| |
Match 1,401 til 1,450 fra 11,367
| # |
Notater |
Knyttet til |
| 1401 |
formodes at være moder til Wolf Haxthausen | Westphalen, Anna Cathrine von (I16080)
|
| 1402 |
Forpagter (1905-14), senere Ejer, af Randrup ved Viborg til 1926. Han
tilplantede store arealer med grøntplantager og den til gården hørende sø
blev delvis udtørret ved en åreregulering, hvorved ca 100 Tdr land eng
blev amdannet fra overrislingseng til dyrkbare græsarealer. Etter en
brand i 914 lod han hele avlsgården genopbygge med tilsvarende bygninger
i stedet for de gamle stråtækte, men alt dette tærede på kapitalen, så
han ikke havde tilstrækkelig motsandskraft, da landbrugskrisen
kulminerede i årene efter den første verdenskrig, og han måtte avtså fra
gården. Han blev derefter hypotekforeningens landbrugskyndige
tilsynsførende på en række større landejendommer, indtil han i 1932 købte
Nordgården ved Ringsted. (HHK) | Pape, Andreas (I14289)
|
| 1403 |
Forpagter af Kjærsgård, Fyen. Ejer af Nebbegård 1822-42. (HHK)Tog Examen
artium 1808 og i 1809 2'eksamen filologisk pr.
Godsejer til Nebbegaard ved Fredericia. Han blev som Huslærer hos
Familien Hastrup forlovet med Datteren Martha og lærte derefter Landbrug.
Han forpagtede en Kjærsgård ved Ejby på Fyn, en stor ejendom med ca 500
Tdr.ld.ager og eng og sikkert en vanskelig bedrift så kort tid efter
statsbankerotten, men han må likevel ha klaret sig pænt, for i 1822 købte
han Nebbegaard ved Vejlefjord, der da ganske vist kun havde ca 9
Tdr.hartk., men havde ualmindelig smuk beliggenhed og en herlig lille
hovedbygning, bygget omkring 1670. Her viste han seg som en virkelig
dygtig landmand, og i de 20 år han ejede gården tilkøbte han efterhånden,
trods de trange tider, mere jord, således at gården til slut kom op på 15
Tdr Hartk. Man forstår ikke rigtig, hvorfor han igen solgte ejendommen
1842, men måske han har haft en række Adlet for at lukke portene for adelen i 1660." | Bødtcher, Andreas Jesper Vilhelm (I11410)
|
| 1404 |
Forpagter af Ny Lellingegård og senere Mølleforpagter iBaggesvogn, Jylland | Kruuse, Hans Ivar (I11688)
|
| 1405 |
forstkandidat, 1921 overplantør ved statsbanerne | Jespersen, Ove Cohn (I21757)
|
| 1406 |
Forsvant/faldt i slaget ved Sankelmark. Han var uddannet ved landbruget
og havde fra omkring 1860 stilling som forvalter på herregården
Vinderslevgård. Han fikk aldri se sin sønn idet han på den tid var
indkaldt til militærtjeneste. (CJP/HHK) | Pape, Andreas (I11883)
|
| 1407 |
Forvalter på Vilhelmsborg. (HHK) | Rasmussen, Axel (I13396)
|
| 1408 |
Forvalter ved Kgl. Laurvigske Jernmagasin i København. (CJP) | Bødtcher, Søren (I10743)
|
| 1409 |
Forældre, storkøbmand Carl Rosenmeier til Totterupholm og Lystrup (død 1670) og Anna Pedersdatter (død 1679) | Rosenmeier, Else (I8454)
|
| 1410 |
Forældre: overhofmester, greve ◊Christian Günther S. (1714-65) og Christiane Charlotte Friedrike Castell-Remlingen (1722-73).
Bofælle 1806-17: legationsråd ◊Gottlob Friedrich Ernst Schønborn, *15.9.1737 i Stolberg, Rheinland, †29.1.1817 på Emkendorf, Holsten.
CS, der også kaldtes Kätchen, voksede fra sit femte år op i Danmark, dels i Kbh. og dels på Hørsholm Slot, hvor faderen var hofchef hos enkedronning ◊•Sophie Magdalene. Hjemmet, hvor der blev født 12børn, var fuldstændig tysk præget og et af centrene for det tyske kulturelle miljø i hovedstaden med digteren ◊Friedrich Klopstock som centralskikkelse og med en stærk hældning mod en pietistisk farvet kristendom. Forældrene tog levende del i børnenes opvækst, og CS blev uden regelmæssig undervisning meget belæst på flere sprog i lighed med brødrene, digterne ◊Christian S. og ◊Frederik Leopold S.I 1774 indtrådte hun som stiftsdame på Vallø, der blev det faste udgangspunkt for et omfattende rejseliv med lange ophold hos slægt og venner. 1783-84 var hun med ægteparret ◊Fritz og ◊•Julie Reventlow i Italien.
CS var levende engageret i sin tids tyske litteratur og åndsliv, førte en omfattende brevveksling og udviste i det hele taget en rastløs optagethed af begivenheder og personer, hun kom i berøring med,hvad der ikke sjældent førte til sammenstød med familiemedlemmer og bekendtskabskredsen. Hun var litterært begavet, forfattede mange utrykte digte og offentliggjorde skuespillet Moses, 1788, der viserKlopstocks indflydelse, og de to følsomme fortællinger Rosalia og Emma, der er skrevet i den engelske digter E. Youngs maner. 55 år gammel mødte hun på godset Emkendorf den 14 år ældre tidligere diplomat G.F.E. Schönborn, med hvem hun indledte et ægteskabslignende forhold, der varede til hans død i 1817. Sammen med broderen Frederik Leopold S. konverterede hun i 1802 til katolicismen, men vendte siden atter tilbage til den protestantiske tro. CS repræsenterer i udpræget, næsten ekstrem, grad den aristokratiske salonkulturs kvindetype, og hendes livsforløb demonstrerer på samme tid dens muligheder og desuden de grænser, som konventioner og standsforskelle betød.
Mal. fra 1786 af Jens Juel i privateje. To silhouetter i Fr.borgmus. Foto i KB.
Kieler Studien zur deutschen Literaturgeschichte 14, 1980. Aage Friis (red.): Bernstorffske papirer 1, 1904-13. Louis Bobé (red.): Efterladte papirer fra den Reventlowske familiekreds, 1895-1931.
Optaget i Dansk Biografisk Leksikon. | Stolberg, Henriette Catharine (I10960)
|
| 1411 |
Forældrene ukendte - bror til Charlotte Amalie Reventlow
kan evt være illegitim søn af Christian Detlev Reventlow (1710-1775) | Reventlow, Johan Ludwig Carl (I16138)
|
| 1412 |
fra Danmark | Wiltberg, Anna (I18237)
|
| 1413 |
Fra dette par nedstammer en ostindisk gren af slægte Brown | Familie: William Brown / Louise Godenius (F31846)
|
| 1414 |
Fra dette ægtepar nedstammer den 1885 i den preussiske friherrestand ophøjede adelige gren af slægten Schimmelmann. | Familie: Ernst Carl Heinrich von Schimmelmann / Elisabeth von Seebach (F27792)
|
| 1415 |
Fra dette ægtepar nedstammer den franske gren af slægten Brown, af hvilken en linje fører navnet Brown eller Broun de Colstoun, endvidere grene af de franske familier, Martin, Cabarrus, Nairac Dantheville, Duserech og Monod. | Familie: John Lewis Brown / Elisabeth Skinner (F31760)
|
| 1416 |
Fra dette ægtepar nedstammer den russiske gren af familien Nægler og hofchef hos Kronprins Frederik, Melior Brown Nægler | Familie: Nicolas Brown / Marie Elisabeth (Betzy) Elphinston (F32549)
|
| 1417 |
Fra dette ægteskab nedstammer den danske slægt de Nully Brown | Familie: James Brown / Mette Marie Sørensen (F32373)
|
| 1418 |
Fra dette ægteskab nedstammer foruden en australsk gren af slægten Brown, en gren af den franske slægt Comte de Foucault, og gennem hans yngste datter greverne Schulin og en linje af greverne Ahlefeldt-Laurvigen. | Familie: William Brown / Margrethe Elisabeth (Betzy) Brown (F30024)
|
| 1419 |
Fra dette ægteskab nedstammer grene af slægterne Rhode og Sarauw | Familie: George Brown / Anna Elisabeth Rohde (F33910)
|
| 1420 |
Fra en artikel på nettet om Batteri Bardenfleth haves først en nekrolog i Dansk Artelleritidsskrift over ALvB:
" ... 1881-1883 elev i Officersskolens næstældste klasse på Frederiksberg Slot. 1886-1887 adjudant ved 3. Artilleriafdeling med garnison i Århus. 1887-1890 elev i Officersskolen ældste klasse. 1890-1892 elev ved Ride- og Beslagskolen. 1895 - 1900 chef for 10. Batteri. 1900 - 1905 chef for 3. Batteri. 1906 - 1909 chef for 5. Batteri. 1910 chef for 2. Artilleriafdelings 3. Batteri, alt med garnisoni København. 1910 - 1912 chef for 5. Artilleriafdelings 4. Batteri med garnison i Holbæk. 1914 - 1918 chef for 9cm batteriet på Knudshoved (Batteri Bardenfleth), der i f.m. marinen skulle bevogte minespærringen i Storebælt.
Ivrig deltager i stiftelsen og administrationen af Samfundshjælpen.
