| |
Match 2,251 til 2,300 fra 11,367
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 2251 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Schaffalitzky de Muckadell, Ove B. (I21746)
|
| 2252 |
Overassistent ved Jydsk Telefon A/S Aarhus. Ugift. (HHK) | Rasmussen, Ellen (I16787)
|
| 2253 |
Overauditør og regnskabsfører ved Generalkommandoen påLangeland. | Thune, Povel Abraham (I11093)
|
| 2254 |
Overhoffmesterinne hos dronningene Desideria og Josephine. (NSHT XXVI-4
s238) | Anker, Karen Christiane Andrea (I11422)
|
| 2255 |
overhofmarskal hos Kong Frederik VIII og efterfølgende hofchef hos enkedronning Louise, Chef for det kgl Theater og Kapel samt Direktør for de danske Kongers Kronologiske samlinger på Rosenborg. | Brockenhuus-Schack, Frands Axel Vilhelm (I14740)
|
| 2256 |
Overkrigskommisær. Begraved i Trinitatis, København. (HHK) | Bødtcher, Anton Chr (I11106)
|
| 2257 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Bille Brahe, Niels Erik Baron (I17893)
|
| 2258 |
Overpresident i København. | Lühe, Volrath August Von Der (I9463)
|
| 2259 |
Overskovrider, medlem af landstinget, hofjægermester og kammerherre. | Jessen, Nicolaj Jacob (I11983)
|
| 2260 |
Overtager 1616 som ejer Vraagaard. | Nissen, Hinrich (I5991)
|
| 2261 |
Overtog sin faders forretning. | Mathiesen, Henrik (I6136)
|
| 2262 |
Overtoldassistent i København. (CJP) | Pape, William Wain Visby (I16969)
|
| 2263 |
Overtrafikkontrollør. Fhv. Landstingsmedlem. (HHK) | Westergaard, Anna (I16975)
|
| 2264 |
Owner of Blowering Station fro many years. The jointly owned Tumut Plains with Mr Harris. Also owned Wermatong Station and Uoka.
Personal Born in Kokkedal, Danmark in 1829. He was the son of John, a pastoralist, and Charlotte, nee Dowling. He arrived in New South Wales in 1836 and was Titelated at The King's School, Parramattaand later under Dr Woolls. He went to Tumut in 1846. He married Amelia Matilda Shelley in Tumut on 12 December 1854. He had four sons and eight daughters who outlived him. He died on 3 August 1895 atTumut, New South Wales. He was Church of England. Community Activity Leading warden of All Saints' Church for 25 years. He was an Alderman for Tumut and its Mayor five times. He was a Justice of the Peace.
Parliamentary Service
No documents found
Qualifications, occupations and interests
He was a pastoralist and agricultural proprietor on his election to the Legislative Assembly. He was the owner of Blowering Station for many years. He then jointly owned Tumut Plains with Mr Harris. The property comprised 2000 acres of the best agricultural land which was let to farmers who grew tobacco and maize at rentals of up to £2 an acre per annum. He also owned Wermatong Station, Tumut andUoka. The latter held jointly with DF Johnson. Prior to his death he was an auctioneer.
Additional Information.
Daily Telegraph (Sydney), 29 June 1891, p6; 16 July 1894;
Sydney Morning Herald, 15 August 1895, p5;
The New South Wales Gazetteer, Sydney 1866;
The Biographical Register and other material in the offices of the Australian Dictionary of Biography. | Brown, Edward George (I13028)
|
| 2265 |
Oxholm Slægten 1994, 1. udgave, Forlaget Oxholm | Oxholm, Oscar O'Neill (I12167)
|
| 2266 |
Oxholm Slægten 1994, 1. udgave, Forlaget Oxholm | Vind, Ivar Emil (I15438)
|
| 2267 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Vind, Kirsten Adelgunde (I20733)
|
| 2268 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Vind, Mogens Christian Christoph (I20734)
|
| 2269 |
Page hos biskoppen af Eutin, 1706 fændrik ved fynske regiment, 1708 | Rathlou, Joachim von (I8005)
|
| 2270 |
Palle Rosenkrantz havde tilbragt sin Ungdom paa Studierejser rundt om i Europa og færdedes si den som Kongens Sendebud ved de forskellige Hoffer og mellem Standsfæller af alle Nationer, h vor Bægreneklang og Kaarderne klirrede, men hvor der ogsaa var nyttige Kundskaber og mangfol dig Livserfaring at høste. Han levede alle Dage stærkt, men virkede tillige med Energi og Dyg tighed paa den Plads, hvor han blev stillet, med de offentlige Hverv, han fik, og for sin ege n private Velfærd.
