred, Odense Amt, Danmark; døde i 1991.
5. Elisabeth Ida Margrethe Cederfeld de Simonsen blev født den 28 apr. 1907 i Erholm, Rørup Sogn, Vends Herred, Odense Amt, Danmark; døde den 28 mar. 2001.
6. Frederik Wilhelm Johan Benedikt Cederfeld de Simonsen blev født den 11 dec. 1909 i Erholm, Rørup Sogn, Vends Herred, Odense Amt, Danmark; døde den 13 apr. 1986.

Notater:

BESIDDELSER: Brahesborg

TITEL: Kammerherre

Carl Adolph Rothe Treschow (24. januar 1839 på Brahesborg – 15. maj 1924 i København) var en dansk godsejer, bror til Christian og Frederik Treschow

Han var søn af Frederik Treschow og Andrea født Bjørn Rothe, blev 1857 student (privat dimitteret) og tog april 1863 slesvigsk juridisk eksamen. Treschow blev 1864 (titulær) jægermester, 1870 eforus for De Treschowske Legater og arvede 1871 Brahesborg, som han 1911 overdrog til sin søn Frederik Wilhelm Treschow. Han var 1880-1909 medlem af Odense Amtsråd.

Han blev 1873 kammerherre, 8. februar 1886 Ridder af Dannebrogordenen, 8. april 1898 Dannebrogsmand, 27. januar 1908 Kommandør af 2. grad og 19. juni 1922 Kommandør af 1. grad.

5. november 1864 ægtede han på Store Frederikslund Henriette Sophie Margethe komtesse Rantzau (3. juni 1844 - 10. juni 1911 på Brahesborg), datter af lensgreve Carl Frederik Rantzau og Caroline født Worsaae. Parret fik en datter, Benny Caroline Andrea Sophie Treschow (1865-1952), som blev gift med H.C.F.W. Cederfeld de Simonsen, og eftersom hendes bror Frederik Wilhelm Treschow døde barnløs, gik Brahesborg over til slægten Cederfeld de Simonsen.

Carl blev gift med Henriette Sophie Margrethe Elisabeth Rantzau. Henriette (datter af Greve Carl Frederik Rantzau og Caroline Worsaae) blev født den 3 jun. 1844 i Nr. Bjert, Kolding, Danmark; døde den 10 jun. 1910. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: Greverne Rantzau til Rosenvold
• Folketælling: 1860, Kronprinsessegade, København, Danmark; https://www.danishfamilysearch.dk/census1860/sogn2886/surnamelist/?sname=Rantzau

Notater:

BESIDDELSER: Brahesborg

TITEL: Kammerherre

Frederik Wilhelm Rosenkilde Treschow, født Rosenkilde (5. juli 1811 i Roskilde – 11. december 1869 på Brahesborg) var en dansk godsejer og kammerherre.

Han var adopteret søn af højesteretsadvokat og godsejer Frederik Treschow og Jensine Palæmona født Aagaard og overtog 1854 Brahesborg fra faderen. 1856 blev han kammerherre, og han var også medlem af Odense Amtsråd. 1867 blev han optaget i den danske adel.

26. marts 1836 ægtede han i Garnisons Kirke Andrea Bjørn Rothe (3. juni 1814 i Rønne - 23. november 1885 i København), datter af kontreadmiral og kammerherre Carl Adolph Rothe og Benedicte født Ulfsparre de Tuxen. Børn:

Carl Adolph Rothe Treschow (1839-1924)
Benedicte Ulfsparre Treschow (4. januar 1841 på Brahesborg - 17. december 1917 i København), gift 1. gang med Carl David Withusen (1822-1874), 2. gang med Lorenz Frølich
Frederik Vilhelm Treschow (1842-1876)
Christian Rosenkilde Treschow (1842-1905)
Han er begravet på Gamtofte Kirkegård.