"Den højere artillerividenskab lå absolut ikke for Bardenfleth; det artilleristiske felt som han beherskede var begrænset, men til gengæld beherskede han det til fuldkommenhed. Som praktiker og troppeofficer fandt han i Feltartilleriet et virkeområde, der i sjælden grad svarede til hans evner, anlæg og interesse. I sin omsorg for sit mandskab, sine heste og sine kanoner var han lige så utrætteligsom i sin umage for at uddanne og samarbejde disse bestanddele til et kampdygtigt batteri, som han havde i sin hånd. Når Bardenfleth i så henseende som chef nåede resultater, der vandt hans overordnedes anerkendelse, skyldes det dels, at han ved personlig pligtopfyldelse stod som eksempel for sine undergivne, og dels at han ved sin omsorg for disse og ved under vanskellige forhold at dele deres kår vandt både deres tillid og hengivenhed, hvad der foreligger talrige vidnesbyrd om, også nu ved hans død, fra mandskab der har stået under hans kommando...
Billedet af vor afdøde kammerat ville imidlertid savne relief, om skyggerne glemtes. Bardenfleth havde af og til, navnlig i sine yngre dage, nogen vanskelighed ved at kommandere sig selv; når hans blod kom i kog, kunne det hænde, at det, hans stærke vilje til trods, kogte over til skade for ham selv. Han var en stejl natur, men en ærlig mand og retlinet præget personlighed, der ikke bøjede sin overbevisning for at behage hoben.
På Bardenfleth passer ordet om styrken i begrænsningen; også for venskabets område gælder dette. De var ikke mange, som han kaldte ved vennenavn, men til gengæld var han sine få venners fuldtro ven..." "
Og fra samme net-side en beskrivelse af Batteri Bardenfleth:
" 3. Batteri / 1. Artilleriafdeling
3. Batteri er oprindelig oprettet i 1675, men blev i 1910 overført til Sjællandske Artilleriregiment for at danne stammen i den nyoprettede 5. Artilleriafdeling. Det nuværende 1. Artilleriafdelings 3.Batteri er oprettet den 1. juni 1910 ved en parade på Bådmandsstrædes kaserne i København.
Under hele første verdenskrig bevogtede batteriet indsejlingen til Nyborg fra en stilling på Knudshoved. Batteriets chef under hele krigen var den navnkundige kaptajn A.L. von Bardenfleth, der har givet batteriet dets navn: Batteri Bardenfleth.
Kvartermærke og valgsprog
Batteri Bardenfleths mærke, i sin nuværende form, blev anlagt og autoriseret i 1992. Motivet er en borg og en brændende kanonkugle. Borgmotivet stammer fra Nyborg byvåben og referer til batteriets forlægning til Knudshoved under første verdenskrig. Batteriet fik i 1961 tilladelse fra Nyborg byråd til at lade byvåbnet indgå i batteriets kvartermærke. Den brændende kanonkugle referer til våbenarten,og det kronede navnetræk til kong Christian den 5. i hvis regeringstid artilleriet blev omstruktureret.
Batteriets latinske valgsprog "Cannae nostra faece non agunt" referer til en episode under første verdenskrig, hvor batterichefen svarede en forespørgsel om at stille hestekøretøjer til rådighed for bortkørsel af gødning. Hertil svarede kaptajn Bardenfleth efter sigende: "Vores kanoner kører ikke med lort!"
Batteri Bardenfleth under Den første Verdenskrig.
Korte uddrag af "Erindringer fra svundne tider" af løjtnant G. Orlow-Andersen, stabssergent i batteriet under krigen. Artiklerne har været trykt i "Underofficeren" i årene 1950-54.
Minespærring af Østersøen.
I slutningen af juli 1914 forespurgte den tyske gesandt i København vor regering, om Danmark ville minespærre farvandene til og fra østersøen eller overlade det til Tyskland. I hast afholdtes et lukket rigsdagsmøde. Efter dette telegraferede kong Christian resolut til den engelske konge Georg V, der straks, sammen med det engelske admiralitet, gik med til, at opgaven skulle tilfalde Danmark. Umiddelbart derefter udlagdes minerne med bevogtning af 2. eskadre i Storebælt og to detachementer som landfæster, et på Sjælland på Halvskov rev og et på Fyn på isbådsstationen på Knudshoved, sidstnævnteunder kommando af kaptajn Bardenfleth. Efter at jeg havde modtaget detaillerede ordre af kaptajnen, samlede jeg den til ham ankomne artilleristyrke, der bestod af mandskab fra 30 forskellige underafdelinger af felt- og fæstningsartilleriet. Kaptajnens påfølgende ordre lød således: "De vil kl. 7 i aften på godsbanegården modtage kanoner, ammunitionsvogne, ammunition, tæpper, lagner, håndklæder, sadel- og seletøj m.v. samt heste til fire befalingsmænd og indlade alt dette i et af DSB anvist godstog, der skal være parat til afgang inden kl. 4 morgen." Hvorhen vi skulle, vidste kun kaptajnen. Ved15-tiden nåede vi til Nyborg. Her fik vi at vide, at vi, sammen med et halvkompagni fra 6. regiment, skulle besætte isbådsstationen på Knudshoved.
Mens skytsværnet blev anlagt, havde vi også travlt med at vænne de lejede heste til brug i batteriet, hvilket jo var noget helt nyt for dem. – Øvelser i brug af håndvåben og skytsbetjening m.v. blev heller ikke forsømt. Der var umådelig meget at udrette, inden vi kom ind i en fast gænge.
Sydfra med søndenvinden hørte vi kanonskud, når de tyske krigsskibe løb ud i Kielerbugten og afholdt skydeøvelser, ligesom vi af og til så tyske luftskibe over den os nærmeste del af Langeland, det fik os bl.a. til at tænke over, hvor hurtigt tyske stridskræfter ville kunne nå os.
Den første aften på Knudshoved, da infanteristerne skulle til at sove på deres så primitive sovepladser, gav de deres misfornøjelse med disse luft ved at synge så højt de kunne "Det dages nu brødre, det lysner i øst." Kaptajnen, der havde sit værelse oven over bådehallen, gik ned og befalede dem at forholde sig rolige. Kort efter begyndte de igen at skråle. Kaptajnen vækkede derfor halvkompagnietspremierløjtnant, Lind, der havde sit værelse i den modsatte side på loftet, og befalede ham at alarmere halvkompagniet og føre det i ilmarch til Nyborg jernbaneviadukt og tilbage igen, i alt ca. 7 km.Efter at geværerne på ny var sat sammen på pladsen uden for bådehallen, blev infanteristerne strengt tilrådet at gå til ro uden fortsat at lave støj - og det hjalp.
Vores kanoner kører ikke med lort.
En såkaldt fiduskasse fremkom senere ved, at Nyborg ungdomsfængsel ønskede at aftage vor hestegødning fra vore 60 heste. Pengene vi fik for gødningen anvendtes til køb af nye noder (til batteriets musikkorps), reparation af instrumenter og til traktement af kaffe og wienerbrød til hele styrken ved ganske særlige lejligheder, når kassens midler tillod det. En dag blev kaptajn Bardenfleth ringet opaf en af Nyborg fængslets kontorister. Han skulle hilse og spørge fra fængselsinspektøren om batteriet fremtidig med sine vogne ville transportere gødningen til fængslet. Bardenfleths svar faldt omgåede: Vil De hilse Deres inspektør og sige ham, at batteriet Bardenfleth kører med kanoner og D.g.m. ikke med lort! - slut! røret på. -
Batterichefens inspicering af posterne.
Inspicering af posterne på Knudshoved skete hyppigt. Ikke sjældent lød kaptajnens ordre, f.eks. således: "De vil inspicere posterne klokken 2.15 i nat og ikke standse før efter tredje anråb. Når man kom ud af den lange mole for at inspicere dobbeltposten på molehovedet, og man havde en kraftig blæst eller storm imod sig, kunne man jo med lethed høre posten råbe: Holdt, hvem der! Holdt, hvem der, og derefter: Holdt, eller jeg skyder! Af sine fulde lungers kraft råbte man da: Inspektion og kendeord! og som regel gik det godt. En mørk vinteraften, henimod kl. 12, inspicerede Bardenfleth personligposterne, en vagtmand ledsagede ham. Da han nærmede sig molehovedet og posten tredie gang havde råbt sit: Holdt, eller jeg skyder! sagde Bardenfleth til sin ledsager: Vi løber dem over ende. Og de løb- i samme nu peb et projektil lige forbi Bardenfleths hoved, han sprang frem og gav den mand, der havde skudt, et venligt klap på skulderen og råbte: Bravo! De burde gøres til korporal! Dette fandt jeg, at være en meget mærkværdig handlemåde, thi selv om Bardenfleth næppe havde noget imod selv at blive skudt, så havde han jo dog ansvar for den mand, der ledsagede ham.
Alarmeringer.
Af alarmeringer, befalet af 2. eskadre til forhøjet beredskab, havde vi indtil midten af oktober 1917 haft i alt fire.
Den første skete en novembernat 1914. En vagtmand buldrede med sin geværkolbe på min dør og meldte, at jeg straks skulle melde mig i Bardenfleths kvarter iført feltdragt. Kaptajnens ordre lød således:Der er befalet forhøjet beredskab. Ubåden Havmanden er blevet forsøgt torpederet nær Samsø, måske en forløber for en forcering af minefeltet. De vil alarmere hele styrken, udlevere soldaterbog, forbindepakke og giftmaske (gasmasken på det tidspunkt var så primitivt forarbejdet, at den næppe kunne virke beskyttende), og hurtigst muligt lade betjeningsmandskabet ved skytset gøre klar til kamp, ladehestene sadle, sele og pakke og tømme op og endelig lade konservesrationen koge og folkene bespise, de skal ikke gå sultne i kamp.
Jeg skyndte mig op på belægningsloftet, vækkede alle og befalede antrædning i forhallen. Alvor var at spore i alles ansigtsudtryk, mens alt blev gjort klart som befalet.