Om hans Færd paa Krænkerup, hvor han opholdt sig meget, da han var bleven Lensmand paa det næ rliggende Aalholm, har Traditionen vidst meget at fortælle; han skal have drukket og sviret stærkt, navnlig i Selskab med Præsten i Radsted, der pludselig døde og derefter viste sig fo r sin Herre og gamle Soldebroder og fortalte ham om, hvorledes han nu selv pintes i den evig e Ild, for derved at formaneham til i Tide at omvende sig, hvilket Hr. Palle da ogsaa skal h ave gjort og vist i Gerning derved, at han i Radsted oprettede et Hospital for de fattige. De tte sidste er rigtigt, men er det en Frugt af Omvendelse fra Syndens Vej, er Angeren kommet noget sent, thi den nyttige og fromme Stiftelse saa først Lyset kort før Hr. Palles Død. Har h an nydt Livet i dybe Drag, har han i ethvert Tilfældeikke drukket Forstanden bort; da en Kvi nde i Rødby var anklaget som Heks og dømt til Baal og Brand, hvad i de Tider hørte til Dagen s Orden, tog Palle Rosenkrantz sig i sin Egenskab af Lensmand af Sagen, og i et Brev til Kons istorium ved Universitetet udtaler han sig med en nøgtern Forstandighed, som ikke var almindelig; »der er intet bevistKonen har ikke tilstaaet noget Hekseri, og den rett e Sagvolder har ingen gjort Gerning at bevise hende over, men skylder hende for sin Ulykke ud i Gods og Biering paa seks Aars Tid, men jeg tænker vel, at hans Uforsigtighed og Dovenhed kan være største Aarsag derudi, - laborantem Deus adjuvat «.
Sine gode Evner havde Palle Rosenkrantz jo udviklet i sin Ungdom paa sine Studierejser, og det virker ikke overraskende at høre, at han havde Interesse for lærde Studier; han var blandt dem, der opmuntrede Stephanius til at udgive Saxo, og han bidrog til at bekoste Værkets Trykning. At han endelig i sin Ungdom udmærkede sig ved personlig Tapperhed i Kalmarkrigen, da han ved Stormen paa Kalmar varden første, der med Kongens Fane i sin Haand besteg Volden, er et Træk, der fuldstændiggør Billedet af denne raske Junker og begavede og handlekraftige Mand, der synes at have varet en fuldblods Typepaa sin Stand og for sin Tid.
For Krænkerup var Palle Rosenkrantz aabenbart stærkt interesseret; ved ægteskabet med Elisabeth Rosensparre kom han jo kun i Besiddelse af en Del af Gaarden, men Resten, som Otto Brahe h avde arvet ved Broderen Axels Død, fik han udlagt for en større Pengefordring og blev saalede s Eneejer. Ihærdigt arbejdede han paa Godsets Forøgelse, og talrige Gaarde og Huse lagdes i h ans Tid under Gaarden, blandt andet en hel Landsby, som blev nedlagt; ogsaa paa Borggaarden s Udvidelse og Forskønnelse arbejdede han, som det prangende Navn paa Nordfløjens Ydermur end nu viser. Over hele denne Fløj opførtehan et tredie Stokværk, og sikkert er ogsaa det otteka ntede Taarn i det nordvestre Hjørne hans Værk, ligesom han formodentlig har forhøjet de rund e Hjørnetaarne og paabygget Spirene.