Frederik blev gift med Andrea Bjørn Rothe. Andrea (datter af Carl Adolph Rothe og Benedicte Ulfsparre de Tuxen) blev født den 2 jun. 1814 i Rønne, Bornholm, Danmark; døde den 23 nov. 1885 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: Greverne Rantzau til Rosenvold
• Folketælling: 1860, Kronprinsessegade, København, Danmark; https://www.danishfamilysearch.dk/census1860/sogn2886/surnamelist/?sname=Rantzau
• Folketælling: 1880, Krengerup, (Frederikslund), Ørsted Sogn, Båg Herred, Odense Amt, Danmark; https://www.danishfamilysearch.dk/cid9841563

Notater:

BESIDDELSER: Frederikslund, Brahesholm og Sølund

TITEL: Greve, Kammerherre, Hofjægermester

Folketælling:
Midlertidigt fraværende - havde ophold i København

Carl blev gift med Caroline Worsaae den 23 apr. 1842 i Vejle, Nørvang Herred, Vejle Amt, Danmark. Caroline (datter af Jens Worsaae og Margrethe Elisabeth Bertelsen) blev født den 13 aug. 1819 i Vejle, Nørvang Herred, Vejle Amt, Danmark; døde den 18 maj 1891 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Folketælling: 1860, Kronprinsessegade, København, Danmark; https://www.danishfamilysearch.dk/census1860/sogn2886/surnamelist/?sname=Rantzau
• Folketælling: 1860, Kronprinsessegade, København, Danmark; https://www.danishfamilysearch.dk/census1860/sogn2886/surnamelist/?sname=Rantzau
• Folketælling: 1880, Krengerup, (Frederikslund), Ørsted Sogn, Båg Herred, Odense Amt, Danmark; https://www.danishfamilysearch.dk/cid9841564

Notater:

Folketælling:
Midlertidigt fraværende - havde ophold i København

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Ejendom: 1828 - 1855, Brahesborg, Gamtofte Sogn, Båg Herred, Odense Amt, Danmark
• Ejendom: 1835 - 1855, Laurvig (nu Larvik), Norge

Notater:

Treschow, Frederik Wilhelm (efter Daabsattesten: Willum Frederik), 1786-1869, Højesteretsadvokat og Politiker, blev født 15. Sept. 1786 i Kjøbenhavn som Søn af nedennævnte Højesteretsassessor Michael T. Han blev 1803 Student fra Roskilde Skole og 1806 juridisk Kandidat; 1809 Overretsprokurator og 1811 Højesteretsadvokat. I denne Stilling forsvarede han 1820 Dr. Dampe (krævede hans Frifindelse) og førte 1825 Grundtvigs Sag over for H. N. Clausen, ja betalte selv den idømte Bøde af 100 Rdl.; han havde ogsaa tidligere understøttet Grundtvig til hans Gjerning som Oversætter. 1828 blev han Generalfiskal og var som saadan C. N, Davids Anklager 1836 og Orla Lehmanns 1842, men tog sin Afsked 1846, da Regeringen mod hans Raad vilde føre Sagen videre mod Talerne ved Studentermødet 1845 (O. Lehmann, H. F. Poulsen og Fr. Helweg), der alle bleve frifundne. Som en udmærket Forretningsmand blev han 1828-33 samt paany 1840-45, 1849-54 og 1858-63 Repræsentant for Nationalbanken og udnævntes 1838 til Medlem af Kommissionen i den saakaldte Tolvmillionsag (om Statskassens Mellemværende med Banken); han tog virksom Del i Ordningen af dette indviklede Forhold og var ellers forinden af begge Parter udset til at være deres Sagfører, hvis en mindelig Løsning ikke opnaaedes.