Bardenfleth postede fire glas bourgogne op og drak med premierløjtnanten, lægen og dyrlægen. Måske mine herrer, sagde han, er dette det sidste glas i denne verden, skål!
Det forhøjede beredskab varede kun i 16 timer. Angrebet på Havmanden oplystes det senere, skyldtes en fejltagelse. En engelsk ubåd havde antaget Havmanden for en tysk ubåd, heldigvis gik to torpedoerforbi Havmanden. Begge torpedoer strandede på Samsøs kystkant, efter hvad der senere blev sagt.
Den næste alarmering skete en nat, hvor engelske krigsskibe i Nordsøen havde været i kamp med tyske flådeenheder, og sænket det store tyske slagskib Blücher. Man kan vente, sagde Bardenfleth til mig,at løsrevne tyske flådeenheder vil søge hjem gennem Storebælt. Det skete ikke, hvorfor beredskabet snart blev hævet.
Den tredje alarmering til forhøjet beredskab, skete som følge af, at der i 1916 var tysk troppesamling ved Haderslev med direktion mod nord. Tyskerne ventede engelsk landgang ved Esbjerg. Beredskabetvarede dog kun i to døgn.
Fjerde gang var i anledning af en engelsk ubåd E13’s stranding på Saltholmens sydspids. E13 blev skudt sønder og sammen af tyske forpostskibe, til trods for, at E13 var strandet på dansk område. Danske torpedobåde kom til undsætning og den overlevende del af besætningen blev interneret."
- | Bardenfleth, Addo Løvenørn (I13993)
|
| 1421 |
Fra en fra Bremen stammende meget gammel og ansett patrisierslekt, som
ikke selv var adelig men inngiftet i adelslekter, som kan følges tilbake
til 1300-tallet.
Gikk som ung i dansk tjeneste hos hertug Frederik, kong Christian IIIs
nest eldste sønn, som, da kronprins Christian døde i 1647, ble tronarving
(og konge året etter). I 1648 ble han vokter på Haderslev slott, 1653-64
Amtsforvalter i Segeberg og 1665-70 det samme i Steinburg. Sin siste tid
var han etatsråd i Utzehoe. (Egon Calundann) | Hausmann, Daniel (I6188)
|
| 1422 |
Fra hun var seks til ti år, lærte EG grundlæggende klaver- og nodelæsningsteknik hos komponisten Tekla Griebel Wandall. Imidlertid havde EG allerede fra fireårsalderen spillet efter gehør og improviseret, og hun havde et skarpt absolut gehør. Hun lærte også orgelspil hos sin fader, der var organist, og vikarierede undertiden for ham i Fredensborg Slotskirke. Hendes anden klaverlærer blev Max Rytter, der førte hende op til en lovende debutkoncert i 1933, og med mellemrum fik hun også undervisning og opbakning af pianisten og vennen Georg Vásárhelyi. Det lykkedes hende i Paris at blive elev hosden verdensberømte I. Philipp, som hun studerede hos hver vinter frem til 1939, og hun optrådte i disse år såvel i Danmark som i Frankrig. Under Anden Verdenskrig spillede hun med Tivolis KoncertsalsOrkester og var solist ved flere torsdagskoncerter. Hun nåede endvidere et meget bredt publikum, da hun et utal af gange spillede R. Addinsells Warszawakoncert, der var uhyre populær i 1940'erne.
Efter krigens afslutning i 1945 satsede EG for alvor på at erobre en position i udlandet og optrådte i Norden, Frankrig og Tyskland, ofte med dansk musik på programmet. Hun fik sin engelske debut i Wigmore Hall i London i 1950 og spillede i BBC. I 1950'erne gennemførte hun flere turnéer i USA og Canada, og hun optrådte to gange i Carnegie Hall i New York. Her havde hun allerede under sit første besøg truffet Philipp, der under krigen var flygtet fra Frankrig, og som nu var gammel og svækket. Hun tog sig af ham og hjalp ham med at forsøge at vende tilbage til Frankrig, hvor han imidlertid ikkelængere kunne trives. Samtidig vikarierede hun for ham på et konservatorium i Montreal og fandt ud af, at hun kunne lide at undervise og havde evner for det. I Danmark var hun docent ved Det Jyske Musikkonservatorium 1964-74 og engagerede sig i flere lovende unge kunstneres karrierer, bl.a. akkompagnerede hun sangeren E. Islandi i Europa og USA. I 1983 fejrede hun sit 50-års jubilæum som pianist,dels med en koncert i Århus til fordel for Red Barnet, dels med en koncert i Odd Fellow Palæet i Kbh. samt en timelang radioudsendelse.
EGs spil var lyrisk, klangskønt og syngende. Hendes improvisatoriske evner kom bl.a. til udtryk ved en koncert i Falkonercentret, hvor hun uden forudgående planlægning spillede sammen med jazzpianisten Duke Ellington. EG fik endvidere stor betydning som pædagog, og med sin internationale koncertvirksomhed og udbredelse af interessen for dansk musik medvirkede hun til at sætte Danmark på det musikalske verdenskort. Hun fik Ingrid Jespersens Legat i 1954 og Tagea Brandts Rejselegat i 1958.
___________________________
Pianist, fhv. DR-programmedarbejder Hans Henrik Holm, København, skriver om pianist Ellen Gilberg:
»I går kom en lille ting pige med toget ind fra Fredensborg. Hun tog plads hos Hornung og Møller, men blev ellers ikke længe i Bredgade. I samme øjeblik hun havde anbragt sig ved flyglet, smuttede hunnok så nydeligt væk og styrtede uden at blinke lige ind i poesiens forjættede land».
Dette skrev musikkritikeren Hugo Seligmann i Politiken i 1933.
50 år senere lejrede Ellen Gilberg sit »guldbryllup med klaveret« ved en klaveraften i Odd Fellow Palæet og blev begejstret tiljublet. Informations kritiker Hansgeorg Lenz skrev, at denne klaverets grande dame stadig ikke havde sin lige i Danmark. Ellen Gilberg var i mange år vores suverænt bedste fortolker af den franske klavermusik, først og fremmest Debussy og Ravel.
Allerede som ung pige efter studentereksamen blev hun sendt til Paris for at studere. Her mødte hun den lærer, der kom til at præge hende, den gamle Isidore Philippe, der selv havde været elev af
Camille Saint-Saëns. Gennem Philippe mødte hun senere en række af datidens største musikere, Toscanini, Horowitz og ikke mindst Artur Rubinstein, der ofte ringede efter hende, når han var nervøs indenen koncert. Efter 1945 optrådte Ellen Gilberg i de fleste europæiske lande, USA og Canada. Hvert år foretog hun indspilninger for den fransk radio, ikke mindst med ny dansk musik. Som klaverpædagog ydede hun en stor indsats ved Musikkonservatoriet Århus. Hun blev her fascineret af den unge tenor Eyvind Islandi og blev gift med ham. Han døde tragisk alt for tidligt.
For snart en snes år siden indvilligede Ellen Gilberg i at fortælle om sit liv i to store radioudsendelser. Hun var lidt betænkelig i starten, men jeg regnede med at kunne overtale hende med champagne. Denne drik var for hende en livs nødvendighed som et udtryk for overskud, livsglæde og elegance. Radioteknikeren spurgte, om lyden af champagneproppen skulle med på båndet. | Gilberg, Ellen (I15903)
|
| 1423 |
Fra Westphalen. Rådmand i Flensborg 1557. | Lange, Hans (I3601)
|
| 1424 |
Fragav 1544 med sin mands og søstres samtykke alle krav på Ehlerstorftil fordel f o r s i n e s ø n n er. | Pogwisch, Anna (I19088)
|
| 1425 |
Frantz von Ahlefeldt hyldede ikke Frederik 1 i 1523. Han faldt i slaget ved Heide i 1559 | Ahlefeldt, Frantz von (I3313)
|
| 1426 |
Frederik 2. blev født på Haderslevhus i 1534 og døde i 1588. Han var søn af den senere Kong Christian 3. og hans hustru Dorothea af Sachsen-Lauenburg. Efter Christian 3.s sejr i Grevens Fejde blev hani 1536 valgt som tronfølger med titlen Prins af Danmark, og da faderen døde i 1559 kunne Frederik underskrive håndfæstningen og sætte sig på tronen.
Frederik voksede op på Haderslevhus og fik fra 1554 lov til at holde hof på Malmøhus. Det var i disse år at prinsen forelskede sig i sin hofmesters niece, Anne Hardenberg, og først i 1572 giftede hansig med sin 15-årige kusine Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg. Trods en aldersforskel på 23 år, blev Frederik 2.s ægteskab tilsyneladende meget lykkeligt.
Frederik 2. erobrede i 1559 Ditmarsken sammen med farbroderen Hertug Adolf af Gottorp.
Til gengæld magtede han ikke at realisere sine militære planer under den Nordiske Syvårskrig 1563-70. Baggrunden for krigen var kampen om magten i Østersøen.
Frederik 2. havde regnet med, at han med hjælp fra tyske lejetropper hurtigt kunne vinde den forestående krig mod svenskerne. Med kongen i spidsen, satte hæren i 1563 op gennem Halland, mod fæstningenÄlvsborg, der faldt efter kun seks timers beskydning. Derefter var planen at støde frem mod Stockholm; men på grund af et dårligt organiseret forsyningsvæsen måtte hæren gå i vinterkvarter i Skåne. Dermed faldt kongens planer, da en lejehær var alt for dyr til en langvarig krig.