Palle Rosenkrantz, der først havde været gift med Helvig Rantzau, ægtede efter Elisabeth Ros nsparres Død Lisbeth Lunge, en Datter af Jørgen Lunge til Odden. I sine sidste Aar led han me get af Podagra og levede da for det meste stille paa Krænkerup, og her døde han 1642, kun lidt over 54 Aar gammel; i Radsted Kirke jordedes han i Elisabeth Rosensparres Kapel, hvor et prægtigt Epitafium med hans,hans tredie Hustrus og deres Søn Jørgens Portraiter malede paa Kobber, minder om denne mærkelige Mand. | Rosenkrantz, Palle (I5354)
|
| 2271 |
Pantsatte 1321 Jacob Urnes (broders) børns gods i Flakkebjerg hrd. tilLaurids Jonsen. | Urne, Johannes (I716)
|
| 2272 |
Pardus von Veseli 1406 | Vicice (Veseli), Familien von (I21683)
|
| 2273 |
Parret havde 3 børn
They had three sons. | Familie: Louis Marie Florent Comte de Foucault / Anna (Nancy) Margaretha Brown (F30486)
|
| 2274 |
Parret havde ialt 12 børn.
British Office in India Recprds
In the Cathedral of St John, Parramatta a small brass plate on the lectern reads:
"To the Glory of God and in Loving Memory of John and Charlotte Brown of Colstoun 1885. Thislectern given to St John's Church by the children, grand-children and great-grand-children of John and Charlotte Brown" | Familie: John Brown / Charlotte Dowling (F29698)
|
| 2275 |
Pastor 1749-1755
Student in Kiel 1711, Jena 1712, Kopenhagen 1715, Kaplan inWillstrup 1718, | Zoëga, Georg Jørgen Artern (I8770)
|
| 2276 |
Pastor und Propst in Döstrup, Sohn des Pastors NisseniusPetersen Wedel, und der Ca t h a r i n a J e nsen in Döstrup. | Wedel, Søren Nissen (I8732)
|
| 2277 |
Peder Skram blev født omkring 1503 og døde i 1581.
Dansk admiral og rigsråd.
Peder Skram udmærkede sig i Christian 2.s krige mod Sverige. Efter Christian 2.s flugt deltog han i Københavns belejring i 1523.
I sommeren 1535 lykkedes det en dansk-svensk-preussisk flådestyrke, under ledelse af Peder Skram, at sætte Lübecks flåde afgørende ud af spillet ved et større søslag i Svendborgsund. En måned senere indtog Peder Skram Korsør. Peder Skram banede dermed vejen for at Ranzaus tropper kunne landsættes på Sjælland, og den 24. juli kunne Christian 3.s tropper belejre København fra landsiden, mens Peder Skram lukkede byen inde fra søsiden.
I 1539 udnævntes Peder Skram til medlem af Rigsrådet og var flådechef fra 1563-64.
Skram, Peder, dansk amiral. Son till Kristen Skram på Urup och Anna Knutsdatter Reventlow av Söbo.
Pedre Skram ansågs på sin tid som en av Danmarks största hjältar och fick smeknamnet "Våghals för Danmark". Om Peder Skram kan nämnas att han redan vid 14 års ålder uppnått en sådan färdighet i militära övningar att ingen riddare kunde stöta honom ur sadeln. S militära bana började tidigt och 1536 förlänades han Helsingborgs slott. 1542 marscherade han med en skånsk trupp in i Småland för att hjälpa Gustav Vasa med att kväsa Nils Dackes uppror. Efter hustruns död flyttade han till familjegodset Urup på Jylland där han dog 1581. | Skram, Peder (I3811)
|
| 2278 |
Peder v. Brandt, der fulgte svigerfaderen Overrentemester Henriks. Støcken i Embedet som Overrentemester købte 1684 Pederstrup af Svogeren Christoph Ernst v. Støcken. Brandt var en Borgersøn fra Sønderborg og havde ligesom Svigerfaderen fra den beskedne Skriverstilling tjent sig op til de højeste Stillinger og Udmærkelser, til Geheimeraad og hvid Ridder. For sin Medvirken ved Inddragningen af denhertugelig gottorpske Del af Sønderjylland lønnedes han med Amtmandsposten i Tønder, som han dog kun beklædte i de faa Aar, Sekvestreringen varede (1684 – 89).
