fra venstre: Einar, Johan Otto, Claus, Iven og Ludvig

• Den sidste lensgreve er død – den store fortæller er væk
  
  Kammerherre, lensgreve Preben Ahlefeldt-Laurvig kom fra en betydelig og historisk slægt, hvilket formede hans liv og indsats. Han blev Langelands sidste lensgreve.
  
  Få mennesker magter at gøre historien levende.
  
  Det gjorde kammerherre Preben Vilhelm Gustav lensgreve Ahlefeldt-Laurvig, som døde 14. november, 89 år gammel. Det er i sig selv et stykke historie, der nu er væk.
  
  Preben Ahlefeldt-Laurvig var Langelands sidste lensgreve i den slægt, som siden 1659 regerede på Tranekær Slot.
  
  Mange kender slottet, fordi de har kørt turen op gennem Langeland og passeret den markante okseblodsfarvede bygning på toppen af hatbakken, midt i smukke Tranekær; Danmarks ældste verdslige og beboede hus. med en fortid som kongelig middelalderborg.
  
  Preben Ahlefeldt-Laurvig havde vidtfavnende evner.
  
  Han fik som ældste søn pligten at drive Tranekær Slot. Det gjorde han fra 1964, indtil han i 1995 overdrog gården til sin ældste søn, greve Christian.
  
  Preben Ahlefeldt-Laurvig var et menneske, som kunne handle, når han skulle. Ingen ved det bedre end lensgrevinde Brita Ahlefeldt-Laurvig. De mødtes som unge til et bryllup på Fyn, hvorfra Brita Ahlefeldt-Laurvig kunne rejse hjem til Oslo og fortælle, at hun var blevet forlovet. De fik over 62 år sammen. Preben Ahlefeldt-Laurvig var et stort familiemenneske.
  
  Der lå i ansvaret for gården og for slægten også, at Preben Ahlefeldt-Laurvig hele livet gik op i sit omgivende samfund, om det var Langeland, kongeriget eller verden. Det var også en pligt.
  
  Preben Ahlefeldt-Laurvig kom fra en betydelig og historisk slægt, hvilket formede hele hans liv og indsats. Lensafløsningen fra 1920 bestemte, at indehaveren af Tranekær Slot kun i tre generationer kunne beholde titlen lensgreve. Preben Ahlefeldt-Laurvig var den tredje og dermed sidste lensgreve.
  
  Preben Ahlefeldt-Laurvig, som var premierløjtnant ved Den Kongelige Livgarde, var blandt andet kompagnichef for Langelands hjemmeværn, formand for Patriotisk Selskab og for Det Sydfyenske Dampskibsselskab og selskabets fond samt formand for Dansk Møbelindustri.
  
  Som formand for Dansk Møbelindustri ansatte han den senere konservative erhvervsminister Anne Birgitte Lundholt som direktør.
  
  Preben Ahlefeldt-Laurvig sad også i bestyrelsen for Le Klint fra 2003-2020. Han var tillige medlem af bestyrelsen for kunstmuseet Trapholt i en årrække.
  
  Preben Ahlefeldt-Laurvigs omhu med at være én i kæden og at føre familiens historie videre var tydelig i alle dele af hans liv. Han skrev selv bogen »Træk af slægten Ahlefeldts Historie« fra 2011. Historien blev igen sprællevende i alle de år, hvor han hver sommer viste rundt og fortalte turisterne om Tranekærs lange historie. Preben Ahlefeldt-Laurvig interesserede sig for at kunne tale med alle.
  
  Preben Ahlefeldt-Laurvig var et begavet og engageret menneske med en stor personlighed og stor humoristisk sans. Hele Preben Ahlefeldt-Laurvigs slægt med de nære og fjerne forgreninger kendte hans enorme viden; slægtens historier blev altid fortalt på en måde, der fremkaldte smil, latter og eftertanke. Her funklede Preben Ahlefeldt-Laurvig også.
  
  Preben Ahlefeldt-Laurvig insisterede hele sit liv på at være en værdig repræsentant for sin familie, sin gård og sin historie. Heri lå en dyb ærbødighed for Kongehuset og for Hendes Majestæt Dronning Margrethe samt også for det norske kongehus; hele livet havde lensgreve Preben Ahlefeldt-Laurvig og norskfødte lensgrevinde Brita Ahlefeldt-Laurvig tætte forbindelser til Hans Majestæt Kong Harald og Hendes Majestæt Dronning Sonja.
  
  I alle årene lagde Kongehuset, ikke mindst dronning Margrethe og prinsesse Benedikte, ofte vejen forbi Tranekær, og i de seneste år på Korsebølle, for Preben Ahlefeldt-Laurvig var hele livet en nær, trofast og loyal ven af Kongehuset. Dronning Margrethe var gudmor til Preben Ahlefeldt-Laurvigs ældste søn.
  
  Ud over lensgrevinde Brita Ahlefeldt-Laurvig efterlader Preben Ahlefeldt-Laurvig sig sønnerne Christian greve Ahlefeldt-Laurvig og Ditlev greve Ahlefeldt-Laurvig, svigerdøtrene grevinde Mette og grevinde Christina samt fem børnebørn.
  
  Nekrolog i Berlingske Tidende d 18. november 2025
  Thomas Bernt Henriksen
  Erhvervskommentator, cand. polit.

Das Schloss Etelsen ist ein in der Langwedeler Ortschaft Etelsen bei Verden in Niedersachsen in Neorenaissance-Architektur errichtetes Schloss. In den Jahren 1885–1887 wurde es von den Brüdern von Heimbruch als Ersatz eines älteren Gutshauses erbaut. In den 1860er Jahren gehörte das Gut Etelsen dem vormaligen hannoverschen Landdrosten und Minister Johann Caspar von der Wisch (1785–1865), der 1858 diesen Besitz gemeinsam mit seinem Bruder, Hieronimus von der Wisch (1788–1873) die unter Einschluss der Güter Koppel, Embsen und Ruschbaden zu einem Fideikommiss vereinigt hatte. Noch im Todesjahr des Hieronimus wurde im Park ein neugotisches Mausoleum errichtet, in dem die Brüder und auch spätere Besitzer beigesetzt wurden. Nach dem Tod der von der Wischs fiel Etelsen an die Brüder Carl Johann Christian (1820–1895) und Gottlieb Ernst August von Heimbruch (1822–1892), Besitzer der Rittergüter Varste und Polle, auch sie hohe hannoversche Militärs und Diplomaten. Sie ließen 1885 bis 1887 von dem Architekten Karl Hantelmann aus Hannover das Schloss in seiner heutigen Gestalt errichten. Auch sie starben kinderlos, so dass ihr Erbe an die Familie Reventlow fiel. Graf Christian zu Reventlow bezog das Schloss am 10. Oktober 1896 und bewohnte es mit seiner Familie bis zu seinem Tode 1922. Er wurde 1922 als Letzter im Mausoleum beigesetzt. Erbe des gesamten Besitzes wurde sein ältester Sohn, Lehnsgraf und königlicher Hofjägermeister Rudolph zu Reventlow (1879–1945), der, meist auf Reisen, in den folgenden Jahren sämtliche Ländereien verkaufte, sodass nur das leerstehende Schloss mit dem ca. 11 ha großen Schlosspark übrig blieb. Schloss und Park wurden 1937 an die SA-Gruppe Nordsee verkauft und dienten bis zum Kriegsende als SA-Gruppenschule.

Ridder af Dannebrog

Symbolum: Perdit quod vivit qui Deum et Regem suum noncolit