I begyndelsen af 1564 var det svenskerne der havde initiativet. De trængte ind i Norge flere steder og hærgede i både Halland og Blekinge. Først hen på sommeren rejste Frederik 2. et lån, der gik tilat finansiere den danske hærs plan om et stort anlagt angreb på Sverige med Stockholm som mål. Angrebet blev en fuldstændig fiasko. Efter nogle uger måtte hæren, som følge af vanskeligheder med provianteringen, vende tilbage til Halland. Da et nyt forsøg i oktober led samme skæbne, var Rigsrådet ved at miste tålmodigheden.
Året efter overtog Daniel Ranzau hærledelsen – men også han måtte kæmpe mod mangel på penge og forsyninger, og ydermere udbrød der pest i hæren. Det lykkedes endelig at få en dansk sejr ved Axtorna– men vinteren forhindrede yderligere fremrygning. Flåden klarede sig heller ikke for godt. I 1566 blev en ny spærring af Øresund en fiasko, og sidst i juli gik det meste af flåden ned under en storm ved Gotland.
For at råde bod på den militære og økonomiske elendighed så Frederik 2. sig nødsaget til at hjemkalde sin gamle uven, Peder Oxe. Det lykkedes rigshofmester Peder Oxe at få styr på landets dindtægternetredobledes. Derved lykkedes det at bringe Danmark nogenlunde frelst ud af krigen, og landet stod stadig som den mest magtfulde stat i Norden efter fredsslutningen i Stettin i 1570. Peder Oxe må dog dele æren med de militære ledere Daniel Ranzau og Frants Brockenhuus, og det hører også med, at Sverige i krigens sidste år var svækket af indre strid omkring Erik 14.s afsættelse i 1568.
Efter krigen var en af de lidenskaber kongen dyrkede slotsbyggeri. Blandt nybyggerierne må især fremhæves renæssanceslottet Kronborg, der blev bygget i årene 1574-84 for indtægterne fra den forhøjedeØresundstold.
Frederik 2. havde tilsyneladende en selvtillid, der rakte ud over egne evner og var ofte i tider med modgang uretfærdig og urimelig overfor omgivelserne, men en anden side af ham var hans livsglæde – han holdt af at gå på jagt, feste og se glade mennesker omkring sig.
Frederik 2. døde kun 54 år gammel på Antvorskov Slot den 4. april 1588, og blev begravet i Roskilde Domkirke. Han efterfulgtes af sin søn Christian 4.
_________________
Frederik 2. var konge af Danmark og Norge fra 1559. Søn af kong Christian 3. og dronning Dorothea af Sachsen-Lauenburg. Han blev i 1572 gift med Sophie af Mecklenburg, med hvem han fik bl.a. Christian4. Frederik 2. var især optaget af udenrigspolitikken. Den Nordiske Syvårskrig mod Sverige 1563-70 endte egentlig uafgjort, men efter krigen fremstod Danmark-Norge alligevel som den stærkeste magt i Østersøområdet. Herefter bestræbte Frederik sig på, at riget skulle bevare denne stærke position. Han blev desuden en af de ledende protestantiske fyrster i Nordeuropa, og han forsøgte at skabe en slagkraftig protestantisk alliance mod katolikkerne. Det lykkedes dog ikke. I 1570’erne anlagde han den stærke fæstning Kronborg ved Helsingør, og i samme periode blev den danske flåde udviklet til en af Europas største og mest moderne. Som ledi sin indsats for at styrke riget ydede han megen støtte til videnskab og kultur; f.eks. fik Tycho Brahe opbakning af Frederik 2. | Danmark, Frederik 2, Konge af (I3976)
|
| 1427 |
Frederik 3. · Konge af Danmark · Norge 1648-70
Frederik 3. blev født i 1609 og døde i 1670. Han var næstældste søn af Christian 4. og dronning Anna Kathrine.
Da Christian 4.s ældste søn, prins Christian, døde i 1647, blev det Frederik 3. der fik til opgave at løfte arvefølgen efter faderen. Ved kroningen i 1648 måtte han skrive under på en streng håndfæstning, som øgede Rigsrådets magt betydeligt. En håndfæstning han i øvrigt samvittighedsfuldt overholdt.
I 1643 giftede den nu 35-årige Frederik sig med den 15 -årige Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg. De nåede i løbet af deres ægteskab at få 8 børn, heraf fem piger.
I de første år efter tronbestigelsen førte Frederik 3. en tilbagetrukket tilværelse og overlod ledelsen af både Danmark og Norge til Rigsrådet og embedsmændene.
I modsætning til Christian 4., var Frederik 3. et tilbageholdende og tænksomt menneske der interesserede sig meget for teologien og datidens videnskaber, lige fra statsret til naturvidenskab.
Da modsætningsforholdet mellem rigshofmester Corfitz Ulfeldt og Hannibal Sehested, og det øvrige Rigsråd bryder ud, stillede Frederik 3. sig på Rigsrådets side og bidrog dermed til at styrte to af højadelens dygtigste mænd. Kongen har sikkert også haft sine personlige grunde. Han brød sig ikke særlig meget om svogeren Ulfeldt, desuden var Sophie Amalie og Ulfeldts hustru Leonora Christine ikke debedste venner.
Corfitz Ulfeldt blev senere dømt til døden in absentia for landsforræderi, og hustruen Leonora Christine – Christian 4.s yndlingsdatter – sad fængslet i Blåtårn i 22 år, som medskyldig i Ulfeldtsplaner om et statskup.
Frederik 3. havde en stor del af ansvaret for den krig Danmark i 1657 indledte mod Sverige. Krigen indledtes på et dårligt valgt tidspunkt, da Danmark hverken havde den fornødne indre styrke, nogen særlig slagkraftig hær eller alliancer med andre statsmagter.
Kongen gik ombord på flåden og krydsede Østersøen for at hindre den svenske konge, Karl 10. Gustav, i at vende tilbage til Sverige ad søvejen fra et krigstogt i Polen. Frederik 3. vandt også en mindresejr i Halland i efteråret - men i sommeren 1657 begyndte det at gå galt. Karl Gustav førte en svensk hær på 6000 ryttere og 2500 fodfolk op gennem hertugdømmerne og Jylland. Efter to måneders belejring indtog svenskerne den nyanlagte fæstning Frederiksodde og tog bl.a. den hårdt sårede øvestbefalende for den danske hær, rigsmarsk Anders Bille, til fange. Den danske flåde forhindrede foreløbig densvenske hær i at krydse Lillebælt, men dette år var vinteren så kold, at det tre måneder senere lykkedes svenskerne at gå over isen til Fyn, for blot få dage senere at fortsætte over isen på Storebæltmellem Langeland og Lolland.
Krigen endte med det danske forsvars totale sammenbrud og den ulykkelige Roskilde-fred i februar 1659. Betingelserne var både hårde og ydmygende. Danmark måtte afstå Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm – landområder der traditionelt tilhørte Danmark. Desuden mistede vi Trondheim og Bohus Len i Norge.
De danske forhandlere måtte oven i købet lide den tort at Corfitz Ulfeldt, der var flygtet til Sverige, sad med som svensk repræsentant ved forhandlingerne.
Roskilde-freden skulle hurtigt vise sig kun at være en våbenstilstand. Allerede i august gik den svenske konge, Karl 10. Gustav, i land på Sjælland og rykkede frem mod København. Dette blev en betydningsfuld begivenhed for Frederik 3. Da folkene omkring kongen, opfordrede ham at forlade byen og bringe sig i sikkerhed, svarede han med de berømte ord: Jeg vil dø i min rede. Under den svenske belejring deltog han aktivt i forsvaret af København, hvilket gav ham den folkelige popularitet der senere fik så store politiske følger.
København red svenskernes storm pDa krigen sluttede i maj 1660 var uenigheden mellem samfundsklasserne så stor, at et stændermøde om efteråret vedtog arvekongedømmet. Allerede dagen efter fik Frederik3. sin håndfæstning tilbage og opnåede den absolutte magt med enevdele riget og skulle tilhøre den lutherske kirke. Vedtagelsen af Kongeloven i 1665 befæstede yderligere kongens enevældige magt, og med enevældens indførelse brydes adelens magt totalt og gamle privilegier afskaffedes. Adelen måtte til at betale skat og mistede, med arvekongedømmets indførelse, deres ret til at vælge landets konge.Borgerne fik ingen direkte magt ved enevældens indførelse; men alene det, at adelen mistede sine privilegier, betragtedes som en stor sejr.
Frederik 3. var 60 år, da han døde af lungebetændelse i februar 1670. Kort forinden skrev han om sit eget liv: Jeg var at ligne med en raket, som i det øjeblik, den bliver tændt,stiger op i luften meden skønt og klart skin; men da jeg var på det højeste og glimtede som tusinde stjerner, hørtes et brag, og straks forsvandt jeg for tilskuernes øjne, faldt til jorden og blev til støv og aske. Frederik 3. blev begravet i Roskilde Domkirke og efterfulgtes af sin søn, Christian 5.
_______________
Frederik 3. var konge af Danmark-Norge fra 1648, gift med Sophie Amalie af Braunschweig-Lüneburg i 1643; far til bl.a. Christian 5. Frederik var søn af Christian 4. og Anna Cathrine, men blev først tronfølger efter sin brors, den udvalgte prins Christians død i 1647. Ved tronbestigelsen måtte Frederik underskrive en streng håndfæstning, som skulle begrænse hans magt. Hans stilling blev dog snart stærkere, bl.a. fordi de magtfulde adelsmænd Hannibal Sehested og Corfitz Ulfeldt blev fjernet fra Rigsrådet. De katastrofale krige mod Sverige 1657-60 førte til tabet af Skåne, Halland og Blekinge. Alligevel voksede Frederiks popularitet under belejringen af København; mens adel og rigsråd flygtede, forblev han i byen med de legendariske ord: â€Jeg vil dø i min redeâ€. Han kunne således styrke sin magtstilling yderligere, og i 1660-1661 blev arvekongedømmet og enevælden indført. Frederik 3. var stærkt teologisk og naturvidenskabeligt interesseret; hans omfangsrige bogsamling blev grundstammen i Det Kongelige Bibliotek. Både han selv og dronningen var interesserede i fransk kultur, og Rosenborg, som var kongefamiliens foretrukne residens i København, blev moderniseret i fransk stil. | Danmark, Frederik 3, Konge af (I6203)
|
| 1428 |
Frederik 4. blev født i 1671 og døde i 1730. Han var søn af Christian 5. og dronning Charlotte Amalie af Hessen-Kassel.