Som Overrentemester (Finansminister) havde han en ligesaa brydsom som utaknemmelig Stilling, at skulle tilfredsstille de allevegne fra indstrømmende Fordringer til Statskassen, der som Følge af. Krigene nærmest var insolvent, og det berettes endog, at han for at skaffe sig de mest paatrængende Kreditorer fra Halsen, maatte ty til den fortvivlede Udvej, at pantsætte sine egne Juveler. 1692 maatte han vige Pladsen for den mere overlegne Finansmand Christian Sigfred v. Plessen, men han bevarede lige til Kongens Død dennes Gunst. Peder v. Brandt, der af Christian V. fik adeligt Vaaben, døde 1701 og hviler med hele sin Slægt i Familiebegravelsen i St. Petri Kirkes Kapel.
Geheimeraad Brandt lagde megen Jord til Pederstrup Gods. »Han gjorde de bedste Erobringer, han kunde, af Marker og Skove,Søgaard for Spotpris, nærmest ved at forsyne den sidste Ejers Søn med Vesterborg Kald, hvortil han fik det store Birket Sogn annekteret, hvorimod det lille Nordlunde Sogn blev givet til Horslunde Præst.fornyede« Hovedbygning var af Bindingsværk, men i hans Tid en af de bedste oganseligste, forsynet med store Værelser i øverste og nederste Stokværk med Køkken og Mejerilejlighed nedenunder. I Forkvisten ovenover var Sejerværk og Klokke, i Bagkvisten ud til Søen en stor Sal.
Louis Bobé | Brandt, Peter (I7124)
|
| 2279 |
Peder v. Brandts Enke, Abigael Marie v. Støcken, der beklædte Stillingen som Overhofmesterinde hos Prins Christian, og indtil hendes ældste Søn opnaaede Myndighedsalderen, styrede Godset, efterlod siget godt Minde paa Egnen ved Oprettelsen af et Hospital i Vesterborg Sogn.
Overrentemester Brandt efterlod blandt flere Børn Sønnerne Henrik, der arvede Pederstrup, og Carl v. Brandt, Dronning Sophie Magdalenes Kabinetssekretær, som blev Fader til den 1772 henrettede Greve Enevold Brandt og Statsminister Christian v. Brandt (g 1805), med hvem Slægten uddøde. Henrik v. Brandt (f. 1687) tjente i den danske Marine fra Lærling op til Kaptajn, var Chef for Orlogsskibet »Dannebrog« og deltog i Slaget ved Køgebugt, blev 1714 Kommandørkaptajn og afgik 1716 som Schoutbynacht. I 1718 fejrede han paa Knuthenborg Bryllup med Eleonore Margrethe v. Knuth, en Datter af GeheimeraadEggert Christopher Knuth. Ifølge Rhode fik denne forvænte og vægelsindede Dame sin Mand til at sælge Pederstrup, for at flytte til Nykøbing og føre et stort Hus der, hvad hun snart blev ked af, hvorfor hun fik ham til at købe først Søllestedgaard, senere Gammelgaard, som han opbyggede af ny. Brandt døde her 1734stærkt forgældet, og Enken og Børnene var senere prisgivne til Afsavn og Trang.
Louis Bobé | Stöcken, Abigael Marie von (I7508)
|
| 2280 |
Peggy Reventlow was in her 40s before she picked up some Plasticene modeling clay that had been given to her young son, Richard. On a whim, she started to sculpt a bust of her husband, who was then sick in bed.
“It looked just like him,” she reported. “I had been born with art, but I had never thought of it as a career. My parents had no interest in art, nor did my brother, but sculpting was just so easy forme. In the beginning I did heads and then I expanded to animals and people.”
The chance encounter with sculpting offered the socialite heiress a new direction for her life, a direction she has pursued with vigor for the past 50 years and continues as she nears her 95th birthday on Dec. 20.
Mrs. Reventlow, who maintains homes in Litchfield and Florida, has recently endured a spate of ill health that prevents her from climbing stairs and was looking forward last week to returning to the Sunshine State, where she could make use of her ground-floor studio. “I will do more sculpting,” she said, “because it is easy to put a tray to work on across the arms of my wheelchair.”
