Ved min uforglemmelige Kones Liigfærd d 30te. Julii 1822

Mine Venner! I har set mine Tårer, men I skal ikke høre nogen Klage fra min Mund, thi Gud har gjort alting vel. Hans Navn være lovet og priset. I flere Aar havde hun udstået mange legemlige Lidelser. Hun frygtede Dødens Rædsler, ikke Døden, thi den havde hun ingen Aarsag til at frygte, og Gud har ladet hende hensove uden Smerter og uden Ængstelser, og derved opfyldt hendes Ønske. Hun ønskede også ikke at overleve mig, frygtede ikke at have Kraft nok til at bære den Sorg. Også dette Ønske opfyldte Gud. Hendes Aand var fuld af Kærlighed til Gud og Mennesker. Et langt Liv har hun levet, thi i Kærlighed bestaar Livet. Hun var dydig uden brammen, ydmyg af Hjerte og grundede vel allene sit Håb til et saligt Liv efter Døden paa den ved Christo erhvervede Naade. I 48 Aar har jeg med hende levet i et lykkeligt Ægteskab, og længe forinden elskede Jeg hende. Hun var den kærligste ægtefælle, den ømmeste Moder. Vort Afsavn vil være stort i vor huslige Kreds, ogsaa for Tyende og underhavere. Min høje Alder giver mig det Haab snart at samles med hende, om Gud vil værdige mig at være hende nær i de saliges Boliger. Hendes minde være uforglemmeligt for Børn og Børnebørn til sildigste afkom, hendes velsignelse hvile over dem alle. Og du, min kære Christian. Du har tidlig mistet din gode elskede Kone. I dine Børn lever hun igen og for dig. Gud lade dig opleve megen glæde ved dem og dem alle engang smles med os i den bedrfe Verden. Bliv en fader for dine Bønder. Byg på det, som jeg har søgt at lægge GRunden til, søg blandt dem at udbrede Kundskab, Gudsfrygt og Velstand. De trykkende Aar, som nu er indtrufne, vil igen forsvinde og lykkeligere følge dem. Tak siger jeg til mine Venner,der har bevist min Kone ddet sidste Venskab, den sidste Ære. Tak mine kære Bønder, der har glædet mig i Livet, og dem jeg har elsket som mine Børn. Velsignet være de alle. Guds velsignelse hvile over os alle!