Efter Christian 5.s død i 1699 arvede Frederik 4. tronen, som rigets tredje enevældige konge.
Frederik indgik i 1695 det sædvanlige royale pligtægteskab med Louise af Mecklenburg, og lod sig yderligere vie til venstre hånd med Elisabeth Helene von Vieregg i 1703. Elisabeth døde i barselsseng året efter.
På flugt fra pesten i København, opholdt kongen og hele hoffet sig i 1711 på Koldinghus. Her mødte han den 18-årige Anna Sofie Reventlow, som han forelskede sig i. Moderen anede uråd, og spærrede AnnaSofie inde på slægtsgården Clausholm – men året efter bortførte kongen Anna Sofie, som han ægtede samme dag til sin ledige venste hånd. Den højre var stadig optaget af dronning Louise, og først dagen efter hendes begravelse i 1721, kunne han ved en offentlig vielse gøre Anna Sofie til dronning.
Ikke alene arvede Frederik 4. tronen – men også faderens udenrigspolitik. Allerede året efter at Frederik havde besteget tronen, indledtes et dansk angreb på Sveriges forbundsfælle, hertugen af Gottorp.
Den svenske konge, Karl 12., benyttede helt uventet lejligheden til at landsætte en hær ved Humlebæk på Sjælland.
Endnu engang greb de europæiske stormagter ind, og efter en meget hurtig fredsafslutning i Travendal, blev svenskerne tvunget væk fra Sjælland og danskerne ud af den gottorpske del af Sønderjylland.
Modsætningsforholdet til Sverige bestod dog, og da svenskerne i 1709 led et stort nederlag til den russiske hær ved Poltava, hvorefter Karl 12. flygtede til Tyrkiet, blev fristelsen, til et forsøg påat genvinde de skånske provinser, for stor. Danmark erklærede Sverige krig, og en dansk hær gik i land i Skåne.
Den Store Nordiske Krig varede i 11 år og blev en af de hårdeste krige Danmark har gennemgået. Skåne og Blekinge blev hurtigt generobret under mottoet: Nu eller aldrig – men snart led de danske tropper nederlag ved Helsingborg i 1710 og ved Gadebusch i 1712.
Imellem nederlagene blev København endda ramt af pest-epidemien, der kostede omkring en tredjedel af befolkningen livet.
Først fra 1713 begyndte det langsomt at gå fremad med krigen. I 1715 vendte Karl 12. tilbage til Sverige, og året efter angreb han Sydnorge med en ny hær. Svenskerne måtte dog trække sig tilbage, da deres forsyningsflåde ødelagdes ved Dynekilen af Tordenskiold.
Ved fredsafslutningen i 1721 på Frederiksborg blev det afgjort, at den gottorpske del af Sønderjylland skulle genforenes med kronen – men ellers endte alt, som det var inden krigens start. For første gang i århundreder var Danmark dog vokset.
Frederik 4. der, trods sin store interesse for kvinder, var pietist, arbejdede ivrigt for mission og folkeoplysning.
Han fik gennemført en del reformer â ligeledes for opførelsen af 240 almueskoler, Det Kongelige Vajsenhus i København, Fredensborg Slot og støttede den hedningemission, der under Hans Egedes ledelse førte til Grønlands kolonisering.
Den 22 år yngre dronning Anna Sofie blev efter kongens død forvist til Clausholm i Jylland, hvorfra gemalen i sin tid havde ladet hende bortføre. Frederik 4.s søn, Christian 6., fik yderligere omstødttestamentet efter faderen, og fratog enkedronningen en stor del af den formue hun skulle have arvet.
Frederik 4. døde den 12. oktober 1730 på Odense Slot og ligger begravet i Roskilde Domkirke. | Danmark, Frederik 4, Konge af (I8034)
|
| 1429 |
Frederik 5. · Konge af Danmark · Norge fra 1746-1766
Frederik 5. blev født i 1723 og døde i 1766. Han var søn af Christian 6. og Sophie Magdalene af Brandenburg-Kulmbach. I 1743 giftede han sig med Louise af Storbritannien.
Med dronningen fik han fem børn, hvoraf den ældste døde som toårig. De øvrige, herimellem den senere konge, Christian 7., blev alle voksne. Det samme antal børn fik kongen også med sin yndlingselskerinde, Madam Hansen, og ind imellem blev der også tid til besøg på byens værtshuse og bordeller.
Frederik 5.s letsindige omgang med kvinder og alkohol førte tidligt til, at hans far, den religiøse og afholdende Christian 6., overvejede at umyndiggøre ham.
Med årene tiltog kongens alkoholproblem i en sådan grad, at han næppe var i stand til at styre kongeriget uden hjælp fra loyale og dygtige embedsmænd. På overfladen havde man stadig det enevældige statsapparat – men den reelle magt lå i hænderne på den 11 år ældre gehejmeråd, Adam Gottlob Moltke, der allerede ved Frederik 5.s tronbestigelse var blevet udnævnt til overhofmarskal.
Molkte havde til tider travlt med at styre både riget og monarken. Gang på gang faldt kongen i. Han kunne i fuldskab og hidsighed finde på både at slå og sparke den formanende Molkte – bagefter badden angrende Frederik 5. altid Moltke om forladelse og lovede bod og bedring.
Kongen skriver således i et brev til Moltke:
Min hjertenskære Moltke! Jeg beder ham af sjælens grund om tilgivelse - mit hidsige hovede har igen været på spil. Gud velsigne og bevare ham... Dette ønsker i oprigtighed hans altid trofaste ven og søn.
Frederik R
Gud velsigne og bevare dig, min hjertenskære ven. – Aldrig gøre det mere.
Jeg har fejlet, det erkender jeg. Vær ikke bedrøvet og tilgiv mig det.
Frederik 5.s regeringsperiode var præget af fremgang for handelen og en spirende industri. Det var priks Hospital og kunstakademiet i København opførtes.
Begyndende krav om landbrugsreformer sørgede den konservative Moltke for ikke blev til noget. Bønderne mærkede derfor ikke særlig meget til den økonomiske fremgang.
Drikkeriet og udskejelserne til trods, gav Frederik 5.s venlige og godmodige optræden ham en stor folkelig popularitet. I modsætning til den sky og indesluttede Christian 6., var sønnen både folkelig,livlig og talte desuden dansk.
Efterhånden kunne kongens levned dog mærkes på hans helbred. Kun 42 år gammel døde Frederik 5. i 1766. Han blev begravet i Roskilde Domkirke. Han efterfulgtes af sin søn Christian 7. | Danmark, Frederik 5, Konge af (I9100)
|
| 1430 |
Frederik af Nør (1800-65): prins af Augustenborg, broder til Christian August; ejede fra 1832 godset Nør S. for Eckernförde. Som en indrømmelse til slesvig-holstenerne udnævnt til statholder og kommanderende general i hertugdømmerne1842, men nedlagde sit hverv 1846 i protest mod Det åbne Brev. Overrumplede 24. marts 1848 garnisonen i Rendsburg ved at optræde i dansk generalsuniform og blev krigsminister i en oprørsregering. Led nederlag ved Bov 9 . apri l 1848 og trak sig tilbage som general. Landsforvist 1851.
Efter de slesvigske krige produceredes, i Danmark, nogle populære natpotter med portrætter af de to brødre i bunden. | Augustenborg, Prins Frederik Emil August af (I11946)
|
| 1431 |
Frederik Christian af Augustenborg
Frederik Christian af Augustenborg (1765-1814): dansk hertug. Kulturpersonlighed , der virkede ivrigt for den højere uddannelse, indtil han 1810 kom i konflikt med det danske kongehus. | Augustenborg, Friedrich Christian II af (I10485)
|
| 1432 |
Frederik Leopold Stolberg, Friedrich Leopold Stolberg, 7.11.1750-5.12.1819, greve, forfatter, diplomat.