Soon after she discovered her latent power to sculpt, her artistic career blossomed, eventually bringing her exhibitions in New York, Palm Beach, London, Northwest Connecticut and Nantucket. She studied briefly with Oliver Barrett and Felix de Weldon and had her first solo exhibition at Hammer Galleries in New York City in 1961. In 1964, she had a solo show at Tiffany and Co. and later her work was represented by the Palm Beach Galleries and at The Alwin Gallery in London, as well as in other places. Her sculpture, which reflects her lifelong love of the outdoors and sports, has been describedby critic William D. Allen as similar to the noted German Expressionists Ernst Barlach and Wilhelm Lehmbruck.
Mrs. Reventlow reported that, oddly, her style is very like that of a distant cousin. “I saw one of her sculptures that was very like mine,” she said. “It was so like my work, I thought, ‘How did theyget one of my sculptures.”
Several of her sculptures grace her Litchfield home, including the attenuated figure of a rearing horse—her latest work. She explains that she likes to work in wax to make models for her sculptures because the material is “so free.” The wax models are then transformed into clay molds and cast in bronze.
“I have made quite a few larger sculptures out of stainless steel,” she said, “but that is very difficult and has to be done at special foundries.”
Mrs. Reventlow was thoroughly enjoying her new-found role as a successful artist in the late 1960s when she was invited to lunch by the secretary of the Hammer Gallery in New York City. She was preparing for a new show there and thought the lunch would entail a discussion of the upcoming exhibition. Instead, she was shocked when she was informed that her exhibition had been cancelled.
“She didn’t even tell me why,” the sculptor reported. “I was devastated and was so upset I couldn’t sculpt anything. After six months, I said to myself, ‘I am an artist and I’ll start painting.’”
The cancellation of her exhibition—which she later learned resulted from the sale of the gallery to Bloomingdales and affected all the artists that exhibited there—pushed her art in a new direction. “Painting was 10 times more difficult for me,” she reported.
Still, she attended the Art Students League for six years, studying with Leo Manso and Bruce Dorfman. The resulting abstract paintings are rich and colorful, done in both acrylics and oils. “My paintings are all about movement and color and composition,” she said. “You have to work that way with abstract art. I could no more paint realistically than I could fly over the moon, but with sculpture Ican do both.”
She adds that she prefers figurative work when working in three dimensions and that, although her sculptures are somewhat abstracted, “You know it is a horse, you know it is a bird.”
As she worked to develop her painting technique she gradually recovered from the disappointment of having her exhibition so abruptly and unaccountably cancelled. “Gradually I started sculpting again,”she reported, “and then I did both—but I have always liked sculpting better.”
Mrs. Reventlow was raised in a world of privilege, where young women learned to paint decorously, but where there was no thought of a profession. Her father, William Astor Drayton, was a great-grandson of millionaire John Jacob Astor, and her mother, Helen F. Squiers, was a New York City socialite, daughter of a diplomat. Her parents lived abroad for much of their marriage, and Mrs. Reventlow wasborn in London in 1915. Her parents lived in the British Isles, France and North Africa before divorcing. Her father later returned to the United States, while her mother remarried and lived in the south of France.
In France, the young Margaret Drayton was sent to Le Cours Maintenon, which in 1907 advertised itself as “receiv[ing] young ladies who desire to improve their conversational French” as well as offering lessons “in Music, Singing and Painting.” It was perhaps this emphasis on painting, so much harder for the future artist than sculpture, that delayed her discovery of her artistic potential.
From there she attended classes at Le College Feminin de Bouffemont, a finishing school founded in 1924 for girls between the ages of 8 and 20 from “les grandes familles.” With her schooling over, thestart of World War II found Margaret Drayton in Paris.
“I left Paris the day before the Nazis occupied the city,” she recounted. “I escaped with the thousands of people who were fleeing south. The road was a mass of cars, carts and people.”
She made her way to her mother’s home, but as the Germans drew near again, she decided to escape to Spain. She left her mother’s house early in the morning, ready to make her way to what she believedwould be a little-known border crossing. “I had lived there and I knew of a short cut, a little place where I thought I could get through,” she said. She was surprised to find that many others had thought of the same ruse and that the crossing was clogged with refugees.
