Portrætter

Slægten Reventlow:

Margrethe Christine Benny Malvine Reventlow
(1884 - 1946)



Andre slægter:

Alexander Berner
(1706 - 1785)



Slotte og Herregårde


Brahetrolleborg
Brahetrolleborg



Heraldik


Reventlow, Cay Friedrich 1753-1834
Reventlow, Cay Friedrich 1753-1834

Ridder af Elefanten

Symbolum: Nulla Palescere Culpa

Kilde: Elefantordenens Våbenbog tome 2, side 98, Ordenskapitlet



Gravsten og epitafier


Epitafium over Jørgen Skeel, Auning Kirke
Epitafium over Jørgen Skeel, Auning Kirke

I 1699 byggedes Skeelernes pompøse gravkapel med epitafiet til minde om Chresten Skeel den Riges søn, kammerjunker Jørgen Skeel (1656-1695). I kraft af sin arv var han landets rigeste adelsmand. Han var berejst i hele Europa og havde studeret ved Københavns Universitet. Han giftede sig i 1691 med den kun 13-årige Benedicte Margrethe Brockdorff fra Holsten, men døde pludselig 4 år senere, 39 år gammel. Den unge enke, hvis viljestyrke og selvbevidsthed der foreligger adskillige vidnesbyrd om, søgte og fik - efter 4 år - kongens tilladelse til et "tarveligt Epithaphium - med den Vilkor, at Kirken på sin Bygning ej derved tager skade". Denne vanskelige opgave blev da overladt til tidens førende billedhugger, som havde etableret sig med værksted i København, belgieren Thomas Quellinus, hvis gravkapel for oberst Hans Friis ved Hørning kirke ved Clausholm fra 1691 var i frisk erindring. Med Thomas Quellinus´ fornemme gravkapel og epitafium lades ingen tvivl tilbage om enkens ønske i retning af et varigt minde for den afdøde. Det er et af den europæiske barokkunsts fineste arbejder og et fornemt eksempel på, hvordan den kunstneriske og arkitektoniske orientering efter reformationen gik imod Nederlandene.

Smedejernsgitteret, som danner indgang til gravkapellet, er det første i rækken af de stilfulde portalgitre, som er karakteristiske for Thomas Quellinus´gravminder i Danmark, og som med rimelig sikkerhed formodes at være tegnet af billedhuggeren selv. I halvbuen over dørene ses springværk-lignende slyngninger, som omslutter Benedicte Margrethe Brockdorff´s navnetræk. Lågernes nederste felt er udfyldt af en symmetrisk dekoration, mens det øverste felt består af jernstænger og mellem disse bølgeformede jernspidser. På dørrammen er sat rosetter. I et gelænder af smedejern rundt om åbningen til kapellets krypt ses også rosetter i regelmæssigt mønster og over dem en smal frise med akantusslyng.
Kammerjunker Jørgen Skeel´s portrætmedaillon på sarkofagen i kapellets krypt. Bemærk, hvordan paryk og skærf vælder ud over medaillonkanten - et karakteristisk træk for billedhuggeren. Ved kammerjunkerens "Liig-begengelse d. 23. april 1695 var en Høy-Adelig og Høyanseelig Folcke-riig Forsamling" forsamlet i "Estrups Sogne-Kircke i Auning".
Thomas Quellinus´s marmorepitafium i kapellet på nordsiden af Auning kirke er af sagkyndige kaldt "et af billedhuggerens ypperste og mest holdningsfulde værker." Dets flotte rejsning understreges af rummets arkitektoniske udformning, som også er kendetegnende for Quellinus: en indgang gennem en smedejernsportal til et kvadratisk rum, hvor gulvet er hævet nogle trin over kirkens gulv. Midt for indgangen fører en trappe ned til en krypt.
På epitafiet er kammerjunkeren fremstillet hvilende på en svær sarkofag i rødflammet marmor og omgivet af 4 dyder: Retfærdighedens, Klogskabens, Rygtets og Mådeholdets gudinder. Baggrundsudsmykningen er i sort og hvid marmor, hvor 4 søjler bærer en gesims med en brudt fronton. Over kammerjunkeren ses B. M. Brockdorff´s portræt og monogram, og på fløjene ses våben-mærkerne for henholdsvis kammerjunkeren og hustruen.
I dag står både kammerjunkerens og oberstens marmor-sarkofager i krypten sammen med 5 andre, og i niveau med epitafiet står 8 sandstens-sarkofager. Den sidste er fra 1844.
Sammenligner man de våbenmærker og hjelmtegn på epitafiets sidefelter, som udgør Jørgen Skeels og Benedicte Margrethe Brockdorffs anerækker, er det påfaldende, at hjelmtegnene er slået af og våbenmærkerne slebet ned i hustruens side. Det kan skyldes, at hun aldrig gjorde brug af den gravplads, hun havde forberedt for sig selv her, men overlod den til den søn, som var i vente, da hun pludselig stod med ansvaret for et af Jyllands største herresæder. Denne søn, Christen Scheel, blev oberst ved Fynske Livregiment, men døde 36 år gammel - endnu yngre end sin far. Benedicte Margrethe Brockdorff selv blev gift med greve Chr. Ditlev Reventlow i 1700 og flyttede med ham ind på Krenkerup på Lolland.
   