Født på Bramstedt, død på Sondermühlen, begravet i Stockkempen ved Tatenhausen. S. blev opdraget sammen med sin to år ældre bror Christian, fulgte ham 1770 til Halle for at studere jura og 1772 til Göttingen hvor de tilsluttede sig Göttinger Hainbund. S. der især sluttede venskab med J. H. Voss begyndte at skrive digte der i deres ophøjede stil og begejstring for fædreland og frihed røbede indflydelse fra Fr. Klopstock som S. fra sin ungdom betragtede som sin åndelige far og digteriske forbillede. Digtenes holdning har imidlertid også rødder i hans selvbevidsthed som efterkommer af et urgammelt regerende grevehus som livet igennem gjorde ham til modstander af absolutismen og forsvarer af de politiske forhold i England. I Göttingen læste S. også græsk for at kunne læse Homer p;i originalsproget, deraf udsprang ideen om at oversætte Iliaden i tyske hexametre (udkom 1778), mens Voss overtog Odysseen. Om efteråret 1773 vendte brødrene tilbage til Kbh. hvor de boede hos deres svoger A. P. Bernstorff til de 1775 rejste til Schweiz og Tyskland, tildels i selskab med Goethe som de havde lært at kende i Frankfürt. Tilbagerejsen førte dem over Weimar hvortil Goethe kort forinden var ankommetog var blevet ven med hertugen af Sachsen-Weimar. S. fik tilbudt at træde i weimarsk tjeneste som kammerherre, men vendte dog først tilbage til Kbh. og foretrak endelig 1776 i stedet at modtage udnævnelsen til gesandt ved det danske hof for fyrstebiskoppen af Lübeck og hertugen af Oldenburg da han derved fortsat kunne leve sammen med familiekredsen. Han boede endnu en tid hos Bernstorff selv om han nærmest var en belastning for dennes politiske stilling da han ikke lagde skjul på sin modvilje mod det enevældige system, hoffet og Ove Høegh Guldbergs parti og undså sig ikke for at identificere den danske nation med regeringskredsen. Kbh. fomgtede han. Kun i Nordsjælland følte han sig vel, hvilket også fandt udtryk i hans digte som hermed indførte havet som tema i den tyske lyrik.
Da Bernstorff i nov. 1780 blev afskediget bad S. s.d. om sin afsked og helligede sig fra 1781 sit embede som overskænk ved fyrstebiskoppens hof i Eutin, et embede han havde haft siden 1776 og levede delvis hos broderen i Tremsbüttel. 1783 blev han landfoged over Neuenburg i hertugdømmet Oldenburg, et embede han dog først tiltrådte 1785 efter en rejse til Weimar og Karlsbad og et fornyet ophold i Kbh. Han opgav det dog snart igen da hans hustru Agnes døde efter et kort og meget lykkeligt ægteskab, og modtog Bernstorffs tilbud om at komme til Berlin som dansk gesandt. Her blev han kun til sommeren 1790 og forventede at blive forflyttet til Neapel, men 1791 trådte han påny i fyrstebiskoppens tjeneste som kammerpræsident i Eutin. Efter at man havde givet ham tilladelse til forinden at foretageendnu en rejse til Italien der førte ham til Sicilien, og som han beskrev i et værk, 1794, tiltrådte han sit nye embede efter hjemkomsten jan. 1793.
I de følgende år fjernede S. sig stadig mere fra vennen Voss som han allerede 1782 havde hentet til Eutin som rektor, og på grund af sin kristne holdning til antikken som han også i modsætning til Goethes og Schillers Weimar-klassicisme. Utilfredsstillet af tidens oplysningsprægede lutherdom og foruroliget over Frankrigs politiske udvikling efter revolutionen, som han først havde hilst som en virkeliggørelse af menneskerettighederne, nærmere han sig under indflydelse af sin anden hustru og nogle venner fra kredsen om fyrstinde Amalie v. Gallitzin i Münster mere og mere den katolske kirke, tilhvilken han sommeren 1800 konverterede med sin familie. Denne konversion som vakte stor opsigt over hele Tyskland og af protestantiske litterater blev opfattet som et tilbagefald til en netop af Oplysningen overvundet umyndiggørelse, fik S. til at opgive sit embede, og han begav sig endnu s.å., efter heftige angreb fra Voss og den ligeledes i Eutin levende filosof Jacobi til sine katolske venner.Han boede først om vinteren i Münster og om sommeren på det nærliggende gods Lütgenbeck, derefter fra 1812 på godset Tatenhausen ved Bielefeld som tilhørte en vestfalsk familie som en af hans døtre var gift ind i, og endelig fra 1816 i nærheden af denne datter på godset Sondermühlen ved Melle. Konversionen havde for stedse bragt en længevarende krise til ende, og også forholdet til hans slægtningefaldt snart til ro. Da S. 1807 sammen med sin hustru for første gang atter besøgte sin bror skrev Christian Ditlev Reventlow (1748–1827) der havde set dem i Vindeby, at de var blevet "blidere og bedreefter at de ikke mere skulle bære katolicismen skjult i deres hjerter". Allerede i Eutin var S.s digteriske virke trådt i baggrunden for oversættelse (Platon 1796–97, Aischylos 1802, Ossian 1806), ogi Münster beskæftigede han sig fremfor alt med historiske og kirkehistoriske arbejder, deriblandt en Geschichte der Religion Jesu Chrisli I-XV, 1806–18. S. døde kort efter at Voss endnu en gang med enpublikation havde rejst striden om hans konversion.
S.s digtning er i stil og motiver karakteristisk for den tyske litteratur mellem Klopstock og Weimar-klassicismen Hans politiske og religiøse udvikling er oplysende for typiske problemer i tysk åndsliv i den franske revolutions tidsalder. – Æresdoktor ved Kiels univ. 1815. – Kammerjunker 1763.
Familie
Forældre: overhofmester, greve Christian Günther S. (1714–65) og Christiane C. F. Castell-Remlingen (1722–73). Gift 1. gang 11.6 1782 i Eutin med Henriette Eleonore Agnes v. Witzleben, født 9.10.1761i Hude, Oldenburg, død 15.11.1788 i Neuenburg, d. af løjtnant Adam Levin v. W. (1721–66) og Karoline v. Sobbe (1727–74). Gift 2. gang 15.2.1790 i Königsbrück i Sachsen med komtesse Sophie Charlotte Eleonore v. Redern, født 4.11.1765 i Berlin, død 8.1.1842 i Rumillies Belgien, d. af overhofmarskal greve Sigmund v. R. (1720–89) og grevinde Maria Johanna de Horguelin (1727–88). – Bror til Catharine S. og Christian S.
Ungdom
Han var søn af Christian Günther zu Stolberg-Stolberg. Ligesom sin ældre broder voksede Friedrich Leopold Stolberg op under påvirkning af Klopstock, og med sin tidligt udviklede lidenskab for poesi såhan med beundring op til datidens ombejlede digter, men valgte dog senere, da han blev bevidst om sit kald og sine evner, ikke at træde i hverken hans eller nogen andens fodspor. Et af hans første digte er helliget faderens død og tyder allerede på et næsten forudbestemt slægtskab med "Göttinger Hainbunds" digtere. Det var i den kreds, at han senere kom til at indtage en fremskudt plads, berømmetaf dem alle, misundt af flere og rost af selve Klopstock. Dog må det siges, at han aldrig, lige så lidt som broderen, kunde leve sig ind i de ægte demokratiske følelser, som ”Hainbund” ellers gik indfor. Han knyttede sig tættest til Voss, som han senere skaffede et rektorat i Eutin. Hans støtte til Burger var frugtesløs, og i stedet blev han en omhyggelig udgiver af den tidlig døde Høltys digte.
Med en muligvis ubevidst pietisme, som han havde fra moderen, læste han dagligt i Bibelen. Derudover læste han gennem hele sit liv Milton og Klopstock, Ossian, de gamle skotske ballader og Shakespeare. Lessings realisme frastødte ham derimod, men Wieland havde han medynk med. For at kunne læse de græske forfattere, navnlig Homer, på originalsproget gav begge brødrene sig i deres sidste år på universitetet til at studere græsk meget intenst. Stolberg havde en egen lyrisk evne til at skrive lige ud af sit eget indre, i hyggelige, hjemlige toner, og flere af den slags digte stammer fra tiden omkring moderens død (1773-74). Derimod gjorde han ikke så meget væsen af en ulykkelig ungdomskærlighed som mange andre tyske digtere.
Arbejdsliv
Efter den berømte rejse til Schweiz gjaldt det for Stolberg om at finde en stilling, hvis indtægter kunne afhjælpe hans vanskelige situation. Han fik i 1776 stilling som oldenborgsk overskænk og ambassadør ved det danske hof, og den stilling beholdt han i 4 år, plaget af byens uro og trykkende luft, og søgende efter lindring i landlivet sammen med sine holstenske venner. De 2 næste år (1780-82) blev i mange henseender skæbnesvangre for Stolberg og truede både hans livsgrundlag og hans psykiske helbred. Hans yngste broder, Magnus (født den 30. november 1760), faldt i en duel i Kiel den 14. december 1780, hans veninde Emilie Schimmelmann døde, Bernstorff blev styrtet, og Stolberg forlangte sin afsked, men fik først en lang orlov og endelig sin afsked i november 1781, således at han endnu varoverskænk og vicehofmarskal ved det fyrstbiskoppelige hof i Eutin. I 1782 døde hans ældste søster, Henriette, A. P. Bernstorffs hustru, og dette dødsfald gjorde ham dybt nedtrykt, men hans sindsstemning var allerede ved at lette: han havde fundet trøst og opmuntring i sin kærlighed til den smukke, unge og meget beundrede Agnes v. Witzleben (født 9. oktober 1761), som han blev gift med i juni 1782.Året efter fik Stolberg en søn og i 1785 under et ferieophold i København en datter. Begge disse begivenheder og hele sin hele huslige lykke har han foreviget i digte og breve. Da hertugen af Oldenborg døde, blev Stolberg sendt på en særlig mission til St. Petersborg for at bekendtgøre den sørgelige begivenhed. Han blev meget afholdt ved zarhoffet og gjorde bekendtskab med Hamann og Hippel. I Neuenburg, hvor Stolberg var blevet ansat som oldenborgsk landsdommer, døde hans elskede hustru 15. november 1788. Han søgte og fik sin afsked af den oldenborgske tjeneste og drog 1789 som dansk gesandt til Berlin.
I 1790'erne var han en del af den konservative Emkendorfer omgangskreds. I striden om den oplysningsteologisk prægede alterbog af Jacob Georg Christian Adler, blev han ved udsendelsen i 1798 af et anonymt skrift, der først og fremmest var møntet på Matthias Claudius, denne kreds' modstander.