Delayed at the border and in danger of being sent back, she ran into the Danish Count Court Haugwitz-Hardenberg Reventlow, a former diplomat whose connections within the American Embassy eased their passage into Spain.
“I had known him before, but running into him at the border was pure luck,” she said. “We escaped together.”
From Spain, she made her way to Cuba and thence on to the United States. “I expected to go back to Europe after the war,” she said, but the chance encounter with Count Reventlow, who had first been famously married to Woolworth heiress Barbara Hutton, led to their own marriage two years later. With marriage and the birth of their son, Richard, in 1947, the couple never returned permanently to Europe. Count Reventlow renounced his title in 1943 to become an American citizen.
The couple bought a house in Litchfield in 1961, and the former count died there in 1969. His widow continued to live in their large home for another year, but soon longed for a smaller abode. She eyed the stone barn across the way from her house and envisioned it as a new house.
“The pigs and heifers lived in here before,” she said wryly, looking around an elegantly appointed room that betrays nary a hint of its former rustic use.
While she has busied herself for a half a century with a successful artistic career, Mrs. Reventlow has also been deeply involved over the past 35 years in helping the blind. In 1974, she started a pilot program of recording books for the blind, Connecticut Volunteer Services for the Blind and Handicapped. The nonprofit corporation works with the Connecticut State Library’s Library for the Blind and Physically Handicapped (LBPH) to record books, pamphlets and magazines onto cassette tape for those who cannot hold or read printed material.
The all-volunteer, statewide program now uses five studio locations for recording in East Hartford, Litchfield, Milford, Ridgefield and Southbury. “We have a mass of volunteers,” she reported, addingthat three people—a narrator, monitor and reviewer—are needed for the production of each tape. Once the recordings are corrected and accepted, they are duplicated onto cassettes, labeled in print andBraille, packaged and shipped to the State Library for distribution.
Mrs. Reventlow said the goal of the organization is to provide blind and handicapped persons with the same range and quality of reading materials available to sighted public library patrons. “We havewonderful volunteers and it has been a wonderful experience,” she said, “although it was quite a lot of work.”
She stepped down as president in October because her declining health made it impossible for her to be as active as she would have liked.
She is never idle, however, and said she is just completing her memoirs, which she expects to print for her family. “It’s taken me two years,” she said. “Now I’ll have to think of something for my next project. | Drayton, Margaret Astor (I21613)
|
| 2281 |
Pemberton Grange
From Gwen Chapman (Broun):
He inherited "Colstoun". Entered politics as a Liberal member for Durham from 1875 until the turn of the century. H H indulged in lavish hospitality and the money flowed too easily and so "Colstoun" had to be sold in 1902. He proved a very great member of parliament. He had a lot of country opened up - roads made, bridges built. | Brown, Herbert Harrington (I14122)
|
| 2282 |
Pernille Krognos var barn af en mægtig familie. Hendes far, Oluf Stigsen Krognos havde ejet Krapperup og Bollerup og således været en af Skånes største jordbesiddere, rigsråd og dertil en fremragendeforretningsmand. Hendes mor, Anne Mouritsdatter Gyldenstjerne, ejede Bregentved og Markie på Sjælland; og Pernilles bror, Mourits Olufsen Krognos giftede sig o. 1534 med Eline Gøye, søster til Birgitte, som med sin mand, Herluf Trolle, mageskiftede sig til Herlufsholm.
Og Anders Bille og hans fru Pernille var i høj kurs hos Frederik I, hvis datter Dorothea i 1526 skulle troloves med Albrecht, markgreve af Brandenburg og hertug af Preussen. Så â€mandag nest effter Oculi sondgh 1526†(3. søndag i fasten) skrev kongen fra Gottorp, at â€den kiere frue Pernille†til sommer skulle ledsage Dorothea med skib fra København til Königsberg som hofmesterinde: Og medbringe Deres stateligste klæder og smykker og være rede i København 3 uger før Skt. Hans. For en sikkerheds skyld skrev kongen samme dag til Anders Bille, som også skulle ledsage prinsessen, at han skulle tillade sin hustru at rejse.