1832 blev han en af de «oplyste Mænd», der skulde raadslaa om Provinsialstændernes nærmere Ordning, og 1835-40 var han kongevalgt Medlem af Stænderforsamlingen i Roskilde. Han hørte i disse Aar til Forsamlingens mere fremtrædende Medlemmer (blev ogsaa 1838 dens Viceformand). Vel tog han ikke nogen stor Del i selve Forhandlingerne, men han indvalgtes i mange og vigtige Udvalg og affattede ogsaa flere Betænkninger. Han var saaledes 1836 Medlem af Udvalgene om den nye Toldtarif, om Rigets Finanser, om Hoveriets Afløsning og om Fæstevæsenet, 1838 om den nye Straffelovgivning o, s. fr. I Landbospørgsmaal var han afgjort konservativ; derimod fremsatte han 1838 det af Grundtvig udarbejdede Forslag om Sognebaandets Løsning og var tillige dets varme Talsmand over for Biskop Mynsters udprægede Modstand.. Ligeledes tog han 1840 aabent Ordet for Forlangendet om de kongerigske Forsamlingers Forening og om forøget Myndighed for dem, særlig i finansielle Spørgsmaal. At Kongen ikke vilde lytte til dette Ønske, var rimeligvis Grunden til, at T. ikke vilde modtage fornyet Udnævnelse til Stænderforsamlingen for Aarene 1842-46, hvorimod han 1848 paany blev Medlem, da Stænderne sidste Gang kom sammen.

Derefter blev han kongevalgt Medlem af den grundlovgivende Rigsforsamling; men han fik ikke Lejlighed til at udøve dette Hverv ret længe. Thi efter at have medvirket som Mellemmand ved Novemberministeriets Dannelse drog han i Dec. 1848 til London i diplomatisk Hverv – afsluttede senere Statslaanet med Hambro – og efter Vaabenstilstanden i Juli 1849 til Berlin for at deltage i de nærmere Forhandlinger. I Dec. s. A. valgtes han i Kjøbenhavn til Landstinget, hvor han nærmest sad som Repræsentant for den konservative Retning og indtog en vigtig Stilling som Medlem af og til Dels Ordfører for flere af de betydeligste Udvalg. Han var saaledes i 3 Aar Medlem af Finansudvalget, end videre af Udvalg om Presseloven, om Rigsrettens Ordning, om borgerligt Ægteskab, om Hoveriets Afløsning og om Jagtretten samt om Anlæg af den sjællandske Jærnbane. Særlig tog han Ordet for at indføre Arvefæste for det Bøndergods, der hørte til Len og Stamhuse, netop for at Bondestanden ikke her skulde blive fortrængt fra Jorden.

Ogsaa i den almindelige Politik stillede han sig paa den konservative Side. Han var saaledes 1852 en Modstander af den paatænkte Mistillidsadresse imod Ministeriet Bluhme og støttede dette i Arvefølgesagen som Medlem af den forenede Rigsdags store Udvalg. Han blev derfor heller ikke gjenvalgt 1853 i Kjøbenhavn, men blev 1854 kongevalgt Medlem af Rigsraadet og var 1855 Formand for det Udvalg, der raadslog om Helstatsforfatningens Omarbejdelse i konstitutionel Retning. Et halvt Aar tidligere havde han været Mellemmand ved Dannelsen af Decemberministeriet Bang-Scheele, ligesom 1848 ved Novemberministeriets Sammensætning, og fik derfor den spøgefulde Titel af ministeriel Fødselshjælper. I Rigsraadet var han ogsaa Medlem af flere vigtige Udvalg, medens han kun sjælden tog Del i selve Ordskiftet, og han støttede gjennemgaaende Ministeriet, saaledes 1858 i Spørgsmaalet om Kjøbenhavns Søbefæstning. I Marts 1863 frasagde han sig Hvervet som Medlem af Rigsraadet og stod i sine sidste Aar helt udenfor det politiske Liv.