Konvertering til katolicismen
Her indtræder et vigtigt vendepunkt i Stolbergs Liv, for hans originale poetiske produktion må stort set anses for at være afsluttet med dette år, og de nye forhold, han kom ind i, fremmede hans længenærede tanke om at gå over til katolicismen. Han forelskede sig i Sophie Charlotte Eleonore Komtesse v. Redern (4. november 1765 – 8. januar 1842), og trods megen tvivl ved tanken om den afdøde hustrugiftede han sig med hende i (15. februar 1790). Selv om hans anden hustru medbragte en ret betragtelig formue, kunne parret ikke blive i Berlin, og Stolberg modtog i 1791 posten som lybsk regeringspræsident i Eutin. Den post gav en betydelig indtægt, og da han først behøvede at tiltræde den i 1792, kunne han tage på en større rekreationsrejse i Tyskland og Italien. I 1793 kom Stolberg tilbage tilEutin og tiltrådte sit embede, men kunne ikke rigtigt leve op til det. Desuden rejste han rejste ofte bort og holdt megen selskabelighed. Det gode forhold til hans gamle ven Voss blev efterhånden ødelagt dels på grund af Stolbergs mere og mere tydelige tendens til katolicisme, dels på grund af Voss’ hensynsløse angreb på alt adeligt, og dels vel også på grund af det fornemme selskab, der stadig færdedes hos Stolberg. En alvorlig sygdom, som Stolberg gennemgik i St. Petersborg 1797, Bernstorffs død, tabet af flere børn og til dels de politiske forhold gjorde endelig udslaget. Stolberg afskedigede Voss som lærer for sine børn og indkaldte en fransk abbed. Efter voldsom tvivl og under stærk påvirkning fra andre, ikke mindst fra sin hustru, gik Stolberg med hele sin familie (undtagen en datter) over til katolicismen i 1800 og søgte under et ophold i Carlsbad sin afsked fra embedet. Denne begivenhed vakte uhyre jubel iblandt katolikkerne i Tyskland og bedrøvelse eller harme hos alle hans venner.
Alderdom
Stolberg kunne ikke mere leve i det protestantiske Nordtyskland, og han flyttede til Münster, hvor han blev modtaget med åbne arme af flere katolske bekendte, som havde bidraget til hans ”omvendelse”.I 1812 flyttede han til godset Tatenhausen ved Bielefeld og i 1816 til domænegodset Sondermühlen i nærheden af Osnabrück, hvor han i flere år levede et lykkeligt familieliv, afbrudt af mange rejser, og efterhånden forsonet med sin ældre broder og de fleste af sine gamle venner. I 1815 blev brødrene Stolberg udnævnt til æresdoktorer ved Kieler-universitetet. Under sin usædvanlige og personlige, åndelige udvikling var Stolberg efterhånden blevet ret fremmed overfor oplysningstidens digtning og måtte høre mange bebrejdelser og spot fra de samtidige digtere. Han gav sig mest af med oversættelser fra græsk, som Homer og Aischylos, men disse arbejder må betragtes som filologiske amatørværker. I sine senere år har han – bortset fra oversættelsen af Ossian og digtet Alfred – kun skrevet oversættelser af katolske kirkefædre og større og mindre arbejder til gavn for katolicismen, især Geschichte der Religion Jesu Christi (i 15 bind, 1806-19). Han døde på Sondermühlen den 5. december 1819 og efterlod sig hustru og 12 børn. Brødrene Christian og Friedrich L. Stolbergs Gesammelte Werke, hvoraf Christian måske kun er forfatter til en tiendedel, fylder ikke mindre end 20 bind, og dertil kommer deklassiske oversættelser og større religiøse skrifter. | Stolberg, Friedrich Leopold (I10642)
|
| 1433 |
Frederik Poulsen de Løvenørn (6. maj 1715 i København – 15. oktober 1779) var en dansk adelsmand, søofficer og amtmand over Korsør og Antvorskov Amter.
Han blev født i København og var søn af Poul Vendelbo Løvenørn. Han udsendte i 1776 sin anonyme oversættelse en komedie af den franske forfatter Philippe Néricault Destouches til dansk.
Han fik en karriere i marinen, og blev i 1739 kaptajn, 4. marts 1740 kommandørkaptajn, 26. november 1746 deputeret i Søetatens General-Kommisariat og etatsråd, og konferensråd 15. september 1747.
Løvenørn var gift med Frederikke Sophie von Holsten (1718-1774), med hvem han havde tre børn:
• Sophie Magdalene de Løvenørn (født 25 august 1741, død 2. september 1786)
• Ingeborg Dorothea de Løvenørn (født 31 juli 1744, død 30. september 1814)
• Poul de Løvenørn (født 11. august 1751, død 16. marts 1826) | Løvenørn, Frederik de (I9513)
|
| 1434 |
Frederik VI's maitresse
MARR: TYPE 3 | Familie: Frederik 6, Konge af Danmark / Frederikke Benedicte Rafsted (F34265)
|
| 1435 |
Friederich Christian Brammer var født uden for ægteskab af Gret Gøtjen og Greve Friederich von Holstein. Af Kirkebogen (Krusendorf i Sydslesvig) fremgår Greve Friederich som barnets fader. Ved dåben den 13.6.1732 i Krusendorf i Sydslesvigvar der følgende faddere: Amtmand i Flensborg Christian von Holstein (broder til Friederich von Holstein), en tjener hos Grev Christians gemalinde ved navn Carsten samt moderens søster Lemke Gøtjen. | Familie: Friederich Conrad Holstein-Holsteinborg / Gret Götjen (F32190)
|
| 1436 |
Friedrich er i DAA 1942 angivet til af være født d 25 dec 1741
Hans moder, Eleonora Sophie con Breuneck er i flg samme udgave af DAA angivet at være fød t i 1735.
Hvis disse oplysninger begge er korrekte, så vil moderen være 6 år gammel, da hun fødte sønne n. Så..... | Blücher, Friedrich von (I10533)
|
| 1437 |
Friedrich von Gram (marts 1664 – 25. marts 1741 i København) var en tysk adelsmand, der blev dansk amtmand og gehejmeråd. Han var fader til Carl Christian og Friedrich Carl von Gram.
Han var søn af Eckhard von Gram til Grahlow, kurbrandenborgsk dragonkaptajn, og født i marts 1664. Han kom til Danmark i Christian V's tid og blev jagtpage. Som sådan blev han 1684 tillige med den kgl. overjæger og andre jagtbetjente af kongen sendt over til Jylland, hvor ulvene anrettede store ødelæggelser. Om rejsen over det af drivis opfyldte Storebælt og om de farer og lidelser, han udstod påden, har han selv givet en beretning. Efter at være blevet kammerjunker blev Gram forfremmet til hofjægermester i Sjællands Stift, i 1708 blev han etatsråd, fik 1714 Dannebrogordenen og blev 1718 amtmand i Frederiksborg og Kronborg Amter. I denne sidste egenskab tog Gram virksom del i de betydelige arbejder, der på den tid foretoges til dæmpning af sandflugten i egnen af Tisvilde; der gravedes enkanal, af ingeniørmajor Eberlein, og plantedes marehalm i mængde. I 1738 rejstes der til minde om sandflugtens dæmpning en mindestøtte ved Tisvilde. I 1725 var Gram medlem af den kommission, der behandlede sagen mod assessor Ryssel og præsten Trojel på Christianshavn (de havde sigtet dronning Anna Sophie og hendes slægtninge for at ville omstyrte enevoldsmagten); 11. oktober 1729 blev han gehejmeråd, 1730 overjægermester, fik Elefantordenen 20. oktober 1730 på Frederiksberg Slot, i 1732 Ordenen de la fidelité.
I København ejede han den prægtige Gramske Gård (hvor nu Hotel d'Angleterre står), der i Christian V's tid var opført af storkansler Frederik Ahlefeldt. Gram var gift 1. gang med Henriette f. de Cheusses, 2. med Charlotte Sophie f. von Hattenbach. Han døde 25. marts 1741 i København.
_________________________________
v. Gram, Friedrich, 1664-1741, Gehejmeraad,
var Søn af Eckhard v. G. til Grahlow, kurbrandenborgsk Dragonkapitajn, og
født i Marts 1664. Han kom til Danmark i Christian V’s Tid og
blev Jagtpage. Som saadan blev han 1684 tillige med den kgl.
Overjæger og andre Jagtbetjente af Kongen sendt over til Jylland,
hvor Ulvene anrettede store Ødelæggelser. Om Rejsen over det af
Drivis opfyldte Store Bælt og om de Farer og Lidelser, han udstod
paa den, har han selv givet en Beretning. – Efter at være bleven
Kammerjunker blev G. forfremmet til Hofjægermester i Sjællands
Stift, i 1708 blev han Etatsraad, fik 1714 Danebrogsordenen og blev
1718 Amtmand i Frederiksborg og Kronborg Amter. I denne sidste
Egenskab tog G. virksom Del i de betydelige Arbejder, der paa
den Tid foretoges til Dæmpning af Sandflugten i Egnen af Tisvilde;
der gravedes en Kanal, af Ingeniørmajor Eberlein, og plantedes
Marehalm i Mængde. I 1738 rejstes der til Amindelse om
Sandflugtens Dæmpning en Mindestøtte ved Tisvilde. I 1725 var G.