Fru Pernille havde været en from katholsk Kvinde, Moder til 11 Børn, men da hun døde før Manden, tilfaldt hendes store Godser ikke A. B. selv, men efterhaanden Børnene. | Krognos, Pernille (I2784)
|
| 2283 |
Personal Historisk Tidaskrift 8.rk.6.bd.
Bircherods dagbog s.52: 1665 5.April. Fru Mette Rosenkrandtz, velbr.Erik Rosenkrandtzis til Rosenholm, døde på samme deris gaard Rosenholm i barnsnød om formiddagen kl .9.
Dette var Erik R.'s 2. ægteskab. DAA 1910 s.405 | Rosenkrantz, Mette (I6050)
|
| 2284 |
Personalhistorisk tidskrift 10, VI, 1 | Barfoed, Jens (I24131)
|
| 2285 |
Peter Boysen bryder med gammel navneskik for at få et fast slægtsnavn
og er dermed lidt foran sin tid.
Nu er det hans fætter, Nis Asmussen på Oldemorstoft, der er
herredsfoged i Vis hrd.
OBS: At han bliver far ca 20 år efter sin død er nok et endnu større spring
frem i tiden. KONTROLLERES. | Boysen, Peter (I4490)
|
| 2286 |
Peter Nissen var gift med en datter af rådmand Claus Freeses i
Flensborg, der anførte Flensborgerne i Grevens fejde og senere af byen
fik et stykke land skænket, der endnu bærer navnet Freses Lykke.
Peter Nissen førte en proces med sine søskende om Vrågård, som han
ville have forud. Han tabte sagen.
OBS: Fødeåret 1557 må anses for misvisende, når henses til øvrige søskende
må det andetsteds nævnte årstal 1522 anses for rigtigst. | Nissen, Peter (I3940)
|
| 2287 |
Mindst én nulevende eller privat person er knyttet til denne note - Detaljer er udeladt. | Reventlow, Peter (I15923)
|
| 2288 |
Philipp I., Landgraf von Hessen, wurde 1504 in Marburg geboren. Sein Vater war Landgraf Wilhelm II. (1469-1509), seine Mutter war Anna von Mecklenburg-Schwerin (1485-1525). Offizieller Regierungsantritt des Fürsten war bereits 1509, faktisch war er jedoch bis 1518 unter Vormundschaft seiner Mutter. Seit 1524 war Philipp Anhänger der protestantischen Lehre und wurde zum Vorkämpfer der Reformation.1526 hielt er zum Zwecke der Protestantisierung seines Herrschaftsgebietes die Homberger Synode ab. Im gleichen Jahr erfolgte die Vereinigung mit Johann von Sachsen und anderen protestantischen Fürsten im Bündnis von Gotha und Torgau.
1527 gründete er die Universität Marburg als erste protestantische Hochschule der Welt und gleichzeitig das zugehörige Gymnasium Philippinum. 1529 gründete er die Hessische Stipendiatenanstalt. Im gleichen Jahr fand das Marburger Religionsgespräch zwischen den Reformatoren Martin Luther und Ulrich Zwingli statt, von dem sich Philipp die Einigung des Protestantismus erhoffte. Er gehörte zu den fürstlichen Vertretern der protestantischen Minderheit (Protestation) am Reichstage zu Speyer.
Philipp wurde 1531 zum Mitgründer des Schmalkaldischen Bundes. 1534 gelang es ihm, den vertriebenen Herzog Ulrich von Württemberg in dessen Land zurückzuführen.
Anfang 1524 heiratete Philipp Christine von Sachsen (1506-1549). Noch zu Lebzeiten Christines schloss Philipp 1540 im Schloss Rotenburg eine zweite morganatische Ehe mit dem sächsischen Hoffräulein Margarethe von der Saale (1522-1566). Der Reformator Philipp Melanchthon war bei der Vermählung anwesend. Mit dieser Doppelehe handelte sich Philipp politisch weitreichende Schwierigkeiten ein, obwohl er durch Luther auf solche Konsequenzen hingewiesen wurde. (Die Reformatoren versuchten aber weiterhin, ihrem wichtigen Verbündeten so weit wie möglich den Rücken freizuhalten.) Nun musste Philipp, umder Strafe für Bigamie zu entgehen, dem katholischen Kaiser Karl V. Zugeständnisse machen.