Margrethe Reventlow

Margrethe Reventlow

Kvinde - 1388




Search using:
  
Personlige oplysninger    |    Begivenhedskort    |    Alle    |    PDF

  • Navn Margrethe Reventlow 
    Køn Kvinde 
    Family Line III. Den mecklenburgske linje  
    Kilde DAA 1939 p19 - V,2
    DAA 2018-20 p593: V,11 
    Død 27 sep. 1388 
    Begravelse Doberan Kirche, Bad Doberan, Mecklenburg-Vorpommern,Tyskland Find alle personer med begivenheder på dette sted 
    • Grabstein des Johannes Moltke von Neuenkirchen (f 1391) und seiner Ehefrauen Margaretha Reventlow (f 1388) und Adelheid Kulen.

      Der Grabstein lag vor der letzten Renovierung der Doberaner Kirche, bei welcher die Leichensteine zur besseren Erhaltung an den Wänden aufgerichtet wurden, im Predigergarten neben dem Pfarrhause. Es ist ein schöner Stein und gut erhalten. Er wurde neben der Kirche tief in der Erde gefunden und von dem wailand Präpositus Röper (Prediger in Doberan vom 2.Advent 1779 bis [†] 5. April 1817) an jene Stelle gebracht. Der Stein stellt in zwei gotischen Nischen zwei Figuren, rechts einen Ritter im Harnisch dar ohne Helm, mit beiden Händen das Schwert vor sich haltend, dazu den Schild mit dem bekannten Moltkeschen Wappen, drei Birkhähnen, links eine weibliche Gestalt, die Hände betend vor der Brust zusammengelegt. Die Inschrift lautet nach Auflösung der Abkürzungen.

      Anno domini MCCCXCI in die laurencii obiit johannes moltke de nygenkerken. Anno domini MCCCLXXXVIII feria ferta ante michahelis obiit margareta reuentlowe et alheydis Kulen uxores eius,

      Auf Deutsch: Im Jahre des Herrn 1391 am Laurentiustage (10. August) † Johannes Moltke von Nygenkerken. Im Jahre des Herrn 1388, am Freitag vor Michaelis (25. September) † Margareta Reventlow und Alheydis Kulen, seine Ehefrauen.

      Selbstverständlich bezieht sich das Sterbedatum der Margarethe von Reventlow nicht auch auf die zweite Frau. Für weitere Angaben über diese, welche ja nur kurze Zeit (zwischen 1388 und 1391) mit Johann Moltke vermählt war, war kein Platz mehr.

      Dieser Johannes von Moltke (in den Urkunden meist mit der Diminutivfiorm Hennecke genannt), tritt von 1361 an auf. In der Urkunde d. d. Rostock, 2. Mai 1361, in welcher Herzog Albrecht von Mecklenburg den Verkauf von Toitenwinkel durch Johannes von Moltke an die Stadt Rostock bestätigt, wird auch er (Johannes filius Woldemarii in Nienkerke) als in den Verkauf einwilligender Lehnsvetter genannt. Am 29. April 1368 verleiht Herzog Albrecht von Mecklenburg ihm und seinen (ungenannten) Brüdern as höchste Gericht und die Bede aus dem Dorf und Hof Neukirchen, „de yn der voghedije to Sywan ligghen.“ Später tritt er verhältnismäßig selten in den Urkunden auf, scheint also eine bedeutende politische Rolle nicht gespielt zu haben.

      Seine erste Gattin stammte aus dem Reventlowschen Geschlechte, dessen Stammsitz Ziesendorf gleichfalls in der Vogtei Schwan liegt und das noch heute in Schleswig- Holstein und Dänemark zahlreich blüht. Sie, Margarethe, war eine Tochter Hartwigs von Reventlow auf Harmstorff und der Abel N. N., wie aus der Urkunde vom 23. April 1378 hervorgeht, nach welcher ihr Bruder Heinrich Reventlow dies Gut Harmstorff an den Bürgermeister Arnold Kröpelin, den Ratsherrn Gerhard Grenze und den Bürger Dietrich Holloger zu Rostock verkaufte. Die Schwestern des Heinrich, Grete und ihr Mann Henneke Moltke „to der Nyggenkerken“ und Geße und ihr Mann Matthias Szisendorp, willigen in diesen Verkauf. Nach der Inschrift des Leichensteins starb sie 1388 am 25. September. Uber die zweite Gattin des Johann von Moltke, Adelheid Kule, ist nur durch diesen Leichenstein Kunde auf uns gekommen, sie wird aus dem rittermäßigen Geschlecht Küle stammen, aus dem 1313 zuerst der Ritter Johann in mecklenburgischen Urkunden vorkommt und das verhältnismäßig selten genannt wird, auch früh wieder verschwindet. Als Wappen führte dasselbe im Schild und auf dem Helm zwei gekreuzte Morgensterne (Keulen).
    Gravsten i Doberan Kirche
    Grabplatte für Johannes Moltke († 1391) und seine Ehefrauen Margareta Reventlow († 1388) und Alheidis Kulen
    Søskende 1 bror og 1 søster 
    Notater 

    • LINJE:Den ældre meklenborgske linje
    Person-ID I16370  Reventlow
    Sidst ændret 9 okt. 2023 

    Far AnerHartwich von Reventlow
              f. før 1341 
    Mor Abel 
    Familie-ID F31995  Gruppeskema  |  Familietavle

    Familie Johann Moltke
              f. før 1361  
              d. 10 aug. 1391 (Alder 30 år) 
    Familie-ID F26914  Gruppeskema  |  Familietavle
    Sidst ændret 25 jan. 2015 

  • Begivenhedskort
    Link til Google MapsBegravelse - - Doberan Kirche, Bad Doberan, Mecklenburg-Vorpommern,Tyskland Link til Google Earth
     = Link til Google Earth