Medlem af den Kommission, der behandlede Sagen mod Assessor
Ryssel og Præsten Trojel paa Christianshavn (de havde sigtet
Dronning Anna Sophie og hendes Slægtninge for at ville omstyrte
Enevoldsmagten); 11. Okt. 1729 blev han Gehejmeraad, 1730
Overjægermester, fik Elefantordenen,
i 1732 Ordenen de la fidelité. I Kjøbenhavn ejede
han den prægtige Gramske Gaard (hvor nu Hôtel d’Angleterre staar),
der i Christian V’s Tid var opført af Storkansler Fr. Ahlefeldt. G.
var gift 1. med Henriette f. de Cheusses, 2. med Charlotte Sophie
f. v. Hattenbach. Han døde 25. Marts 1741 i Kjøbenhavn. | Gram, Friedrich von (I8343)
|
| 1438 |
Friherrepatent (29-11-1780)
Baroniet Lehn (07-02-1781 - 1. Besidder), Hvidkilde, Egense
Baroniet Guldborgland (17-09-1784 - 1. Besidder)
Baroniet Sønderkarle (xx-xx-1819 - 1. Besidder)
Stamhuset Højbygaard (01-07-1803 - 1. Besidder - Afløst af Baroniet Sønderkarle) | Lehn, Poul Abraham (I10226)
|
| 1439 |
Frogmore i Berkshire | Hannover, Victoria af (I13194)
|
| 1440 |
From the Cathedral of St John, Parramatta:
"IHS. In loving memory of Margaret Isabella, dearly beloved wife of Walter Sigismund Brown of Brislington Parramatta and elder daughter of Rev George Fairfowl MacArthur, late Head master of the KingsSchool, Parramatta, Died 21 January 1917 aged 54 years. To be with God is very far better." | Macarthur, Margaret Isabella (I13711)
|
| 1441 |
Fru Inger Lauridsdatter (!) af Kellingbjerg (Hind Herred) der 1468 til Vestervig Kloster skødede den Gaard i Eierslev, som Fru Margrethe Claus Eriksens havde i Pant ; hun var efter Laurids Ebbesen Udsens Aner af Rekhals eller Glob. (Kilde: DAA, Stampe, side 487) Vel fejlagtigt angivet som Skobe-Glob på Laurids Ebbesen Udsens epitafi i Århus Domkirke pga. forveksling mellem Ingeborg Dosenrodes ægtemænd Folrad Stampe og Niels Strangesen. | Lauritsdatter, Inger (I2093)
|
| 1442 |
Fru Katarina utfärdade brev med Aspenäs som dateringsort ännu 1350 då hon bortgav sin gård Rönnäs, troligen belägen i Småland. | Bengtsdatter (Folkungaätten), Katarina (I948)
|
| 1443 |
Fru Lisbeth Lunge blev siddende paa Krænkerup, da Børnene alle var smaa; først 1649, da de t o ældste Døtre blev gift, holdtes Skifte, og Gaarden tilfaldt da den eneste overlevende Søn, Jørgen Rosenkrantz, der imidlertid døde allerede i sit 23. Aar, da han paa sin Studierejse opholdt sig i Venedig. Af hans Søstre var Lisbeth Rosenkrantz allerede død forinden, og hen des Sønner Johan og Jørgen Rantzau var derfor Arvinger til Krænkerup tillige med de to andre Søstre,Mette Rosenkrantz, der var gift med Erik Rosenkrantz til Rosenholm, og Birgitte, der var gift med Christen Skeel til Sostrup.
________________
1642 Acting County Sheriff Lisbeth Jørgensdatter Lunge of the County of Ålholm with the Shire of Fuglse and Musse, Danmark
She was the third wife of Palle Rosenkrantz. She lived (1610-59). | Lunge, Lisbet Jørgensdatter (I5865)
|
| 1444 |
FT 1803 Sønderborg, Nybøl, Sottrup, Satrup, Grafshaft Reventlou, , , 1:
Maria Sophie Brag, 32, Ugift, Domisticken und Dienstboten des Herrn Grafen, "-",
Vejle, Tørrild, Bredsten, Vingstedmølle, , En mølle, , FT-1840
Following fields are shown:
Name, Age, Marital status, Position in household, Occupation , Birth place
I Stein Nielsen Møller, 54, Gift, , Møller, Marie Sophie Brag, 65, Gift, , Hans Kone, Christian Ryberg Manch, 15, Ugift, , Plejebørn, Hermann Gerhard Manch, 13, Ugift, , Plejebørn,
Conrad 1749-1815 stod vel lidt i skyggen af sine kendte brødre er endda nævnt som den "glemte Reventlow"
var vist ikke særlig godt begavet, og derfor, i stedet for en uddannelse, blev sendt til søs, hvor hans karriere kun var mådelig, han havde hyppig orlov for at kunne opholde sig på sit lille gods Sandbjerg, han manglede altid penge - var ikke til bonede gulve, men omgikkes gerne sine bønder hos hvem han var vellidt, men til hans families fortrydelse havde han også omgang med forskellige damer, særlig den nævnte Marie Sophie Bragh, med hvem du siger han fik 3 børn, jeg har i Sottrup kirkebog fundet (indført på fransk) en datter født i 1797,og i 1803 en søn
Samme Aar -1803-køber Conrad Vingsted i Vejle amt, utvivlsom til residens for concubinen når lejlighed bød sig og sælger den til hende 1811 for den symbolske pris 3000 rd. og her kommer så min interesse for ham, for datteren blev gift med en Major Munch fra Aarhus og deres Søn Christian Munch f.1825 blev opdragen hos mormoderen i Vingsted, og det var faktisk ham som min historie begyndte med - athan så havde en morfar som hed Reventlow, og som en tid ejede Vingsted Mølle gjorde mig da nysgerrig - det gik denne Chr Munch meget ilde - samtidig som Vingsted Mølle købte Conrad Reventlow en størregård i Bredsten til Marie Sophie Brags Søster Cathrine Sophie som blev gift med en Magnus Holmberg - hvorfor nu det ? mon han også havde haft omgang med hende ? Der er mange løse ender i denne sag dufår mere senere når jeg får det omskreven igen og jeg er naturlig meget interesseret i at høre hvad du kan tilføje.
I 1803 køber Conrad Reventlow så Vingsted mølle af mølleren Morten Pedersen Hyrup for 11.500 Rd. Først i 1811 sælger han den til Marie Sophie Bragh for den symbolske pris 3000 Rd. - i realiteten fik hun hele virksomheden gratis, givetvis mod at hun og hendes børn ikke gjorde krav på arven fra Conrads godser og formue - hvornår Marie Sophie Bragh kommer til Vingsten kendes ikke, men hun blev i Bredsten gift med en 14 år yngre Mand Jørgen Steen Nielsen han var Dannebrogsmand, og havde deltaget i Napoleonskrigen - en meget dygtig mand, som drev en omfattende hesteopkøb til tyske aftagere og var derfor meget fraværende.
Dette barnløse par fik til opdragelse i Vingsted mølle, to af Christen Ryberg Munchs Sønner, nævnte Christian, og en yngre Broder Hermann- sidstnævnte tog til søs men druknede i 1844. Det lå vel i luften at Christian Munch engang skulle overtage møllen, men fik ikke nogen god opdragelse - alt for megen frihed og for lidt ansvar, men da Stedfaderen blev svagere fik han så møllereriet tilskrevet, men så kom det frem at Christian havde gjort to Piger frugtsommelig - den ene var møllens husjomfru, han blev pålagt at gifte sig med hende, hvad Christian ikke ville -- Jørgen St Nielsen rev kontraktenitu for næsen af Christian og så var Vingsted mølle tabt for ham - han blev gift med den anden - en husmandsdatter, han fik en mindre gård, som han inden længe formøblede - lejede sig ind i et hus i Kærbølling,blev enkemand med 6 uforsørgede børn som "kom på sognet" Han endte sine dage i Balle fattiggård 1879
(GedComp) dk110204c:@I728@ = dk51216c:@I6145@ | Brag, Marie Sophie (I11464)
|
| 1445 |
FT 1803 Sønderborg, Nybøl, Sottrup, Satrup, Grafshaft Reventlou, , , 1:
Catrina Maria Brag, 33, Ugift, Domisticken und Dienstboten des Herrn Grafen, "-", | Brag, Cathrine Marie (I11202)
|
| 1446 |
FT Randers 1845 bor familien i Houmeden i Randers: Søren Christian Johansen Reventlov , skomager 50 år, f. Randers, hans hustru Kirsten Pedersdatter, 52 år, f. Grundfør sogn ,Århus Amt . Deres datterKaren Marie, 17 år f. Randers | Reventlov, Søren Christian Johansen (I18461)
|
| 1447 |
FT1900Drammen. Han døde av kreft i benet. Det ble amputert, men livet sto
ikke til å redde. (AR) | Pape, Jens (I13751)
|
| 1448 |
Fulde navn:
Charlotte Sophie Adelheid Krag-Juel-Vind-Frijs
Skilt fra 1. ægtemand, separeret 24. Dec. 1895 fra 2. ægtemand.
Fører med kgl. Bevilling sit familienavn med Titel af Baronesse. | Krag-Juel-Vind-Frijs, Charlotte Sophie Adelheid (I13838)
|
| 1449 |
Fulde navn:
Erhard Carl Christian Julius Krag-Juel-Vind-Frijs | Krag-Juel-Vind-Frijs, Erhard Carl Chr J (I12013)
|
| 1450 |
Fulde navn:
Frederik Ludvig Vilhelm Ahlefeldt-Laurvigen
Descendensen efter Lensgreve Frederik Ludvig Vilhelm Ahlefeldt-Laurvigen (d. 1889) skriver Navnet Ahlefeldt Laurvig, de øvrige af denne grevelige Linje, efter Patentet, mest Ahlefeldt-Laurvigen.
| Ahlefeldt-Laurvigen, Frederik Ludvig Vilhelm (I12834)
|
|
.jpg "Reventlow, Heinrich 1796-1841")