Philipp der Großmütige
Postkarte des Landgraf-Philipp-Denkmals in Kassel von 1903Im Schmalkaldischen Krieg unterwarf sich Philipp 1547 schließlich dem Kaiser und wurde von diesem fünf Jahre lang in den Niederlanden gefangengesetzt. Zur Erinnerung an die Heimkehr am 10. September 1552 wurde im Eschenburg Ortsteil Simmersbach die Philippsbuche gepflanzt, die erst vor einigen Jahren zusammenbrach und durch einen neuen Baumersetzt werden musste.
In den letzten 15 Jahren seiner Lebenszeit kümmerte sich Philipp um die Verwaltung Hessens und fördert die Einigung der protestantischen Parteien. Darüber hinaus bemühte er sich um die Konsolidierungdes nach dem Schmalkaldischen Krieg hoch verschuldeten Landes, unter anderem durch die Einführung einer Tranksteuer.
Durch den Ausbau des Steuerwesens wandelte er die Landgrafschaft Hessen vom mittelalterlichen Domänenstaat zum frühmodernen Finanzstaat: Neben den Einkünften aus den Domänen etablierten sich Steuern als neues Standbein der Staatsfinanzierung. Philipp forcierte vor allem die Einführung einer Vermögenssteuer, die sich an der Leistungsfähigkeit der Besteuerten orientierte.
Einige seiner Initiativen und Gründungen wie Konfirmationsunterricht, der Landeswohlfahrtsverband oder die Althessische Ritterschaft bestehen bis heute fort. Die Marburger Philipps-Universität wurde erst im Jahr 1934 wieder nach ihrem Gründer benannt. Seinen Beinamen erhielt er von späteren Geschichtsschreibern, weil er in zahlreichen politischen und kriegerischen Auseinandersetzungen tatsächlichgroßen persönlichen Mut gezeigt hatte.
Nach seinem Tod wurde Hessen nach den altertümlichen Erbregeln des Hessischen Fürstenhauses unter seinen vier Söhnen aufgeteilt und büßte infolgedessen spürbar an reichspolitischem Gewicht ein: Hessen-Kassel mit etwa der Hälfte des Territoriums erhielt der älteste Sohn Landgraf Wilhelm IV., Hessen-Marburg Landgraf Ludwig IV., Hessen-Rheinfels Landgraf Philipp II. von Hessen-Rheinfels und Hessen-Darmstadt Landgraf Georg I.. | Hessen, Philipp I von (I3514)
|
| 2289 |
Philippa`s tomb in Westminster Abbey cost her husband, Edward III, 300 pounds, making the monument one of the most expensive in the Abbey. | D`avesnes, Philippa (I1091)
|
| 2290 |
PHT 1993:1 s 29 | Udsen, Esge (I342)
|
| 2291 |
PHT 1993:1 s 29 | Unknown (I505)
|
| 2292 |
PHT 1993:1 s 33 | Aggesen\Ovesen, Ebbe (I777)
|
| 2293 |
PHT 1993:1 s 33 | Unknown (I1445)
|
| 2294 |
PHT 1993:1 s 33 | Bild, Nn Olufsdatter (I1491)
|
| 2295 |
PHT 1993:1 s 33 | Hase, Ove (I1497)
|
| 2296 |
PHT 1993:1 s 33 | Krog, Nn Nielsdatter (I15984)
|
| 2297 |
PHT 1993:1 s 33 | Hase?, Datter Af Ove (I15985)
|
| 2298 |
PHT 1993:1 s 33 | Ipsen, Datter Af Niels (I16041)
|
| 2299 |
PHT 1993:1 s 33 Bror til Niels Ebbesen | Ebbesen, Ebbe (I861)
|
| 2300 |
PHT 8 rk 6 bd s 128:Vor Frue Kirkes Gravbog:4-3-1721: M.S.lig hidført fra Kastru p g a a r d s a m t 2 børns lig. DAA 1925 s498 | Ramel, Margrethe Skeel (I7734)
|
|
.jpg)