Desuden var der 2 andre Sider af hans offentlige Virksomhed, som vel fortjene at fremhæves, og som have efterladt sig tydelige Spor; den ene er som ypperlig Styrer af offentlige Institutioner og Fond, den anden som selvstændig Grundlægger af velgjørende Stiftelser og Legater. T. var saaledes 1831-47 Medlem af Tontinens Direktion og 1823-53 af Bestyrelsen for det oktroierede Brandassurancekompagni samt 1850-55 en af de 3 Præsidenter for Landhusholdningsselskabet. 1853 blev han den ene af Kuratorerne for Vemmetofte Kloster og havde som saadan væsentlig Del i dets betydelige Udvidelse 1861, saa vel som i Havneanlægget ved Faxe 1862 ff. sammen med Bregentveds Ejer Grev V. Moltke. 1813-55 styrede han M. Gjøes Legat, hvis Kapital i dette Tidsrum næsten fordobledes, og var siden 1839 Styrer af det Hielmstierne-Rosencroneske Bo, hvoraf det paagj ælden de Fond stiftedes 1862. Endelig var han siden 1826 Bestyrer af «Trøstens Bolig», der ogsaa blev væsentlig udvidet, og førtes maaske derved ind paa Tanken om selv at oprette lignende Stiftelser. 1847, 1853 og 1857 opførte han 3 Saadanne for ialt 150 trængende Kvinder, den ene i Klerkegade, de 2 andre paa Christianshavn, og 1859 gnmdlagdes det Treschowske Fideikommis (nu 1,231,000 Kr.), hvoraf en Mængde Legater underholdes. Dertil kom 1864 et særligt Legat for Enker efter faldne Officerer.

End videre var T. 1837 Medlem af Komiteen for Thorvaldsens Musæum, 1847 Medindbyder til Mindesmærket for Tyge Brahe og 1851 baade til J. P. Mynsters Jubilæumslegat og til Legatet for A. S. Ørsteds Medaille. Senere gav han selv en betydelig Sum (5500 Rdl.) til Mindesmærket for Mynster, til hvem han i sin ældre Alder havde knyttet sig stærkt, medens han kom i skarp Modsætning til Grundtvig, hvis politiske Retning og Højskoletanke han slet ikke billigede.

T. havde 1828 kjøbt Brahesborg paa Fyen og 1835 Grevskabet Laurvig i Norge og tilskjødede 1854 disse 2 Ejendomme til sine 2 Sønner, hvorhos han efterlod en Del af sin Formue til sin adopterede Stifsøn Frederik Vilhelm T. – Han var efterhaanden rykket op fra Justitsraad (1824) til Gehejmekonferensraad (1854) og til Storkorsridder (1850). Han døde 2. April 1869.

2. Juli 1812 ægtede han Jensine Palæmona Rosenkilde, f. Aagaard (f. 27. Juli 1786 d. 21. Okt. 1826), Enke efter Maanedslieutenant J. J. R. (d. 10. Dec. 1811) og Datter af Sognepræst i Roskilde J. P. A.

Erslew, Forf. Lex. Barfod, Dansk Rigsdagskal. Illustr. Tid. 11. April 1869.

Emil Elberling.

Willum blev gift med Jensine Palæmona Aagaard den 2 jun. 1812. Jensine (datter af Jens Palæmon Jensen Aagaard og Dorothea Elisabeth Friis) blev født den 27 jul. 1786 i Sct. Jørgensbjerg, Roskilde, Sømme Herred, Roskilde Amt, Danmark; døde den 21 okt. 1826 i Gl. Vartov, Hellerup, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Notater:

(g. 1° m. månedsløjtnant, styrmand Jens Jacob Rosenkilde, f. 1770, døbt 23. marts død 10. dec. 1811).

Notater:

Kontreadmiral, Kammerherre - Kommandør af Dannebrog

Carl Adolph Rothe (1767-1834), Jessens næstkommandrende, var søn af Tyge Rothe, fortfatter og bondeven og hustru Karen Bjørn. Carl blev søkadet i 1781 og kom kort efter på sit første togt. Et par år senere udnævntes han til officer og deltog som sådan i en fare fuld ekspedition til Østgrønland i 1786-88.

I Slaget på København Red 2. april 1801 kommanderede Rothe på 20 kanoners prammen ”NYBORG”, der havde en besætning på ca. 200 mand. Rothe bestred under denne kamp en af danskernes mest udsatte poster, og mistede 80 mand!! Han forsvarede sig dog glimrende og førte til sidst sit sønderskudte skib ind til kysten, hvor det sank på grundt vand. Herefter redede han sig med sit resterende mandskab over på prammen ”AKERSHUS”, der også sank, efter at han havde ligeledes havde bragt den ind til kysten.

Rothe deltog i de følgende år i togter til Vestindien, Norge og til Østersøen. 2. juledag kom han ombord i ”PRINS CHRISTIAN FREDERIK” som næstkommanderende hvor han som ældste (40 år) afløste premierløjtnant Top som var 30 år.

Med Rothe som ny næstkommanderende oplevede besætningen et markant disciplinskift. Rothe var til forskel for Top væsentlig mere streng og tjenstlig og ikke i nær samme grad godmodig og munter. Rothesforhold til chefen C.V.Jessen var godt, selvom de som personer var meget forskellige. Til forskel fra Jessen, som var ildfuld og opbrusende, var Rothe kold og rolig, hvorfor de to officerer komplimenterede hinanden fortræffeligt til fælles gavn for besætningen.

Under kampen blev Rothe som bekendt hårdt såret, idet han venstre arm blev voldsomt lnge sin dybfølte interesse i deres vel og vel.

Natten efter slaget var det således Rothe, som kom i tanker om den 17-årige løjtnant H.B.Dahlerup, der lå syg i et lukaf forude i skibet. Rothe var bange for, at han skulle blive glemt i den almindelige virak efter slaget, og sendte derfor overlægen afsted for at hente ham. Adgangen til lukafet var næsten aldeles spærret af træværk og af døde og sårede og uden Rothe omsorg kunne den unge officer formentlig have været helt glemt. Siden pålagde Rothe overstyrmanden at tage vare på Dahlerup samt at blive hos ham, til han kunne føres bort fra skibet. Dahlerup har siden som tak skrevet en levnedsskildring af Rothe.

Efter at være blevet nogenlunde rask blev Rothe udvekslet som krigsfange blev han kommanderet til Bornholm, hvor han overtog øens styrelse og forsvar. Arbejdet ledte til store forbedringer på øen og gav Rothe stor hæder og anerkendelse.

Efter Kielerfreden sendtes han til Norge for at få udleveret alle de fartøjer, som blev anset for værende danske. Disse omfattede i alt 7 brigger, 8 kanonbåde, 47 kanonchalupper, 51 kanonjoller, 7 flådebatterier og forskellige andre skibe. Forhandlingerne, som naturligvis blev yderst besværlige endte 22. juni 1816 i en overenskomst, hvor Norge beholdt skibene mens Danmark modtog 95.000 Specier. Enløsning som selv Frederik VI var tilfreds med.I 1820 blev Rothe beordret til Vestindien for at foretage undesøgelser vedrørende den daværende general-guvernørs embedsførelse. Rothe gennemførte disse med den velkendte næsten hensynsløse retfærdige strenghed, der var hans varemærke. Undersøgelserne endte med, at guvernøren afskedigedes uden pension og Rothe unævntes til hans efterfølger.
Selv som general-guvernør udfoldede han stor dygtighed, men blev på trods af dette hjemkaldt allerede efter et år, da man ønskede ham placeret i en vigtig stilling i flådens øverste ledelse.

Rothe døde i 1834 og blev begravet på Holmens kirkegård. På hans gravsten står
”Sin konges og fædrelandets tro mand med kraftfuld sjæl i hærdet legeme gik han uforfærdet i farens stund over havets bølger modig og klog fjendtlige våben i møde, når hans konge bød. Den danske marines vel var hans stræbens mål. - Retsindig i vandel, klippefast i venskab, kærlig husfader hædredes han af sin konge g af sine medlevende. Hans minde være velsignet.”

Beskæftigelse:
Kontreadmiral

Carl blev gift med Benedicte Ulfsparre de Tuxen den 12 jan. 1811 i Helsingør, Danmark. Benedicte (datter af Louis de Tuxen og Charlotte Elisabeth Klingfeldt) blev født den 2 jun. 1790 i Helsingør, Danmark; blev døbt i St. Marie Kirke, Helsingør, Danmark; døde den 21 maj 1877 i København, Sokkelund Herred, Københavns Amt, Danmark; blev begravet i Holmens Kirke, København, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Family Line: Greverne Rantzau til Rosenvold

Notater:

TITEL: Lensgreve

Christian blev gift med Beate Antoinette Augusta Berregaard den 8 jan. 1807. Beate (datter af Frederik Berregaard og Sophie Antoinette Augusta Sehested) blev født den 26 sep. 1780 i Kølbygård, Hunstrup Sogn, Thisted, Danmark; døde den 22 nov. 1843 i Rosenvold, Stouby, Bjerre Herred, Vejle Amt, Danmark; blev begravet i Stouby Kirkegård, Stouby, Bjerre Herred, Vejle Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]

Andre Begivenheder og Egenskaber:

• Beskæftigelse: Vejle, Nørvang Herred, Vejle Amt, Danmark; Amtsforvalter

Notater:

se http://www.elisabethborries.dk/14297331



I 1879 udgav den berømte oldtidsforsker J.J.A. Worsaae, der var søn af Jens Worsaae bogen "En oldgranskers Erindringer", hvori han fortæller om faderens herkomst.

"Min far var en lille, temmelig firskåren, men ualmindelig smuk mand med en påfaldende mørk teint, brune øjne, tæt krøllet sort hår, og med meget små hænder og fødder. Hele hans ydre strålede af velvilje og munterhed, og havde noget sydlandsk og fornemt ved sig, som stod i stærk modsætning til det almindeligst gængse rygte om, at han var søn af en fattig bonde og at hans moder var en ganske jævn skolelærerdatter i Vendsyssel. Over hans herkomst hvilede i hvert fald noget gådefuldt, som vi børn forgjæves søgte t udgrunde. Snart fortaltes det os at han som barn var reddet fra et strandet skib, snart igjen hed det at han var en ziegeunersøn.

Engang i mine drengeår troede jeg dog ved min sjældens skarpe hørelse, af en hemmelig samtale mellem nogle af vore slægtninge, at have opsnappet forblommede rygter om fraværende slægtninge i Spanien. At min fader, for hvem både jeg og mine søskende nærede dyb ærefrygt for, måtte være af fornem herkomst, var for mig efter hans noble udseende utvivlsomt. Det var da naturligt at jeg i min livlige barnlige fantasi udmalede mig, hvorledes en fornem og riig spanier en dag ville komme og føre min fader og måske alle os med sig til sit "Chateau dÉspagne" .

Først flere år efter min fars død erfarede jeg fra min svoger, pastor Peter Christian Asmussen, hvis fader i mange år havde været præst i Albæk og Voer, hvor min far hørte hjemme og var døbt, at så vidt han vidste, for det blev aldrig talt om, så vidt han vidste var min far søn af en for sin skjønhed bekjendt skolelærerdatter i landsbyen Vorsaa, der havde sluttet en sværmerisk kærlighedsforbindelse med en ikke mindre smuk spansk skibskaptajn, som efter at være strandet i efteråret i 1779 med et meget stort skib i Kattegat, var halvdød drevet i land i en båd ved kysten ved Vorsaa, hvor han for sit forulykkede skibs skyld i længere tid måtte opholde sig. Da spanieren senere var rejst og da følgerne af den gensidige tilbøjelighed ikke udeblev, indførtes den 16. juli 1780 en bonde i sognet som barnefader til drengen Jens i kirkebogen i Albæk.

Min faders tidlige ungdom henrandt for en stor del i Albæk præstegård. Den smukke og opvakte dreng kom nemlig, som søn af en skolelærerdatter, jævnlig fra sit 10-12 år i til præsten i sognet, som med sand kristen kærlighed tog sig af den faderløse, uden den fjerneste anelse om at han sener skulle blive indlemmet i deres egen slægt (Jens Worsaae giftede sig med præstekonens søsterdatter).

Præsten fattede mere og mere godhed for drengen, tog ham til sig næsten som sit eget barn, læste med ham og forberedte ham endelig til adgangseksamen ved universitetet. 1803 tog min fader juridisk attestats, 1808 blev han kgl. copist og 1811 fuldmægtig i rentekammeret".



Nekrologer

Vejle amts Avis
Nys afdøde Justitsråd og Amtsforvalter Jens Worsaae var født den 16. juli 1780. Som ungt menneske kom han i huset hos sognepræsten, hr. Jens Asmussen i Albæk i Vendsyssel, der tidligt opdagede hans gode anlæg. Han blev demitteret af denne til universitetet og tog juridisk attestats i april 1803. I Året 1808 blev han Kopist og i 1811 Fuldmægtig i Rentekammeret. 1813 udnævntes han til amtsforvalter i Vejle amt og 1. august 1829 til virkelig Justitsråd. Han var tillige 25 år Forligscommisær og en rum tid medlem af Havnekommisionen og medbestyrer af Sparekassen i Vejle. Justitsråd Jens Worsaae døde i Vejle den 29. marts 1840.

Vejle Amts Avis den 31. marts 1840
En af vor bys agtværdigste Embedsmænd, Justitsråd og Amtsforvalter Worsaae afgik Søndags Middag ved Døden efter længere tids Svagelighed. Man tør sige med Sandhed, at Sorgen over denne Mands Død har vakt almindelig Deltagelse.



Beskæftigelse:
amtsforvalter i Vejle

Titel:
Justitsråd

Begravelse:
Jens Worsaaes begravelse

Vejle, den 6. april 1840

Et talrigt følge havde samlet sig i dag for at stede den ædle justitsråd Worsaae til Jorden. Embedsmænd og borgere, alle fulgte ham med dyb og inderlig vemod. Man så ved denne lejlighed, med hvilket kærligt sindelag selv den simpleste indvåner ved at påskønne den redelige embedsmands fortjeneste. Enhver havde stræbt at bringe den afdøde et sidste hjerteligt farvel. Lige fra sørgehuset til graven var vejen bestrøet med grønt.

I kirken, hvor hans højærværdighed, hr. provst Jørgensen, i hjertelig tale havde skildret den afdødes menneskeværd, afsang et chor af damer og herrer en i den anledning digtet psalme.

I havnen flagede skibene på halv stang og kanoner affyredes. Ved indgangen til kirkegården blev liget, som bares af håndværksmestre, modtaget af det borgerlige musikkorps med blæsende instrumenter.

Da dette lig var det første, der blev stedt til hvile på det stykke jord, der er tillagt den gamle kirkegård, blev dette ved samme lejlighed indviet ved en vakker tale af hr. provst Jørgensen. Det fortjener at anføres, at en kærlig sjæl havde ladet gravens indvendige sider beklæde med mos, så liget hvilede hyggeligt i sit gravkammer, om hvilket man bogstavelig kan sige med digteren:

"O venlige grav! I din skygge bor fred"

Jens blev gift med Margrethe Elisabeth Bertelsen den 3 sep. 1814 i Torrild, Hads Herred, Aarhus Amt, Danmark. Margrethe (datter af Peder Bertelsen og Henriette Sophie Brøndlund) blev født den 2 sep. 1796 i Vang, Hundborg Herred, Thisted Amt, Danmark; døde den 8 mar. 1848 i Vejle, Nørvang Herred, Vejle Amt, Danmark. [Gruppeskema] [Familietavle]